Language of document : ECLI:EU:T:2021:221

RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

28. april 2021 (*)

»Personalesag – ansatte ved EØSU – midlertidigt ansatte – afslag på ændret indplacering – annullationssøgsmål – klagefrist – bevisbyrde for overskridelse af fristen – akt, der indeholder et klagepunkt – formaliteten – ligebehandling – retssikkerhed – erstatningssøgsmål – ikke-økonomisk skade«

I sag T-843/19,

Paula Correia, Woluwe-Saint-Étienne (Belgien), ved advokaterne L. Levi og M. Vandenbussche,

sagsøger,

mod

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) ved M. Pascua Mateo, X. Chamodraka og K. Gambino, som befuldmægtigede, bistået af advokat B. Wägenbaur,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF med påstand dels om annullation af EØSU’s afgørelse, som blev truffet på en for sagsøgeren ubekendt dato, og som hun fik kendskab til den 12. april 2019, hvorved EØSU afslog at ændre hendes indplacering til lønklasse AST 7 i forbindelse med indplaceringsproceduren i 2019, dels om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt som følge af denne afgørelse,

har

RETTEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S. Gervasoni, og dommerne P. Nihoul og R. Frendo (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig L. Ramette,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. januar 2021,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er et rådgivende organ, der repræsenterer europæiske arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer samt organisationer for andre aktører, der repræsenterer det civile samfund, navnlig på det socioøkonomiske, borgerretlige, faglige og kulturelle område. EØSU består af tre grupper, nemlig arbejdsgivergruppen (herefter »gruppe I«), arbejdstagergruppen og gruppen »Diversitet Europa«. Hver af disse grupper har sit eget sekretariat, hvortil der rekrutteres midlertidigt ansatte i henhold til artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »ansættelsesvilkårene«).

2        Den 11. juli 2000 blev sagsøgeren, Paula Correia, ansat som midlertidigt ansat hos gruppe I i lønklasse C 3 (nu AST 4) med henblik på tiltrædelse af tjenesten den 1. september 2000 i henhold til en tidsubegrænset kontrakt som omhandlet i ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra c).

3        Den 9. januar 2008 blev sagsøgerens indplacering ændret fra lønklasse AST 4, løntrin 5, til lønklasse AST 5, løntrin 1, med virkning fra den 1. januar 2007. Den 18. januar 2016 blev hendes indplacering ændret fra lønklasse AST 5, løntrin 3, til lønklasse AST 6, løntrin 1, med virkning fra den 1. januar 2016.

4        Den 26. marts 2019 blev der afholdt et møde mellem sagsøgeren og formanden for gruppe I (herefter »mødet af 26. marts 2019«). Den 28. marts 2019 blev der afholdt et møde mellem sagsøgeren og den fungerende direktør for EØSU’s Direktorat E for »Personale og Økonomi« (herefter henholdsvis »mødet af 28. marts 2019« og »personaledirektoratet«).

5        Den 12. april 2019 deltog sagsøgeren i et møde med sin kontorchef vedrørende bedømmelsesåret 2018 (herefter »mødet af 12. april 2019«).

6        Den 10. juli 2019 indgav sagsøgeren en klage (herefter »klagen«) i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) over afgørelsen om ikke at ændre hendes indplacering til lønklasse AST 7 i 2019 (herefter »den anfægtede afgørelse«). I denne klage oplyste hun bl.a., at hun ikke havde kendskab til, hvornår denne afgørelse var blevet truffet.

7        Den 21. oktober 2019 fremsendte EØSU en skrivelse til sagsøgeren med henblik på at meddele hende, at EØSU’s ansættelsesmyndighed ikke var i stand til at besvare hendes klage inden for den frist, der er fastsat i vedtægtens artikel 90, stk. 2.

8        Den 10. november 2019 blev klagen stiltiende afvist.

9        Den 16. januar 2020 meddelte EØSU sagsøgeren afslag på klagen (herefter »afgørelsen om klagen«).

 Retsforhandlinger og parternes påstande

10      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. december 2019 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag. Der er indgivet svarskrift, replik og duplik henholdsvis den 16. marts, den 30. juni og den 17. juli 2020.

11      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        EØSU tilpligtes at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er forvoldt ved denne afgørelse, og som efter ret og billighed er opgjort til 2 000 EUR.

–        EØSU tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

12      EØSU har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

13      Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 5. januar 2021 har sagsøgeren fremsat to bemærkninger til retsmøderapporten, hvoraf det ene vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der blev afholdt et møde den 28. marts 2019.

14      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 13. januar 2021.

15      Hvad angår den i præmis 13 ovenfor nævnte skrivelse har sagsøgeren i retsmødet oplyst, at hun afstår fra at bestride, at mødet den 28. marts 2019 fandt sted, idet hun bestrider emnet for det nævnte møde. Som svar på sagsøgerens bemærkninger til retsmøderapporten har EØSU i retsmødet fremlagt en e-mail af 15. marts 2019 fra formanden for gruppe I til EØSU’s generalsekretær (herefter »generalsekretæren«) med henblik på at godtgøre, hvad der blev drøftet på mødet af 28. marts 2019 (herefter »e-mailen af 15. marts 2019«). Sagsøgeren har gjort gældende, at dette dokument ikke kan antages til realitetsbehandling, idet det er indleveret for sent. Retten har tilført dette dokument til sagsakterne uden at foregribe undersøgelsen af, om det kan antages til realitetsbehandling.

 Retlige bemærkninger

 Formaliteten

16      EØSU har i svarskriftet fremsat en formalitetsindsigelse med den begrundelse, at sagsøgeren ikke indgav en klage over den anfægtede afgørelse inden for den frist på tre måneder, der er fastsat i vedtægtens artikel 90, stk. 2. EØSU har i denne henseende anført, at formanden for gruppe I under mødet af 26. marts 2019 meddelte sagsøgeren sin afgørelse om ikke over for generalsekretæren at foreslå, at sagsøgerens indplacering skulle ændres i forbindelse med indplaceringsproceduren i 2019. Det er alene denne afgørelse, der kan være bebyrdende for sagsøgeren, for så vidt som den har frataget hende enhver mulighed for at ændre hendes indplacering i 2019, hvilket indebærer, at den klage, der blev indgivet den 10. juli 2019, og det foreliggende søgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.

