RETTENS DOM (Ottende Udvidede Afdeling)

20. december 2023 (*)

»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunionen – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – afgørelse fra Afviklingsinstansen om beregningen af ex ante-bidrag for 2021 – begrundelsespligt – effektiv domstolsbeskyttelse – ligebehandling – proportionalitetsprincippet – Afviklingsinstansens skønsmargen – ulovlighedsindsigelse – Kommissionens skønsmargen – begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger«

I sag T-389/21,

Landesbank Baden-Württemberg, Stuttgart (Tyskland), ved advokaterne H. Berger, M. Weber og D. Schoo,

sagsøger,

mod

Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) ved J. Kerlin, T. Wittenberg og D. Ceran, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne H.-G. Kamann, F. Louis, P. Gey og L. Hesse,

sagsøgt,

støttet af

Europa-Kommissionen ved D. Triantafyllou, A. Nijenhuis og A. Steiblytė, som befuldmægtigede,

intervenient,

har

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Kornezov, og dommerne G. De Baere, D. Petrlík (refererende dommer), K. Kecsmár og S. Kingston,

justitssekretær: fuldmægtig S. Jund,

på grundlag af den skriftlige forhandling

og efter retsmødet den 7. marts 2023,

afsagt følgende

Dom

1        Med søgsmålet anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, Landesbank Baden-Württemberg, nedlagt påstand om annullation af afgørelse SRB/ES/2021/22 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) den 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2021 (herefter »den anfægtede afgørelse«), for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

I.      Tvistens baggrund

2        Sagsøgeren er et offentligretligt kreditinstitut med hjemsted i Tyskland. Sagsøgeren er tilknyttet institutsikringsordningen (herefter »IPS«) i Sparkassen-Finanzgruppe (finansgruppen for sparekasser, Tyskland).

3        Ved den anfægtede afgørelse fastsatte Afviklingsinstansen i henhold til artikel 70, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1) ex ante-bidragene til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) (herefter »ex ante-bidrag«) for året 2021 (herefter »bidragsperioden 2021«) for de institutter, der er omfattet af bestemmelserne i den nævnte forordnings artikel 2, sammenholdt med dens artikel 67, stk. 4 (herefter »institutterne«), herunder sagsøgeren.

4        Ved opkrævningsmeddelelse af 21. april 2021 pålagde Bundesanstalt für Finanzdienstleistungsaufsicht (det tyske finanstilsyn) i sin egenskab af national afviklingsmyndighed, jf. artikel 3, stk. 1, nr. 3), i forordning nr. 806/2014, sagsøgeren at betale ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021 som fastsat af Afviklingsinstansen.

II.    Den anfægtede afgørelse

5        Den anfægtede afgørelse består af et dokument ledsaget af tre bilag.

6        I dokumentet med den anfægtede afgørelse beskrives processen for fastsættelse af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021, som finder anvendelse på alle institutter.

7        I denne afgørelses afsnit 5 fastsatte Afviklingsinstansen nærmere bestemt det årlige målniveau, der er omhandlet i artikel 4 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 af 19. december 2014 om ensartede betingelser for anvendelsen af forordning nr. 806/2014 for så vidt angår ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (EUT 2015, L 15, s. 1), for bidragsperioden 2021 (herefter »det årlige målniveau«).

8        Afviklingsinstansen har forklaret, at den fastsatte dette målniveau til en ottendedel af 1,35% af det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud, beregnet kvartalsvis, for alle institutter i 2020 (herefter »det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020«), som fremgik af oplysninger indberettet af indskudsgarantiordningerne i overensstemmelse med artikel 16 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).

9        I den anfægtede afgørelses afsnit 6 beskrev Afviklingsinstansen metoden til beregning af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021. I denne forbindelse præciserede Afviklingsinstansen i 59. betragtning til den nævnte afgørelse, at 13,33% af ex ante-bidragene for denne periode blev beregnet på »nationalt grundlag«, dvs. på grundlag af oplysninger indberettet af institutter, der er meddelt tilladelse på den pågældende deltagende medlemsstats område (herefter »nationalt grundlag«), i overensstemmelse med artikel 103 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190) og artikel 4 i delegeret forordning 2015/63. Resten af ex ante-bidragene (dvs. 86,67%) blev beregnet på »bankunionens grundlag«, dvs. på grundlag af oplysninger indberettet af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de medlemsstaters område, der deltager i den fælles afviklingsmekanisme (SRM) (herefter »bankunionens grundlag« og »de deltagende medlemsstater«), i overensstemmelse med artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014 og med artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81.

10      I samme afsnit 6 i den anfægtede afgørelse forklarede Afviklingsinstansen også, at der i det væsentlige var to kategorier af institutter, der var underlagt ex ante-bidrag. Den første kategori omfattede institutter, der skulle betale et fast bidrag ud fra deres særlige karakteristika, såsom deres størrelse eller arten af deres aktiviteter. Beregningen af disse institutters ex ante-bidrag er reguleret i artikel 10 og 11 i delegeret forordning 2015/63.

11      Institutterne i den anden kategori var forpligtet til at betale et risikojusteret ex ante-bidrag, som Afviklingsinstansen fastsatte i overensstemmelse med følgende hovedtrin.

12      På det første trin beregnede Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, litra a), i forordning nr. 806/2014 det grundlæggende årlige bidrag for hvert institut, der baseres pro rata i forhold til det omhandlede instituts passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud (herefter »nettopassiver«) i forhold til de samlede nettopassiver for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på de deltagende medlemsstaters område. I overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 fratrak Afviklingsinstansen visse typer passiver fra instituttets nettopassiver, som skulle tages i betragtning ved fastsættelsen af dette bidrag.

13      På det andet trin af beregningen af ex ante-bidraget justerede Afviklingsinstansen det årlige basisbidrag baseret på det pågældende instituts risikoprofil i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, litra b,), i forordning (EU) nr. 806/2014. Den vurderede denne risikoprofil på grundlag af de fire risikosøjler, der er nævnt i artikel 6 i delegeret forordning 2015/63, og som er sammensat af risikoindikatorer. For at klassificere institutterne efter deres risikoniveau fastsatte Afviklingsinstansen – for hver risikoindikator, der blev anvendt for bidragsperioden 2021 – intervaller (»bins«), som institutterne blev grupperet i, i overensstemmelse med bilag I, under overskriften »Trin 2«, punkt 3, i denne delegerede forordning. Institutter, der tilhørte samme interval, blev tildelt en fælles værdi for den pågældende risikoindikator, en såkaldt »diskretiseret værdi«. Ved at kombinere de diskretiserede værdier for hver risikoindikator beregnede Afviklingsinstansen det pågældende instituts »risikojusteringsmultiplikator« (herefter »justeringsmultiplikator«). Ved at multiplicere instituttets årlige basisbidrag med justeringsmultiplikatoren fandt Afviklingsinstansen frem til institutternes »risikojusterede årlige basisbidrag«.

14      Dernæst lagde Afviklingsinstansen alle de risikojusterede årlige basisbidrag sammen for at nå frem til en »fællesnævner«, der bruges til at beregne den andel af det årlige målniveau, som hvert institut skulle betale.

15      Endelig beregnede Afviklingsinstansen det enkelte instituts ex ante-bidrag ved at dele det årlige målniveau mellem alle institutterne på grundlag af forholdet mellem det risikojusterede årlige basisbidrag på den ene side og fællesnævneren på den anden side.

16      Bilag I til den anfægtede afgørelse indeholder et individuelt bilag for hvert af de institutter, som var underlagt betalingen af ex ante-bidrag, herunder sagsøgeren, indeholdende resultaterne af beregningen af disse institutters ex ante-bidrag (herefter »det individuelle bilag«). Hvert af disse individuelle bilag angiver størrelsen af det pågældende instituts årlige basisbidrag og værdien af dets justeringsmultiplikator, både på bankunionens grundlag og på nationalt grundlag, idet der for hver risikoindikator angives nummeret på det interval, som det nævnte institut er tilknyttet. Derudover indeholder det individuelle bilag oplysninger, som bruges til at beregne ex ante-bidrag for alle de berørte institutter, som Afviklingsinstansen fastsatte ved at sammenlægge eller kombinere alle disse institutters individuelle oplysninger. Endelig indeholder dette bilag de oplysninger, som det pågældende institut har indberettet i indberetningsformularen, og som anvendes ved beregningen af instituttets ex ante-bidrag.

17      Bilag II til den anfægtede afgørelse indeholder statistiske oplysninger vedrørende beregningen af ex ante-bidrag for hver af de deltagende medlemsstater i sammenfattet og samlet form. Dette bilag præciserer bl.a. den samlede størrelse af de ex ante-bidrag, som de omhandlede institutter skal betale for hver af disse medlemsstater. Dernæst opregner det nævnte bilag for hver risikoindikator antallet af intervaller, antallet af institutter, der tilhører hvert interval, samt minimums- og maksimumsværdierne for disse intervaller. Når der er tale om intervaller vedrørende nationalt grundlag, nedsættes eller forhøjes disse værdier af fortrolighedshensyn med et tilfældigt beløb, idet den oprindelige fordeling af institutterne opretholdes.

18      Bilag III til den anfægtede afgørelse med overskriften »Vurdering af bemærkninger, der er fremsat i forbindelse med høringen om ex ante-bidragene til Den Fælles Afviklingsfond for 2021« omhandler de bemærkninger, der er fremsat af institutterne under den høringsprocedure, som Afviklingsinstansen gennemførte mellem den 5. og den 19. marts 2021 med henblik på vedtagelse af den anfægtede afgørelse.

III. Parternes påstande

19      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse, herunder bilagene hertil, annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

–        Subsidiært: Det fastslås, at den anfægtede afgørelse er retligt ikke-eksisterende for så vidt angår sagsøgeren.

–        Afviklingsinstansen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

20      Afviklingsinstansen har nedlagt følgende påstande:

–        Sagsøgte frifindes.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

–        Subsidiært, i tilfælde af annullation af den anfægtede afgørelse, opretholdes virkningerne af den anfægtede afgørelse, indtil den erstattes, eller i det mindste i en periode på seks måneder fra den dato, hvor dommen bliver endelig.

21      Europa-Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Sagsøgte frifindes.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

IV.    Retlige bemærkninger

22      Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren oprindeligt fremsat ti anbringender:

–        Det første vedrører tilsidesættelse af artikel 81, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med artikel 3 i Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (EFT 1952-1958, s. 74).

–        Det andet vedrører tilsidesættelse af artikel 296, andet afsnit, TEUF og af artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) som følge af en utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede afgørelse.

–        Det tredje vedrører en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, der er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 1.

–        Det fjerde vedrører en ulovlighedsindsigelse angående artikel 4-9 i delegeret forordning 2015/63 og bilag I hertil på grundlag af en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, der er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 1, og af retssikkerhedsprincippet.

–        Det femte vedrører en ulovlighedsindsigelse angående artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 på grundlag af en tilsidesættelse af artikel 103, stk. 7, litra h), i direktiv 2014/59, af artikel 113, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013, L 176, s. 1), af »princippet om beregning af risikoafpassede bidrag«, af princippet om, at regler baseret på retsstatsprincippet skal være præcise, og af forpligtelsen til at tage fuldt hensyn til de faktiske omstændigheder, med den begrundelse, at denne bestemmelse ikke kan vægte risikoindikatoren »tilhørsforhold til en institutsikringsordning« (herefter »IPS-risikoindikatoren«) under hensyntagen til risikoindikatoren »handelsaktiviteter og ikkebalanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og afviklingsmuligheder«.

–        Det sjette vedrører en tilsidesættelse af artikel 113, stk. 7, i forordning nr. 575/2013, af artikel 103, stk. 7, litra h), i direktiv 2014/59, af chartrets artikel 16 og 20, af proportionalitetsprincippet og af princippet om god forvaltningsskik.

–        Det syvende vedrører en ulovlighedsindsigelse angående artikel 6, 7 og 9 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63 på grundlag af en tilsidesættelse af »princippet om beregning af risikoafpassede bidrag«, chartrets artikel 16 og 20, proportionalitetsprincippet og forpligtelsen til at tage hensyn til samtlige faktiske omstændigheder.

–        Det ottende vedrører en tilsidesættelse af chartrets artikel 16 og 52 som følge af den uhensigtsmæssige tilpasning af sagsøgerens ex ante-bidrag til dennes risikoprofil.

–        Det niende vedrører en tilsidesættelse af chartrets artikel 16, 20, 41 og 52 med den begrundelse, at den anfægtede afgørelse er behæftet med adskillige åbenbart urigtige skøn.

–        Det tiende vedrører en ulovlighedsindsigelse angående artikel 20, stk. 1, første og andet punktum, i delegeret forordning 2015/63 på grundlag af en tilsidesættelse af artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 og af »princippet om beregning af risikoafpassede bidrag«.

23      Sagsøgeren har endvidere i replikken fremsat et 11. anbringende vedrørende dels en tilsidesættelse af artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 samt chartrets artikel 16 og 17, dels en ulovlighedsindsigelse angående artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014, på grundlag af en tilsidesættelse af »princippet om beregning af risikoafpassede bidrag«, af proportionalitetsprincippet, af chartrets artikel 16 og 17, af retsstatskravene og af de principper, der følger af dom af 13. juni 1958, Meroni mod Den Høje Myndighed (10/56, EU:C:1958:8).

24      Det er hensigtsmæssigt først at undersøge de anbringender, hvormed sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 4-9 og 20 i delegeret forordning 2015/63 samt bilag I hertil er ulovlige, og dernæst skal de anbringender, der direkte vedrører lovligheden af den anfægtede afgørelse, undersøges.

A.      Ulovlighedsindsigelserne mod artikel 4-9 og 20 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63

1.      Det fjerde anbringende vedrørende en ulovlighedsindsigelse angående artikel 4-9 i delegeret forordning 2015/63 og bilag I hertil, for så vidt som de tilsidesætter princippet om effektiv domstolsbeskyttelse og retssikkerhedsprincippet

25      Det fjerde anbringende består af to led.

26      Indledningsvis skal det bemærkes, at artikel 4 i delegeret forordning 2015/63 bestemmer, at Afviklingsinstansen fastsætter de årlige bidrag, der skal betales af hvert institut, i forhold til dets risikoprofil på grundlag af de oplysninger, som instituttet har indgivet, og ved anvendelse af den metodologi, der er fastsat i denne delegerede forordnings artikel 4-13.

27      Artikel 5 i delegeret forordning 2015/63 med overskriften »Risikojustering af de årlige basisbidrag« angiver navnlig de passiver, der udelades ved beregningen af disse bidrag. Denne delegerede forordnings artikel 6 opregner de risikosøjler og ‑indikatorer, som Afviklingsinstansen skal tage hensyn til ved vurderingen af institutternes risikoprofil, mens den nævnte delegerede forordnings artikel 7 specificerer den relative vægtning af hver risikosøjle og ‑indikator, som Afviklingsinstansen skal anvende ved vurderingen af hvert instituts risikoprofil.

28      Artikel 8 i delegeret forordning 2015/63 vedrører anvendelsen af risikoindikatorerne i særlige tilfælde.

29      Desuden fastsætter artikel 9 i delegeret forordning 2015/63 med overskriften »Anvendelse af risikojusteringen på det årlige basisbidrag«, at afviklingsmyndigheden fastsætter justeringsmultiplikatoren på grundlag af de risikoindikatorer, der er omhandlet i nævnte delegerede forordnings artikel 6 , i overensstemmelse med de formler og procedurer, der fremgår af bilag I til den nævnte delegerede forordning, og beregner det årlige bidrag for hvert institut for hver bidragsperiode ved at multiplicere det årlige basisbidrag med denne justeringsmultiplikator i overensstemmelse med de formler og procedurer, der fremgår af bilag I til samme delegerede forordning.

30      Endelig fastsætter bilag I til delegeret forordning 2015/63 proceduren for beregning af institutternes årlige bidrag i flere trin.

a)      Det første led vedrørende en angivelig tilsidesættelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse

31      Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 4-9 i delegeret forordning 2015/63 og bilag I hertil tilsidesætter princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, som er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 1. Indledningsvis skaber disse bestemmelser et uigennemsigtigt system til fastsættelse af ex ante-bidragene, idet de til brug for denne fastsættelse foreskriver anvendelse af oplysninger, der er omfattet af forretningshemmeligheden, hvilket forhindrer Afviklingsinstansen i at give en tilstrækkelig begrundelse for afgørelserne om fastsættelse af disse bidrag. På trods af den omstændighed, at størrelsen af hvert instituts ex ante-bidrag afhænger af oplysninger om de andre institutter, er disse oplysningers fortrolige karakter nemlig til hinder for, at de videregives til det pågældende institut.

32      Dernæst skaber de nævnte bestemmelser en ordning for fastsættelse af ex ante-bidrag, som er kendetegnet ved Afviklingsinstansens mange skønsmargener, hvilket yderligere øger den omhandlede lovgivnings uigennemsigtige karakter.

33      Endelig er det ikke muligt for Retten at efterprøve lovligheden af den anfægtede afgørelse, eftersom Retten ikke råder over den software, som Afviklingsinstansen har anvendt til at beregne ex ante-bidragene, hvilket er nødvendigt for at kontrollere beregningen af disse bidrag.

34      Afviklingsinstansen og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

35      Artikel 4-9 i delegeret forordning 2015/63 fastsætter, som det fremgår af præmis 26-30 ovenfor, de regler, som Afviklingsinstansen skal anvende ved fastsættelsen af det årlige basisbidrag og ved justeringen af dette i forhold til institutternes risikoprofil. Disse regler anvendes derefter på en mere konkret måde i bilag I til denne delegerede forordning.

36      I henhold til disse bestemmelser er justeringen af hvert instituts årlige basisbidrag i forhold til dets risikoprofil baseret på en sammenligning af de individuelle oplysninger om alle de berørte institutter. Afviklingsinstansen er imidlertid af den opfattelse, at alle disse oplysninger var omfattet af forretningshemmeligheden, således at den ikke kunne videregive dem til de institutter, hvis ex ante-bidrag blev beregnet i afgørelsen, hvori størrelsen af disse bidrag blev fastsat.

37      Den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved chartrets artikel 47, kræver, at den pågældende skal kunne få kendskab til begrundelsen for den afgørelse, som er blevet truffet i forhold til den pågældende, enten ved at læse selve afgørelsen eller [ved efter anmodning at få en meddelelse af begrundelsen], uden at dette berører den kompetente rets beføjelse til at kræve af den omhandlede myndighed, at denne meddeler begrundelsen, såvel for at sætte den pågældende i stand til at forsvare sine rettigheder under de bedst mulige betingelser og at afgøre, om sagen bør prøves af de kompetente retsinstanser, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, som for at sætte disse retsinstanser fuldt ud i stand til at udøve en legalitetsprøvelse af den omhandlede afgørelse (jf. dom af 26.4.2018, Donnellan, C-34/17, EU:C:2018:282, præmis 55, og af 24.11.2020, Minister van Buitenlandse Zaken, C-225/19 og C-226/19, EU:C:2020:951, præmis 43).

38      Henset til kontradiktionsprincippet, som er en del af retten til forsvar, der er fastsat i chartrets artikel 47, bør sagens parter have ret til at få kendskab til alle de beviser og indlæg, der indgives til retten, for at kunne kommentere disse og påvirke rettens afgørelse. Den grundlæggende ret til en effektiv domstolsprøvelse giver nemlig ikke mulighed for at basere en retsafgørelse på faktiske omstændigheder og dokumenter, som parterne eller en af disse ikke har kunnet skaffe sig kendskab til, og som de således ikke har kunnet tage stilling til (dom af 4.6.2013, ZZ, C-300/11, EU:C:2013:363, præmis 55 og 56, og af 23.10.2014, Unitrading, C-437/13, EU:C:2014:2318, præmis 21).

39      I visse undtagelsestilfælde kan en EU-myndighed imidlertid modsætte sig, at den pågældende meddeles den præcise og fuldstændige begrundelse, der ligger til grund for en afgørelse, der er truffet over for den pågældende, under påberåbelse af hensyn, der er omfattet af beskyttelsen af fortrolige oplysninger. I et sådant tilfælde er det nødvendigt at anvende fremgangsmåder og regler, der gør det muligt at forene på den ene side de berettigede hensyn til beskyttelse af de fortrolige oplysninger, der er blevet taget i betragtning ved vedtagelsen af en sådan afgørelse, og på den anden side hensynet til, at den retsundergivne i tilstrækkeligt omfang sikres respekten for sine processuelle rettigheder, såsom retten til at blive hørt og kontradiktionsprincippet (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 115-120; jf. ligeledes i denne retning og analogt dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 125).

40      Henset til ex ante-bidragenes særlige karakter skal en sådan forening ligeledes foretages i forbindelse med beregningen af disse bidrag. Som det fremgår af 105.-107. betragtning til direktiv 2014/59 og 41. betragtning til forordning nr. 806/2014, har disse bidrag nemlig til formål at sikre, at den finansielle sektor ud fra en forsikringsbaseret logik tilvejebringer tilstrækkelige finansielle ressourcer til den fælles afviklingsmekanisme, for at denne kan opfylde sine funktioner, og samtidig give de pågældende institutter incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model. Beregningen af ex ante-bidragene hviler således ikke på anvendelsen af en sats på et beskatningsgrundlag, men på anvendelse af artikel 102 og 103 i direktiv 2014/59 samt artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014 på definitionen af målniveauet, der fremkommer ved sammenlægning af de bidrag, der opkræves indtil den 31. december 2023 (herefter »det endelige målniveau«), og derefter på det årlige målniveau, der skal fordeles mellem de institutter, der er meddelt tilladelse på de deltagende medlemsstaters område (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113).

41      Eftersom det samlede målniveau er defineret således, at det skal udgøre 1% af de dækkede indskud i alle disse institutter, og idet de enkelte institutters årlige bidrag beregnes pro rata på grundlag af deres samlede nettopassiver i forhold til de samlede nettopassiver for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på de deltagende medlemsstaters område, synes selve princippet for metoden til beregning af ex ante-bidrag til Afviklingsfonden, således som den fremgår af direktiv 2014/59 og forordning nr. 806/2014, at indebære Afviklingsinstansens anvendelse af oplysninger, der er omfattet af forretningshemmeligheden (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 114).

42      Unionens institutioner og organer er imidlertid i henhold til princippet om beskyttelse af forretningshemmeligheder, som er et almindeligt EU-retligt princip, hvilket bl.a. er konkretiseret i artikel 339 TEUF, principielt forpligtet til ikke at afsløre fortrolige oplysninger fra en privat aktør for dennes konkurrenter (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 109 og 114 og den deri nævnte retspraksis).

43      Under disse omstændigheder tilkom det Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union i forbindelse med indførelsen af ordningen for beregning af ex ante-bidrag ved delegeret forordning 2015/63 og gennemførelsesforordning 2015/81 at forene overholdelsen af forretningshemmeligheden med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, således at de oplysninger, der er omfattet af denne fortrolighed, ikke kan meddeles de berørte og navnlig ikke kan medtages i begrundelsen for afgørelserne om fastsættelse af størrelsen af ex ante-bidragene.

44      Dette kendetegn ved ordningen for beregning af ex ante-bidrag er dog ikke til hinder for, at Unionens retsinstanser kan udøve en effektiv domstolskontrol.

45      For det første er intet i de bestemmelser, med hensyn til hvilke sagsøgeren har rejst ulovlighedsindsigelse, til hinder for, at Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 88, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 806/2014 i forbindelse med vedtagelsen af sin afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag videregiver fortrolige oplysninger, som den har indhentet som led i sin virksomhed, i summarisk eller samlet form, således at de berørte institutter ikke kan identificeres (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 136).

46      Når begrundelsen for en afgørelse har måttet begrænses for at sikre beskyttelsen af de fortrolige oplysninger, tilkommer det for det andet ophavsmanden til denne afgørelse, i de tilfælde, hvor der ved indlæggene for Unionens retsinstanser rejses tvivl om disse oplysninger, at forklare sig over for disse retsinstanser under behandlingen af tvisten (jf. i denne retning dom af 1.7.2008, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., C-341/06 P og C-342/06 P, EU:C:2008:375, præmis 110, og af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 145).

47      I givet fald kan Unionens retsinstanser – for at udøve en effektiv domstolskontrol i overensstemmelse med kravene i chartrets artikel 47 – anmode Afviklingsinstansen om at fremlægge oplysninger, der kan begrunde de beregninger, hvis rigtighed anfægtes for disse retsinstanser, ved om nødvendigt at sikre fortroligheden af disse oplysninger (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 146).

48      Unionens retsinstanser skal endvidere ved prøvelsen af alle de retlige og faktiske omstændigheder, som Afviklingsinstansen har fremlagt, vurdere gyldigheden af Afviklingsinstansens begrundelse for at modsætte sig videregivelsen af de oplysninger, der anvendes til beregning af ex ante-bidraget (jf. i denne retning og analogt dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 126).

49      Hvis det viser sig, at de af Afviklingsinstansen anførte grunde faktisk er til hinder for videregivelse af de oplysninger eller beviser, der er fremlagt for Unionens retsinstanser, skal der foretages en passende afvejning mellem de krav, der er forbundet med retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, navnlig retten til overholdelse af kontradiktionsprincippet, og de krav, der følger af beskyttelsen af forretningshemmeligheder (jf. i denne retning og analogt dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 128).

50      Det følger af det ovenstående, at beregningen af ex ante-bidrag på grundlag af oplysninger, der er omfattet af forretningshemmeligheden i overensstemmelse med artikel 4-9 i delegeret forordning 2015/63 og bilag I hertil, og uden at disse oplysninger stilles til rådighed for de berørte, ikke i sig selv indebærer, at disse bestemmelser er uforenelige med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse.

51      Hvad angår sagsøgerens argument om den skønsbeføjelse, som Afviklingsinstansen råder over, fremgår det af retspraksis, at selv om en EU-institution eller et EU-organ på de områder, der giver anledning til komplekse økonomiske vurderinger, råder over en skønsbeføjelse på det økonomiske område, indebærer dette ikke, at Unionens retsinstanser skal afholde sig fra at kontrollere denne institutions eller dette organs fortolkning af oplysninger af økonomisk art. Det følger nemlig af Domstolens praksis, at Unionens retsinstanser ikke blot skal tage stilling til den materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, samt oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes skal kontrollere, om disse oplysninger udgjorde alle de relevante oplysninger, som skulle tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger talte til støtte for de heraf dragne konklusioner (jf. dom af 10.12.2020, Comune di Milano mod Kommissionen, C-160/19 P, EU:C:2020:1012, præmis 115 og den deri nævnte retspraksis).

52      Under disse omstændigheder kan den omstændighed alene, at Afviklingsinstansen har en skønsbeføjelse, ikke indebære, at Retten er forhindret i at udøve en effektiv domstolsprøvelse af den anfægtede afgørelse.

53      Endelig skal sagsøgerens argument om, at delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, fordi Unionens retsinstanser ikke kan efterprøve rigtigheden af beregningen af størrelsen af et givent instituts ex ante-bidrag, forkastes.

