DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
1. oktober 2014 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retligt samarbejde i civile sager – forordning (EF) nr. 2201/2003 – artikel 8, 12 og 15 – kompetence vedrørende forældreansvar – procedure om forældremyndigheden over et barn, som har sit sædvanlige opholdssted i moderens bopælsmedlemsstat – aftale om værneting til fordel for en ret i barnets faders bopælsmedlemsstat – rækkevidde«
I sag C‑436/13,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Court of Appeal (England & Wales) (Civil division) (Det Forenede Kongerige) ved afgørelse af 2. august 2013, indgået til Domstolen samme dag, i sagen:
E
mod
B,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, R. Silva de Lapuerta, og Domstolens vicepræsident, K. Lenaerts, som fungerende dommer i Anden Afdeling, og dommerne J.L. da Cruz Vilaça, J.-C. Bonichot og A. Arabadjiev (refererende dommer),
generaladvokat: N. Wahl
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 15. maj 2014,
efter at der er afgivet indlæg af:
– E ved solicitor C. Marín Pedreño samt ved D. Williams, QC, og barrister M. Gration
– B ved solicitor N. Hansen, H. Setright, QC, og advocates E. Devereaux og R. Genova Alquacil
– Det Forenede Kongeriges regering ved V. Kaye, som befuldmægtiget
– den tyske regering ved T. Henze og J. Kemper, som befuldmægtigede
– den spanske regering ved M.J. García-Valdecasas Dorrego, som befuldmægtiget
– Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin og A.-M. Rouchaud-Joët, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel forelæggelse vedrører fortolkningen af artikel 8, 12 og 15 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338, s. 1).
2 Denne anmodning er fremsat i en tvist mellem E (herefter »faderen«) og B (herefter »moderen«) om Det Forenede Kongeriges retters kompetence til at behandle en sag om bl.a. fastlæggelsen af det sædvanlige opholdssted for deres barn, S, og faderens samværsret.
Retsforskrifter
EU-retten
3 12. betragtning til forordning nr. 2201/2003 bestemmer:
»De kompetenceregler, der fastsættes i denne forordning for sager vedrørende forældreansvar, er udformet under hensyntagen til barnets bedste og bygger navnlig på kriteriet om nærhed. Dette betyder, at kompetencen først og fremmest bør tilfalde retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, undtagen i visse situationer, hvor barnets opholdssted ændres, eller hvor indehaverne af forældreansvar har aftalt andet.«
4 Artikel 8 med overskriften »Generel kompetence« i afdeling 2 med overskriften »Forældreansvar« i kapitel II i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Kompetence« er affattet således:
»1. Kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn ligger hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges.
2. Stk. 1 finder anvendelse med forbehold af artikel 9, 10 og 12.«
5 Artikel 9 i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Fortsat kompetence på barnets tidligere sædvanlige opholdssted« bestemmer:
»1. Når et barn lovligt flytter fra én medlemsstat til en anden og får nyt sædvanligt opholdssted dér, bevarer retterne i den medlemsstat, hvor barnet tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, uanset artikel 8, i et tidsrum af tre måneder efter flytningen kompetencen til at ændre en retsafgørelse om samværsret, der er truffet i den pågældende medlemsstat, inden barnet flyttede, såfremt den person, der blev tilkendt samværsret ved den pågældende retsafgørelse, fortsat har sit sædvanlige opholdssted i den medlemsstat, hvor barnet tidligere havde sit sædvanlige opholdssted.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis den i stk. 1 omhandlede person har accepteret kompetencen for retterne i den medlemsstat, hvor barnet har fået sit nye sædvanlige opholdssted, ved at give møde for disse retter uden at bestride deres kompetence.«
6 Artikel 12 i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Aftale om værneting« bestemmer i stk. 3:
»Retterne i en medlemsstat har ligeledes kompetence i spørgsmål vedrørende forældreansvar […]:
a) hvis barnet har en væsentlig tilknytning til den pågældende medlemsstat, bl.a. i kraft af, at en af indehaverne af forældreansvar har sit sædvanlige opholdssted i medlemsstaten, eller at barnet er statsborger i medlemsstaten, og
b) hvis denne kompetence på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde er accepteret af alle parter i sagen, og denne kompetence er til barnets bedste.«
7 I artikel 15 i forordning nr. 2201/2003, der har overskriften »Henvisning til en ret, der er bedre egnet til at behandle sagen«, fastsættes:
»1. Undtagelsesvis kan en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, hvis den finder, at en ret i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til, er bedre egnet til at behandle sagen eller en specifik del af sagen, såfremt dette er til barnets bedste:
a) udsætte behandlingen af sagen eller den specifikke del heraf og opfordre parterne til at anlægge sag ved retten i den pågældende anden medlemsstat i overensstemmelse med stk. 4, eller
b) anmode en ret i en anden medlemsstat om at erklære sig kompetent i overensstemmelse med stk. 5.
