Language of document : ECLI:EU:F:2013:43

PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)

21. marts 2013 (*)

»Personalesag – løn – årlig tilpasning af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte – vedtægtens artikel 64, 65 og 65a – bilag XI til vedtægten – forordning (EU) nr. 1239/2010 – justeringskoefficienter – tjenestemænd, der gør tjeneste i Ispra«

I sag F-112/11,

angående et søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106a,

Raffaele Dalmasso, kontraktansat ved Europa-Kommissionen, Monvalle (Italien), ved advokat C. Mourato,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved J. Currall og D. Martin, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Rådet for Den Europæiske Union ved M. Bauer og J. Herrmann, som befuldmægtigede,

intervenient,

har

PERSONALERETTEN (Tredje Afdeling)

sammensat af præsidenten, S. Van Raepenbusch (refererende dommer), og dommerne R. Barents og K. Bradley,

justitssekretær: fuldmægtig J. Tomac,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 27. november 2012,

afsagt følgende

Dom

1        Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 24. oktober 2011 har Raffaele Dalmasso anlagt nærværende søgsmål i det væsentlige med påstand om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse, hvorved den i forhold til sagsøgeren anvendte Rådets forordning (EU) nr. 1239/2010 af 20. december 2010 om tilpasning med virkning fra den 1. juli 2010 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved Den Europæiske Union samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner (EUT L 338, s. 1), idet den fastsatte den justeringskoefficient for vederlaget, der finder anvendelse på de ansatte, der gør tjeneste i Varese-provinsen (Italien, herefter »justeringskoefficienten for Varese«), til 92,3%.

 Retsforskrifter

2        Artikel 64 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) bestemmer:

»Tjenestemandens vederlag, udtrykt i euro, skal efter fradrag af de beløb, der tilbageholdes i henhold til denne vedtægt eller gennemførelsesforordninger til denne, korrigeres med en koefficient, der er over, under eller lig med 100%, afhængig af de forskellige tjenestesteders levevilkår.

Disse koefficienter fastsættes af Rådet [for Den Europæiske Union] med kvalificeret flertal på̊ forslag af Kommissionen i henhold til artikel 16, stk. 4 og 5, i traktaten om Den Europæiske Union. Justeringskoefficienten for vederlaget for de tjenestemænd, der gør tjeneste på̊ de steder, hvor Unionen har deres midlertidige sæde, er den 1. januar 1962 lig med 100%«.

3        Vedtægtens artikel 65 bestemmer:

»1.      Rådet undersøger hvert år lønningsniveauet for tjenestemændene og de øvrige ansatte i Unionen. Denne undersøgelse sker i september på grundlag af en fælles rapport fra Kommissionen, baseret på et fælles indeks, der skal gengive situationen i hvert af Unionens lande pr. 1. juli, udarbejdet af Den Europæiske Unions Statistiske Kontor [(Eurostat)] i overensstemmelse med de enkelte medlemsstaters statistiske kontorer.

Rådet undersøger samtidig, om en tilpasning af vederlagene er rimelig inden for rammerne af Unionens økonomiske og sociale politik. Der skal særligt tages hensyn til eventuelle forhøjelser af det offentliges lønninger samt nødvendigheden af nyansættelse.

2.      I tilfælde af en væsentlig ændring i leveomkostningerne træffer Rådet inden for en frist på højst to måneder afgørelse om tilpasning af justeringskoefficienten, og eventuelt om dette skal ske med tilbagevirkende kraft.

3.      Til gennemførelse af denne artikel skal Rådet med kvalificeret flertal på̊ forslag af Kommissionen træffe sin afgørelse i henhold til artikel 16, stk. 4 og 5, i traktaten om Den Europæiske Union.«

4        Gennemførelsesbestemmelserne til artikel 64 og 65 er i henhold til vedtægtens artikel 65a anført i bilag XI til vedtægten.

5        Kapitel 1 i bilag XI til vedtægten har overskriften »Årlig undersøgelse af lønniveauet, jf. vedtægtens artikel 65, stk. 1«. Den omfatter to afdelinger. Den første afdeling har overskriften »Elementer, der indgår i den årlige tilpasning«, og den anden afdeling har overskriften »Bestemmelser for den årlige tilpasning af vederlag og pensioner«.

6        Artikel 1 i bilag XI til vedtægten, der er indeholdt i afdeling 1 i kapitel 1 til dette bilag, bestemmer:

»1.      Rapport fra Den Europæiske Unions Statistiske Kontor (Eurostat)

Med henblik på den i vedtægtens artikel 65, stk. 1, foreskrevne årlige undersøgelse udarbejder Eurostat hvert år inden udgangen af oktober en rapport om udviklingen i leveomkostningerne i Bruxelles [(Belgien)], købekraftspariteterne mellem Bruxelles og visse andre tjenestesteder i medlemsstaterne samt udviklingen i købekraften for vederlagene til tjenestemændene i medlemsstaternes centraladministrationer.

2.      Udviklingen i leveomkostningerne i Bruxelles (internationalt indeks for Bruxelles)

På grundlag af oplysninger fra de belgiske myndigheder fastlægger Eurostat et indeks, der gør det muligt at måle udviklingen i leveomkostningerne for EU-tjenestemænd, som gør tjeneste i Bruxelles. Dette indeks (i det følgende benævnt »det internationale indeks for Bruxelles«) fastlægges under hensyntagen til udviklingen mellem juni i det foregående år og juni i indeværende år; det beregnes efter en statistisk metode, som fastlægges af »Gruppen vedrørende vedtægtens artikel 64« (jf. artikel 13 [i dette bilag]).