54      Sagsøgeren har i denne forbindelse uden yderligere præciseringer begrænset sig til at gøre gældende, at en sådan kontrol forudsætter, at Retten er i besiddelse af den software, som Afviklingsinstansen har anvendt, og som Retten imidlertid ikke har fået stillet til rådighed. Denne omstændighed er imidlertid ikke egnet til at rejse tvivl om lovligheden af artikel 4-9 i og bilag I til delegeret forordning 2015/63. Disse bestemmelser udgør endvidere ikke en hindring for, at Retten blandt de foranstaltninger, der er fastsat navnlig i Rettens procesreglement, kan anvende dem, som den finder hensigtsmæssige for at kunne kontrollere størrelsen af et ex ante-bidrag.

55      På baggrund af det ovenstående skal det fjerde anbringendes første led forkastes.

b)      Det andet led om en angivelig tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

56      Det fjerde anbringendes andet led indeholder i det væsentlige tre klagepunkter.

1)      Det første klagepunkt om, at artikel 4-9 i delegeret forordning 2015/63 og bilag I hertil ikke giver institutterne mulighed for på forhånd at beregne deres ex ante-bidrag

57      Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 4-9 i delegeret forordning 2015/63 og bilag I hertil tilsidesætter retssikkerhedsprincippet, eftersom de ikke giver sagsøgeren mulighed for på forhånd at beregne det ex ante-bidrag, som den skal betale i løbet af en bidragsperiode, på grund af de talrige skønsbeføjelser, som Afviklingsinstansen er tillagt ved disse bestemmelser. Afviklingsinstansen har i øvrigt gjort brug af disse skønsbeføjelser til at vedtage interne afgørelser, der præciserer metoden til beregning af ex ante-bidrag (herefter »de mellemkommende afgørelser«), men som hverken blev offentliggjort eller gjort tilgængelige for sagsøgeren. Dette viser, at de anfægtede bestemmelser i den nævnte delegerede forordning er opbygget uden en »passende tæthed«, der ville gøre det muligt at udelukke enhver vilkårlig adfærd fra de berørte EU-myndigheders side.

58      Afviklingsinstansen og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

59      Indledningsvis skal den nøjagtige rækkevidde af denne ulovlighedsindsigelse fastlægges.

60      I denne henseende skal det for det første fastslås, at sagsøgerens argumentation til trods for ulovlighedsindsigelsens overskrift, således som den er formuleret af sagsøgeren, fokuserer på, om artikel 6 og 7 i delegeret forordning 2015/63 er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet. Sagsøgeren har derimod ikke fremført nogen selvstændig og målrettet argumentation vedrørende lovligheden af denne delegerede forordnings artikel 4, 5, 8 og 9 eller af bilag I hertil, der går ud over sagsøgerens argumentation vedrørende den nævnte delegerede forordnings artikel 6 og 7. Under disse omstændigheder må det heraf udledes, at den foreliggende ulovlighedsindsigelse reelt vedrører denne delegerede forordnings artikel 6 og 7.

61      For det andet skal det bemærkes, at det i henhold til disse bestemmelser påhviler Afviklingsinstansen at justere institutternes årlige basisbidrag under hensyntagen til fire risikosøjler, som hver består af risikoindikatorer, som igen kan bestå af underindikatorer.

62      Hvad angår de tre første risikosøjler, der er nævnt i artikel 6, stk. 1, litra a)-c), i delegeret forordning 2015/63, har sagsøgeren imidlertid ikke fremlagt nogen konkrete oplysninger for Retten med henblik på at anfægte deres lovlighed på grund af deres angivelige modstrid med retssikkerhedsprincippet. Hvad endvidere angår risikosøjlen nævnt i denne delegerede forordnings artikel 6, stk. 1, litra d), kaldet »supplerende risikoindikatorer, som bestemmes af afviklingsmyndigheden« (herefter »risikosøjle IV«) har sagsøgeren ikke gjort gældende, at risikoindikatoren »omfanget af tidligere ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige«, som udgør en af indikatorerne for risikosøjlen IV, savner klarhed og derfor er i strid med dette princip.

63      Under disse omstændigheder må det heraf udledes, at den foreliggende ulovlighedsindsigelse vedrører den angivelige manglende overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet af indikatorerne i risikosøjle IV med undtagelse af risikoindikatoren »omfanget af tidligere ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige«.

64      Efter disse præciseringer skal det bemærkes, at retssikkerhedsprincippet ifølge retspraksis kræver dels, at retsreglerne er klare og præcise, dels at deres anvendelse er forudsigelig for borgerne, især når de kan have bebyrdende virkninger. Nævnte princip kræver bl.a., at en lovgivning giver de berørte mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der derved pålægges dem, og at disse sidstnævnte ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter (dom af 29.4.2021, Banco de Portugal m.fl., C-504/19, EU:C:2021:335, præmis 51, og af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 319).

65      Disse krav kan imidlertid ikke forstås således, at de er til hinder for, at en EU-institution inden for en regel, som denne vedtager, anvender et abstrakt juridisk begreb, eller således at de pålægger, at en sådan abstrakt regel skal nævne de forskellige konkrete tilfælde, hvori begrebet kan finde anvendelse, for så vidt som institutionen ikke på forhånd kan fastlægge alle disse tilfælde (jf. analogt dom af 20.7.2017, Marco Tronchetti Provera m.fl., C-206/16, EU:C:2017:572, præmis 39 og 40, og af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 320).

66      Følgelig tilsidesætter en bestemmelse i en EU-retsakt kun retssikkerhedsprincippet på grund af dens manglende klarhed, hvis den er så tvetydig, at den er til hinder for, at borgerne med tilstrækkelig sikkerhed kan rydde eventuel tvivl vedrørende rækkevidden eller betydningen af reglen af vejen (jf. i denne retning dom af 14.4.2005, Belgien mod Kommissionen, C-110/03, EU:C:2005:223, præmis 31, og af 22.5.2007, Mebrom mod Kommissionen, T-216/05, EU:T:2007:148, præmis 108).

67      På samme måde er den omstændighed, at en EU-retsakt giver de myndigheder, der er ansvarlige for dens gennemførelse, en skønsmargen, ikke i sig selv i strid med kravet om forudsigelighed, forudsat at rækkevidden og fremgangsmåden i forbindelse med en sådan beføjelse er defineret tilstrækkeligt tydeligt, henset til det pågældende lovlige formål, til at give borgeren en hensigtsmæssig beskyttelse mod vilkårlighed (jf. dom af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 321 og den deri nævnte retspraksis).

68      Henset til disse betragtninger skal det undersøges, om metoden til beregning af ex ante-bidrag, for så vidt som den er påvirket af risikosøjle IV, er defineret med tilstrækkelig præcision til, at borgerne med tilstrækkelig sikkerhed kan fjerne en eventuel tvivl om rækkevidden eller betydningen af bestemmelserne vedrørende denne risikosøjle.

69      Det skal i denne henseende bemærkes, at sagsøgeren ikke har gjort gældende, at de begreber, der er anvendt i artikel 6 og 7 i delegeret forordning 2015/63, er så tvetydige, at de ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan fjerne en eventuel tvivl om deres rækkevidde eller betydning.

70      Hvad navnlig angår ordlyden anvendt i artikel 6, stk. 6, i delegeret forordning 2015/63 har sagsøgeren i retsmødet i det væsentlige medgivet, at sagsøgeren forstod den betydning, der skulle tillægges de nævnte udtryk. Sagsøgeren delte ganske vist ikke den fortolkning, som Afviklingsinstansen havde anlagt af visse af disse udtryk, navnlig udtrykket »den overordnede forretningsmodel«, men sagsøgeren har ikke bestridt, at disse udtryk har en bestemt betydning, således at enhver tvivl om deres rækkevidde eller betydning kan fjernes med tilstrækkelig sikkerhed.

71      Dette gælder så meget desto mere, som størstedelen af de udtryk, der er anvendt i artikel 6, stk. 6, i delegeret forordning 2015/63, er defineret i 98. betragtning til den anfægtede afgørelse og i dennes fodnote 36-40, som henviser til flere bestemmelser i den lovgivning, der finder anvendelse. Sagsøgeren har ikke gjort gældende, at disse definitioner ikke fremgår af disse bestemmelser.

72      Det skal derimod i lighed med det af sagsøgeren anførte bemærkes, at artikel 6 og 7 i delegeret forordning 2015/63 indrømmer Afviklingsinstansen en skønsmargen.

73      I overensstemmelse med artikel 6, stk. 5, første afsnit, i delegeret forordning 2015/63 består risikosøjle IV nemlig af tre indikatorer, nemlig for det første »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«, for det andet »medlemskab af en [IPS]« og for det tredje »omfanget af tidligere ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige«.

74      I henhold til artikel 6, stk. 5, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 skal Afviklingsinstansen ved fastsættelsen af disse risikoindikatorer tage hensyn til »sandsynligheden for, at der indledes afvikling af det pågældende institut, og den deraf følgende sandsynlighed for, at der gøres brug af afviklingsfinansieringsordningen, hvis instituttet afvikles«.

75      Det fremgår af ordlyden af artikel 6, stk. 5, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63, at denne bestemmelse tildeler Afviklingsinstansen en skønsmargen for så vidt angår den måde, hvorpå Afviklingsinstansen med henblik på fastlæggelsen af de nævnte risikoindikatorer skal »tage hensyn« til »sandsynligheden for, at der indledes afvikling af det pågældende institut, og den deraf følgende sandsynlighed for, at der gøres brug af afviklingsfinansieringsordningen, hvis instituttet afvikles«, eftersom de anførte kriterier skal præciseres af Afviklingsinstansen for at kunne anvendes i et konkret tilfælde.

76      Hvad angår den første risikoindikator, som henhører under risikosøjle IV og vedrører handelsaktiviteter og ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling, fastsætter artikel 6, stk. 6, i delegeret forordning 2015/63 en række elementer, som Afviklingsinstansen skal tage hensyn til ved bestemmelsen af denne indikator, og hvoraf nogle kan føre til en forøgelse af det pågældende instituts risikoprofil og andre til en reduktion.

77      Der er således fire elementer, der kan medføre en forøgelse af denne risikoprofil, nemlig for det første »betydningen af handelsaktiviteter i forhold til balancens størrelse, kapitalgrundlagets størrelse, eksponeringernes risikograd og den overordnede forretningsmodel«, for det andet »betydningen af ikke-balanceførte eksponeringer i forhold til balancens størrelse, kapitalgrundlagets størrelse og eksponeringernes risikograd«, for det tredje »betydningen af omfanget af derivater i forhold til balancens størrelse, kapitalgrundlagets størrelse, eksponeringernes risikograd og den overordnede forretningsmodel« og for det fjerde »den vurderede kompleksitet af et instituts forretningsmodel og organisationsstruktur«.

78      To elementer kan medføre en reduktion af den nævnte risikoprofil, nemlig »det relative omfang af derivater, der cleares gennem en central modpart«, og »den grad, i hvilken et institut [...] kan afvikles umiddelbart og uden retlige hindringer«.

79      Det følger af ordlyden af artikel 6, stk. 6, i delegeret forordning 2015/63, at denne bestemmelse tillægger Afviklingsinstansen en skønsmargen for så vidt angår den »betydning«, som Afviklingsinstansen skal tillægge »handelsaktiviteter«, »ikke-balanceførte eksponeringer«, og »omfanget af derivater« og sammenhængen mellem de forskellige elementer, der er nævnt i denne bestemmelse.

80      Selv om det fremgår af artikel 6, stk. 6, i delegeret forordning 2015/63, at der ifølge den første underindikator, der er nævnt i denne bestemmelse, skal foretages en sammenligning af betydningen af »handelsaktiviteter« i forhold til balancens størrelse, kapitalgrundlagets størrelse, eksponeringernes risikograd og den overordnede forretningsmodel, indeholder den nævnte bestemmelse således ingen præciseringer vedrørende den konkrete gennemførelse af denne sammenligning.

81      Det samme gør sig gældende for så vidt angår den anden og den tredje underindikator, der er fastsat i artikel 6, stk. 6, litra a), nr. ii) og nr. iii), i delegeret forordning 2015/63.

82      Hvad dernæst angår fastlæggelsen af IPS-risikoindikatoren følger det af artikel 6, stk. 7, i delegeret forordning 2015/63, at Afviklingsinstansen skal tage hensyn til tilstrækkeligheden af de midler, der umiddelbart er til rådighed, i forhold til de mider, der er nødvendige, for »at give mulighed for en troværdig og effektiv støtte til det pågældende institut«, og til graden af retlig og kontraktmæssig sikkerhed for, at disse midler »vil blive udnyttet fuldt ud, før der kan anmodes om ekstraordinær offentlig støtte«.

83      Det fremgår af ordlyden af denne bestemmelse, at Afviklingsinstansen råder over en skønsmargen med hensyn til overholdelsen af de betingelser, der er fastsat i den nævnte bestemmelse, og som er knyttet til, om de midler, der er til rådighed under den pågældende IPS, er tilstrækkelige, og til graden af retlig og kontraktmæssig sikkerhed vedrørende disse midler.

84      Det samme gør sig gældende for så vidt angår vægtningen af de forskellige risikoindikatorer inden for rammerne af risikosøjle IV, der er fastsat i artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63.

85      Selv om artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63 klart angiver den relative vægtning af de tre risikoindikatorer, der udgør denne risikosøjle, og som er nævnt i præmis 73 ovenfor, fremgår det nemlig ikke af denne bestemmelse, på hvilken måde vægtningen af de forskellige underindikatorer og andre elementer inden for de to første risikoindikatorer skal foretages. Den nævnte bestemmelse præciserer navnlig ikke, om denne vægtning skal fordeles forholdsmæssigt mellem sådanne underindikatorer. Artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63 tillægger således Afviklingsinstansen en skønsbeføjelse til at fastlægge vægtningen af de forskellige underindikatorer, der indgår i disse risikoindikatorer, som skal tages i betragtning i henhold til artikel 6, stk. 5-7, i delegeret forordning 2015/63.

86      Under disse omstændigheder er det nødvendigt at undersøge, om artikel 6, stk. 5-7, og artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63 i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 67 ovenfor, kan anses for at være bestemmelser, der med tilstrækkelig klarhed definerer omfanget af og de nærmere regler for udøvelsen af den skønsbeføjelse, der er tillagt Afviklingsinstansen, henset til det legitime formål, der er tale om, således at de yder en passende beskyttelse mod vilkårlighed, og at borgerne med tilstrækkelig sikkerhed kan fjerne en eventuel tvivl med hensyn til rækkevidden eller betydningen af de nævnte bestemmelser.

87      Når en bestemmelse tillægger EU’s institutioner eller organer en beføjelse til at pålægge økonomiske byrder, skal det på grundlag af alle de relevante forhold afgøres, om den tilstrækkeligt klart fastlægger omfanget af og fremgangsmåden ved udøvelsen af en sådan beføjelse, således at borgerne kan forudse de betingelser, hvorunder en sådan byrde vil blive pålagt (jf. i denne retning og analogt dom af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 319-321).

88      Det skal navnlig vurderes, om en velunderrettet erhvervsdrivende ved om fornødent at søge juridisk og økonomisk bistand på en tilstrækkeligt præcis måde kan forudsige beregningsmetoden og størrelsen af sådanne byrder, idet den omstændighed, at denne erhvervsdrivende ikke på forhånd kan få nøjagtigt kendskab til størrelsen af de byrder, som EU-institutionen eller ‑organet vil pålægge i hver enkelt sag, ikke kan udgøre en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet (jf. i denne retning og analogt dom af 17.6.2010, Lafarge mod Kommissionen, C-413/08 P, EU:C:2010:346, præmis 95, og af 18.7.2013, Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen, C-501/11 P, EU:C:2013:522, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

89      I denne henseende skal det navnlig vurderes, om EU-institutionen eller ‑organet ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse er styret af visse objektive indikationer, som gør det muligt for borgerne tilstrækkeligt præcist at forudse beregningsmetoden og størrelsen af de byrder, der skal pålægges. Disse indikationer omfatter bl.a. de vejledende bestemmelser, som EU-institutionen eller ‑organet selv har pålagt sig på dette område, og som begrænser dens skønsbeføjelse (jf. i denne retning dom af 17.6.2010, Lafarge mod Kommissionen, C-413/08 P, EU:C:2010:346, præmis 95). Sådanne indikationer kan imidlertid ligeledes følge af institutionens eller organets faste, kendte og tilgængelige administrative praksis (jf. i denne retning dom af 12.12.2012, Ecka Granulate og non ferrum Metallpulver mod Kommissionen, T-400/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:675, præmis 31).

90      På samme måde kan en klar definition i den gældende lovgivning af det resultat, der skal nås, udgøre en relevant indikation for de retsundergivne, der gør det muligt at forudse, hvordan en EU-institution eller et EU-organ vil udøve sin skønsbeføjelse (jf. analogt dom af 4.5.2016, Pillbox 38, C-477/14, EU:C:2016:324, præmis 100). Dette gælder så meget desto mere, hvis den konkrete metode eller fremgangsmåde med henblik på at nå dette resultat er foreskrevet i den omhandlede lovgivning (jf. i denne retning dom af 4.5.2016, Pillbox 38, C-477/14, EU:C:2016:324, præmis 101).

91      I den foreliggende sag skal det for det første bemærkes, at den gældende lovgivning fastsætter det resultat, der skal nås, hvorefter Afviklingsfondens disponible finansielle midler skal nå det endelige målniveau ved udgangen af den indledende periode på otte år fra den 1. januar 2016 (herefter »den indledende periode«), samt en metode til at nå dette resultat, hvilket reducerer virkningen af den skønsbeføjelse, som Afviklingsinstansen udøver ved fastsættelsen af ex ante-bidragene. Dels afhænger størrelsen af hvert instituts ex ante-bidrag af størrelsen af det årlige målniveau, som fastsættes af Afviklingsinstansen på grundlag af dens skøn over det beløb, der pr. 31. december 2023 svarer til mindst 1% af de dækkede indskud i alle de deltagende medlemsstater i henhold til artikel 69, stk. 1 og 2, i forordning nr. 806/2014.

92      Dels er hvert instituts ex ante-bidrag, således som det fremgår af præmis 12 ovenfor, fastsat bl.a. på grundlag af det årlige basisbidrag, der beregnes på grundlag af størrelsen af de pågældende institutters nettopassiver. Afviklingsinstansen udøver imidlertid ingen skønsbeføjelse med hensyn til fastsættelsen af disse beløb. Det pågældende institut har desuden kendskab til størrelsen af sine nettopassiver og kan få adgang til den samlede størrelse af de andre institutters nettopassiver, uden at det på grund af beskyttelsen af forretningshemmeligheden kan kræve adgang til de andre institutters fortrolige individuelle oplysninger med henblik på at kontrollere beregningen af disse beløb (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 114-125).

93      For det andet justeres det årlige basisbidrag i forhold til det pågældende instituts risikoprofil, idet justeringsmultiplikatoren i henhold til artikel 9, stk. 3, i delegeret forordning 2015/63 skal ligge mellem værdierne 0,8 og 1,5.

94      Denne justering beregnes på grundlag af vurderingen af de fire risikosøjler, der er fastsat i artikel 6 i delegeret forordning 2015/63. Som anført i præmis 62 ovenfor, har sagsøgeren imidlertid ikke fremlagt nogen oplysninger for Retten med henblik på at anfægte de tre første risikosøjlers manglende klarhed, og disse søjler bestemmer 80% af hvert instituts risikoprofil i henhold til den nævnte delegerede forordnings artikel 7, stk. 1.

95      Sagsøgeren har heller ikke gjort gældende, at risikoindikatoren »omfanget af tidligere ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige«, som er en del af risikosøjle IV, og som i henhold til artikel 7, stk. 4, første afsnit, litra c), i delegeret forordning 2015/63 har en vægtning på 10% inden for denne søjle, mangler klarhed.

96      Det følger heraf, at de risikoindikatorer, hvis manglende klarhed sagsøgeren har anfægtet, og med hensyn til hvilke Afviklingsinstansen udøver et vist skøn, kun påvirker instituttets risikoprofil i et omfang på mindre end 20%. Desuden mindskes disse indikatorers indvirkning på det endelige ex ante-bidrags størrelse yderligere af den omstændighed, at Afviklingsinstansen ikke udøver nogen skønsbeføjelse med hensyn til fastsættelsen af størrelsen af det årlige basisbidrag, og at justeringen af dette bidrag til et instituts risikoprofil er klart afgrænset inden for et på forhånd fastsat interval fra 0,8 til 1,5, således som det er anført i præmis 93 ovenfor.

97      Under disse omstændigheder kan omfanget af og de nærmere bestemmelser for udøvelsen af den skønsbeføjelse, som artikel 6, stk. 5-7, og artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63 tillægger Afviklingsinstansen, ikke anses for at være utilstrækkeligt afgrænset eller defineret med utilstrækkelig klarhed, henset til det legitime formål, der står på spil, og kan derfor ikke anses for ikke at yde en passende beskyttelse mod vilkårlighed.

98      Dette gælder så meget desto mere, som sagsøgeren er en velunderrettet erhvervsdrivende, der ved om nødvendigt at søge juridisk og økonomisk rådgivning, på en tilstrækkeligt præcis måde kan forudsige beregningsmetoden og størrelsen af sit ex ante-bidrag.

99      Denne konklusion drages ikke i tvivl af sagsøgerens argument om, at artikel 6 og 7 i delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter retssikkerhedsprincippet med den begrundelse, at Afviklingsinstansen har udøvet den skønsbeføjelse, den er tillagt ved disse bestemmelser, ved mellemkommende afgørelser, som ikke er blevet offentliggjort eller på anden måde gjort tilgængelige.

100    En eventuel vedtagelse eller manglende adgang til sådanne afgørelser kan nemlig tilskrives Afviklingsinstansen og er ikke fastsat i artikel 6 og 7 i delegeret forordning 2015/63.

101    Henset til det ovenstående skal det konkluderes, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at artikel 6 og 7 i delegeret forordning 2015/63 er i strid med retssikkerhedsprincippet.

102    Følgelig skal det fjerde anbringendes andet leds første klagepunkt forkastes.

2)      Det andet klagepunkt om, at Kommissionen kunne have fastlagt en anden metode til beregning af ex ante-bidragene

103    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen kunne have fastlagt en metode til beregning af ex ante-bidrag, som kun tager hensyn til oplysninger fra det pågældende institut, således at det ikke er nødvendigt at anvende fortrolige oplysninger fra andre institutter. En sådan beregningsmetode ville således gøre det muligt for sagsøgeren bedre at forstå omfanget af sine forpligtelser og ville derfor ikke være i strid med retssikkerhedsprincippet.

104    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

105    Det skal indledningsvis bemærkes, at Kommissionen inden for rammerne af en delegeret beføjelse som omhandlet i artikel 290 TEUF ved udøvelsen af de beføjelser, som den er tillagt, råder over et vidt skøn, når den bl.a. skal foretage komplekse vurderinger og evalueringer (jf. i denne retning dom af 11.5.2017, Dyson mod Kommissionen, C-44/16 P, EU:C:2017:357, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

106    Dette er tilfældet for så vidt angår fastsættelsen af kriterierne for at afpasse ex ante-bidraget til risikoprofilen i henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59.

107    I denne henseende skal det bemærkes, at disse bidrags særlige karakter, således som det fremgår af 105.-107. betragtning til direktiv 2014/59 og 41. betragtning til forordning nr. 806/2014, består i ud fra en forsikringsbaseret logik at sikre, at den finansielle sektor tilvejebringer tilstrækkelige finansielle ressourcer til den fælles afviklingsmekanisme, for at denne kan opfylde sine funktioner, og samtidig give de pågældende institutter incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113).

108    I denne sammenhæng, og som det fremgår af 114. betragtning til direktiv 2014/59, har EU-lovgiver pålagt Kommissionen ved en delegeret retsakt at præcisere den måde, på hvilken institutters bidrag til afviklingsfinansieringsordninger bør justeres i forhold til deres risikoprofil.

109    Ud fra samme synspunkt præciseres det i 107. betragtning til dette direktiv, at der for at sikre en rimelig beregning af bidrag og give incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model i forbindelse med bidrag til nationale finansieringsordninger bør tages hensyn til omfanget af de kredit-, likviditets- og markedsrisici, som institutterne har påtaget sig.

110    Det følger af det ovenstående, at Kommissionen skulle udarbejde regler for justering af ex ante-bidrag på grundlag af institutternes risikoprofil ved at forfølge to forbundne mål, nemlig dels at sikre, at der tages hensyn til de forskellige risici, som er forbundet med institutternes aktiviteter, hvad enten det er bankvirksomhed eller mere generelt finansiel virksomhed, dels at tilskynde disse institutter til at følge mindre risikobetonede modeller.

111    Som det imidlertid fremgår af dokumenter vedrørende vedtagelse af delegeret forordning 2015/63, bl.a. dokumenterne »JRC technical work supporting Commission second level legislation on risk based contributions to the (single) resolution fund« (JRC teknisk undersøgelse til støtte for Kommissionens lovgivning på sekundært niveau om risikobaserede bidrag til en (fælles) afviklingsfond, herefter »JRC’s tekniske undersøgelse«) og »Commission Staff Working Document: estimates of the application of the proposed methodology for the calculation of contributions to resolution financing arrangements« (Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: Vurderinger vedrørende anvendelse af den foreslåede metode til beregning af bidrag til afviklingsfinansieringsordninger), indebar udviklingen af sådanne regler komplekse vurderinger og evalueringer fra Kommissionens side, for så vidt som den skulle undersøge de forskellige faktorer, i lyset af hvilke de forskellige risikotyper blev forstået i bank- og finanssektoren.

112    Under disse omstændigheder skal Unionens retsinstansers prøvelse for så vidt angår metoden for afpasning af de årlige basisbidrag i henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 begrænses til en undersøgelse af, om udøvelsen af den skønsbeføjelse, der er tillagt Kommissionen, er behæftet med en åbenbar fejl eller om der foreligger magtfordrejning, eller om Kommissionen åbenbart har overskredet grænserne for denne beføjelse (jf. i denne retning dom af 21.7.2011, Etimine, C-15/10, EU:C:2011:504, præmis 60).

113    I det foreliggende tilfælde skal det for det første bemærkes, at sagsøgeren ikke har forklaret, hvorledes den omstændighed alene, at Kommissionen kunne have fastlagt en anden metode til beregning af ex ante-bidrag end den metode, der blev indført ved delegeret forordning 2015/63, har til følge, at denne delegerede forordning er behæftet med en sådan åbenbar fejl eller magtfordrejning, at den åbenbart overskrider grænserne for den skønsbeføjelse, der er tildelt Kommissionen, eller at den tilsidesætter de krav til retssikkerhedsprincippet, som er nævnt i præmis 64 ovenfor.

114    For det andet er det korrekt, at sagsøgeren i mangel af oplysninger om andre institutter, der er omfattet af forretningshemmeligheden, og som derfor ikke kan bringes til sagsøgerens kendskab, ikke på forhånd kan beregne det nøjagtige beløb for de ex ante-bidrag, som sagsøgeren skal betale.

