Language of document : ECLI:EU:T:2021:260

RETTENS DOM (Tiende Udvidede Afdeling)

af 12. maj 2021 (*)

»Reglerne for institutionerne – europæisk borgerinitiativ – samhandel med områder under militær besættelse – afslag på registrering – åbenbart uden for Kommissionens beføjelser – artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning (EU) nr. 211/2011 – fælles handelspolitik – artikel 207 TEUF – den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – artikel 215 TEUF – begrundelsespligt – artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 211/2011«

I sag T-789/19,

Tom Moerenhout, Humbeek (Belgien), og de øvrige sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget (1), repræsenteret ved advokat G. Devers.

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved I. Martínez del Peral og S. Delaude, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1567 af 4. september 2019 om forslaget til borgerinitiativ »Sikring af, at den fælles handelspolitik er i overensstemmelse med EU-traktaterne og overholder international ret« (EUT 2019, L 241, s. 12),

har

RETTEN (Tiende Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S. Papasavvas, og dommerne A. Kornezov, E. Buttigieg, K. Kowalik-Bańczyk (refererende dommer) og G. Hesse,

justitssekretær: fuldmægtig M. Marescaux,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. januar 2021,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Sagsøgerne, Tom Moerenhout og seks andre borgere, hvis navne fremgår af bilaget, har fremlagt forslaget til borgerinitiativ »Sikring af, at den fælles handelspolitik er i overensstemmelse med EU-traktaterne og overholder international ret« (herefter »forslaget til europæisk borgerinitiativ«), som blev fremsendt til Europa-Kommissionen den 5. juli 2019 med henblik på registrering i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16. februar 2011 om borgerinitiativer (EUT 2011, L 65, stk. 1).

2        Forslaget til europæisk borgerinitiativ havde følgende emne:

»Regulering af kommercielle transaktioner med enheder, der tilhører en besættelsesmagt, og som er etableret eller har aktiviteter i besatte områder, ved at forhindre produkter med oprindelse i disse områder i at komme ind på EU’s marked«.

3        I henhold til forslaget havde det europæiske borgerinitiativ følgende mål:

»Kommissionen skal som traktaternes vogter sikre, at Unionens politik er konsekvent, og at alle områder af EU-retten, herunder den fælles handelspolitik, overholder de grundlæggende rettigheder og international ret. Den skal foreslå retsakter med henblik på at forhindre retlige EU-enheder i at importere produkter med oprindelse i ulovlige bosættelser i besatte områder og eksportere til sådanne områder med det formål at bevare det indre markeds integritet og undgå at yde støtte til eller bidrage til opretholdelsen af sådanne ulovlige forhold.«

4        Dernæst henviste sagsøgerne under overskriften »[r]elevante bestemmelser i traktaterne og international ret« til artikel 2 TEU, artikel 3, stk. 5, TEU, artikel 6, stk. 3, TEU og artikel 21 TEU samt artikel 2, stk. 1, TEUF, artikel 3 TEUF og 205 TEUF og artikel 207, stk. 1 og 2, TEUF. De henviste endvidere til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, til Rådets forordning (EF) nr. 2368/2002 af 20. december 2002 om gennemførelse af Kimberly-processens certificeringsordning for international handel med uslebne diamanter (EFT 2002, L 358, s. 28), til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/125 af 16. januar 2019 om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (EUT 2019, L 30, s. 1), til dom af 30. juli 1996, Bosphorus (C-84/95, EU:C:1996:312), og af 25. februar 2010, Brita (C-386/08, EU:C:2010:91), samt visse bestemmelser og retskilder i international ret, herunder FN’s Sikkerhedsråds resolutioner og Den Internationale Domstols udtalelser.

5        Ved afgørelse (EU) 2019/1567 af 4. september 2019 om forslaget til borgerinitiativ »Sikring af, at den fælles handelspolitik er i overensstemmelse med EU-traktaterne og overholder international ret« (EUT 2019, L 241, s. 12, herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Kommissionen at registrere forslaget til europæisk borgerinitiativ.

