Language of document : ECLI:EU:T:2015:984

Sag T-67/11

Martinair Holland NV

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – det europæiske marked for luftfragt – aftaler og samordnet praksis vedrørende flere aspekter af priser for luftfragtydelser (indførelse af brændstoftillæg og sikkerhedstillæg, nægtelse af at betale en kommission af tillæggene) – artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart – begrundelsespligt«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 16. december 2015

1.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne – kommissionsafgørelse, hvorved der konstateres en overtrædelse og pålægges en bøde – krav, som følger af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse – afgørelsens dispositive del skal være klar og præcis

(Art. 101, stk. 1, TEUF og 296 TEUF; EØS-traktaten, art. 53; aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart, art. 8; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2 og art. 23, stk. 5)

2.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, som fastslår en overtrædelse – identificering af de sanktionerede overtrædelser – identificering af de personer, der er genstand for en afgørelse – den dispositive dels forrang for begrundelsen

(Art. 101, stk. 1, TEUF og 296 TEUF; EØS-traktaten, art. 53; aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart, art. 8; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

3.      Karteller – forbud – direkte virkning – borgernes ret til at kræve erstatning for det lidte tab – nærmere regler for udøvelsen – overtrædelser, der er genstand for en kommissionsafgørelse – afgørelsens bindende virkning for de nationale domstole – rækkevidde – vigtigheden af, at afgørelsens dispositive del er klar og præcis

(Art. 101, stk. 1, TEUF og 296 TEUF; EØS-traktaten, art. 53; aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart, art. 8; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2 og art. 16, stk. 1)

4.      Karteller – aftaler og samordnet praksis udgør en samlet overtrædelse – virksomheder, som kan beskyldes for at have begået en overtrædelse bestående i deltagelse i et kartel som helhed – kriterier – et enkelt formål og en samlet plan

(Art. 101, stk. 1, TEUF; EØS-traktaten, art. 53; aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart, art. 8; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

5.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne – kommissionsafgørelse, som fastslår en overtrædelse og pålægger en bøde – selvmodsigelser i afgørelsen – følger – annullation – betingelser – tilsidesættelse af den sanktionerede virksomheds ret til forsvar – ikke muligt for Unionens retsinstanser at foretage deres prøvelse

(Art. 101, stk. 1, TEUF og 296 TEUF; EØS-traktaten, art. 53; aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart, art. 8; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

6.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne – afhjælpning af begrundelsesmangel under retssagen – ikke tilladt

(Art. 101, stk. 1, TEUF og 296 TEUF; EØS-traktaten, art. 53; aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart, art. 8; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

1.      Kommissionen er med henblik på begrundelsen af en afgørelse, der er truffet for at sikre anvendelsen af EU-konkurrencereglerne, i henhold til artikel 296 TEUF forpligtet til i hvert fald at nævne de omstændigheder og overvejelser, der har væsentlig betydning for afgørelsen, og dermed give den kompetente domstol og de berørte parter oplysning om, hvorledes den har anvendt EU-retten. Begrundelsen for en retsakt skal endvidere være logisk og må navnlig ikke indeholde selvmodsigelser, der gør det vanskeligt at forstå de underliggende motiver for denne retsakt.

Uanset at bestemmelserne i artikel 23, stk. 5, i forordning nr. 1/2003, hvoraf det fremgår, at beslutninger om pålæggelse af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne ikke er sanktioner i strafferetlig forstand, forudsætter en tilsidesættelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart endvidere en adfærd, der almindeligvis betragtes som lyssky, som er til skade for den brede offentlighed, som indebærer en klar stigmatisering, og som for de ansvarlige virksomheder kan medføre bøder på op til 10% af den årlige omsætning, dvs. bøder, som utvivlsomt er strenge. Henset til karakteren af de overtrædelser, der er tale om, samt arten og strengheden af de sanktioner, der knytter sig til dem, må disse anses for at være af strafferetlig karakter som omhandlet i artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK). Den europæiske menneskerettighedsdomstol har i denne forbindelse allerede udtalt, at hvis en »straf« pålægges af en administrativ myndighed, skal den berørte kunne forelægge en sådan beslutning, der er vedtaget mod den, for en domstol, der kan give de garantier, som er fastsat i EMRK’s artikel 6.

Princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, der er et generelt EU-retligt princip, som nu er udtrykt i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og der i EU-retten svarer til EMRK’s artikel 6, stk. 1, indebærer, at den dispositive del af en afgørelse, der er vedtaget af Kommissionen, og hvorved det konstateres, at konkurrencereglerne er blevet tilsidesat, skal være særligt klar og præcis, og at de virksomheder, som anses for ansvarlige, og som pålægges sanktioner, skal være i stand til at forstå og anfægte pålæggelsen af dette ansvar og af disse sanktioner, således som de fremgår af nævnte dispositive del.

(jf. præmis 27-31)

2.      Inden for EU-konkurrenceretten gælder, at det er gennem afgørelsers dispositive del, at Kommissionen angiver karakteren og rækkevidden af de overtrædelser, den sanktionerer. Det er således, når det drejer sig om netop rækkevidden og karakteren af de sanktionerede overtrædelser, den dispositive del og ikke begrundelsen, som er afgørende. Det er alene i tilfælde af, at de i den dispositive del anvendte formuleringer ikke er klare, at det er nødvendigt at fortolke dem ved hjælp af begrundelsen for afgørelsen. Med henblik på at afgrænse, hvem der er omfattet af en afgørelse, hvori der konstateres en overtrædelse, bør denne afgørelses dispositive del lægges til grund, når den ikke giver anledning til tvivl.

(jf. præmis 32)

3.      Inden for EU-konkurrenceretten gælder, at artikel 101, stk. 1, TEUF skaber umiddelbare virkninger i forholdet mellem private og fremkalder rettigheder for borgerne, hvilket medfører et krav om, at en person skal kunne kræve erstatning for skade påført den som følge af en aftale eller en adfærd, der kan begrænse eller fordreje konkurrencen. Det påhviler de nationale retsinstanser, der inden for rammerne af deres kompetence har til opgave at anvende denne bestemmelse, at sikre ikke blot dens fulde virkning, men ligeledes at beskytte disse rettigheder. Enhver har således ret til at kræve erstatning for det lidte tab, når der er årsagsforbindelse mellem det nævnte tab og en aftale eller en praksis, der er forbudt i henhold til artikel 101 TEUF.

Det følger imidlertid af artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, at når de nationale domstole i henhold til artikel 101 TEUF træffer afgørelse om aftaler, vedtagelser eller praksis, som allerede er genstand for en kommissionsbeslutning, kan de ikke træffe afgørelser, der er i strid med denne beslutning, herunder også hvad angår den tidsmæssige eller geografiske udstrækning af den undersøgte adfærd eller med hensyn til ansvaret hos de personer, som var genstand for undersøgelsen. Heraf følger, at de nationale domstole er bundet af den afgørelse, som Kommissionen træffer, for så vidt som den ikke annulleres eller erklæres ugyldig, hvilket kræver, at dens dispositive del kan forstås på utvetydig vis.

De nationale domstole skal navnlig være i stand til ud fra den klare formulering af den dispositive del i en afgørelse, der fastslår en overtrædelse af konkurrencereglerne, at kunne forstå rækkevidden af denne overtrædelse og identificere de personer, som er ansvarlige herfor, for at kunne drage de nødvendige konsekvenser med hensyn til krav om erstatning for tab, der er forvoldt af overtrædelsen, fremsat af de personer, som har lidt skade på grund af samme overtrædelse.

