Sag T-207/10
Deutsche Telekom AG
mod
Europa-Kommissionen
»Statsstøtte – skatteordning, der giver virksomheder med skattemæssigt hjemsted i Spanien mulighed for at afskrive goodwill, der følger af erhvervelser af kapitalandele i virksomheder med skattemæssigt hjemsted i udlandet – beslutning, hvorved støtten erklæres uforenelig med fællesmarkedet og anordnes delvist tilbagesøgt – bestemmelse, der giver mulighed for, at ordningen fortsat kan finde delvis anvendelse – påstand om, at det fastslås, at det er ufornødent at træffe afgørelse – fortsat søgsmålsinteresse – berettiget forventning – præcise forsikringer afgivet af Kommissionen – spørgsmålet, om forventningen er berettiget – den berettigede forventnings tidsmæssige anvendelsesområde«
Sammendrag – Rettens dom (Niende Afdeling) af 15. november 2018
1. Annullationssøgsmål – søgsmålsinteresse – nødvendigheden af en eksisterende og faktisk interesse – beslutning, hvorved støtten erklæres uforenelig med det indre marked og anordnes delvist tilbagesøgt, og hvorved der gives mulighed for, at den pågældende skatteordning fortsat kan finde delvis anvendelse – fortsat søgsmålsinteresse for sagsøgeren i forhold til en bestemmelse, hvorved der gives tilladelse til, at den omtvistede støtteordning fortsat anvendes, til trods for den efter sagsanlægget indtrufne omstændighed, at en konkurrent ikke udnytter denne tilladelse
[Art. 263 TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra h)]
2. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – støtte ydet i strid med procedurereglerne i artikel 108 TEUF – eventuelt berettiget forventning hos støttemodtagerne – foreligger ikke, medmindre der er ekstraordinære omstændigheder – berettiget forventning opstået som følge af specifikke, ubetingede og samstemmende garantier afgivet af Kommissionen – offentliggørelsen af beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure bringer denne berettigede forventning til ophør
(Art. 107, stk. 1, TEUF og art. 108, stk. 3, TEUF)
3. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – støtte ydet i strid med procedurereglerne i artikel 108 TEUF – eventuelt berettiget forventning hos støttemodtagerne – foreligger ikke, medmindre der er ekstraordinære omstændigheder – berettiget forventning opstået som følge af specifikke, ubetingede og samstemmende garantier afgivet af Kommissionen – det tidsmæssige anvendelsesområde for den anerkendte berettigede forventning – transaktioner gennemført forud for den retsakt, der har skabt denne forventning – omfattet
(Art. 107, stk. 1, TEUF og art. 108, stk. 3, TEUF)
1. Spørgsmålet om, hvorvidt en sagsøgers søgsmålsinteresse fortsat består, skal bedømmes konkret, idet der bl.a. skal tages hensyn til følgerne af den hævdede ulovlighed og arten af den skade, som angiveligt er lidt.
En sådan interesse følger for det første af sagsøgerens egenskab af en interesseret part, som har indgivet en klage, og af, at sagsøgerens klage delvist og i det væsentlige blev forkastet ved den anfægtede bestemmelse.
Sagsøgeren er således en »interesseret part« som omhandlet i artikel 1, litra h), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af [artikel 108 TEUF] (EFT 1999, L 83, s. 1), med senere ændringer, »hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte«, og som således pr. definition har en »interesse« i den formelle undersøgelsesprocedure, der skal føre til vedtagelsen af en beslutning fra Kommissionen, og tilsvarende, idet sagsøgerens klage blev forkastet ved den nævnte beslutning, har en interesse i at anlægge sag til prøvelse af denne beslutning, som ikke er gunstig for dette selskab. Sagsøgeren er endvidere den interesserede part, som indgav den klage, der førte til indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, og som i forbindelse med denne klage forklarede grundene til klagens indgivelse.
Selv om den anfægtede beslutning og dermed den anfægtede bestemmelse ikke udgjorde en udtrykkelig besvarelse af sagsøgerens klage, forholder det sig ikke desto mindre således, at Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgeren havde gjort gældende i sin klage, heri konkluderede, at den omtvistede ordning fortsat kunne finde anvendelse i visse heri specificerede situationer. En sådan forkastelse er tilstrækkelig til at kunne begrunde sagsøgerens søgsmålsinteresse i den foreliggende sag i den forstand, at en annullation af denne forkastelse på grundlag af sagsøgerens eneste anbringende kan tilføre dette selskab en fordel, nemlig fordelen ved, at den omtvistede ordning erklæres ulovlig og forbudt, herunder i de situationer, som er omfattet af den anfægtede bestemmelse.