6        I femte til syvende betragtning til den anfægtede afgørelse begrundede Kommissionen sit afslag således:

»(5)      En retsakt vedrørende emnet for forslaget til borgerinitiativ kan kun vedtages på grundlag af artikel 215 [TEUF].

(6)      Det er imidlertid en forudsætning for at vedtage en retsakt på grundlag af artikel 215 [TEUF], at der er vedtaget en afgørelse på grundlag af kapitel 2 i afsnit V i [EU-traktaten], som tager sigte på helt eller delvis at afbryde eller indskrænke de økonomiske og finansielle forbindelser med det berørte tredjeland. Kommissionen har ikke beføjelse til at fremsætte forslag til en sådan afgørelse. I mangel af en sådan afgørelse vedtaget i overensstemmelse med afsnit V, kapitel 2, i [EU-traktaten] har Kommissionen ikke beføjelse til at fremsætte et forslag til en retsakt til vedtagelse på grundlag af artikel 215 [TEUF].

(7)      Af disse grunde er det åbenbart, at forslaget til borgerinitiativ »Sikring af, at den fælles handelspolitik er i overensstemmelse med EU-traktaterne og overholder international ret« falder uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne, jf. […] artikel 4, stk. 2, litra b), [i forordning nr. 211/2011,] sammenholdt med dennes artikel 2, nr. 1).«

 Retsforhandlinger og parternes påstande

7        Sagsøgerne har anlagt nærværende sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. november 2019.

8        Kommissionen har indgivet svarskrift den 30. januar 2020.

9        Sagsøgerne har indgivet replik den 20. april 2020.

10      Kommissionen har indgivet duplik den 9. juli 2020.

11      Efter forslag fra Tiende Afdeling har Retten i henhold til procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise sagen til behandling i et udvidet dommerkollegium.

12      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål i retsmødet den 14. januar 2021.

13      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

14      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

15      Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat fire anbringender. Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 41, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder og af artikel 4, stk. 1 og 2, i forordning nr. 211/2011, for så vidt som Kommissionen har forvansket forslaget til europæisk borgerinitiativ ved at se bort fra dets egentlige formål, der vedrørte en foranstaltning på området for den fælles handelspolitik. Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i den nævnte forordning, for så vidt som Kommissionen har tilsidesat sin pligt til at begrunde den anfægtede afgørelse. Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af forordningens artikel 4, stk. 2, litra b), for så vidt som Kommissionen fejlagtigt fandt, at den påtænkte foranstaltning i forslaget til europæisk borgerinitiativ kun kunne vedtages på grundlag af artikel 215 TEUF. Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af samme forordnings artikel 4, stk. 2, litra b), for så vidt som Kommissionen så bort fra andre retsgrundlag, som forslaget til europæisk borgerinitiativ åbenbart er knyttet til.

16      Retten finder det hensigtsmæssigt først at behandle det andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af begrundelsespligten.

17      I forbindelse med dette anbringende har sagsøgerne i det væsentlige fremsat tre klagepunkter vedrørende begrundelsen for den anfægtede afgørelse.

18      For det første undlod Kommissionen at forklare grunden til, at den fandt, at artikel 207, stk. 2, TEUF ikke udgjorde et passende retsgrundlag for den foranstaltning, der var ønsket i forslaget til europæisk borgerinitiativ, til trods for en udtrykkelig henvisning til denne bestemmelse og til forordning 2019/125 i det nævnte forslag. Sagsøgerne er af den opfattelse, at det fremgik af forslaget til europæisk borgerinitiativ, at det vedrørte en foranstaltning, der henhørte under den fælles handelspolitik.

19      For det andet burde Kommissionen, eftersom den var af den opfattelse, at kun artikel 215 TEUF vedrørende foranstaltninger vedtaget på området for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) kunne udgøre et korrekt retsgrundlag for forslaget til europæisk borgerinitiativ, have redegjort for grundende til, at den fandt, at det væsentligste formål med det nævnte forslag var en foranstaltning på FUSP-området snarere end en foranstaltning vedrørende den fælles handelspolitik.