3.      Udviklingen i leveomkostningerne uden for Bruxelles (købekraftspariteter og implicitte indeks)

a)      Eurostat beregner i forståelse med de nationale statistiske kontorer eller andre relevante myndigheder i medlemsstaterne de købekraftspariteter, der ligger til grund for købekraftsækvivalenterne:

i)      for vederlagene til EU-tjenestemænd med tjenestested i medlemsstaternes hovedstæder (med undtagelse af Nederlandene, hvor indekset for Haag og ikke Amsterdam anvendes) og på visse andre tjenestesteder, idet Bruxelles anvendes som reference

ii)      for pensioner til EU-tjenestemænd, som udbetales i medlemsstaterne, idet Belgien anvendes som reference.

b)      Købekraftspariteterne fastsættes i forhold til juni måned hvert år.

c)      Købekraftspariteterne beregnes på en sådan måde, at hvert enkelt element kan ajourføres to gange om året og efterprøves ved en direkte undersøgelse mindst en gang hvert femte år. Eurostat ajourfører købekraftspariteterne ved hjælp af de bedst egnede indeks, som fastsat af »Gruppen vedrørende vedtægtens artikel 64« (jf. artikel 13).

d)      Uden for Belgien og Luxembourg måles udviklingen i leveomkostningerne i referenceperioden ved hjælp af implicitte indeks. Disse indekser svarer til produktet af det internationale indeks for Bruxelles og udviklingen i købekraftspariteten.

4.      Købekraftsudviklingen for vederlagene til tjenestemænd i medlemsstaternes centraladministrationer (specifikke indikatorer)

a)      Med henblik på at måle såvel den positive som den negative procentvise udvikling i købekraften for vederlagene til tjenestemænd i medlemsstaterne beregner Eurostat på grundlag af oplysninger, som de nationale myndigheder fremlægger inden udgangen af september, specifikke indikatorer for udviklingen i realindkomsten for tjenestemænd i medlemsstaternes centraladministrationer i perioden mellem juli i det foregående år og juli i indeværende år. Lønningerne bør i begge tilfælde indbefatte en tolvtedel af alle de årligt udbetalte elementer.

For hver specifik indikator beregnes to indikatorer:

i)      en særskilt indikator for hver ansættelsesgruppe i overensstemmelse med vedtægtens definition

ii)      en gennemsnitsindikator vejet efter antallet af nationale tjenestemænd i funktioner, der svarer til ansættelsesgrupperne.

For hver af disse indikatorer fastsættes en brutto- og nettorealværdi. Omregningen fra brutto til netto sker ved, at de obligatoriske indeholdelser og generelle skattemæssige faktorer indregnes.

Ved fastsættelsen af brutto- og nettoindikatorerne for hele Den Europæiske Union skal Eurostat anvende en model sammensat af følgende medlemsstater: Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Det Forenede Kongerige. Rådet kan efter forslag fra Kommissionen, jf. vedtægtens artikel 65, stk. 3, vedtage en ny model, der repræsenterer mindst 75% af Unionens [bruttonationalprodukt (BNP)], og som anvendes fra året efter vedtagelsen. Resultaterne for hvert enkelt land vejes efter det nationale BNP’s andel, målt ved hjælp af købekraftspariteterne som angivet i de senest offentliggjorte statistikker, jf. nationalregnskabsdefinitionerne i det til enhver tid gældende europæiske nationalregnskabssystem.

b)      Efter anmodning fra Eurostat fremlægger de nationale myndigheder de supplerende oplysninger, som Eurostat måtte have brug for til fastlæggelsen af en specifik indikator, der korrekt måler købekraftsudviklingen for nationale tjenestemænd.

Såfremt Eurostat efter en ny høring af de nationale myndigheder konstaterer statistiske uregelmæssigheder i de indberettede oplysninger, eller hvis det viser sig umuligt at beregne indikatorer, som statistisk korrekt måler realindkomstudviklingen for tjenestemænd i en bestemt medlemsstat, aflægger Eurostat rapport til Kommissionen og forsyner denne med alle nødvendige oplysninger.

c)      Ud over de specifikke indikatorer fastsætter Eurostat visse kontrolindikatorer. En af disse har form af oplysninger om reallønssummen pr. ansat i centraladministrationerne beregnet efter nationalregnskabsdefinitionerne i det til enhver tid gældende europæiske nationalregnskabssystem.

I sin rapport om de specifikke indikatorer kommenterer Eurostat forskellene mellem disse indikatorer og udviklingen i ovennævnte kontrolindikatorer.«

7        Artikel 3 i bilag XI til vedtægten, der er indeholdt i afdeling 2 i kapitel 1 til dette bilag, bestemmer:

»1.      Med virkning fra den 1. juli og i overensstemmelse med vedtægtens artikel 65, stk. 3, træffer Rådet efter forslag fra Kommissionen inden hvert års udgang afgørelse om tilpasning af vederlag og pensioner på grundlag af de i afdeling 1 i dette bilag omhandlede elementer.

2.      Tilpasningens størrelse er lig med produktet af den specifikke indikator og det internationale indeks for Bruxelles. Tilpasningen fastsættes i nettotal og udtrykkes ved samme procentsats for alle.

