RETTENS KENDELSE (Fjerde Afdeling)
15. december 2010 (*)
»Annullationssøgsmål – supplerende pensionsordning for Europa-Parlamentets medlemmer – ændring af den supplerende pensionsordning – almengyldig retsakt – ikke individuelt berørt – afvisning«
I sagerne T-219/09 og T-326/09,
Gabrielle Albertini, Milano (Italien), og de 62 øvrige medlemmer og tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet, hvis navne fremgår af bilaget, ved advokaterne S. Orlandi, A. Coolen, J.-N. Louis og E. Marchal,
sagsøgere i sag T-219/09,
og
Brendan Donnelly, London (Det Forenede Kongerige), ved advokaterne S. Orlandi, A. Coolen, J.-N. Louis og E. Marchal,
sagsøger i sag T-326/09,
mod
Europa-Parlamentet, først ved H. Krück, A. Pospíšilová Padowska og G. Corstens, derefter ved N. Lorenz, Pospíšilová Padowska og M. Corstens, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående annullation af Europa-Parlamentets afgørelser af 9. marts og 1. april 2009 om ændring af bestemmelserne vedrørende den supplerende pensionsordning (frivillig) i bilag VIII til regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer,
har
RETTEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová (refererende dommer), og dommerne K. Jürimäe og M. van der Woude,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Retsforskrifter
1 Europa-Parlamentets præsidium (herefter »præsidiet«) er et organ under Europa-Parlamentet. Ifølge artikel 22, stk. 2, med overskriften »Præsidiets opgaver« i Europa-Parlamentets forretningsorden i den version, der gælder i forhold til sagens faktiske omstændigheder, træffer præsidiet bl.a. afgørelse om finansielle, organisatoriske og administrative spørgsmål vedrørende medlemmerne.
2 På det grundlag har præsidiet vedtaget regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer (herefter »omkostningsregulativet«).
3 Den 12. juni 1990 vedtog præsidiet regulativ om en supplerende pensionsordning (frivillig) for Europa-Parlamentets medlemmer (herefter »regulativ af 12. juni 1990«) i bilag VII til omkostningsregulativet.
4 Regulativ af 12. juni 1990 i den version, der var gældende i marts 2009, fastsatte bl.a.:
»Artikel 1
1. I afventning af vedtagelse af en fælles statut for medlemmerne og uafhængigt af de pensionsrettigheder, der er fastsat i bilag I og II, har alle de af Europa-Parlamentets medlemmer, der er ophørt i deres funktion, og som i mindst to år har betalt til den frivillige pensionsordning, ret til en livslang pension fra den første dag i den måned, der følger efter den måned, hvor den pågældende fylder 60 år.
[…]
Artikel 2
1. Pensionen beløber sig for hvert hele års medlemskab til mellem 3,5% og 40% af grundlønnen for en dommer ved De Europæiske Fællesskabers Domstol og for hver hele måned 1/12 af det nævnte beløb.
2. Den maksimale pension beløber sig til 70% (minimumsbeløbet er 10,5%) af 40% af grundlønnen for en dommer ved De Europæiske Fællesskabers Domstol.
3. Pensionen beregnes og udbetales i euro.
Artikel 3
De tidligere medlemmer eller medlemmer, der udtræder, før de bliver 60 år, kan anmode om, at deres pension udbetales umiddelbart eller på ethvert tidspunkt mellem deres udtrædelse og det tidspunkt, de bliver 60 år, forudsat de er fyldt 50 år. I sidstnævnte tilfælde er pensionen lig det beløb, der beregnes på grundlag af artikel 2, stk. 1, ganget med en koefficient, der udregnes ud fra medlemmets alder på det tidspunkt, hvor den pågældende påbegynder modtagelse af sin pension i overensstemmelse med følgende tabel […]
Artikel 4 (udbetaling af en del af pensionen som kapitalpension)
1. Maksimalt 25% af pensionsrettighederne beregnet på grundlag af artikel 2, stk. 1, kan udbetales som kapital til de medlemmer, der er eller har været tilknyttet den frivillige pensionsordning.
2. Denne mulighed skal udøves før datoen for påbegyndelse af udbetalingerne, og den er uigenkaldelig.
3. Med forbehold af maksimalgrænsen i stk. 1 påvirker eller nedsætter udbetalingen af en kapital ikke de pensionsrettigheder, som en længstlevende ægtefælle har eller de børn, som den pågældende har forsørgelsespligt overfor.