2. Stk. 1 finder anvendelse:
a) på anmodning af en af parterne
b) af rettens egen drift, eller
c) på anmodning af en ret i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig tilknytning til, jf. stk. 3.
Henvisningen kan dog kunne finde sted af rettens egen drift eller på anmodning af en ret i en anden medlemsstat, hvis i det mindste én af parterne er indforstået hermed.
3. Barnet anses for at have en særlig tilknytning til en medlemsstat som omhandlet i stk. 1:
a) hvis barnet har fået sit sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat, efter at sagen er anlagt ved den i stk. 1 omhandlede ret
b) hvis barnet tidligere havde sit sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat
c) hvis barnet er statsborger i den pågældende medlemsstat
d) hvis en indehaver af forældreansvar har sit sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat, eller
e) hvis barnets formue befinder sig i den pågældende medlemsstat, og sagen vedrører foranstaltninger til beskyttelse af barnet i tilknytning til forvaltning eller bevarelse af denne formue eller disponering herover.
4. Den ret i den første medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, fastsætter et tidsrum, inden for hvilket der skal anlægges sag ved en ret i den anden medlemsstat i overensstemmelse med stk. 1.
Er sagen ikke anlagt inden udløbet af dette tidsrum, fortsætter den ret, ved hvilken sagen er anlagt, med at udøve sin kompetence i overensstemmelse med artikel 8-14.
5. Retten i den anden medlemsstat kan, hvis dette på grund af sagens særlige omstændigheder er til barnets bedste, erklære sig kompetent inden seks uger efter, at sagen er anlagt, eller anmodningen er modtaget i medfør af stk. 1, litra a) eller b). I så fald erklærer den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, sig inkompetent. Erklærer retten i den anden medlemsstat sig ikke kompetent, fortsætter den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, med at udøve sin kompetence i overensstemmelse med artikel 8-14.
6. Ved anvendelsen af denne artikel arbejder retterne sammen, enten direkte eller gennem de centralmyndigheder, der er udpeget i medfør af artikel 53.«
8 I afdeling 3 med overskriften »Fælles bestemmelser« i kapitel II i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Kompetence« bestemmer sidstnævntes artikel 16 med overskriften »En sags anlæggelse ved retten«:
»1. En sag anses for anlagt ved en ret:
a) på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument indleveres til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af vedkommende, for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte, eller
b) hvis det pågældende dokument skal forkyndes, før det indleveres til retten, på det tidspunkt, hvor det modtages af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af vedkommende, for at få dokumentet indleveret til retten.«
9 I afdeling 1 med overskriften »Anerkendelse« i kapitel III i forordning nr. 2201/2003 med overskriften »Anerkendelse og fuldbyrdelse« fastsættes i denne forordnings artikel 21, stk. 1, med overskriften »Anerkendelse af retsafgørelser«:
»Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.«
10 I samme afdeling 1 bestemmer nævnte forordnings artikel 26 med overskriften »Forbud mod prøvelse med hensyn til sagens realitet«:
»En retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.«
11 I afdeling 4 i dette kapitel III med overskriften »Eksigibiliteten af visse retsafgørelser om samværsret og visse retsafgørelser om tilbagegivelse af barnet« fastsættes det i artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003:
»En eksigibel retsafgørelse om samværsret, jf. artikel 40, stk. 1, litra a), der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i en anden medlemsstat og er eksigibel dér, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet, og uden at der kan gøres indsigelse mod anerkendelsen, hvis retsafgørelsen er blevet attesteret i domsstaten i overensstemmelse med stk. 2.
Selv om en retsafgørelse om samværsret i henhold til national lovgivning ikke er eksigibel som følge af loven, uanset en eventuel appel, kan retten i domsstaten erklære den for eksigibel.«
12 I afdeling 6 i nævnte kapitel III med overskriften »Andre bestemmelser« bestemmer artikel 47, stk. 2, i forordning nr. 2201/2003 vedrørende »Fuldbyrdelsesprocedure«:
»En afgørelse, der er truffet af en ret i en anden medlemsstat, og som er erklæret for eksigibel i overensstemmelse med afdeling 2 eller attesteret i overensstemmelse med artikel 41, stk. 1, eller artikel 42, stk. 1, fuldbyrdes i fuldbyrdelsesstaten på samme vilkår, som hvis den var truffet i denne medlemsstat.
