Language of document : ECLI:EU:F:2013:17

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE (Første Afdeling)

21. februar 2013 (*)

»Personalesag – artikel 34, stk. 1 og 6, i procesreglementet – stævning indgivet pr. fax inden for søgsmålsfristen – advokatens håndskrevne underskrift forskellig fra underskriften på originaleksemplaret af stævningen, som blev fremsendt pr. post – sagen for sent anlagt – åbenbart afvisningsgrundlag«

I sag F-113/11,

angående et søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106a,

Luigi Marcuccio, tidligere tjenestemand ved Europa-Kommissionen, Tricase (Italien), ved advokat G. Cipressa,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved C. Berardis-Kayser og J. Baquero Cruz, som befuldmægtigede, bistået af advokat A. Dal Ferro,

sagsøgt,

har

PERSONALERETTEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Kreppel, og dommerne E. Perillo (refererende dommer) og R. Barents,

justitssekretær: W. Hakenberg,

afsagt følgende

Kendelse

1        Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor ved skrivelse af 31. oktober 2011 har Luigi Marcuccio anlagt denne sag og i det væsentlige nedlagt påstand om annullation af Europa-Kommissionens stiltiende afgørelse om afslag på sagsøgerens ansøgning om en lønefterbetaling for august 2010. Inden originaleksemplaret af stævningen blev fremsendt pr. post, modtog Personalerettens Justitskontor den 25. oktober 2011 et dokument, der den samme dato blev fremsendt pr. telefax, og hvoraf fremgik, at der var tale om en genpart af originaleksemplaret af den stævning, der var fremsendt pr. post.

 Retsforskrifter

2        Artikel 91 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) bestemmer:

»[...]

2.      En klage kan kun antages til påkendelse ved Den Europæiske Unions Domstol, når:

–        der for ansættelsesmyndigheden i forvejen er indbragt en klage efter artikel 90, stk. 2, inden for den deri fastsatte frist, og

–        denne klage har været genstand for en udtrykkelig eller stiltiende afvisning.

3.      Den i stk. 2 omhandlede klage skal fremsættes inden for en frist på tre måneder. Fristen løber fra:

–        den dag, hvor den afgørelse, der er truffet som svar på klagen, meddeles

–        den dag, hvor fristen for at afgive svar udløber, når klagen vedrører en stiltiende afvisning af en klage, der er fremsat i henhold til artikel 90, stk. 2; når der imidlertid på en stiltiende afvisning inden for klagefristen følger en udtrykkelig afvisning af en klage, løber klagefristen på ny.

[…]«

3        Artikel 34 i procesreglementet for Personaleretten, der vedrører indgivelse af processkrifter, bestemmer:

»1.      Det originale eksemplar af ethvert processkrift skal underskrives af partsrepræsentanten.

[...]

6.      Ved afgørelsen af, om procesfristerne er overholdt, gælder den dato, hvor en genpart af det underskrevne originaleksemplar af et processkrift, […] når frem til Justitskontoret ved ethvert teknisk kommunikationsmiddel, som Retten råder over, såfremt det underskrevne originaleksemplar af processkriftet […] indleveres til Justitskontoret senest ti dage efter, at genparten af originaleksemplaret er modtaget […]«

4        Procesreglementets artikel 100, der vedrører beregning af frister, har følgende ordlyd:

»1.      De procesfrister, som er fastsat i traktaterne, statutten og dette reglement, beregnes på følgende måde.

[...]

b)      En frist, der er udtrykt i uger, måneder eller år, udløber ved udgangen af den dag, der i fristens sidste uge, måned eller år er samme ugedag eller dag i måneden som den dag, hvor den begivenhed er indtruffet, eller den handling er foretaget, fra hvilken fristen regnes. Såfremt den dag, på hvilken en tidsfrist, der er udtrykt i måneder eller år, ville udløbe, ikke forekommer i fristens sidste måned, udløber fristen med udgangen af månedens sidste dag.

[…]

d)      Ved beregningen af tidsfristerne medregnes lovbestemte fri- og helligdage, søndage og lørdage.

e)      Fristerne løber også i retsferierne.

2.      Ville fristen udløbe på en lørdag, søndag eller lovbestemt fri- eller helligdag, udløber den først ved udgangen af den følgende hverdag.

Den af Domstolen udfærdigede liste over lovbestemte fri- eller helligdage, som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, gælder ved Retten.