4. Udbetalingen som kapital beregnes på grundlag af medlemmets alder på tidspunktet for datoen for pensionens virkning ud fra følgende tabel […]
5. Kapitalen beregnes og udbetales i euro. Udbetalingen foretages før den første pensionsbetaling.
[…]«
5 Den supplerende pensionsfond blev etableret ved Europa-Parlamentets kvæstorers konstituering af ASBL »Fonds de pension – députés au Parlement européen« (pensionsfond for Europa-Parlamentets medlemmer, herefter »ASBL«), der på sin side i henhold til luxembourgsk ret har dannet et investeringsselskab med variabel kapital benævnt »Fonds de pension – Députés au Parlement européen, Société d'Investissement à Capital Variable« (herefter »SICAV«), der er blevet pålagt ansvaret for forvaltningen af investeringer.
6 Statutten for Parlamentets medlemmer blev vedtaget ved Europa-Parlamentets afgørelse 2005/684/EF, Euratom af 28. september 2005 om vedtagelse af statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (EUT L 262, s. 1) og trådte i kraft den 14. juli 2009, den første dag i valgperioden 2009-2014.
7 Statutten for medlemmerne har etableret en endelig pensionsordning for Europa-Parlamentets medlemmer, ifølge hvilken medlemmerne har ret til alderspension ved det fyldte 63. år.
8 Statutten for medlemmerne har fastsat overgangsforanstaltninger for den supplerende pensionsordning. Artikel 27 bestemmer i den henseende:
»1. Europa-Parlamentets frivillige pensionsfond videreføres efter denne statuts ikrafttræden for de medlemmer eller tidligere medlemmer, der allerede har erhvervet rettigheder i denne fond.
2. De erhvervede rettigheder bevares i fuldt omfang. Parlamentet kan fastlægge kriterier og vilkår for erhvervelse af nye rettigheder.
3. Medlemmer, der modtager vederlag, [der er etableret ved statutten,] kan ikke erhverve nye rettigheder i den frivillige pensionsfond.
4. Fonden er ikke åben for tilgang af medlemmer, der indvælges i Parlamentet for første gang efter denne statuts ikrafttræden.
[…]«
9 Ved afgørelser af 19. maj og 9. juli 2008 vedtog Europa-Parlamentets præsidium gennemførelsesbestemmelser til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (EUT 2009 C 159, s. 1, herefter »gennemførelsesbestemmelserne«). I henhold til deres artikel 73 trådte gennemførelsesbestemmelserne i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af statutten for Parlamentets medlemmer, dvs. den 14. juli 2009.
10 Gennemførelsesbestemmelsernes artikel 74 fastsætter, at når bortses fra de i afsnit IV fastsatte overgangsbestemmelser, ophæves omkostningsregulativet på datoen for statuttens ikrafttræden.
11 Gennemførelsesbestemmelsernes artikel 76 »Supplerende pension« foreskriver:
»1. En supplerende (frivillig) pension, der er tilkendt efter omkostningsregulativets bilag VII, vil fortsat blive udbetalt i henhold til dette bilag til de personer, der allerede modtog en sådan pension inden statuttens ikrafttræden.
2. De pensionsrettigheder, som i henhold til ovennævnte bilag VII er erhvervet inden datoen for statuttens ikrafttræden, består uændret. Pensionen udbetales på de i bilaget anførte betingelser.
3. De medlemmer, der er valgt i 2009, vil fortsat, efter statuttens ikrafttræden, kunne erhverve nye rettigheder i henhold til ovennævnte bilag VII, såfremt:
a) de var medlemmer i den forudgående valgperiode, og
b) de allerede havde erhvervet eller var i færd med at erhverve rettigheder i henhold til den supplerende pensionsordning, og
c) den medlemsstat, hvor medlemmet er valgt, har vedtaget en undtagelsesordning i henhold til statuttens artikel 29, eller medlemmet i henhold til statuttens artikel 25 selv har valgt at være omfattet af den nationale ordning, og
d) de ikke har ret til en national eller EU-pension i forbindelse med udøvelsen af deres mandat som medlem af Europa-Parlamentet.
