Language of document :

Appel iværksat den 3. marts 2022 af Gminę Miasto Gdynia og Port Lotniczy Gdynia-Kosakowo sp. z o.o. til prøvelse af dom afsagt af Retten den 21. december 2021 i sag T-263/15 RENV, Gmina Miasto Gdynia og Port Lotniczy Gdynia-Kosakowo mod Kommissionen

(Sag C-163/22 P)

Processprog: polsk

Parter

Appellanter: Gmina Miasto Gdynia og Port Lotniczy Gdynia-Kosakowo sp. z o.o. (ved radcy prawni K. Gruszecka-Spychała og P.K. Rosiak)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Republikken Polen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Rettens dom af 21. december 2021 i sag T 263/15 RENV, Gmina Miasto Gdynia og Port Lotniczy Gdynia-Kosakowo mod Kommissionen ophæves.

Der afsiges endelig dom i sagen, og det fastslås, at det første, det fjerde og det sjette anbringende i den oprindelige stævning er velbegrundede for så vidt angår denne appel, og den omtvistede afgørelse annulleres i overensstemmelse med den oprindelige påstand.

Der træffes i den i andet led ovenfor nævnte dom afgørelse om sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første appelanbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF i forbindelse med analysen af det første led af det første anbringende, der blev fremsat i den oprindelige stævning med hensyn til den ukorrekte identificering af fordelen og den ukorrekte fastsættelse af det støttebeløb, der skal tilbagesøges, som blev gjort gældende i sammenhæng med det fjerde anbringende i den oprindelige stævning.

Andet appelanbringende om, at Retten begik en retlig fejl, idet den ved undersøgelsen af det andet led af det sjette anbringende vedrørende den ulovlige tilbagetrækning af afgørelse 2014/883/EU 1 og erstatningen heraf med den omtvistede afgørelse undlod at tage hensyn til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet og princippet om effektiv retsbeskyttelse ved at anlægge en ulovlig fortolkning, der satte Kommissionen i stand til frit at tilbagekalde sin egen retsakt, som allerede var blevet anfægtet ved Retten, og frit supplere indholdet heraf, uden hensyntagen til interesserne og forventningerne hos den part, der har anfægtet denne foranstaltning.

Tredje appelanbringende om, at Retten begik en retlig fejl, da den vurderede det tredje led af det sjette anbringende i den oprindelige stævning vedrørende tilsidesættelse af appellantens proceduremæssige rettigheder og af princippet om god forvaltningsskik, af princippet om loyalt samarbejde og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet den undlod at anerkende Kommissionens forpligtelse til at ændre afgørelsen om et indlede proceduren eller Kommissionens forpligtelse til at vedtage en ny afgørelse i denne henseende, hvor de betingelser, der er fremstillet i den appellerede dom, som er nødvendige for at korrigere eller udvide afgørelsen om at indlede proceduren, er blevet opfyldt.

____________

1     Kommissionens afgørelse af 11.2.2014 om foranstaltning SA.35388 (13/C) (ex 13/NN og ex 12/N) – Polen – Etablering af Gdynia-Kosakowo-lufthavnen (meddelt under nummer C(2014) 759) (EUT 2014, L 357, s. 51).