RETTENS DOM (Femte Udvidede Afdeling)

25. oktober 2007 (*)

»Aftaler – producenter af rundt armeringsstål – beslutning om konstatering af en overtrædelse af artikel 65 KS – beslutning baseret på EKSF-traktaten efter udløbet af denne traktat – Kommissionens inkompetence«

I de forenede sager T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03,

SP SpA, Brescia (Italien), ved advokaterne G. Belotti og N. Pisani,

sagsøger i sag T-27/03,

Leali SpA, Odolo (Italien), ved advokaterne G. Vezzoli og G. Belotti,

sagsøger i sag T-46/03,

Acciaierie e Ferriere Leali Luigi SpA, Brescia, ved advokaterne G. Vezzoli, G. Belotti, E. Piromalli og C. Carmignani,

sagsøger i sag T-58/03,

Industrie Riunite Odolesi SpA (IRO), Odolo, ved advokat A. Giardina,

sagsøger i sag T-79/03,

Lucchini SpA, Milano (Italien), først ved advokaterne A. Santa Maria og C. Biscaretti di Ruffia, derefter ved advokaterne M. Delfino, M. van der Woude, S. Fontanelli og P. Sorvillo,

sagsøger i sag T-80/03,

Ferriera Valsabbia SpA, Odolo,

Valsabbia Investimenti SpA, Odolo,

ved advokaterne D. Fosselard og P. Fattori,

sagsøgere i sag T-97/03,

Alfa Acciai SpA, Brescia, ved advokaterne D. Fosselard, P. Fattori og G. d’Andria,

sagsøger i sag T-98/03,

støttet af:

Den Italienske Republik ved I. Braguglia og M. Fiorilli, som befuldmægtigede,

intervenient,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved L. Pignataro‑Nolin og A. Whelan, som befuldmægtigede, bistået i sagerne T-27/03 og T-58/03 af advokat M. Moretto og i sagerne T-79/03, T-97/03 og T-98/03 af advokat P. Manzini,

sagsøgt,

hvorunder der er nedlagt påstande om, at det fastslås, at Kommissionens beslutning K(2002) 5087 endelig udg. af 17. december 2002 om en procedure efter artikel 65 KS (COMP/37.956 – Rundt armeringsstål) er en nullitet, og påstande om hel eller delvis annullation af denne beslutning,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Femte Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Vilaras, og dommerne E. Martins Ribeiro, F. Dehousse, D. Šváby og K. Jürimäe,

justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 19. september 2006,

afsagt følgende

Dom

 Retsforskrifter

 EKSF-traktatens bestemmelser

1        Artikel 36 KS bestemmer følgende:

»Inden Kommissionen træffer bestemmelse om en af de økonomiske sanktioner eller fastsætter en af de tvangsbøder, der omhandles i denne traktat, skal den give vedkommende lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.

[...]«

2        Artikel 47 KS bestemmer følgende:

»Kommissionen kan indhente de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af dens opgaver. Den kan lade foretage de nødvendige efterprøvelser.

[...]«

3        Artikel 65 KS bestemmer følgende:

»1. Alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for virksomheders organisationer og alle former for samordnet praksis, som har til formål direkte eller indirekte at hindre, begrænse eller fordreje den normale konkurrence på det fælles marked, er forbudt, navnlig sådanne, som består i:

a)      fastsættelse eller bestemmelse af priser

b)      begrænsning af eller kontrol med produktion, teknisk udvikling eller investeringer

c)      opdeling af markeder, produkter, aftagere eller forsyningskilder.

2. For så vidt angår bestemte produkter tillader Kommissionen dog aftaler om specialisering eller om fælles indkøb eller salg, hvis [visse betingelser er opfyldt] [...]

3. I medfør af bestemmelserne i artikel 47 kan Kommissionen indhente alle oplysninger, der er nødvendige for at anvende denne artikel enten ved en særlig anordning, der rettes til de pågældende, eller ved en forordning, der angiver arten af de aftaler, vedtagelser eller fremgangsmåder, der skal anmeldes for den.

4. Aftaler eller vedtagelser, der er forbudt i medfør af denne artikels stk. 1, er uden videre ugyldige og kan ikke påberåbes ved nogen domstol i medlemsstaterne.

Under forbehold af adgang til at indbringe søgsmål for Domstolen har alene Kommissionen kompetence til at udtale sig om overensstemmelsen mellem de nævnte aftaler og vedtagelser og bestemmelserne i denne artikel.

5. Virksomheder, som har indgået en aftale, der uden videre er ugyldig, eller som ved at benytte voldgift, konventionalbøder, boykot eller ethvert andet middel har anvendt eller forsøgt at anvende en sådan ugyldig aftale eller vedtagelse eller en aftale, hvortil godkendelse er blevet nægtet eller tilbagekaldt, eller som har opnået en tilladelse ved bevidst at fremsætte falske eller fordrejede oplysninger, eller som anvender fremgangsmåder, der strider mod bestemmelserne i stk. 1, kan af Kommissionen ikendes bøder eller tvangsbøder, der højst må være lig med det dobbelte af omsætningen for de produkter, som vedrøres af den aftale, vedtagelse eller fremgangsmåde, der strider mod bestemmelserne i dette stykke, dog således at det ovenfor fastsatte maksimum, når formålet har været at begrænse produktionen, den tekniske udvikling eller investeringerne, i tilfælde af bøder kan sættes op til 10 procent af de pågældende virksomheds årsomsætning og i tilfælde af tvangsbøder op til 20 procent af den daglige omsætning.«

4        I henhold til artikel 97 KS udløb EKSF-traktaten den 23. juli 2002.

 Kommissionens meddelelse om visse aspekter ved behandlingen af konkurrencesager efter EKSF-traktatens udløb

5        Den 18. juni 2002 vedtog Kommissionen en meddelelse om visse aspekter ved behandlingen af konkurrencesager efter EKSF-traktatens udløb (EFT C 152, s. 5, herefter »meddelelsen af 18. juni 2002«).

6        I punkt 2 i meddelelsen af 18. juni 2002 præciseres det, at formålet med denne er:

» –      at give de økonomiske aktører og de medlemsstater, der berøres af EKSF-traktaten og de afledte EKSF-regler, en kort oversigt over de vigtigste ændringer i relation til de gældende materielle regler og procedureregler som følge af overgangen til EF-reglerne [...]

–      at redegøre for, hvordan Kommissionen vil behandle særlige problemer i forbindelse med overgangen fra EKSF-reglerne til EF-reglerne på kartelområdet og misbrug af dominerende stilling [...], inden for fusionskontrol [...], og statsstøttekontrol [...]«.

7        Punkt 31 i meddelelsen, som er indeholdt i det afsnit, der vedrører de specifikke problemer, som overgangen fra EKSF-ordningen til EF-ordningen stiller, har følgende ordlyd:

»Hvis Kommissionen, når den anvender Fællesskabets konkurrenceregler på aftaler, påviser en overtrædelse på et område, der er omfattet af EKSF-traktaten, vil de materielle regler, der finder anvendelse, uanset tidspunktet, være de gældende regler på det tidspunkt, hvor de forhold, der indebærer overtrædelse, fandt sted. Hvad proceduren angår er det under alle omstændigheder EF-reglerne, der finder anvendelse efter EKSF-traktatens udløb [...]«

 Den administrative procedure

8        Fra oktober til december 2000 foretog Kommissionen i henhold til artikel 47 KS undersøgelser hos italienske virksomheder, der producerer rundt armeringsstål, og hos en sammenslutning af italienske stålvirksomheder. Den rettede ligeledes anmodninger om oplysninger til dem i henhold til artikel 47 KS.

9        Den 26. marts 2002 indledte Kommissionen den administrative procedure og fastlagde klagepunkter i henhold til artikel 36 KS. Sagsøgerne i de foreliggende sager var blandt adressaterne for klagepunktsmeddelelsen.

10      Sagsøgerne har indgivet skriftlige bemærkninger vedrørende klagepunktsmeddelelsen. Alle sagsøgerne med undtagelse af sagsøgeren i sag T‑80/03 har anmodet om at kunne fremsætte deres synspunkt mundtligt. Med dette formål for øje afholdt høringskonsulenten en høring den 13. juni 2002.

11      Den 12. august 2002 fastlagde Kommissionen yderligere klagepunkter rettet til adressaterne for den oprindelige klagepunktsmeddelelse. I denne supplerende klagepunktsmeddelelse i henhold til artikel 19, stk. 1, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel [81] og [82] (EFT 1959-1962, s. 81), forklarede Kommissionen sin holdning til procedurens fortsættelse efter udløbet af EKSF-traktaten.

12      Sagsøgerne indgav skriftlige bemærkninger til den supplerende klagepunktsmeddelelse. Endnu en høring i overværelse af repræsentanter for medlemsstaterne fandt sted den 30. september 2002.

 Den anfægtede beslutning

13      Den 17. december 2002 vedtog Kommissionen beslutning K(2002) 5087 endelig udg. om en procedure efter artikel 65 KS (COMP/37.956 – Rundt armeringsstål, herefter »den anfægtede beslutning«).

14      Præamblen til den anfægtede beslutning lyder således:

»Under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, navnlig dens artikel 65,

under henvisning til de oplysninger, som er blevet meddelt Kommissionen, og de undersøgelser, der er foretaget i henhold til artikel 47 KS af Kommissionens ansatte,

under henvisning til de skriftlige og mundtlige bemærkninger, der er fremsat i henhold til artikel 36 KS i parternes navn og på deres vegne,

efter høring af det rådgivende udvalg for kartel- og monopolspørgsmål,

[...]«

15      Med hensyn til retsvirkningerne af EKSF-traktatens udløb har Kommissionen i betragtning 331 til den anfægtede beslutning først henvist til punkt 31 i meddelelsen af 18. juni 2002.

16      Dernæst har Kommissionen i betragtning 333-344 til den anfægtede beslutning undersøgt, om anvendelsen af artikel 65 KS på den adfærd, der er genstand for sagen, kunne anfægtes på grundlag af princippet om lex mitior.

17      Den har i denne forbindelse i betragtning 335 til den anfægtede beslutning henvist til, at »de to bestemmelser i EKSF-traktaten, som teoretisk kunne betegnes som mindre gunstige, [dels var] artikel 65, stk. 1, KS, da den (til forskel fra artikel 81, stk. 1, EF) ikke krævede, for at der skulle foreligge en overtrædelse, at den aftale, der begrænser konkurrencen, skal kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater [...], og [dels] artikel 65, stk. 5, KS, da den [gav] mulighed for at pålægge bøder, der højst måtte være lig med det dobbelte af omsætningen for de produkter, som vedrøres af aftalen, ([da] denne mulighed derimod ikke i EF-retten var fastsat i artikel 15 i forordning nr. 17) [...]«

18      Efter at have fastslået i betragtning 337-341 til den anfægtede beslutning, at den aftale, der var genstand for den anfægtede beslutning, kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater, påpegede Kommissionen i beslutningens betragtning 343, at den »officielt [havde] meddelt parterne, at [...] den ikke agtede at pålægge nogen virksomhed en bøde på over 10% af den årlige omsætning for EKSF-produkterne på Den Europæiske Unions område«, og at »dette loft (som under alle omstændigheder er fastsat ved artikel 65, stk. 5, KS for de aftaler, der som den foreliggende også har til formål at begrænse produktionen) desuden [var] gunstigere for virksomhederne end det, der er fastsat i artikel 15 i forordning nr. 17 af 6. februar 1982, som fastsætter loftet til 10% af den årlige omsætning, der er opnået med samtlige produkter på verdensplan«.