4. De bidrag til den supplerende pensionsfond, der påhviler medlemmet, betales af medlemmets private midler.«
Sagens faktiske omstændigheder
12 Den 9. marts 2009 traf præsidiet efter en konstateret forringelse af den supplerende pensionsfonds finansielle situation følgende afgørelse (herefter »afgørelse af 9. marts 2009«) om, at:
– »en arbejdsgruppe nedsættes […] for at mødes med repræsentanter fra bestyrelsen i pensionsfonden med henblik på at evaluere situationen
– […] med øjeblikkelig virkning suspenderes, som foreløbig og forebyggende foranstaltning, muligheden for at anvende omkostningsregulativets bilag VII, artikel 3 og 4
– […] disse forebyggende foranstaltninger genovervejes af præsidiet på et kommende møde i lyset af de oplyste faktiske omstændigheder og resultatet af arbejdsgruppens kontakter og konstateringer.«
13 Den 1. april 2009 besluttede præsidiet at ændre regulativ af 12. juni 1990 (herefter »afgørelse af 1. april 2009«). Ændringerne omhandler bl.a. følgende foranstaltninger:
– Med virkning fra den første dag i den syvende valgperiode 2009-2014, dvs. den 14. juli 2009, forhøjes pensionsalderen fra 60 til 63 år (artikel 1 i regulativ af 12. juni 1990).
– Med øjeblikkelig virkning ophæves muligheden for udbetaling af en del af pensionsrettighederne i form af kapital (artikel 3 i regulativ af 12. juni 1990).
– Med øjeblikkelig virkning ophæves muligheden for førtidspension ved det fyldte 50. år (artikel 4 i regulativ af 12. juni 1990).
Retsforhandlinger og parternes påstande
14 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. maj 2009 blev sag T-219/09 anlagt af 65 af Europa-Parlamentets medlemmer, der er tilknyttet den supplerende pensionsordning, samt af ASBL.
15 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 10. august 2009 blev sag T-326/09 anlagt.
16 Europa-Parlamentet har ved særskilte dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 11. september og den 16. november 2009 i begge sager fremsat afvisningspåstand i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement.
17 Sagsøgerne i sag T-219/09 har den 30. oktober 2009 fremsat deres bemærkninger til formalitetsindsigelsen. Ved denne lejlighed har sagsøgerne Balfe og Colom I Naval samt ASBL anmodet om, at Retten noterer sig, at de hæver sagen. Endvidere har sagsøgerne i sag T-219/09 begæret denne sag forenet med sag T-326/09 og sag T-439/09, John Robert Purvis mod Parlamentet.
18 Parlamentet har den 19. november 2009 indgivet bemærkninger til den delvise hævelse af sag T-219/09 og til begæringen om forening af sagerne. Sagsøgerne i sagerne T-326/09 og T-439/09 har ikke indgivet bemærkninger til begæringen om forening.
19 Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Anden Afdeling den 18. december 2009, Balfe m.fl. mod Parlamentet (sag T-219/09, ikke trykt i Samling af Afgørelser), blev Richard Balfe, Joan Colom I Naval og ASBL slettet fra listen over sagsøgere i denne sag.
20 Sagsøgeren i sag T-326/09 har den 7. januar 2010 fremsat bemærkninger til formalitetsindsigelsen.
21 Ved kendelse afsagt den 18. marts 2010 har formanden for Rettens Anden Afdeling efter høring af parterne truffet afgørelse om udsættelse af behandlingen af de foreliggende sager, indtil der er truffet afgørelse om formaliteten i sag T-532/08, Norilsk Nickel Harjavalta og Umicore mod Kommissionen, og sag T-539/08, Etimine og Etiproducts mod Kommissionen.
22 Efter at denne afgørelse blev truffet ved kendelser af 7. september 2010, Norilsk Nickel Harjavalta og Umicore mod Kommissionen samt Etimine og Etiproducts mod Kommissionen (sag T-532/08 og sag T-539/08, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), er parterne blevet opfordret til at afgive udtalelse om de konsekvenser, der ifølge dem bør drages i forhold til de foreliggende sager. Parlamentet og sagsøgerne har indgivet bemærkninger henholdsvis den 8. og den 10. november 2010.
23 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Europa-Parlamentets præsidiums afgørelser af 9. marts og 1. april 2009 annuleres.
– Europa-Parlamentet tilpligtes at betales sagens omkostninger.
24 Parlamentet har nedlagt følgende påstande vedrørende formalitetsindsigelsen:
– Sagen afvises.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
25 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande i bemærkningerne til formalitetsindsigelsen:
– I sag T-219/09 tages Richard Balfes, Joan Colom I Navals og ASBL’s hævelse af sagen til efterretning.
– I begge sager tages påstandene i stævningen til følge.
