Sag T-341/17
(offentliggørelse i uddrag)
British Airways plc
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Fjerde Udvidede Afdeling) af 30. marts 2022
»Konkurrence – karteller – markedet for luftfragt – afgørelse, som fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF, af EØS-aftalens artikel 53 og af artikel 8 i aftalen mellem Fællesskabet og Schweiz om luftfart – samordning af forskellige elementer af prissætningen af luftfragttjenester (brændstoftillæg, sikkerhedstillæg, betaling af en kommission af tillæggene) – udveksling af oplysninger – Kommissionens territoriale kompetence – begrundelsespligt – artikel 266 TEUF – statsligt pres – samlet og vedvarende overtrædelse – bødens størrelse – afsætningens værdi – varighed af deltagelsen i overtrædelsen – formildende omstændigheder – offentlige myndigheders tilskyndelse til konkurrencebegrænsende adfærd – fuld prøvelsesret«
1. Konkurrence – transport – konkurrenceregler – lufttransport – forordning nr. 411/2004 – anvendelsesområde – ruter mellem EU og tredjelande og EØS-ruter, med undtagelse af ruterne mellem EU og tredjelande – indgående luftfragtydelser – omfattet
[Art. 101 TEUF og 102 TEUF; EØS-aftalen, art. 53 og 54 samt bilag XIII og protokol nr. 21, som ændret ved Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 40/2005; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 32, litra c), og nr. 411/2004, art. 1 og 3]
(jf. præmis 91-95)
2. Konkurrence – EU-regler – territorialt anvendelsesområde – Kommissionens kompetence – lovlighed under hensyn til folkeretten – gennemførelse eller kvalificerede virkninger af den ulovlige praksis i EØS – alternative fremgangsmåder – kriteriet om umiddelbar, væsentlig og forudsigelig virkning – rækkevidde, når der foreligger adfærd, der har til formål at begrænse konkurrencen
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
(jf. præmis 97-99, 111, 113-122, 127-129, 134-142, 145-147 og 156-161)
3. Annullationssøgsmål – anbringender – inkompetence hos den institution, der har vedtaget den anfægtede akt – Unionens retsinstansers prøvelse af egen drift – betingelse – overholdelse af kontradiktionsprincippet
(Art. 263 TEUF)
(jf. præmis 176 og 177)
4. Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger – rækkevidde – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – annullation på grund af en begrundelsesmangel, der er påkendt af egen drift, inden for rammerne af sagsøgerens påstande – vedtagelse af en ny afgørelse under hensyntagen til de konstateringer af overtrædelse, som ikke blev draget i tvivl ved konklusionen i dommen om annullation, samt til nye konstateringer – lovlighed – begrundelsespligt – rækkevidde
(Art. 101 TEUF, 263 TEUF, 264 TEUF, 266 TEUF og 296 TEUF)
(jf. præmis 204-209, 222, 232-236, 239-246 og 254)
5. Annullationssøgsmål – dom om annullation – rækkevidde – annullation af en kommissionsafgørelse, hvorved der konstateres en overtrædelse af konkurrencereglerne – rækkevidden fastlagt efter de grænser for tvisten, som sagsøgeren har fastsat i sine påstande – følge – begrænsning af rækkevidden af forpligtelsen til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger – udelukkelse af konstateringer, der ikke vedrører tvistens genstand
(Art. 101 TEUF, 263 TEUF, 264 TEUF og 266 TEUF)
(jf. præmis 215-222)
6. Konkurrence – EU-regler – materielt anvendelsesområde – adfærd pålagt ved statslige foranstaltninger – ikke omfattet – rækkevidde – statsligt pres udøvet af et tredjeland – ingen betydning – lovlighed under hensyn til folkeretten
(Art. 101 TEUF og 102 TEUF)
(jf. præmis 263 og 265-269)
7. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – formildende omstændigheder – konkurrencebegrænsende adfærd, som tillades eller tilskyndes af de offentlige myndigheder – valg af størrelsen af den generelle nedsættelse, der er fastsat i denne forbindelse – begrundelsespligt – rækkevidde – pligt for Kommissionen til at holde sig til sin tidligere beslutningspraksis – foreligger ikke
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart, art. 8; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3, Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 29)
(jf. præmis 326-330)
8. Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse – bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed påhviler Kommissionen – bevismiddel – anvendelse af en række indicier – vurdering af beviskraften og relevansen af forskellige indicier, der er lagt til grund – indvirkning på den samlede vurdering af rækken af indicier
