Appel iværksat den 17. december 2021 af Infineon Technologies AG og Infineon Technologies Dresden GmbH & Co. KG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 6. oktober 2021 i de forenede sager T-233/19 og T-234/19, Infineon Technologies Dresden GmbH & Co. KG og Infineon Technologies AG mod Kommissionen

(Sag C-800/21 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Infineon Technologies AG og Infineon Technologies Dresden GmbH & Co. KG (ved advokaterne L. Assmann og M. Peiffer)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Rettens dom (Tredje Afdeling) af 6. oktober 2021 i de forenede sager T-233/19 og T-234/19 (ECLI:EU:T:2021:647) ophæves i sin helhed.

Europa-Kommissionens afgørelse af 28. maj 2018 [om statsstøtte] SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) gennemført af Tyskland til fordel for båndlastbrugere i henhold til § 19 i elnetsbekendtgørelsen annulleres.

Subsidiært hjemvises sagen til Retten.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Baggrunden for den foreliggende sag er en netafgiftsfritagelse, hvorefter appellanterne i 2012 og 2013 ikke skulle betale netafgifter til deres elnetsoperatør for køb af elektricitet fra det generelle net (herefter »netafgiftsfritagelse«).

Retten fastslog i den appellerede dom, at netafgiftsfritagelsen blev finansieret af statsmidler og dermed udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF (den appellerede doms præmis 111). Retten så herved i princippet bort fra det støttebegreb, der er fastsat i Domstolens praksis.

Netafgiftsfritagelsen finansieres af tillægsafgiften efter den tyske elnetsbekendtgørelses § 19, stk. 2. Denne tillægsafgift er – i modsætning til det af Retten i den appellerede doms præmis 97 fastslåede – ikke en obligatorisk afgift som omhandlet i Domstolens praksis, som kunne indikere, at der er tale om statsmidler som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

Appellanterne har med appellen i første række anfægtet anvendelsen af EU-retten og gjort gældende, at Retten i betragtning af kriterierne i EU-rettens bestemmelser om støtte har anlagt en urigtig bedømmelse af national ret (første appelanbringende). Netafgiftsfritagelsen blev rettelig ikke ydet ved hjælp af statsmidler som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

Det følger af Domstolens retspraksis, at der kun foreligger statsmidler efter denne forståelse, når der består en tilstrækkelig direkte forbindelse til statens budget. Den i sagen omhandlede tillægsafgift efter elnetsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, har derimod ikke en tilstrækkelig direkte forbindelse til det tyske statsbudget. Den omhandlede tillægsafgift forbliver dermed private midler, og ikke statsmidler, som betales mellem netoperatøren og netbrugerne.

Appellanterne har desuden begrundet appellen med, at Retten har gengivet faktiske omstændigheder urigtigt og har taget fejl med hensyn til indhold og rækkevide af national ret (andet appelanbringende).

____________