17      Sagsøgeren har anfægtet den af EØSU fremsatte formalitetsindsigelse og har i det væsentligste gjort gældende, at mødet af 26. marts 2019 udelukkende vedrørte genoprettelse af hendes karriere og ikke afgørelsen om ikke at ændre hendes indplacering. Sagsøgeren oplyste i retsmødet, at eftersom der var tale om et uformelt møde, kunne det ikke anses for en egnet lejlighed til at give meddelelse om en afgørelse om en bestemt person som omhandlet i vedtægtens artikel 25, stk. 2. Eftersom afgørelser om ændring af indplaceringen af midlertidigt ansatte, der gør tjeneste ved EØSU, ikke offentliggøres, er det i øvrigt ikke muligt for sagsøgeren at vide, på hvilket tidspunkt den anfægtede afgørelse blev truffet. Sagsøgeren har fremhævet, at hun indirekte fik kendskab hertil under mødet af 12. april 2019, der vedrørte bedømmelsesåret 2018.

18      Sagsøgeren er derfor af den opfattelse, at hendes klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over den anfægtede afgørelse, der blev indgivet den 10. juli 2019, ikke kan anses for at være indgivet efter fristens udløb, hvilket indebærer, at hendes søgsmål skal antages til realitetsbehandling.

19      Sagsøgeren har i replikken anført, at EØSU i afgørelsen om klagen, som blev meddelt hende den 16. januar 2020, dvs. efter anlæggelsen af det foreliggende søgsmål, ikke afviste hendes klage. EØSU anerkendte derved stiltiende, at sagsøgeren først kunne anses for at have modtaget meddelelse om den anfægtede afgørelse under mødet af 12. april 2019.

20      I denne henseende bemærkes indledningsvis, at EØSU til trods for den formalitetsindsigelse, der er fremsat i svarskriftet, i punkt 5, sjette afsnit, i afgørelsen om klagen udtrykkeligt har anerkendt, at den anfægtede afgørelse blev bragt til sagsøgerens kendskab på mødet af 12. april 2019, således som sagsøgeren har gjort gældende.

21      Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, og således som EØSU anførte i retsmødet, at klage- og søgsmålsfristerne i vedtægtens artikel 90 og 91 er ufravigelige og ikke kan ændres af parterne eller af Unionens retsinstanser, som ex officio skal efterprøve, om fristerne er overholdt (jf. dom af 8.9.2008, Kerstens mod Kommissionen, T-222/07 P, EU:T:2008:314, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.12.2019, Feral mod Regionsudvalget, T-529/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:851, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

22      I henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, der finder anvendelse på midlertidigt ansatte i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 46, skal klager indbringes inden for en frist på tre måneder fra »den dag, afgørelsen meddeles modtageren, og i alle tilfælde senest den dag, den pågældende får kendskab til den, hvis det drejer sig om en foranstaltning af individuel karakter«, således som det er tilfældet i den foreliggende sag.

23      Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at det tilkommer den part, der gør gældende, at en frist er overskredet, i det foreliggende tilfælde EØSU, at føre bevis for, fra hvilken dato denne frist er begyndt at løbe (jf. i denne retning kendelse af 7.9.2005, Krahl mod Kommissionen, T-358/03, EU:T:2005:301, præmis 53, og dom af 9.7.2020, Kommissionen mod HM, C-70/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:544, præmis 123 og den deri nævnte retspraksis).

24      Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at beviset for, hvornår den berørte har gjort sig bekendt med en individuel afgørelse, kan følge af andre omstændigheder end en formel meddelelse af den nævnte afgørelse. Selv om rene indicier i denne henseende ikke er tilstrækkelige til at antage, at en afgørelse er blevet modtaget, kan dette bevis bl.a. følge af en e-mail fra den berørte, hvoraf det utvivlsomt fremgår, at den pågældende på fornøden vis har gjort sig bekendt med den nævnte afgørelse inden det hævdede tidspunkt (jf. i denne retning dom af 15.2.2012, AT mod EACEA, F-113/10, EU:F:2012:20, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

25      EØSU har i denne henseende støttet sig dels på en e-mailkorrespondance mellem sagsøgeren og personaledirektoratet, dels på et uddrag af dette direktorats elektroniske kalender. I retsmødet tilkendegav personaledirektoratet et ønske om desuden at påberåbe sig et andet element, nemlig en e-mail af 15. marts 2019.

26      Hvad for det første angår den e-mailkorrespondance, der er vedlagt svarskriftet, fremgår det af sagsakterne, at sagsøgeren den 26. marts 2019 fremsendte en anmodning til personaledirektoratet med følgende ordlyd:

»[Formanden for gruppe I] har meddelt mig, at jeg efter den seneste samtale mellem jer skal kontakte Dem med henblik på at aftale et møde. Begrundelsen for denne anmodning er et ønske om at finde en måde, hvorpå mit karriereforløb kan genoprettes, og hvorpå min indplacering kan ændres.«

27      EØSU har gjort gældende, at sagsøgeren ikke ville have anmodet om et hastemøde, hvis hun ikke samme dag havde erfaret, at hun på grundlag af sin aktmappe ikke ville blive foreslået med henblik ændring af indplaceringen i forbindelse med indplaceringsproceduren i 2019.

28      I replikken har sagsøgeren præciseret, at hun sendte den nævnte e-mail efter en samtale med formanden for gruppe I, som havde besøgt hende på hendes kontor. Under tilstedeværelse af en anden kollega havde formanden rådet hende til at kontakte personaledirektoratet vedrørende spørgsmålet om genoprettelse af hendes karriere. Hvad angår brugen af udtrykket »ændring af indplacering« i denne e-mail anførte sagsøgeren i retsmødet, at proceduren med henblik på at genoprette hendes karriere nødvendigvis ville medføre en indplacering i en anden lønklasse.