19      Den konkluderede i betragtning 344 til den anfægtede beslutning, at »konkret ville anvendelse af EF-traktaten ikke være gunstigere, og at anvendelsen af den materielle EKSF-ret på den adfærd, som tilskrives adressaterne for nærværende beslutning, følgelig, selv hvis man anså det for muligt at anvende princippet om lex mitior, under alle omstændigheder ikke kunne anfægtes under henvisning til dette princip«.

20      Med hensyn til sin kompetence til at anvende EKSF-traktatens konkurrenceregler efter denne traktats udløb har Kommissionen forklaret følgende i betragtning 348-352 til den anfægtede beslutning:

»348      [...] EF-traktaten og EKSF-traktaten hører til samme retsorden, nemlig fællesskabsretsordenen, inden for hvilken den sidstnævnte traktat indtil den 23. juli 2002 har udgjort en lex specialis. Dette betyder, at de sektorer, som tidligere henhørte under EKSF-traktaten, dens procedureregler og den afledte lovgivning, fra den 24. juli 2002 er omfattet af de normer, som er afledt af EF-traktaten, og som udgør den generelle ordning.

349      Det bemærkes, at medlemsstaterne den 8. april 1965 indgik en traktat om oprettelse af et fælles råd og en fælles kommission for De Europæiske Fællesskaber. Det bemærkes ligeledes, at artikel 3[EU] bestemmer, at »Unionen har en fælles institutionel ramme, som sikrer sammenhæng og kontinuitet i de foranstaltninger, der iværksættes for at nå målene, idet gældende fællesskabsret samtidig overholdes og udbygges«. Der skal endelig henvises til, at artikel 305, stk. 1, EF bestemmer, at »denne traktats bestemmelser ændrer ikke bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, navnlig ikke medlemsstaternes rettigheder og forpligtelser, beføjelserne for dette Fællesskabs institutioner og reglerne i den nævnte traktat om, hvorledes fællesmarkedet for kul og stål skal fungere«.

350      Følgerne af, at lex specialis er udløbet, må imidlertid præciseres med hensyn til de bestemmelser, som bemyndiger Kommissionen til at pålægge sanktioner. I det foreliggende tilfælde fremgår det, at det er berettiget at anvende den materielle lovgivning, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, således at anvendelsen af procedureregler, der er indført senere, må opretholdes.

351      Med meddelelsen af 18. juni 2002 har Kommissionen ikke villet, og har aldrig kunnet, indføre overgangsbestemmelser. Den har blot begrænset sig til, ud fra et ønske om gennemsigtighed, at forklare, på hvilken måde overgangen mellem de to traktater ville ske på grundlag af almindelige retsgrundsætninger.

352      På denne baggrund er anvendelsen af forordning nr. 17 efter proceduren i overensstemmelse med princippet om, at de gældende procedureregler er dem, der er i kraft på det tidspunkt, hvor den pågældende foranstaltning træffes. På samme baggrund kan det ikke anses for nødvendigt at genoptage den første høring, som medlemsstaternes repræsentanter ikke havde deltaget i, fordi de dagældende EKSF-procedureregler ikke bestemte, at en sådan deltagelse skulle finde sted. Som det desuden er fremhævet i punkt 26 i meddelelsen [af 18. juni 2002], må det antages, at de procedureregler, som er vedtaget på gyldig måde i henhold til EKSF-bestemmelserne, ved EKSF-traktatens udløb opfyldte de betingelser, som er fastsat i de tilsvarende procedureregler, der er indført ved EF-traktaten. Det er væsentligt også at understrege, at der ikke er nogen formel forbindelse mellem de bestemmelser, der vedrører medlemsstaternes deltagelse i en høring [artikel 11 i forordning (EF) nr. 2842/98 om høring af parter i visse procedurer efter artikel [81 EF] og [82 EF], og bestemmelserne om høring af det rådgivende udvalg (artikel 10 i forordning nr. 17).«

21      Efter i betragtning 358-513 i den anfægtede beslutning at have undersøgt, om artikel 65, stk. 1, KS kan finde anvendelse på de der nævnte virksomheders og den dér nævnte sammenslutning af virksomheders adfærd, fastslår Kommissionen i betragtning 514 følgende:

»I henhold til artikel 65, stk. 2, KS tillader Kommissionen aftaler om specialisering eller om fælles indkøb eller salg eller aftaler, der efter deres natur og virkninger er fuldstændigt analoge, hvis de opfylder bestemte betingelser. Der kan ikke gives tilladelse til den begrænsende aftale, der beskrives i nærværende beslutning, fordi den ikke svarer til de typer aftaler, for hvilke der kan gives en sådan tilladelse. Der er nemlig tale om en aftale om fastsættelse eller bestemmelse af priser, begrænsning af eller kontrol med produktionen og fordeling af markeder. Desuden er der ikke indgivet nogen anmodning om at opnå den tilladelse, der omhandles i denne artikel i EKSF-traktaten.«

22      Med hensyn til spørgsmålet, om artikel 65, stk. 5, KS kan finde anvendelse, har Kommissionen udtalt følgende i betragtning 515-518 til den anfægtede beslutning:

»515      I henhold til artikel 65, stk. 5, KS kan Kommissionen pålægge de virksomheder bøder, som har indgået en aftale, der uden videre er ugyldig, eller som har anvendt eller forsøgt at anvende en sådan ugyldig aftale, eller som anvender fremgangsmåder, der strider mod bestemmelserne i stk. 1. Kommissionen kan pålægge bøder, der højst må være lig med det dobbelte af omsætningen for de produkter, som vedrøres af den aftale, vedtagelse eller fremgangsmåde, der strider mod bestemmelserne i artikel 65, stk. 1, KS, dog således, at det overfor fastsatte maksimum, når formålet har været at begrænse produktionen, den tekniske udvikling eller investeringerne, kan forhøjes til 10% af de pågældende virksomheders årsomsætning.

516      Spørgsmålet om en sammenslutning af virksomheders deltagelse i en procedure om overtrædelse af EKSF-traktatens konkurrenceregler er et spørgsmål, som retspraksis allerede har udtalt sig om i »Eurofer-sagen«: Traktatens artikel 65, stk. 1, forbyder »alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for virksomheders organisationer og alle former for samordnet praksis, som har til formål direkte eller indirekte at hindre, begrænse eller fordreje den normale konkurrence på det fælles marked«. Artikel 65, stk. 4, KS bestemmer følgende: »Aftaler eller vedtagelser, der er forbudt i medfør af denne artikels stk. 1, er uden videre ugyldige og kan ikke påberåbes ved nogen domstol i medlemsstaterne. Under forbehold af adgang til at indbringe søgsmål for Domstolen har alene Kommissionen kompetence til at udtale sig om overensstemmelsen mellem de nævnte aftaler eller vedtagelser og bestemmelserne i denne artikel.« Det bestemmes i artikel 65, stk. 5, KS, at »virksomheder, som har indgået en aftale, der uden videre er ugyldig, eller som [...] har anvendt eller forsøgt at anvende en sådan ugyldig aftale eller vedtagelse [...] eller som anvender fremgangsmåder, der strider mod bestemmelserne i stk. 1 [...] af Kommissionen [kan] ikendes bøder eller tvangsbøder [...]«. Selv om det faktisk fremgår af artikel 65, stk. 5, KS, at en sammenslutning af virksomheder ikke kan pålægges en bøde eller tvangsbøde, er der efter ordlyden af artikel 65, stk. 1, KS intet grundlag for den antagelse, at en sammenslutning, der har truffet en vedtagelse om at hindre, begrænse eller fordreje den normale konkurrence, ikke selv er omfattet af det forbud, der fastslås i denne bestemmelse. Denne fortolkning bekræftes såvel af bestemmelsen i artikel 65, stk. 4, KS, som også henviser til sådanne vedtagelser, som af den nævnte dom i sagen Sorema mod Den Høje Myndighed, hvori Domstolen fastslog, at traktatens artikel 65, stk. 1, ligeledes finder anvendelse på organisationer af virksomheder i det omfang, deres egen aktivitet eller den, der udøves af de virksomheder, som er tilsluttet, tilsigter at fremkalde de virkninger, som artikel 65 omhandler (Sml. 1954-1964, s. 469, org.ref.: Rec. 1964, s. 293, på s. 317). Denne konstatering bekræftes ifølge Domstolen også af artikel 48 KS, hvorefter sammenslutninger kan udøve enhver virksomhed, der ikke strider mod traktatens bestemmelser. I modsætning til hvad sagsøgeren gør gældende, fremgår det endvidere af dommen i sagen Sorema mod Den Høje Myndighed, at en organisation af virksomheder i artikel 65, stk. 1, KS’ forstand kan være adressat for en beslutning i henhold til artikel 65, stk. 2, KS, hvorved der gives tilladelse til en aftale (Rec. s. 317-322). Sagsøgerens argument om, at en sammenslutning af virksomheder i artikel 65, stk. 1, KS’ forstand ikke kan overtræde det forbud, der er fastsat i denne bestemmelse, må følgelig forkastes.

517      Det må heraf udledes, at en sammenslutning af virksomheder ikke kan pålægges bøder, men under alle omstændigheder kan være adressat for en beslutning, hvis dens deltagelse i overtrædelsen er sikker [...]

518      Med hensyn til virksomheder er de omstændigheder, som skal tages i betragtning ved beregningen, bl.a. overtrædelsens grovhed, dens varighed samt de skærpende og formildende omstændigheder.«

23      Den anfægtede beslutnings artikel 1, stk. 1, bestemmer følgende:

»[De 11 virksomheder og den sammenslutning af virksomheder, hvoriblandt sagsøgerne figurerer] har deltaget i én kompleks og vedvarende aftale, som tilsigtede eller medførte prisfastsættelse, og som også indebar en aftale om begrænsning af eller kontrol med produktionen eller afsætningen af rundt armeringsstål i stænger eller ruller på det italienske marked.

Da denne aftale havde til formål at begrænse eller fordreje den normale konkurrence på det fælles marked, er den i strid med artikel 65, stk. 1, KS.«

24      Ifølge den anfægtede beslutnings artikel 1, stk. 2, varede deltagelsen i aftalen fra den 6. december 1989 til den 27. juni 2000 for sagsøgerne i sagerne T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03 og T-97/03, og fra den 6. december 1989 til den 4. juli 2000 for sagsøgeren i sag T-98/03.

25      Det følger af den anfægtede beslutnings artikel 2, at de virksomheder, der nævnes i den anfægtede beslutnings artikel 1, stk. 1, hvoriblandt sagsøgerne figurerer, er blevet pålagt bøder på i alt 85,04 mio. EUR.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

26      Ved stævninger indleveret på Rettens Justitskontor mellem den 31. januar og den 10. marts 2003 har sagsøgerne anlagt de foreliggende sager.