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
(jf. præmis 334, 335, 360, 366, 381 og 386)
9. Annullationssøgsmål – dom om annullation – rækkevidde – delvis annullation af en EU-retsakt – delvis annullation af en kommissionsafgørelse, hvorved forskellige former for konkurrencebegrænsende adfærd kvalificeres som en samlet og vedvarende overtrædelse, og der pålægges en bøde – utilstrækkelige beviser til at godtgøre, at de anklagede virksomheder deltog i en af den samlede og vedvarende overtrædelses bestanddele – ingen indvirkning på lovligheden af konstateringen af, at denne virksomhed deltog i overtrædelsen samlet set
(Art. 101 TEUF og art. 264, stk. 1, TEUF; EØS-aftalen, art. 53; aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart, art. 8)
(jf. præmis 387, 467 og 468)
10. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – fastsættelse af værdien af afsætningen – afsætning gennemført i direkte eller indirekte forbindelse med overtrædelsen – kartel i sektoren for luftfragt – kartel med hensyn til flere elementer af prissætningen af fragtydelser – hensyntagen til hele afsætningen forbundet med fragtydelserne – lovlighed
(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart, art. 8; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)
(jf. præmis 393-401)
11. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – regler om bødefritagelse og bødenedsættelse – bødenedsættelse som modydelse for den anklagede virksomheds samarbejde – betingelser – betydelig merværdi af de beviser, som den pågældende virksomhed har fremlagt – Kommissionens skøn – kriterier – overholdelse af ligebehandlingsprincippet – sammenlignelige situationer
(Art. 101, stk. 1, TEUF; EØS aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 298/11, punkt 20-24)
(jf. præmis 413-419 og 423-438)
12. Karteller – en virksomheds deltagelse i en konkurrencebegrænsende praksis – tilstrækkeligt til at pådrage virksomheden ansvar for en stiltiende godkendelse, såfremt den hverken har taget offentligt afstand eller underrettet de kompetente myndigheder
(Art. 101, stk. 1, TEUF; EØS-aftalen, art. 53)
(jf. præmis 447-450)
13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – omfang – grænse – overholdelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling – hensyntagen til retningslinjerne for beregning af bøder
(Art. 261 TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)
(jf. præmis 479-485)
Resumé
Sagsøgeren, British Airways, er et luftfartsselskab, som driver virksomhed på markedet for luftfragt.
Det var blandt de 19 adressater for Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17. marts 2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, artikel 53 i EØS-aftalen og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (sag AT.39258 – Luftfragt) (herefter »den anfægtede afgørelse«). Ved denne afgørelse konstaterede Kommissionen en samlet og vedvarende overtrædelse af disse bestemmelser, hvorved de pågældende virksomheder fra 1999 til 2006 havde samordnet deres prisadfærd med hensyn til levering af fragtydelser i hele verden. Kommissionen pålagde sagsøgeren en bøde på 104 040 000 EUR for deltagelsen i denne overtrædelse.
Den 7. december 2005 modtog Kommissionen en anmodning om bødefritagelse i henhold til sin samarbejdsmeddelelse af 2002 (1), indgivet af Lufthansa og to af dennes datterselskaber. I denne anmodning blev der henvist til konkurrencebegrænsende kontakter mellem flere virksomheder, der drev virksomhed på markedet for luftfragt (herefter »transportvirksomhederne«), vedrørende flere elementer i prisen på de tjenester, der blev leveret i forbindelse med dette marked, dvs. indførelse af »brændstoftillæg« og »sikkerhedstillæg«, samt i det væsentlige afslaget på at betale speditørerne kommissioner af tillæggene. De oplysninger, som Kommissionen havde indhentet, og dens undersøgelser foranledigede den til den 19. december 2007 at sende en klagepunktsmeddelelse til 27 transportvirksomheder og derefter, den 9. november 2010, til at vedtage en første afgørelse (2) i forhold til 21 transportvirksomheder, herunder sagsøgeren. Retten annullerede imidlertid denne afgørelse ved domme af 16. december 2015 (3) inden for rammerne af de respektive påstande om annullation, der var nedlagt i denne henseende, eftersom begrundelsen for nævnte afgørelse var behæftet med selvmodsigelser.