3.      Værdien af den fastsatte tilpasning indarbejdes efter den nedenfor anførte metode i den grundlønstabel, der findes i vedtægtens artikel 66 og bilag XIII samt i ansættelsesvilkårenes artikel 20, 63 og 90:

a)      nettovederlaget og -pensionen uden justeringskoefficient forhøjes eller nedsættes med værdien af den ovenfor omtalte årlige tilpasning

b)      den nye grundlønstabel udarbejdes ved beregning for hver lønklasse og hvert løntrin af det bruttobeløb, som efter fradrag af skat under hensyn til stk. 4 samt obligatoriske indeholdelser i henhold til socialsikrings- og pensionsordningerne svarer til nettovederlaget

c)      ved denne omregning af nettobeløb til bruttobeløb foretages beregningen for en ugift tjenestemand, der ikke har krav på de i vedtægten omhandlede tillæg og ydelser.

[…]

5. Der anvendes ingen justeringskoefficient for Belgien og Luxembourg. Justeringskoefficienterne for:

a)      vederlagene til EU-tjenestemænd med tjenestested i de øvrige medlemsstater og visse andre tjenestesteder

b)      som undtagelse fra vedtægtens artikel 82, stk. 1, EU-pensioner, der udbetales i de øvrige medlemsstater for den del, der svarer til rettigheder erhvervet før den 1. maj 2004,

fastsættes på grundlag af forholdet mellem de i artikel 1 i nærværende bilag omhandlede købekraftspariteter og de i vedtægtens artikel 63 omhandlede vekselkurser for de pågældende lande.

De bestemmelser i artikel 8 i dette bilag, der omhandler justeringskoefficienternes anvendelse med tilbagevirkende kraft på tjenestesteder med stærk inflation, finder dog anvendelse.

[…]«

8        Artikel 9 i vedtægtens bilag XI bestemmer:

»1.      Myndighederne i de berørte medlemsstater, administrationen i en af EU-institutionerne eller repræsentanterne for EU-tjenestemænd på et bestemt tjenestested kan anmode om, at der fastsættes en særskilt justeringskoefficient for det pågældende tjenestested.

Til støtte for en sådan anmodning skal der fremlægges objektive oplysninger som bevis for, at der over en årrække har været en mærkbar forskel i købekraften på et bestemt tjenestested i forhold til købekraften i den pågældende medlemsstats hovedstad (undtagen Nederlandene, hvor referencen er Haag og ikke Amsterdam). Hvis Eurostat bekræfter, at der er tale om en mærkbar (over 5%) og varig forskel, fremsætter Kommissionen forslag om fastsættelse af en justeringskoefficient for det pågældende tjenestested.

2.      Rådet, der træffer afgørelse efter forslag fra Kommissionen, kan desuden beslutte, at en justeringskoefficient for et bestemt tjenestested ikke længere skal anvendes. I så tilfælde skal det ske med henvisning til:

a)      en anmodning fra myndighederne i den pågældende medlemsstat, administrationen i en af EU-institutionerne eller repræsentanter for EU-tjenestemænd på et bestemt tjenestested, hvoraf det fremgår, at leveomkostningerne på det pågældende tjenestested ikke længere adskiller sig markant (under 2%) fra leveomkostningerne i den pågældende medlemsstats hovedstad. Der skal være tale om en vedvarende udjævning, som er bekræftet af Eurostat

b)      at Unionen ikke længere har tjenestemænd og midlertidigt ansatte, der gør tjeneste på̊ dette tjenestested.

3.      Rådet træffer afgørelse om forslaget i overensstemmelse med vedtægtens artikel 64, stk. 2.«

9        Vedtægtens artikel 64, 65 og 65a finder anvendelse på kontraktansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 20, sammenholdt med artikel 92.

10      Punkt 1.1 i bilag I, der har overskriften »Metodologi«, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1445/2007 af 11. december 2007 om fælles regler for indberetning af basisoplysninger om købekraftpariteter og for beregningen og offentliggørelsen heraf (EUT L 336, s. 1) bestemmer:

»I samråd med medlemsstaterne udarbejder Kommissionen (Eurostat) en metodebeskrivelse indeholdende de metoder, der anvendes i de forskellige faser af beregningen af købekraftspariteter (KKP), herunder også metoderne til estimering af manglende basisoplysninger og til estimering af manglende pariteter. Metodebeskrivelsen vil blive revideret, hvis der foretages væsentlige ændringer i metodologien. Det kan f.eks. være metoder, som har til formål at forbedre datakvaliteten, reducere omkostningerne eller lette den byrde, som pålægges dataleverandørerne.«

 Sagens faktiske omstændigheder

11      Sagsøgeren gør tjeneste ved Kommissionens Fælles Forskningscenter, der er beliggende i Ispra i Varese-provinsen (Italien). Justeringskoefficienten for Varese finder anvendelse på sagsøgerens vederlag, idet denne justeringskoefficient er forskellig fra justeringskoefficienten for Italien.

12      Ved forordning nr. 1239/2010 tilpassede Rådet med virkning fra den 1. juli 2010 vederlagene for EU’s tjenestemænd og øvrige ansatte samt de justeringskoefficienter, der finder anvendelse på disse vederlag navnlig i henhold til vedtægtens artikel 64.

13      Justeringskoefficienten for Varese, der var fastsat til 97,1% for perioden fra den 1. juli 2009 til den 30. juni 2010, blev i henhold til artikel 3 i forordning nr. 1239/2010 fastsat til 92,3% med virkning fra den 1. juli 2010. Denne nye koefficient blev anvendt for første gang i forbindelse med udarbejdelsen af sagsøgerens lønseddel for februar 2011.