115    Som anført i præmis 41 ovenfor indebærer selve princippet for metoden til beregning af ex ante-bidrag, som fastsat i direktiv 2014/59 og forordning nr. 806/2014, hvis gyldighed ikke er blevet anfægtet, imidlertid, at Afviklingsinstansen anvender oplysninger, der er omfattet af forretningshemmeligheden.

116    Under disse omstændigheder udgør den omstændighed alene, at Kommissionen kunne have anvendt en anden metode til beregning af ex ante-bidragene, ikke en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

117    Det foreliggende klagepunkt skal derfor forkastes.

3)      Det tredje klagepunkt om tilsidesættelse af artikel 12 i forordning 2016/1011

118    Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 6 og 7 i delegeret forordning 2015/63 ikke opfylder det krav, der er fastsat i artikel 12, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU samt forordning (EU) nr. 596/2014 (EUT 2016, L 171, s. 1). Ifølge denne bestemmelse er det for at fastsætte et referenceindeks på området for regulering af de finansielle markeder nødvendigt at anvende en metodologi med »klare regler, der fastsætter, hvordan og hvornår der ved fastlæggelse af benchmarket kan udøves et skøn«.

119    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

120    Det bemærkes, at forordning 2016/1011, således som det allerede fremgår af dens overskrift, vedrører indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater.

121    Forordning 2016/1011 finder derfor ikke anvendelse på fastsættelse af ex ante-bidrag. Følgelig kan sagsøgeren ikke gøre gældende, at delegeret forordning 2015/63 ikke er forenelig med de krav om gennemsigtighed og præcision, der følger af den nævnte forordnings artikel 12.

122    Det foreliggende klagepunkt skal derfor forkastes.

c)      Konklusion vedrørende det fjerde anbringende

123    På baggrund af det ovenstående skal det fjerde anbringende forkastes.

2.      Det femte anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63, for så vidt som den tilsidesætter flere trinhøjere regler

124    Det femte anbringende består af fire led.

a)      Det første led vedrørende uforeneligheden af artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 med artikel 103, stk. 7, litra h), i direktiv 2014/59 og artikel 113, stk. 7, i forordning nr. 575/2013

125    Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 er uforenelig med artikel 103, stk. 7, litra h), i direktiv 2014/59 og artikel 113, stk. 7, i forordning nr. 575/2013, for så vidt som den fastsætter en vægtning vedrørende IPS-risikoindikatoren, som differentierer mellem institutter, der tilhører samme IPS, eftersom Afviklingsinstansen, når den foretager denne vægtning, skal tage hensyn til den relative vægt af indikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«.

126    Navnlig skal den beskyttende virkning af en IPS i henhold til artikel 113, stk. 7, i forordning nr. 575/2013 være omfattende og ens for alle de institutter, der er medlemmer af ordningen. Endvidere skal der være en garanti for, at en IPS’ midler vil blive anvendt fuldt ud, før der kan ansøges om ekstraordinær finansiel støtte fra offentlige midler i overensstemmelse med artikel 113, stk. 7, litra b), i forordning nr. 575/2013.

127    Under disse omstændigheder vil en differentiering mellem institutter, der tilhører den samme IPS, på grundlag af indikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« i henhold til artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 være i modstrid med den ensartede og sammenhængende behandling af alle medlemmer af en sådan IPS, som er foreskrevet i artikel 103, stk. 7, litra h), i direktiv 2014/59 og artikel 113, stk. 7, i forordning nr. 575/2013.

128    Afviklingsinstansen og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

129    I henhold til artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 skal Afviklingsinstansen, når den anvender IPS-risikoindikatoren, tage hensyn til den relative vægt af indikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«.

130    Det følger heraf, at når flere institutter er en del af samme IPS, kan de institutter, som i forhold til risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« tildeles en bedre vægtning end andre medlemmer af denne IPS, opnå en mere fordelagtig vægtning inden for rammerne af IPS-risikoindikatoren end disse andre medlemmer.

131    I denne sammenhæng fremgår det af artikel 103, stk. 7, litra h), i direktiv 2014/59, at Kommissionen har beføjelse til at vedtage delegerede retsakter for at »præcisere, hvordan [årlige basis]bidrag afpasses forholdsmæssigt efter institutternes risikoprofil« »under hensyntagen til« den omstændighed, at instituttet er omfattet af en IPS.

132    Der er imidlertid intet i denne bestemmelse eller i øvrigt i denne artikel, der præciserer, hvorledes Kommissionen skal tage hensyn til dette tilhørsforhold til en IPS. Det er således ikke fastsat, at Kommissionen skal tillægge alle institutter, der indgår i samme IPS, samme vægt.

133    Som det fremgår af præmis 107-111 ovenfor, har Kommissionen desuden et vidt skøn med hensyn til metoden til afpasning af de årlige basisbidrag i henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59, herunder fastsættelsen af kriteriet angående institutternes tilhørsforhold til en IPS. Følgelig skal Unionens retsinstansers kontrol begrænses til en undersøgelse af, om udøvelsen af dette skøn er åbenbart urigtig eller behæftet med magtfordrejning, eller om Kommissionen åbenbart har overskredet grænserne for dette skøn.

134    I denne henseende har Afviklingsinstansen og Kommissionen først og fremmest forklaret, uden at blive modsagt på dette punkt, at medlemmerne af en IPS, såsom den sagsøgeren tilhører, ikke har en ubetinget ret til at modtage støtte fra en sådan IPS, som dækker alle deres forpligtelser, men at IPS’en råder over en vis skønsmargen ved afgørelsen af, om et af dens medlemmer skal støttes.

135    Dernæst har Afviklingsinstansen og Kommissionen anført, at et sammenbrud af et institut med en omfattende og kompleks balancesum ville kunne udtømme midlerne i en sådan IPS. Sagsøgeren har ikke fremlagt beviser for at imødegå dette synspunkt.

136    Endvidere har sagsøgeren ikke fremlagt nogen konkrete beviser for Retten med henblik på at rejse tvivl om, at risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« gør det muligt at vurdere, om et institut har en omfattende og kompleks balancesum.

137    Under disse omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, at artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 er behæftet med en åbenbar fejl eller magtfordrejning, eller at Kommissionen åbenbart har overskredet grænserne for det skøn, som den er tillagt ved artikel 103, stk. 7, litra h), i direktiv 2014/59.

138    Hvad endelig angår ulovlighedsindsigelsen om, at artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 er uforenelig med artikel 113, stk. 7, i forordning nr. 575/2013, skal det indledningsvis bemærkes, at sidstnævnte bestemmelse fastsætter betingelserne for at give tilladelse til IPS’er i tilsynsøjemed og ikke beregningen af ex-ante bidrag.

139    I henhold til artikel 2, stk. 1, nr. 8), i direktiv 2014/59 kan Afviklingsinstansen ganske vist kun tage hensyn til de IPS’er, der er blevet meddelt tilladelse i overensstemmelse med artikel 113, stk. 7, i forordning nr. 575/2013. Der er imidlertid intet i ordlyden af artikel 113, stk. 7, der udelukker, at der med henblik på beregning af ex ante-bidrag kan differentieres mellem institutter, der er medlemmer af samme IPS.

140    Selv om artikel 113, stk. 7, litra b), i forordning nr. 575/2013 fastsætter, at en IPS for at blive anerkendt til tilsynsmæssige formål skal kunne yde den nødvendige støtte i medfør af sine forpligtelser fra midler, der umiddelbart står til rådighed for den, går denne bestemmelse desuden ikke så langt som til at kræve, at en IPS skal have tilstrækkelige ressourcer til at undgå afvikling af alle sine medlemmer, herunder alle store institutter.

141    Denne konklusion afkræftes ikke af artikel 5 i Den Europæiske Centralbanks (ECB) retningslinje (EU) 2016/1994 af 4. november 2016 om fastsættelse af de kompetente nationale myndigheders procedure til anerkendelse af [IPS’er] af tilsynsmæssige formål i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (EUT 2016, L 306, s. 37), som sagsøgeren har påberåbt sig. Denne bestemmelse, der indeholder retningslinjer for gennemførelsen af artikel 113, stk. 7, litra b), i forordning nr. 575/2013, fastsætter heller ikke, at en IPS skal have tilstrækkelige ressourcer til at undgå afvikling af alle sine medlemmer.

142    På baggrund af det ovenstående skal det femte anbringendes første led forkastes.

b)      Det andet led vedrørende uforeneligheden af artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 med »princippet om beregning af risikoafpassede bidrag« og ligebehandlingsprincippet

143    Det femte anbringendes andet led indeholder i det væsentlige to klagepunkter.

1)      Det første klagepunkt om tilsidesættelse af »princippet om beregning af risikoafpassede bidrag«

144    Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter »princippet om beregning af risikoafpassede bidrag«, som følger af proportionalitetsprincippet, der er fastsat i chartrets artikel 16, 17 og 52, artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 og artikel 103, stk. 2 og 7, i direktiv 2014/59.

145    Henset til dette princip fremstår det ikke klart og præcist, hvordan risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« afspejler risikoen for afvikling af sagsøgeren i overensstemmelse med artikel 6, stk. 5, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63.

146    Der er desuden ikke en tilstrækkelig objektiv forbindelse mellem risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«, der fremgår af artikel 7, stk. 4, første afsnit, litra a), i delegeret forordning 2015/63, og risikoindikatoren om medlemskab af en IPS, der er fastsat i samme afsnits litra b), til at retfærdiggøre en relativ vægtning af sidstnævnte risikoindikator.

147    Endelig indfører delegeret forordning 2015/63 ved sammenkædningen af disse to indikatorer en dobbelttælling af den første risikoindikator, som allerede er taget i betragtning ved beregningen af ex ante-bidraget i henhold til den nævnte delegerede forordnings artikel 6, stk. 5, litra a).

148    Afviklingsinstansen og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

149    Uden at det er nødvendigt at undersøge, om direktiv 2014/59 eller en anden EU-retlig regel indeholder et »princip om beregning af risikoafpassede bidrag«, skal det første klagepunkt i sagsøgerens femte anbringendes andet led forstås således, at sagsøgeren i det væsentlige gør gældende, at artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, eftersom bestemmelsen forhindrer Afviklingsinstansen i på passende vis at tilpasse de årlige basisbidrag til institutternes faktiske risikoprofil.

150    I denne henseende fremgår det præmis 107-111 ovenfor, at Kommissionen har en vid skønsmargen med hensyn til gennemførelsen af artikel 103, stk. 7, litra h), i direktiv 2014/59.

151    Endvidere har sagsøgeren ikke fremlagt konkrete beviser for Retten, der kan anfægte Afviklingsinstansens påstand om, at risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« udgør et objektivt kriterium, som inden for rammerne af artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 gør det muligt at vurdere sandsynligheden for, at et institut anmoder om støtte fra en IPS, som sidstnævnte ikke er i stand til at yde, således at instituttet risikerer at blive afviklet. Der er således intet, der tyder på, at artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 ikke gør det muligt at afpasse ex ante-bidraget efter det pågældende instituts reelle risikoprofil.

152    Endelig fører den metode, der er fastsat i artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63, i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke til en dobbelttælling af risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«.

153    Risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« finder nemlig for det første anvendelse på alle institutter, hvis ex ante-bidrag er afpasset efter det pågældende instituts risikoprofil. Med henblik på anvendelsen af denne delegerede forordnings artikel 7, stk. 4, andet afsnit, gælder den nævnte risikoindikator derimod kun for de af institutterne, der er medlem af en IPS. For det andet fremgår det af artikel 6, stk. 6, i delegeret forordning 2015/63, at risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« har til formål at vurdere det pågældende instituts risici, navnlig på grund af dets balanceførte aktiver, forretningsmodel og organisationsstruktur. Når denne indikator anvendes inden for rammerne af denne delegerede forordnings artikel 7, stk. 4, andet afsnit, bruges den derimod til at vægte IPS-risikoindikatoren og har til formål at vurdere den risiko, som et institut, der er med i en IPS, udgør for IPS’ens evne til at intervenere til støtte for sine medlemmer. Som det fremgår af betragtningerne nævnt i præmis 163 og 164 nedenfor, kan risiciene, der vurderes ved anvendelsen af den nævnte risikoindikator, variere fra det ene institut til det andet og kan endda være forhøjet i en sådan grad, at en IPS ikke er i stand til at absorbere risiciene i tilfælde af afvikling af et af de tilhørende institutter.

154    Under disse omstændigheder er artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 ikke behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, når den fastsætter, at risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« skal tages i betragtning i forbindelse med fastsættelsen af IPS-risikoindikatoren.

155    På baggrund af det ovenstående skal det første klagepunkt i det femte anbringendes andet led forkastes.

2)      Det andet klagepunkt om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

156    Sagsøgeren har gjort gældende, at det er en del af selve karakteren af en IPS at beskytte alle sine medlemmer uanset deres konkrete risiko, således at intet institut kan afvikles individuelt, så længe IPS’en eksisterer og opfylder sin funktion. Medlemskab af en IPS er således en omstændighed, der gør alle de berørte institutter sammenlignelige.

157    Ved at gøre det muligt at differentiere mellem disse institutter tilsidesætter artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 ligebehandlingsprincippet som fastsat i chartrets artikel 20. Der findes nemlig ikke noget objektivt kriterium, der kan begrunde denne forskellige behandling. Det kriterium, der er fastsat i artikel 6, stk. 5, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63, nemlig »sandsynligheden for, at der indledes afvikling af det pågældende institut«, er ikke objektivt knyttet til det kriterium, der faktisk anvendes i denne delegerede forordnings artikel 7, stk. 4, til at vægte IPS-risikoindikatoren, dvs. risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«.

158    Afviklingsinstansen og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

159    Chartrets artikel 20 fastsætter ligebehandlingsprincippet, som kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke må behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (dom af 3.2.2021, Fussl Modestraße Mayr, C-555/19, EU:C:2021:89, præmis 95).

160    I denne henseende skal det indledningsvis undersøges, om et institut, der tilhører en IPS, såsom sagsøgeren, befinder sig i en sammenlignelig situation i forhold til andre institutter, der tilhører samme IPS.

161    I henhold til Domstolens faste praksis skal spørgsmålet om den ensartede karakter af forskellige situationer vurderes under hensyn til alle de forhold, som kendetegner dem. Disse omstændigheder skal navnlig fastlægges og vurderes på grundlag af indholdet af og formålet med den EU-retsakt, der indfører en forskellig behandling. Endvidere skal der tages hensyn til de principper og formål, der finder anvendelse inden for det område, som denne retsakt henhører under (jf. dom af 3.2.2021, Fussl Modestraße Mayr, C-555/19, EU:C:2021:89, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

162    Hvad angår principperne og formålene med det område, som delegeret forordning 2015/63 henhører under, skal det bemærkes, at den specifikke karakter af ex ante-bidragene – således som det fremgår af 105.-107. betragtning til direktiv 2014/59 og af 41. betragtning til forordning nr. 806/2014 – består i ud fra en forsikringsbaseret logik at sikre, at den finansielle sektor tilvejebringer tilstrækkelige finansielle ressourcer til den fælles afviklingsmekanisme, for at denne kan opfylde sine funktioner, og samtidig give de pågældende institutter incitamenter til at anvende en mindre risikobetonet model (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113).

163    Henset til disse principper og dette formål skal det bemærkes, at i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, befinder alle institutter, der tilhører en IPS, sig ikke nødvendigvis i en sammenlignelig situation alene på grund af dette tilhørsforhold. Som Afviklingsinstansen har anført, uden at være blevet modsagt af sagsøgeren, har medlemmerne af en IPS som den, sagsøgeren tilhører, ikke en ubetinget ret til at modtage støtte fra ordningen, som dækker alle deres forpligtelser, idet IPS’en har en vis skønsmargen ved afgørelsen af, om et medlem skal støttes.

164    Endvidere har Afviklingsinstansen og Kommissionen anført, at et sammenbrud af et institut med en omfattende og kompleks balance helt kan udtømme midlerne i en IPS, i modsætning til sammenbrud af institutter med mindre og enklere balancer. Sagsøgeren har imidlertid heller ikke fremlagt oplysninger med henblik på at bestride dette argument.

165    Endelig udgør risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«, som det fremgår af præmis 151 ovenfor, et objektivt kriterium for at vurdere, hvilke institutter tilhørende en IPS der risikerer at anmode denne sidstnævnte om støtte, som den ikke kan yde. Denne indikator udgør således et objektivt kriterium ved vurderingen af, hvilke institutter der med hensyn til en sådan risiko befinder sig i en sammenlignelig situation. Dette gælder så meget desto mere, som det nævnte kriterium synes at være i overensstemmelse med et af hovedformålene med den fælles afviklingsmekanisme, nemlig at tilskynde institutterne til at anvende mindre risikable modeller.

166    Som følge heraf skal det andet klagepunkt i det femte anbringendes andet led forkastes, eftersom sagsøgeren ikke med føje kan gøre gældende, at alle institutterne inden for samme IPS befinder sig i en sammenlignelig situation.

c)      Det tredje led vedrørende uforeneligheden af artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 med retssikkerhedsprincippet

167    Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 ikke opfylder de krav, der følger af retssikkerhedsprincippet. Navnlig forklarer denne bestemmelse ikke klart, hvordan Afviklingsinstansen skal tage hensyn til den »relative vægt af indikatoren [»handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«]«. Denne standard er så ubestemmelig, at Afviklingsinstansen lige så godt vil kunne inddele institutterne i to intervaller som i flere end tre intervaller.

168    Desuden giver denne bestemmelse Afviklingsinstansen mulighed for frit at vælge de faktorer, som den finder passende, med henblik på at fordele institutterne mellem forskellige intervaller, således at en vilkårlig adfærd ikke kan udelukkes.

169    Afviklingsinstansen og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

170    For det første fremgår det tilstrækkeligt klart af artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63, at Afviklingsinstansen inden for rammerne af IPS-risikoindikatoren er forpligtet til at inddele institutterne i intervaller ved at anvende en vægtning, der tager hensyn til underindikatorerne i risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«.

171    For det andet er det ganske vist blevet anført i præmis 68-85 ovenfor, at artikel 6, stk. 6, og artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63 tillægger Afviklingsinstansen en skønsbeføjelse med hensyn til fastlæggelsen af indikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« og vægtningen af IPS-risikoindikatoren.

172    Som det er fastslået i præmis 86-97 ovenfor, fremgår det imidlertid af delegeret forordning 2015/63, at omfanget af og fremgangsmåden for udøvelsen af denne skønsbeføjelse er tilstrækkeligt klart defineret, således at det er muligt for institutterne på en tilstrækkeligt præcis måde at forudsige metoden til fastlæggelse af indikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«.

173    Det femte anbringendes tredje led skal derfor forkastes.

d)      Det fjerde led vedrørende uforeneligheden af artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 med princippet om fuld hensyntagen til de faktiske omstændigheder

174    Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter princippet om fuld hensyntagen til de faktiske omstændigheder. Sandsynligheden for, at et institut, der er medlem af en IPS, vil blive afviklet, kan nemlig ikke bestemmes alene på grundlag af indikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«. Andre væsentlige faktorer, som bestemmer risikoprofilen med hensyn til sandsynligheden for afvikling, burde også have været taget i betragtning.

175    Afviklingsinstansen og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

176    Når sagsøgeren har påberåbt sig en tilsidesættelse af »princippet om fuld hensyntagen til de faktiske omstændigheder«, skal dette klagepunkt forstås som en henvisning til princippet om god forvaltningsskik som fastsat i chartrets artikel 41, der pålægger Unionens institutioner og organer en forpligtelse til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold i den konkrete sag (jf. i denne retning dom af 21.11.1991, Technische Universität München, C-269/90, EU:C:1991:438, præmis 14, og af 23.9.2009, Estland mod Kommissionen, T-263/07, EU:T:2009:351, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

177    I denne henseende har sagsøgeren imidlertid begrænset sig til at gøre gældende, at Kommissionen, da den vedtog artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63, så bort fra visse »væsentlige faktorer«, som kunne påvirke sandsynligheden for afvikling af et institut, der var tilknyttet en IPS, uden dog at præcisere, hvilke faktorer der var tale om, og hvorfor Kommissionen var forpligtet til at tage hensyn hertil.

178    Det femte anbringendes fjerde led skal derfor forkastes.

e)      Konklusion vedrørende det femte anbringende

179    I lyset af det ovenstående skal det femte anbringende forkastes.

3.      Det syvende anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 6, 7 og 9 i og bilag I til delegeret forordning 2015/63, for så vidt som de tilsidesætter flere trinhøjere regler

180    Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 6, 7 og 9 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63 tilsidesætter »princippet om beregning af risikoafpassede bidrag« samt chartrets artikel 16 og 20, proportionalitetsprincippet og »princippet om fuld hensyntagen til de faktiske omstændigheder«, for så vidt som disse bestemmelser definerer risikosøjler og risikoindikatorer samt en procedure og formler, der finder anvendelse på kombinationen heraf, på grundlag af et »ideelt billede, der ikke svarer til den reelle erfaring og faktiske situation for alle de institutter[, som skal betale risikoafpassede ex ante-bidrag]«.

181    Vægtningen af risikoindikatorerne og deres anvendelse i bilag I til delegeret forordning 2015/63 fører nemlig til oprettelse af intervaller og fordeling af forskellige institutter mellem disse intervaller, som medfører en objektivt urimelig, uforholdsmæssig og diskriminerende byrde for institutter som sagsøgeren.

182    Som det fremgår af bilag II til den anfægtede afgørelse, vil anvendelsen af bilag I under overskriften »Trin 2« til delegeret forordning 2015/63 navnlig kunne resultere i et alt for bredt spektrum af værdier for det første og det sidste interval. Sagsøgeren vil f.eks. for risikoindikatoren »markedsrisikovægtede aktiver i forhold til de samlede aktiver« – som udgør en del af risikosøjle IV – for den del af ex ante-bidraget, der beregnes på bankunionens grundlag, med sin værdi på [fortroligt] (1)% tilhøre intervallet [fortroligt], [fortroligt] og vil blive sidestillet med et institut, der har en værdi [fortroligt] gange højere, nemlig [fortroligt]%, mens [fortroligt]. Det samme gælder for den del af denne risikoindikator, der er beregnet på nationalt grundlag, og for andre risikoindikatorer, såsom indikatoren »eksponering for derivater divideret med kernekapitalgrundlaget 1«.

183    Det fremgår endvidere også af bilag II til den anfægtede afgørelse, at der for så vidt angår seks af de ni risikoindikatorer i risikosøjle IV, der er omhandlet i artikel 6, stk. 5, første afsnit, litra a), i delegeret forordning 2015/63, er flere intervaller, der ikke er blevet fyldt, mens de første intervaller hver gang omfatter et meget stort antal institutter, hvilket ikke er i overensstemmelse med ordlyden af bilag I til denne delegerede forordning, hvorefter Afviklingsinstansen skal tildele det samme antal institutter til hvert interval. Dette viser, at Kommissionen har indført en lovgivning, hvis anvendelse giver usammenhængende resultater, der ikke afspejler risikoprofilen for de institutter, der er pålagt ex ante-bidrag.

184    Afviklingsinstansen og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

185    For det første skal det undersøges, om bilag I under overskriften »Trin 2« i delegeret forordning 2015/63 er forenelig med ligebehandlingsprincippet som fastsat i chartrets artikel 20.

186    Henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 159 ovenfor, skal det først vurderes, om disse institutter befinder sig i en sammenlignelig situation.

187    Ved anvendelsen af bilag I under overskriften »Trin 2« i delegeret forordning 2015/63 påhviler det Afviklingsinstansen som det første skridt at beregne et antal intervaller med henblik på at sammenligne institutterne med hensyn til de forskellige risikoindikatorer og underindikatorer. Som det andet skridt påhviler det Afviklingsinstansen principielt at henføre det samme antal institutter til hvert interval, idet Afviklingsinstansen begynder med at henføre institutterne med de laveste værdier for den på rådata baserede indikator til det første interval. Som det tredje skridt skal Afviklingsinstansen tildele alle institutter i samme interval den samme score, kaldet »diskretiseret indikator«, som den skal tage i betragtning ved resten af beregningen af institutternes justeringsmultiplikator.

188    Det er ikke udelukket, at anvendelsen af denne metode, den såkaldte »binningmetode« (inddeling i intervaller), som indført ved bilag I under overskriften »Trin 2« i delegeret forordning 2015/63 i praksis kan føre til situationer, hvor institutter med værdier for en risikoindikator, som ligger tæt på værdierne for de institutter, der er henført til det foregående interval, alligevel henføres til det næste interval, som omfatter institutter, hvis værdier for denne samme indikator i visse tilfælde kan være betydeligt højere. Denne konsekvens er en følge af anvendelsen af reglen i bilag I, under overskriften »Trin 2«, punkt 3, i delegeret forordning 2015/63, ifølge hvilken Afviklingsinstansen principielt skal henføre det samme antal institutter til hvert interval.

189    For at undersøge, om institutter, der er henført til samme interval, men som har væsentligt forskellige værdier for den samme risikoindikator, befinder sig i en sammenlignelig situation, skal der i lyset af den retspraksis, der er nævnt i punkt 161 og 162 ovenfor, tages hensyn til den fælles afviklingsmekanismes formål, navnlig med hensyn til at tilskynde institutterne til at anvende mindre risikobetonede modeller.

190    Det skal, henset til, at et af den fælles afviklingsmekanismes vigtigste målsætninger er at opfordre de pågældende institutter til at anvende mindre risikobetonede modeller, fastslås, at de institutter, der er henført til det samme interval, men som har væsentligt forskellige værdier for den samme risikoindikator, ikke befinder sig i sammenlignelige situationer, eftersom de har forskellige karakteristika hvad angår den grad af risiko, der måles ved denne indikator.

191    Som det fremgår af præmis 187 ovenfor, behandles disse institutter imidlertid ens, eftersom de er henført til det samme interval vedrørende den nævnte risikoindikator, og de er derfor tildelt den samme diskretiserede indikator, som Afviklingsinstansen tager hensyn til ved beregningen af justeringsmultiplikatoren.

192    Når personer, der befinder sig i forskellige situationer, behandles ens, er ligebehandlingsprincippet dog ikke tilsidesat, såfremt en sådan behandling er behørigt begrundet (jf. dom af 7.3.2017, RPO, C-390/15, EU:C:2017:174, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

193    Dette er tilfældet, når behandlingen beror på et lovligt formål, der tilstræbes med den foranstaltning, der har til virkning at indføre en sådan behandling, og når den står i rimeligt forhold til dette formål (jf. dom af 7.3.2017, RPO, C-390/15, EU:C:2017:174, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

194    I denne henseende har Domstolen anerkendt, at det er et lovligt formål, at en EU-institution fastsætter generelle regler, som er lette at anvende, og som let kan kontrolleres af de kompetente nationale myndigheder (jf. i denne retning dom af 24.2.2015, Sopora, C-512/13, EU:C:2015:108, præmis 33, og af 7.3.2017, RPO, C-390/15, EU:C:2017:174, præmis 60).