Navnlig kan en retsafgørelse, der er attesteret i overensstemmelse med artikel 41, stk. 1, eller artikel 42, stk. 1, ikke fuldbyrdes, hvis den er uforenelig med en senere truffet eksigibel retsafgørelse.«
Det Forenede Kongeriges ret
13 Ifølge den forelæggende ret kan Det Forenede Kongeriges retter i henhold til Section 8 i Children Act 1989 (lov om beskyttelse af børn af 1989) træffe afgørelser om opholdssted (»residence order«) og samværsret (»contact order«), om forbud imod visse handlinger (»prohibited steps orders order«) og afgørelser om særlige problemer (»specific issue orders«), som kan omfatte afgørelser om tilbagegivelse af et barn til retskredsen, om, hvor et barn skal have sin skolegang, eller om, hvorvidt han eller hun skal modtage lægebehandling.
14 Section 2(1)(a) i Family Law Act 1986 (lov om familieret af 1986) har følgende ordlyd:
»En ret i England og Wales træffer ikke afgørelse i medfør af Section 1(1)(a) i forhold til et barn, medmindre
(a) den har kompetence i henhold til forordning nr. 2201/2003 […].«
15 Ifølge den forelæggende ret forstås ved en afgørelse i medfør af Section 1(1)(a) som omhandlet i Section 2(1)(a) en afgørelse truffet af en ret i England og Wales i medfør af Section 8 i Children Act 1989.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
16 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at faderen, der er spansk statsborger, og moderen, der er britisk statsborger (herefter samlet »forældrene«), havde boet i Spanien i flere år, da S blev født den 27. maj 2005, og at sidstnævnte voksede op dér indtil den 6. februar 2010.
17 På denne dato flyttede moderen med S til Det Forenede Kongerige, eftersom forældrene var blevet separeret i løbet af november 2009. Efter denne flytning søgte forældrene forgæves at forhandle sig frem til en ordning med delte rettigheder i forhold til barnet S, hvilket gav anledning til flere retssager i Spanien og Det Forenede Kongerige.
18 Den 21. juli 2010 indgik forældrene en aftale (herefter »aftalen af 21. juli 2010«) vedrørende forældremyndigheden, som blev givet til moderen, og samværsret, som blev givet til faderen. Denne aftale blev underskrevet af forældrene og bevidnet af en retssekretær ved Juzgado de Primera Instancia de Torrox (førsteinstansretten i Torrox, Spanien). Aftalen af 21. juli 2010 blev forelagt denne ret til godkendelse, og den 20. oktober 2010 traf denne ret afgørelse, hvorved den tilsluttede sig indholdet heraf (herefter »afgørelsen af 20. oktober 2010«).
19 Den 17. december 2010 indgav moderen en begæring i henhold til Section 8 i Children Act 1989 til High Court of Justice (England & Wales), Family Division (Det Forenede Kongerige). Moderen anmodede om, at der blev truffet en bestemmelse om ophold (»residence order«) og om ændring af den samværsordning, der var indeholdt i aftalen af 21. juli 2010 og afgørelsen af 20. oktober 2010 (»contact order«), samt at der blev truffet en afgørelse vedrørende særlige problemer (»specific issue order«). Moderen anmodede navnlig om, at den samværsret, som faderen var blevet tildelt med denne aftale, blev reduceret.
20 Den 31. januar 2011 indgav faderen en begæring til denne samme ret med henblik på fuldbyrdelse af afgørelsen af 20. oktober 2010 i medfør af artikel 41 og 47 i forordning nr. 2201/2003.
21 I retsmødet den 16. december 2011 ved High Court anerkendte moderen under henvisning til aftalen af 21. juli 2010 og afgørelsen af 20. oktober 2010, at hun havde aftalt, at Juzgado de Primera Instancia de Torrox i medfør af forordningens artikel 12, stk. 3, var kompetent. Hun tilkendegav derfor, at hun ikke ville modsætte sig fuldbyrdelse af afgørelsen af 20. oktober 2010, som blev behørigt fuldbyrdet i overensstemmelse med vilkårene i aftalen af 21. juli 2010. Navnlig var de nærmere betingelser for faderens samværsret præciseret indtil den 6. januar 2013.
