Sag C-556/17
Alekszij Torubarov
mod
Bevándorlási és Menekültügyi Hivatal
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Pécsi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 29. juli 2019
»Præjudiciel forelæggelse – fælles politik for asyl og subsidiær beskyttelse – fælles procedurer for tildeling af international beskyttelse – direktiv 2013/32/EU – artikel 46, stk. 3 – fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – adgang til effektive retsmidler – rækkevidden af førsteinstansrettens beføjelser – ingen omgørelsesbeføjelse – den kompetente administrative eller domstolslignende myndigheds afslag på at efterleve en afgørelse fra den nævnte ret«
1. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – tidsmæssigt anvendelsesområde – ansøgning om international beskyttelse indgivet inden den 20. juli 2015 – en national rets anvendelse af den nationale lovgivning, der gennemfører direktivet, på en verserende sag vedrørende en sådan ansøgning – lovlighed
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32, art. 52, stk. 1)
(jf. præmis 39-46)
2. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – sag til prøvelse af en afgørelse vedrørende en ansøgning om international beskyttelse – ret til effektive retsmidler – pligt til at efterprøve de faktiske og retlige forhold – rækkevidde
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95 og direktiv 2013/32, art. 46, stk. 1 og 3)
(jf. præmis 51-53)
3. Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32 – sag til prøvelse af en afgørelse vedrørende en ansøgning om international beskyttelse – ret til effektive retsmidler – annullation af den oprindelige afgørelse – den kompetente nationale myndigheds afslag på at efterleve afgørelsen fra den ret, der har behandlet sagen – den nævnte ret er forpligtet til at omgøre afgørelsen om afslag – den nationale lovgivning, der forbyder en sådan omgørelse, finder ikke anvendelse
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 13, 14, 18 og 19, og direktiv 2013/32, art. 46, stk. 3)
(jf. præmis 54-59, 64-66, 69 og 72-78 samt domskonkl.)
Resumé
I Torubarov-dommen (sag C-556/17) af 29. juli 2019 skulle Domstolens Store Afdeling fortolke den bestemmelse i direktiv 2013/32 (1), der fastsætter rækkevidden af den ret til effektive retsmidler, som ansøgere om international beskyttelse (flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse) skal råde over, navnlig til prøvelse af afgørelser om afslag på deres ansøgninger (2). Domstolen udtalte, at når en retsinstans – efter at have foretaget en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af samtlige de relevante faktiske og retlige omstændigheder, som en ansøger om international beskyttelse har anført – har fastslået, at denne ansøger i henhold til de i direktiv 2011/95 (3) fastsatte kriterier skal tildeles en sådan beskyttelse af den grund, som den pågældende har påberåbt sig til støtte for sin ansøgning, men et administrativt eller domstolslignende organ efterfølgende vedtager en afgørelse i modsat retning uden i denne forbindelse at godtgøre, at der var indtrådt nye forhold, som forudsatte en ny undersøgelse af den nævnte ansøgers behov for international beskyttelse, skal den nævnte førsteinstansret omgøre denne afgørelse, der ikke er i overensstemmelse med dens tidligere dom, og erstatte denne med sin egen afgørelse med hensyn til ansøgningen om international beskyttelse, idet den herved, om fornødent, skal undlade at anvende den nationale lovgivning, der forbyder den at handle på denne måde.
I den konkrete sag var der ved den forelæggende ret for tredje gang i samme sag blevet anlagt et søgsmål af en russisk statsborger, mod hvem der var rejst straffesag i hans oprindelsesland, og som havde indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Ungarn med den begrundelse, at han frygtede at blive forfulgt i Rusland for sine politiske holdninger og dér at lide alvorlig overlast. Den ungarske myndighed, der var ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning, afslog ansøgningen tre gange på trods af, at den forelæggende ret to gange havde ophævet dennes afgørelser om afslag, og på trods af, at den forelæggende ret i forbindelse med den pågældendes andet søgsmål efter en bedømmelse af samtlige oplysninger i sagsakterne havde konkluderet, at den pågældendes ansøgning om international beskyttelse var velbegrundet. Under disse omstændigheder havde vedkommende i sit tredje søgsmål nedlagt påstand om, at den forelæggende ret erstattede de anfægtede afgørelser med sin egen afgørelse angående den internationale beskyttelse, som han burde blive tildelt. Domstolenes beføjelse til at omgøre administrative afgørelser om tildeling af international beskyttelse var imidlertid blevet ophævet ved en lov fra 2015, der tog sigte på håndtering af masseindvandring.
Idet Domstolen støttede sig på Alheto-dommen (4), bemærkede den indledningsvis, at direktiv 2013/32 ikke har til formål at harmonisere de processuelle regler, som skal anvendes i medlemsstaterne, når der er tale om at træffe en ny afgørelse vedrørende en ansøgning om international beskyttelse efter annullation af den oprindelige administrative afgørelse om afslag på en sådan ansøgning. Det fremgår imidlertid af det formål, der forfølges med dette direktiv, og som består i at sikre, at ansøgninger af denne art behandles så hurtigt som muligt, af forpligtelsen til at sikre en effektiv virkning af direktivets artikel 46, stk. 3, og af det behov for at sikre effektive retsmidler, der følger af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at alle medlemsstater skal udforme deres nationale ret på en sådan måde, at der efter annullation af den oprindelige afgørelse og i tilfælde af, at sagen sendes tilbage til den domstolslignende eller administrative instans, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, inden for kort tid træffes en ny afgørelse, der er i overensstemmelse med den bedømmelse, som er indeholdt i den dom, hvorved den oprindelige afgørelse blev annulleret.
Domstolen fremhævede navnlig, at ved at fastsætte, at den retsinstans, der har kompetence til at påkende en sag til prøvelse af en afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, er forpligtet til, hvor det er relevant, at undersøge ansøgerens »behov […] for international beskyttelse«, har EU-lovgiver tilsigtet at tillægge den nævnte retsinstans, når denne finder, at den råder over oplysninger om alle de i denne henseende nødvendige faktiske og retlige omstændigheder, en beføjelse til efter at have foretaget en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse – dvs. en udførlig og opdateret undersøgelse – af disse omstændigheder at udtale sig bindende om spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren opfylder de i direktiv 2011/95 fastsatte betingelser for at blive tildelt international beskyttelse. I et sådant tilfælde gælder det, at når denne ret bliver overbevist om, at en ansøgning om international beskyttelse bør efterkommes, og den annullerer den kompetente nationale myndigheds afgørelse om afslag på denne ansøgning, inden den sender sagen tilbage til den nævnte myndighed, har denne myndighed – med forbehold for indtrædelsen af faktiske eller retlige omstændigheder, der objektivt forudsætter en ny opdateret vurdering – ikke længere noget råderum med hensyn til beslutningen om at tildele eller afslå at tildele den ønskede beskyttelse i lyset af de samme grunde som dem, der blev fremført for den nævnte retsinstans.
En national lovgivning, der fører til en situation, hvor den nationale ret ikke råder over noget middel, der gør det muligt for den at kræve efterlevelse af sine domme, ville derfor i praksis kunne fratage en ansøger om international beskyttelse effektive retsmidler, eftersom en endelig og bindende retsafgørelse vedrørende denne ansøger ville kunne forblive uvirksom.