Sag C-323/18
Tesco-Global Áruházak Zrt.
mod
Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága
(anmodning om præjudiciel afgørelse
indgivet af Fővárosi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 3. marts 2020
»Præjudiciel forelæggelse – etableringsfrihed – omsætningsafgift inden for sektoren for detailhandel fra forretninger – progressiv afgift, som i højere grad berører fysiske eller juridiske personer fra andre medlemsstater end indenlandske virksomheder – progressive afgiftstrin, der finder anvendelse på alle afgiftspligtige personer – omsætningen som neutralt sondringskriterium – afgiftspligtige personers bidragsevne – statsstøtte«
1. Statsstøtte – påtænkte støtteforanstaltninger – Kommissionens undersøgelse – Kommissionens og de nationale domstoles respektive kompetencer – de nationale domstoles rolle – beskyttelse af borgernes rettigheder i tilfælde af tilsidesættelse af forbuddet mod gennemførelse – de nationale domstoles pligt til at drage alle konsekvenser af denne tilsidesættelse i overensstemmelse med national ret
(Art. 108, stk. 2 og 3, TEUF)
(jf. præmis 34 og 35)
2. Statsstøtte – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – skatter og afgifter – kun omfattet hvad angår afgifter, der finansierer en støtte – afgift, hvortil er knyttet fritagelser, der angiveligt udgør en støtte – manglende tvungen forbindelse mellem en afgift og brug af en fritagelse – udelukket
(Art. 108, stk. 3, TEUF)
(jf. præmis 36-40, 42 og 43)
3. Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – skatte- og afgiftslovgivning – selskabsskat – national lovgivning om omsætningsafgift, der anvendes med en progressiv sats – lovlig – afgift, som i højere grad berører personer fra andre medlemsstater end indenlandske virksomheder – ingen betydning
(Art. 49 TEUF og 54 TEUF)
(jf. præmis 59, 60, 62, 63, 69, 70, 72, 74 og 76 samt domskonkl.)
Resumé
De særlige omsætningsafgifter, der i Ungarn påhviler telekommunikationsvirksomheder og virksomheder inden for sektoren for detailhandel, er forenelige med EU-retten
I dommen i sagen Vodafone Magyarország (sag C-75/18) og i sagen Tesco-Global Áruházak (sag C-323/18), afsagt den 3. marts 2020, fastslog Domstolen, Store Afdeling, at de særlige omsætningsafgifter, der i Ungarn påhviler telekommunikationsvirksomheder og virksomheder inden for sektoren for detailhandel, er forenelige med etableringsfriheden og direktiv 2006/112 (1) (herefter »momsdirektivet«). Det forhold, at disse særafgifter, som progressivt (endog stærkt progressivt hvad angår sidstnævnte sag) pålægges omsætningen, hovedsageligt bæres af virksomheder, der ejes af personer fra andre medlemsstater, på grund af den omstændighed, at disse virksomheder har den største omsætning på de pågældende ungarske markeder, er således udtryk for disse markeders økonomiske virkelighed og udgør ikke en forskelsbehandling af disse virksomheder. Domstolen fastslog ligeledes, at idet den afgift, som telekommunikationsvirksomheder er underlagt, ikke har momsens væsentligste kendetegn, kan denne afgift ikke sidestilles med moms, således at den ikke bringer Unionens fælles merværdiafgiftssystems funktion i fare, og afgiften er følgelig forenelig med momsdirektivet.
Idet den ligeledes var forelagt spørgsmålet om, hvorvidt den ungarske lovgivning, hvorved disse særafgifter er indført, er forenelig med EU-statsstøttereglerne, tog Domstolen i første omgang stilling til, om disse spørgsmål kunne antages til realitetsbehandling (2). I denne henseende henviste Domstolen til, at afgifter ikke omfattes af anvendelsesområdet for EUF-traktatens bestemmelser om statsstøtte, medmindre de udgør den måde, hvorved en støtteforanstaltning finansieres, og således er en integrerende del af denne foranstaltning. En afgift udgør imidlertid kun en integrerende del af en støtteforanstaltning, når der består en tvungen forbindelse mellem denne afgift og støtten i henhold til den relevante nationale lovgivning. I det foreliggende tilfælde fandt Domstolen imidlertid, at de anmodninger om nedsættelse af særafgift, som de sagsøgende selskaber havde indgivet til de ungarske skatte- og afgiftsmyndigheder, angik en generel afgift, der tilfalder den almindelige statskasse, uden at den specifikt er afsat til finansiering af en fordel for en bestemt kategori af afgiftspligtige personer. Domstolen konkluderede, at der ikke var en tvungen forbindelse mellem de særafgifter, der opkræves hos disse sagsøgende selskaber, og den fritagelse, der gælder for visse afgiftspligtige personer, således at den eventuelle ulovlighed af en sådan fritagelse i forhold til EU-statsstøttereglerne ikke kan påvirke lovligheden af selve særafgiften. Følgelig kunne disse sagsøgende selskaber ikke for de nationale domstole påberåbe sig denne eventuelle ulovlighed med henblik på at undgå at betale de nævnte afgifter.