27      Ved særskilte dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 8. og den 15. maj 2003 har sagsøgerne i sagerne T-79/03 og T-46/03 indgivet begæring om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning.

28      Ved kendelser afsagt af Rettens præsident den 5. august 2003, IRO mod Kommissionen (sag T-79/03 R, Sml. II, s. 3027), og den 20. oktober 2003, Leali mod Kommissionen (sag T-46/03 R, Sml. II, s. 4473), blev begæringerne om foreløbige forholdsregler ikke taget til følge, og afgørelsen om sagernes omkostninger blev udsat.

29      I hver enkelt sag har Den Italienske Republik ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 16. juni 2004 fremsat begæring om at intervenere til støtte for sagsøgerens påstande.

30      Ved kendelser afsagt af formanden for Rettens Første Afdeling den 27. juli 2004 blev der givet Den Italienske Republik tilladelse til at intervenere til støtte for sagsøgerens påstande i hver enkelt sag. Den har fremsat sine bemærkninger under den mundtlige forhandling på grundlag af retsmøderapporten i henhold til artikel 116, stk. 6, i Rettens procesreglement.

31      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 18. oktober 2005 har sagsøgeren i sag T-46/03 fremsat en ny begæring om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning. Denne begæring blev ikke taget til følge ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 24. januar 2006, Leali mod Kommissionen (sag T-46/03 R II, ikke trykt i Samling af Afgørelser).

32      I henhold til procesreglementets artikel 14, stk. 1, og på forslag af Fjerde Afdeling har Retten besluttet, efter at have hørt parterne i henhold til samme reglements artikel 51, stk. 1, at henvise sagen til et udvidet dommerkollegium.

33      Ved kendelse af 6. juli 2006 har formanden for Rettens Femte Afdeling, efter at have hørt parterne, truffet bestemmelse om forening af sagerne T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03 med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.

34      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet først at høre parterne om anbringendet vedrørende Kommissionens manglende kompetence til at vedtage den anfægtede beslutning. Den har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64 stillet Kommissionen et skriftligt spørgsmål, som denne har besvaret inden for den fastsatte frist.

35      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 19. september 2006.

 Parternes påstande

36      I sag T-27/03 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

–        Principalt og vedrørende sagens realitet: Det fastslås, at den anfægtede beslutning er en nullitet, eller under alle omstændigheder annulleres den anfægtede beslutning på grund af inkompetence, magtmisbrug og magtfordrejning.

–        Subsidiært og vedrørende sagens realitet: Den anfægtede beslutning annulleres, navnlig hvad angår sanktionen, på grund af en fejlagtig afgræsning af det geografiske marked, manglende begrundelse, urigtig retsanvendelse, manglende retsgrundlag, navnlig med hensyn til beviser og påberåbte klagepunkter, tilsidesættelse af princippet om upartiskhed i forvaltningen og af retten til forsvar.

–        Mere subsidiært og vedrørende sagens realitet: Bøden annulleres, da den er urimelig og på grund af utilstrækkelig undersøgelse og begrundelse, eller i hvert fald nedsættes den sanktion, der er pålagt sagsøgeren, idet forhøjelsen på 225%, som er foretaget af hensyn til den afskrækkende virkning, og forhøjelsen på 105% på grund af varigheden først fradrages, og grundbeløbet nedsættes i et rimeligt forhold på grund af forældelse, overtrædelsens mindre grovhed, den omstændighed, at sagsøgerens deltagelse i aftalen var marginal, og de klagepunkter, som udtrykkeligt ikke er lagt til grund mod sagsøgeren.

–        Sagsøgte tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagens omkostninger.

37      I sag T-46/03 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

–        Principalt: Den anfægtede beslutning annulleres.

–        Subsidiært: Den pålagte bødes størrelse nedsættes, da det er umuligt at lægge sagsøgeren de klagepunkter til last, som er lagt til grund mod Acciaierie e Ferriere Leali Luigi SpA, samt på grund af den fejlagtige anvendelse af forhøjelsen for varigheden på den samlede grundsanktion, samt på grund af de iboende vanskelige og særlige økonomiske forhold.

–        Kommissionen tilpligtes at betale de omkostninger, som sagsøgeren har afholdt under denne sag.

38      I sag T-58/03 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

–        Principalt, den anfægtede beslutning annulleres.

–        Subsidiært, den pålagte bødes størrelse nedsættes, da det er umuligt at lægge sagsøgeren den adfærd til last, som ligger senere end sagsøgerens konkurs, dvs. for perioden mellem den 25. november og den 4. december 1998, og på grund af den fejlagtige anvendelse af forhøjelsen på grund af varigheden på den samlede grundsanktion, samt de iboende særlige økonomiske forhold.

–        Kommissionen tilpligtes at betale de omkostninger, som sagsøgeren har afholdt i nærværende instans.

39      I sag T-79/03 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede beslutning annulleres på grund af Kommissionens åbenbare inkompetence, da denne beslutning er blevet vedtaget med udtrykkelig henvisning til en ikke-eksisterende hjemmel og i mangel af nogen bestemmelse, som efter EKSF-traktatens udløb tildeler Kommissionen kompetence til at vedtage en beslutning i henhold til artikel 65 KS.

–        Beslutningen annulleres på grund af magtmisbrug, fejlagtig, selvmodsigende og fordrejet retsanvendelse, idet Kommissionen med henblik på anvendelsen af artikel 65 KS har anvendt de procedureregler, der er fastsat i forordning nr. 17, skønt disse udtrykkeligt og udelukkende er forbeholdt anvendelsen af artikel 81 EF og 82 EF, samt på grund af tilsidesættelse af bestemmelser i denne forordning vedrørende klagepunktsmeddelelsens rolle og grænser samt de nationale myndigheders deltagelse, hvoraf det følger, at Kommissionens procedure i sin helhed er ufuldstændig, usammenhængende og retsstridig.

–        Beslutningen annulleres på grund af magtfordrejning, der skyldes en manglende undersøgelse af sagen samt en mangelfuld begrundelse, hvoraf følger, at afgrænsningen af det relevante marked er fejlagtig, og at de betingelser og omstændigheder, der udgør den påståede aftale, er selvmodsigende og ulogiske.

–        Subsidiært: Den anfægtede beslutning annulleres på grund af retsstridighed som følge af en manglende undersøgelse af sagen i den del af den nævnte beslutning, hvori sagsøgeren anses for ansvarlig for en konkurrencestridig aftale i perioden mellem 1989 og 1996, skønt der ikke foreligger nogen omstændighed, som beviser sagsøgerens deltagelse i den påståede ulovlige aktivitet; følgelig nedsættes den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt, forholdsmæssigt.

–        Subsidiært annulleres eller nedsættes den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt i den anfægtede beslutning, på grund af tilsidesættelse af principperne om ligebehandling, beskyttelse af den berettigede forventning, proportionalitet og rimelighed ved fastsættelsen af sanktionen.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

40      I sag T-80/03 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

–        Principalt: Det fastslås, at den anfægtede beslutning er en nullitet, og under alle omstændigheder annulleres den anfægtede beslutning, som pålægger sagsøgeren, solidarisk med SP SpA, tidligere Siderpotenza SpA, at betale en bøde på 16,14 mio. EUR, med den begrundelse, at sagsøgeren i forening med andre virksomheder har iværksat én kompleks og vedvarende aftale på det italienske marked for rundt armeringsstål i stænger eller ruller, som havde til formål eller til følge at fastsætte priser, og hvorefter det ligeledes var aftalt at begrænse eller kontrollere produktion eller salg, da EKSF-traktaten var udløbet, allerede før den anfægtede beslutning blev vedtaget.

–        Subsidiært: Den anfægtede beslutning annulleres, navnlig hvad angår sanktionen, på grund af inkompetence, magtfordrejning og åbenbar overskridelse af kompetence fra Kommissionens side samt på grund af urigtig anvendelse af artikel 65 KS og manglende og/eller selvmodsigende begrundelse.

–        Mere subsidiært: Den bøde nedsættes, som Kommissionen har pålagt sagsøgeren på grundlag af sagsøgerens omsætning, på grund af urigtig anvendelse af artikel 65, stk. 5, KS.

–        Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagens omkostninger.

41      I sagerne T-97/03 og T-98/03 har sagsøgerne nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede beslutnings artikel 1 annulleres, i det omfang artiklen berører sagsøgerne.

–        Subsidiært: Den anfægtede beslutnings artikel 1 annulleres, i det omfang den tilregner sagsøgerne en deltagelse i overtrædelsen før den 13. februar 1996.

–        Den anfægtede beslutnings artikel 2 annulleres, i det omfang artiklen vedrører sagsøgerne.

–        Subsidiært: Den anfægtede beslutnings artikel 2 ændres, således at den pålagte bøde ophæves eller nedsættes væsentligt.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

42      I hver enkelt sag har Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Afvisning, subsidiært frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

43      Til støtte for deres påstande har samtlige sagsøgere påberåbt sig et anbringende om Kommissionens inkompetence til at fastslå en overtrædelse af artikel 65 KS på det tidspunkt, da den anfægtede beslutning blev vedtaget.

44      De forskellige argumenter, der er fremført som led i dette anbringende, kan samles i fire led. Det første led, som påberåbes i hver enkelt sag, vedrører Kommissionens manglende kompetence til at anvende EKSF-traktatens konkurrenceregler efter denne traktats udløb. Det andet led, som er fremført i sagerne T-27/03, T-46/03 og T-58/03, støttes på, at meddelelsen af 18. juni 2002 er retsstridig, fordi den forlænger anvendeligheden af artikel 65 KS efter EKSF-traktatens udløb. Det tredje led, som påberåbes i sagerne T-27/03, T-79/03, T-97/03 og T-98/03, går ud på, at det var ulovligt at følge proceduren i henhold til forordning nr. 17 efter EKSF-traktatens udløb. Det fjerde led, som er fremført i sagerne T-46/03, T-58/03, T-97/03 og T-98/03, vedrører tilsidesættelsen af princippet om lex mitior. Der skal først tages stilling til anbringendets første led.

 Parternes argumenter

45      I hver enkelt sag har sagsøgeren henvist til, at Fællesskabets handlinger skal have en præcis hjemmel. Sagsøgerne har anført, at den anfægtede beslutning udelukkende henviser til EKSF-traktatens bestemmelser, navnlig dens artikel 65. Da EKSF-traktaten på det tidspunkt, da den anfægtede beslutning blev vedtaget, nemlig den 17. december 2002, ikke længere hørte til fællesskabsretsordenen, kunne denne traktat ikke længere være hjemmel for den nævnte beslutning.

46      Sagsøgerne har forklaret, at den retsorden, der blev indført ved EKSF-traktaten, i henhold til artikel 97 KS automatisk og fuldstændigt ophørte med at bestå den 23. juli 2002. Da de retsregler, der tildelte den dens kompetencer, var bortfaldet, har Kommissionen på det tidspunkt, da den anfægtede beslutning blev vedtaget, ikke haft nogen kompetence til at anvende artikel 65 KS. Det foreliggende tilfælde vedrører følgelig ikke lovenes tidsmæssige succession inden for én og samme retsorden, men et problem i tilknytning til en traktats udløb og den dertil knyttede retsordens bortfald.