195    I det foreliggende tilfælde bemærkes, at delegeret forordning 2015/63 er i overensstemmelse med dette formål.

196    Delegeret forordning 2015/63 fastsætter således en metode til justering af ex ante-bidragene til institutternes risikoprofil ved at sammenligne deres risikoprofiler på grundlag af værdier, som disse institutter tildeles for en række risikoindikatorer.

197    Binningmetoden, som beskrevet i præmis 187 ovenfor, gør det muligt for Afviklingsinstansen effektivt at forvalte en stor mængde data, som den skal tage hensyn til ved denne sammenligning, samtidig med at det så vidt muligt undgås, at tilstedeværelsen af såkaldte ekstreme værdier, dvs. værdier med en stor afvigelse i forhold til gennemsnittet, fører til fordrejede sammenligninger.

198    Som det bl.a. fremgår af JRC’s tekniske undersøgelse vedrørende delegeret forordning 2015/63, er et af formålene med binningmetoden nemlig at fastsætte en let metode til sammenligning af den store mængde data, der indberettes af de institutter, hvis ex ante-bidrag afpasses efter deres risikoprofil. Desuden gør denne metode det muligt at undgå, at institutter med særligt negative værdier for visse risikoindikatorer ikke desto mindre opnår en score, der indikerer en lav risikoprofil for denne indikator, eftersom der findes visse institutter med ekstreme værdier.

199    Hvad dernæst angår binningmetodens forholdsmæssighed i relation til det formål, der forfølges med den omhandlede lovgivning, bemærkes, at Kommissionen, som det fremgår af præmis 107-111 ovenfor, råder over et vidt skøn ved gennemførelsen af artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59.

200    Under disse omstændigheder og i overensstemmelse med retspraksis (jf. i denne retning dom af 16.6.2015, Gauweiler m.fl., C-62/14, EU:C:2015:400, præmis 80, 81 og 91, af 30.11.2022, Trasta Komercbanka m.fl. mod ECB, T-698/16, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2022:737, præmis 221 og 222 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.12.2022, Firearms United Network m.fl. mod Kommissionen, T-187/21, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2022:848, præmis 122 og 123 og den deri nævnte retspraksis) skal Rettens prøvelse af overholdelsen af proportionalitetsprincippet begrænses til en undersøgelse af, om binningmetoden er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som Kommissionen forfølger, om den åbenbart går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, eller om den medfører ulemper, som åbenbart ikke står i et rimeligt forhold til det forfulgte mål.

201    Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt binningmetoden gør det muligt at nå det forfulgte mål, således som dette er præciseret i præmis 197 og 198 ovenfor, bemærkes, at denne metode er en anerkendt statistisk metode, således som det bl.a. fremgår af JRC’s tekniske undersøgelse. Den nævnte metode anvender ligeledes objektive kriterier for fastsættelse af ex ante-bidrag, dvs. bl.a. en matematisk formel, der er fastsat i bilag I under overskriften »Trin 2«, punkt 2, i delegeret forordning 2015/63.

202    Binningmetoden gør det desuden let at sammenligne data fra et stort antal institutter og at beregne deres ex ante-bidrag på en effektiv og objektiv måde.

203    Under disse omstændigheder gør denne metode det muligt at nå det forfulgte mål om at fastsætte en let og let kontrollerbar metode til sammenligning af en stor mængde data med henblik på beregning af ex ante-bidrag.

204    Endvidere har sagsøgeren ikke godtgjort, at binningmetoden åbenbart overskrider grænserne for, hvad der er nødvendigt for at nå det forfulgte mål. Sagsøgeren har navnlig ikke godtgjort, at en anden metode til sammenligning af institutternes risikoprofiler ville indebære åbenbart færre ulemper for disse end binningmetoden og samtidig lige så effektivt gøre det muligt at nå det nævnte mål.

205    Endelig er det korrekt, således som det er anført i præmis 188 ovenfor, at denne statistiske metode faktisk kan have til følge, at institutter med betydeligt forskellige værdier i visse tilfælde ikke desto mindre kan befinde sig i det samme interval, således som det fremgår af bilag II til den anfægtede afgørelse. En sådan omstændighed kan imidlertid ikke anses for at være en ulempe, der er åbenbart uforholdsmæssig i forhold til det formål, der forfølges med den omhandlede lovgivning.

206    Det skal nemlig for det første bemærkes, at justeringen af ex ante-bidragene i henhold til artikel 9, stk. 3, i delegeret forordning 2015/63 kun kan ske inden for intervallet for en koefficient på mellem 0,8 og 1,5. Det årlige basisbidrag er således fortsat det afgørende element ved fastsættelsen af ex ante-bidraget i forhold til institutternes risikoprofil.

207    For det andet bemærkes, således som det fremgår af den empiriske undersøgelse, der blev foretaget forud for vedtagelsen af delegeret forordning 2015/63, hvis resultater er sammenfattet i JRC’s tekniske undersøgelse, at det statistiske fænomen, der er identificeret i præmis 188 og 205, er begrænset, idet det først og fremmest synes at forekomme i de sidste intervaller og ikke i langt de fleste intervaller.

208    For det tredje er det ubestridt, at institutter, der befinder sig i de sidstnævnte intervaller, har en højere værdi for den pågældende risikoindikator end institutter, der er henført under de forudgående intervaller.

209    For det fjerde tager fremgangsmåden med justering af ex ante-bidrag i forhold til risikoprofilen en række risikoindikatorer i betragtning, således som det fremgår af artikel 6 i delegeret forordning 2015/63. Et institut henføres derfor samlet set under en række intervaller afhængig af instituttets og de andre institutters værdier for hver risikoindikator.

210    Som det imidlertid fremgår af den empiriske undersøgelse, der er nævnt i præmis 207 ovenfor, har institutterne en tendens til at befinde sig i forskellige intervaller for forskellige risikoindikatorer. Hvis et institut befinder sig i det sidste interval for en given risikoindikator og dermed behandles på lige fod med institutter med væsentligt højere værdier, vil det som hovedregel forholde sig anderledes med hensyn til andre risikoindikatorer, hvilket gør det muligt at foretage en samlet sammenligning af de berørte institutter.

211    Under disse omstændigheder må det fastslås, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at chartrets artikel 20 og proportionalitetsprincippet er til hinder for anvendelsen af binningmetoden.

212    Det fænomen, der er beskrevet i præmis 209 og 210 ovenfor, illustreres i øvrigt af beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021, således som det fremgår af sagsøgerens individuelle bilag. Hvad angår den del af ex ante-bidraget, der blev beregnet på bankunionens grundlag, befandt sagsøgeren sig nemlig i [fortroligt] intervallet for [fortroligt]. Sagsøgeren befandt sig derimod for ingen af de risikoindikatorer, der udgør en del af risikosøjlerne [fortroligt], i [fortroligt] intervallet, selv om [fortroligt].

213    Situationen var i øvrigt den samme for den del af sagsøgerens ex ante-bidrag, der blev beregnet på nationalt grundlag. Det fremgår af sagsøgerens individuelle bilag, at sagsøgeren befandt sig i [fortroligt] intervallet for [fortroligt]. Sagsøgeren befandt sig derimod ikke i [fortroligt] intervallet for nogen af de risikoindikatorer, der udgør [fortroligt] risikosøjler.

214    Hvad for det andet angår klagepunktet om tilsidesættelse af »princippet om beregning af risikoafpassede bidrag« er det ufornødent at tage stilling til, om der i EU-retten findes et sådant princip. Dette anbringende kan forstås således, at sagsøgeren i realiteten kritiserer Kommissionen for at have udøvet et åbenbart urigtigt skøn, da den fastsatte binningmetoden, idet denne metode forhindrer Afviklingsinstansen i på passende vis at tilpasse de årlige basisbidrag til institutternes faktiske risikoprofil.

215    På baggrund af de betragtninger, der er anført i præmis 201-211 ovenfor, kan sagsøgeren imidlertid ikke hævde, at Kommissionen udøvede et åbenbart urigtigt skøn, da den indførte binningmetoden.

216    Hvad for det tredje angår binningmetodens forenelighed med chartrets artikel 16 og princippet om fuld hensyntagen til de faktiske omstændigheder har sagsøgeren ikke fremført nogen selvstændig og målrettet argumentation vedrørende tilsidesættelsen af denne artikel og dette princip, men har blot påberåbt sig en tilsidesættelse heraf.

217    I denne henseende følger det af retspraksis, at det for at et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, af retssikkerhedshensyn og af hensyn til en god retspleje er nødvendigt, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, om end kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt, fremgår af selve stævningen. Ethvert anbringende, der ikke er tilstrækkeligt angivet i stævningen, skal således afvises. Tilsvarende krav gælder, når et klagepunkt fremsættes til støtte for et anbringende. Denne ufravigelige procesforudsætning skal påses af Unionens retsinstanser af egen drift (jf. dom af 30.6.2021, Italien mod Kommissionen, T-265/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:392, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis, og af 7.7.2021, Bateni mod Rådet, T-455/17, EU:T:2021:411, præmis 135 og den deri nævnte retspraksis).

218    Da de klagepunkter, der er nævnt i præmis 216, ikke opfylder disse krav, skal de afvises.

219    Endelig har sagsøgeren i stævningen ikke fremført nogen selvstændig og målrettet argumentation, der går ud over den argumentation, der er undersøgt ovenfor, vedrørende den hævdede ulovlighed af artikel 6, 7 og 9 i delegeret forordning 2015/63 eller af andre dele af bilag I til denne delegerede forordning end det under overskriften »Trin 2« anførte.

220    Som følge heraf skal ulovlighedsindsigelsen vedrørende de sidstnævnte bestemmelser forkastes.

221    På baggrund af det ovenstående skal det syvende anbringende forkastes.

4.      Det tiende anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 20, stk. 1, første og andet punktum, i delegeret forordning 2015/63, for så vidt som den tilsidesætter artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 og »princippet om beregning af risikoafpassede bidrag«

222    Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 20, stk. 1, første og andet punktum, i delegeret forordning 2015/63 er ulovlig, idet Kommissionen – for så vidt som denne bestemmelse gør det muligt for Afviklingsinstansen i en tidsubegrænset periode i forbindelse med beregningen af ex ante-bidrag at undlade at anvende en eller flere risikoindikatorer, hvis oplysningerne for disse indikatorer ikke er tilgængelige – ikke har overholdt artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59, som krævede af Kommissionen, at den tog hensyn til alle de elementer, der er fastsat i denne bestemmelse, i forbindelse med vedtagelsen af delegeret forordning 2015/63.

223    Mere konkret bevirkede artikel 20, stk. 1, første og andet punktum, i delegeret forordning 2015/63, at Afviklingsinstansen for bidragsperioden 2021 ikke i forbindelse med risikosøjlen »risikoeksponering« tog hensyn til indikatoren »instituttets kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver ud over [minimumskravet for kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver]«, i forbindelse med risikosøjlen »stabilitet og mangfoldigheden af finansieringskilderne« tog hensyn til indikatoren »net stable funding ratio« eller i forbindelse med risikosøjle IV tog hensyn til indikatorerne for »kompleksitet« og »afviklingsmuligheder«.

224    Af de samme grunde er artikel 20, stk. 1, første og andet punktum, i delegeret forordning 2015/63 ligeledes i strid med »princippet om beregning af risikoafpassede bidrag«.

225    Afviklingsinstansen og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

226    Indledningsvis skal det for det første præciseres, at sagsøgeren inden for rammerne af det tiende anbringende har begrænset sig til at rejse en ulovlighedsindsigelse mod artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63.

227    For det andet – uden at det er nødvendigt at undersøge, om direktiv 2014/59 eller en anden EU-retlig regel indeholder et »princip om beregning af risikoafpassede bidrag« – skal sagsøgerens klagepunkt om tilsidesættelse af dette princip forstås således, at sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende, at artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn med den begrundelse, at denne bestemmelse forhindrer Afviklingsinstansen i på passende vis at tilpasse de årlige basisbidrag til institutternes reelle risikoprofil.

228    Når dette er præciseret, skal det bemærkes, at i henhold til artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 med overskriften »Overgangsbestemmelser« finder en risikoindikator ikke anvendelse, så længe de oplysninger, der kræves i henhold til en specifik risikoindikator som omhandlet i bilag II til denne delegerede forordning, ikke udgør en del af de tilsynsmæssige indberetningskrav, der er omhandlet i den nævnte delegerede forordnings artikel 14, dvs. de krav vedrørende tilsynsmæssig indberetning, der er fastsat i Kommissionens gennemførelsesforordning nr. 680/2014 af 16. april 2014 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for institutters indberetning med henblik på tilsyn i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (EUT 2014, L 191, s. 1) eller, hvor det er relevant, på medlemsstatsniveau.

229    Det skal i denne henseende bemærkes, at delegeret forordning 2015/63 blev vedtaget på grundlag af artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59, som forpligter Kommissionen til at tage hensyn til alle de elementer, der er opregnet i denne bestemmelses litra a)-h), med henblik på at præcisere udtrykket »bidrag afpasses forholdsmæssigt efter institutternes risikoprofil«.

230    Til trods herfor giver artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 Afviklingsinstansen beføjelse til midlertidigt at undlade at anvende visse af disse elementer, som afspejles i de risikoindikatorer, der er fastsat i denne delegerede forordning.

231    Det skal i denne forbindelse fremhæves, at selv om artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 ganske vist forpligter Kommissionen til »hensyntagen« til alle de forhold, der er opregnet i artikel 103, stk. 7, litra a)-h) i direktiv 2014/59, så præciserer denne bestemmelse ikke, hvordan den skal tage hensyn til dem. Med henblik herpå, og som anført i præmis 107-111 ovenfor, har Kommissionen et vidt skøn med hensyn til gennemførelsen af denne bestemmelse.

232    En sådan skønsmargen kan imidlertid i givet fald indebære, at det er nødvendigt at fastsætte overgangsperioder for anvendelsen af de elementer, der er opregnet i artikel 103, stk. 7, litra a)-h), i direktiv 2014/59, bl.a. som følge af manglende adgang til oplysninger, der er nødvendige for at beregne de risikoindikatorer, der er baseret på disse elementer.

233    Artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 indfører en sådan overgangsperiode, for så vidt som den ikke tillader Afviklingsinstansen at undlade at anvende visse af de nævnte elementer på ubestemt tid, men kun som en overgangsforanstaltning, således som det følger af overskriften til denne delegerede forordnings artikel 20 og af betingelserne for anvendelsen af stk. 1 i denne artikel.

234    Desuden skal det bemærkes, i lighed med Afviklingsinstansen og Kommissionen, at begrundelsen for den overgangsperiode, der er fastsat i denne bestemmelse, er tæt knyttet til den gradvise karakter af processen med at indføre tilsynsmæssige krav og de tilsvarende indberetningskrav. Som det bl.a. fremgår af sjette betragtning til direktiv 2014/59, blev delegeret forordning 2015/63 nemlig vedtaget på et tidspunkt, hvor disse krav endnu ikke var endeligt fastsat eller stadig var genstand for tilpasninger. I denne henseende har sagsøgeren ikke seriøst anfægtet Afviklingsinstansens synspunkt, hvorefter de kompetente myndigheder gradvist fastsætter visse af de nævnte krav, som efterhånden vil få indflydelse på de oplysninger, som skal stilles til rådighed for at beregne risikoindikatorerne fastsat i delegeret forordning 2015/63. Det følger heraf, at sådanne oplysninger, som er nødvendige for at beregne visse af disse risikoindikatorer, ikke kan stilles til rådighed for alle de berørte institutter eller i det mindste for alle de institutter, som har deres hjemsted i en medlemsstat, i løbet af i det mindste en del af den indledende periode, idet det skal præciseres, at disse oplysninger ikke nødvendigvis indberettes som tilsynsoplysninger i henhold til EU-retten, eller efter omstændighederne i henhold til national ret.

235    I denne forbindelse har artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 til formål at undgå, at institutterne i givet fald pålægges uforholdsmæssige eller diskriminerende byrder i forbindelse med beregningen af ex ante-bidrag netop på grund af denne gradvise gennemførelse af tilsynskravene og de dermed forbundne oplysningskrav. Denne beregning indebærer nemlig en sammenligning. Afviklingsinstansen har i denne henseende uden at blive modsagt forklaret, at hvis de oplysninger, der er nødvendige for beregningen af visse risikoindikatorer, ikke var indberettet som tilsynsoplysninger af samtlige institutter, eller i det mindste af samtlige institutter med hjemsted i en medlemsstat, ville Afviklingsinstansen være forpligtet til at tage hensyn til oplysninger vedrørende sådanne indikatorer, som imidlertid ikke er sammenlignelige.

236    Endelig er det korrekt, at den undtagelse, der er fastsat i artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63, kan føre til en situation, hvor visse risikoindikatorer, der er fastsat i denne delegerede forordnings artikel 6, forbliver uanvendelige i hele den indledende periode. En sådan konsekvens er imidlertid for det første resultatet af den gradvise gennemførelse af de tilsynsmæssige krav, således som anført i præmis 234 ovenfor. For det andet er det, som det fremgår af artikel 71 i forordning nr. 806/2014, hensigten, at de nævnte risikoindikatorer også skal finde anvendelse ud over den indledende periode.

237    Under disse omstændigheder, og henset til de betragtninger, der er anført i præmis 231 ovenfor, har sagsøgeren ikke godtgjort, at artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning, eller at bestemmelsen åbenbart overskrider grænserne for det vide skøn, som er tillagt Kommissionen ved artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59.

238    Det tiende anbringende skal derfor forkastes.

B.      Anbringenderne om lovligheden af den anfægtede afgørelse

1.      Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 81, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med artikel 3 i forordning nr. 1

239    Det fremgår af sagens akter, at den tyske forbundsfinanstilsynsmyndigheds opkrævningsmeddelelse af 21. april 2021 var ledsaget af den engelske version af den anfægtede afgørelse, herunder bilagene hertil, og en fri oversættelse til tysk. Ifølge opkrævningsmeddelelsen er kun den engelske version af den anfægtede afgørelse autentisk.

240    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 81, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med artikel 3 i forordning nr. 1, for så vidt som den angiver, at kun den engelske version er autentisk, selv om sagsøgeren udtrykkeligt havde valgt tysk som det officielle sprog, der skulle anvendes under den administrative procedure. Da sagsøgeren ikke udtrykkeligt gav afkald på sin ret til at kommunikere med Afviklingsinstansen på tysk, kan den omstændighed, at Afviklingsinstansen også udarbejdede en uofficiel version af den anfægtede afgørelse på tysk, ikke afhjælpe denne mangel, især da sidstnævnte indeholder væsentlige forskelle i forhold til den engelske version af den anfægtede afgørelse.

241    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

242    I henhold til artikel 81, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 finder forordning nr. 1 anvendelse på Afviklingsinstansen.

243    Det fremgår af artikel 3 i forordning nr. 1, at dokumenter, som Unionens institutioner og organer retter til en medlemsstat eller en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, skal affattes på denne stats sprog.

244    I henhold til artikel 81, stk. 4, i forordning nr. 806/2014 kan Afviklingsinstansen imidlertid aftale med de nationale afviklingsmyndigheder, på hvilket sprog de dokumenter, der skal fremsendes til eller afsendes af de nationale myndigheder, skal affattes, og denne bestemmelse udgør således et særligt regelsæt i forhold til artikel 3 i forordning nr. 1.

245    Afviklingsinstansen gennemførte imidlertid artikel 81, stk. 4, ved at indgå en aftale med de nationale afviklingsmyndigheder om de praktiske ordninger for samarbejdet inden for den fælles afviklingsmekanisme, som blev stadfæstet ved Afviklingsinstansens afgørelse SRB/PS/2018/15 af 17. december 2018 om fastlæggelse af en ramme for de praktiske ordninger for samarbejde inden for den fælles afviklingsmekanisme mellem Afviklingsinstansen og de nationale afviklingsmyndigheder (herefter »aftalen mellem Afviklingsinstansen og de nationale afviklingsmyndigheder«).

246    Det skal derfor undersøges, om den anfægtede afgørelse overholder de bestemmelser, der er fastsat i denne aftale.

247    I henhold til artikel 4, stk. 6, i aftalen mellem Afviklingsinstansen og de nationale afviklingsmyndigheder skal Afviklingsinstansens retsakter, der er rettet til de nationale afviklingsmyndigheder med henblik på gennemførelse heraf i national ret, vedtages på engelsk, idet udgaven af disse retsakter på dette sprog er retligt bindende.

248    I denne henseende følger det af artikel 5, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81, at Afviklingsinstansen skal meddele de relevante nationale afviklingsmyndigheder sine afgørelser vedrørende beregningen af ex ante-bidrag.

249    I overensstemmelse med denne bestemmelse præciserede Afviklingsinstansen i artikel 2 i den anfægtede afgørelses dispositive del, at afgørelsen ville blive meddelt den tyske afviklingsmyndighed i sin egenskab af adressat på linje med andre nationale afviklingsmyndigheder.

250    Det følger heraf, at den anfægtede afgørelse er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 6, i aftalen mellem Afviklingsinstansen og de nationale afviklingsmyndigheder.

251    I overensstemmelse med artikel 81, stk. 4, i forordning nr. 806/2014 kunne Afviklingsinstansen således udfærdige denne afgørelse på engelsk. Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke kritisere Kommissionen for at have tilsidesat denne forordnings artikel 81, stk. 1, eller artikel 3 i forordning nr. 1.

252    Denne konklusion afkræftes ikke af sagsøgerens argumentation.

253    Indledningsvis skal sagsøgerens argument om, at sagsøgeren havde valgt i den administrative fase at modtage dokumenter fra Afviklingsinstansen på tysk, og at Afviklingsinstansen derfor var forpligtet til at meddele sagsøgeren den anfægtede afgørelse på dette sprog, forkastes.

254    Selv om det fremgår af den formular, der er fremlagt som bilag A.10 til stævningen, at sagsøgeren har foretaget et sådant valg, vedrører dette valg udelukkende udvekslingen af dokumenter mellem Afviklingsinstansen og sagsøgeren og kan ikke vedrøre afgørelser om ex ante-bidrag, idet sådanne afgørelser træffes af Afviklingsinstansen over for de nationale afviklingsmyndigheder.

255    Endvidere kan sagsøgerens argument om, at sagsøgeren var umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede afgørelse og derfor havde ret til at modtage en officiel kopi heraf på tysk, heller ikke tiltrædes.

256    For det første tilsidesætter dette argument ordlyden af artikel 81, stk. 4, i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i gennemførelsesforordning 2015/81 og artikel 4, stk. 6, i aftalen mellem Afviklingsinstansen og de nationale afviklingsmyndigheder.

257    For det andet fremgår det af retspraksis, at der ikke findes noget almindeligt EU-retligt princip, som sikrer enhver person ret til, at enhver retsakt, der vil kunne påvirke vedkommendes interesser, under alle omstændigheder affattes på dennes sprog, og hvorefter Unionens organer er forpligtet til, uden at nogen afvigelse er tilladt, at anvende alle de officielle sprog i enhver situation (jf. i denne retning dom af 26.3.2019, Spanien mod Parlamentet, C-377/16, EU:C:2019:249, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

258    Det første anbringende skal derfor forkastes.

2.      Det andet anbringende om mangelfuld begrundelse

259    Det andet anbringende består af syv led.

a)      Indledende bemærkninger

260    Artikel 296, stk. 2, TEUF bestemmer, at retsakter skal begrundes. På samme måde kræver retten til god forvaltning, som er fastsat i chartrets artikel 41, at Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer skal begrunde deres afgørelser.

261    Begrundelsen for en afgørelse truffet af en EU-institution, et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur er af særlig betydning, for så vidt som den gør det muligt for den berørte part at afgøre, om vedkommende ønsker at anlægge sag til prøvelse af denne afgørelse, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, og for den kompetente ret at udøve sin legalitetsprøvelse, og den udgør derfor en af betingelserne for en effektiv domstolsprøvelse, som er fastsat i chartrets artikel 47 (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

262    En sådan begrundelse skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den blev vedtaget. Det kræves i denne forbindelse ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område, og navnlig i forhold til den interesse, som retsaktens adressater kan have i begrundelsen. En retsakt, der er bebyrdende, er følgelig tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget under omstændigheder, som er den berørte part bekendt og således gør det muligt for den pågældende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

263    Med henblik på at undersøge, om denne begrundelse er tilstrækkelig for så vidt angår en afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag, skal det for det første bemærkes, at det ikke kan udledes af Domstolens praksis, at begrundelsen for enhver afgørelse, der træffes af en [EU-institution, et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur], hvorved en privat aktør pålægges at betale et pengebeløb, nødvendigvis skal omfatte samtlige de forhold, der gør det muligt for adressaten at kontrollere rigtigheden af beregningen af dette pengebeløb (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

264    For det andet er Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer i henhold til princippet om beskyttelse af forretningshemmeligheder, som er et almindeligt EU-retligt princip, hvilket bl.a. er konkretiseret i artikel 339 TEUF, principielt forpligtet til ikke at afsløre fortrolige oplysninger fra en privat aktør for dennes konkurrenter (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 109 og den deri nævnte retspraksis).

265    For det tredje ville en antagelse om, at begrundelsen for Afviklingsinstansens afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag nødvendigvis skal gøre det muligt for institutterne at kontrollere rigtigheden af beregningen af deres ex ante-bidrag, nødvendigvis indebære et forbud for EU-lovgiver mod at indføre en metode til beregning af dette bidrag, der integrerer oplysninger, hvis fortrolige karakter er beskyttet ved EU-retten, og dermed i uforholdsmæssig grad indskrænke den vide skønsbeføjelse, som denne lovgiver med henblik herpå skal råde over, ved bl.a. at forhindre den i at vælge en metode, der kan sikre, at finansieringen af Afviklingsfonden dynamisk tilpasses udviklingen i den finansielle sektor, ved en komparativ hensyntagen navnlig til den finansielle situation for hvert enkelt institut, der er meddelt tilladelse på en deltagende medlemsstats område (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 118).

266    Selv om det for det fjerde følger af det ovenstående, at den begrundelsespligt, der påhvilede Afviklingsinstansen, på grund af logikken i systemet til finansiering af Afviklingsfonden og den beregningsmetode, som EU-lovgiver har fastsat, skal afvejes over for Afviklingsinstansens forpligtelse til at behandle de pågældende institutters forretningshemmeligheder fortroligt, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne sidstnævnte forpligtelse ikke skal fortolkes så vidt, at begrundelsespligten som følge heraf bliver uden indhold (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 120).

267    I forbindelse med afvejningen af begrundelsespligten og princippet om beskyttelse af forretningshemmeligheder kan det imidlertid ikke antages, at en afgørelse, hvorved en privat aktør pålægges at betale et pengebeløb, uden at denne gives alle de oplysninger, der gør det muligt med nøjagtighed at kontrollere beregningen af dette pengebeløb, nødvendigvis under alle omstændigheder udgør en tilsidesættelse af begrundelsespligtens indhold (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 121).