22 Den 20. december 2011 anmodede moderen på grundlag af artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 Juzgado de Primera Instancia de Torrox om at overføre det aftalte værneting til retterne i Det Forenede Kongerige. Den 29. februar 2012 afsagde Juzgado de Primera Instancia de Torrox kendelse angående moderens anmodning (herefter »kendelsen af 29. februar 2012«), der bestemte, at »[i]det den i denne sag trufne afgørelse [af 20. oktober 2010] [havde] fået endelig retskraft, sagen [var] blevet tilført retsbogen, og der ikke versere[de] nogen anden familiesag mellem parterne for denne ret, [var] der ingen anledning til at fastslå, at retten ikke [var] kompetent som anmodet om«.
23 Den 30. juni 2012 indbragte moderen på ny sagen for High Court og anmodede om en erklæring om, at retterne i England og Wales nu havde kompetence i sager vedrørende forældreansvar vedrørende S på grundlag af barnets sædvanlige opholdssted i Det Forenede Kongerige som omhandlet i artikel 8 i forordning nr. 2201/2003. Ved afgørelse af 25. marts 2013 erklærede High Court sig kompetent.
24 Den 21. maj 2013 gav den forelæggende ret faderen tilladelse til at appellere High Courts afgørelse af 25. marts 2013.
25 Indtil den indbragte appel er afgjort, finder High Court, at den ikke er i stand til at fastsætte nye nærmere betingelser for den samværsret, som forældrene strides om. Da High Court er i tvivl om, hvorvidt den har kompetence til at påkende sagens realitet eller kun har kompetence til at fuldbyrde aftalen af 21. juli 2010 og afgørelsen af 20. oktober 2010, har High Court ikke truffet afgørelse for perioden efter den 6. januar 2013.
26 Inden for rammerne af appelsagen har faderen nærmere bestemt gjort gældende, at High Court begik en retlig fejl ved i sin afgørelse af 25. marts 2013 at fastslå, at retterne i England og Wales har kompetence til at træffe afgørelse om sagens realitet. Ifølge faderen har et aftalt værneting på grundlag af artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 fortsat virkning efter afslutningen af den omhandlede retssag og danner således grundlag for en kompetence med henblik på indledningen af enhver efterfølgende sag, der måtte være påkrævet i sager vedrørende forældreansvaret for S. Faderen har desuden præciseret, at en sådan kompetence, som en ret fortsat har, kan overføres i henhold til artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 uden for rammerne af en verserende sag.
27 Moderen har gjort gældende, at en aftale om værneting til fordel for retterne i en medlemsstat i henhold til artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 har virkning, indtil der er truffet en endelig afgørelse i den pågældende sag, og disse virkninger kan ikke opretholdes ud over tidspunktet for afsigelsen af denne afgørelse. Moderen har desuden anført, at artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 kun gælder for bestemte sager, der verserer for retten i en medlemsstat, og ikke for denne rets kompetence generelt set, således at hvor der ikke verserer nogen aktuel retssag, skal der ikke henvises til denne bestemmelse.
28 Den forelæggende ret har præciseret, at Juzgado de Primera Instancia de Torrox ved afgørelse af 4. juli 2013 har sanktioneret moderens manglende fuldbyrdelse af aftalen af 21. juli 2010 med en bøde på 16 000 EUR og nævnt muligheden for, at faderen tillægges forældremyndigheden over S.
29 På denne baggrund har Court of Appeal (England & Wales) (Det Forenede Kongerige) (Civil division) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Fortsætter en aftale i henhold til […] artikel 12, stk. 3, [i forordning nr. 2201/2003] om, at en ret i en medlemsstat skal have kompetence i spørgsmål vedrørende forældreansvar, alene indtil der er truffet en endelig afgørelse i denne retssag, eller fortsætter den selv efter, at der er truffet en endelig afgørelse?
2) Tillader […] artikel 15 [i forordning nr. 2201/2003] en ret i en medlemsstat at overføre en kompetence under omstændigheder, hvor der ikke verserer nogen aktuel retssag angående barnet?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
30 Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om kompetencen i spørgsmål vedrørende forældreansvar for en ret i en medlemsstat – som følger af, at indehaverne af forældreansvaret efter fælles overenskomst har anlagt sag for den pågældende ret som omhandlet i artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 – ophører, når der er truffet en endelig afgørelse inden for rammerne af den pågældende sag, eller om denne kompetence opretholdes efter tidpunktet for vedtagelsen af en sådan afgørelse.