Retlige bemærkninger
26 Hvad angår begæringen om forening, der er fremsat af sagsøgerne i sag T-219/09, finder Retten det nyttigt at forene denne sag med sag T-326/09 med henblik på nærværende kendelse, idet begge sager vedrører samme formalitetsspørgsmål.
27 I henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 1, kan Retten, såfremt en part fremsætter begæring herom, tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. I henhold til samme artikels stk. 3 forhandles der mundtligt om begæringen, medmindre Retten bestemmer andet. I den foreliggende sag finder Retten de oplysninger, der fremgår af sagen, tilstrækkelige, hvorfor det er ufornødent at indlede mundtlige forhandlinger.
Om genstanden for søgsmålene
28 Hvad angår sagsøgernes anmodning i sag T-219/09 om, at Retten noterer sig Richard Balfes, Joan Colom I Navals og ASBL’s hævelse af sagen, anser Retten denne for efterkommet med vedtagelsen af kendelsen Balfe m.fl. mod Parlamentet (præmis 19 ovenfor), hvorfor anmodningen nu er uden genstand.
29 Hvad endvidere angår genstanden for påstandene om annullation, således som Parlamentet har gjort gældende uden at blive modsagt af sagsøgerne, var afgørelsen af 9. marts 2009 kun midlertidig, idet den suspenderede muligheden for at anvende artikel 3 og 4 i regulativ af 12. juni 1990 uden dog at ændre disse artiklers indhold. Retten finder, at idet afgørelsen af 1. april 2009 efterfølgende ophævede de nævnte artikler med øjeblikkelig virkning, er afgørelsen af 9. marts 2009 blevet grundløs, hvorfor den ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål.
30 Stævningerne vedrørende afgørelsen af 9. marts 2009 skal derfor afvises. Følgelig henviser udtrykket »den anfægtede retsakt« alene til afgørelsen af 1. april 2009.
Om påstanden om sagens afvisning
31 Parlamentet har fremsat tre afvisningspåstande. I sag T-219/09 har det anført manglende retlig interesse hos ASBL, ligesom sagsøgerne Richard Balfe og Joan Colom I Naval ikke er umiddelbart berørt af afgørelserne af 9. marts og 1. april 2009. Herudover har Parlamentet i de to sager gjort gældende, at søgsmålene bør afvises, henset til at sagsøgerne ikke er individuelt berørt.
32 Som følge af Richard Balfes, Joan Colom I Navals og ASBL’s hævelse af sagen skal Retten kun undersøge den tredje afvisningspåstand om, at sagsøgerne ikke er individuelt berørt.
Parternes argumenter
33 Parlamentet har i det væsentlige gjort gældende, at afgørelsen af 1. april 2009 har retsanordnende karakter, og at sagsøgerne ikke er individuelt berørt af den.
34 Parlamentet hævder, at sagsøgerne ikke er adressater for afgørelsen af 1. april 2009. For at deres søgsmål kan fremmes til realitetsbehandling, må de nødvendigvis godtgøre, at retsakten berører dem umiddelbart og individuelt, hvorved begge betingelser skal være opfyldt. Ifølge Parlamentet kan sagsøgerne dog ikke anses for individuelt berørt af afgørelsen af 1. april 2009.
35 Sagsøgerne har gjort gældende, at uanset om afgørelserne af 9. marts og 1. april 2009 kan anses for retsanordnende, berører de dem umiddelbart og individuelt, henset til at sagsøgerne er tilstrækkeligt identificerbare fra tidspunktet for afgørelsernes vedtagelse. Sagsøgerne har endvidere anført, at det fremgår af noten af 1. april 2009 fra generalsekretæren til præsidiets medlemmer, at præsidiet vedtog de nævnte afgørelser under hensyntagen til sagsøgernes særlige situation. Præsidiet har derfor sigtet mod bestemte og individuelle personer, der er i en særlig situation for så vidt angår en erhvervet og fremtidig ret til en supplerende pension.
36 Sagsøgerne mener, at de ikke kan afskæres fra muligheden for at anfægte fremtidige mod dem rettede gennemførelsesretsakter i henhold til regulativ af 12. juni 1990, som ændret ved afgørelsen af 1. april 2009.