268    Hvad angår Afviklingsinstansens afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag skal begrundelsespligten anses for at være opfyldt, når de personer, der er berørt af denne afgørelse, selv om de ikke fik tilsendt oplysninger, der var omfattet af forretningshemmeligheden, rådede over den af Afviklingsinstansen anvendte beregningsmetode og tilstrækkelige oplysninger til i det væsentlige at forstå, hvorledes deres individuelle situation blev taget i betragtning med henblik på beregningen af deres ex ante-bidrag i forhold til situationen for alle de andre berørte institutter (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 122).

269    I så fald var disse personer nemlig i stand til at kontrollere, om deres ex ante-bidrag var blevet fastsat vilkårligt, ved manglende hensyntagen til deres reelle økonomiske situation eller ved anvendelse af ikke plausible oplysninger vedrørende resten af den finansielle sektor. De nævnte personer kunne derfor forstå grundlaget for den afgørelse, der fastsatte deres ex ante-bidrag, og tage stilling til, om det syntes hensigtsmæssigt at anlægge sag til prøvelse af denne afgørelse, således at det ville være uforholdsmæssigt at kræve af Afviklingsinstansen, at den oplyste alle de talmæssige oplysninger, der dannede grundlag for beregningen af bidraget for hver af de berørte institutter (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 123).

270    Det følger af det foregående, at Afviklingsinstansen ganske vist ikke var i stand til at give et institut oplysninger, der gjorde det muligt for dette fuldt ud at kontrollere rigtigheden af værdien af justeringsmultiplikatoren, eftersom denne kontrol forudsatte, at instituttet rådede over oplysninger, der var omfattet af forretningshemmeligheden vedrørende hvert af de øvrige berørte institutters økonomiske situation (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 135).

271    Det påhvilede derimod Afviklingsinstansen i en aggregeret og anonymiseret form at offentliggøre eller videregive de oplysninger om de berørte institutter, der var blevet anvendt ved beregningen af dette bidrag, til de berørte institutter, for så vidt som disse oplysninger kunne meddeles uden at krænke forretningshemmeligheden (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 166).

272    Blandt de oplysninger, der således skulle stilles til rådighed for institutterne, var bl.a. grænseværdierne for hver »bin« og grænseværdierne for de dertil knyttede indikatorer, på grundlag af hvilke institutternes ex ante-bidrag blev tilpasset deres risikoprofiler (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 167).

273    Det er i lyset af disse betragtninger, at de argumenter, som sagsøgeren har fremført i forbindelse med det andet anbringende, skal undersøges.

b)      Det første led om sproget for den autentiske udgave af den anfægtede afgørelse

274    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke findes på det sprog, som sagsøgeren udtrykkeligt har valgt i henhold til artikel 81, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, nemlig tysk. Der er desuden uoverensstemmelser på væsentlige punkter mellem den engelske version af den anfægtede afgørelse, som er autentisk, og dens oversættelse til tysk.

275    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

276    Hvad for det første angår klagepunktet om, at den anfægtede afgørelse ikke findes på det af sagsøgeren valgte sprog, er dette klagepunkt i det væsentlige sammenfaldende med det første anbringende, hvorfor det skal forkastes af de grunde, der er anført ovenfor i præmis 242-257. Hvad for det andet angår klagepunktet om uoverensstemmelser mellem sprogversionerne af denne afgørelse har appellanten kun identificeret ét punkt, hvor den autentiske engelske version adskiller sig fra den tyske oversættelse, nemlig 114. betragtning om oprettelsen af tre intervaller i relation til IPS-risikoindikatoren. Selv hvis det antages, at der er tale om en sådan sproglig uoverensstemmelse, har sagsøgeren imidlertid ikke forklaret, hvorledes denne uoverensstemmelse forhindrede den i at forstå begrundelsen for, at Afviklingsinstansen oprettede tre intervaller i relation til IPS-risikoindikatoren.

277    Det andet anbringendes første led skal derfor forkastes.

c)      Det andet led om kompleksiteten af begrundelsen for beregningen af ex ante-bidraget

278    Sagsøgeren har gjort gældende, at Afviklingsinstansens forklaringer i den anfægtede afgørelse, som er opdelt i fire særskilte dokumenter, er alt for komplekse og uigennemsigtige.

279    Endvidere har hverken sagsøgeren eller Retten haft adgang til det beregningsværktøj, som Afviklingsinstansen anvendte ved beregning af ex ante-bidragene.

280    Endelig bekræftes manglerne i begrundelsen for den anfægtede afgørelse yderligere af den omstændighed, at Afviklingsinstansen uddybede begrundelsen for afgørelsen om fastsættelse af ex ante-bidragene for bidragsperioden 2022.

281    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

282    Indledningsvis har sagsøgeren ikke i tilstrækkelig grad forklaret, hvorledes den omstændighed, at den anfægtede afgørelse er opdelt i fire dokumenter, gør denne afgørelse uforståelig og derfor er behæftet med en begrundelsesmangel.

283    Selv om sagsøgeren har gjort gældende, at de dokumenter, som den anfægtede afgørelse består af, er forbundet med hinanden ved talrige henvisninger og krydshenvisninger, således at det er umuligt at forstå hvert enkelt beregningselement fuldt ud, har sagsøgeren heller ikke fremlagt noget eksempel på, at et sådant element af den grund er uforståeligt.

284    Hvad dernæst angår det beregningsværktøj, som Afviklingsinstansen anvendte til at beregne ex ante-bidragene, skal det bemærkes, at sagsøgerens klagepunkt ifølge de præciseringer, sagsøgeren har givet i retsmødet, vedrører beregningsværktøjet i form af software, som Afviklingsinstansen anvendte internt ved beregning af ex ante-bidragene for bidragsperioden 2021 for alle institutter.

285    Sagsøgeren kan imidlertid ikke bebrejde Afviklingsinstansen, at den ikke har givet sagsøgeren adgang til et sådant værktøj, eftersom sagsøgeren ikke for Retten har fremlagt konkrete beviser, der forklarer, hvorfor en sådan adgang var nødvendig for at opfylde de krav, der følger af den retspraksis, der er nævnt i præmis, 268, 271 og 272 ovenfor.

286    Endelig er den blotte omstændighed, at Afviklingsinstansen angiveligt er gået mere i detaljer i sin begrundelse for afgørelsen om fastsættelse af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2022, ikke relevant for en vurdering af, om den anfægtede afgørelse er tilstrækkeligt begrundet. Begrundelsen for den sidstnævnte afgørelse kan nemlig ikke undersøges i lyset af begrundelsen for en retsakt, der blev vedtaget næsten et år efter den anfægtede afgørelse.

287    På baggrund af det ovenstående skal det andet anbringendes andet led forkastes.

d)      Det sjette led vedrørende tilbageholdelse af oplysninger om andre institutter

288    Ifølge sagsøgeren er begrundelsen for den anfægtede afgørelse utilstrækkelig, eftersom Afviklingsinstansen ikke har videregivet oplysningerne fra de andre institutter, der udgør grundlaget for beregningen af ex ante-bidragene, hvilket efterlader sagsøgeren i uvished med hensyn til nøjagtigheden af beregningen af dens ex ante-bidrag. Afviklingsinstansen har således ikke foretaget en passende afvejning mellem begrundelsespligten og forretningshemmeligheden.

289    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

290    I 88. betragtning til den anfægtede afgørelse bemærkede Afviklingsinstansen, at »institutternes forretningshemmeligheder – dvs. alle oplysninger om institutternes erhvervsmæssige aktiviteter, som, hvis de blev videregivet til en konkurrent og/eller til en bredere offentlighed, alvorligt kunne skade institutternes interesser – er blevet betragtet som fortrolige oplysninger«. Den tilføjede, at »[i] forbindelse med beregningen af ex ante-bidrag er de individuelle oplysninger, som institutterne havde givet via deres indberetningsskema, og som [Afviklingsinstansen] havde baseret beregningen af institutternes ex ante-bidrag på, blevet anset for at være forretningshemmeligheder«.

291    Endvidere bemærkede Afviklingsinstansen i 90.-92. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den ikke måtte »videregive datapunkterne for hvert institut, som dannede grundlag for beregningerne i [den nævnte afgørelse]«, hvorimod den kunne »videregive de aggregerede og fælles datapunkter, for så vidt som disse data [var] kumulerede«. Institutterne nød imidlertid ifølge den nævnte afgørelse godt af »fuld gennemsigtighed i beregningen af deres [årlige basisbidrag] og justeringsmultiplikatoren« for de trin i beregningen af dette bidrag, som er defineret i bilag I til delegeret forordning 2015/63, der vedrørte »beregning af indikatorerne baseret på rådata« (trin 1), »omskalering af indikatorerne« (trin 3) og »beregning af den sammensatte indikator« (trin 5). Desuden kunne institutterne modtage »fælles datapunkter, der anvendes af Afviklingsinstansen på samme måde for alle institutter og er justeret i forhold til deres risikoprofil« for de trin i beregningen, der vedrører »diskretisering af indikatorerne« (trin 2), »inddragelse af det tildelte fortegn« (trin 4) og »beregning af de årlige bidrag« (trin 6).

292    I denne henseende skal det for det første bemærkes, at selve princippet for metoden til beregning af ex ante-bidrag, således som den fremgår af direktiv 2014/59 og forordning nr. 806/2014, indebærer, at Afviklingsinstansen anvender oplysninger, der er omfattet af forretningshemmeligheden, og som ikke kan gengives i begrundelsen for den anfægtede afgørelse om fastsættelse af ex-ante-bidrag (dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 114).

293    For det andet og i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, krævede begrundelsespligten ikke, at Afviklingsinstansen anførte detaljerede betragtninger til den anfægtede afgørelse for at godtgøre den fortrolige karakter af hver kategori af oplysninger, som institutterne har indgivet.

294    Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 262 ovenfor, kræves det nemlig ikke, at begrundelsen for en retsakt angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område, og navnlig i forhold til den interesse, som retsaktens adressater kan have i begrundelsen.

295    Det følger imidlertid for det første af overvejelserne i 88. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Afviklingsinstansen vurderede, at alle de oplysninger, som hvert institut havde indberettet, som helhed var omfattet af forretningshemmeligheden, eftersom videregivelse af disse oplysninger til en konkurrent eller til en bredere offentlighed kunne være til alvorlig skade for det pågældende instituts interesser.

296    For det andet havde sagsøgeren, eftersom denne i henhold til artikel 14 i delegeret forordning 2015/63 indberettede sine egne oplysninger med henblik på beregningen af ex ante-bidragene, fuldt kendskab til arten af og de generelle karakteristika for hver kategori af disse oplysninger. Sagsøgeren var således bl.a. i stand til at vurdere, i hvilket omfang hver af disse kategorier af oplysninger kunne bestå af fortrolige oplysninger.

297    Under disse omstændigheder havde sagsøgeren tilstrækkelige oplysninger til at forstå og om nødvendigt anfægte grundene til, at Afviklingsinstansen vurderede, at de individuelle oplysninger fra de andre institutter var omfattet af forretningshemmeligheden. Sagsøgeren kunne bl.a., henset til arten af og de generelle kendetegn for hver kategori af disse oplysninger, anfægte Afviklingsinstansens vurdering, som er anført i 88. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter de nævnte oplysninger var fortrolige, og videregivelse heraf kunne være til alvorlig skade for det berørte instituts interesser. Sagsøgeren rådede således over alle de oplysninger, der var nødvendige for at kunne anfægte Afviklingsinstansens manglende overholdelse af de krav, som Domstolen har opstillet vedrørende afvejningen af begrundelsespligten over for princippet om beskyttelse af forretningshemmeligheden, således som de er gengivet i præmis 268, 271 og 272 ovenfor.

298    Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt noget bevis, der kan rejse tvivl om Afviklingsinstansens vurdering, hvorefter de individuelle oplysninger om andre institutter var omfattet af forretningshemmeligheden.

299    Henset til det ovenstående kan sagsøgeren ikke hævde, at den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet, for så vidt som den ikke indeholder individuelle oplysninger om de andre institutter, der gør det muligt at kontrollere beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag.

300    Denne konklusion anfægtes ikke af sagsøgerens argument om, at Afviklingsinstansen, for at opfylde sin begrundelsespligt, i anonymiseret form skal give sagsøgeren en liste over alle oplysninger om institutter, der befinder sig i samme interval.

301    For det første ville et sådant krav gå ud over de krav, der er fastsat i den retspraksis, der er nævnt i præmis 268, 271 og 272 ovenfor.

302    For det andet har Afviklingsinstansen, uden for alvor at blive modsagt på dette punkt, gjort gældende, at selv en liste med anonymiserede oplysninger for et bestemt interval risikerede at gøre det muligt for økonomiske aktører på bankområdet, som er velunderrettede erhvervsdrivende, at blive bekendt med visse institutters forretningshemmeligheder. Sagsøgeren har i denne forbindelse navnlig ikke bestridt, at sådanne aktører har kendskab til, hvilke institutter der har en tendens til at have høje værdier for visse risikoindikatorer. Hvis de modtog lister med sådanne oplysninger hvert år, ville de kunne følge udviklingen i disse institutters risikoindikatorer, selv om disse er sammensat af kommercielt følsomme oplysninger. En sådan risiko foreligger navnlig for store institutter og institutter, der er etableret i medlemsstater, hvor der kun findes et begrænset antal institutter, der skal betale ex ante-bidrag. Det er nemlig ikke udelukket, at en velinformeret erhvervsdrivende i disse tilfælde ville være i stand til at udlede identiteten af sådanne institutter, selv om de var blevet anonymiseret. Afviklingsinstansen kan således ikke kritiseres for ikke at have udarbejdet en liste over alle anonymiserede oplysninger om institutter, der befinder sig i samme interval.

303    I lyset af det ovenstående skal det andet anbringendes sjette led forkastes.

e)      Det tredje led om begrundelsen for det årlige målniveau

304    Ifølge sagsøgeren er fastsættelsen af det årlige målniveau ikke behørigt begrundet i den anfægtede afgørelse. Afviklingsinstansen burde navnlig have forklaret, i hvilket omfang den havde taget hensyn til den mulige virkning af procykliske bidrag på de pågældende institutters finansielle stilling. Endvidere meddelte Afviklingsinstansen hverken det forventede endelige målniveau eller sin fortolkning af det loft, der er omhandlet i artikel 70, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 806/2014. Som det fremgår af afgørelsen om fastsættelse af ex ante-bidragene for bidragsperioden 2022, var Afviklingsinstansen af den opfattelse, at den havde beføjelse til frit at forhøje det årlige målniveau ved at anvende en koefficient, der ikke var fastsat i den gældende lovgivning, og således pålægge institutterne en uforholdsmæssig byrde.

305    Afviklingsinstansen har heroverfor anført, at det fremgår af 35.-48. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den har overholdt sin begrundelsespligt for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau for bidragsperioden 2021.

306    Det fremgår navnlig af 43.-48. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Afviklingsinstansen tog hensyn til covid-19-pandemien i forbindelse med analysen af konjunkturcyklusfasen og bidragenes potentielle procykliske virkninger på de bidragydende institutters finansielle situation. Afviklingsinstansen har i denne henseende forklaret, at den foregreb et økonomisk opsving i løbet af 2021, selv om dette opsving fortsat var vanskeligt at forudsige.

307    Endvidere offentliggjorde Afviklingsinstansen på sit websted det forventede endelige målniveau, og sagsøgeren var bekendt med denne offentliggørelse. Den hævdede manglende offentliggørelse af Afviklingsinstansens fortolkning af det loft på 12,5%, der er fastsat i artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, kan ikke påvirke lovligheden af begrundelsen for den anfægtede afgørelse.

308    Det bemærkes indledningsvis, at i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 skal Afviklingsfondens disponible finansielle midler ved udgangen af den indledende periode nå det endelige målniveau, som svarer til mindst 1% af de dækkede indskud i alle de kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i alle de deltagende medlemsstater.

309    Ifølge artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 skal ex ante-bidragene i den indledende periode fordeles så jævnt som muligt over perioden, indtil målniveauet, som er omtalt i præmis 308 ovenfor, er nået, men under behørig hensyntagen til konjunkturudviklingen og til den indvirkning, som procykliske bidrag kan have på institutternes finansielle stilling.

310    Artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 præciserer, at de bidrag, som skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, hvert år ikke må overstige 12,5% af det endelige målniveau.

311    Hvad angår metoden til beregning af ex ante-bidragene bestemmer artikel 4, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63, at Afviklingsinstansen skal fastsætte deres størrelse på grundlag af det årlige målniveau, under hensyntagen til det endelige målniveau, og på grundlag af gennemsnittet af dækkede indskud i det foregående år, beregnet kvartalsvis, for alle institutter, der er meddelt tilladelse på alle deltagende medlemsstaters område.

312    Tilsvarende fremgår det af artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81, at Afviklingsinstansen beregner det årlige ex ante-bidrag for hvert institut på grundlag af det årlige målniveau, som skal fastsættes i forhold til det endelige målniveau og i overensstemmelse med den metode, der er fastsat i delegeret forordning 2015/63.

313    I den foreliggende sag fastsatte Afviklingsinstansen, som det fremgår af 48. betragtning til den anfægtede afgørelse, det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 til 11 287 677 212,56 EUR.

314    I 36. og 37. betragtning til den anfægtede afgørelse forklarede Afviklingsinstansen i det væsentlige, at det årlige målniveau skal fastsættes på grundlag af en analyse af udviklingen i de dækkede indskud i de foregående år, enhver relevant udvikling i den økonomiske situation og en analyse af indikatorer vedrørende konjunkturfasen og de virkninger, som procykliske bidrag vil kunne have på institutternes finansielle stilling. Afviklingsinstansen vurderede det efterfølgende passende at fastsætte en koefficient baseret på denne analyse og på de finansielle midler, der var til rådighed for Afviklingsfonden (herefter »koefficienten«). Afviklingsinstansen anvendte denne koefficient på en ottendedel af det gennemsnitlige indskudsbeløb, der blev dækket i 2020, for at nå frem til det årlige målniveau.

315    Afviklingsinstansen har i 38.-47. betragtning til den anfægtede afgørelse redegjort for fremgangsmåden ved fastsættelsen af koefficienten.

316    I 38. betragtning til den anfægtede afgørelse bemærkede Afviklingsinstansen, at der var en konstant opadgående tendens i dækkede indskud for alle institutter i de deltagende medlemsstater. Navnlig nåede gennemsnittet af disse indskud, beregnet kvartalsvis, for 2020 op på 6,689 bio. EUR.

317    I 40. og 41. betragtning til den anfægtede afgørelse fremlagde Afviklingsinstansen den forventede udvikling i dækkede indskud for de resterende tre år af den indledende periode, dvs. fra 2021 til 2023. Den anslog, at de årlige vækstrater for dækkede indskud indtil udgangen af den indledende periode ville være på mellem 4% og 7%.

318    I 42.-45. betragtning til den anfægtede afgørelse fremlagde Afviklingsinstansen en vurdering af konjunkturfasen og den potentielle procykliske virkning, som ex ante-bidragene ville kunne have på institutternes finansielle stilling. I denne forbindelse anførte den, at den havde taget hensyn til en række indikatorer, såsom Kommissionens prognose for væksten i bruttonationalproduktet og ECB’s fremskrivninger i denne henseende, eller kreditstrømmen fra den private sektor som en procentdel af bruttonationalproduktet.

319    I 46. betragtning til den anfægtede afgørelse konkluderede Afviklingsinstansen, at selv om det var rimeligt at forvente yderligere vækst i dækkede indskud inden for bankunionen, ville stigningen i væksten være lavere end i 2020. I denne forbindelse anførte Afviklingsinstansen i 47. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den havde anvendt en »forsigtig tilgang« med hensyn til vækstraterne for dækkede indskud i de kommende år frem til 2023.

320    I lyset af disse betragtninger fastsatte Afviklingsinstansen i 48. betragtning til den anfægtede afgørelse værdien af koefficienten til 1,35%. Den beregnede derefter beløbet for det årlige målniveau ved at multiplicere det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020 med denne koefficient og dividere resultatet af denne beregning med otte i overensstemmelse med følgende matematiske formel i 48. betragtning til den nævnte afgørelse:

»[m]ålniveau0 [beløbet for det årlige målniveau] = samlede dækkede indskud2020 * 0,0135 * ⅛ = 11 287 677 212,56 EUR«.

321    I retsmødet oplyste Afviklingsinstansen imidlertid, at den havde fastsat det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 som følger.

322    For det første havde Afviklingsinstansen på grundlag af en fremadrettet analyse fastsat beløbet for de dækkede indskud for alle de institutter, der var meddelt tilladelse på de deltagende medlemsstaters område, fremskrevet til udgangen af den indledende periode, til ca. 7,5 bio. EUR. For at nå frem til dette beløb havde Afviklingsinstansen taget hensyn til det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020, nemlig 6,689 bio. EUR, en årlig vækstrate for dækkede indskud på 4% og antallet af resterende bidragsperioder indtil udgangen af den indledende periode, dvs. tre.

323    For det andet havde Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 beregnet 1% af disse 7,5 bio. EUR for at nå frem til det skønnede endelige målniveau den 31. december 2023, dvs. ca. 75 mia. EUR.

324    For det tredje havde Afviklingsinstansen fra sidstnævnte beløb fratrukket de finansielle ressourcer, der allerede var til rådighed for Afviklingsfonden i 2021, dvs. ca. 42 mia. EUR, for at nå frem til det resterende beløb, der skulle opkræves i de resterende bidragsperioder indtil udløbet af den indledende periode, dvs. fra 2021 til 2023. Dette beløb udgjorde ca. 33 mia. EUR.

325    For det fjerde havde Afviklingsinstansen divideret det sidstnævnte beløb med tre med henblik på en ensartet fordeling mellem de tre resterende bidragsperioder. Det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 blev således fastsat til det beløb, der er nævnt i præmis 313 ovenfor, dvs. ca. 11,287 mia. EUR.

326    Afviklingsinstansen erklærede også i retsmødet, at den offentliggjorde de oplysninger, som metoden beskrevet i præmis 322-325 ovenfor var baseret på, og som gjorde det muligt for sagsøgeren at forstå den metode, hvormed det årlige målniveau blev fastsat. Afviklingsinstansen har navnlig præciseret, at den på sin hjemmeside i maj 2021, dvs. efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, men før anlæggelsen af nærværende sag, offentliggjorde et beskrivende faktablad benævnt »Fact Sheet 2021« (herefter »faktabladet«), der angav det anslåede beløb for det endelige målniveau. Afviklingsinstansen har ligeledes anført, at også oplysninger om størrelsen af de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden, var tilgængelige på dens websted og fra andre offentlige kilder, og dette længe før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

327    Med henblik på at undersøge, om Afviklingsinstansen har overholdt sin begrundelsespligt for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau, skal det indledningsvis bemærkes, at en manglende eller utilstrækkelig begrundelse udgør et anbringende om grundlæggende retsprincipper, som Unionens retsinstanser kan – eller skal – tage stilling til ex officio (jf. dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). Følgelig kan – eller skal – Retten ligeledes tage hensyn til andre begrundelsesmangler end dem, som sagsøgeren har påberåbt sig, navnlig når disse viser sig under sagens behandling.

328    Med henblik herpå er parterne under den mundtlige forhandling blevet hørt om alle de eventuelle begrundelsesmangler, som den anfægtede afgørelse kunne være behæftet med for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau. Navnlig har Afviklingsinstansen, som blev stillet flere gentagne og udtrykkelige spørgsmål herom, skridt for skridt beskrevet den metode, den reelt anvendte for at fastsætte det årlige målniveau for bidragsperioden 2021, således som det fremgår af præmis 321-325 ovenfor.

329    Hvad dernæst angår indholdet af begrundelsespligten fremgår det af retspraksis, at begrundelsen for en afgørelse truffet af en EU-institution eller et EU-organ bl.a. ikke må indeholde selvmodsigelser, idet adressaten for afgørelsen skal kunne gøre sig bekendt med den egentlige begrundelse for afgørelsen for at kunne forsvare sine rettigheder for den kompetente ret at udøve sin legalitetsprøvelse (jf. i denne retning dom af 10.7.2008 Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 169 og den deri nævnte retspraksis, af 22.9.2005, Suproco mod Kommissionen, T-101/03, EU:T:2005:336, præmis 20 og 45-47, og af 16.12.2015, Grækenland mod Kommissionen, T-241/13, EU:T:2015:982, præmis 56).

330    Når ophavsmanden til den anfægtede afgørelse giver visse forklaringer vedrørende begrundelsen for afgørelsen under sagen for Unionens retsinstanser, skal disse forklaringer ligeledes være i overensstemmelse med de betragtninger, der er anført i denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 22.9.2005, Suproco mod Kommissionen, T-101/03, EU:T:2005:336, præmis 45-47, og af 13.12.2016, Printeos m.fl. mod Kommissionen, T-95/15, EU:T:2016:722, præmis 54 og 55).

331    Hvis de betragtninger, der er anført i den anfægtede afgørelse, ikke er i overensstemmelse med de forklaringer, der er givet under retssagen, opfylder begrundelsen for den pågældende afgørelse nemlig ikke de funktioner, der er nævnt i præmis 261 og 262 ovenfor. En sådan uoverensstemmelse forhindrer navnlig for det første de berørte parter i at få kendskab til den reelle begrundelse for den anfægtede afgørelse, inden søgsmålet anlægges, og at forberede deres forsvar i lyset heraf, og for det andet Unionens retsinstanser i at identificere de grunde, der tjente som det reelle retsgrundlag for denne afgørelse, og i at undersøge, om de er i overensstemmelse med de gældende regler.

332    Endelig skal det bemærkes, at Afviklingsinstansen, når den vedtager en afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidragene, skal oplyse de berørte institutter om metoden til beregning af disse bidrag (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 122).

333    Det samme må gælde for metoden til fastsættelse af størrelsen af det årlige målniveau, idet dette beløb er af væsentlig betydning for sammenhængen i en sådan afgørelse. Som det fremgår af artikel 4 i gennemførelsesforordning 2015/81, består metoden til beregning af ex ante-bidrag nemlig i fordelingen af det nævnte beløb mellem alle de berørte institutter således, at en tilsvarende forhøjelse eller nedsættelse af dette beløb medfører en tilsvarende forhøjelse eller nedsættelse af ex ante-bidraget for hver af disse institutter.

334    Det følger af det foregående, at selv om Afviklingsinstansen var forpligtet til i den anfægtede afgørelse at give institutterne forklaringer vedrørende metoden til fastsættelse af det årlige målniveau, skal disse forklaringer være i overensstemmelse med de forklaringer, som Afviklingsinstansen har givet under den retslige procedure, og som vedrører den metode, der reelt blev anvendt.

