Sag T-19/06

Mindo Srl

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – det italienske marked for køb og første forarbejdning af råtobak – beslutning, der fastslår en tilsidesættelse af artikel 81 EF– fastsættelse af priser og opdeling af markedet – den solidarisk ansvarlige meddebitors betaling af bøden – sagsøgeren under insolvensbehandling – søgsmålsinteresse ophørt – ufornødent at træffe afgørelse«

Sammendrag af dom

1.      Retspleje – afvisning begrundet i ufravigelige procesforudsætninger – efterprøvelse af egen drift – søgsmålsinteresse ophørt i den verserende sag – omfattet

(Rettens procesreglement, art. 113)

2.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – søgsmålsinteresse – nødvendigheden af en eksisterende og faktisk interesse

(Art. 230 EF)

3.      Grundlæggende rettigheder – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – grænser – overholdelse af betingelserne for en sags antagelse til realitetsbehandling

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)

1.      I medfør af procesreglementets artikel 113 kan Retten til enhver tid af egen drift efter at have hørt parterne afgøre, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt, eller fastslå, at sagen er blevet uden genstand, og at det er ufornødent at træffe afgørelse.

Søgsmålsinteresse er således en ufravigelig procesforudsætning, som Unionens retsinstanser kan undersøge af egen drift. Det skal antages, at for så vidt angår det forhold, at søgsmålsinteressen ophører under den verserende sag, kan Unionens retsinstanser ligeledes undersøge det af egen drift.

(jf. præmis 59 og 60)

2.      Et søgsmål med påstand om annullation og/eller ændring af en beslutning, der er anlagt af en fysisk eller juridisk person, kan kun antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en interesse i at få den anfægtede retsakt annulleret og/eller ændret. En sådan interesse forudsætter, at annullationen og/eller ændringen af denne retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, eller med andre ord at søgsmålet kan admitteres, såfremt det med sit resultat kan tilføre sagsøgeren en fordel, og dette begrunder en opstået og aktuel interesse i annullation og/eller ændring af den pågældende retsakt.

En sådan interesse skal bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse. Dette krav garanterer nemlig processuelt, at retterne af hensyn til en ordentlig retspleje ikke skal tage stilling til anmodninger om udtalelser og/eller rent teoretiske spørgsmål.

Når den interesse, som en sagsøger påstår at have, vedrører en fremtidig retsstilling, skal det være godtgjort, at indgrebet i retsstillingen allerede aktuelt er sikkert. En sagsøger kan følgelig ikke påberåbe sig fremtidige og uvisse situationer med henblik på at godtgøre sin interesse i at kræve annullation og/eller ændring af den anfægtede retsakt. Det påhviler i øvrigt sagsøgeren at føre bevis for sin retlige interesse, hvilket er den afgørende og grundlæggende betingelse for al rettergang.

(jf. præmis 77-80)

3.      Retten til adgang til domstolsprøvelse, hvoraf retten til søgsmålsadgang udgør et særligt aspekt, sikret ved artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og knæsat i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, er ikke absolut og er underlagt forudsætningsvis anerkendte begrænsninger, navnlig med hensyn til betingelserne for et søgsmåls antagelse til realitetsbehandling. Disse begrænsninger må ikke begrænse et retssubjekts adgang på en sådan måde, at retten til adgang til domstolsprøvelse reelt er uden indhold. De bør varetage et legitimt formål, og der bør være en rimelig forholdsmæssig sammenhæng mellem de anvendte midler og det mål, der søges opnået.

Selv om kravet om en retlig interesse i denne henseende kan forekomme at være en begrænsning af retten til søgsmålsadgang, udgør denne betingelse åbenbart ikke et indgreb i selve denne rettigheds indhold, eftersom kravet om, at sagsøgeren på tidspunktet for sagens anlæg, og indtil der er afsagt dom, har en retlig interesse i at anfægte en retsakt, som er bebyrdende for ham, har et legitimt formål, der i sidste ende er af retsplejehensyn at undgå, at Unionens retsinstanser forelægges rent teoretiske spørgsmål, hvis løsning ikke kan have retsvirkninger eller give sagsøgeren en fordel.

(jf. præmis 97 og 99)