47      Ifølge sagsøgerne var det kun EKSF-traktatens signatarstater, der suverænt kunne beslutte, om og på hvilke betingelser Det Europæiske Fællesskab kunne indtræde i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs (EKSF) rettigheder, forpligtelser og prærogativer. Sagsøgerne i sagerne T-27/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03 har i denne forbindelse henvist til folkeretten, navnlig til artikel 54 og 70 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 (Recueil des traités des Nations unies, bind 788, s. 354). Folkerettens principper er nemlig værdifulde inspirationskilder ved fortolkningen af fællesskabsrettens bestemmelser (Domstolens dom af 24.11.1992, sag C-286/90, Poulsen og Diva Navigation, Sml. I, s. 6019, præmis 9, Rettens dom af 22.1.1997, sag T-115/94, Opel Austria mod Rådet, Sml. II, s. 39, præmis 89-95).

48      I denne sammenhæng har sagsøgerne i sagerne T-46/03, T-58/03, T-79/03 og T-80/03 dels anført, at Kommissionen i meddelelse KOM/2000/588 endelig udg. af 27. september 2000, med titlen »Fremtiden for den strukturerede dialog efter EKSF-traktatens udløb«, har fastslået, at »udgangspunktet for overvejelserne [om EKSF-traktatens udløb] er, at medlemsstaterne ikke er indstillet på at forlænge EKSF-ordningen og de tilhørende organer ud over den frist, der er fastsat i traktaten«.

49      Desuden har alle sagsøgerne nævnt forskellige protokoller, beslutninger eller forordninger, som udtrykkeligt er vedtaget af medlemsstaterne eller Rådet for at fastsætte bestemmelser om følgerne af EKSF-traktatens udløb. Det drejer sig om følgende retsakter:

–        protokol om de finansielle konsekvenser af udløbet af EKSF-traktaten og om Kul- og Stålforskningsfonden, som er bilag til Nice-traktaten, og som er påberåbt af sagsøgeren i sag T-79/03

–        afgørelse 2002/234/EKSF truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, af 27. februar 2002, om de finansielle konsekvenser om udløbet af EKSF-traktaten og om Kul- og Stålforskningsfonden (EFT L 79, s. 42), som påberåbes af samtlige sagsøgere

–        afgørelse 2002/596/EF truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, af 19. juli 2002, om, hvilke konsekvenser udløbet af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) har for de internationale aftaler, som er indgået af EKSF (EFT L 194, s. 35), som påberåbes af sagsøgerne i sagerne T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03 og T-80/03

–        Rådets forordning (EF) nr. 963/2002 af 3. juni 2002 om overgangsbestemmelser vedrørende antidumping- og antisubsidieforanstaltninger vedtaget i henhold til Kommissionens beslutning nr. 2277/96/EKSF og nr. 1889/98/EKSF samt undersøgelser, klager og ansøgninger vedrørende antidumping og antisubsidier, der er iværksat i medfør af disse beslutninger, men endnu ikke afsluttet (EFT L 149, s. 3), som påberåbes af sagsøgerne i sagerne T-27/03, T-79/03 og T-80/03

–        Rådets forordning (EF) nr. 1407/2002 af 23. juli 2002 om statsstøtte til kulindustrien (EFT L 205, s. 1), som påberåbes af sagsøgerne i sagerne T-80/03, T-97/03 og T-98/03

–        Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1840/2002 af 30. september 2002 om videreførelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs stålstatistiksystem efter udløbet af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EFT L 279, s., 1), som påberåbes af sagsøgeren i sag T-79/03

–        Rådets forordning (EF) nr. 405/2003 af 27. februar 2003 om overvågning på fællesskabsplan af indførslerne af stenkul med oprindelse i tredjelande (EFT L 62, s. 1), som påberåbes af sagsøgeren i sag T-79/03.

50      Derimod har medlemsstaterne ikke truffet nogen foranstaltning til forlængelse af de konkurrenceregler, der blev indført ved EKSF-traktaten, eller til indførelsen af en overgangsordning for disse. Da der ikke foreligger nogen beslutning fra EKSF-traktatens signatarstater om anvendeligheden af artikel 65 KS efter denne traktats udløb, er Kommissionen ikke længere kompetent til at anvende denne bestemmelse. Med andre ord, ved at vedtage den anfægtede beslutning har Kommissionen forlænget gyldigheden af artikel 65 KS, som ikke længere var i kraft, uden nogen retsakt, som udtrykkeligt bemyndigede den til at handle således.

51      Sagsøgerne i sagerne T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03 har fremhævet, at på trods af deres fælles inspiration og kravet om, at deres fortolkning skal opfylde kriterierne om logisk sammenhæng, er EKSF-traktaten, EF-traktaten og Euratom-traktaten særskilte og selvstændige traktater, som tildeler fællesskabsinstitutionerne særskilte og veldefinerede beføjelser. Hver traktat betragtet individuelt udgør et fuldstændigt og selvstændigt regelsæt, som fuldt og helt bliver fuldbyrdet, gennemført og iværksat inden for en ramme, som er særegen for dem. Artikel 3 EU og artikel 305 EF vidner om de forskellige traktaters selvstændige karakter.

52      Med hensyn til Kommissionens argument, som er udledt af traktaten af 8. april 1965 om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber (herefter »fusionstraktaten«), som i mellemtiden er ophævet ved Amsterdam-traktatens artikel 9, har sagsøgerne i sagerne T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03 fremhævet, at på trods af institutionernes fusion er de forskellige Fællesskaber forblevet adskilte og særskilte. Kommissionen har fortsat med at udøve særskilte kompetencer og at handle i henhold til særskilte beføjelser, alt efter om der var tale om rammerne for det ene eller det andet Fællesskab (Domstolens dom af 9.8.1994, sag C-327/91, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 3641). Det ville være selvmodsigende at hævde, at konkurrenceområdet automatisk var overgået fra EKSF-traktatens ordning til EF-traktatens ordning i kraft af fællesskabsretsordenens angivelige enhed, når en specifik beslutning fra medlemsstaternes side ville have været nødvendig for forskellige andre områder.

53      Sagsøgerne i sagerne T-46/03 og T-58/03 har ligeledes bestridt betegnelsen af EKSF-traktaten som lex specialis (den anfægtede beslutning, betragtning 348) i forhold til EF-traktaten, da EKSF-traktaten er undertegnet tidligere end den sidstnævnte. Den retspraksis, som Kommissionen henviser til i svarskriftet, angår på ingen måde EKSF-traktatens udløb, men bekræfter blot, at EKSF-traktaten alene havde til formål at fastsætte bestemmelser for markedet for stål, mens EF-traktaten indeholdt bestemmelse for alle øvrige sektorer. Under alle omstændigheder ville EKSF-traktatens udløb, såfremt EKSF-traktaten skulle udgøre en lex specialis i forhold til EF-traktaten, have haft til følge, at Kommissionen skulle have anvendt artikel 81 EF i den anfægtede beslutning.

54      Hvad angår artikel 305 EF, som ifølge Kommissionen bekræfter, at EKSF-traktaten har karakter af lex specialis, har sagsøgerne i sagerne T-97/03 og T-98/03 anført, at der er tale om en forenelighedsklausul, som er fuldstændig, særegen for sædvaneretten og kodificeret i Wienerkonventionens artikel 30, stk. 2. Artikel 305 EF har således til formål at undgå, at den senere traktat – EF-traktaten – har forrang for den tidligere traktat – EKSF-traktaten – i de sektorer, der omfattes af den sidstnævnte. Denne bestemmelse bemyndiger dog ikke Kommissionen til at anvende EKSF-traktaten efter dens udløb.

55      Kommissionen har anført, at EF-traktaten og EKSF-traktaten hører til én og samme retsorden, som er fællesskabsretsordenen (Domstolens udtalelse 1/91 af 14.12.1991, Sml. I, s. 6079, præmis 21). Den har forklaret, at da denne retsorden har karakter af en enhed, har Fællesskabets retsinstanser fortolket EKSF-traktatens og Euratom-traktatens bestemmelser under henvisning til EF-traktatens bestemmelser på grundlag af fælles principper, som alle fællesskabstraktaterne er i overensstemmelse med (Domstolens dom af 22.2.1990, sag C-221/88, Busseni, Sml. I, s. 495, præmis 16 og 21). Artikel 65 KS er således blevet fortolket i sammenhæng med artikel 81 EF (Domstolens dom af 18.5.1962, sag 13/60, Salgsforeningen for Ruhr-kul »Geitling« m.fl. mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 317; org.ref.: Rec. s. 165, og Rettens dom af 11.3.1999, sag T-141/94, Thyssen Stahl mod Kommissionen, Sml. II, s. 347, præmis 262, 266 og 277).

56      Fællesskabsretsordenens enhedskarakter støttes i øvrigt af den enhed, der er fremherskende på institutionelt niveau. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til fusionstraktaten samt til artikel 1, stk. 3, EU, artikel 3, stk. 1, EU og til artikel 48 EU og 49 EU.

57      Kommissionen har anført, at EKSF-traktaten inden for fællesskabsretsordenen udgjorde en lex specialis, som afveg fra den lex generalis, som EF-traktaten udgør. Den har i denne forbindelse henvist til artikel 305, stk. 1, EF samt til retspraksis (Domstolens dom af 24.10.1985, sag 239/84, Gerlach, Sml. s. 3507, præmis 9-11, Domstolens udtalelse 1/94 af 15.11.1994, Sml. I, s. 5267, præmis 25-27, forslag til afgørelse fra generaladvokat Van Gerven i forbindelse med Domstolens dom af 13.4.1994, sag C-128/92, Banks, Sml. I, s. 1209, jf. s. 1212, punkt 8, samt Rettens dom af 5.6.2001, sag T-6/99, ESF Elbe-Stahlwerke Feralpi mod Kommissionen, Sml. II, s. 1523, præmis 102, og af 8.7.2003, sag T-374/00, Verband der freien Rohrwerke m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2275, præmis 68). Kommissionen har anført, at da lex specialis udløb den 23. juli 2002, genvandt lex generalis, som udgøres af EF-traktaten, fuldt ud sin vis expansiva, som artikel 305 EF havde begrænset i hele EKSF-traktatens gyldighedsperiode, således at de sektorer, der tidligere henhørte under EKSF-traktaten, efter EKSF-traktatens udløb blev omfattet af de tilsvarende bestemmelser i EF-traktaten. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til betragtning 348 til den anfægtede beslutning.

58      Med henvisningen til folkeretten, navnlig til Wienerkonventionens artikel 54 og 70, ses der bort fra fællesskabsretsordenens egenart (Domstolens dom af 15.7.1964, sag 6/64, Costa, Sml. 1954-1964, s. 531, org.ref.: Rec. s. 1141, og af 13.11.1964, forenede sager 90/63 og 91/63, Kommissionen mod Luxembourg og Belgien, Sml. 1954-1964, s. 555; org.ref.: Rec. s. 1217). På grund af fællesskabsretsordenens enhed og det lex specialis – lex generalis-forhold, der bestod mellem EKSF-traktaten og EF-traktaten, er følgerne af EKSF-traktatens udløb ikke omfattet af folkerettens regler, men skal vurderes på baggrund af de eksisterende bestemmelser i fællesskabsretsordenen.

