Language of document :

Sag anlagt den 30. april 2010 - Vesteda Groep BV mod Kommissionen

(Sag T-206/10)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Vesteda Groep BV (Maastricht, Nederlandene) (ved advocaten G. van der Wal og T. Boesman)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning af 15. december 2009 annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2010) 26 endelig af 15. december 2009 vedrørende støtteordningerne E-2/2005 et N-642/2009 (Nederlandene) - eksisterende støtte og støtte til et særligt projekt med henblik på sociale boligselskaber. Sagsøgeren har fremført tre anbringender til støtte for sit søgsmål.

For det første anfører sagsøgeren, at Kommissionen i punkt 25-37 i den anfægtede beslutning med urette har antaget, at den nederlandske finansieringsordning til sociale boligselskaber og alle ændringerne til denne ordning udgør en eksisterende støtte, og at Kommissionens vurdering på denne baggrund er foretaget i henhold til artikel 108, stk. 1, TEUF og kapitel 5 i forordning nr. 659/1999 1, hvorved Kommissionen har lagt en urigtig retsopfattelse til grund. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen foretaget et urigtigt skøn ved ikke at indhente tilstrækkelige oplysninger om ændringerne i ordningen og har ikke begrundet den anfægtede beslutning tilstrækkeligt.

For det har andet har Kommissionen ifølge sagsøgeren med urette godtaget de foranstaltninger, som Nederlandene har foreslået i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 659/1999, efter artikel 19 i denne forordning, hvorved Kommissionen har lagt en urigtig retsopfattelse til grund i den anfægtede beslutning. De af Kommissionen tiltrådte passende foranstaltninger er utilstrækkelige og/eller uegnede til at sikre, at støtten er forenelig med artikel 107 TEUF, sammenholdt med artikel 106 TEUF. Desuden har Kommissionen fejlagtigt anvendt betingelserne i artikel 106, stk. 2, TEUF, og har ikke begrundet den anfægtede beslutning tilstrækkeligt.

For det tredje anfører sagsøgeren, at Kommissionen med urette har undladt at indlede proceduren i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, og til artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 659/1999, hvorved den har lagt en urigtig retsopfattelse til grund.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1).