Sagsøgeren fandt i det væsentlige, at Retten havde begået en retlig fejl ved at gemme sig bag forbuddet mod at træffe afgørelse ultra petita for at begrænse rækkevidden af den annullation, som den herved traf bestemmelse om, efter at den af egen drift havde fastslået, at den oprindelige afgørelse i sin helhed var behæftet med en begrundelsesmangel, og iværksatte appel til prøvelse af den dom, der var blevet afsagt i forhold til selskabet. Ved dom af 14. november 2017 (4) forkastede Domstolen, sat i Store Afdeling, denne appel i det hele som ugrundet.
Retten gav i sin dom i det søgsmål, som sagsøgeren havde anlagt til prøvelse af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren, denne delvist medhold i påstanden om annullation af denne afgørelse og i påstanden om nedsættelse af den bøde, som sagsøgeren var blevet pålagt. Nærmere bestemt annullerede Retten den anfægtede afgørelse for så vidt angår konstateringen af, at sagsøgeren havde deltaget i overtrædelsens bestanddel vedrørende afslaget på betaling, idet den fastslog, at denne konklusion ikke var tilstrækkeligt underbygget, og nedsatte som følge heraf bøden, henset til sagsøgerens begrænsede deltagelse i overtrædelsen. Derimod fastslog Retten, idet den skulle tage stilling til de krav, der følger af forpligtelsen til at vedtage de fornødne gennemførelsesforanstaltninger efter annullationen af en afgørelse, hvorved der var fastslået en overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, at Kommissionen uden at kunne kritiseres herfor af sagsøgeren ligeledes kunne pålægge dette selskab en bøde på grundlag af konstateringerne af overtrædelsen i den oprindelige afgørelse, for så vidt som disse ikke var blevet anfægtet og følgelig var blevet endelige.
Rettens bemærkninger
I første række fastslog Retten, at Kommissionen ikke havde overskredet grænserne for sin territoriale kompetence, da den konstaterede, at der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, som påvirkede flyvninger på de såkaldt »indgående« luftruter, hvorved skulle forstås ruter fra lufthavne i tredjelande til lufthavne i EU-medlemsstaterne eller i andre lande, der er parter i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), som ikke er medlemmer af Unionen, inden for de tidsmæssige rammer, der var beskrevet i den anfægtede afgørelse.
I anden række forkastede Retten det anbringende, der var rejst af egen drift, om, at Kommissionen ikke havde kompetence til at konstatere og pålægge sanktioner for en tilsidesættelse af EØS-aftalens artikel 53 på ruter mellem Schweiz og henholdsvis Norge og Island. Dette anbringende var nemlig ugrundet, eftersom det fremgik af den anfægtede afgørelses dispositive del, at Kommissionen ikke havde konstateret en tilsidesættelse af denne bestemmelse på de nævnte ruter.
I tredje række undersøgte Retten sagsøgernes klagepunkter til anfægtelse af metoderne til opfyldelse af dommen om annullation vedrørende selskabet. I denne henseende bemærkede Retten navnlig, at rækkevidden af en dom om annullation skal vurderes under hensyntagen til de grænser for tvisten, som sagsøgeren har fastsat i sine påstande. På denne baggrund fastslog Retten, at Kommissionen uden at modsige sig selv og uden at tilsidesætte sin forpligtelse til at vedtage de fornødne gennemførelsesforanstaltninger kunne vurdere, at der i forhold til sagsøgeren ikke var grund til foretage en ny vurdering af de konstateringer af overtrædelser, som sagsøgeren ikke havde anfægtet, og som den følgelig kunne anse for endelige i forhold til dette selskab, selv om de andre deltagere i de omhandlede overtrædelser ikke var fuldstændig de samme. Sagsøgeren kritiserede således med urette Kommissionens fremgangsmåde, som havde foranlediget denne institution til at pålægge selskabet en bøde, der ikke udelukkende vedrørte konstateringerne af overtrædelserne i den anfægtede afgørelse. I denne henseende præciserede Retten endvidere, at i modsætning til, hvad sagsøgeren havde anført, påvirkede den appel, som selskabet havde iværksat til prøvelse af begrænsningen i forhold til selskabet af annullationen af den anfægtede afgørelse, på ingen måde gyldigheden af Kommissionens fremgangsmåde, eftersom denne appel ikke havde opsættende virkning, og det under alle omstændigheder ikke var muligt at udvide rækkevidden af de påstande, som afgrænsede tvistens genstand.