29      Den 27. marts 2019 besvarede personaledirektoratet den i præmis 26 ovenfor nævnte e-mail fra sagsøgeren som følger:

»I forbindelse med Deres anmodning skal jeg anmode Dem om at oplyse, hvornår De har mulighed for at deltage i et møde med henblik på at drøfte Deres karriere […]«

30      Henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 24 ovenfor, skal det imidlertid fastslås, at denne e-mailkorrespondance på ingen måde godtgør indholdet af mødet af 26. marts 2019. Den kan derfor ikke godtgøre, at sagsøgeren under dette møde blev gjort bekendt med den anfægtede afgørelse, således som EØSU har hævdet.

31      Som det fremgår af den forklaring, som sagsøgeren gav i retsmødet (jf. præmis 28 ovenfor) gør den omstændighed, at hun i sin e-mail af 26. marts 2019 blot nævnte spørgsmålet om ændret indplacering, det ikke muligt uden tvivl at konkludere, at hun fik kendskab til den anfægtede afgørelse på det af EØSU hævdede tidspunkt. Dette gælder så meget desto mere, som sagsøgeren med denne e-mail alene ønskede at »finde en måde«, hvorpå hendes karriereforløb kunne blive genoprettet, og ikke anfægtede et afslag på at tildele hende en sådan ændret indplacering, hvilket udgør en helt forståelig fremgangsmåde i forbindelse med en anmodning om genoprettelse af karrieren.

32      For det andet har EØSU ud over denne e-mailkorrespondance fremlagt et uddrag af personaledirektoratets elektroniske kalender, som har til formål at godtgøre, at der den 28. marts 2019 blev afholdt et møde på ca. en time mellem sagsøgeren og dette direktorat. Under dette møde oplyste direktoratet sagsøgeren om begrundelsen for den anfægtede afgørelse, som sagsøgeren havde fået kendskab til den 26. marts 2019. Det skal imidlertid straks bemærkes, at denne oplysning er i strid med afgørelsen om klagen, således som det fremgår af præmis 20 ovenfor.

33      Den nævnte oplysning er desuden på ingen måde understøttet af beviser. Navnlig indeholder det uddrag af den elektroniske kalender, der er nævnt i præmis 32 ovenfor, ingen præcisering af formålet med mødet af 28. marts 2019, og EØSU har hverken fremsendt et referat af dette møde eller en erklæring fra personaledirektoratet, der giver oplysninger om, hvilke emner der blev drøftet under dette møde.

34      For det tredje har EØSU henvist til den e-mail af 15. marts 2019, som EØSU fremlagde i retsmødet, hvori formanden for gruppe I foreslog at ændre indplaceringen af to ansatte, der gjorde tjeneste ved den nævnte gruppes sekretariat. EØSU er af den opfattelse, at det heraf følger, at sagsøgeren nødvendigvis fik kendskab til den anfægtede afgørelse under mødet af 26. marts 2019.

35      I denne henseende bemærkes, at det af artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement bl.a. fremgår, at parterne kan anføre yderligere beviser, inden retsforhandlingernes mundtlige del er afsluttet, forudsat at den forsinkede påberåbelse af beviserne begrundes.

36      I det foreliggende tilfælde har EØSU imidlertid ikke begrundet den forsinkede fremlæggelse af beviser som nævnt i præmis 34 ovenfor. Denne konstatering gælder så meget desto mere, som sagsøgeren allerede i replikken bestred det argument, som EØSU havde anført i svarskriftet, vedrørende indholdet af mødet af 28. marts 2019. Det følger heraf, at e-mailen af 15. marts 2019 skal anses for at være fremlagt for sent i henhold til procesreglementets artikel 85, stk. 3, hvilket indebærer, at dette dokument skal afvises fra realitetsbehandling.

37      Det skal under alle omstændigheder konstateres, at e-mailen af 15. marts 2019 blot udgør et forslag om ændring af indplaceringen fra formanden for gruppe I, der som forberedende akt ikke udgør den afgørelse, hvorved generalsekretæren i sin egenskab af ansættelsesmyndighed afslog at ændre sagsøgerens indplacering.

38      I denne henseende bemærkes, at kun de foranstaltninger, der har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af den pågældendes retsstilling, udgør retsakter eller afgørelser, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål. Når der er tale om retsakter eller afgørelser, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig en intern procedure, såsom proceduren vedrørende ændring af midlertidigt ansattes indplacering, er det kun de foranstaltninger, som definitivt fastlægger institutionens standpunkt som afslutning på denne procedure, der udgør retsakter, der kan anfægtes. Foreløbige foranstaltninger, hvis formål er at forberede den endelige afgørelse, er til gengæld ikke bebyrdende retsakter som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og kan kun anfægtes som led i et søgsmål anlagt til prøvelse af retsakter, der kan annulleres (jf. analogt dom af 5.3.2003, Staelen mod Parlamentet, T-24/01, EU:T:2003:52, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.9.2015, Anagnostu m.fl. mod Kommissionen, F-72/11, EU:F:2015:103, præmis 38).

39      Det skal imidlertid konstateres, at selv om det antages, at den omstændighed, at sagsøgeren ikke er nævnt i e-mailen af 15. marts 2019, kan anses for en afgørelse truffet af formanden for gruppe I om ikke over for generalsekretæren at foreslå at ændre sagsøgerens indplacering, udgør denne retsakt kun et af de på hinanden følgende trin i den indplaceringsprocedure, der afsluttes ved afgørelsen om i givet fald at ændre indplaceringen af andre midlertidigt ansatte; denne afgørelse skal i øvrigt offentliggøres som omhandlet i vedtægtens artikel 25, stk. 3, som i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 11 finder anvendelse på midlertidigt ansatte. Retsstillingen for de midlertidigt ansatte, hvis indplacering kan ændres, påvirkes først fra det tidspunkt, hvor listen over de midlertidigt ansatte, hvis indplacering er blevet ændret, er blevet udarbejdet og behørigt offentliggjort. Det følger heraf, at forslagene fra formanden for gruppe I udgør forberedende retsakter til ansættelsesmyndighedens afgørelse om udfærdigelse af listen over de midlertidigt ansatte, hvis indplacering er blevet ændret (jf. i denne retning og analogt dom af 19.3.2003, Tsarnavas mod Kommissionen, T-188/01 – T-190/01, EU:T:2003:77, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.9.2015, Anagnostu m.fl. mod Kommissionen, F-72/11, EU:F:2015:103, præmis 39).

