Language of document : ECLI:EU:T:2013:145

Sag T-571/11

El Corte Inglés, SA

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-ordmærket CLUB GOURMET – det ældre nationale figurmærke CLUB DEL GOURMET, EN.... El Corte Inglés – relativ registreringshindring – manglende lighed mellem varerne og tjenesteydelserne – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 – argumenter og beviser fremlagt for første gang for Retten«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 20. marts 2013

1.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser– Rettens kompetence – prøvelse af lovligheden af appelkamrenes afgørelser – Rettens hensyntagen til retlige og faktiske omstændigheder, der ikke tidligere har været forelagt Harmoniseringskontorets instanser – udelukket

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 65)

2.      EF-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – ex officio-prøvelse af de faktiske omstændigheder – indsigelsessag – prøvelse begrænset til de påberåbte anbringender – pligt for parterne til at fremføre kendsgerninger og beviser– nationale retsregler – omfattet

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 76)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 25)

2.      Fastlæggelsen og fortolkningen af de nationale retsregler, som er nødvendige for Unionens institutioners virksomhed, svarer for disse i princippet til en fastlæggelse af sagens sammenhæng og ikke til en retsanvendelse. De anvender nemlig udelukkende EU-retten. Selv om artikel 65, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker skal fortolkes således, at de retsforskrifter, hvis tilsidesættelse eventuelt kan give anledning til et søgsmål ved Retten, kan være omfattet af såvel national ret som EU-retten, er det imidlertid kun EU-retten, som henhører under det retsområde, hvor princippet iura novit curia finder anvendelse, mens national ret henhører under et område med oplysningspligt og bevisbyrde, og hvis indhold i givet fald skal godtgøres gennem bevisførelse. Heraf følger, at det inden for rammerne af en procedure ved Unionens institutioner i princippet tilkommer den part, som påberåber sig national ret, at bevise, at denne nationale ret udgør støtte for den pågældendes påstande.

Det er korrekt, at Retten har modificeret dette princip, idet den har fastslået, at Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) ex officio og med de midler, som det finder hensigtsmæssige hertil, skal indhente oplysninger om den nationale lovgivning i den berørte medlemsstat, såfremt sådanne oplysninger er nødvendige for at bedømme betingelserne for anvendelsen af den pågældende registreringshindring, og navnlig, om de påberåbte faktiske omstændigheder er rigtige, og hvilken beviskraft de fremlagte dokumenter har. Det er imidlertid udelukkende i tilfælde af, at Harmoniseringskontoret allerede er i besiddelse af oplysninger om national ret, enten i form af påberåbelser for så vidt angår dens indhold, eller i form af beviser, hvis bevisværdi er blevet anfægtet, at det i givet fald er forpligtet til ex officio at indhente oplysninger om national ret.

(jf. præmis 35, 38, 39 og 41)