37 I den forbindelse har de for det første anført princippet om effektiv adgang til Fællesskabets retsinstanser. Ifølge sagsøgerne bør Parlamentets fremtidige gennemførelsesretsakter, der kunne indeholde afslag på ansøgningerne om supplerende pension, f.eks. fordi ansøgerne endnu ikke var fyldt 63 år, betegnes som en simpel bekræftelse af afgørelserne af 9. marts og 1. april 2009. I henhold til fast retspraksis vedrørende annullationssøgsmål kan, på den ene side, en bekræftende retsakt, der begrænser sig til at gengive bestemmelserne i en tidligere retsakt, der er blevet endelig, eller som alene præciserer den logiske følge af en sådan retsakt uden at tilføje noget nyt element, ikke søges annulleret. Hvis på den anden side gennemførelsesafgørelserne til afgørelserne af 9. marts og 1. april 2009 ikke kan anses for bekræftende afgørelser, følger det af retspraksis, at en ulovlighedsindsigelse, der er gjort gældende mod gennemførelsesafgørelserne i forbindelse med et annullationssøgsmål – i mangel af klageadgang mod de nævnte afgørelser – ligeledes ville blive afvist. Følgelig ville sagsøgerne, hvis afvisningspåstanden blev taget til følge, ganske være afskåret fra konkret og effektivt at gøre deres rettigheder gældende ved Fællesskabets retsinstanser.
38 Sagsøgerne har for det andet anført principielle retsplejehensyn samt princippet om procesøkonomi og parternes processuelle diligenspligt. Ifølge sagsøgerne ville det være i strid med gængse retsplejehensyn og god procesøkonomi at pålægge samtlige medlemmer hver for sig i det omfang, de er berørte, at rejse et annullationssøgsmål angående hver individuelle afgørelse, der træffes af Parlamentet til gennemførelse af afgørelserne af 9. marts og 1. april 2009. Desuden ville et sådant krav til sagsøgerne ligeledes udgøre en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om en rimelig sagsbehandlingstid. Endelig ville en afvisning af den foreliggende sag udgøre en tilsidesættelse af princippet om processuel diligens, da det da ville blive muligt for Parlamentet ikke at overholde præsidiets løfte af 17. juni 2009, hvorefter den kommende dom i de foreliggende sager skal finde anvendelse i forhold til alle medlemmerne af den supplerende pensionsfond.
Rettens bemærkninger
39 Indledningsvis bemærkes hvad angår spørgsmålet, om antagelse af den foreliggende sag til realitetsbehandling skal undersøges i forhold til artikel 230 EF eller artikel 263 TEUF, at spørgsmålet, om en sag kan antages til realitetsbehandling, skal behandles efter de regler, der var i kraft, da sagen blev anlagt, og at betingelserne for antagelse af en sag til realitetsbehandling vurderes ved indgivelsen af søgsmålet, dvs. på tidspunktet for indleveringen af stævningen. Derfor skal antagelsen af en sag til realitetsbehandling, der er anlagt før datoen for TEUF’s ikrafttræden, den 1. december 2009, vurderes på grundlag af artikel 230 EF (kendelserne i sagen Norilsk Nickel Harjavalta og Umicore mod Kommissionen samt i sagen Etimine og Etiproducts mod Kommissionen, præmis 70 og 72 og den deri nævnte retspraksis).
40 I det foreliggende tilfælde blev sagerne anlagt henholdsvis den 19. maj og den 10. august 2009. Spørgsmålet, om de kan antages til realitetsbehandling, skal derfor undersøges på grundlag af artikel 230 EF.
41 I overensstemmelse med artikel 230, stk. 4, EF kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage over beslutninger, der er rettet til ham, og over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt.
42 I sagen er der ikke strid mellem parterne om, at den anfægtede retsakt, uanset at den benævnes »afgørelse«, har almengyldig karakter og følgelig er retsanordnende, eftersom den i almindelighed finder anvendelse for de medlemmer af Parlamentet, som er medlemmer af eller bliver medlemmer af den frivillige pensionsfond. Retten kan tiltræde dette og påpeger herved, at muligheden for med større eller mindre sikkerhed at fastlægge antallet eller endog identiteten af de individer, som en retsakt finder anvendelse på på et givet tidspunkt, ikke er tilstrækkelig til at fratage retsakten dens retsanordnende karakter, når det står fast, at dens anvendelse finder sted på grundlag af dens objektive retlige eller faktiske karakter, som er fastlagt i akten, og som er relevant i forhold til dens formål (jf. analogt Domstolens dom af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorniu mod Rådet, Sml. I, s. 1853, præmis 18). Det må følgelig antages, at den omstændighed, der eventuelt måtte antages at foreligge, at antallet og identiteten af de parlamentsmedlemmer, som er berørt af den anfægtede retsakt, har kunnet fastlægges allerede ved retsaktens vedtagelse, ikke er til hinder for at kvalificere akten som en almengyldig retsakt. Retsakten berører nemlig, som Parlamentet med rette har fremhævet, kun sagsøgerne, fordi de er medlemmer af en supplerende pensionsfond, hvorved der foreligger en objektiv retsstilling defineret ved formålet, som er at ændre regulativ af 12. juni 1990.