335    Dette er imidlertid ikke tilfældet i denne sag.

336    Det skal nemlig først bemærkes, at 48. betragtning til den anfægtede afgørelse indeholdt en matematisk formel, som i afgørelsen blev fremlagt som grundlaget for fastsættelsen af størrelsen af det årlige målniveau. Det fremgår imidlertid, at denne formel ikke omfatter elementerne i den metode, som Afviklingsinstansen faktisk anvendte, således som det blev forklaret i retsmødet. Som det fremgår af præmis 322-325 ovenfor, nåede Afviklingsinstansen nemlig frem til beløbet for det årlige målniveau inden for rammerne af denne metode ved fra det endelige målniveau at fratrække de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden, med henblik på at beregne det beløb, der fortsat skulle opkræves indtil udgangen af den indledende periode, og ved at dividere dette sidstnævnte beløb med tre. Disse to trin i beregningen kommer imidlertid ikke til udtryk i den nævnte matematiske formel.

337    Det følger ganske vist af sagsøgerens argumentation i forbindelse med dette anbringende, at sagsøgeren havde kendskab til afgørelsens beskrivende del og følgelig til de eventuelle beløb for det endelige målniveau angivet i det interval, der indgik heri. Selv hvis det antages, at sagsøgeren også havde kendskab til størrelsen af de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden, var disse omstændigheder imidlertid ikke i sig selv af en sådan karakter, at de gjorde det muligt for sagsøgeren at forstå, at det faktisk var de to transaktioner, der er nævnt i præmis 336 ovenfor, der blev anvendt af Afviklingsinstansen, idet det desuden præciseres, at den matematiske formel, der er fastsat i 48. betragtning til den anfægtede afgørelse, end ikke nævner dem.

338    Lignende uoverensstemmelser påvirker ligeledes den måde, hvorpå koefficienten på 1,35%, som spiller en central rolle i den i præmis 337 ovenfor nævnte matematiske formel, blev fastsat. Denne koefficient kan nemlig forstås således, at den blandt andre parametre er baseret på den forventede vækst i de dækkede indskud i de resterende år af den indledende periode. Som Afviklingsinstansen har anerkendt i retsmødet, blev denne koefficient imidlertid fastsat på en sådan måde, at den kunne retfærdiggøre resultatet af beregningen af beløbet for det årlige målniveau, dvs. efter at Afviklingsinstansen havde beregnet dette beløb i henhold til de fire trin, der er redegjort for i præmis 322-325 ovenfor, og navnlig ved at det beløb, der fremkom ved at trække beløbet for de disponible finansielle midler i Afviklingsfonden fra det endelige målniveau, blev divideret med tre. Denne fremgangsmåde fremgår imidlertid på ingen måde af den anfægtede afgørelse.

339    Det skal endvidere bemærkes, at ifølge afgørelsens beskrivende del blev beløbet for det forventede endelige målniveau anslået til at ligge mellem 70 og 75 mia. EUR. Dette interval er imidlertid ikke i overensstemmelse med intervallet for vækstraten for dækkede indskud på 4% til 7%, der fremgår af 41. betragtning til den anfægtede afgørelse. Afviklingsinstansen har nemlig i retsmødet anført, at den ved fastsættelsen af det årlige målniveau tog hensyn til vækstraten for de dækkede indskud på 4% – som er den laveste sats i det andet interval – og at den således nåede frem til det anslåede endelige målniveau på 75 mia. EUR – hvilket er den højeste værdi i det første interval. Det fremgår således, at der er en uoverensstemmelse mellem disse to intervaller. For det første omfattede intervallet vedrørende ændringssatsen for dækkede indskud nemlig også værdier, der var højere end satsen på 4%, hvis anvendelse imidlertid ville have ført til et anslået beløb for det endelige målniveau, der var højere end de beløb, der indgår i intervallet for dette målniveau. For det andet er det umuligt for sagsøgeren at forstå, hvorfor Afviklingsinstansen medtog beløb på mindre end 75 mia. EUR i intervallet for det nævnte målniveau. For at nå dette resultat har det nemlig været nødvendigt at anvende en sats på under 4%, som imidlertid ikke indgår i intervallet for vækstraten for dækkede indskud. Under disse omstændigheder var sagsøgeren ikke i stand til at afgøre, hvordan Afviklingsinstansen havde anvendt intervallet vedrørende ændringsraten for disse indskud for at nå frem til beregningen af det anslåede endelige målniveau.

340    Det følger heraf, at for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau er den metode, som Afviklingsinstansen faktisk anvendte, således som den blev forklaret i retsmødet, ikke i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i den anfægtede afgørelse, således at den reelle begrundelse for fastsættelsen af dette målniveau hverken kunne identificeres af institutterne eller af Retten på grundlag af den anfægtede afgørelse.

341    Henset til det ovenstående skal det fastslås, at den anfægtede afgørelse er behæftet med begrundelsesmangler for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau.

342    Det andet anbringendes tredje led skal derfor tages til følge. Henset til de juridiske og økonomiske udfordringer, der er forbundet med den foreliggende sag, er det ikke desto mindre i den forsvarlige retsplejes interesse at fortsætte undersøgelsen af de øvrige anbringender.

f)      Det fjerde led om utilstrækkelig begrundelse af det årlige basisbidrag

343    Sagsøgeren har gjort gældende, at Afviklingsinstansen ikke præciserede alle de konkrete elementer i beregningen af det årlige basisbidrag for så vidt angår sagsøgeren. Det individuelle bilag indeholdt bl.a. hverken den nævner, der skulle anvendes på dette bidrag, dvs. summen af alle de berørte institutters nettopassiver tilpasset i overensstemmelse med artikel 5 i delegeret forordning 2015/63, eller »størrelsen af sagsøgerens basisbidrag efter anvendelse af formlen i [den anfægtede] afgørelse«.

344    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

345    Det bemærkes indledningsvis, at hvad angår de institutter, der skal betale et risikoafpasset ex ante-bidrag, sker beregningen af dette bidrag i det væsentlige i to trin.

346    På det første trin beregner Afviklingsinstansen et årligt basisbidrag afhængigt af det pågældende instituts nettopassiver i overensstemmelse med artikel 70, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 og artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59. I henhold til artikel 5 i delegeret forordning 2015/63 fratrækkes disse nettopassiver visse passiver.

347    På det andet trin tilpasser Afviklingsinstansen det årlige basisbidrag til det pågældende instituts risikoprofil i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra b), i forordning nr. 806/2014 og artikel 103, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2014/59.

348    Det andet anbringendes fjerde led vedrører det første trin i beregningen af ex ante-bidragene.

349    I 62.-65. betragtning til den anfægtede afgørelse redegjorde Afviklingsinstansen for metoden til fastsættelse af tælleren og nævneren, som denne beregning var baseret på.

350    På s. 1 af det individuelle bilag har Afviklingsinstansen i øvrigt under overskriften »Årlige basisbidrag: tæller« fastsat værdien af tælleren, som er anvendt ved beregning af sagsøgerens årlige basisbidrag, samt de oplysninger, på grundlag af hvilke dette basisbidrag var beregnet.

351    Endvidere har Afviklingsinstansen på s. 2 i det individuelle bilag under overskriften »Beregning af bruttobidraget ([delegeret forordning 2015/63], bilag 1, »trin 6«)« redegjort for værdien af nævneren, der blev taget i betragtning ved denne beregning.

352    Det følger heraf, at sagsøgeren rådede over tilstrækkelige oplysninger til i det væsentlige at forstå, hvorledes der var blevet taget hensyn til sagsøgerens individuelle situation i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 268 ovenfor.

353    Det er korrekt, at Afviklingsinstansen hverken i selve den anfægtede afgørelse eller i bilagene hertil opdelte nævneren for det årlige basisbidrag i de elementer, som den bestod af, dvs. summen af alle de berørte institutters nettopassiver justeret i overensstemmelse med artikel 5 i delegeret forordning 2015/63.

354    Disse elementer omfattede imidlertid, som sagsøgeren har medgivet i retsmødet, individuelle oplysninger om alle de berørte institutter.

355    Sådanne oplysninger er imidlertid ikke nødvendige for at gøre det muligt for sagsøgeren i det væsentlige at forstå, hvorledes der blev taget hensyn til sagsøgerens individuelle situation ved beregningen af dennes ex ante-bidrag under hensyntagen til situationen for alle de andre berørte institutter.

356    Følgelig ville en forpligtelse for Afviklingsinstansen til at videregive sådanne oplysninger gå videre end de krav, der er fastsat i den retspraksis, der er nævnt i præmis 268, 271 og 272 ovenfor.

357    Det andet anbringendes fjerde led skal således forkastes.

g)      Det femte led om utilstrækkelig begrundelse for risikojusteringen af det årlige basisbidrag

358    Det andet anbringendes femte led indeholder i det væsentlige tre klagepunkter.

1)      Det første klagepunkt om, at det ikke er muligt at kontrollere, om alle de berørte institutter er omfattet af et risikojusteret bidrag

359    Ifølge sagsøgeren var det umuligt at kontrollere, om alle institutterne rent faktisk var genstand for en risikojustering, eftersom der var en uoverensstemmelse mellem på den ene side antallet af institutter, der fremgik af de statistikker, der var offentliggjort på Afviklingsinstansens websted, og på den anden side antallet af institutter, der var angivet i afgørelsens beskrivende del.

360    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

361    Det skal indledningsvis bemærkes, at Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 beregnede justeringsmultiplikatoren for alle institutterne – bortset fra dem, der er berettigede til at betale et fast bidrag i henhold til denne delegerede forordnings artikel 10, og de institutter, der er nævnt i den nævnte delegerede forordnings artikel 11 – ved at kombinere de i artikel 6 i delegeret forordning 2015/63 omhandlede risikoindikatorer i overensstemmelse med de i bilag I til denne forordning angivne formler og procedurer.

362    For så vidt som sagsøgerens argumentation skal forstås således, at sagsøgeren kritiserer Afviklingsinstansen for ikke i den anfægtede afgørelse at have identificeret alle de institutter, der deltager i den fælles afviklingsmekanisme, hvis ex ante-bidrag er blevet tilpasset deres risikoprofil, skal det dernæst bemærkes, at sagsøgeren ikke for Retten har fremlagt beviser, som giver grundlag for at konkludere, at denne oplysning er relevant for forståelsen af den måde, hvorpå der blev taget hensyn til sagsøgerens individuelle situation ved beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag under hensyntagen til situationen for alle de andre berørte institutter i medfør af den retspraksis, der er nævnt i præmis 268 ovenfor.

363    For så vidt som sagsøgerens argumentation skal forstås således, at Afviklingsinstansen kun skulle oplyse antallet af institutter, for hvilke ex ante-bidraget blev risikojusteret for bidragsperioden 2021, skal det endelig fastslås, at bilag II til den anfægtede afgørelse gør det muligt at identificere antallet af sådanne institutter. Hvad angår den del af ex ante-bidragene, der blev beregnet på nationalt grundlag, kan dette antal kontrolleres for hver medlemsstat i rubrik »N« på s. 6-131 i bilag II til den anfægtede afgørelse. Det samme gælder for den del af ex ante-bidragene, der var beregnet på bankunionens grundlag, og hvis statistiske oplysninger var anført på s. 132-137 i bilag II til denne afgørelse. Det fremgår således af disse statistiske oplysninger, at der for bidragsperioden 2021 blev pålagt i alt 1 627 institutter et risikojusteret ex ante-bidrag.

364    På baggrund af det ovenstående skal det første klagepunkt i det andet anbringendes femte led forkastes.

2)      Det andet klagepunkt vedrørende hensyntagen til risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«

365    Sagsøgeren har gjort gældende, at Afviklingsinstansen ikke gav en tilstrækkelig begrundelse for fastlæggelsen af risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«, som er nævnt i artikel 6, stk. 6, litra a), nr. i)-iv), i delegeret forordning 2015/63, ved bl.a. ikke at fremlægge sin analyse af de elementer, der førte til en forøgelse af institutternes risikoprofil. Afviklingsinstansen skulle imidlertid have fremlagt en sådan analyse af de elementer, som førte til en reduktion af institutternes risikoprofil, og som var defineret i denne delegerede forordnings artikel 6, stk. 6, litra b), nr. i) og ii).

366    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

367    Det bemærkes for det første, at underindikatorerne vedrørende risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« blev fastsat af Afviklingsinstansen i overensstemmelse med betingelserne i artikel 6, stk. 6, i delegeret forordning 2015/63.

368    For det andet har Afviklingsinstansen i 98.-100. betragtning til den anfægtede afgørelse redegjort for den måde, hvorpå den fastsatte underindikatorerne til risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«. Afviklingsinstansen medtog heri bl.a. en liste over disse, ledsaget af deres definitioner, og redegjorde dels for, hvilke præcise oplysninger der indgik i disse underindikatorer, dels for den måde, hvorpå den havde vægtet de nævnte underindikatorer ved beregningen af denne risikosøjle.

369    En sådan begrundelse gør det muligt for sagsøgeren at forstå den måde, hvorpå Afviklingsinstansen anvendte risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«, og opfylder således de krav, der er fastsat i den retspraksis, der er nævnt i præmis 268, 271 og 272 ovenfor.

370    På baggrund af det ovenstående skal det andet klagepunkt i det andet anbringendes femte led forkastes.

3)      Det tredje klagepunkt vedrørende begrundelsen for trin 1-6 i tilpasningen af det årlige basisbidrag til sagsøgerens risikoprofil

371    Sagsøgeren har gjort gældende, at begrundelsen for trin 1-6 i tilpasningen af det årlige basisbidrag til sagsøgerens risikoprofil, som beskrevet i det individuelle bilag, er utilstrækkelig.

372    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

373    Med henblik på at vurdere dette klagepunkt skal det undersøges, om sagsøgeren havde den af Afviklingsinstansen anvendte beregningsmetode til rådighed og tilstrækkelige oplysninger til i det væsentlige at forstå, hvorledes der ved beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag blev taget hensyn til sagsøgerens individuelle situation under hensyntagen til situationen for alle de øvrige berørte institutter gennem de forskellige trin i denne beregning, således som disse er defineret i bilag I til delegeret forordning 2015/63.

i)      Trin 1

374    På trin 1 beregnede Afviklingsinstansen »indikatorerne baseret på rådata« for hver risikoindikator og underindikator. For de første tre risikosøjler blev indikatorerne baseret på rådata beregnet på grundlag af definitionerne og udregningerne, der fremgår af skemaet gengivet i bilag I, under overskriften »Trin 1« i delegeret forordning 2015/63. For risikosøjle IV blev indikatoren baseret på rådata beregnet på grundlag af definitionerne og udregningerne, der fremgår af 98.-101. betragtning til den anfægtede afgørelse. Alle indikatorer baseret på rådata blev beregnet under hensyntagen til oplysningerne fra de enkelte institutter. De indikatorer baseret på rådata, som blev lagt til grund af Afviklingsinstansen ved beregningen af hvert instituts ex ante-bidrag, blev efterfølgende gengivet i det individuelle bilag.

375    Eftersom sidstnævnte bilag blev meddelt sagsøgeren, var denne i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til i det væsentlige at kunne kontrollere beregningen af de indikatorer baseret på rådata, der vedrørte sagsøgeren.

376    Denne konklusion anfægtes ikke af sagsøgerens argument om, at Afviklingsinstansen i forbindelse med risikosøjlen »instituttets betydning for stabiliteten i det finansielle system eller økonomien« ikke havde angivet nævneren for beregningen af risikoindikatoren »andel af interbanklån og ‑indskud i Den Europæiske Union«, som fastsat i bilag I, under overskriften »Trin 1«, syvende række, i delegeret forordning 2015/63.

377    I denne henseende har sagsøgeren ikke fremlagt nogen oplysninger for Retten, der kan forklare, hvordan kendskab til sådanne oplysninger ville have gjort det muligt for sagsøgeren i det væsentlige at forstå, på hvilken måde der var blevet taget hensyn til sagsøgerens individuelle situation med henblik på beregningen af sagsøgeren ex ante-bidrag under hensyntagen til situationen for alle de andre berørte institutter. For denne risikoindikator kunne sagsøgeren nemlig kontrollere sin stilling i forhold til de øvrige institutter på grundlag af sin egen andel af lån og interbanklån, således som det fremgår af rubrik 4C6 og 4C7 under overskriften »Andre indberettede oplysninger anvendt i beregningen« på s. 3 i det individuelle bilag. Sagsøgeren kunne derefter sammenligne denne værdi med grænseværdierne for det interval for den nævnte risikoindikator, hvortil sagsøgeren var blevet henført, idet sagsøgeren fik kendskab til disse grænseværdier på s. 31 (for det nationale grundlag) og på s. 133 (for bankunionens grundlag) i bilag II til den anfægtede afgørelse.

378    Derudover kunne sagsøgeren under alle omstændigheder få kendskab til størrelsen af nævneren i den formel, som Afviklingsinstansen anvendte ved beregningen af denne risikoindikator, nemlig summen af alle interbanklån og ‑indskud, der besiddes af institutter i hver medlemsstat eller i bankunionen, ved at multiplicere det samlede antal institutter (N) med den gennemsnitlige værdi af denne indikator (Avg. ()]. Oplysningerne til brug for denne multiplikation findes ligeledes på s. 31 og s. 133 i bilag II til den anfægtede afgørelse.

ii)    Trin 2

379    På trin 2 foretog Afviklingsinstansen for hver indikator baseret på rådata, som på trin 1 var beregnet for hver risikoindikator og underindikator med undtagelse af indikatoren »omfanget af tidligere ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige«, følgende beregninger: Den beregnede i første omgang et antal intervaller for at sammenligne institutternes indikatorer baseret på rådata. I anden omgang henførte Afviklingsinstansen det samme antal institutter til hvert interval, idet institutterne med de laveste værdier af den på rådata baserede indikator blev henført til første interval. På denne måde havde hvert interval grænseværdier, som blev bestemt ud fra den laveste og den højeste værdi af indikatorerne baseret på rådata. I tredje omgang tildelte Afviklingsinstansen for alle institutter i et givet interval en »diskretiseret indikator« for dette interval, benævnt , som var et udtryk for værdien svarende til det pågældende intervals nummer, idet der tælles fra venstre mod højre, således at værdien af den diskretiserede indikator defineres som svarende til 1, 2, 3 og op til tallet for det sidste interval.

380    Hvad for det første angår beregningen af antallet af intervaller var denne baseret på den matematiske formel, der er fastsat i bilag I under overskriften »Trin 2«, punkt 2, i delegeret forordning 2015/63. Formlen består af følgende tre elementer:

–        antallet af institutter, der bidrager til Afviklingsfonden, benævnt N

–        værdien , som beregnes på grundlag af antallet af institutter, N

–        værdien , der beregnes på grundlag af antallet af institutter, N, gennemsnittet af de pågældende indikatorer baseret på rådata, benævnt , og indikatorerne baseret på rådata for hvert institut benævnt .

381    Som det fremgår af præmis 363 ovenfor, kunne sagsøgeren få kendskab til antallet af institutter, N, der bidrog til Afviklingsfonden.

382    Afviklingsinstansen angav i øvrigt på s. 30-34 og 132-136 i bilag II til den anfægtede afgørelse værdierne og samt gennemsnittet af indikatorer baseret på rådata for hver risikoindikator og underindikator.

383    Endelig fremgår det af betragtningerne i præmis 292-302 ovenfor, at Afviklingsinstansen ikke var forpligtet til at meddele institutterne indikatorerne baseret på rådata for alle de andre berørte institutter.

384    Med hensyn til beregningen af antallet af intervaller gav Afviklingsinstansen således institutterne den størst mulige gennemsigtighed inden for de grænser, der følger af Afviklingsinstansens forpligtelse til at respektere institutternes forretningshemmeligheder, således at sagsøgeren havde tilstrækkelige oplysninger til i det væsentlige at forstå den måde, hvorpå Afviklingsinstansen havde foretaget denne beregning.

385    For det andet havde sagsøgeren dels for hvert interval adgang til minimums- og maksimumsværdierne for hver af risikoindikatorerne og underindikatorerne, eftersom de fremgik på s. 30-34 og 132-136 i bilag II til den anfægtede afgørelse. Dels havde sagsøgeren kendskab til de indikatorer baseret på rådata, som Afviklingsinstansen anvendte ved beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag, idet disse indikatorer fremgik af sagsøgerens individuelle bilag. Sagsøgeren kunne således kontrollere, om de på rådata baserede indikatorer, som sagsøgeren var blevet tildelt, lå mellem minimums- og maksimumsværdierne for de intervaller, som sagsøgeren var blevet henført til.

386    For det tredje kunne institutterne i det individuelle bilag kontrollere den diskretiserede indikator, de har fået tildelt for en given risikoindikator eller underindikator.

387    Under disse omstændigheder rådede sagsøgeren over tilstrækkelige oplysninger til i det væsentlige at forstå de udregninger, der blev foretaget på trin 2.

388    Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af sagsøgerens argumenter.

389    Sagsøgeren har først gjort gældende, at det i forbindelse med anvendelsen af bilag I under overskriften »Trin 2«, punkt 3, i delegeret forordning 2015/63 er umuligt at efterprøve, om institutter med samme indikator baseret på rådata blev henført til det samme interval. Afviklingsinstansen burde således have udleveret en rangliste over alle institutterne, således at sagsøgeren var i stand til at kontrollere, om fordelingen heraf i de forskellige intervaller var korrekt. Eftersom den anfægtede afgørelse ikke indeholder detaljer om det tredje punkt på trin 2, dvs. tildeling til institutterne af den diskretiserede indikator, kunne sagsøgeren endvidere ikke kontrollere den diskretiserede indikator, som sagsøgeren var blevet tildelt for de forskellige risikoindikatorer.

390    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at begrundelsespligten ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 265 ovenfor, ikke kræver, at sagsøgeren har adgang til alle oplysninger for at gøre det muligt for den at kontrollere rigtigheden af beregningen af sit ex ante-bidrag.

391    Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 270 ovenfor, var Afviklingsinstansen navnlig ikke forpligtet til at give sagsøgeren oplysninger, der var omfattet af forretningshemmeligheden, om den økonomiske situation for hvert af de andre berørte institutter.

392    Afviklingsinstansen kunne med rette antage, at den diskretiserede indikator, der var tildelt et institut, var omfattet af forretningshemmeligheden. Afviklingsinstansen kunne således vurdere, at en eventuel videregivelse af disse oplysninger ville indebære en risiko for at afsløre et instituts økonomiske situation og navnlig dets risikoniveau i forbindelse med visse finansielle aktiviteter, idet det ville gøre det muligt at foretage en direkte sammenligning af dette risikoniveau med de andre institutters risikoniveau.

iii) Trin 3

393    På trin 3 omskalerede Afviklingsinstansen for hver risikoindikator og underindikator de diskretiserede indikatorer fra trin 2 på en skala fra 1 til 1000 for at opnå en »omskaleret indikator«, benævnt .

394    For at beregne denne omskalerede indikator anvendte Afviklingsinstansen en formel, hvori indgik følgende tre elementer:

–        den diskretiserede indikator; der er tildelt det pågældende institut på trin 2

–        maksimumsfunktionen, hvis værdi svarer til tallet for det sidste interval for den pågældende risikoindikator eller underindikator

–        minimumsfunktionen, hvis værdi svarer til tallet for første interval for den pågældende risikoindikator eller underindikator.

395    Sagsøgeren havde adgang til disse oplysninger. For det første var den diskretiserede indikator resultatet af trin 2, der er beskrevet i præmis 379 ovenfor. For det andet findes værdierne for minimums- og maksimumsfunktionerne nævnt i præmis 394 ovenfor på s. 30-34 og 132-136 i bilag II til den anfægtede afgørelse i linjerne »Bin min.« og »Bin max«.

396    Sagsøgeren havde derfor tilstrækkelige oplysninger til at forstå den udregning, der blev foretaget på trin 3, og dermed til at nå frem til den omskalerede indikator.

iv)    Trin 4

397    På trin 4 beregnede Afviklingsinstansen for hver risikoindikator og underindikator en »transformeret omskaleret indikator«, benævnt .

398    I denne henseende tildeler bilag I, under overskriften »Trin 4«, punkt 1, i delegeret forordning 2015/63 hver risikoindikator enten et positivt eller et negativt fortegn. For risikoindikatorer med positivt fortegn svarer højere værdier til højere risikograder for et institut. For indikatorer med negativt fortegn svarer højere værdier til lavere risikograder for et institut.

399    Efter fortegnet var tildelt, beregnede Afviklingsinstansen de transformerede omskalerede indikatorer i overensstemmelse med den formel, der er fastsat herfor i bilag I, under overskriften »Trin 4«, punkt 2, i delegeret forordning 2015/63.

400    Beregningen af den transformerede omskalerede indikator skete ved at anvende den omskalerede indikator fra trin 3. Hvis fortegnet, der var tildelt den pågældende risikoindikator, var negativt, havde den transformerede omskalerede indikator den samme værdi som den omskalerede indikator. Hvis fortegnet, der var tildelt den pågældende risikoindikator, derimod var positivt, skulle den omskalerede indikator trækkes fra tallet 1001 i overensstemmelse med formlen .

401    Henset til karakteren af de transaktioner, der er nævnt i præmis 400 ovenfor, som enten ikke indebærer nogen udregning eller er begrænset til simple udregninger uden brug af yderligere oplysninger, kan sagsøgeren ikke gøre gældende, at sagsøgeren ikke havde tilstrækkelige oplysninger til at efterprøve de transaktioner, som Afviklingsinstansen havde foretaget.

402    Endvidere skal sagsøgerens argument om, at Afviklingsinstansen i forbindelse med trin 4 ikke forklarede, hvorfor den systematisk havde anvendt et positivt fortegn på risikoindikatorerne i risikosøjle IV, forkastes.

403    På dette punkt præciserede Afviklingsinstansen i 112. betragtning til den anfægtede afgørelse, at anvendelsen af et negativt eller positivt fortegn afhænger af arten af den givne risikoindikator. Dernæst påpegede den, at for indikatorer med positivt fortegn svarer højere værdier til højere risikograder for et institut. Afviklingsinstansen anvendte således et positivt fortegn på alle de risikoindikatorer, der udgør risikosøjle IV, med undtagelse af IPS-risikoindikatoren, da højere værdier for disse indikatorer svarer til højere risikograder for et institut.

404    Endvidere har sagsøgeren med urette gjort gældende, at sagsøgeren ikke kan kontrollere de transaktioner, der blev gennemført under trin 4, idet de var baseret på værdierne fra trin 3, som sagsøgeren ikke havde mulighed for at få kendskab til.

405    Som det er anført i præmis 393-395 ovenfor, kunne sagsøgeren nemlig selv beregne de omskalerede indikatorer, der var blevet anvendt over for den, således at den ligeledes kunne kontrollere, om resultatet af transformationen heraf på Trin 4 – som fremgår af kolonnen »Bin score (TRI)« i sagsøgerens individuelle bilag – var korrekt.

406    Endelig er sagsøgeren af den opfattelse, at Afviklingsinstansen i forbindelse med trin 4 ikke begrundede sin afgørelse om vægtningen af IPS-risikoindikatoren. Afviklingsinstansen præciserede navnlig ikke, hvordan den i overensstemmelse med artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 havde taget hensyn til den relative vægtning af indikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« ved anvendelsen af IPS-risikoindikatoren. Afviklingsinstansen forklarede heller ikke grundene til opdelingen af institutterne i tre intervaller, tildelingen af justeringsfaktorerne 7/9 og 5/9 til to af disse intervaller, de kriterier, hvorefter institutterne var blevet henført til de nævnte intervaller, eller grundene til, at sagsøgeren var blevet henført til et af disse givne intervaller.