40      Eftersom det er ubestridt, at generalsekretærens afgørelser om ændring af midlertidigt ansattes indplacering ikke er blevet offentliggjort i overensstemmelse med vedtægtens artikel 25, stk. 3, og eftersom EØSU i retsmødet oplyste, at det ikke var bekendt med, hvornår generalsekretæren som ansættelsesmyndighed traf afgørelse om de forslag til ændring af indplaceringen, der er nævnt i e-mailen af 15. marts 2019, var sagsøgeren imidlertid endnu mindre i stand til at vide, på hvilket tidspunkt den anfægtede afgørelse blev truffet. EØSU kan derfor ikke med føje gøre gældende, at sagsøgeren på fornøden vis fik kendskab til den nævnte afgørelse senest den 26. marts 2019, hvilket indebærer, at klagen ikke blev indgivet for sent.

41      Følgelig skal den af EØSU fremsatte formalitetsindsigelse forkastes og søgsmålet antages til realitetsbehandling.

 Om annullationspåstanden

42      Sagsøgeren har til støtte for annullationspåstanden fremsat fire anbringender. Stævningens indhold giver imidlertid anledning til at opdele disse i fem anbringender. Det første anbringende vedrører i det væsentlige tilsidesættelse af forpligtelsen til at begrunde den anfægtede afgørelse. De øvrige fire anbringender vedrører for så vidt angår det andet tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, det tredje tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, det fjerde anlæggelsen af et åbenbart urigtigt skøn og det femte tilsidesættelse af omsorgspligten.

43      Under omstændighederne i den foreliggende sag finder Retten det hensigtsmæssigt først at foretage en samlet behandling af det andet og det tredje anbringende, der henholdsvis vedrører tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet.

44      Sagsøgeren har i det væsentlige foreholdt EØSU at have tilsidesat ligebehandlingsprincippet, hvorefter EØSU var forpligtet til at fastsætte objektive og gennemsigtige kriterier, der gør det muligt for midlertidigt ansatte at få kendskab til reglerne for ændring af indplaceringen, og har anført, at fraværet af en klar, præcis, forudsigelig og gennemsigtig procedure på dette område er i strid med retssikkerhedsprincippet.

 Om formaliteten vedrørende det andet og det tredje anbringende

45      EØSU har fremsat en formalitetsindsigelse for så vidt angår det andet og det tredje anbringende med den begrundelse, at sagsøgeren ikke har forklaret, hvorledes den omstændighed, at der ikke findes skriftlige regler om ændring af midlertidigt ansattes indplacering, personligt går hende imod, hvilket indebærer, at de argumenter, der er fremført i forbindelse med disse anbringender, alene er påberåbt i lovens interesse og følgelig ikke kan antages til realitetsbehandling.

46      I denne henseende bemærkes, at selv om en tjenestemand ifølge fast retspraksis ikke er beføjet til at handle i lovens eller institutionernes interesse og ikke til støtte for et annullationssøgsmål kan gøre andre end sine egne klagepunkter gældende, er det imidlertid tilstrækkeligt, at den hævdede ulovlighed har haft konsekvenser for den pågældendes retsstilling, for at det klagepunkt, som vedkommende udleder heraf, anses for et personligt klagepunkt (dom af 10.11.2011, Merhzaoui mod Rådet, F-18/09, EU:F:2011:180, præmis 63). I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren imidlertid netop gjort gældende, at hendes personlige retsstilling er blevet påvirket af, at der ikke forelå klare og præcise kriterier for at ændre midlertidigt ansattes indplaceringen i forbindelse med indplaceringsproceduren i 2019, hvilket er i strid med ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet. Som følge heraf skal det andet og det tredje anbringende antages til realitetsbehandling.

 Hvorvidt det andet og det tredje anbringende er begrundet

47      Retssikkerhedsprincippet har til formål at sikre forudsigelighed i de retlige situationer og forhold, der henhører under EU-retten (dom af 3.7.2019, PT mod EIB, T-573/16, EU:T:2019:481, præmis 233), og kræver, at enhver administrativ retsakt, der har retsvirkninger, skal være klar og præcis, for at de berørte personer ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter (jf. i denne retning dom af 27.1.2016, DF mod Kommissionen, T-782/14 P, EU:T:2016:29, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis). Dette krav gælder i særdeleshed, når den pågældende retsakt kan være bebyrdende for de berørte personer (jf. i denne retning dom af 11.5.2017, Deza mod ECHA, T-115/15, EU:T:2017:329, præmis 135).

48      I denne sammenhæng bemærkes, at EØSU ved afgørelse nr. 114/16 A om vedtagelse af regler for forfremmelse har fastsat skriftlige og kodificerede regler om ændring af kontraktansattes og tjenestemænds indplacering.

49      Det er derimod ubestridt, at EØSU ikke har vedtaget en sådan afgørelse på området for ændring af midlertidigt ansattes indplacering. Der findes således ingen bindende tekst eller noget andet dokument, der præciserer, på grundlag af hvilke vurderingselementer disse ansatte kan opnå en ændring af deres indplacering, hvilken sammenhæng der består mellem den af EØSU indførte bedømmelsesordning for midlertidigt ansatte og mulighederne for at ændre deres indplacering, eller hvilke garantier der gælder i forbindelse med undersøgelsen af individuelle situationer, inden der træffes afgørelser på dette område.

50      EØSU har imidlertid påberåbt sig, at der findes en fast praksis vedrørende ændring af midlertidigt ansattes indplacering, som de ansatte er bekendt med, og som opfylder kravene i ansættelsesvilkårene og retspraksis. Sagsøgeren har bestridt, at der foreligger en sådan praksis, og er under alle omstændigheder af den opfattelse, at den hverken er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet eller retssikkerhedsprincippet.

