Language of document :

Sag anlagt den 5. februar 2008 - British Sky Broadcasting Group mod KHIM - Vortex (SKY)

(Sag T-66/08)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: British Sky Broadcasting Group plc (Isleworth, Det Forenede Kongerige) (ved solicitor J. Barry)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Vortex SA (Paris, Frankrig)

Sagsøgerens påstande

Det erklæres, på baggrund af, at Første Appelkammer har tilsidesat Rådets forordning (EF) nr. 40/94 og/eller retlige principper vedrørende anvendelsen heraf, at

den del af den anfægtede beslutning (navnlig punkt 18 og 19), hvori sagsøgerens argumentation vedrørende Aftalen ikke tages til følge, annulleres, mens Første Appelkammers endelige konklusion vedrørende afslag på indsigelsen ikke bør ændres.

den anfægtede afgørelse ændres, således at Aftalen finder anvendelse på andre varemærker end de særlige registreringer, der er nævnt i Aftalen, og også omfatter fremtidige varemærker, at den udelukker indsigeren fra at gøre indsigelser eller på nogen måde anfægte BSkyB's brug eller registrering af varemærker, der indeholder "SKY", bortset fra "SKYROCK" og "SKYZIN", hvilket blev fastslået af de franske retsinstanser, og således at den er en endelig og bindende forligsaftale mellem BSkyB og indsigeren, hvilket blev fastslået af de franske retsinstanser (herunder den højeste retsinstans i Frankrig).

Den anfægtede afgørelse omgøres og genoptages, således at alle de anbringender, BSkyB har anført i sit svar på indsigelsen, behandles.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale alle de omkostninger, BSkyB har afholdt.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: British Sky Broadcasting Group plc.

Det omhandlede EF-varemærke: Figurmærket "SKY" for varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16, 18, 25, 28, 35, 38, 41 og 42 - ansøgning nr. 3 166 378.

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Vortex SA.

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: EF-ordmærket og det nationale ordmærke "SKYROCK" for varer og tjenesteydelser i klasse 9, 16, 18, 25, 28, 35, 38, 41 og 42.

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen tages til følge for varer og tjenesteydelser i klasse 9, 38 og 41 samt for "reklame" i klasse 35.

Appelkammerets afgørelse: Annullation af Indsigelsesafdelingens afgørelse, og afslag på indsigelsen i dens helhed.

Søgsmålsgrunde: Sagsøgeren har gjort gældende, at appelkammerets argumentation tilsidesætter Rådets forordning (EF) nr. 40/94 og retlige principper vedrørende anvendelsen heraf, uden at den dispositive del af den anfægtede afgørelse dermed anfægtes.

____________