407    I denne henseende bemærkes for det første, at Afviklingsinstansen i 114. betragtning til den anfægtede afgørelse forklarede, at selv om artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 forpligtede Afviklingsinstansen til at vægte IPS-risikoindikatoren i overensstemmelse med de deri fastsatte risikoindikatorer, var Afviklingsinstansen nødt til at sikre, at selv institutter med den mest risikable profil stadig kunne drage fordel af deres medlemskab af en IPS i forbindelse med beregningen af ex ante-bidragene. På denne baggrund anførte Afviklingsinstansen i 114.-116. betragtning til den anfægtede afgørelse og i punkt 131 i bilag III til denne afgørelse, at den med henblik på at nå dette mål havde fastsat tre intervaller til vægtning af IPS-risikoindikatoren og havde henført de institutter, der havde den laveste risikoprofil, til tredje interval, for hvilket der ikke var fastsat nogen justering af denne indikator. Det følger ligeledes af de nævnte forklaringer, at Afviklingsinstansen ud fra samme logik henførte institutterne med en gennemsnitlig risikoprofil og institutterne med den højeste risikoprofil til henholdsvis det andet og det første interval ved at anvende en justeringsfaktor på 7/9 og 5/9 for den nævnte risikoindikator.

408    I sidstnævnte henseende tilføjede Afviklingsinstansen i punkt 131 i bilag III til den anfægtede afgørelse, at ved at anvende justeringsfaktorerne nævnt i præmis 407 ovenfor nød selv institutter med den højeste risikoprofil stadig godt af mere end 50% af den maksimale fordel, som de kunne opnå i kraft af deres medlemskab af en IPS, for så vidt angår beregningen af ex ante-bidrag.

409    Sådanne forklaringer gjorde det muligt for sagsøgeren at forstå de grunde, der førte til Afviklingsinstansens vægtning af IPS-risikoindikatoren, og gør det muligt for Retten at udøve sin retlige kontrol.

410    Hvad for det andet angår årsagerne til, at sagsøgeren blev placeret i et bestemt interval for IPS-risikoindikatoren, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Afviklingsinstansen i 115. betragtning til den anfægtede afgørelse forklarede, at den rangordnede de pågældende institutter på grundlag af et ligevægtet aritmetisk gennemsnit af de omskalerede indikatorer i risikosøjlen IV.

411    En sådan begrundelse er tilstrækkelig, hvorfor sagsøgerens argumentation ikke kan tiltrædes.

v)      Trin 5

412    På trin 5 udførte Afviklingsinstansen følgende transaktioner.

413    I første omgang aggregerede den risikoindikatorerne i inden for hver risikosøjle j, idet den beregnede et vægtet aritmetisk gennemsnit ved at anvende den formel, der er fastsat til dette formål under overskriften »Trin 5«, punkt 1, i bilag I til delegeret forordning 2015/63.

414    Denne formel løses på grundlag af dels vægtningen af den pågældende risikoindikator inden for den givne risikosøjle, benævnt , dels den transformerede omskalerede indikator. En sådan vægtning fremgår imidlertid både af artikel 7, stk. 2-4, i delegeret forordning 2015/63, af sagsøgerens individuelle bilag og på s. 5 i bilag II til den anfægtede afgørelse. Desuden blev den transformerede omskalerede indikator beregnet på trin 4.

415    Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke hævde, at den ikke havde adgang til de oplysninger, der var nødvendige for at løse formlen.

416    I anden omgang aggregerede Afviklingsinstansen risikosøjlerne j for at nå frem til »den sammensatte indikator«, benævnt , idet den beregnede et vægtet aritmetisk gennemsnit ved at anvende den formel, der er fastsat til dette formål under overskriften »Trin 5«, punkt 2, i bilag I til delegeret forordning 2015/63.

417    Denne formel løses på grundlag af den vægtning af risikosøjlerne, benævnt , som er fastsat i artikel 7, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63, og de værdier, der blev opnået ved aggregering af risikoindikatorerne inden for hver risikosøjle i forbindelse med den transaktion, der er beskrevet i præmis 413 og 414 ovenfor. Sidstnævnte værdier blev meddelt sagsøgeren i dennes individuelle bilag.

418    I tredje omgang definerede Afviklingsinstansen den sammensatte indikator ved at anvende den formel, der er fastsat til dette formål under overskriften »Trin 5«, punkt 3, i bilag I til delegeret forordning 2015/63, dvs. 1000 for at nå frem til »den endelige sammensatte indikator«, benævnt . Derved opnåede institutter med en højere risikoprofil en højere endelig sammensat indikator.

419    I denne forbindelse har sagsøgeren gjort gældende, at Afviklingsinstansen som led i trin 5 skulle have forklaret dels proceduren for aggregering af risikoindikatorerne inden for hver risikosøjle, navnlig under hensyntagen til den relative vægtning af indikatorerne, der er fastsat i artikel 7 i delegeret forordning 2015/63, ved at redegøre for, hvordan den nåede frem til aggregeringen af disse indikatorer, dels den måde, hvorpå den nåede frem til den sammensatte indikator. Dette er så meget desto mere tilfældet, som visse af de samme indikatorer ikke blev anvendt af Afviklingsinstansen for bidragsperioden 2021, og deres vægtning derfor skulle fordeles.

420    I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, således som det fremgår af præmis 412-418 ovenfor, at processen med aggregering af risikoindikatorerne er baseret på formlerne i bilag I under overskriften »Trin 5«, punkt 1-3, i delegeret forordning 2015/63.

421    Det følger endvidere af de samme præmisser, at sagsøgeren rådede over alle de oplysninger, der var nødvendige for at løse de nævnte formler.

422    Endelig forklarede Afviklingsinstansen i 94. betragtning til den anfægtede afgørelse, at eftersom visse risikoindikatorer ikke blev anvendt i bidragsperioden 2021, blev vægtningen af de tilgængelige risikoindikatorer proportionalt omjusteret, således at summen af deres vægtninger nåede op på 100%, idet en sådan omjustering er fastsat i artikel 20, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63.

423    I lyset det af ovenstående havde sagsøgeren tilstrækkelige oplysninger til at forstå de transaktioner, der er omfattet af trin 5, og som blev gennemført af Afviklingsinstansen.

vi)    Trin 6

424    På trin 6 gennemførte Afviklingsinstansen følgende to transaktioner.

425    Den beregnede i første omgang justeringsmultiplikatoren, benævnt , ved at omskalere den endelige sammensatte indikator fra trin 5 til en skala fra 0,8 til 1,5 i overensstemmelse med den formel, der er fastsat i bilag I under overskriften »Trin 6«, punkt 1, i delegeret forordning 2015/63.

426    For at løse denne formel baserede Afviklingsinstansen sig på tre typer oplysninger, nemlig:

–        den endelige sammensatte indikator for det pågældende institut

–        minimumsfunktionen af den endelige sammensatte indikator, benævnt , som svarer til minimumsværdien af denne indikator for alle til afviklingsfinansieringsordningen bidragende institutter, for hvilke den endelige sammensatte indikator beregnes

–        maksimumsfunktionen af den endelige sammensatte indikator, benævnt , som svarer til den maksimale værdi af samme indikator for de nævnte institutter.

427    Den endelige sammensatte indikator for det pågældende institut er resultatet fra trin 5. Desuden er de minimums- og maksimumsfunktioner, der er nævnt i præmis 426 ovenfor, identiske oplysninger for alle institutter, hvis årlige basisbidrag risikojusteres. Disse oplysninger fremgik af hver enkelt instituts individuelle bilag og af fjerde og femte kolonne i tabellen på s. 4 i bilag II til den anfægtede afgørelse med overskrifterne henholdsvis »k« og »l«. Sagsøgeren havde følgelig adgang til de nødvendige oplysninger for at løse den formel, der er fastsat i bilag I under overskriften »Trin 6«, punkt 1, i delegeret forordning 2015/63.

428    I anden omgang beregnede Afviklingsinstansen det endelige bidrag for det pågældende institut, benævnt , efter formlen i bilag I, under overskriften »Trin 6«, punkt 2, i delegeret forordning 2015/63.

429    Denne beregning blev foretaget på grundlag af fem typer oplysninger, nemlig:

–        det årlige målniveau justeret i overensstemmelse med bilag I under overskriften »Trin 6«, punkt 2, i delegeret forordning 2015/63, benævnt »Target«

–        det pågældende instituts nettopassiver justeret i henhold til artikel 5 i delegeret forordning 2015/63, som udgør tælleren for det årlige basisbidrag, benævnt

–        summen af de risikojusterede årlige basisbidrag for alle de berørte institutter, benævnt

–        de samlede nettopassiver for alle de institutter, der var meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, og som udgør nævneren for det årlige basisbidrag, benævnt

–        justeringsmultiplikatoren for det pågældende institut.

430    Sagsøgerens nettopassiver, justeret i henhold til artikel 5 i delegeret forordning 2015/63, og sagsøgerens justeringsmultiplikator, samt de samlede nettopassiver for alle de institutter, der var meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, blev meddelt sagsøgeren i dennes individuelle bilag. Endvidere angav bilag II til den anfægtede afgørelse på s. 4 det justerede årlige målniveau – i den første kolonne med overskriften »h« i den tabel, der fremgår heraf – og summen af de årlige basisbidrag justeret for alle de berørte institutters risiko, idet dette beløb er gengivet i den tredje kolonne med overskriften »j« i samme tabel.

431    Endelig gav Afviklingsinstansen yderligere forklaringer vedrørende trin 6 i 118.-121. betragtning til den anfægtede afgørelse.

432    Under disse omstændigheder rådede sagsøgeren over tilstrækkelige oplysninger til at forstå beregningerne i trin 6.

433    Denne konklusion afkræftes ikke af sagsøgerens argumentation.

434    Hvad angår beregningen af justeringsmultiplikatoren under trin 6, omtalt i præmis 425 og 426 ovenfor, har sagsøgeren med urette gjort gældende, at den i mangel af en angivelse af samtlige institutters endelige sammensatte indikatorer ikke kunne vide, om de minimums- og maksimumsværdier for de endelige sammensatte indikatorer, der er nævnt i præmis 426 ovenfor, ikke udgjorde undtagelser, der førte til en fordrejning af justeringsmultiplikatorerne.

435    Det fremgår i denne henseende af den retspraksis, der er nævnt i præmis 263 ovenfor, at begrundelsespligten ikke kræver, at sagsøgeren havde adgang til alle oplysninger for at kunne kontrollere rigtigheden af beregningen af sit ex ante-bidrag. Blandt de elementer, som Afviklingsinstansen således ikke var forpligtet til at meddele sagsøgeren, var også de endelige sammensatte indikatorer for alle institutterne. Deres værdier kunne nemlig udgøre oplysninger om de pågældende institutters økonomiske situation og navnlig om det risikoniveau, de var udsat for på markederne, idet institutter med en højere risikoprofil opnåede en højere endelig sammensat indikator. Under disse omstændigheder kunne Afviklingsinstansen med rette antage, at udbredelsen af alle institutternes endelige sammensatte indikatorer ville være i strid med Afviklingsinstansens forpligtelse til at beskytte de pågældende institutters forretningshemmeligheder. I lyset af den retspraksis, der er nævnt i præmis 265 ovenfor, kan Afviklingsinstansens forklaringer i 118. betragtning til den anfægtede afgørelse og de oplysninger, der blev meddelt ved hjælp af det individuelle bilag og på s. 4 i bilag II til denne afgørelse, følgelig anses for tilstrækkelige.

436    Sagsøgeren kan heller ikke med hensyn til beregningen af det endelige bidrag på trin 6, der er omhandlet i præmis 428 og 429 ovenfor, gøre gældende, at Afviklingsinstansen på trods af gengivelsen af formlen for denne beregning og forklaringen af dens forskellige bestanddele i den anfægtede afgørelse ikke forklarede, hvordan den for så vidt angår sagsøgeren nåede frem til resultatet af den beregning, der er angivet i det individuelle bilag.

437    For det første blev sagsøgerens endelige bidrag, som det fremgår af 119.-121. betragtning til den anfægtede afgørelse, beregnet efter formlen fastsat i bilag I under overskriften »Trin 6«, punkt 2, i delegeret forordning 2015/63. For det andet kunne sagsøgeren, som det er anført i præmis 430 ovenfor, finde de nødvendige oplysninger for at løse denne formel i sit individuelle bilag og i kolonnerne h og j i tabellen, som fremgår af s. 4 i bilag II til den anfægtede afgørelse.

438    Det følger af det ovenstående, at sagsøgeren ved at anvende dels de formler, der er fastsat i bilag I til delegeret forordning 2015/63, dels de oplysninger, der fremgår af bilag I og II til den anfægtede afgørelse, reelt var i stand til trin for trin at efterprøve Afviklingsinstansens beregning af sagsøgerens ex ante-bidrag.

439    Det tredje klagepunkt i det andet anbringendes femte led skal derfor forkastes.

h)      Syvende led om eksistensen af ikke-offentliggjorte mellemkommende afgørelser

440    Sagsøgeren har gjort gældende, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse er utilstrækkelig, fordi Afviklingsinstansen traf mellemkommende afgørelser, som ikke blev offentliggjort, og som ikke blev meddelt sagsøgeren.

441    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation

442    Det fremgår af retspraksis, at begrundelsen i afgørelsen, som fastsætter ex ante-bidragene, skal betragtes som utilstrækkelig, hvis denne begrundelse for så vidt angår visse elementer, for hvilke Afviklingsinstansen skal give en begrundelse, alene hviler på andre retsakter såsom mellemkommende afgørelser, som Afviklingsinstansen har vedtaget med henblik på at præcisere og i visse tilfælde supplere visse aspekter af fastsættelsen af de nævnte bidrag, men som den ikke har offentliggjort eller på anden måde meddelt institutterne (jf. domme af 28.11.2019, Hypo Vorarlberg Bank mod afviklingsinstansen, T-377/16, T-645/16 og T-809/16, EU:T:2019:823, præmis 194 og 199, og Portigon mod Afviklingsinstansen, T-365/16, EU:T:2019:824, præmis 171 og 176).

443    I den foreliggende sag har Afviklingsinstansen som svar på Rettens anmodning af 9. november 2022 om yderligere bevisoptagelse fremlagt de mellemkommende afgørelser, der var relevante for beregningen af ex ante-bidragene for bidragsperioden 2021. Disse afgørelser, som efterfølgende blev forkyndt for sagsøgeren i deres ikke-fortrolige udgave, indeholdt bl.a. interne synspunkter, der var rettet til Afviklingsinstansens ansatte med henblik på at vejlede disse i processen med beregning af ex ante-bidrag.

444    Som det fremgår af sammenfatningen af den anfægtede afgørelse i præmis 5-18 ovenfor, indeholder denne imidlertid en begrundelse vedrørende fastsættelsen af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021.

445    Endvidere har sagsøgeren ikke identificeret noget forhold i de mellemkommende afgørelser, som ikke er gentaget i selve den anfægtede afgørelse, og som skulle have været taget i betragtning ved fastsættelsen af disse bidrag for bidragsperioden 2021.

446    Der er følgelig intet, der tyder på, at eksistensen af mellemkommende afgørelser har haft nogen som helst indflydelse på omfanget af de oplysninger, som sagsøgeren rådede over med henblik på at kunne efterprøve lovligheden af fastsættelsen af sit ex ante-bidrag og anfægte den ved Unionens retsinstanser. Som det fremgår af undersøgelsen af det andet anbringendes første til sjette led, var sagsøgeren navnlig i stand til alene på grundlag af den anfægtede afgørelse at forstå alle elementerne i beregningen af ex ante-bidraget med undtagelse af fastsættelsen af det årlige målniveau.

447    Den anfægtede afgørelse adskiller sig derfor fra Afviklingsinstansens afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidrag, der var genstand for de sager, der gav anledning til dommene af 28. november 2019, Hypo Vorarlberg Bank mod Afviklingsinstansen (T-377/16, T-645/16 og T-809/16, EU:T:2019:823), og Portigon mod Afviklingsinstansen (T-365/16, EU:T:2019:824). Sidstnævnte afgørelse indeholdt således bl.a. ingen angivelser vedrørende Afviklingsinstansens fastlæggelse af risikosøjle IV, idet sådanne angivelser kun fremgik af de mellemkommende afgørelser, der er omhandlet i disse sager (domme af 28.11.2019, Hypo Vorarlberg Bank mod Afviklingsinstansen, T-377/16, T-645/16 og T-809/16, EU:T:2019:823, præmis 195, og Portigon mod Afviklingsinstansen T-365/16, EU:T:2019:824, præmis 172).

448    Endelig har sagsøgeren ikke forklaret, hvordan offentliggørelsen af mellemkommende afgørelser – henset til betragtningerne i præmis 444-446 ovenfor – ville have gjort det muligt for sagsøgeren at udøve sine rettigheder for Unionens retsinstanser på bedre vilkår, eller hvordan en sådan offentliggørelse ville have gjort det muligt for disse retsinstanser at udøve deres kontrol mere effektivt.

449    Under disse omstændigheder medfører den manglende offentliggørelse eller meddelelse af mellemkommende afgørelser ikke i sig selv, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en begrundelsesmangel.

450    På baggrund af det ovenstående skal det andet anbringendes syvende led forkastes.

i)      Konklusion vedrørende det andet anbringende

451    I lyset af det ovenstående skal det andet anbringendes tredje led tages til følge. De øvrige led af dette anbringende skal forkastes.

3.      Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse som følge af, at den anfægtede afgørelse ikke kan kontrolleres

452    Sagsøgeren har gjort gældende, at Afviklingsinstansen tilsidesatte princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, eftersom det i praksis er umuligt at foretage en domstolsprøvelse af den anfægtede afgørelse. For det første råder hverken Retten eller sagsøgeren over oplysninger vedrørende andre institutter end sagsøgeren, selv om sådanne oplysninger er nødvendige for at kontrollere beregningen af det ex ante-bidrag, som sagsøgeren har betalt. For det andet ville Retten, selv hvis den fik adgang til de pågældende oplysninger, ikke være i stand til at bruge dem, eftersom den ikke råder over den software, som Afviklingsinstansen anvendte ved beregning af ex ante-bidragene for at gennemføre de forskellige trin af beregningen i overensstemmelse med bilag I til delegeret forordning 2015/63.

453    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

454    Som det er anført i præmis 43 ovenfor, tilkom det Rådet og Kommissionen ved indførelsen af ordningen for beregning af ex ante-bidrag ved delegeret forordning 2015/63 og gennemførelsesforordning 2015/81 at forene hensynet til forretningshemmeligheden med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, således at oplysninger, der er omfattet af denne fortrolighed, ikke kan meddeles de berørte, og navnlig ikke kan medtages i begrundelsen for afgørelserne om fastsættelse af størrelsen af ex ante-bidragene.

455    I henhold til artikel 339 TEUF og artikel 88 i forordning nr. 806/2014 var Afviklingsinstansen desuden forpligtet til at sikre, at den ikke i forbindelse med meddelelse af den anfægtede afgørelse videregav oplysninger omfattet af forretningshemmeligheden til institutterne.

456    Når dette er sagt, påhviler det Unionens retsinstanser at efterprøve, om de grunde, som Afviklingsinstansen har påberåbt sig for at modsætte sig meddelelsen af de oplysninger, der blev anvendt til beregning af de nævnte bidrag, er berettigede, således som det er anført i præmis 48 ovenfor.

457    I den foreliggende sag følger det af den undersøgelse, der er foretaget i præmis 292-302 ovenfor, at Afviklingsinstansen med rette kunne modsætte sig, at individuelle oplysninger om de andre institutter blev meddelt sagsøgeren.

458    Af de samme grunde, som er anført i præmis 54 ovenfor, skal argumentet om, at Afviklingsinstansens anvendelse af software til beregning af ex ante-bidrag er til hinder for en efterfølgende domstolsprøvelse, desuden forkastes.

459    Under disse omstændigheder skal det tredje anbringende forkastes.

4.      Det sjette anbringende om tilsidesættelse af flere bestemmelser i primær og sekundær ret ved at anvende en multiplikator for IPS-risikoindikatoren på sagsøgeren

460    Det sjette anbringende består af fire led.

a)      Det første led vedrørende en tilsidesættelse af artikel 113, stk. 7, i forordning nr. 575/2013 og af artikel 103, stk. 7, litra h), i direktiv 2014/59

461    Sagsøgeren har anført, at der for så vidt angår IPS-risikoindikatoren blev anvendt en justeringsfaktor på [fortroligt] i den anfægtede afgørelse. Imidlertid opfylder en sådan faktor hverken kravene i artikel 113, stk. 7, i forordning 575/2013 eller i artikel 103, stk. 7, litra h), i direktiv 2014/59 Den IPS, som sagsøgeren er medlem af, beskytter nemlig alle de institutter, som indgår i den, på samme måde, således at en differentiering mellem disse institutter med hensyn til IPS-risikoindikatoren vil være i strid med ordlyden og ånden i disse bestemmelser.

462    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation

463    Som det fremgår af præmis 132 og 139 ovenfor, var der for det første intet i ordlyden af artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 eller artikel 113, stk. 7, i forordning nr. 575/2013, der forbød Kommissionen at bestemme i artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63, at Afviklingsinstansen, når den anvender IPS-risikoindikatoren, skal tage hensyn til den relative vægtning af indikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«.

464    For det andet følger det af 114.-116. betragtning til den anfægtede afgørelse og af punkt 131 i bilag III til denne afgørelse, at Afviklingsinstansen har overholdt sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63, hvis ulovlighed i øvrigt ikke er blevet fastslået.

465    Det sjette anbringendes første led skal derfor forkastes.

b)      Det andet led om tilsidesættelse af chartrets artikel 16 og proportionalitetsprincippet

466    Sagsøgeren har vedrørende IPS-risikoindikatoren gjort gældende, at sagsøgerens indplacering i [fortroligt] og følgelig tildeling af justeringsfaktoren [fortroligt] til sagsøgeren – som førte til [fortroligt] – er uforholdsmæssig og tilsidesætter sagsøgerens frihed til at oprette og drive egen virksomhed, der er fastsat i chartrets artikel 16, og proportionalitetsprincippet, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1.

467    Tildelingen af en sådan justeringsfaktor for IPS-risikoindikatoren er åbenbart uberettiget og vilkårlig, da sagsøgeren er velkapitaliseret og har en positiv risikoprofil, således at risikoen for, at sagsøgeren skal afvikles, er lav. Dette fremgår bl.a. af resultaterne af sagsøgerens egen analyse af risikoindikatorerne og af ECB’s statistikker på grundlag af de oplysninger, der var tilgængelige i 2019.

468    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation

469    Det skal indledningsvis fastslås, at sagsøgeren har begrænset sig til at påberåbe sig en tilsidesættelse af friheden til at oprette og drive egen virksomhed, der er sikret ved chartrets artikel 16 og proportionalitetsprincippet, uden at fremføre en målrettet argumentation vedrørende disse principper.

470    Henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 217 ovenfor, skal sagsøgerens klagepunkter således forkastes, for så vidt som de vedrører en tilsidesættelse af sådanne principper.

471    Såfremt sagsøgerens argumentation skal forstås således, at sagsøgeren i realiteten gør gældende, at Afviklingsinstansen foretog et åbenbart urigtigt skøn, da den tildelte sagsøgeren [fortroligt] for IPS-risikoindikatoren, skal følgende bemærkes.

472    Med hensyn til IPS-risikoindikatoren har Afviklingsinstansen og Kommissionen præciseret, at sammenbrud af et institut med en stor og kompleks balance, såsom sagsøgeren, helt kan opbruge midlerne i en IPS, i modsætning til sammenbrud af et institut med lavere og enklere balancer. Følgelig er risikoen for, at sagsøgeren skal gøre brug af Afviklingsfonden, ikke nødvendigvis afdækket ved sagsøgerens tilhørsforhold til en IPS. Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt beviser for at imødegå dette synspunkt.

473    Endvidere kan sagsøgeren ikke påberåbe sig sin egen analyse af risikoindikatorerne eller ECB’s statistikker for at anfægte Afviklingsinstansens vurdering af IPS-risikoindikatoren.

474    For det første vedrører denne analyse og disse statistikker ikke alle de institutter, hvis oplysninger blev taget i betragtning ved beregningen af sagsøgerens IPS-risikoindikator. I sin egen analyse sammenligner sagsøgeren nemlig kun 6 andre tyske institutter. Afviklingsinstansen tog derimod, som det fremgår af bilag II til den anfægtede afgørelse, hensyn til oplysninger fra 1 627 institutter med henblik på at fastlægge intervaller vedrørende IPS-risikoindikatoren på bankunionens grundlag og oplysninger fra 776 institutter med henblik på at fastlægge intervaller vedrørende IPS-risikoindikatoren på nationalt grundlag.

475    Det samme gælder for ECB’s statistikker. Sidstnævnte vedrører kun 113 institutter, dvs. en brøkdel af de institutter, hvis oplysninger blev taget i betragtning af Afviklingsinstansen ved fastlæggelsen af intervaller vedrørende IPS-risikoindikatoren.

476    For det andet vedrører sagsøgerens egen analyse og ECB’s statistikker faktorer, der ikke er relevante for vægtningen af IPS-risikoindikatoren.

477    I henhold til artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63 skal Afviklingsinstansen, når den vægter IPS-risikoindikatoren, tage hensyn til risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«, der finder anvendelse på det pågældende institut som omhandlet i denne delegerede forordnings artikel 6, stk. 5, litra a).

478    Hverken de forskellige faktorer i sagsøgerens egen analyse af risikoindikatorerne, nemlig den egentlige kernekapitalprocent, den samlede kapitalprocent, TIER 1-kapitalprocenten, NPL-procenten (non-performing loan quote), dækningsgraden, overbærenhedsratioen (forbearance) og graden af misligholdte eksponeringer (non-performing exposures (NPE)), eller faktorerne i ECB’s statistikker, nemlig den samlede kapitalprocent, kernekapitalprocenten og gearingsgraden, er omfattet af artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63 eller af artikel 6, stk. 5, litra a), i den nævnte delegerede forordning.

479    Det sjette anbringendes andet led skal derfor forkastes.

c)       Det tredje led om tilsidesættelse af chartrets artikel 20 og ligebehandlingsprincippet

480    Sagsøgeren har gjort gældende, at anvendelsen på denne af justeringsfaktoren [fortroligt] for IPS-risikoindikatoren medførte en uberettiget forskelsbehandling i forhold til institutter, der blev tildelt [fortroligt] for IPS-risikoindikatoren, således at den anfægtede afgørelse tilsidesatte chartrets artikel 20 og ligebehandlingsprincippet.