3.      Procesfristerne forlænges under hensyn til afstanden med en fast særlig frist på ti dage.«

 Sagens faktiske omstændigheder

5        Sagsøgeren var ansat som tjenestemand i lønklasse A7 ved Kommissionens Generaldirektorat for Udvikling.

6        Ved afgørelse af 30. maj 2005 afskedigede ansættelsesmyndigheden sagsøgeren med pension med virkning fra den 31. maj 2005 i henhold til vedtægtens artikel 53 og tildelte ham en invaliditetsydelse, der var fastsat i henhold til vedtægtens artikel 78, stk. 3 (herefter »afgørelsen af 30. maj 2005«).

7        Ved dom af 4. november 2008 i sagen Marcuccio mod Kommissionen (sag F-41/06, herefter »den oprindelige dom«) annullerede Personaleretten afgørelsen af 30. maj 2005, idet afgørelsen ikke var tilstrækkeligt begrundet, uden at undersøge de andre anbringender og klagepunkter, som sagsøgeren havde fremsat til støtte for sin annullationspåstand.

8        Den 30. august 2010 indgav sagsøgeren en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1 (herefter »klagen af 30. august 2010«) med henblik på at opnå en lønefterbetaling, som han hævdede at have krav på for august 2010 som følge af den oprindelige dom.

9        I skrivelsen af 28. februar 2011 (herefter »skrivelsen af 28. februar 2011«), som sagsøgeren hævder at have modtaget den 6. april 2011, underrettede Kommissionen sagsøgeren om, at eftersom afgørelsen af 30. maj 2005 alene var blevet annulleret ved den oprindelige dom som følge af en utilstrækkelig begrundelse, og uden at der derved var taget stilling til, om sagsøgeren var egnet til at varetage sin stilling, var hans mulighed for at genindtræde i tjenesten afhængig af, at han undergik en helbredsundersøgelse i henhold til artikel 15 i bilag VIII til vedtægten. Kommissionen anførte endvidere, at sagsøgeren under disse omstændigheder ikke kunne anses for at have været i aktiv tjeneste siden den 30. maj 2005.

10      Sagsøgeren indgav en klage den 14. marts 2011, som Kommissionen modtog den følgende dag.

11      Ved dom af 8. juni 2011 i sagen Kommissionen mod Marcuccio (sag T-20/09 P) annullerede Den Europæiske Unions Ret, for hvilken Kommissionen havde iværksat appel, den oprindelige dom og hjemviste sagen til Personaleretten, hvor sagen blev registeret under sagsnummer F-41/06 RENV.

12      Ved dom af 6. november 2012 i sagen Marcuccio mod Kommissionen (sag F-41/06 RENV, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-20/13 P) forkastede Personaleretten sagsøgerens søgsmål i den sag, der gav anledning til den oprindelige dom.

 Parternes påstande

13      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den stiltiende afgørelse om afslag på sagsøgerens ansøgning af 30. august 2010 annulleres.

–        Det fastslås, at skrivelsen af 28. februar 2011 er en nullitet, eller, subsidiært, den annulleres.

–        Den stiltiende afgørelse om afslag på klagen af 14. marts 2011 annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

14      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Sagen afvises, og under alle omstændigheder frifindes Kommissionen.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

 Personalerettens beslutning om at træffe afgørelse ved begrundet kendelse

15      Det fremgår af procesreglementets artikel 76, at Personaleretten uden at fortsætte sagens behandling kan træffe afgørelse ved begrundet kendelse, når det er åbenbart, at sagen helt eller delvist må afvises, eller at sagen er åbenbart ugrundet.

16      I det foreliggende tilfælde finder Personaleretten, at den råder over tilstrækkelige oplysninger til at træffe afgørelse ved begrundet kendelse uden at fortsætte sagens behandling, jf. procesreglementets artikel 76.

 Formaliteten

17      Det bemærkes indledningsvis, at søgsmålsfristerne er ufravigelige, da de har til formål at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed og undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen. Det tilkommer Unionens retsinstanser af egen drift at efterprøve, om disse frister er behørigt overholdt (Domstolens dom af 8.5.1973, sag 33/72, Gunnella mod Kommissionen, præmis 4, og kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 29.11.2011, sag T-345/11, ENISA mod CEPD, præmis 11 og den deri nævnte retspraksis).

18      Uden at det er fornødent at tage stilling til den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse, skal det således undersøges, om den foreliggende sag er blevet anlagt under overholdelse af de bindende regler for fremlæggelse af processkrifter samt den dermed forbundne søgsmålsfrist.