43 Imidlertid udelukker den anfægtede retsakts almengyldige karakter for så vidt ikke, at den umiddelbart og individuelt berører visse fysiske eller juridiske personer efter betydningen i artikel 230, stk. 4, EF (jf. bl.a. Domstolens dom af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Rådet, Sml. I, s. 2501, præmis 13, dommen i sagen Codorniu mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 42, præmis 19, dom af 22.11.2001, sag C-451/98, Antillean Rice Mills mod Rådet, Sml. I, s. 8949, præmis 46, og af 22.6.2006, forenede sager C-182/03 og C-217/03, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, Sml. I, s. 5479, præmis 58, samt Rettens dom af 6.12.2001, sag T-43/98, Emesa Sugar mod Rådet, Sml. II, s. 3519, præmis 47).
44 I denne sag må det fastslås, at sagsøgerne er umiddelbart berørt af den anfægtede retsakt, eftersom den ikke overlader noget skøn til Parlamentets administration, som skal anvende den (jf. analogt dommen i sagen Emesa Sugar mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 43, præmis 48).
45 Hvad angår spørgsmålet, om sagsøgerne er individuelt berørt af den anfægtede retsakt, bemærkes, at for at en fysisk eller juridisk person kan anses for at være individuelt berørt af en almengyldig retsakt, kræves det, at denne person berøres individuelt af retsakten på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, på s. 414, org.ref.: Rec. s. 197, på s. 223, Rettens kendelse af 30.9.1997, sag T-122/96, Federolio mod Kommissionen, Sml. II, s. 1559, præmis 59, og af 29.4.1999, sag T-120/98, Alce mod Kommissionen, Sml. II, s. 1395, præmis 19).
46 Herved bemærkes, at det forhold, at den anfægtede retsakt berører de rettigheder, som sagsøgerne fremtidigt vil kunne gøre gældende på grundlag af deres tilknytning til den supplerende pensionsfond, ikke er af en sådan art, at dette forhold individualiserer dem efter betydningen i artikel 230, stk. 4, EF i forhold til enhver anden person, eftersom de befinder sig i en objektivt afgrænset situation, der kan sammenlignes med den, som ethvert andet parlamentsmedlem, der er medlem af nævnte pensionsfond, befinder sig i (jf. analogt kendelsen i sagen Federolio mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 45, præmis 67, og dommen i sagen Emesa Sugar mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 43, præmis 50). Under disse omstændigheder har sagsøgerne ikke bevist, at de har lidt et særligt tab af en sådan art, at de individualiseres i forhold til de øvrige parlamentsmedlemmer, som er medlemmer af den supplerende pensionsfond.
47 Sagsøgerne gør imidlertid gældende, at præsidiet tog højde for deres særlige situation inden den anfægtede retsakts vedtagelse.
48 I denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed, at en fællesskabsinstitution i henhold til specifikke bestemmelser er forpligtet til at tage hensyn til, hvilke konsekvenser den retsakt, den påtænker at vedtage, har for visse borgeres situation, kan individualisere disse (Domstolens dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, præmis 28-31, og af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477, præmis 11-13).
49 Det må dog fastslås, at der på tidspunktet for den anfægtede retsakts vedtagelse ikke forelå nogen EF-retlig bestemmelse, der pålagde præsidiet at tage højde for sagsøgernes særlige situation. Hertil kommer, at de passager i den anfægtede retsakt, som sagsøgerne har anført til støtte for dette argument, netop ikke lader fremgå, at præsidiet tog højde for deres særlige situation, bortset fra situationen for en enkelt af dem, men som derimod kun henviser til de parlamentsmedlemmer, der er berørt af afgørelsen i generelle vendinger, såsom »det fåtal af medlemmer, der fortsat vil kunne betale bidrag til fonden for at erhverve nye rettigheder«, »de medlemmer, som har betalt bidrag til den frivillige pensionsfond« eller »de pågældende medlemmer«.