Det kan i denne forbindelse ikke udelukkes, at en person, som anses for ansvarlig for en overtrædelse af konkurrencereglerne konstateret af Kommissionen, skal betale erstatning for den skade, som forvoldes kunder til andre personer, som holdes ansvarlige for den samme overtrædelse. Ordlyden af den dispositive del i en afgørelse, som fastslår en overtrædelse af konkurrencereglerne, synes i dette perspektiv afgørende, idet den kan fastlægge de gensidige rettigheder og forpligtelser mellem de omhandlede personer. Den nationale domstol kan også, hvis det er foreskrevet i national ret, have pligt til at fastslå, at samtlige de personer, som er blevet fundet ansvarlige for den af Kommissionen konstaterede overtrædelse af konkurrencereglerne, in solidum skal betale erstatning for den forvoldte skade. I så fald kan ordlyden af den dispositive del af en afgørelse, der fastslår en overtrædelse af konkurrencereglerne, også være afgørende med hensyn til de omhandlede personer.

(jf. præmis 33-39)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 55 og 60)

5.      På konkurrenceområdet gælder, at når begrundelsen for en kommissionsafgørelse, som fastslår en overtrædelse og pålægger en bøde, beskriver en enkelt samlet og vedvarende overtrædelse, som alle de sanktionerede virksomheder deltog i, mens nævnte afgørelses dispositive del, der omfatter flere artikler, fastslår enten flere særskilte samlede og vedvarende overtrædelser eller en enkelt samlet og vedvarende overtrædelse, som kun de virksomheder, der deltog direkte i den ulovlige adfærd, der er omhandlet i hver af de nævnte artikler, kan holdes ansvarlige for, er afgørelsens begrundelse og dispositive del indbyrdes modstridende.

Den omstændighed alene, at der foreligger en sådan selvmodsigelse, er i denne forbindelse ikke tilstrækkelig til at fastslå, at nævnte afgørelse er behæftet med en begrundelsesmangel, for så vidt som for det første afgørelsen som helhed gør det muligt for de berørte parter at identificere og at påberåbe sig denne manglende overensstemmelse, for det andet afgørelsens dispositive del er tilstrækkeligt klar og præcis til, at de berørte parter kan forstå den nøjagtige rækkevidde af afgørelsen, og for det tredje de beviser, som er blevet lagt til grund med henblik på at godtgøre de anklagede virksomheders deltagelse i de overtrædelser, som de er blevet tilregnet i den dispositive del, er klart identificeret og behandlet i begrundelsen.

Hvis selvmodsigelserne i afgørelsen derimod kan være til skade for de sanktionerede virksomheders ret til forsvar og forhindrer Unionens retsinstanser i at foretage deres prøvelse, er afgørelsen behæftet med en begrundelsesmangel, som begrunder dens annullation. Dette er navnlig tilfældet, når afgørelsen hverken gør det muligt at bedømme, om beviserne angivet i begrundelsen er tilstrækkelige, eller at forstå den logik, som har ledt Kommissionen til at anse adressaterne for afgørelsen for ansvarlige.

(jf. præmis 58, 74-76, 78 og 84)

6.      For så vidt angår en kommissionsafgørelse, som fastslår en overtrædelse af EU-konkurrenceretten og pålægger en bøde, skal begrundelsen principielt meddeles den berørte part samtidig med den afgørelse, der indeholder et klagepunkt i forhold til parten, idet manglen på begrundelse ikke kan afhjælpes gennem den omstændighed, at den berørte part erfarer grundene til afgørelsen under sagen for Unionens retsinstanser.

I mangel heraf risikerer forpligtelsen til at begrunde en individuel afgørelse ikke at varetage sit mål, som er at give den berørte part de oplysninger, ved hjælp af hvilke den kan fastslå, om der er grundlag for afgørelsen, eller om der muligvis foreligger en sådan fejl, at dens lovlighed kan anfægtes, og at gøre det muligt for Unionens retsinstanser at udøve deres kontrol med hensyn til afgørelsens lovlighed.

(jf. præmis 80 og 81)