51      Det fremgår af artikel 80, stk. 3, i EØSU’s forretningsorden, at ansættelsesmyndighedens beføjelser med hensyn til anvendelsen af bl.a. ansættelsesvilkårenes artikel 10, stk. 3, der regulerer ændringen af midlertidigt ansattes indplacering, udøves af generalsekretæren på forslag af formændene for EØSU’s tre grupper. Disse forslag er selv resultatet af forslag, der er fremsat af kontorcheferne for de midlertidigt ansatte, der gør tjeneste i deres enhed, og er i øvrigt afhængige af de tilgængelige budgetmidler.

52      Det fremgår af de præciseringer, som EØSU fremkom med i retsmødet, at den praksis, som EØSU har henvist til, bl.a. vedrører indplaceringsprocedurens forløb, mens ændringen af midlertidigt ansattes indplacering ud fra et materielt synspunkt sker på grundlag af en sammenligning af fortjenester og under overholdelse af ligebehandlingsprincippet. EØSU har imidlertid fremhævet, at den særlige karakter, navnlig den »meget politiske« karakter, der kendetegner dets sammensætning, er til hinder for, at det kan indføre en indplaceringsordning for midlertidigt ansatte, der er baseret på en bedømmelse af fortjenester, og som kan sammenlignes med den ordning, der finder anvendelse på tjenestemænd i henhold til vedtægtens artikel 45. EØSU har i denne henseende tilføjet, at de relevante kriterier for ændring af midlertidigt ansattes indplacering er »grundlæggende forskellige« fra dem, der skal tages hensyn til i forbindelse med forfremmelsen af tjenestemænd.

53      EØSU har i sit skriftlige indlæg ligeledes gjort gældende, at det i forbindelse med ændringen af midlertidigt ansattes indplacering inden for de tre grupper, som det består af, bl.a. tager de tilgængelige budgetmidler og de forfremmelsessatser, der er fastsat i bilag I.B til vedtægten, i betragtning for at tage hensyn til den anciennitet, som de ansatte har i deres lønklasse (den gennemsnitlige varighed er fire års anciennitet i en lønklasse).

54      Det fremgår af retspraksis, at institutionerne har valgfrihed med hensyn til organisering og forvaltning af personalet, og at de som følge heraf navnlig ikke er underlagt en forpligtelse til at vedtage en bestemt bedømmelses- og indplaceringsordning frem for en anden (jf. i denne retning dom af 14.2.2007, Simões Dos Santos mod KHIM, T-435/04, EU:T:2007:50, præmis 132 og den deri nævnte retspraksis), forudsat at de overholder EU-rettens generelle principper, herunder bl.a. ligebehandlingsprincippet.

55      Ansættelsesvilkårene indeholder desuden ikke en specifik bestemmelse, der vedrører ændring af midlertidigt ansattes indplacering, svarende til vedtægtens artikel 45, der finder anvendelse på tjenestemænd. EØSU har i denne henseende med rette gjort gældende, at de regler, der finder anvendelse på ændringen af midlertidigt ansattes indplacering, ikke kan være identiske med de regler, der finder anvendelse på tjenestemænd. Midlertidigt ansatte har nemlig ikke den samme adgang som tjenestemænd til at gøre karriere ved institutionerne (om tjenestemænds adgang til at gøre karriere jf. dom af [28.6.]2007, Silva mod Kommissionen, F-21/06, EU:F:2007:116, præmis 70, 71 og 76). Vurderingen af de faglige fortjenester hos de midlertidigt ansatte, der som sagsøgeren er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra c), kan endvidere støttes på vurderingselementer, der tager hensyn til det særlige ansættelsesforhold, som knytter dem til institutionen, bl.a. at der består et særligt tillidsforhold, og i givet fald den politiske sammenhæng, hvori de udøver deres arbejdsopgaver.

56      Det forholder sig ikke desto mindre således, at enhver ændring af indplaceringen skal finde sted under overholdelse af de generelle retsprincipper såsom ligebehandlingsprincippet, der desuden er fastsat i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som er bindende for Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, og retssikkerhedsprincippet (jf. dom af 13.7.2018, K. Chrysostomides & Co. m.fl. mod Rådet m.fl., T-680/13, EU:T:2018:486, præmis 440, og af 3.7.2019, PT mod EIB, T-573/16, EU:T:2019:481, præmis 233 og den deri nævnte retspraksis). EØSU har i øvrigt ikke bestridt dette forhold.

57      I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at princippet om ligebehandling er et almindeligt og grundlæggende princip i EU-retten, som kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet. Ligebehandlingsprincippet er tilsidesat, når to persongrupper, hvis retlige og faktiske situation ikke adskiller sig væsentligt fra hinanden, behandles forskelligt, eller når forskellige situationer behandles ens (jf. i denne retning dom af 20.2.2009, Kommissionen mod Bertolete m.fl., T-359/07 P – T-361/07 P, EU:T:2009:40, præmis 37 og 38 og den deri nævnte retspraksis).

58      Overholdelsen af det nævnte princip kræver, at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer har adgang til en række vurderingselementer, såsom bedømmelsesrapporter, der kan tjene som grundlag for deres bedømmelse af fortjenesterne, med henblik på at undgå risikoen for vilkårlighed og sikre ligebehandling af de personer, der kan forfremmes (jf. i denne retning og analogt dom af 15.12.2015, Bonazzi mod Kommissionen, F-88/15, EU:F:2015:150, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

59      Selv om institutionerne i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 54 ovenfor, har en skønsbeføjelse, tilkommer det imidlertid endvidere Unionens retsinstanser at efterprøve, om pågældende institution, organ, kontor eller agentur, i det foreliggende tilfælde EØSU, har overholdt ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet i forbindelse med tilrettelæggelsen af indplaceringsproceduren for midlertidigt ansatte, og navnlig i forbindelse med den sammenlignende undersøgelse, der er forbundet hermed (jf. i denne retning dom af 13.7.2018, K. Chrysostomides & Co. m.fl. mod Rådet m.fl., T-680/13, EU:T:2018:486, præmis 440, og af 3.7.2019, PT mod EIB, T-573/16, EU:T:2019:481, præmis 233 og den deri nævnte retspraksis).