14      Den 21. marts 2011 indgav sagsøgeren en klage over Kommissionens afgørelse om at udarbejde sagsøgerens lønseddel for februar 2011, for så vidt som Kommissionen derved anvendte den nye justeringskoefficient for Varese.

15      Ved afgørelse af 12. juli 2011 afviste Kommissionen sagsøgerens klage.

 Parternes påstande

16      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        »Sagsøgerens lønseddel for februar 2011 og lønsedlerne for de efterfølgende måneder annulleres, for så vidt som der i disse lønsedler anvendes [den nye justeringskoefficient for Varese]«.

–        Kommissionens afgørelse af 12. juli 2011 om afvisning af sagsøgerens klage annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

18      Rådet for Den Europæiske Union, der er intervenient i sagen, har nedlagt påstand om, at Kommissionen frifindes.

 Retlige bemærkninger

19      Det følger af fast retspraksis, at Unionens retsinstanser har adgang til på baggrund af enhver sags konkrete omstændigheder at vurdere, om det af retsplejehensyn er berettiget at forkaste et søgsmål i realiteten uden først at tage stilling til sagsøgtes formalitetsindsigelse (Personalerettens dom af 20.11.2012, sag F-1/11, Soukup mod Kommissionen, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis). Under de i sagen foreliggende omstændigheder er det af procesøkonomiske hensyn hensigtsmæssigt, idet sagsøgeren i stævningen har begrænset sig til delvist at henvise til den nærmere argumentation, som han har anført i sin klage, at behandle de anbringender, som han har fremsat vedrørende realiteten inden for rammerne af denne sag, uden at det er fornødent først at tage stilling til den af Kommissionen rejste formalitetsindsigelse, idet søgsmålet under alle omstændigheder og af de grunde, der er anført nedenfor, er ubegrundet.

20      Sagsøgeren har til støtte for påstanden om annullation fremsat tre anbringender, der vedhører henholdsvis tilsidesættelse af begrundelsespligten og retten til aktindsigt, et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling.

 Det første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og retten til aktindsigt

21      Det første anbringende omfatter to led.

22      Sagsøgeren har inden for rammerne af det første led i form af en ulovlighedsindsigelse gjort gældende, at forordning nr. 1239/2010 er utilstrækkeligt begrundet, hvilket ifølge sagsøgeren indebærer, at denne forordning, der ligger til grund for den individuelle afgørelse, som sagsøgeren har anfægtet, er ulovlig.

23      Det bemærkes i denne henseende, at begrundelsen i en forordning om fastsættelsen af justeringskoefficienter for tjenestemænds vederlag kan begrænses til en angivelse af den samlede situation, der har ført til dens vedtagelse, og de almene formål, der søges opnået, og kan ikke vedrøre de tekniske aspekter ved beregningsmetoden (jf., hvad angår gennemførelsesforordningerne til vedtægtens artikel 64 og 65, dom afsagt af Retten i Første Instans den 7.12.1995, forenede sager T-544/93 og T-566/93, Albello m.fl. mod Kommissionen, præmis 89; jf. endvidere, hvad angår en forordning om fastsættelsen af justeringskoefficienter, der finder anvendelse på vederlag til tjenestemænd, som gør tjeneste i tredjelande, dom afsagt af Retten i Første Instans den 8.11.2000, sag T-175/97, Bareyt m.fl. mod Kommissionen, præmis 75). I det foreliggende tilfælde er begrundelsen for forordning nr. 1239/2010 ganske vist kortfattet, men dog tilstrækkelig, når der henses til disse betragtninger.

24      Forordning nr. 1239/2010 omhandler bl.a. vedtægtens artikel 64 og 65 og bilag XI til denne vedtægt og indeholder bestemmelser, der præciserer de betingelser, på grundlag af hvilke justeringskoefficienterne hvert år tilpasses, dvs. for vidt angår de tjenestemænd, der modtager deres vederlag i EUR, ifølge udviklingen i leveomkostninger i henholdsvis Bruxelles og andre tjenestesteder, for hvilke der er fastsat en justeringskoefficient. Det er således åbenbart, at ændringen af justeringskoefficienten for Varese er begrundet i den omstændighed, at udviklingen i leveomkostningerne i Bruxelles og Varese er forskellig.

25      Selv om det antages, at sagsøgeren må anses for at have gjort gældende, at der foreligger en utilstrækkelig begrundelse, der indebærer, at den individuelle afgørelse, der er truffet i forhold til sagsøgeren i henhold til forordning nr. 1239/2010, er ulovlig, må dette klagepunkt endvidere forkastes.

26      Det følger nemlig af fast retspraksis, at pligten til at begrunde en bebyrdende afgørelse har det formål dels at give den berørte tilstrækkeligt grundlag til at kunne vurdere, om afgørelsen var berettiget, og til at kunne bedømme, om det har noget formål at anlægge sag ved Personaleretten, dels at give Personaleretten mulighed for at udøve sin kontrol med hensyn til den nævnte afgørelses lovlighed. Hvad angår en afgørelse, hvorved administrationen anvender en generel retsakt på en tjenestemands individuelle situation, uden at have nogen skønsbeføjelse i denne henseende, kan begrundelsen begrænses til en henvisning til denne retsakt samt til en angivelse af grundene til, at administrationen finder, at betingelserne for at anvende den pågældende retsakt i forhold til tjenestemanden er opfyldt, for så vidt som dette er nødvendigt under hensyn til omstændighederne i den konkrete sag. Administrationen er derimod ikke forpligtet til at forklare grundene til, at EU-lovgiver har vedtaget retsakten (dommen i sagen Bareyt m.fl. mod Kommissionen, præmis 76 og 77).