Det følger heraf, at sagsøgerens søgsmålsinteresse i forhold til den anfægtede bestemmelse ikke kan anfægtes ud fra den omstændighed, som Kommissionen har påberåbt sig, og som angiveligt er indtruffet efter anlæggelsen af nærværende sag, nemlig at sagsøgerens konkurrent ikke kan være omfattet af den omtvistede ordning, der blev erklæret ulovlig ved den anfægtede beslutning. Hvis det forholdt sig anderledes, og hvis det navnlig krævedes af interesserede parter og især af dem, der har foranlediget indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, at de ydermere skulle godtgøre deres status som konkurrent til det selskab, der faktisk er blevet begunstiget af den omtvistede ordning, som er blevet undersøgt i den anfægtede beslutning, ville dette være udtryk for en sammenblanding af betingelsen om søgsmålsinteresse, som er det afgørende og første formalitetskrav til ethvert søgsmål, og som skal bestå indtil sagens afslutning, og betingelsen om søgsmålskompetence, hvilke betingelser udgør særskilte krav, som en fysisk eller juridisk person skal opfylde kumulativt.
Det skal dernæst anføres, at sagsøgeren tillige bevarer en interesse i at påstå den anfægtede beslutning annulleret for at gøre det muligt at undgå, at den ulovlighed, som denne beslutning angiveligt er behæftet med, gentager sig i fremtiden. Det er vigtigt i denne forbindelse at fremhæve, at den angivelige ulovlighed kan gentage sig i fremtiden uanset de omstændigheder, som har givet anledning til nærværende sag, eftersom denne ulovlighed uafhængigt af disse omstændigheder rejser tvivl om fortolkningen af de generelle betingelser for anvendelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og den tidsmæssige rækkevidde af den beskyttelse, der kan ydes i medfør af dette princip.
(jf. præmis 22-32)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 33-46, 108 og 110)
3. Hvad angår det tidsmæssige anvendelsesområde for den anerkendte berettigede forventning hos modtagerne af en støtte ydet i strid med procedurereglerne i artikel 108 TEUF, der er opstået som følge af specifikke, ubetingede og samstemmende garantier afgivet af Kommissionen, skal der sondres mellem datoen for skabelsen af den berettigede forventning – som svarer til den dato, hvor der opnås kendskab til præcise forsikringer – og genstanden for den skabte berettigede forventning, som kan udstrækkes til transaktioner gennemført forud for denne dato, alt efter ordlyden af de afgivne præcise forsikringer.
Imidlertid går den berettigede forventning oftest og navnlig i den konkrete sag på opretholdelsen af en eksisterende situation, hvilken situation pr. definition er opstået tidligere end den retsakt, der har skabt en forventning om situationens opretholdelse. I dette tilfælde afføder den retsakt, der skaber den berettigede forventning, ikke en virkning med tilbagevirkende kraft i den forstand, at den skaber en berettiget forventning fra og med de pågældende forudgående begivenheder, men den begrænser sig til – fra datoen for retsaktens udstedelse at regne – at omfatte begivenheder, der ligger forud for denne dato og deres fremtidige virkninger.
Hvis det forholdt sig anderledes, ville princippet om beskyttelse af den berettigede forventning således ikke med føje kunne påberåbes for at modsætte sig tilbagesøgningen af ulovlig støtte, som i sagens natur ydes, før Kommissionen – der bedst kan afgive præcise, ubetingede, samstemmende og pålidelige forsikringer – på nogen som helst måde har kunnet tage stilling til støttens kvalificering som statsstøtte og dens forenelighed med det indre marked. Artikel 14 i forordning nr. 659/1999 ville dermed blive frataget sin effektive virkning.
Denne bedømmelse ændres ikke af den omstændighed, at den omtvistede ordning ikke i det foreliggende tilfælde blev anmeldt til Kommissionen, og at adressaterne for denne ordning kun under ekstraordinære omstændigheder kan have en berettiget forventning om, at støtten blev lovligt ydet. Mens det er en konsekvens af fraværet af ekstraordinære omstændigheder, at modtageren af en ikke-anmeldt støtte ikke kan have en berettiget forventning om, at støtten er lovlig og vil blive opretholdt, er det således en konsekvens af tilstedeværelsen af ekstraordinære omstændigheder, at denne modtager – fra og med afgivelsen af præcise forsikringer, der er egnede til at give støttemodtageren begrundede forhåbninger om, at støtten er lovlig, hvilket kendetegner disse ekstraordinære omstændigheder, og forudsat at de afgivne forsikringer ikke forudsætter nogen tidsmæssig begrænsning – ikke længere med rimelighed kan anses for i en vis periode at kunne have været bevidst om, at den pågældende støtte var ulovlig. Hvis det forholdt sig anderledes, ville det være ensbetydende med at se bort fra nøjagtigheden og pålideligheden af de afgivne forsikringer, bl.a. med hensyn til disse forsikringers tidsmæssige rækkevidde, og således at ophæve en af betingelserne for anerkendelse af den berettigede forventning, der dog i tilfældet med ikke-anmeldt støtte bidrager til, at den berettigede forventning om lovligheden af denne støtte kun anerkendes under ekstraordinære omstændigheder. Dersom alene transaktioner gennemført efter den retsakt, der skaber forventningen, skulle være omfattet af den berettigede forventning, og det selv hvis denne retsakt havde præciseret, at den omfattede forudgående transaktioner, ville konsekvensen heraf således blive en begrænsning af disse forsikringers rækkevidde i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
(jf. præmis 97-106)