60      Som det fremgår af præmis 49 ovenfor, har EØSU for så vidt angår ændringen af midlertidigt ansattes indplacering imidlertid ikke indført vurderingselementer, der gør det muligt at foretage en sammenligning af fortjenester, som overholder ligebehandlingsprincippet. De betingelser, der er nævnt i præmis 53 ovenfor, er alene ikke tilstrækkelige til at foretage en udvælgelse mellem de midlertidigt ansatte, hvis indplacering kan ændres. Den praksis, som EØSU følger på dette område, sikrer således ikke, at forslagene om ændring af indplaceringen udarbejdes på et fælles grundlag af samtlige kontorchefer og gruppeformænd, og at de afgørelser, som generalsekretæren træffer som ansættelsesmyndighed, overholder ligebehandlingsprincippet.

61      Denne mangel på vurderingselementer er så meget desto mere betænkelig, som afgørelserne om ændring af indplaceringen, således som det fremgår af præmis 40 ovenfor, ikke offentliggøres inden for EØSU i overensstemmelse med vedtægtens artikel 25, stk. 3, hvilket ligeledes er i strid med retssikkerhedsprincippet.

62      I denne henseende bemærkes, at gennemsigtighedsforpligtelsen følger af ligebehandlingsprincippet, idet den har til formål at sikre en passende grad af offentlighed, der gør det muligt at kontrollere, at administrationen ikke har handlet partisk og vilkårligt (jf. i denne retning og analogt dom af 15.4.2011, IPK International mod Kommissionen, T-297/05, EU:T:2011:185, præmis 124).

63      Det følger heraf, at EØSU’s manglende offentliggørelse af afgørelserne om ændring af indplacering ikke blot er i strid med vedtægtsbestemmelserne, men kan desuden påvirke de rettigheder, som tilkommer de midlertidigt ansatte, der gør tjeneste ved sekretariaterne for EØSU’s forskellige grupper, for så vidt som dette er til hinder for, at det kan kontrolleres, om administrationen har handlet upartisk i forbindelse med en indplaceringsprocedure.

64      Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at hendes karriere i modsætning til, hvad der er tilfældet for de af hendes kolleger, som ligeledes gør tjeneste ved sekretariaterne for EØSU’s tre grupper, har udviklet sig særdeles langsomt. Over en periode på 19 år er hendes indplacering nemlig kun blevet ændret to gange med virkning fra henholdsvis den 1. januar 2007 og den 1. januar 2016.

65      Sagsøgeren har til støtte for sin argumentation fremlagt en sammenligningstabel, som hun har udarbejdet med henblik på at godtgøre, at hendes kolleger, der er midlertidigt ansatte inden for EØSU’s tre grupper, har gennemgået en hurtigere karriereudvikling end hende.

66      Den sammenligningstabel, som sagsøgeren har udarbejdet, viser imidlertid ikke, at EØSU har anvendt kriteriet om fire års anciennitet for ændring af midlertidigt ansattes indplacering og ligebehandlingsprincippet, således som det har hævdet (jf. præmis 53 ovenfor). Det fremgår således af denne tabel, at der består væsentlige forskelle med hensyn til den hastighed, hvormed ændringen af indplaceringen af de forskellige midlertidigt ansatte, der gør tjeneste ved sekretariaterne i EØSU’s tre grupper, har fundet sted. Hvad angår gruppe I, som sagsøgeren tilhører, fremgår det eksempelvis af denne tabel, at en midlertidigt ansat er avanceret tre lønklasser (fra AST 2 til AST 5) på to år, mens en anden ansat har opnået et tilsvarende avancement (fra AST 3 til AD 6) på næsten seks år. Det samme gælder for de midlertidigt ansatte, der gør tjeneste ved sekretariatet for arbejdstagergruppen, og for hvem forskellene i karriereudviklingen er endnu mere markante. Det fremgår eksempelvis, at en midlertidigt ansat, der tilhører denne sidstnævnte gruppe, er avanceret to lønklasser (fra AST 4 til AST 6) på seks år, mens en anden ansat er avanceret tre lønklasser (fra AST 4 til AST 7) på nitten år.

67      EØSU har ikke fremført noget argument, der kan tilbagevise indholdet af denne tabel eller sagsøgerens argumenter om de forskelle, der med hensyn til hastigheden i karriereudviklingen består mellem de midlertidigt ansatte, der gør tjeneste ved sekretariaterne for EØSU’s grupper, navnlig sekretariatet for gruppe I. Navnlig har EØSU ikke fremlagt nogen oplysninger, der gør det muligt at konkludere, at de kriterier, som EØSU hævder at anvende i forbindelse med ændring af midlertidigt ansattes indplacering, dvs. bl.a. antallet af ledige stillinger og reglen om anciennitet i lønklassen, anvendes under overholdelse af ligebehandlingsprincippet.

68      Hvis der foreligger en række tilstrækkeligt samstemmende indicier, som støtter sagsøgerens argumentation, påhviler det den sagsøgte institution i form af objektive oplysninger, der kan undergives domstolsprøvelse, at føre bevis for, at der foreligger en praksis, som er i overensstemmelse med det nævnte princip (jf. i denne retning og analogt dom af 8.11.2018, RA mod Revisionsretten, T-874/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:757, præmis 56).

69      Det bemærkes imidlertid, at EØSU i forbindelse med beskrivelsen af den måde, hvorpå indplaceringsproceduren blev tilrettelagt i 2019, kun i vage vendinger har forklaret, hvilken metode ansættelsesmyndigheden fulgte med henblik på at foretage sammenligningen af fortjenesterne hos de midlertidigt ansatte, hvis indplacering kan ændres. EØSU’s forklaringer gør det nemlig ikke muligt at fastlægge, hverken på hvilken måde eller på hvilket grundlag ansættelsesmyndigheden eller formanden for gruppe I faktisk foretog denne sammenligning af fortjenester ud fra vurderingselementer, der afspejler EØSU’s struktur, behov og særlige organisation (jf. i denne retning og analogt dom af 8.11.2018, RA mod Revisionsretten, T-874/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:757, præmis 57).