27      I det foreliggende tilfælde fremgår det klart af afgørelsen af 12. juli 2011, hvorved sagsøgerens klage blev afvist, at den individuelle afgørelse, som sagsøgeren påstår annulleret, er truffet i henhold til forordning nr. 1239/2010. Henset til den forpligtelse, der påhvilede administrationen ved anvendelse af denne forordning på sagsøgerens vederlag, må denne begrundelse anses for tilstrækkelig (dommen i sagen Bareyt m.fl. mod Kommissionen, præmis 78).

28      Inden for rammerne af det første anbringendes andet led, der vedrører tilsidesættelse af retten til aktindsigt, har sagsøgeren anfægtet Kommissionens afslag på en anmodning om supplerende oplysninger, som blev indgivet af de personalerepræsentanter, der deltog i arbejdet i »den tekniske arbejdsgruppe vedrørende vederlag«, i forbindelse med de drøftelser, der gik forud for vedtagelsen af forordning nr. 1239/2010. Sagsøgeren har i denne henseende navnlig henvist til artikel 15 TEUF, bestemmelserne i forordning nr. 1445/2007, bestemmelserne vedrørende den metodebeskrivelse, der er nævnt i punkt 1.1 i bilag I i vedtægten, bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 af 11. marts 2009 om europæiske statistikker og om ophævelse af forordning (EF, Euratom) nr. 1101/2008 om fremsendelse af fortrolige statistiske oplysninger til De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor, Rådets forordning (EF) nr. 322/97 om EF-statistikker og Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom om nedsættelse af et udvalg for De Europæiske Fællesskabers statistiske program (EUT L 87, s. 164), artikel 11 i bilag XI til vedtægten, hvoraf bl.a. fremgår, at »Eurostat har til opgave at føre tilsyn med kvaliteten af de grundlæggende oplysninger og de statistiske metoder, der anvendes med henblik på̊ beregningen af de elementer, der indgår i tilpasningen af vederlagene«, princippet om god forvaltningsskik og endelig gennemsigtighedsprincippet.

29      Sagsøgeren har imidlertid ikke godtgjort, at videregivelsen af statistiske oplysninger til fagforeningsrepræsentanter eller høringen af disse fagforeningsrepræsentanter udgør en forberedende retsakt i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 1239/2010 eller de individuelle afgørelser, der er vedtaget i henhold til denne forordning. Selv om sagsøgeren under retsmødet har anført, at der efter hans opfattelse blev begået en procedurefejl i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 1239/2010, idet Kommissionen med urette afslog at videregive oplysninger til medlemmer af den tekniske arbejdsgruppe vedrørende vederlag, hvis rolle netop er at sikre, at der opnås enighed med personalerepræsentanterne, inden forordninger om fastsættelse af justeringskoefficienter vedtages, har han navnlig ikke godtgjort, at en af de bestemmelser eller et af de principper, som han har påberåbt sig i denne henseende, herunder navnlig de bestemmelser og principper, der er nævnt i denne doms præmis 28, indebar en pligt til at videregive oplysninger til den tekniske arbejdsgruppe vedrørende vederlag i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 1239/2010. Personaleretten kan følgelig ikke fastslå, at der blev begået en procedurefejl.

30      Selv om det antages, at de personalerepræsentanter, der deltog i arbejdet i den tekniske arbejdsgruppe vedrørende vederlag, ikke modtog tilstrækkelige oplysninger fra Kommissionen, og at det må anses for godtgjort, at Kommissionen afslog at imødekomme en anmodning fra de nævnte repræsentanter om at modtoge disse oplysninger, kan denne omstændighed således ikke påvirke lovligheden af forordning nr. 1239/2010 eller de individuelle afgørelser, der er vedtaget i henhold til denne forordning.

31      Klagepunktet om, at afslaget på at imødekomme en anmodning om supplerende oplysninger, var ulovligt, må derfor forkastes som irrelevant.

32      Hvad angår sagsøgerens ret til aktindsigt påhvilede det under alle omstændigheder sagsøgeren at indgive en anmodning om aktindsigt i de dokumenter, som han ønskede at modtage, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43). Hvis administrationen efter at have modtaget sagsøgerens anmodning derefter havde afslået at imødekomme denne anmodning, ville sagsøgeren have kunnet indbringe dette afslag for Unionens retsinstanser og i givet fald på grundlag af de således modtagne oplysninger anlægge et søgsmål med påstand om annullation af sine lønsedler, eventuelt under henvisning til eksistensen af nye væsentlige faktiske omstændigheder. Under disse omstændigheder kan det argument om tilsidesættelse af princippet om effektiv retsbeskyttelse, som sagsøgeren har fremført under retsmødet, ikke tiltrædes.

33      De andre argumenter, som sagsøgeren har fremført inden for rammerne af anbringendet om tilsidesættelse af retten til aktindsigt, kan ikke rejse tvivl om ovenstående betragtninger.

34      Hvad angår klagepunktet om, at forordning nr. 1239/2010 eller de afgørelser, der er vedtaget i forhold til sagsøgeren i henhold til denne forordning, indebærer en tilsidesættelse af artikel 11 i bilag XI i vedtægten, er denne bestemmelse, der foreskriver, at Eurostat har til opgave at føre tilsyn med datakvaliteten og de statistiske metoder, ikke relevant for begrundelsen af den anfægtede individuelle afgørelse. Hvis sagsøgeren med dette argument derimod ønsker at godtgøre, at de data og metoder, som Eurostat anvender, ikke er pålidelige, vil dette forhold blive undersøgt nedenfor inden for rammerne af anbringendet om et åbenbart urigtigt skøn.