59      Den retspraksis, som sagsøgerne har anført til støtte for deres argumentation, og hvorefter folkeretten også kan finde anvendelse på fællesskabsrettens område, er uden relevans, da den angår forholdet mellem Fællesskabet og tredjelande og ikke de forhold, der er stiftet inden for fællesskabsretsordenen.

60      Ved EKSF-traktatens udløb skete overgangen mellem ordningen efter EKSF-traktaten og ordningen efter EF-traktaten på konkurrenceområdet automatisk på grundlag af princippet om den tidsmæssige succession af regler inden for samme retsorden. I denne forbindelse har Kommissionen henvist til, at processuelle regler almindeligvis antages at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer på deres ikrafttrædelsestidspunkt, til forskel fra materielretlige regler, der normalt fortolkes således, at de ikke omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttrædelsen (Domstolens dom af 12.11.1981, forenede sager 212/80-217/80, Salumi, Sml. s. 2735, præmis 9, af 6.7.1993, forenede sager C-121/91 og C-122/91, CT Control (Rotterdam) og JCT Benelux mod Kommissionen, Sml. I, s. 3873, præmis 22, og af 7.9.1999, sag C-61/98, De Haan, Sml. I, s. 5003, præmis 13).

61      I overensstemmelse med disse principper har Kommissionen efter EKSF-traktatens udløb anvendt procedurereglerne i forordning nr. 17. Med hensyn til de materielle bestemmelser angår den anfægtede beslutning en aftale, der blev iværksat indtil 2000. Den eneste bestemmelse, som er overtrådt af adressaterne for den anfægtede beslutning, er derfor artikel 65, stk. 1, KS. Med andre ord nævnes artikel 81 EF ikke i den anfægtede beslutning, fordi artikel 65 KS var den materielle bestemmelse, der var gældende på det tidspunkt, hvor den konkurrencestridige adfærd blev udøvet. Kommissionen har endvidere anført, at den omstændighed, at en administrativ procedure, som har til formål at anvende artikel 65 KS på faktiske omstændigheder, som er indtruffet, mens EKSF-traktaten var i kraft, har nødvendiggjort frister, som rækker ud over EKSF-traktatens gyldighedsperiode, ikke kan have til følge, at artikel 65 KS berøves sin effektive virkning længe før datoen for denne traktats udløb, og at forpligtelsen til ikke at fordreje den konkurrencemæssige dynamik, som denne artikel direkte pålagde enhver erhvervsdrivende, gøres ineffektiv.

62      Anvendelsen af artikel 65 KS på overtrædelser begået før EKSF-traktatens udløb er således den logiske og sammenhængende konsekvens af principperne om, at en ny lov har forrang for en ældre inden for samme retsorden. Kommissionen har fremhævet, at den lovligt kunne vedtage den anfægtede beslutning, fordi den efter EKSF-traktatens udløb fortsat var det kompetente organ i henhold til EF-traktaten til at anvende konkurrencereglerne. Den har ligeledes fremhævet, at den har begrænset sit til at anvende bestemmelser i EKSF-traktaten, for hvilke der findes en åbenbart tilsvarende bestemmelse i EF-traktaten. Desuden har Domstolen selv fortsat anvendt artikel 65 KS efter dens udløb på faktiske omstændigheder, som havde udspillet sig i den periode, da den stadig var gældende (jf. som eksempler Domstolens dom af 2.10.2003, forenede sager C-172/01 P, C-175/01 P, C-176/01 P og C-180/01 P, International Power m.fl. mod NALOO, Sml. I, s. 11421, præmis 168, og af 2.10.2003, sag C-179/99 P, Eurofer mod Kommissionen, Sml. I, s. 10725, præmis 22-26).

63      Meddelelsen om fremtiden for den strukturerede dialog efter EKSF-traktatens udløb vedrørte adfærd og situationer, som kunne forekomme efter EKSF-traktatens udløb. Den anfægtede beslutning var derimod begrænset til at fastslå, at der forelå en overtrædelse, og til at pålægge en sanktion for adfærd, som havde udspillet sig på et tidspunkt, da EKSF-traktaten var fuldt ud gældende.

64      Med hensyn til de forskellige retsakter, der er nævnt i præmis 49 ovenfor til støtte for sagsøgernes argumentation om, at Kommissionen, når der ikke foreligger en specifik beslutning vedtaget af medlemsstaterne eller Rådet, ikke længere havde kompetence til at anvende artikel 65 KS efter denne traktats udløb, har Kommissionen anført, at vedtagelsen af afgørelse 2002/234 er knyttet til den omstændighed, at overførslen af EKSF’s midler til Det Europæiske Fællesskab ikke kunne ske automatisk, da EF-traktaten ikke indeholder nogen bestemmelse, som automatisk kan indsætte Det Europæiske Fællesskab i EKSF’s formueretlige rettigheder og pligter. I mangel af en specifik beslutning er EKSF-midlerne overgået til medlemsstaterne fra datoen for EKSF-traktatens udløb (jf. første betragtning til afgørelse 2002/234 og Kommissionens meddelelse KOM(2000) 518 endelig udg. af 6. september 2000). Det var således nødvendigt, at medlemsstaterne udstedte en ad hoc-retsakt, som dernæst blev konkretiseret ved protokol C til Nice-traktaten, for at gennemføre overførslen af EKSF-midlerne til Det Europæiske Fællesskab. Derimod er beskyttelsen af konkurrencen i sektorerne for kul og stål henhørende under EKSF automatisk overgået til Det Europæiske Fællesskabs ordning ved udløbet af EKSF-traktaten på grund af ophøret af den i artikel 305 EF fastsatte begrænsning af lex generalis’ vis expansiva.

65      Med hensyn til afgørelse 2002/595 har Kommissionen forklaret, at det blev nødvendigt at fastsætte regler for konsekvenserne af EKSF-traktatens udløb for de internationale aftaler ved en særlig afgørelse vedtaget af medlemsstaterne, for det første på grund af den politiske vilje til at opretholde den »særlige ordning«, der er fastsat ved disse aftaler for de produkter, der henhører under EKSF, selv efter EKSF-traktatens udløb, og for det andet fordi det var umuligt Det Europæiske Fællesskab automatisk at erklære sig for EKSF’s efterfølger i forholdet til tredjelande på grund af EF-traktatens bestemmelser, da disse ikke kunne være bundet af en »intern« regel i fællesskabsretsordenen såsom artikel 305 EF. Ved afgørelse 2002/595 er EKSF’s rettigheder og forpligtelser i forhold til tredjelande udtrykkeligt blevet overdraget til Det Europæiske Fællesskab. Artikel 1 i Rådets afgørelse 2002/596/EF af 19. juli 2002 om følgerne af udløbet af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab for de internationale aftaler, der er indgået af EKSF (EFT L 194, s. 36), har bekræftet denne overdragelse. Kommissionen har tilføjet, at ifølge den sidstnævnte afgørelses artikel 2 var den forpligtet til at underrette tredjelandene om denne overdragelse og om nødvendigt at føre forhandling om ændringer af aftalerne.

66      Med hensyn til det argument, som sagsøgerne udleder af forordning nr. 963/2002, har Kommissionen gjort gældende, at vedtagelsen af denne forordning blev nødvendiggjort af, at forvaltningen af Det Europæiske Fællesskabs handelspolitik er karakteriseret af en beslutningsproces, der er forskellig for den, som er fastsat ved EKSF-traktaten. I det første tilfælde er kompetencen tildelt Rådet og i det andet tilfælde Kommissionen. I henhold til artikel 74 KS og artikel 14 i Kommissionens beslutning nr. 2277/96/EKSF af 28. november 1996 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EFT L 308, s. 11), blev der således indført midlertidig og endelig antidumpingtold af Kommissionen. Desuden var vedtagelsen af forordning nr. 963/2002 forårsaget af Fællesskabets forpligtelser ved anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT). De berørte parter i tredjelandene har en interesse i at vide, om den maksimale frist på 18 måneder for en antidumpingprocedure er afbrudt på tidspunktet for EKSF-traktatens udløb. Ud fra den antagelse, at tredjelandene ikke kunne være fuldt ud klar over hverken rækkevidden af artikel 305 EF eller virkningerne af anmeldelsen af princippet om den tidsmæssige overgang fra et sæt regler til et andet, navnlig i betragtning af den institutionelle forskel, der består mellem de to traktater, vedtog Rådet forordning nr. 963/2002. Den omstændighed, at det organ, der var kompetent til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at beskytte konkurrencen, var identisk i EKSF-traktaten og EF-traktaten, nemlig Kommissionen, gjorde det derimod muligt at foretage overgange mellem de to traktater på grundlag af almindelige retsgrundsætninger. Vedtagelsen af forordning nr. 963/2002 stod endelig i forbindelse med den omstændighed, at i modsætning til beslutninger om konstatering af overtrædelser af konkurrencereglerne fastsatte de antidumpingforanstaltninger, der var omhandlet i EKSF-traktaten, den fremtidige ordning for de produkter, som var genstand for dumping, og indebar således virkninger, som kunne vise sig selv efter udløbet af EKSF-traktaten.

67      Forordning nr. 1840/2002 om videreførelse af EKSF’s stålstatistiksystem og forordning nr. 405/2003 om overvågning af indførslerne af stenkul med oprindelse i tredjelande omhandlede ligeledes adfærd og situationer, som forelå efter EKSF-traktatens udløb. Derimod er den anfægtede beslutning begrænset til at fastslå, at der foreligger en overtrædelse, og til at pålægge en sanktion for en periode, i hvilken EKSF-traktaten var fuldt ud gældende.

68      Med hensyn til forordning nr. 1407/2002 har Kommissionen forklaret, at den indfører en støtteordning for de sektorer, der henhører under EKSF, alene inden for rammerne af EF-traktaten. Den indeholder materielle regler og procedureregler for vurderingen af støtte efter EKSF-traktatens udløb. Overgangsordningen i artikel 14, stk. 2, der var gældende indtil den 31. december 2002, blev fastsat for at undgå successiv anvendelse i samme år af to støtteordninger – nemlig ordningen efter Kommissionens beslutning nr. 3632/93/EKSF af 28. december 1993 om fællesskabsordningen for statsstøtte til kulindustrien (EFT L 329, s. 12), indtil den 23. juli 2002, og ordningen efter forordning nr. 1407/2002 efter denne dato – en situation, som kunne have skabt vanskeligheder for virksomhederne.

69      Endelig har Kommissionen anført, at den stadig er kompetent til at fastslå overtrædelser af artikel 65 KS, for så vidt som disse ikke er forældet.

 Rettens bemærkninger

 Indledende betragtninger

70      Det bemærkes for det første, at der ved EF’s traktater er indført en ny retsorden, i forhold til hvilken medlemsstaterne på stadigt større områder har begrænset deres nationale beføjelser, og hvis retssubjekter ikke blot er staterne, men også disses borgere (Domstolens udtalelse 1/91, præmis 55 ovenfor, præmis 21).