481    Navnlig er tilhørsforholdet til en IPS en omstændighed, der gør alle de berørte institutter sammenlignelige, og der er ikke noget objektivt kriterium, der kan begrunde en forskellig behandling af de forskellige institutter i en IPS. Risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling« er ikke et passende kriterium, således som det er beskrevet i forbindelse med det femte anbringende.

482    Desuden ville det være en åbenbart uhensigtsmæssig differentiering at tildele sagsøgeren justeringsfaktoren [fortroligt] i betragtning af sandsynligheden for, at sagsøgeren vil blive nødlidende, afviklet og anvende Afviklingsfonden.

483    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation

484    For det første kan sagsøgeren, som påpeget i præmis 160-163 ovenfor, ikke hævde, at alle institutter, der tilhørte en IPS, befandt sig i en sammenlignelig situation.

485    For det andet udgjorde de elementer vedrørende risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«, der blev anvendt til at vægte IPS-risikoindikatoren mellem de forskellige institutter, der tilhørte en IPS, som fastslået i præmis 165 ovenfor, objektive kriterier, som desuden var i overensstemmelse med et af målene med den fælles afviklingsmekanisme, nemlig at tilskynde institutterne til at anvende mindre risikobetonede modeller.

486    Henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 159 ovenfor, skal det sjette anbringendes tredje led således forkastes.

d)      Det fjerde led om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik

487    Det fjerde led omfatter to klagepunkter.

1)      Det første klagepunkt om, at Afviklingsinstansen ikke gav en korrekt begrundelse for den anfægtede afgørelse

488    Sagsøgeren har gjort gældende, at Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelse ikke i tilstrækkelig grad redegjorde for dels grundene til, at det var hensigtsmæssigt at danne tre intervaller til vægtning af IPS-risikoindikatoren i stedet for f.eks. to eller fem intervaller, dels hvorfor justeringsfaktoren for første interval skal være 5/9, og justeringsfaktoren for andet interval skal være 7/9 for at »diversificere virkningerne af deltagelsen i en [IPS] i forhold til de yderligere faktorer, der er forbundet med institutternes risikoniveau«.

489    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

490    Det bemærkes, at sagsøgeren i det væsentlige har gentaget en del af de argumenter, som sagsøgeren har fremført vedrørende trin 4 til støtte for det tredje klagepunkt i det andet anbringendes femte led.

491    Af de samme grunde som er anført i præmis 407-409 ovenfor, skal det første klagepunkt i det sjette anbringendes fjerde led derfor forkastes.

2)      Det andet klagepunkt om, at Afviklingsinstansen tilsidesatte sin undersøgelsespligt

492    Sagsøgeren har gjort gældende, at Afviklingsinstansen ved at henføre sagsøgeren til intervallet [fortroligt] for IPS-risikoindikatoren ikke tog hensyn til alle de relevante faktiske omstændigheder på en fuldstændig, omhyggelig og upartisk måde. Den undersøgte nemlig ikke, hvorledes den beskyttelse, som ydes af IPS’en, som sagsøgeren er medlem af, kommer medlemmerne til gode. Den efterprøvede heller ikke, om og i hvilket omfang artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63 kunne begrunde dannelsen af et interval og en risikobaseret differentiering i forhold til de øvrige medlemmer af den IPS, som sagsøgeren tilhørte. Det samme gælder for undersøgelsen af spørgsmålet, om og i hvilket omfang sagsøgerens risikoprofil og andre omstændigheder i den foreliggende sag ikke kunne retfærdiggøre en henførsel, der ville være mere fordelagtig for sagsøgeren.

493    I denne sammenhæng har Afviklingsinstansen også udøvet et urigtigt skøn. Processen for henførsel til intervaller fører nemlig til fejlagtige resultater, bl.a. i tilfælde af sammenlægning af to institutter, der tilhører en IPS. I et sådant tilfælde vil henførslen af de øvrige institutter til de forskellige intervaller blive anderledes, fordi der ville være færre institutter at henføre til de forskellige intervaller, mens de kriterier, som er afgørende for anerkendelse af IPS-risikoindikatoren nævnt i artikel 6, stk. 7, i delegeret forordning 2015/63, ville forblive uændrede.

494    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

495    Princippet om god forvaltning, som er fastsat i chartrets artikel 41, pålægger EU’s institutioner og organer en forpligtelse til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold i den konkrete sag (jf. i denne retning dom af 21.11.1991, Technische Universität München, C-269/90, EU:C:1991:438, præmis 14, og af 23.9.2009, Estland mod Kommissionen, T-263/07, EU:T:2009:351, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

496    I den foreliggende sag bemærkes for det første, at Afviklingsinstansen med henblik på vægtningen af IPS-risikoindikatoren udelukkende kunne tage hensyn til de elementer, der er fastsat i artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63, dvs. risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«, som omhandlet i denne delegerede forordnings artikel 6, stk. 5, litra a).

497    For det andet var Afviklingsinstansen forpligtet til at beregne IPS-risikoindikatoren på grundlag af de oplysninger, som institutterne havde indberettet i overensstemmelse med artikel 14 i delegeret forordning 2015/63.

498    Under disse omstændigheder kan Afviklingsinstansen ikke kritiseres for ved beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag at have undladt at tage hensyn til faktorer, som sagsøgeren har påberåbt sig, såsom dem, der er nævnt i præmis 492 ovenfor, men som ikke er fastsat i artikel 7, stk. 4, eller artikel 14 i delegeret forordning 2015/63.

499    For det tredje skal klagepunktet om, at Afviklingsinstansen udøvede et åbenbart urigtigt skøn, da den fastsatte intervallerne til vægtning af IPS-risikoindikatoren, forkastes.

500    Det følger af præmis 159-165 ovenfor, at Afviklingsinstansen kan differentiere mellem medlemmerne af en IPS ved vurderingen af de forskellige institutters risikoprofil med henblik på beregning af deres ex ante-bidrag.

501    Som det endvidere fremgår af undersøgelsen ovenfor af det femte anbringende, kunne Afviklingsinstansen foretage disse differentieringer på grundlag af kriteriet i artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2015/63, hvorefter Afviklingsinstansen vægter IPS-risikoindikatoren på grundlag af risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«.

502    Endelig har sagsøgeren ikke for Retten fremlagt nogen konkrete oplysninger med henblik på at anfægte anvendelsen af dette kriterium.

503    For det fjerde, som Afviklingsinstansen i det væsentlige har forklaret, uden at sagsøgeren har bestridt dette, medfører den omstændighed, at to institutter, der tilhører en IPS, sammenlægges, en reduktion af antallet af institutter, der skal henføres til de intervaller, som er fastsat for at vægte IPS-risikoindikatoren, og dette element vil automatisk blive taget i betragtning ved den endelige beregning af sidstnævnte risikoindikator, forudsat at denne sammenlægning har fundet sted inden udgangen af det referenceår, der er nævnt i artikel 14 i delegeret forordning 2015/63.

504    Det sjette anbringendes fjerde led skal derfor forkastes.

e)      Konklusion vedrørende det sjette anbringende

505    Henset til det foregående skal det sjette anbringende forkastes.

5.      Det ottende anbringende om tilsidesættelse af chartrets artikel 16 og 52 som følge af justeringsmultiplikatorens uhensigtsmæssige karakter

506    Sagsøgeren har gjort gældende, at de justeringsmultiplikatorer, der blev anvendt på sagsøgeren – dvs. den multiplikator, som blev anvendt på sagsøgeren ved beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag på bankunionens grundlag, og den multiplikator, der blev anvendt ved beregningen af dette bidrag på nationalt grundlag – ikke var i overensstemmelse med sagsøgerens risikoprofil, således at den anfægtede afgørelse tilsidesatte chartrets artikel 16 og proportionalitetsprincippet, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1.

507    Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at den råder over en god kapitalisering og en positiv risikoprofil. Risikoen for, at sagsøgeren skal afvikles, er således ringe. Dette fremgår navnlig af resultaterne af sagsøgerens egen analyse og af ECB’s statistikker på grundlag af de oplysninger, der forelå i 2019.

508    Hvad angår IPS-risikoindikatoren gav Afviklingsinstansen desuden ikke sagsøgeren nogen objektiv begrundelse for, at sagsøgeren blev henført til intervallet [fortroligt], selv om sagsøgeren var fuldt beskyttet af den IPS, som sagsøgeren tilhørte. Dette medførte et ex ante-bidrag [fortroligt], således at den anfægtede afgørelse tilsidesatte chartrets artikel 16, proportionalitetsprincippet og chartrets artikel 20.

509    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

510    Det skal indledningsvis fastslås, at sagsøgeren har begrænset sig til at påberåbe sig en tilsidesættelse af de principper, der er fastsat i chartrets artikel 16 og 20, og af proportionalitetsprincippet uden at fremføre nogen målrettet argumentation vedrørende disse principper.

511    Henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 217 ovenfor, skal sagsøgerens argumentation således forkastes, for så vidt som den vedrører en tilsidesættelse af de nævnte principper.

512    Dernæst og under alle omstændigheder skal følgende bemærkes, hvis argumentationen skal forstås således, at sagsøgeren i virkeligheden hævder, at Afviklingsinstansen udøvede et åbenbart urigtigt skøn ved beregningen af sagsøgerens justeringsmultiplikatorer.

513    Hvad for det første angår klagepunktet om, at Afviklingsinstansen henførte sagsøgeren til et ukorrekt interval for IPS-risikoindikatoren, skal det forkastes af de samme grunde, som er anført i præmis 500-502 ovenfor.

514    For det andet kan sagsøgeren ikke støtte sig på sin egen analyse af risikoindikatorerne for at anfægte beregningen af sagsøgerens justeringsmultiplikatorer. Dels fremgår det klart af 112. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Afviklingsinstansen tog hensyn til 16 risikoindikatorer ved beregningen af ex ante-bidragene. Sagsøgerens analyse vedrørte imidlertid kun 1 af disse 16 indikatorer, nemlig den egentlige kernekapitalprocent. Dels sammenlignede sagsøgeren sig i denne analyse med seks andre tyske institutter. Afviklingsinstansen tog derimod, som det fremgår af bilag II til den anfægtede afgørelse, hensyn til oplysninger fra 1 627 institutter for at beregne ex ante-bidraget på bankunionens grundlag og oplysninger fra 776 institutter for at beregne dette bidrag på nationalt grundlag.

515    Sagsøgeren kan heller ikke påberåbe sig ECB’s statistikker for at anfægte beregningen af sine justeringsmultiplikatorer. Dels vedrørte disse statistikker kun 2 af de 16 risikoindikatorer, som Afviklingsinstansen tog i betragtning ved beregningen af ex ante-bidragene, nemlig »den egentlige kernekapitalprocent« og gearingsgraden. Dels vedrørte de nævnte statistikker kun 113 institutter, dvs. en brøkdel af de institutter, hvis oplysninger Afviklingsinstansen tog i betragtning ved denne beregning.

516    På baggrund af det ovenstående skal det ottende anbringende forkastes.

6.      Det niende anbringende om tilsidesættelse af chartrets artikel 16, 20, 41 og 52 som følge af åbenbart urigtige skøn

517    Sagsøgeren har gjort gældende, at Afviklingsinstansen tilsidesatte sin skønsbeføjelse og derfor tilsidesatte chartrets artikel 16, 20 og 41 samt proportionalitetsprincippet, der er fastsat i chartrets artikel 52, som følge af en række åbenbart urigtige skøn, som Afviklingsinstansen udøvede ved beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag.

518    For det første tog Afviklingsinstansen ikke på behørig vis hensyn til eller fastslog:

–        den indvirkning, som procykliske bidrag kunne have på institutternes finansielle stilling ved fastsættelsen af det årlige målniveau, der er fastsat i artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014

–        risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«

–        IPS-risikoindikatoren

–        omskalering af vægtningen af risikoindikatorerne inden for en risikosøjle i tilfælde af manglende anvendelse af visse risikoindikatorer.

519    For det andet tillod risikoindikatorerne og vægtningen i henhold til delegeret forordning 2015/63 en fastlæggelse af intervaller og en fordeling i intervallerne, som for sagsøgeren medførte en byrde, som var åbenbart uberettiget i materiel henseende, uforholdsmæssig og diskriminerende. Som der er redegjort for i forbindelse med det syvende anbringende, fører bilag I til denne delegerede forordning til en situation, hvor afstanden mellem maksimums- og minimumsværdierne er uforholdsmæssigt stor for det første og sidste interval, hvor flere intervaller er tomme, og hvor andre intervaller har et åbenbart for højt antal institutter. I den henseende har Afviklingsinstansen tilsidesat sin skønsbeføjelse og undladt at foretage de justeringer af ex ante-bidragene, der følger af ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet.

520    Afviklingsinstansen har bestridt denne argumentation.

521    Det skal indledningsvis fastslås, at sagsøgeren har begrænset sig til at påberåbe sig tilsidesættelser af de principper, der er fastsat i chartrets artikel 16, 20 og 41 samt proportionalitetsprincippet i chartrets artikel 52 uden at fremføre en selvstændig og målrettet argumentation vedrørende disse principper.

522    Henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 217 ovenfor, skal sagsøgerens argumentation således forkastes, for så vidt som den vedrører en tilsidesættelse af de nævnte principper.

523    For så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at Afviklingsinstansen har udøvet et åbenbart urigtigt skøn ved opdelingen i intervaller og ved henførslen af institutterne til disse intervaller, er dette klagepunkt ikke støttet af konkrete argumenter. Navnlig har sagsøgeren hverken præciseret, hvordan den skønsbeføjelse, der er tillagt Afviklingsinstansen, er knyttet til de faktorer, der er nævnt i præmis 518 ovenfor, eller på hvilken måde Afviklingsinstansen burde have taget hensyn til disse faktorer.

524    Selv om sagsøgeren har kritiseret Afviklingsinstansen for at have undladt at foretage »de nødvendige individuelle tilpasninger« af resultaterne af anvendelsen af den matematiske formel, som fremgår af bilag I, under overskriften »trin 2«, punkt 2, til delegeret forordning 2015/63, der opfylder ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet, har sagsøgeren ikke præciseret arten af og resultaterne af sådanne tilpasninger.

525    Endelig har sagsøgeren fremført en tvetydig argumentation vedrørende binningmetoden. Med henvisning til sine argumenter i det syvende anbringende bebrejder sagsøgeren på den ene side Afviklingsinstansen for ikke at have anerkendt, at anvendelsen af trin 2 fører til en uforholdsmæssig stor afstand mellem værdier for det første og det sidste interval, at nogle intervaller er tomme, og at de første intervaller indeholder et åbenbart for højt antal institutter. Sagsøgeren har således med sit klagepunkt antydet, at den er af den opfattelse, at binningmetoden ikke er i overensstemmelse med trinhøjere retsregler, uden dog at påberåbe sig en ulovlighedsindsigelse inden for rammerne af dette anbringende. En sådan indsigelse skal imidlertid påberåbes på en klar måde, der gør det muligt for ophavsmanden til retsakten at forsvare dens lovlighed (jf. i denne retning kendelse af 20.1.2009, Sack mod Kommissionen, C-38/08 P, EU:C:2009:21, præmis 21 og 22). På den anden side har sagsøgeren kritiseret Afviklingsinstansen for af de samme grunde at have tilsidesat forskrifterne i bilag I til delegeret forordning 2015/63. Under disse omstændigheder er det ikke muligt for Retten præcist at fastslå rækkevidden af sagsøgerens argumenter i denne henseende og vurdere, om de er velbegrundede.

526    På baggrund af det ovenstående skal det niende anbringende således forkastes.

7.      Det 11. anbringende om tilsidesættelse af artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 og uforenelighed af artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014 med trinhøjere regler

527    Det er ubestridt, at sagsøgeren har påberåbt sig det 11. anbringende for første gang i replikken. På trods heraf er sagsøgeren af den opfattelse, at dette anbringende kan antages til realitetsbehandling, eftersom det er støttet på faktiske og retlige omstændigheder, der er fremkommet under den retslige procedure. Det element, der er nødvendigt for at forstå, om det årlige målniveau overstiger loftet på 12,5% af det endelige målniveau, som er fastsat i artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, blev således bragt til sagsøgerens kendskab gennem Afviklingsinstansens afgørelse SRB/ES/2022/18 af 11. april 2022 om beregning af ex ante-bidragene til Afviklingsfonden for 2022.

528    Afviklingsinstansen har nedlagt påstand dels om afvisning af dette anbringende, fordi det er fremsat for sent, dels om, at det forkastes.

529    I henhold til procesreglementets artikel 84, stk. 1, må nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, eller de udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er fremsat direkte eller indirekte i stævningen, og som har en nær sammenhæng med dette (jf. i denne retning dom af 5.10.2020, HeidelbergCement og Schwenk Zement mod Kommissionen, T-380/17, EU:T:2020:471, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

530    Det er imidlertid for det første ubestridt, at Afviklingsinstansen i afgørelsens beskrivende del, som nævnt i præmis 326 ovenfor, med henblik på fastsættelsen af ex ante-bidragene for bidragsperioden 2021 angav størrelsen af det endelige målniveau, som Afviklingsinstansen forventede, i form af et interval på mellem 70 og 75 mia. EUR. For det andet fremgår det af stævningen, at sagsøgeren havde kunnet få kendskab til denne beskrivende del, inden søgsmålet blev anlagt, eftersom sagsøgeren henviste hertil i forbindelse med sin argumentation til støtte for sit andet anbringende.

531    Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke hævde, at de faktiske omstændigheder, som sagsøgeren har påberåbt sig til støtte for det 11. anbringende, og som skulle berettige, at dette anbringende blev fremsat i replikken, ikke allerede var kendt af sagsøgeren på tidspunktet for sagens anlæg.

532    Endvidere har sagsøgeren ikke gjort gældende, at dette anbringende udgør en uddybning af et tidligere fremsat anbringende.

533    Under disse omstændigheder skal det 11. anbringende afvises.

534    Selv hvis det antages, at det 11. anbringende kan antages til realitetsbehandling, er Retten i øvrigt ikke i stand til at vurdere dets berettigelse. Som det fremgår af præmis 308-340 ovenfor, er den anfægtede afgørelse nemlig behæftet med en begrundelsesmangel vedrørende fastlæggelsen af det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 og skal af denne grund annulleres. En sådan begrundelsesmangel forhindrer Retten i at undersøge, om det 11. anbringende er berettiget.

C.      Konklusion

535    Det følger af alt det ovenstående, at det andet anbringendes tredje led er velbegrundet, mens de øvrige led af dette anbringende samt alle de øvrige anbringender skal forkastes. Da det andet anbringendes tredje led i sig selv kan begrunde en annullation af den anfægtede afgørelse, skal denne annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

V.      Tidsmæssig begrænsning af dommens retsvirkninger

536    Afviklingsinstansen har nedlagt påstand om, at Retten i tilfælde af, at den anfægtede afgørelse annulleres, skal opretholde afgørelsens virkninger, indtil den erstattes, eller i det mindste i en periode på seks måneder fra den dato, hvor dommen bliver endelig.

537    Sagsøgeren har i retsmødet i det væsentlige anført, at sagsøgeren ikke modsætter sig denne anmodning, hvis den anfægtede afgørelse bliver annulleret på grundlag af en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift.

538    Det bemærkes, at i henhold til artikel 264, stk. 2, TEUF kan Unionens retsinstanser, dersom de skønner det nødvendigt, angive, hvilke af en annulleret retsakts virkninger der skal betragtes som bestående.

539    I denne henseende fremgår det af retspraksis, at virkningerne af en sådan retsakt kan opretholdes af retssikkerhedsmæssige grunde, bl.a. når de umiddelbare virkninger af en annullation heraf vil kunne få alvorlige negative konsekvenser, og når den anfægtede retsakts lovlighed ikke anfægtes på grund af dens formål eller indhold, men på grund af tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 175 og den deri nævnte retspraksis).

540    I det foreliggende tilfælde blev den anfægtede afgørelse truffet under tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter. Derimod har Retten ikke i den foreliggende sag fastslået, at der er begået fejl, som påvirker lovligheden af indholdet af denne afgørelse.

541    I lighed med, hvad Domstolen fastslog i dom af 15. juli 2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen (C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 177), skal det desuden fastslås, at en annullation af den anfægtede afgørelse uden at fastsætte, at dens virkninger opretholdes, indtil den erstattes af en ny retsakt, kan være til skade for gennemførelsen af direktiv 2014/59, forordning nr. 806/2014 og delegeret forordning 2015/63, som udgør en væsentlig del af bankunionen, som bidrager til stabiliteten i euroområdet.

542    Under disse omstændigheder skal virkningerne af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, opretholdes, indtil Afviklingsinstansen inden for en rimelig frist, der ikke kan overstige seks måneder regnet fra datoen for afsigelsen af denne dom, har truffet en ny afgørelse om fastsættelse af sagsøgerens ex ante-bidrag til Afviklingsfonden for bidragsperioden 2021.

VI.    Sagsomkostninger

543    I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Afviklingsinstansen ikke har fået medhold, skal den bære sine egne omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger i overensstemmelse med sidstnævntes påstande.

544    I overensstemmelse med procesreglementets artikel 138, stk. 1, skal Kommissionen bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):

1)      Afgørelse SRB/ES/2021/22 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) den 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2021 annulleres, for så vidt som den vedrører Landesbank Baden-Württemberg.

2)      Virkningerne af afgørelse SRB/ES/2021/22 opretholdes, for så vidt som de vedrører Landesbank Baden-Württemberg, indtil ikrafttrædelsen, inden for en rimelig frist, som ikke kan overstige seks måneder regnet fra datoen for afsigelse af denne dom, af en ny afgørelse fra Afviklingsinstansen om fastsættelse af dette instituts ex ante-bidrag til Afviklingsfonden for 2021.

3)      Afviklingsinstansen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Landesbank Baden-Württemberg afholdte omkostninger.

4)      Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.

Kornezov De Baere Petrlík

Kecsmár       Kingston

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 20. december 2023.

Underskrifter

Indhold

I. Tvistens baggrund

II. Den anfægtede afgørelse

III. Parternes påstande

IV. Retlige bemærkninger

A. Ulovlighedsindsigelserne mod artikel 4-9 og 20 i samt bilag I til delegeret forordning 2015/63

1. Det fjerde anbringende vedrørende en ulovlighedsindsigelse angående artikel 4-9 i delegeret forordning 2015/63 og bilag I hertil, for så vidt som de tilsidesætter princippet om effektiv domstolsbeskyttelse og retssikkerhedsprincippet

a) Det første led vedrørende en angivelig tilsidesættelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse

b) Det andet led om en angivelig tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

1) Det første klagepunkt om, at artikel 4-9 i delegeret forordning 2015/63 og bilag I hertil ikke giver institutterne mulighed for på forhånd at beregne deres ex ante-bidrag

2) Det andet klagepunkt om, at Kommissionen kunne have fastlagt en anden metode til beregning af ex ante-bidragene

3) Det tredje klagepunkt om tilsidesættelse af artikel 12 i forordning 2016/1011

c) Konklusion vedrørende det fjerde anbringende

2. Det femte anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63, for så vidt som den tilsidesætter flere trinhøjere regler

a) Det første led vedrørende uforeneligheden af artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 med artikel 103, stk. 7, litra h), i direktiv 2014/59 og artikel 113, stk. 7, i forordning nr. 575/2013

b) Det andet led vedrørende uforeneligheden af artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 med »princippet om beregning af risikoafpassede bidrag« og ligebehandlingsprincippet

1) Det første klagepunkt om tilsidesættelse af »princippet om beregning af risikoafpassede bidrag«

2) Det andet klagepunkt om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

c) Det tredje led vedrørende uforeneligheden af artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 med retssikkerhedsprincippet

d) Det fjerde led vedrørende uforeneligheden af artikel 7, stk. 4, andet afsnit, i delegeret forordning 2015/63 med princippet om fuld hensyntagen til de faktiske omstændigheder

e) Konklusion vedrørende det femte anbringende

3. Det syvende anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 6, 7 og 9 i og bilag I til delegeret forordning 2015/63, for så vidt som de tilsidesætter flere trinhøjere regler

4. Det tiende anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 20, stk. 1, første og andet punktum, i delegeret forordning 2015/63, for så vidt som den tilsidesætter artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 og »princippet om beregning af risikoafpassede bidrag«

B. Anbringenderne om lovligheden af den anfægtede afgørelse

1. Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 81, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med artikel 3 i forordning nr. 1

2. Det andet anbringende om mangelfuld begrundelse

a) Indledende bemærkninger

b) Det første led om sproget for den autentiske udgave af den anfægtede afgørelse

c) Det andet led om kompleksiteten af begrundelsen for beregningen af ex ante-bidraget

d) Det sjette led vedrørende tilbageholdelse af oplysninger om andre institutter

e) Det tredje led om begrundelsen for det årlige målniveau

f) Det fjerde led om utilstrækkelig begrundelse af det årlige basisbidrag

g) Det femte led om utilstrækkelig begrundelse for risikojusteringen af det årlige basisbidrag

1) Det første klagepunkt om, at det ikke er muligt at kontrollere, om alle de berørte institutter er omfattet af et risikojusteret bidrag

2) Det andet klagepunkt vedrørende hensyntagen til risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«

3) Det tredje klagepunkt vedrørende begrundelsen for trin 1-6 i tilpasningen af det årlige basisbidrag til sagsøgerens risikoprofil

i) Trin 1

ii) Trin 2

iii) Trin 3

iv) Trin 4

v) Trin 5

vi) Trin 6

h) Syvende led om eksistensen af ikke-offentliggjorte mellemkommende afgørelser

i) Konklusion vedrørende det andet anbringende

3. Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse som følge af, at den anfægtede afgørelse ikke kan kontrolleres

4. Det sjette anbringende om tilsidesættelse af flere bestemmelser i primær og sekundær ret ved at anvende en multiplikator for IPS-risikoindikatoren på sagsøgeren

a) Det første led vedrørende en tilsidesættelse af artikel 113, stk. 7, i forordning nr. 575/2013 og af artikel 103, stk. 7, litra h), i direktiv 2014/59

b) Det andet led om tilsidesættelse af chartrets artikel 16 og proportionalitetsprincippet

c) Det tredje led om tilsidesættelse af chartrets artikel 20 og ligebehandlingsprincippet

d) Det fjerde led om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik

1) Det første klagepunkt om, at Afviklingsinstansen ikke gav en korrekt begrundelse for den anfægtede afgørelse

2) Det andet klagepunkt om, at Afviklingsinstansen tilsidesatte sin undersøgelsespligt

e) Konklusion vedrørende det sjette anbringende

5. Det ottende anbringende om tilsidesættelse af chartrets artikel 16 og 52 som følge af justeringsmultiplikatorens uhensigtsmæssige karakter

6. Det niende anbringende om tilsidesættelse af chartrets artikel 16, 20, 41 og 52 som følge af åbenbart urigtige skøn

7. Det 11. anbringende om tilsidesættelse af artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 og uforenelighed af artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014 med trinhøjere regler

C. Konklusion

V. Tidsmæssig begrænsning af dommens retsvirkninger

VI. Sagsomkostninger

*      Processprog: tysk.

1 –      Fortrolige oplysninger udeladt.