35      Det følger af det foregående i det hele, at det første anbringendes første og andet led må forkastes.

 Det andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn

36      Det bemærkes indledningsvis, at princippet om købekraftsækvivalens mellem tjenestemænd, der bl.a. følger af vedtægtens artikel 64, indebærer, at de beløb, der udbetales til tjenestemænd og øvrige ansatte, som befinder sig i den samme erhvervsmæssige og familiemæssige situation, får den samme købekraft, uanset hvor den pågældende gør tjeneste. Dette princip gennemføres ved at anvende en justeringskoefficient på vederlaget, der udtrykker forholdet mellem leveomkostningerne i Bruxelles, der er referencebyen, og leveomkostningerne på de andre tjenestesteder (dom afsagt af Retten i Første Instans den 25.9.2002, forenede sager T-201/00 og T-384/00, Ajour m.fl. mod Kommissionen, præmis 45).

37      Hvad angår fastsættelsen eller ændringen af justeringskoefficienter fremgår det af bilag XI til vedtægten, at Eurostat har til opgave i samarbejde med medlemsstaternes statistiske kontorer at beregne købekraftspariteterne og at undersøge, om forholdet mellem justeringskoefficienterne giver et korrekt billede af købekraftækvivalenserne (dommen i sagen Abello m.fl. mod Kommissionen, præmis 55, og dommen i sagen Ajour m.fl. mod Kommissionen, præmis 46).

38      Det bemærkes i denne henseende, at det følger af retspraksis, at ordlyden af vedtægtens artikel 64 og 65 og bilag XI til vedtægten samt områdets kompleksitet indebærer en vid skønsmargen med hensyn til de faktorer og elementer, der skal tages hensyn til i forbindelse med fastsættelsen eller ændringen af justeringskoefficienter (dommen i sagen Abello m.fl. mod Kommissionen, præmis 53, og dommen i sagen Ajour m.fl. mod Kommissionen, præmis 47).

39      Den prøvelse, som Unionens retsinstanser foretager af fastlæggelsen og udvælgelsen af de grundlæggende data og statistiske metoder, som Eurostat har anvendt ved udarbejdelsen af sine forslag til justeringskoefficienter, er således begrænset til en kontrol af, at de principper, der er nævnt i vedtægtens bestemmelser, er overholdt, at der ikke er foretaget et åbenbart urigtigt skøn vedrørende de omstændigheder, der ligger til grund for fastsættelsen af justeringskoefficienterne, og at der ikke er begået magtfordrejning (dommen i sagen Albello m.fl. mod Kommissionen, præmis 56, og dommen i sagen Ajour m.fl. mod Kommissionen, præmis 48).

40      Det bemærkes endvidere, at det påhviler de parter, der vil anfægte de elementer og den metode, der er anvendt ved fastsættelsen af justeringskoefficienterne, at fremlægge de oplysninger, der kan godtgøre, at der er foretaget et åbenbart urigtigt skøn (dommen i sagen Albello m.fl. mod Kommissionen, præmis 79, og dommen i sagen Ajour m.fl. mod Kommissionen, præmis 49).

41      Det er for det første sagsøgerens opfattelse, at justeringskoefficienten for Varese blev uforholdsmæssigt nedsat i forhold til udviklingen i inflationsforskellen mellem Bruxelles og Varese.

42      Det er korrekt, at justeringskoefficienten for Varese er nedsat med 4,8%, idet denne koefficient i juli 2010 blev nedsat fra 97,1% til 92,3%.

43      Ifølge sagsøgeren er der tale om en mærkbar forskel, der normalt kan forklares ved en lige så mærkbar forskel mellem den samlede prisudvikling i Bruxelles og den samlede prisudvikling i Varese.

44      Det fremgår imidlertid af de data, som sagsøgeren har fremlagt, at den samlede prisstigning i perioden fra juni 2009 til juni 2010 var større i Bruxelles end i Varese.

45      Ved en første betragtning forekommer det således berettiget, at der er foretaget en nedsættelse af justeringskoefficienten for Varese.

46      Sagsøgeren har imidlertid anfægtet størrelsen af denne nedsættelse, som angiveligt ikke står i rimeligt forhold til forskellen mellem prisstigningen i Bruxelles og prisstigningen i Varese.

47      I det foreliggende tilfælde fører de tal, som sagsøgeren har fremlagt, såfremt det antages, at de er korrekte, til den konstatering, at der er tale om en inflationsforskel på 1,2% mellem Bruxelles og Varese, mens justeringskoefficienten for Varese er nedsat med 4,8%.

48      Det bemærkes imidlertid, at de tal, der vedrører prisstigninger, ikke er resultatet af en omfattende indsamling af data om samtlige de transaktioner, der er gennemført i en bestemt periode, men har til formål på grundlag af undersøgelser at give et repræsentativt skøn over udviklingen. Inden for et område, hvor det kun er muligt at foretage overslag, er den blotte konstatering af, at der foreligger en forskel mellem prisudviklingen i Bruxelles og prisudviklingen på et andet tjenestested, på den ene side, og udviklingen i den justeringskoefficient, der anvendes på dette tjenestested, på den anden side, således ikke tilstrækkelig til at fastslå, at der er foretaget et åbenbart urigtigt skøn. For at dette er tilfældet, skal den pågældende forskel være særlig væsentlig.