70      Disse betragtninger drages ikke i tvivl af de andre argumenter, som EØSU har fremført.

71      For det første har EØSU gjort gældende, at det ikke har mulighed for at indføre en indplaceringsordning for midlertidigt ansatte, svarende til den forfremmelsesordning, som gælder for tjenestemænd, og som udelukkende er baseret på en ordning med sammenligning af fortjenester, idet ændringen af midlertidigt ansattes indplacering inden for EØSU sker på grundlag af særskilte betragtninger. I denne henseende har EØSU henvist til forskellige organisatoriske begrænsninger.

72      EØSU har for det første anført, at ændringen af en midlertidigt ansats indplacering forudsætter, at der er sket en ændring i de arbejdsopgaver, som den pågældende udfører. EØSU har for det andet nævnt, at de midlertidigt ansatte, der gør tjeneste ved EØSU, er omfattet af en anden budgetpost end tjenestemænd, idet de førstnævnte placeres i ikke-faste stillinger. I denne henseende er enhver indplacering betinget af, at der foreligger et årligt tildelt budget. For det tredje og som følge heraf kan ændringen af en midlertidigt ansats indplacering kun ske, hvis en stilling svarende til den nye lønklasse bliver ledig, idet antallet af stillinger for midlertidigt ansatte er udtømmende fastsat som følge af budgetmæssige begrænsninger. I denne henseende har EØSU bl.a. anført, at en indplaceringsordning, der er baseret på en sammenligning af fortjenester, såsom den ordning, der gælder for forfremmelse af tjenestemænd, ikke gør det muligt at sikre en ensartet fordeling af de opgaver, der svarer til lønklasse AST 1 – AST 9 inden for EØSU, navnlig i de enheder, der fungerer med et meget lille antal ansatte, såsom sekretariaterne for de grupper, der indgår i EØSU.

73      Det skal imidlertid konstateres, at de af EØSU påberåbte begrænsninger ikke i sig selv er særlige for den struktur og organisering, der kendetegner de nævnte gruppers sekretariater, og heller ikke uoverstigelige, og de kan ikke anses for at være af en sådan art, at de er egnede til at forhindre indførelsen af klare, objektive og gennemsigtige vurderingselementer, der kan sammenlignes, i forbindelse med ændringen af midlertidigt ansattes indplacering, som gør det muligt at sikre overholdelsen af retssikkerhedsprincippet og ligebehandlingsprincippet.

74      Hvad angår de af EØSU påberåbte budgetmæssige hensyn skal det fremhæves, at sådanne begrænsninger ikke i sig selv kan begrunde, at der ikke er fastsat klare, præcise og ikke-diskriminerende procedurer eller interne regler for ændringen af midlertidigt ansattes indplacering (jf. i denne retning og analogt dom af 20.7.2016, RN mod Kommissionen, F-104/15, EU:F:2016:163, præmis 72).

75      For det andet gjorde EØSU i retsmødet gældende, at eftersom EØSU er et »meget politisk« organ, adskiller de fortjenester, der skal tages i betragtning i forbindelse med ændringen af dets midlertidigt ansattes indplacering, sig fra de fortjenester, der skal tages hensyn til i forbindelse med forfremmelsen af tjenestemænd, som er reguleret ved vedtægtens artikel 45.

76      Som det fremgår af præmis 54 og 59 ovenfor, kan institutionerne frit fastlægge vurderingselementerne ud fra deres egne tjenstlige behov og deres respektive organisatoriske særegenheder og er ikke forpligtede til at overføre de regler, der finder anvendelse på forfremmelse af tjenestemænd, på ændringen af midlertidigt ansattes indplacering.

77      I denne henseende har EØSU anført, at selv om ansættelsesvilkårenes artikel 16, stk. 1, indebærer, at vedtægtens artikel 45 finder anvendelse på de midlertidigt ansatte, der gør tjeneste ved Europa-Parlamentets politiske grupper, og ikke på de midlertidigt ansatte, der gør tjeneste ved EØSU’s grupper, udgør kriterierne i den nævnte artikel 45, hvorefter der skal foretages en sammenligning af fortjenester og tages hensyn til anciennitet i lønklassen, principper, der er uløseligt forbundet med alle de interne retningslinjer, der finder anvendelse på EØSU’s personale.

78      For det første gør denne generelle konstatering det imidlertid hverken muligt at forstå, hvorledes kriterierne i vedtægtens artikel 45 finder anvendelse på ændringen af de midlertidigt ansattes indplacering ved EØSU, eller at efterprøve, om de faktisk er blevet anvendt i det foreliggende tilfælde.

79      For det andet synes denne konstatering under alle omstændigheder at være i strid med det argument, som EØSU fremførte i retsmødet, hvorefter dette udvalgs »meget politiske« karakter er til hinder for, at EØSU kan indføre en indplaceringsordning for midlertidigt ansatte, der er baseret på en sammenligning af fortjenester, i lighed med den forfremmelsesordning, der er fastsat i vedtægtens artikel 45. Det er endvidere tilstrækkeligt at bemærke, at EØSU, for så vidt som denne bestemmelse, sammenholdt med ansættelsesvilkårenes artikel 16, stk. 1, fastsætter en forfremmelsesordning, der er baseret på fortjenester, bl.a. for de midlertidigt ansatte, der gør tjeneste ved politiske grupper i Parlamentet, som i meget høj grad udgør politiske grupper, ikke med føje kan gøre gældende, at den politiske karakter af de grupper, som indgår heri, forhindrer EØSU i at indføre en ordning for sammenligning af fortjenester for de midlertidigt ansatte, der gør tjeneste ved de nævnte grupper.