Om relevansen af og formaliteten med hensyn til det første spørgsmål
31 Indledningsvis må de af Europa-Kommissionen og den spanske regering fremsatte argumenter, som tilsigter at så tvivl om relevansen af det første spørgsmål og om, hvorvidt det kan antages til realitetsbehandling, forkastes. Kommissionen har i sit skriftlige indlæg gjort gældende, at det fremgår af kendelsen af 29. februar 2012, at eftersom Juzgado de Primera Instancia de Torrox har erklæret sig inkompetent i henhold til artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003, bør denne afgørelse anerkendes af den forelæggende ret i medfør af samme forordnings artikel 21.
32 Den spanske regering har anført, at hovedsagen vedrører et spørgsmål om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen af 20. oktober 2010 og om forbuddet mod prøvelse med hensyn til sagens realitet som omhandlet i artikel 21, 26, 41 og 47 i forordning nr. 2201/2003, idet moderens anmodning om ændring af aftalen af 21. juli 2010 og af denne afgørelse blev indgivet mindre end to måneder efter vedtagelsen af nævnte afgørelse.
33 For det første er der imidlertid, således som den spanske regering og forældrene har gjort gældende i retsmødet, og som Kommissionen i det væsentlige har medgivet, intet der giver grundlag for at antage, at kendelsen af 29. februar 2012 indeholder nogen afgørelse om den spanske rets kompetence til at pådømme sagens realitet, som skal anerkendes af den forelæggende ret i henhold til artikel 21 i forordning nr. 2201/2003.
34 For det andet bemærkes, således som moderen og Kommissionen har anført i retsmødet, at hovedsagen og det første spørgsmål, i modsætning til hvad den spanske regering har hævdet, ikke vedrører et spørgsmål om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen af 20. oktober 2010 samt forbuddet mod prøvelse heraf med hensyn til sagens realitet i henhold til artikel 21, 26, 41 og 47 i forordning nr. 2201/2003, men spørgsmålet om, hvorvidt den forelæggende ret har kompetence i forhold til spørgsmål vedrørende forældreansvar i henhold til denne forordnings artikel 8, stk. 1.
35 Det skal navnlig præciseres, at ethvert spørgsmål om grundlaget for moderens anmodning, eller anmodningens eventuelle karakter af misbrug, der er indgivet til retterne i England og Wales mindre end to måneder efter vedtagelsen af afgørelsen af 20. oktober 2010, og som har til formål at opnå en ændring af vilkårene i aftalen af 21. juli 2010, og dermed at erstatte denne afgørelse, i henhold til artikel 8-15 i forordning nr. 2201/2003 skal pådømmes af den ret, der har kompetence til at træffe afgørelse i sager vedrørende forældreansvar.
36 Da det i den foreliggende sag er ubestridt, at der desuden ikke på datoen for afsigelsen af nærværende dom var truffet en senere afgørelse om forældreansvaret vedrørende S af nogen ret, og at afgørelsen af 20. oktober 2010 dermed ikke var blevet ændret eller erstattet, må det fastslås, at denne sidstnævnte på denne samme dato stadig kan fuldbyrdes.
Om realiteten
37 Hvad angår fortolkningen af artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 bemærkes, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom Van Buggenhout og Van de Mierop, C-251/12, EU:C:2013:566, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
38 I denne henseende bemærkes, at en rets kompetence såvel i henhold til artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 som til dennes artikel 12, stk. 3, skal fastlægges »på det tidspunkt, hvor sagen anlægges«. I denne forbindelse præciserer nævnte forordnings artikel 16, at en sag anses for anlagt ved en ret »på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen […] indleveres til retten«.
39 Med henblik på aftaler om værneting kræver artikel 12, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2201/2003 bl.a., at kompetencen for retterne i en anden medlemsstat end det sædvanlige opholdssted, på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde er accepteret af alle parter i sagen.
40 Det fremgår således af ordlyden af denne forordnings artikel 8, stk. 1, og artikel 12, stk. 3, at en rets kompetence i sager vedrørende forældreansvar skal undersøges og fastlægges i hvert enkelt tilfælde, når en ret får forelagt en sag, hvilket indebærer, at den ikke opretholdes ud over afslutningen af en verserende sag.