49      Selv om det antages, at de tal, som sagsøgeren har fremlagt, er tilstrækkeligt pålidelige, gør forskellen mellem på den ende side prisudviklingen i Bruxelles sammenlignet med prisudviklingen i Varese, og på den anden side udviklingen i justeringskoefficienten for Varese, det under alle omstændigheder ikke muligt at fastslå, at der blev foretaget et åbenbart urigtigt skøn.

50      Sagsøgeren har under alle omstændigheder for at godtgøre, at nedsættelsen af justeringskoefficienten ikke står i rimeligt forhold til forskellen mellem prisstigningen i Bruxelles og prisstigningen i Varese, baseret sin argumentation på den forudsætning, at forskellen i prisændringerne angiveligt skal stå i rimeligt forhold til justeringskoefficienten.

51      Det fremgår imidlertid af en rapport fra Eurostat af 18. november 2010 om den årlige tilpasning af vederlagene og pensionerne (SEK(2010) 1046 endelig), der er udfærdiget i henhold til vedtægtens artikel 64 og 65 og bilag XI til denne vedtægt (herefter »Eurostats rapport«), der var vedlagt det forslag (KOM(2010) 678), der førte til vedtagelsen af forordning nr. 1239/2010, og som sagsøgeren har henvist til i sin klage, at beregningen af justeringskoefficienterne ikke kan begrænses til en fastlæggelse af forskellen mellem forbrugerprisindekset i Bruxelles og på andre tjenestesteder.

52      Justeringskoefficienterne beregnes nemlig på grundlag af et bestemt antal udgiftsgrupper. Der fastsættes en priskvotient mellem Bruxelles og hvert tjenestested for hver af disse udgiftsgrupper. Denne priskvotient vægtes derefter i forhold til den relative størrelse af denne udgiftsgruppe i forbrugskurven hos en »gennemsnitlig international tjenestemand« i Bruxelles samt hos en »gennemsnitlig international tjenestemand« på tjenestestedet.

53      Da der således foretages en særlig vægtning af udgiftsstrukturen hos en »gennemsnitlig international tjenestemand«, består der ikke noget direkte proportionalitetsforhold mellem forskellen i den samlede prisudvikling i Bruxelles og på et andet tjenestested på den ende side og ændringen af den justeringskoefficient, der finder anvendelse på dette tjenestested, på den anden side.

54      Kommissionen har i denne henseende endvidere i afslaget på klagen anført følgende:

»I den nye udgiftsstruktur for Bruxelles tillægges lejeudgifter og andre udgiftsposter, der er væsentligt højere i Bruxelles end i Varese, større vægt, og de poster, der er forholdsvis billigere i Bruxelles, tillægges mindre vægt. Det relative prisniveau for Bruxelles er følgelig steget i forhold prisniveauet for Varese, hvilket indebærer, at for at opnå den samme købekraft skal det vederlag, som oppebæres af en tjenestemand, der gør tjeneste i Varese, nedsættes i forhold til det vederlag, der oppebæres af en tjenestemand, der gør tjeneste i Bruxelles.«

55      Sagsøgerens argumentation vedrørende forholdet mellem forskellene i prisindekset og forskellene i justeringskoefficienten for Bruxelles og for Varese kan således ikke tiltrædes.

56      Sagsøgeren har for det andet i modsætning til, hvad der fremgår af de oplysninger, som justeringskoefficienten for Varese er blevet beregnet på grundlag af – oplysninger, som er indeholdt i Eurostats rapport, som sagsøgeren har henvist til i sit skriftlige indlæg – anført, at prisen på elektricitet, gas og fyringsolie er højere i Varese end i Bruxelles.

57      De oplysninger, som sagsøgeren har påberåbt sig, kan imidlertid ikke anses for tilstrækkeligt pålidelige eller relevante til, at det kan fastslås, at der er foretaget et åbenbart urigtigt skøn.

58      Sagsøgeren har nemlig støttet sig på et meget begrænset antal fakturaer (otte fakturaer fra Bruxelles og syv fakturaer fra Varese vedrørende elektricitet og seks fakturaer fra Bruxelles og otte fakturaer fra Varese vedrørende gas), selv om Kommissionen i afslaget på klagen har anført, at Eurostat anvender estimater, der er indhentet direkte hos energileverandørerne.

59      Sagsøgeren har endvidere støttet sig på oplysninger, der ifølge ham hidrører fra en forretningsorganisation, der indsamler og offentliggør oplysninger vedrørende energiområdet. Sagsøgeren har imidlertid ikke godtgjort, hvorfor disse oplysninger skal tillægges en højere grad af pålidelighed end de oplysninger, som Eurostat anvender. Dertil kommer, at disse oplysninger ikke vedrører Bruxelles eller Varese, men Belgien og Italien, hvilket væsentligt begrænser relevansen af disse oplysninger.

60      Det må derfor fastslås, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at de oplysninger, der vedrører forholdet mellem den pris på elektricitet, gas og fyringsolie, som anvendes i forhold til Bruxelles, og den pris, som anvendes i forhold til Varese, på grundlag af hvilke justeringskoefficienten for Varese er beregnet, er åbenbart urigtige.

61      Sagsøgeren har for det tredje anført, at kvotienten mellem prisen på sundhedsydelser i Bruxelles og i Varese er væsentligt højere end det, der fremgår af de oplysninger, som justeringskoefficienten er beregnet på grundlag af, og som fremgår af Eurostats rapport.