80      Det påhviler Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer i forbindelse med udøvelsen af deres organisationsfrihed som nævnt i præmis 54 og 59 ovenfor på forhånd at fastlægge sammenlignelige vurderingselementer med henblik på at overholde ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet og samtidig tage hensyn til de særlige behov, der er kendetegnende for deres tjenester. Det følger heraf, at EØSU ikke med føje kan påberåbe sig, at det befinder sig i en særlig situation, hvori det ikke er muligt at vedtage gennemsigtige, forudsigelige og ikke-diskriminerende vurderingselementer for bedømmelsen af fortjenester, med henblik på at gøre det muligt for dets personale at vurdere lovligheden af afgørelserne om ændring af indplaceringen og for Retten at efterprøve denne lovlighed i forhold til retssikkerhedsprincippet og ligebehandlingsprincippet.

81      Under disse omstændigheder skal det andet og det tredje anbringende tages til følge og den anfægtede afgørelse følgelig annulleres, idet den tilsidesætter ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet, uden at det er nødvendigt at undersøge de andre anbringender, som sagsøgeren har fremsat i forbindelse med annullationspåstanden.

 Om erstatningspåstanden

82      Sagsøgeren er af den opfattelse, at hun har lidt en ikke-økonomisk skade som følge af den usikre situation, som hun befinder sig i med hensyn til udviklingen af sin karriere, hvilket er en konsekvens af, at EØSU ikke har vedtaget klare, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier for ændringen af midlertidigt ansattes indplacering. Sagsøgeren er af den opfattelse, at der altid vil herske tvivl om, hvorledes de fortjenester, som hun ville have kunnet godtgøre eksistensen af, hvis der på forhånd havde været fastsat klare og præcise kriterier, ville være blevet bedømt. Sagsøgeren har derfor nedlagt påstand om, at EØSU tilpligtes at betale hende erstatning, som efter ret og billighed er opgjort til 2 000 EUR.

83      EØSU er af den opfattelse, at de argumenter, som sagsøgeren har fremført inden for rammerne af erstatningspåstanden, er ugrundede. For det første har EØSU ikke begået en ulovlighed, der kan forvolde sagsøgeren skade. Eftersom den anfægtede afgørelse er truffet i en sammenhæng, som er sagsøgeren bekendt, kan hun for det andet som grundlag for sit erstatningskrav ikke påberåbe sig, at der bestod usikkerhed med hensyn til udviklingen af hendes karriere.

84      Indledningsvis skal det bemærkes, at almindeligvis er opfyldelsen af en række betingelser en forudsætning for, at en EU-institution, et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur kan ifalde ansvar, herunder at den adfærd, som institutionen, organet, kontoret eller agenturet hævdes at have udvist, er retsstridig, at det påberåbte tab foreligger, og at der består en årsagsforbindelse mellem den påtalte adfærd og den påståede skade, idet disse tre betingelser er kumulative (jf. dom af 3.10.2019, DQ m.fl. mod Parlamentet, T-730/18, EU:T:2019:725, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

85      I det foreliggende tilfælde er de tre kumulative betingelser, der er nævnt i præmis 84 ovenfor, dvs. EØSU’s retsstridige adfærd, den skade, som sagsøgeren har lidt, og årsagsforbindelsen mellem disse to forhold, opfyldt.

86      Det fremgår af retspraksis, at annullation af en ulovlig retsakt, såsom den anfægtede afgørelse, i sig selv kan udgøre en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt, medmindre sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation (jf. dom af 19.5.2015, Brune mod Kommissionen, F-59/14, EU:F:2015:50, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.7.2015, Murariu mod EIPOA, F-116/14, EU:F:2015:89, præmis 150 og den deri nævnte retspraksis).

87      I det foreliggende tilfælde kan annullation af den anfægtede afgørelse imidlertid ikke i sig selv fuldt ud erstatte den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt.

88      Det er korrekt, at EØSU i henhold til artikel 266 TEUF er forpligtet til at opfylde den foreliggende dom ved at foretage en ændring af midlertidigt ansattes indplacering på grundlag af klare, gennemsigtige og ikke-diskriminerende vurderingselementer. Den ulovlighed, der består i, at de nævnte kriterier ikke forelå før anlæggelsen af den foreliggende sag, kan imidlertid ikke let afhjælpes med tilbagevirkende kraft. Det er nemlig ikke muligt at forudsige, hvilke karakteristika der vil være kendetegnende for de vurderingselementer, som EØSU vil vedtage, og det er vanskeligt at afgøre, hvorledes sagsøgerens indsats vil blive bedømt på grundlag af disse elementer. Uanset indholdet af de regler, som EØSU måtte vedtage, vil der fortsat bestå tvivl med hensyn til muligheden for at ændre sagsøgerens indplacering med tilbagevirkende kraft og i givet fald med hensyn til den indsats, som sagsøgeren ville have kunnet godtgøre, hvis der fra begyndelsen var blevet fastsat vurderingselementer for ændringen af indplaceringen. Denne tvivl udgør en skade, der følger direkte af den af EØSU begåede ulovlighed, og den usikkerhed, som sagsøgeren har oplevet med hensyn til udviklingen af sin karriere, kan ikke erstattes ved de foranstaltninger til opfyldelse af dommen, som EØSU skal vedtage (jf. i denne retning og analogt dom af 12.5.2011, AQ mod Kommissionen, F-66/10, EU:F:2011:56, præmis 110).

89      Under disse omstændigheder finder Retten, at den af sagsøgeren lidte skade i overensstemmelse med sagsøgerens påstand efter ret og billighed skal opgøres til 2 000 EUR, som udgør en passende erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er forvoldt som følge af den af EØSU begåede ulovlighed.

 Sagsomkostninger

90      Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. EØSU har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

1)      Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs (EØSU) afgørelse om ikke at ændre Paula Correias indplacering i forbindelse med indplaceringsproceduren i 2019 annulleres.

2)      EØSU betaler Paula Correia 2 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som hun har lidt.

3)      EØSU betaler sagsomkostningerne.

Gervasoni

Nihoul

Frendo

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. april 2021.

Underskrifter


*      Processprog: fransk.