19      Det bemærkes i denne henseende for det første, at det fremgår af artikel 19, stk. 3, og artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at enhver sagsøger skal lade sig repræsentere af en person, der er bemyndiget hertil, og at en sag kun er lovligt anlagt ved Unionens retsinstanser, såfremt det sker ved en stævning, som denne person har underskrevet. Det fremgår af artikel 7, stk. 1, i bilag I til samme statut for Domstolen, at disse bestemmelser også finder anvendelse på rettergangsmåden ved Personaleretten. Hverken statutten for Domstolen eller procesreglementet for Personaleretten indeholder fravigelser eller undtagelser fra denne forpligtelse (jf. i denne retning Domstolens kendelse af 5.12.1996, sag C-174/96 P, Lopes med Domstolen, præmis 8 og den deri nævnte retspraksis).

20      Kravet om, at sagsøgerens repræsentant skal underskrive processkrifter i hånden, har således ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger til formål at sikre stævningens autenticitet og at udelukke risikoen for, at underskriften i virkeligheden ikke hidrører fra den advokat eller den person, der har beføjelse til at skrive under. Denne repræsentant opfylder således i kraft af sin egenskab som juridisk rådgiver den væsentlige rolle, som repræsentanten tillægges ved statutten for Domstolen og procesreglementet, idet den pågældende gør det muligt for sagsøgeren at optræde for Personaleretten (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 23.5.2007, sag T-223/06 P, Parlamentet mod Eistrup, præmis 50). Dette krav må herefter anses for at udgøre en væsentlig formforskrift, der må anvendes strengt, med den virkning, at manglende overholdelse medfører, at sagen må afvises (jf. i denne retning dommen i sagen Parlamentet mod Eistrup, præmis 51 og 52).

21      Det er i øvrigt netop på grund af, at advokaten i sin egenskab af juridisk rådgiver spiller en central rolle i retlige procedurer, at procesreglementets artikel 34, stk. 1, foreskriver, at det originale eksemplar af ethvert processkrift skal underskrives af partsrepræsentanten.

22      Det følger heraf, at når der er tale om indgivelse af originale processkrifter inden for de fastsatte frister, er det ifølge procesreglementets artikel 34 ikke tilladt den berørte partsrepræsentant at påføre to forskellige håndskrevne underskrifter, selv om begge er originale, på henholdsvis det dokument, der fremsendes til Personalerettens Justitskontor pr. telefax, og det originaleksemplar, der fremsendes pr. post eller overgives personligt til Personalerettens Justitskontor. Når en partsrepræsentant gør brug af muligheden i procesreglementets artikel 34, stk. 6, for inden for den fastsatte frist at fremsende »en genpart af det underskrevne originaleksemplar af et processkrift, […] ved ethvert teknisk kommunikationsmiddel, som Retten råder over«, er denne mulighed nemlig betinget af, at dette samme »underskrevne originaleksemplar af processkriftet […] indleveres til Justitskontoret senest ti dage efter, at genparten af originaleksemplaret er modtaget«, idet adjektivet »signé« [underskrevne] i maskulinum kun kan forstås som en henvisning til originaleksemplaret af stævningen og ikke genparten af originaleksemplaret.

23      Såfremt det originaleksemplar af stævningen, der fysisk er indleveret til Justitskontoret senest ti dage efter, at genparten af dette dokument er fremsendt pr. telefax til Justitskontoret, ikke er påført den samme underskrift som den underskrift, der fremgår af det dokument, der er fremsendt pr. telefax, må det under disse omstændigheder fastslås, at Personalerettens Justitskontor har modtaget to forskellige processkrifter, der er påført to forskellige underskrifter, selv om begge underskrifter hidrører fra den samme person. Da det dokument, der er fremsendt pr. telefax, ikke opfylder de krav til retssikkerhed, der følger af procesreglementets artikel 34, kan der i forbindelse med vurderingen af, om søgsmålsfristen er overholdt, ikke tages hensyn til den dato, hvor dokumentet blev fremsendt pr. telefax (jf. i denne retning Domstolens dom af 22.9.2011, sag C-426/10 P, Bell & Ross BV mod KHIM, præmis 37-43).

24      Det bemærkes endvidere, at søgsmålsfristen er fastsat i vedtægtens artikel 91, stk. 3, som ikke kan fraviges ved Personalerettens procesreglement. Originaleksemplaret af stævningen skal derfor udfærdiges senest ved udløbet af denne frist. Den omstændighed, at der fremsendes en genpart pr. telefax, er således ikke blot en fremsendelsesmetode, men gør det tillige muligt at bevise, at det originaleksemplar, som Personalerettens Justitskontor har modtaget efter fristens udløb, faktisk var blevet udfærdiget inden udløbet af søgsmålsfristen.