50 Følgelig må Retten forkaste dette argument fra sagsøgerne.
51 Det fremgår af det ovenstående, at sagsøgerne ikke er individuelt berørt af den anfægtede retsakt efter betydningen i artikel 230,stk. 4, EF.
52 Denne konklusion kan der ikke rejses tvivl om ved sagsøgernes øvrige argumenter. Hvad for det første angår princippet om en effektiv adgang til Fællesskabets retsinstanser er det tilstrækkeligt at påpege, således som Parlamentet med rette har gjort det, at ifølge den ordning for legalitetskontrol, som er oprettet ved traktaten, kan en fysisk eller juridisk person kun anlægge en sag til prøvelse af en forordning, såfremt den ikke alene berører ham umiddelbart, men også individuelt. Selv om denne betingelse skal fortolkes i lyset af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse under hensyntagen til de forskellige omstændigheder, som kan individualisere en sagsøger (jf. f.eks. dom af 2.2.1988, forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy mod Kommissionen, Sml. s. 219, præmis 14, samt dommen i sagen Extramet Industrie mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 43, præmis 13, og i sagen Codorníu mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 43, præmis 19), kan en sådan fortolkning ikke føre til, at der ses bort fra den omhandlede betingelse, som er udtrykkeligt fastsat i traktaten, uden at de beføjelser, Fællesskabets retsinstanser er tillagt ved traktaten, derved ville blive overskredet (Domstolens dom af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 44).
53 Det må følgelig antages, at selv om man konkret måtte finde, at Fællesskabets retsinstanser skulle afvise eventuelle fremtidige retssager anlagt af sagsøgerne til prøvelse af individuelle afgørelser, som med hjemmel i den anfægtede retsakt afslår ansøgninger om supplerende pension ved det fyldte 60. år, kan dette ikke føre til at fremme nærværende sager til realitetspåkendelse, da det ville være en tilsidesættelse af artikel 230, stk. 4, EF.
54 Tilsvarende, og for det andet, må det (jf. principperne ifølge retspraksis som påpeget ovenfor i præmis 52) antages, at anvendelsen af principielle retsplejehensyn samt princippet om procesøkonomi, der er påberåbt af sagsøgerne, ikke kan berettige til at fremme en sag til realitetspåkendelse, når sagen i øvrigt ikke opfylder betingelserne for realitetspåkendelse i artikel 230, stk. 4, EF, da de beføjelser, Unionens retsinstanser er tildelt ved traktaten ellers ville blive overskredet. Ingen af disse principper kan nemlig være hjemmel for at fravige tildelingen af kompetencerne for disse retsinstanser, således som traktaten har fastsat.
55 Hvad for det tredje angår retssikkerhedsprincippet og det principielle krav om en rimelig sagsbehandlingstid har sagsøgerne blot hævdet, at det forhold, at den enkelte, hvad den pågældende angår, skal anlægge sag om annullation af fremtidige retsakter til gennemførelse af afgørelsen af 1. april 2009, medfører usikkerhed i deres personlige forhold. Herom bemærkes blot, at usikkerheden vedrørende udfaldet af en retssag ikke uden videre kan sidestilles med en krænkelse af retssikkerhedsprincippet. Tilsvarende fremgår det ikke af sagsøgernes argumenter, hvorledes det principielle krav om en rimelig sagsbehandlingstid kan berøres af, at de skal anfægte retsakterne til gennemførelse af afgørelsen af 1. april 2009 i stedet for at anfægte afgørelsen direkte. Spørgsmålet, om varigheden af en given sagsbehandling er rimelig, kan nemlig logisk set først bedømmes, når sagsbehandlingen er afsluttet.
56 Hvad endelig for det fjerde angår »princippet om processuel diligenspligt«, der hævdes af sagsøgerne, og med udgangspunkt i en forudsætning hos sagsøgerne om, at præsidiets afgørelse af 17. juni 2009 – hvorefter den kommende dom i sag T-219/09 vil blive anvendt på samtlige medlemmer af den fakultative pensionsfond – beviser Parlamentets vilje til at ønske de materielretlige spørgsmål afgjort i den foreliggende retssag, kan en sådan vilje fra sagsøgtes side ikke binde Retten ved dens bedømmelse af, om sagerne kan realitetsbehandles. Herved påpeges, at betingelserne for at realitetsbehandle retssager, således som de er fastsat i artikel 230 EF, er ufravigelige (Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, præmis 19-23, samt Rettens dom af 24.10.1997, sag T-239/94, EISA mod Kommissionen, Sml. II, s. 1839, præmis 26 og 27, og Rettens kendelse af 13.4.2000, sag T-263/97, GAL Penisola Sorrentina mod Kommissionen, Sml. II, s. 2041, præmis 37), således at parterne ikke er rådige herover.
