Sag T-385/06

Aalberts Industries NV m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – sektoren for kobberfittings og fittings af kobberlegeringer – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – en sammenhængende og vedvarende overtrædelse – deltagelse i overtrædelsen«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – karteller – bevis

(Art. 81, stk. 1, EF)

2.      Konkurrence – karteller – aftaler mellem virksomheder – bevis

(Art. 81, stk. 1, EF)

3.      Konkurrence – karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis, der kan behandles som udgørende en enkelt overtrædelse – begreb

(Art. 81, stk. 1, EF)

4.      Konkurrence – karteller – aftaler og samordnet praksis udgør en enkelt overtrædelse – virksomheder, som kan beskyldes for at have begået en overtrædelse bestående i deltagelse i et kartel som helhed – kriterier

(Art. 81, stk. 1, EF)

5.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – omsætning, der tages i betragtning – grænse fastsat ved artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2)

1.      For så vidt angår bevisførelsen i forbindelse med en overtrædelse af artikel 81, stk. 1 EF, skal Kommissionen fremlægge præcise og samstemmende beviser for sine faste overbevisning om, at den påståede overtrædelse har fundet sted. Er Unionens retsinstanser i tvivl, skal dette komme den virksomhed til gode, hvortil den beslutning er rettet, hvori der fastslås en overtrædelse. Unionens retsinstanser kan derfor ikke konkludere, at Kommissionen har ført fornødent bevis for den pågældende overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål, navnlig i en sag, hvori der er nedlagt påstand om annullation af en beslutning, hvorved der pålægges en bøde. Hver enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser skal imidlertid ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hvert enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, institutionen har påberåbt sig, ud fra en samlet betragtning opfylder dette krav.

Det er desuden hyppigt forekommende, at de aktiviteter, som konkurrencebegrænsende aftaler indebærer, gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt, og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem erhvervsdrivende, som f.eks. referater fra et møde, er disse normalt kun brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

(jf. præmis 44-46)

2.      De erklæringer, der er fremsat i forbindelse med politikken for bødenedsættelse, spiller en vigtig rolle. Disse erklæringer, der afgives i virksomheders navn, har en ikke ubetydelig bevisværdi, idet de giver anledning til betydelige juridiske og økonomiske risici. En erklæring fra en virksomhed, der beskyldes for at have deltaget i et kartel, hvis rigtighed bestrides af flere andre anklagede virksomheder, kan ikke uden støtte i andre beviser betragtes som et tilstrækkeligt bevis for, at en overtrædelse er begået af disse sidste virksomheder.

(jf. præmis 47 og 66)

3.      Begrebet en samlet overtrædelse vedrører en situation, hvor flere virksomheder har deltaget i en overtrædelse bestående af en vedvarende adfærd, hvor der forfølges et enkelt økonomisk formål med henblik på at fordreje konkurrencen, eller individuelle overtrædelser, som er indbyrdes forbundet af et fælles mål (idet samtlige dele har det samme formål) og de samme aktører (de samme virksomheder, som bevidst stræber efter det samme formål). Denne fortolkning kan ikke anfægtes under henvisning til, at et eller flere elementer i rækken af handlinger eller i den sammenhængende adfærd også i sig selv kan udgøre en tilsidesættelse af artikel 81 EF. Når de forskellige handlinger indgår i en »samlet plan«, fordi de har det samme formål, nemlig at fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, kan Kommissionen med rette pålægge ansvaret for disse handlinger på grundlag af deltagelsen i overtrædelsen betragtet i sin helhed. Med henblik på at kvalificere forskellige former for udvist adfærd som en samlet og vedvarende overtrædelse skal det kontrolleres, om de fremstod som et supplement til hinanden i den forstand, at hver af disse handlinger skulle bidrage til at imødegå en eller flere konsekvenser af den normale konkurrence, og gennem et samspil bidrog til virkeliggørelsen af de af overtræderne tilstræbte samlede konkurrencebegrænsende virkninger i forbindelse med en overordnet plan med et fælles mål. Der skal i denne forbindelse tages hensyn til enhver omstændighed, som kan godtgøre eller rejse tvivl om den nævnte forbindelse, såsom anvendelsesperioden, indholdet (herunder de anvendte metoder), og i sammenhæng hermed formålet med de pågældende forskellige former for adfærd.

Hvad angår den adfærd, der består i en regelmæssig tilrettelæggelse igennem flere år af multi- og bilaterale kontakter mellem konkurrerende producenter med det formål at indføre ulovlige former for praksis med henblik på en kunstig tilrettelæggelse af markedets funktion for kobberfittings, navnlig hvad angår priser, er den omstændighed, at visse kendetegn ved eller intensiteten af denne praksis er ændret efter Kommissionens kontrolundersøgelser, ikke afgørende, da formålet med den konkurrencebegrænsende adfærd, nemlig samarbejdet om priserne for fittings, ikke er ændret. Det er i den forbindelse sandsynligt, at et kartel efter Kommissionens kontrolbesøg har en mindre struktureret form, og aktiviteterne var af forskellig intensitet. Den omstændighed, at et kartel kan opleve perioder af forskellig intensitet, indebærer imidlertid ikke, at det kan konkluderes, at kartellet er ophørt.

(jf. præmis 86-88, 91 og 105)

4.      Med henblik på at godtgøre en virksomheds deltagelse i en konkurrencebegrænsende aftale skal Kommissionen føre bevis for, at virksomheden har haft til hensigt ved sin egen adfærd at bidrage til de fælles mål, deltagerne som helhed har fulgt, og at den har haft kendskab til de konkrete handlinger, som de øvrige virksomheder har planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed har kunnet forudse dem og været indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko. Den omstændighed, at en virksomhed ikke har deltaget i samtlige de elementer, som skal være til stede, for at der er tale om et kartel, er ikke relevant med hensyn til beviset for, at virksomheden har begået en overtrædelse. Dette element skal kun tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed og, i givet fald, ved udmålingen af bøden.

(jf. præmis 89 og 90)

5.      Hvis en række adressater for en beslutning, hvorved der pålægges en bøde for tilsidesættelse af konkurrencereglerne, udgør en »virksomhed«, dvs. den økonomiske enhed, der er ansvarlig for den overtrædelse, for hvilken der pålægges bøde, og dette også er tilfældet på datoen for vedtagelsen af denne beslutning, kan loftet på 10% i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 beregnes på basis af den pågældende virksomheds samlede omsætning. Hvis denne økonomiske enhed derimod er blevet spaltet med henblik på at udgøre to særskilte enheder på det tidspunkt, hvor den anfægtede beslutning vedtages, har hver enkelt adressat for beslutningen krav på at få det pågældende loft anvendt i hvert enkelt tilfælde individuelt.

(jf. præmis 125)