25      Det bemærkes, at det dokument, der i det foreliggende tilfælde er benævnt som en genpart af originaleksemplaret af stævningen, blev fremsendt til Personalerettens Justitskontor den 25. oktober 2011. Den 31. oktober 2011 modtog Personalerettens Justitskontor originaleksemplaret af stævningen, der var fremsendt pr. post, og hvis indhold adskilte sig fra indholdet af det dokument, der var modtaget den 25. oktober 2011, i det mindste for vidt angår advokatens underskrift. En undersøgelse af det dokument, der blev fremsendt pr. telefax den 25. oktober 2011, viser nemlig, at den underskrift, som sagsøgerens advokat har påført dokumentet – også selv om det antages, at der er tale om en håndskreven underskrift – åbenbart ikke er den samme underskrift som den, der fremgår af det originaleksemplar af stævningen, som Personalerettens Justitskontor modtog pr. post den 31. oktober 2011. Under disse omstændigheder må det fastslås, at det dokument, som Personalerettens Justitskontor modtog pr. telefax den 25. oktober 2011, og som sagsøgeren benævnte som en genpart af originaleksemplaret af den stævning, der var fremsendt pr. post den 31. oktober 2011, ikke er en gengivelse af originaleksemplaret af stævningen. Det følger heraf, at den dato, hvor Personalerettens Justitskontor modtog det dokument, der blev fremsendt pr. telefax, ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om søgsmålsfristen i vedtægtens artikel 91, stk. 3, er overholdt.

26      Det bemærkes endelig, at de betingelser, der er nævnt i denne kendelses præmis 22 og 23, også fremgår af de praktiske anvisninger til parterne om retsforhandlingerne ved Retten for EU-personalesager af 25. januar 2008, der er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (EUT L 69, s. 13), og som fandt anvendelse på tidspunktet for sagens anlæggelse. Punkt 35 i disse anvisninger har følgende ordlyd:

»Den underskrevne original af ethvert processkrift skal fremsendes uden ophold, straks efter den forudgående elektroniske fremsendelse, uden at der er tilføjet rettelser eller ændringer, heller ikke selv om disse er af mindre betydning, med undtagelse af rettelse af stavefejl, som imidlertid skal opregnes på en særskilt side, der fremsendes sammen med originalen. Med forbehold for denne sidstnævnte mulighed vil der i tilfælde af, at den underskrevne original afviger fra den tidligere indleverede kopi, kun blive taget hensyn til datoen for indleveringen af den underskrevne original med henblik på at afgøre, om procesfristerne er overholdt.«

27      Sagsøgerens repræsentant har imidlertid i det foreliggende tilfælde til trods for de meget præcise anvisninger ikke på noget tidspunkt over for Personalerettens Justitskontor oplyst, at der var foretaget ændringer, eller at han som følge af hændelige omstændigheder havde været tvunget til på ny at underskrive originaleksemplaret af stævningen.

28      Det er derfor med henblik på at afgøre, om det foreliggende søgsmål kan antages til realitetsbehandling, nødvendigt at undersøge, om det underskrevne originaleksemplar af stævningen blev indleveret til Personalerettens Justitskontor inden for søgsmålsfristen, der i det foreliggende tilfælde i henhold til vedtægtens artikel 91 skal regnes fra datoen for den stiltiende afvisning af klagen.

29      Den klage, som sagsøgeren indgav, og som blev fremsendt til Kommissionen den 15. marts 2011, blev stiltiende afvist fredag den 15. juli 2011.

30      Den frist for at anlægge søgsmål, der er på tre måneder, forlænget under hensyn til afstanden med en fast særlig frist på ti dage, som skal regnes fra den 15. juli 2011, udløb derfor tirsdag den 25. oktober 2011.

31      Da originaleksemplaret af stævningen blev indleveret til Personalerettens Justitskontor den 31. oktober 2011, dvs. efter udløbet af søgsmålsfristen, må det foreliggende søgsmål anes for at være anlagt for sent.

32      Følgelig må sagen åbenbart afvises.

 Sagens omkostninger

33      I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, kapitel 8. I henhold til artikel 87, stk. 2, kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.

34      Det følger af ovenstående præmisser, at sagsøgeren er den tabende part. Hertil kommer, at Kommissionen specifikt har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 87, stk. 2, hvorfor sagsøgeren pålægges at bære sine egne omkostninger og betale de af Kommissionen afholdte omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer:

PERSONALERETTEN (Første Afdeling):

1)      Sagen afvises.

2)      Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

Således bestemt i Luxembourg den 21. februar 2013.

W. Hakenberg

 

      H. Kreppel

Justitssekretær

 

      Afdelingsformand


* Processprog: italiensk.