71      Inden for denne fællesskabsretsorden har institutionerne kun de beføjelser, de har fået tillagt (Domstolens udtalelse 2/00 af 6.12.2001, Sml. I, s. 9713, præmis 5, og Domstolens dom af 13.12.2001, sag C-93/00, Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 10119, præmis 39). Af denne grund nævner fællesskabsretsakterne i deres præambel den hjemmel, som bemyndiger den pågældende institution til at handle på det pågældende område. Valget af rette hjemmel har nemlig forfatningsretlig betydning (Domstolens udtalelse 2/00, præmis 5).

72      I det foreliggende tilfælde fastslås det i den anfægtede beslutning, som blev vedtaget på et tidspunkt, da EKSF-traktaten allerede var udløbet, at der foreligger en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS, og der pålægges de virksomheder, som angiveligt har overtrådt denne bestemmelse, en bøde. I betragtning af de argumenter, der er påberåbt som led i dette anbringende, skal den hjemmel først identificeres, som den anfægtede beslutning er baseret på. For det andet skal det undersøges, om den anvendte hjemmel gav Kommissionen kompetence til at fastslå og fastsætte sanktioner for en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS på det tidspunkt, da den anfægtede beslutning blev vedtaget.

 Den hjemmel, som den anfægtede beslutning er baseret på

73      Det må fastslås, at den anfægtede beslutnings præambel kun indeholder henvisninger til bestemmelser i EKSF-traktaten, nemlig artikel 65 KS, 47 KS og 36 KS.

74      Det bemærkes, dels at artikel 47 KS bemyndiger Kommissionen til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af dens opgaver, og at lade foretage undersøgelser, dels at artikel 36 KS forpligter Kommissionen til at høre de berørte parter, før den træffer bestemmelse om økonomiske sanktioner eller fastsætter tvangsbøder. Henvisningerne til disse bestemmelser i præamblen til den anfægtede beslutning vedrører således de administrative akter, der blev foretaget, før den anfægtede beslutning blev vedtaget.

75      Med hensyn til artikel 65 KS bemærkes, at den ikke blot indeholder en materiel bestemmelse, der er rettet til virksomheder og sammenslutninger af virksomheder, og som forbyder visse former for konkurrencestridig adfærd (stk. 1), men at den ligeledes udgør en hjemmel for Kommissionens handlinger. Artikel 65, stk. 4, KS bemyndiger nemlig Kommissionen til at fastslå overtrædelser af artikel 65, stk. 1, KS. Desuden bemyndiger artikel 65, stk. 5, KS Kommissionen til at pålægge de virksomheder bøder, som har overtrådt artikel 65, stk. 1, KS.

76      I betragtning af de nævnte bestemmelser i præamblen må det antages, at den anfægtede beslutning, som fastslår, at der foreligger en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS, og som pålægger de virksomheder bøder, som angiveligt har overtrådt denne bestemmelse, har hjemmel i artikel 65, stk. 4, KS med hensyn til konstateringen af overtrædelsen og i artikel 65, stk. 5, KS med hensyn til pålæggelsen af bøden. Kommissionen har i øvrigt under retsmødet erkendt, at henvisningen til artikel 65 KS i den anfægtede beslutnings præambel vedrørte denne bestemmelses stk. 4 og 5.

77      Kommissionen har imidlertid under retsmødet anført, at den anfægtede beslutning ligeledes havde hjemmel i forordning nr. 17.

78      Hertil bemærkes, at forordning nr. 17, som i mellemtiden er blevet ophævet ved artikel 43 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel [81 EF] og [82 EF] (EUT 2003 L 1, s. 1), i artikel 3 giver Kommissionen kompetence til at fastslå overtrædelser af artikel 81 EF og 82 EF, og i artikel 15, stk. 2, giver samme institution kompetence til at pålægge de virksomheder og sammenslutninger af virksomheder, der har deltaget i sådanne overtrædelser, bøder.

79      Det må nødvendigvis konstateres, at hverken præamblen eller begrundelsen til den anfægtede beslutning indeholder en henvisning til en hjemmel, der udgøres af artikel 3 eller af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. De eneste henvisninger til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 i den anfægtede beslutnings betragtning 335 og 343 vedrører en drøftelse af lex mitior for i det foreliggende tilfælde at berettige, at man anvender artikel 65, stk. 5, KS og ikke artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

80      Under retsmødet har Kommissionen først betegnet undladelsen af at henvise til forordning nr. 17 i præamblen til den anfægtede beslutning som en materiel fejl, dernæst som en formel fejl eller en skrivefejl. Dernæst har den forklaret, at den anfægtede beslutning skulle forstås på baggrund af den anden klagepunktsmeddelelse af 12. august 2002, som atter var baseret på forordning nr. 17. Endelig har Kommissionen som svar på et spørgsmål fra Retten udpeget passager i den anfægtede beslutning, som ifølge Kommissionen godtgjorde, at den anfægtede beslutning er baseret på artikel 3 og på artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Det drejer sig dels om omtalen af det rådgivende udvalg i præamblen, dels om betragtning 335, 342, 343, 345, 346, 348-350, 352 og 353 til den anfægtede beslutning.

81      Det skal således undersøges, om de omstændigheder, der er udpeget i den foregående præmis, er tilstrækkelige til at godtgøre, at Kommissionen ligeledes har baseret den anfægtede beslutning på artikel 3 og på artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 på trods af, at den har undladt udtrykkeligt at henvise hertil i den anfægtede beslutning.

82      Det bemærkes for det første, at Kommissionen på spørgsmål herom under retsmødet har erkendt, at udtalelser i forskellige betragtninger, som nævnes i præmis 80 ovenfor, vedrørte gældende materiel ret (betragtningerne 335, 342 og 343) eller procesret (betragtning 352 og 353), og ikke specifikt vedrørte dens kompetence til at fastslå og fastsætte sanktioner for en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS efter EKSF-traktatens udløb. Endelig har den erkendt, at betragtningerne 345 og 346 blot var en gengivelse af sagsøgernes argumentation under den administrative procedure.

83      Hvad for det andet angår betragtning 348 og 349 til den anfægtede beslutning må det nødvendigvis konstateres, at disse indeholder generelle henvisninger til lex specialis, til fusionstraktaten og til artikel 305 EF, men ikke indeholder nogen angivelse af, at den anfægtede beslutning er baseret på artikel 3 og på artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

84      For det tredje er henvisningen til det rådgivende udvalg i præamblen en henvisning til en proceduremæssig etape, som er fastsat i artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 17, og bekræfter således, at Kommissionen har anvendt procedurereglerne i forordning nr. 17 efter udløbet af EKSF-traktaten, mens henvisningerne til artikel 36 KS og 47 KS i samme præambel bekræfter, at det før udløbet af EKSF-traktaten er procedurereglerne i EKSF-traktaten, der er blevet anvendt.

85      Imidlertid angiver henvisningen til det rådgivende udvalg på ingen måde, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde ligeledes har baseret sin kompetence på artikel 3 og på artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Den eneste angivelse i præamblen af den hjemmel, som Kommissionen har anvendt til at fastslå og fastsætte sanktioner for den pågældende overtrædelse, er nemlig artikel 65 KS. Det bemærkes hertil, at Kommissionen under retsmødet har erkendt, at henvisningen til artikel 65 KS i præamblen vedrørte denne artikels stk. 4 med hensyn til konstateringen af overtrædelsen og dens stk. 5 med hensyn til pålæggelsen af bøden.

86      For det fjerde har Kommissionen under retsmødet navnlig fremhævet første punktum i betragtning 350, som implicit, men sikkert godtgør, at den anfægtede beslutning er baseret på artikel 3 og på artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

87      Det bemærkes hertil, at betragtning 350 til den anfægtede beslutning lyder således:

»Følgerne af, at lex specialis udløber, må imidlertid præciseres med hensyn til de bestemmelser, som bemyndiger Kommissionen til at pålægge bøder. I det foreliggende tilfælde fremgår det, at det er berettiget at anvende den materielle lovgivning, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, således at anvendelsen af procedureregler, der er indført senere, må opretholdes.«

88      Det bemærkes for det første, at betragtning 350 til den anfægtede beslutning kun vedrører Kommissionens kompetence til at pålægge bøder. Det første punktum i betragtning 350 henviser nemlig alene til »de bestemmelser, som bemyndiger Kommissionen til at pålægge bøder«. Det andet punktum i nævnte betragtning, der yderligere skal forklare Kommissionens kompetence i lyset af udløbet af lex specialis, præciserer ikke »de bestemmelser, som bemyndiger Kommissionen til at pålægge bøder«. Der nævnes kun den materielle lovgivning og de procedureregler, der er gældende, men der gås ikke ind på spørgsmålet om Kommissionens kompetence til at »pålægge bøder«.

89      Den anfægtede beslutning præciserer således ikke i betragtning 350, hvilke »bestemmelser der bemyndiger Kommissionen til at pålægge bøder«. Isoleret set kunne første punktum i betragtning 350 henvise til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 eller til artikel 65, stk. 5, KS.

90      Når betragtning 350 til den anfægtede beslutning imidlertid sammenholdes med den anfægtede beslutnings afsnit 8, som vedrører pålæggelsen af bøden, og som har overskriften »Anvendeligheden af artikel 65, stk. 5, KS«, fremgår det klart, at Kommissionen har baseret sin kompetence til at pålægge bøder i det foreliggende tilfælde på artikel 65, stk. 5, KS. I betragtning 515 henvises der således til, at »i henhold til artikel 65, stk. 5, KS kan Kommissionen pålægge [de berørte] virksomheder bøder«.

91      De fremgår desuden lige så klart af betragtningerne 515-518, at den anfægtede beslutning udelukkende er baseret på artikel 65, stk. 4 og 5, KS. Stk. 4 citeres faktisk ordret i betragtning 516 som forklaring på, at Kommissionen er kompetent til at fastslå, at der er begået en overtrædelse af Federacciai, en sammenslutning af virksomheder, men at den ifølge artikel 65, stk. 5, KS ikke har kompetence til at pålægge denne en bøde. Artikel 65, stk. 5, KS giver nemlig alene Kommissionen kompetence til at pålægge virksomheder og ikke sammenslutninger af virksomheder bøder. Såfremt den anfægtede beslutning, som Kommissionen hævder, var baseret på forordning nr. 17, ville en sådan retlig vurdering være uden relevans. Artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 sondrer nemlig ikke mellem virksomheder og sammenslutninger af virksomheder med hensyn til Kommissionens kompetence til at pålægge bøder.

92      Ligeledes indeholder den anfægtede beslutnings afsnit 7, med overskriften »Artikel 65, stk. 2, KS kan ikke finder anvendelse«, endnu en angivelse af, at Kommissionen har baseret den anfægtede beslutning på artikel 65 KS og ikke på bestemmelserne i forordning nr. 17. I betragtning 514 til den anfægtede beslutning har Kommissionen således undersøgt spørgsmålet, om den kunne tillade den i den anfægtede beslutning nævnte aftale i henhold til artikel 65, stk. 2, KS. Kommissionen har imidlertid ikke henvist til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 17, som giver den kompetence til at give fritagelser, men har udelukkende baseret sin kompetence på artikel 65, stk. 2, KS.

93      For det femte må det fastslås med hensyn til fortolkningen af den anfægtede beslutning på baggrund af den anden klagepunktsmeddelelse af 12. august 2002, at Kommissionen deri udtaler, at den har indledt en ny procedure i henhold til forordning nr. 17, og desuden udtrykkeligt henviser til denne forordnings artikel 3 (den supplerende klagepunktsmeddelelse, punkt 2).