62      Sagsøgeren har henvist til den ligebehandlingskoefficient, der er fastsat på grundlag af artikel 20, stk. 5, i den fælles ordning vedrørende sygesikring for tjenestemænd i Den Europæiske Union, som er vedtaget i henhold til vedtægtens artikel 72, med henblik på at sikre, at den faktiske godtgørelsessats svarer til den sats, der er fastslået i forhold til Bruxelles, for så vidt angår en række ydelser, for hvilke der er fastsat et loft for tilbagebetalingen.

63      Ifølge sagsøgeren viser en række ligebehandlingskoefficienter nemlig, at sundhedsydelser er dyrere i Italien end Belgien.

64      Det må først konstateres, at sagsøgeren ikke har fremlagt de dokumenter, som ligger til grund for de figurer og tabeller, der fremgår af klagen, idet han har begrænset sig til at henvise til den internetadresse, hvor han har fundet disse oplysninger. Det følger imidlertid af procesreglementets artikel 34, stk. 4, at det ikke påhviler Personaleretten at fremfinde de bilag på internettet, som ikke er vedlagt processkrifterne i sagen.

65      Det bemærkes derefter, at ligebehandlingskoefficienterne kun omfatter de udgifter, der dækkes af en sygesikringsordning, hvilket udelukker visse ikke-godtgørelsesberettigede udgifter, selv om disse vedrører sundhed.

66      Dertil kommer, at Kommissionen i forbindelse med afslaget på klagen anførte, hvilket ikke er blevet bestridt, at ligebehandlingskoefficienterne kun finder anvendelse på visse af de udgifter, der dækkes af en sygesikringsordning.

67      Henset til, at de oplysninger, som sagsøgeren har støttet sin argumentation på, har begrænset pålidelighed, og til begrænsningerne i den fremgangsmåde, der består i at tage hensyn til ligebehandlingskoefficienten, må det fastslås, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at det forhold, der fremgår af Eurostats rapport, mellem prisen på sundhedsydelser i henholdsvis Bruxelles og i Varese, er åbenbart urigtigt.

68      Selv om det antages, at sagsøgerens kritik er berettiget, og at sagsøgeren således kan godtgøre, at der er begået fejl, som påvirker størrelsen af denne kvotient, påhviler det under alle omstændigheder endvidere sagsøgeren at godtgøre, at justeringskoefficienten for Varese samlet set er åbenbart urigtig, når der henses til den samlede virkning af disse fejl (jf. i denne retning dommen i sagen Ajour m.fl. mod Kommissionen, præmis 49).

69      Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag. Sundhedsudgifterne udgør nemlig i forhold til de oplysninger, der fremgår af Eurostats rapport, kun 2,39% af de vægtede udgifter i en »gennemsnitlige international tjenestemands« forbrugskurv i Varese, og 1,92% af de vægtede udgifter i en »gennemsnitlige international tjenestemands« forbrugskurv i Bruxelles.

70      Sammenfattende må det fastslås, at anbringendet om et åbenbart urigtigt skøn må forkastes.

 Det tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling

71      Sagsøgeren har anført, at de tjenestemænd og øvrige ansatte, der gør tjeneste i Varese, udsættes for forskelsbehandling i forhold til de tjenestemænd og øvrige ansatte, der gør tjeneste i Parma (Italien) eller Torino (Italien). Der anvendes nemlig ikke en særlig justeringskoefficient for den sidstnævnte gruppe, men den justeringskoefficient, der finder anvendelse på Italien, som er fastsat til 106,6% i henhold til forordning nr. 1239/2010.

72      Den omstændighed, at der findes en justeringskoefficient for visse tjenestesteder, men ikke for andre tjenestesteder, er imidlertid ikke i sig selv udtryk for forskelsbehandling, idet fastsættelsen af en justeringskoefficient sker på grundlag af objektive oplysninger om leveomkostningerne på tjenestestedet. Artikel 9 i bilag XI til vedtægten indeholder endvidere muligheden for at fastsætte nye justeringskoefficienter og muligheden for ikke at anvende de justeringskoefficienter, der er blevet anvendt tidligere.

73      Den omstændighed, at sagsøgeren har henvist til visse oplysninger vedrørende leveomkostningerne i Varese, Parma, Torino og Rom (Italien), er endvidere ikke tilstrækkelig til at godtgøre eksistensen af den påståede forskelsbehandling.

74      Det fremgår i øvrigt af et af de dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt til støtte for sine påstande, at de nævnte oplysninger »kun er omtrentlige«, og at »beregningen af de samlede leveomkostninger nødvendigvis er skønsmæssig«.

75      Anbringendet om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling må derfor forkastes.

76      Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at annullationspåstanden må forkastes.

 Sagens omkostninger

77      I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, kapitel 8. I henhold til artikel 87, stk. 2, kan Personaleretten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.

78      Det følger af ovenstående præmisser, at sagsøgeren er den tabende part. Hertil kommer, at Kommissionen specifikt har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 87, stk. 2, hvorfor sagsøgeren pålægges at bære sine egne omkostninger og betale de af Kommissionen afholdte omkostninger.

79      Intervenienten bærer i medfør af procesreglementets artikel 89, stk. 4, sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

PERSONALERETTEN (Tredje Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Raffaele Dalmasso bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

3)      Rådet for Den Europæiske Union, som er interveneret i sagen, bærer sine egne omkostninger.

Van Raepenbusch

Barents

Bradley

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 21. marts 2013.

W. Hakenberg

 

      S. Van Raepenbusch

Justitssekretær

 

      Præsident


* Processprog: fransk.