41 Hvad angår den sammenhæng, hvori artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 indgår, præciserer 12. betragtning til forordningen, at kompetencen først og fremmest bør tilfalde retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted. I overensstemmelse med denne betragtning fastsætter forordningens artikel 8, stk. 1, at den generelle kompetence i spørgsmål vedrørende forældreansvar skal afgøres ud fra dette opholdssted.
42 I medfør af denne 12. betragtning og artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 2201/2003 tillades andre kompetencer end denne generelle kompetence kun i visse tilfælde, hvor barnets opholdssted ændres, der bl.a. er fastsat i denne forordnings artikel 9, eller hvor indehaverne af forældreansvaret har aftalt andet som omhandlet i nævnte forordnings artikel 12, stk. 3.
43 Det fremgår desuden af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, at hvor barnets sædvanlige opholdssted ændres, bevarer retterne i den medlemsstat, hvor barnet tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, kun deres kompetence til at ændre en retsafgørelse, der er truffet af disse retter, inden barnet flyttede, og under alle omstændigheder ikke ud over et tidsrum af tre måneder efter flytningen.
44 Hvad angår de formål, som forordning nr. 2201/2003 forfølger, bemærkes, at 12. betragtning til forordningen angiver, at de kompetenceregler, som denne forordning opstiller vedrørende forældreansvar, er udformet af hensyn til barnets bedste, og navnlig ud fra nærhedskriteriet, og at en af betingelserne i nævnte forordnings artikel 12, stk. 3, litra b), kræver, at ethvert aftalt værneting i overensstemmelse med denne bestemmelse er til barnets bedste.
45 Det følger heraf, at kompetence i sager vedrørende forældreansvar først og fremmest skal fastlægges af hensyn til barnets bedste.
46 Således som moderen, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen imidlertid med rette har anført, kan det – selv om en aftale om værneting, der er indgået af indehaverne af forældreansvaret for et lille barn med hensyn til en bestemt del af sagen, kan anses for at være indgået under hensyn til dette barns bedste – ikke antages, at en sådan aftale om værneting under alle omstændigheder stadig er til barnets bedste efter afslutningen af den sag, for hvilken aftalen om værneting var indgået, og under hele den omhandlede persons barndom.
47 Det skal følgelig fastslås, at når en ret får forelagt en sag i henhold til artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003, kan hensynet til barnets bedste kun iagttages ved, at der i hvert enkelt tilfælde foretages en vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt aftalen om værneting er i overensstemmelse med dette hensyn.
48 Eftersom nævnte artikel 12, stk. 3, har til formål at gøre det muligt for indehaverne af forældreansvaret efter fælles aftale og på visse andre betingelser at indbringe spørgsmål vedrørende forældreansvaret for en ret, som i princippet ikke har kompetence til at pådømme disse spørgsmål, kan det desuden ikke antages, at en sådan aftale under alle omstændigheder består efter afslutningen af den anlagte sag og vedrørende andre spørgsmål, der kan opstå senere.
49 Det skal derfor fastslås, at en aftale om værneting på grundlag af artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 kun gælder for den bestemte del af sagen, som den ret, der har det aftalte værneting, har fået forelagt, og at denne kompetence ophører til fordel for kompetencen for den ret, der har den generelle kompetence i henhold til denne forordnings artikel 8, stk. 1, når den sag, der gav anledning til aftalen om værneting, er endeligt afsluttet.
50 Henset til alle de ovenstående betragtninger skal det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at kompetencen i spørgsmål vedrørende forældreansvar for en ret i en medlemsstat – som følger af, at indehaverne af forældreansvaret efter fælles overenskomst har anlagt sag for den pågældende ret som omhandlet i artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 – ophører, når der er truffet en endelig afgørelse inden for rammerne af den pågældende sag.
Det andet spørgsmål
51 Henset til Domstolens besvarelse af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål, der er blevet forelagt for det tilfælde, at kompetencen i sager vedrørende forældreansvar, der er aftalt i henhold til artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003, opretholdtes ud over den endelige afslutning af den sag, der var genstand for en aftale om værneting.
Sagens omkostninger
52 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
Kompetencen i spørgsmål vedrørende forældreansvar for en ret i en medlemsstat – som følger af, at indehaverne af forældreansvaret efter fælles overenskomst har anlagt sag for den pågældende ret som omhandlet i artikel 12, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 – ophører, når der er truffet en endelig afgørelse inden for rammerne af den pågældende sag.
Underskrifter