94      Denne omstændighed er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig til at fastslå, at hjemmelen for den anfægtede beslutning udgøres af artikel 3 og artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Det må derimod antages, at undladelsen af på nogen måde at henvise til artikel 3 og artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 i præamblen i den anfægtede beslutning samt undladelsen af nogen henvisning til disse bestemmelser i begrundelsen til denne snarest er et bevidst valg foretaget af Kommissionen. Det kan nemlig ikke antages under de foreliggende omstændigheder, at Kommissionen, efter at have indledt en drøftelse med sagsøgerne om den kontroversielle anvendelse af forordning nr. 17 som hjemmel ved en supplerende klagepunktsmeddelelse, simpelthen skulle have glemt at nævne denne hjemmel i den anfægtede beslutning.

95      For det sjette fremgår det, at denne fortolkning af den anfægtede beslutning støttes af den omstændighed, at fire af de syv sagsøgere i disse sager, nemlig sagsøgerne i sagerne T-27/03, T-46/03, T-58/03 og T-80/03, klart har baseret deres stævning på den forudsætning, at den anfægtede beslutning var baseret på artikel 65, stk. 4 og 5, KS. Kun to sagsøgere, nemlig sagsøgerne i sagerne T-97/03 og T-98/03, har baseret deres argumentation på en konstatering af, at den anfægtede beslutning var baseret på forordning nr. 17, og har herved antaget, at denne ikke gav Kommissionen nogen kompetence hertil. Endelig har sagsøgeren i sag T-79/03 kun udtalt sig vagt om hjemmelen og har undersøgt begge opfattelser, nemlig den opfattelse, at den anfægtede beslutning er baseret på artikel 65, stk. 4 og 5, KS, og den opfattelse, at den er baseret på forordning nr. 17, og har konkluderet, at Kommissionen under alle omstændigheder var inkompetent.

96      Det bemærkes hertil, at i svarskrifterne i de sager, i hvilke sagsøgerne gav udtryk for den opfattelse i deres stævning, at den anfægtede beslutning var baseret på artikel 65, stk. 4 og 5, KS, har Kommissionen aldrig udtalt, at disse sagsøgeres argumentation var baseret på en fejlagtig forudsætning. Der er nemlig ingen af de svarskrifter og ingen af de duplikker, der er indleveret i disse sager, der indeholder en udtrykkelig henvisning til artikel 3 eller til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 som hjemmel for den anfægtede beslutning. De eneste henvisninger til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 i Kommissionens indlæg vedrører drøftelsen af lex mitior som begrundelse for, at det i dette tilfælde er artikel 65, stk. 5, KS, der er anvendt, og ikke artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

97      Således udtaler sagsøgeren i sag T-27/03, efter at have fået kendskab til svarskriftet, i replikkens punkt 5 følgende:

»Kommissionen synes således definitivt at erkende: i) at den anfægtede beslutning er blevet vedtaget alene med hjemmel i artikel 65 KS, ii) at de pålagte bøder alene er blevet pålagt i henhold til denne bestemmelse. Alt det øvrige, alle de øvrige argumenter, som Kommissionen har fremført om fællesskabsretsordenens enhed, om de principper, der gælder ved den tidsmæssige overgang fra et sæt regler til et andet, viser sig at være akademiske, generelle og irrelevante betragtninger, som det ikke forekommer hensigtsmæssigt at misbruge Rettens tålmodighed ved at besvare.«

98      Ydermere har Kommissionen i sag T-79/03, i hvilken sagsøgeren kun har udtalt sig vagt om hjemmelen for den anfægtede beslutning, på ingen måde afklaret drøftelsen af dette spørgsmål.

99      Kommissionen udtaler således følgende i punkt 58 i svarskriftet i sag T-79/03: »Udgangspunktet for sagsøgerens argumentation er ikke korrekt: Ifølge sagsøgeren har Kommissionen anvendt procedurereglerne i forordning nr. 17 for at pålægge en bøde som omhandlet i artikel 65 KS. [...] Det må [...] bemærkes, at bøden ikke er blevet pålagt i henhold til forordning nr. 17, men, som det siges klart i beslutningen, i henhold til artikel 65, stk. 5, KS.« I en note nederst på siden tilføjer den, at »i modsætning til hvad sagsøgeren har hævdet, fremgår det klart af beslutningens afsnit 5 (betragtningerne 335 og [følgende]), at Kommissionen anvender forordning nr. 17«. I replikken udtaler sagsøgeren i sag T-79/03 indigneret i punkt 33 følgende:

»[...] Kommissionen har på ny modsagt sig selv, og denne gang inden for nogle få linjer, hvilket godtgør, hvor vanskeligt det er at opretholde en usammenhængende retsopfattelse. Den udtaler nemlig – i svarskriftets punkt 58 – [...] i slutningen af afsnittet, at bøden ikke er blevet pålagt i henhold til forordning nr. 17, for dernæst i form af en note at tilføje, at det klart fremgår af den anfægtede beslutning, at den har anvendt forordning nr. 17.«

100    Det er således først under retsmødet og alene som svar på spørgsmål stillet af Retten, at Kommissionen for første gang klart har anført, at den anfægtede beslutning efter dens opfattelse ligeledes var baseret på artikel 3 og artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

101    Under disse omstændigheder og på baggrund af samtlige de foregående betragtninger samt i betragtning af de forskellige udtrykkelige henvisninger i den anfægtede beslutning til den hjemmel, som udgøres af artikel 65, stk. 4 og 5, KS (præamblen til den anfægtede beslutning og betragtning 515-518 til denne), og i betragtning af den fuldstændige mangel på henvisninger til artikel 3 og til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 som hjemmel, må det fastslås, at den anfægtede beslutning alene er baseret på artikel 65, stk. 4 og 5, KS.

 Om Kommissionens kompetence til at fastslå og fastsætte sanktioner for en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS efter EKSF-traktatens udløb

–       Forholdet mellem EKSF-traktaten og EF-traktaten

102    Det bemærkes, at EKSF-traktatens anvendelsesområde var materielt afgrænset. EKSF-traktaten vedrørte nemlig kun to produkter, nemlig kul og stål, således som de er defineret i artikel 81 KS og i bilag I til EKSF‑traktaten. Da EØF-traktaten (senere EF-traktaten) er affattet i generelle vendinger, som gælder for enhver økonomisk sektor, og således i princippet også for de produkter, der henhører under EKSF-traktaten (jf. i denne retning udtalelse 1/94, nævnt i præmis 57 ovenfor, præmis 27), har EF-traktatens ophavsmænd i denne traktat indsat en bestemmelse, som har til formål at undgå, at EF-traktatens bestemmelser har forrang i forhold til EKSF-traktatens bestemmelser.

103    Det præciseres således i artikel 305, stk. 1, EF:

»[EF-traktatens] bestemmelser ændrer ikke bestemmelserne i [EKSF-traktaten], navnlig ikke medlemsstaternes rettigheder og forpligtelser, beføjelserne for [EKSF’s] institutioner og reglerne i den nævnte traktat om, hvorledes fællesmarkedet for kul og stål skal fungere.«

104    Det fremgår heraf, at uanset EØF-traktaten gælder reglerne i EKSF-traktaten og de til gennemførelse heraf udstedte bestemmelser fortsat for så vidt angår det fælles markeds funktion (Gerlach-dommen, nævnt i præmis 57 ovenfor, præmis 9, og dom af 24.9.2002, forenede sager C-74/00 P og C-75/00 P, Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, Sml. I, s. 7869, præmis 100).

105    Imidlertid bemærkes, at i det omfang et forhold ikke er reguleret i EKSF-traktatens bestemmelser eller i forskrifter udstedt med hjemmel i denne, kunne EF-traktaten og gennemførelsesbestemmelserne dertil dog finde anvendelse på varer, der omfattes af EKSF-traktaten, selv før EKSF-traktatens udløb (Domstolens dom af 15.12.1987, sag 328/85, Deutsche Babcock, Sml. s. 5119, præmis 10, og dommen i sagen Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, nævnt i præmis 104 ovenfor, præmis 100, samt udtalelse 1/94, nævnt i præmis 57 ovenfor, præmis 27).

106    Det bemærkes ligeledes, at i henhold til artikel 97 KS udløber EKSF-traktaten den 23. juli 2002. Da EF-traktaten har et generelt anvendelsesområde, er de sektorer, som tidligere var omfattet af EKSF-traktaten, fra den 24. juli 2002 overgået til EF-traktatens anvendelsesområde.

–       Spørgsmålet, om artikel 65, stk. 4 og 5, KS gav Kommissionen kompetence til at vedtage den anfægtede beslutning

107    Den anfægtede beslutning blev vedtaget den 17. december 2002 i henhold til artikel 65, stk. 4, KS for så vidt angår konstateringen af overtrædelsen af artikel 65 stk. 1, KS, og i henhold til artikel 65, stk. 5, KS for så vidt angår beslutningen om at pålægge de virksomheder bøder, som angiveligt havde deltaget i overtrædelsen af artikel 65, stk. 1, KS.

108    Med hensyn til Kommissionens kompetence til at vedtage den anfægtede beslutning i henhold til artikel 65, stk. 4 og 5, KS efter EKSF-traktatens udløb har Kommissionens i betragtning 348 til den anfægtede beslutning forklaret, at »EF-traktaten og EKSF-traktaten hører til samme retsorden, nemlig fællesskabsretsordenen, inden for hvilken den sidstnævnte traktat indtil den 23. juli 2002 har udgjort en lex specialis«. Den henviser i betragtning 349 til den anfægtede beslutning til artikel 305, stk. 1, EF og til den fælles institutionelle ramme (fusionstraktaten og artikel 3 EU). For at understrege fællesskabsretsordenens enhed har Kommissionen i sine indlæg henvist til, at Fællesskabets retsinstanser har fortolket EKSF-traktatens og Euratom-traktatens bestemmelser med henvisning til EF-traktatens bestemmelser på grundlag af fælles principper, som alle fællesskabstraktater er i overensstemmelse med (Busseni-dommen, nævnt i præmis 55 ovenfor, præmis 16 og 21).

109    Ved EKSF-traktatens udløb skete overgangen mellem ordningen i EKSF-traktaten og ordningen i EF-traktaten med hensyn til konkurrence automatisk på grundlag af princippet om den tidsmæssige overgang fra et sæt regler til et andet inden for samme retsorden (Salumi-dommen, nævnt i præmis 60 ovenfor, præmis 9, dommen i sagen CT Control (Rotterdam) og JCT Benelux mod Kommissionen, nævnt i præmis 60 ovenfor, præmis 22, og De Haan-dommen, nævnt i præmis 60 ovenfor, præmis 13). I betragtning 331 til den anfægtede beslutning, som indeholder en henvisning til punkt 31 i meddelelsen af 18. juni 2002, forklarer Kommissionen, at »gældende materiel ret« er »den, der gælder på det tidspunkt, hvor de faktiske omstændigheder, der udgør overtrædelsen, har udspillet sig«, og at »på det processuelle plan [er] gældende ret efter EKSF-traktatens udløb EF-retten«. I betragtning 350 til den anfægtede beslutning tilføjer Kommissionen, at »[det] fremgår [...], at det er berettiget at anvende den materielle lovgivning, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder«, og den fastslår i betragtning 352 til den anfægtede beslutning, at »de gældende procedureregler er dem, der er i kraft på det tidspunkt, hvor den pågældende foranstaltning træffes«.

