Sag T-222/09

Ineos Healthcare Ltd

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-ordmærket ALPHAREN – de ældre nationale ordmærker ALPHA D3 – relativ registreringshindring – risiko for forveksling – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009] – ex officio-prøvelse af de faktiske omstændigheder – artikel 74 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 76 i forordning nr. 207/2009)«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – bemærkninger fra tredjemand og indsigelse – kendsgerninger, beviser og argumenter, der fremlægges til støtte for indsigelsen – indsigerens mulighed for at fremlægge beviser til støtte for indsigelsen

[Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 15, stk. 2, litra c), og stk. 3, litra c), samt regel 19 stk. 1]

2.      EF-varemærker – procedureregler – ex officio-prøvelse af de faktiske omstændigheder – indsigelsessag – prøvelsen begrænset til de påberåbte anbringender – hensyntagen til velkendte kendsgerninger – farmaceutiske præparater

(Rådets forordning nr.  40/94, art. 74, stk. 1)

3.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – vurdering af risikoen for forveksling – fastlæggelse af den relevante kundekreds

[Rådets forordning nr. 40/94, art. 8, stk. 1, litra b)]

1.      Det fremgår af regel 15, stk. 2, litra c), og stk. 3, litra b), sammenholdt med regel 19, stk. 1, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at indsigeren i en indsigelsessag har mulighed for, men ikke er forpligtet til at fremlægge beviser til støtte for indsigelsen, navnlig for så vidt angår ligheden mellem de omhandlede varer og tjenesteydelser.

De beviser, som er nævnt i regel 15, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2868/95, skal heller ikke nødvendigvis berøre alle aspekter for sammenligningen af varerne.

(jf. præmis 16, 17 og 21)

2.      Det fremgår af artikel 74, stk. 1, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at »[Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)] i sager vedrørende relative registreringshindringer [begrænser sig] til at prøve de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og de af parterne fremsatte anmodninger«.

Denne bestemmelse vedrører bl.a. det faktuelle grundlag for Harmoniseringskontorets afgørelser, nemlig de omstændigheder og beviser, hvorpå disse afgørelser gyldigt kan støttes. Således kan appelkammeret – når det træffer afgørelse vedrørende en klage over en afgørelse, der afslutter en indsigelsessag – alene støtte sin afgørelse på de omstændigheder og beviser, som de berørte parter har anført. Begrænsningen af det faktiske grundlag for den prøvelse, som appelkammeret foretager, udelukker imidlertid ikke, at appelkammeret ud over de kendsgerninger, der udtrykkeligt er anført af parterne under indsigelsessagen, også tager hensyn til velkendte kendsgerninger, dvs. kendsgerninger, som enhver har kendskab til eller kunne få kendskab til ved almindeligt tilgængelige kilder.

Hvad angår beskrivelsen af farmaceutiske præparater og deres terapeutiske indikationer kan disse, henset til deres tekniske grad, på ingen måde anses for oplysninger, som udgør velkendte kendsgerninger.

(jf. præmis 28, 29 og 31)

3.      Hvad angår vurderingen af en risiko for forveksling i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker i tilfælde, hvor de omhandlede produkter er lægemidler, som en læge skal ordinere på recept, inden apotekerne kan sælge dem til forbrugerne, består den relevante kundekreds ikke kun af de endelige forbrugere, men også af fagfolk, dvs. læger, der ordinerer lægemidlet, og apotekere, der sælger det ordinerede lægemiddel. Selv om valget af produkter er påvirket eller afgjort af mellemled, kan risikoen for forveksling også forekomme hos forbrugerne, eftersom de vil være stillet over for disse varer, selv om det for hver af de nævnte varer sker individuelt på forskellige tidspunkter under de indkøbshandlinger, som finder sted.

Det kan ikke udelukkes – end ikke i tilfælde af lægemidler, som udelukkende sælges på recept – at gennemsnitsforbrugeren er en del af den relevante kundekreds.

(jf. præmis 43 og 44)