57 Følgelig vil sagerne være at afvise.
Sagens omkostninger
58 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgerne har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Parlamentets påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling):
1) Sagerne T-219/09 og T-326/09 forenes med henblik på kendelsen.
2) Sagerne afvises.
3) Gabrielle Albertini og de 62 øvrige sagsøgere, der er opført i bilaget, samt Brendan Donnelly bærer deres egne omkostninger og betaler Europa-Parlamentets omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 15. december 2010.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |
BILAG
Javier Areitio Toledo, Madrid (Spanien)
Robert Atkins, Garstang (Det Forenede Kongerige)
Angelika Beer, Großkummerfeld (Tyskland)
Georges Berthu, Longré (Frankrig)
Guy Bono, Saint-Martin-de-Crau (Frankrig)
Herbert Bosch, Bregenz (Østrig)
David Bowe, Leeds (Det Forenede Kongerige)
Marie-Arlette Carlotti, Marseille (Frankrig)
Ozan Ceyhun, Rüsselsheim (Tyskland)
Giles Bryan Chichester, Ottery St Mary (Det Forenede Kongerige)
Brigitte Douay, Paris (Frankrig)
Avril Doyle, Wexford (Irland)
Michl Ebner, Bozen (Italien)
Juan Manuel Fabra Valles, Madrid (Spanien)
Elisa Maria Ferreira, Porto (Portugal)
James Glyn Ford, Newnham on Severn (Det Forenede Kongerige)
Riccardo Garosci, Milano (Italien)
Bruno Gollnisch, Limonest (Frankrig)
Ana Maria Rosa Martins Gomes, Colares-Sintra (Portugal)
Vasco Graça Moura, Benfica do Ribatejo (Portugal)
Françoise Grossetête, Saint-Étienne (Frankrig)
Catherine Guy-Quint, Cournon d’Auvergne (Frankrig)
Roger Helmer, Lutterworth (Det Forenede Kongerige)
William Richard Inglewood, Penrith (Det Forenede Kongerige)
Caroline Jackson, Abingdon (Det Forenede Kongerige)
Milos Koterec, Bratislava (Slovakiet)
Urszula Krupa, Lodz (Polen)
Stefan Kuc, Warszawa (Polen)
Zbigniew Kuźmiuk, Radom (Polen)
Carl Lang, Boulogne-Billancourt (Frankrig)
Henrik Lax, Helsinki (Finland)
Patrick Louis, Lyon (Frankrig)
Minerva-Welpomen Malliori, Athen (Grækenland)
Sergio Marques, Funchal (Portugal)
Graham Christopher Spencer Mather, London (Det Forenede Kongerige)
Véronique Mathieu, Val d’Ajol (Frankrig)
Marianne Mikko, Tallinn (Estland)
William Miller, Glasgow (Det Forenede Kongerige)
Elizabeth Montfort, Riom (Frankrig)
Ashley Mote, Binsted (Det Forenede Kongerige)
Christine Margaret Oddy, Coventry (Det Forenede Kongerige)
Reino Paasilinna, Helsinki (Finland)
Bogdan Pęk, Krakow (Polen)
José Javier Pomés Ruiz, Pamplona (Spanien)
John Robert Purvis, Fife (Det Forenede Kongerige)
Luis Queiro, Lissabon (Portugal)
José Ribeiro E. Castro, Lissabon (Portugal)
Pierre Schapira, Paris (Frankrig)
Pál Schmitt, Budapest (Ungarn)
José Albino Silva Peneda, Maia (Portugal)
Grażyna Staniszewska, Bielsko-Biala (Polen)
Robert Sturdy, Wetherby (Det Forenede Kongerige)
Margie Sudre, La Possession (Frankrig)
Robin Teverson, Tregony (Det Forenede Kongerige)
Nicole Thomas-Mauro, Épernay (Frankrig)
Gary Titley, Bolton (Det Forenede Kongerige)
Witold Tomczak, Kepno (Polen)
Maartje van Putten, Amsterdam (Nederlandene)
Vincenzo Viola, Palermo (Italien)
Mark Watts, Ashford (Det Forenede Kongerige)
Thomas Wise, Lindslade (Det Forenede Kongerige)
Bernard Wojciechowski, Warszawa (Polen).