I fjerde række undersøgte Retten de klagepunkter, der i det væsentlige tilsigtede at anfægte Kommissionens konklusioner udledt af undersøgelsen af lovgivningerne i forskellige tredjelande, samt at de anførte grunde i denne henseende var tilstrækkelige, og konklurede, at klagepunkterne var ugrundede. Retten fastslog nemlig indledningsvis, at de principper, der gjaldt for forsvarsanbringendet om statsligt pres, fandt anvendelse på såvel medlemsstaternes lovgivninger som tredjelandes lovgivninger, og at bevisbyrden påhviler den part, der påberåber sig dette anbringende. Kommissionen kunne endvidere med føje finde, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at selskabet havde handlet under pres fra de pågældende lovgivninger. For så vidt som de nævnte lovgivninger foranledigede Kommissionen til at anerkende, at de kunne have haft en tilskyndende virkning på sagsøgerens ulovlige adfærd, som begrundede, at selskabet blev indrømmet formildende omstændigheder i form af anvendelsen af en generel nedsættelse, havde Kommissionen endelig givet en behørig forklaring af valget af en sats på 15%, som var lagt til grund i denne henseende.
I femte række fastslog Retten derimod, at for så vidt som Kommissionen havde konkluderet, at sagsøgeren havde deltaget i en overtrædelse vedrørende afslaget på at betale kommissioner, var de beviser, som Kommissionen støttede sig på for at underbygge denne konklusion, utilstrækkelige, og den annullerede dermed den anfægtede afgørelse, for så vidt som det heri var konstateret, at sagsøgeren havde deltaget i denne bestanddel i overtrædelsen.
I sjette række undersøgte Retten sagsøgerens klagepunkter rettet mod fastsættelsen af den bøde, som Kommissionen havde pålagt selskabet, navnlig klagepunkterne vedrørende beregningen af den nedsættelse, der var indrømmet i medfør af samarbejdsproceduren. I denne henseende bemærkede Retten, at 2002-samarbejdsmeddelelsen navnlig gør indrømmelsen af en bødenedsættelse betinget af, at der fremlægges bevismateriale, som repræsenterer en betydelig merværdi med henblik på fastlæggelsen af de omhandlede faktiske omstændigheder i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede er i besiddelse af. Efter en grundig undersøgelse af de oplysninger, som sagsøgeren havde fremlagt, hvis værdi Kommissionen efter selskabets opfattelse ikke havde anerkendt, fastslog Retten, at Kommissionen tværtimod med en rimelig vurdering af deres respektive værdi havde kunnet konkludere, at deres merværdi var utilstrækkelig. Under alle omstændigheder kunne sagsøgeren ikke med føje påberåbe sig ligebehandlingsprincippet med henblik på at anfægte den mere ugunstige behandling, som selskabet mente at have været underlagt i forhold til behandlingen af andre transportvirksomheder, der var adressater for den anfægtede afgørelse, idet de sidstnævnte ikke befandt i en situation, der kunne sammenlignes med sagsøgerens.
I syvende og sidste række anvendte Retten sin fulde prøvelsesret med henblik på at træffe afgørelse om påstanden om nedsættelse af de pålagte bøder. Retten fraveg ikke den beregningsmetode, som Kommissionen havde fulgt, og drog i medfør heraf konsekvenserne af den delvise annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt det heri var blevet vurderet, at sagsøgeren havde deltaget i overtrædelsens bestanddel vedrørende afslaget på at betale kommissioner. Følgelig blev den bøde, som var blevet pålagt sagsøgeren, og som Kommissionen havde fastsat til 104 040 000 EUR, nedsat til 84 456 000 EUR.