Herefter undersøgte Domstolen, om den ungarske lovgivning, hvorved de pågældende særafgifter var blevet indført, var udtryk for indirekte forskelsbehandling på grundlag af selskabers hjemsted, som er forbudt i henhold til EUF-traktatens bestemmelser om etableringsfrihed. I denne henseende konstaterede Domstolen først, at sagsøgernes moderselskaber har deres hjemsted i henholdsvis Det Forenede Kongerige og Nederlandene, og at deres etableringsfrihed, for så vidt som disse moderselskaber udøver deres virksomhed på det ungarske marked gennem et datterselskab, kan være berørt af enhver restriktion, der rammer datterselskabet. Under henvisning til sin praksis vedrørende forbuddet mod direkte og indirekte forskelsbehandling fandt Domstolen herefter, at de særafgifter, der var omtvistet i det foreliggende tilfælde, ikke sondrer mellem selskaber på grundlag af deres hjemsted.
I denne sammenhæng fremhævede Domstolen for det første, at idet enhver virksomhed, der udøver virksomhed i Ungarn inden for de pågældende sektorer, er betalingspligtig af de anfægtede afgifter, og idet de respektive afgiftssatser, der finder anvendelse for de forskellige omsætningstrin, gælder for samtlige virksomheder, udgør den ungarske lovgivning, hvorved disse afgifter er blevet indført, ikke direkte forskelsbehandling til skade for virksomheder, der ejes af personer (fysiske eller juridiske) fra andre medlemsstater.
For det andet undersøgte Domstolen, om særafgifternes (stærke) progressivitet kunne anses for at være en kilde til indirekte forskelsbehandling til skade for de sidstnævnte virksomheder.
I denne henseende fastslog Domstolen, at med hensyn til de omhandlede skatteår, dvs. perioden fra den 1. april 2011 til den 31. marts 2015 i Vodafone-sagen og perioden fra den 1. marts 2010 til den 28. februar 2013 i Tesco-sagen, var de afgiftspligtige personer, der alene var omfattet af grundtrinnet, som beskattes med 0%, alle afgiftspligtige personer ejet af ungarske personer, mens størstedelen af dem, der var omfattet af de øvre trin, var ejet af personer fra andre medlemsstater. Således var størstedelen af særafgiften blevet betalt af afgiftspligtige personer ejet af personer fra andre medlemsstater.
Domstolen bemærkede imidlertid, at medlemsstaterne frit kan vælge det afgiftssystem, de finder mest hensigtsmæssigt, og fastsætte en progressiv beskatning på grundlag af omsætningen, for så vidt som omsætningsbeløbet udgør et neutralt sondringskriterium og er en relevant indikator for de afgiftspligtige personers bidragsevne. Den omstændighed, at størstedelen af de pågældende særafgifter bæres af afgiftspligtige personer, der ejes af fysiske eller juridiske personer fra andre medlemsstater, var i denne sammenhæng ikke tilstrækkelig til at konkludere, at der forelå en forskelsbehandling af dem. Denne omstændighed kan nemlig forklares ved, at de pågældende markeder domineres af sådanne afgiftspligtige personer, som på disse markeder har den største omsætning. Den udgør således en kvotebaseret eller endog en vilkårlig indikator, som kan forventes at foreligge, hver gang det pågældende marked domineres af virksomheder fra andre medlemsstater eller tredjestater eller af nationale virksomheder ejet af personer fra andre medlemsstater eller tredjestater. Grundtrinnet, der beskattes med 0%, omfatter i øvrigt ikke udelukkende afgiftspligtige personer, der ejes af personer, idet enhver virksomhed, der udøver virksomhed på det pågældende marked, drager fordel af fradraget for den del af dens omsætning, som ikke overstiger loftet for dette trin. Følgelig udgør de (stærkt) progressive afgiftssatser for de pågældende særafgifter ikke efter deres art forskelsbehandling på grundlag af selskabers hjemsted mellem afgiftspligtige personer, der ejes af ungarske personer, og afgiftspligtige personer, der ejes af personer fra andre medlemsstater.
I sag C-75/18 var Domstolen desuden forelagt spørgsmålet om, hvorvidt indførelsen af en særlig omsætningsafgift for telekommunikationsvirksomheder var forenelig med momsdirektivet (3). Domstolen bemærkede i denne henseende, at det navnlig må undersøges, om den pågældende afgift bringer det fælles momssystems funktion i fare, fordi den pålægges omsætningen af varer og tjenesteydelser og rammer den erhvervsmæssige omsætning på tilsvarende måde som moms, hvilket bl.a. er tilfældet med skatter og afgifter, der har momsens væsentligste kendetegn. Domstolen konstaterede, at den ungarske lovgivning, hvorved den pågældende særafgift blev indført, imidlertid hverken indeholder bestemmelse om opkrævningen af afgiften i hvert led af produktions- og distributionskæden eller fradrag af moms betalt i foregående led. Idet to af de fire væsentlige kendetegn, som opstillet af Domstolen i sin tidligere praksis, ikke var opfyldt med hensyn til den pågældende særafgift, var momsdirektivet således ikke til hinder for indførelsen heraf.