110    Det skal således undersøges, om disse ovennævnte omstændigheder giver grundlag for at konkludere, at artikel 65, stk. 4 og 5, KS på det tidspunkt, da den anfægtede beslutning blev vedtaget, gav Kommissionen kompetence til at vedtage denne beslutning.

111    I denne forbindelse skal det bemærkes, at EKSF-traktaten i henhold til artikel 305, stk. 1, EF er en lex specialis, der afviger fra den lex generalis, som EF-traktaten udgør (forslag til afgørelse fra generaladvokat Van Gerven i tilknytning til Banks-dommen, nævnt i præmis 57 ovenfor, punkt 8, dommen i sagen ESF Elbe-Stahlwerke Feralpi mod Kommissionen, nævnt i præmis 57 ovenfor, præmis 102, og i sagen Verband der freien Rohrwerke m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 57 ovenfor, præmis 68).

112    Den omstændighed, at EKSF-traktaten udgjorde en lex specialis, har haft til følge, at lex generalis efter denne traktats udløb automatisk er blevet anvendelig. Således fastslår Kommissionen med rette i betragtning 348 til den anfægtede beslutning, at »[fra den 24. juli 2002 er de] sektorer, som tidligere henhørte under EKSF-traktaten, dens procedureregler og den afledte lovgivning [...] omfattet af de normer, som er afledt af EF-traktaten«. På konkurrenceområdet indebærer denne konstatering, at virksomheders og sammenslutninger af virksomheders adfærd, som tidligere var omfattet af EKSF-traktaten, kan falde ind under anvendelsesområdet for artikel 81 EF og 82 EF fra den 24. juli 2002.

113    Imidlertid angår dette anbringende ikke anvendelsen af artikel 81 EF på en aftale i stålsektoren efter EKSF-traktatens udløb. Det angår Kommissionens kompetence til at konstatere og fastsætte sanktioner for en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS i henhold til artikel 65, stk. 4 og 5, KS.

114    EKSF-traktatens karakter af lex specialis i forhold til EF-traktaten giver ingen støtte for Kommissionens opfattelse, hvorefter den stadig er kompetent til at vedtage en beslutning med hjemmel i lex specialis efter dennes udløb. Det bemærkes i denne forbindelse, at artikel 305, stk. 1, EF, hvoraf Fællesskabets retsinstanser har udledt, at EKSF-traktaten har karakter af lex specialis i forhold til EF-traktaten, blot bekræfter EKSF‑traktatens udløb den 23. juli 2002, for så vidt som den bestemmer, at EF-traktatens bestemmelser ikke ændrer bestemmelserne i EKSF-traktaten, og at artikel 97 KS udtrykkeligt fastsætter denne traktats udløb til den nævnte dato.

115    Fællesskabsretsordenens enhedskarakter, som Kommissionen henviser til i betragtning 349 til den anfægtede beslutning, og som den udleder af enheden på institutionelt niveau og af nødvendigheden af en sammenhængende fortolkning af bestemmelserne i de forskellige fællesskabstraktater, kan heller ikke give Kommissionen kompetence til at fastslå en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS og pålægge de berørte virksomheder en bøde i henhold til artikel 65, stk. 4 og 5, KS efter EKSF-traktatens udløb. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at på trods af den fælles institutionelle ramme, der er et resultat af fusionstraktaten, har Fællesskabernes fusion aldrig fundet sted. Desuden har en sammenhængende fortolkning af de forskellige traktaters materielretlige bestemmelser ingen betydning for de kompetencer, der er tildelt de forskellige institutioner ved de forskellige traktater. Inden for rammerne af hver traktat er institutionerne nemlig alene kompetente til at udøve de beføjelser, som er tildelt dem ved denne traktat (jf. i denne retning Domstolens dom af 13.9.2005. sag C-176/03, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 7879, præmis 38-53).

116    Med hensyn til argumentet om principperne ved den tidsmæssige overgang fra et sæt regler til et andet fremgår det af retspraksis, at materielretlige fællesskabsregler, for at sikre overholdelse af principperne om retssikkerhed og om beskyttelse af den berettigede forventning, skal fortolkes således, at de i princippet ikke omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttrædelsen, mens processuelle regler finder umiddelbar anvendelse (Salumi-dommen, nævnt i præmis 60 ovenfor, præmis 9, dommen i sagen CT Control (Rotterdam) og JCT Benelux mod Kommissionen, nævnt i præmis 60 ovenfor, præmis 22, og De Haan-dommen, nævnt i præmis 60 ovenfor, præmis 13, samt Rettens dom af 19.2.1998, sag T-42/96, Eyckeler & Malt mod Kommissionen, Sml. II, s. 401, præmis 55, og af 28.1.2004, sag T-180/01, Euroagri mod Kommissionen, Sml. II, s. 369, præmis 36).

117    Det bemærkes imidlertid, at spørgsmålet om en institutions kompetence går forud for spørgsmålet om, hvilke materielle og processuelle regler der finder anvendelse. Når det nemlig først er afgjort, at en institution har kompetence til at vedtage en retsakt i henhold til en specifik bestemmelse i traktaten eller den afledte ret, skal det dernæst afgøres, hvilke materielle og processuelle regler der finder anvendelse i henhold til principperne om den tidsmæssige overgang fra et sæt regler til et andet.

118    Det skal i denne forbindelse fremhæves, at den bestemmelse, som er den retlige hjemmel for en retsakt, og som bemyndiger fællesskabsinstitutionen til at vedtage den pågældende retsakt, skal gælde på det tidspunkt, hvor retsakten udstedes (Domstolens dom af 4.4.2000, sag C-269/97, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 2257, præmis 45; jf. ligeledes i denne retning Rettens dom af 28.9.2004, sag T-310/00, MCI mod Kommissionen, Sml. II, s. 3253, præmis 78-114). Derimod kan principperne for den tidsmæssige overgang fra et sæt regler til et andet føre til anvendelse af materielle bestemmelser, som ikke længere er i kraft på det tidspunkt, da en fællesskabsinstitution vedtager en retsakt.

119    Med sin henvisning i betragtningerne 331 og 350-352 til den anfægtede beslutning til principperne for den tidsmæssige overgang fra et sæt regler til et andet som begrundelse for sin kompetence til at vedtage den anfægtede beslutning har Kommissionen forvekslet den materielle bestemmelse, der er henvendt til virksomhederne, nemlig artikel 65, stk. 1, KS, og hjemmelen for Kommissionens handling, nemlig artikel 65, stk. 4 og 5, KS. Den har automatisk udledt af den gældende materielle bestemmelse, at den har kompetence til at vedtage en beslutning på grundlag af en bestemmelse, som i mellemtiden er udløbet. Kommissionen har således erklæret under retsmødet med hensyn til Kommissionens kompetence og gældende materiel og processuel ret, at »de to førstnævnte [...] er praktisk talt de samme«, og at »tildelingen af kompetencer er nøje knyttet til [gældende] materiel ret«.

120    Da det imidlertid dels fremgår af retspraksis, jf. præmis 118 ovenfor, at den bestemmelse, som er hjemmel for en retsakt, skal være gældende på det tidspunkt, da retsakten udstedes, og da artikel 65, stk. 4 og 5, KS dels var udløbet den 23. juli 2002 i henhold til artikel 97 KS, kunne Kommissionen ikke længere af disse bestemmelser, som var bortfaldet, da den anfægtede beslutning blev vedtaget, udlede en kompetence til at fastslå, at der forelå en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS, og til at pålægge de virksomheder bøder, som havde deltaget i denne overtrædelse.

121    Endelig bemærkes med hensyn til Kommissionens argument om, at Domstolen selv fortsat har anvendt artikel 65 KS efter dens udløb, at Fællesskabets retsinstanser i de domme, som Kommissionen har nævnt (præmis 62 ovenfor), har udøvet en legalitetskontrol med de retsakter, som var blevet vedtaget af Kommissionen i henhold til EKSF-traktaten på et tidspunkt, hvor denne stadig var i kraft. Disse domme kan således ikke støtte Kommissionens argumentation om, at den stadig var kompetent til at vedtage en beslutning på grundlag af en bestemmelse i EKSF-traktaten efter denne traktats udløb.

122    Det følger af det foregående i sin helhed, at der må gives sagsøgerne medhold i det første anbringendets første led, og at den anfægtede beslutning er retsstridig. Imidlertid fremgår det, at den mangel, som den anfægtede beslutning er behæftet med, ikke er af en så åbenbar grovhed, at der må gives medhold i påstandene i sagerne T-27/03 og T-80/03 om, at det fastslås, at den anfægtede beslutning er en nullitet (jf. i denne retning Domstolens dom af 15.6.1994, sag C-137/97 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, præmis 52).

123    Følgelig bør den anfægtede beslutning annulleres i forhold til sagsøgerne.

 Sagens omkostninger

124    Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagerne om foreløbige forholdsregler i sagerne T-46/03 og T-79/03 i overensstemmelse med sagsøgernes påstande.

125    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, første afsnit, bærer medlemsstater, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Det bør derfor pålægges Den Italienske Republik at bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Udvidede Afdeling)

1)      Kommissionens beslutning K(2002) 5087 endelig udg. af 17. december 2002 om en procedure efter artikel 65 KS (COMP/37.956 – Rundt armeringsstål) annulleres i forhold til SP SpA, Leali SpA, Acciaierie e Ferriere Leali Luigi SpA, Industrie Riunite Odolesi SpA (IRO), Lucchini SpA, Ferriera Valsabbia SpA, Valsabbia Investimenti SpA og Alfa Acciai SpA.

2)      Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af SP, Leali, Acciaierie e Ferriere Leali Luigi, IRO, Lucchini, Ferriera Valsabbia, Valsabbia Investimenti og Alfa Acciai, herunder omkostningerne i procedurerne om foreløbige forholdsregler i sagerne T-46/03 og T-79/03.

3)      Den Italienske Republik bærer sine egne omkostninger.

Vilaras Martins Ribeiro Dehousse

Šváby       Jürimäe

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 25. oktober 2007.

E. Coulon       M. Vilaras

Justitssekretær       Afdelingsformand

Indhold

Retsforskrifter

EKSF-traktatens bestemmelser

Kommissionens meddelelse om visse aspekter ved behandlingen af konkurrencesager efter EKSF-traktatens udløb

Den administrative procedure

Den anfægtede beslutning

Retsforhandlinger og parternes påstande

Parternes påstande

Retlige bemærkninger

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Indledende betragtninger

Den hjemmel, som den anfægtede beslutning er baseret på

Om Kommissionens kompetence til at fastslå og fastsætte sanktioner for en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS efter EKSF-traktatens udløb

– Forholdet mellem EKSF-traktaten og EF-traktaten

– Spørgsmålet, om artikel 65, stk. 4 og 5, KS gav Kommissionen kompetence til at vedtage den anfægtede beslutning

Sagens omkostninger

* Processprog: italiensk.