20      For det tredje foretog Kommissionen ikke en sondring mellem de to stykker i artikel 215 TEUF. Henvisningen til denne artikel i det hele som retsgrundlag for den foranstaltning, der er omhandlet i forslaget til europæisk borgerinitiativ, gør det imidlertid ikke muligt at få kendskab til baggrunden for, at det i forslaget omhandlede forbud skulle henhøre under restriktive foranstaltninger over for lande (på grundlag af nævnte artikels stk. 1) snarere end restriktive foranstaltninger over for personer (på grundlag af samme artikels stk. 2).

21      Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumentation, idet den i det væsentlige har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er tilstrækkeligt begrundet.

22      Det skal i denne henseende bemærkes, at det ved registreringsprocessen for et forslag til borgerinitiativ i henhold til artikel 4 i forordning nr. 211/2011 tilkommer Kommissionen at undersøge, om et sådan forslag bl.a. opfylder de i denne artikels stk. 2 anførte registreringsbetingelser.

23      Blandt disse betingelser fastsætter artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning nr. 211/2011, at et forslag til borgerinitiativ registreres af Kommissionen, i det omfang det »ikke åbenbart [falder] uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt med henblik på gennemførelsen af traktaterne«. Det er således kun, såfremt et forslag til borgerinitiativ – henset til sit emne og formål, således som disse fremgår af de obligatoriske oplysninger og i givet fald af de supplerende oplysninger, der er blevet tilvejebragt af initiativtagerne i henhold til bilag II til forordning nr. 211/2011 – falder åbenbart uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til en EU-retsakt med henblik på gennemførelsen af traktaterne, at denne har beføjelse til at afslå registreringen af dette forslag til borgerinitiativ i henhold til nævnte bestemmelse (dom af 12.9.2017, Anagnostakis mod Kommissionen, C-589/15 P, EU:C:2017:663, præmis 50, og af 7.3.2019, C-420/16 P, Izsák og Dabis mod Kommissionen, EU:C:2019:177, præmis 54).

24      I henhold til artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 211/2011 skal Kommissionen, når den afslår at registrere et forslag til borgerinitiativ, oplyse initiativtagerne om begrundelsen herfor.

25      Ifølge retspraksis kan den omstændighed, at et forslag til borgerinitiativ ikke er blevet registreret, påvirke selve effektiviteten af den ret, borgerne har til at indgive et borgerinitiativ, der er fastsat i artikel 24, stk. 1, TEUF. Følgelig skal grundene til det nævnte afslag klart fremgå af en sådan afgørelses begrundelse (jf. dom af 3.2.2017, Minority SafePack – one million signatures for diversity in Europe mod Kommissionen, T-646/13, EU:T:2017:59, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

26      Den borger, der har indgivet et forslag til borgerinitiativ, skal nemlig være i stand til at forstå grundene til, at dette ikke blev registreret af Kommissionen, hvorfor det påhviler Kommissionen, når den skal tage stilling til et sådant forslag, at vurdere, men også nærmere at angive de forskellige begrundelser for afgørelsen om afslag under hensyntagen til afgørelsens indvirkning på den effektive udøvelse af den i traktaten fastsatte ret. Dette følger af selve kernen i denne ret, der som anført i første betragtning til forordning nr. 211/2011 skal styrke unionsborgerskabet og skabe øget demokrati i den måde, hvorpå Unionen fungerer, ved at alle borgere deltager i det demokratiske liv i Unionen (jf. dom af 3.2.2017, Minority SafePack – one million signatures for diversity in Europe mod Kommissionen, T-646/13, EU:T:2017:59, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

27      Virkeliggørelsen af de formål, der er nævnt i anden betragtning til forordning nr. 211/2011, og som består i at fremme borgernes deltagelse i det demokratiske liv og gøre Unionen mere tilgængelig, ville blive bragt i alvorlig fare, hvis der ikke foreligger en fuldstændig begrundelse i en afgørelse om afslag (dom af 3.2.2017, Minority SafePack – one million signatures for diversity in Europe mod Kommissionen, T-646/13, EU:T:2017:59, præmis 29).

28      Pligten til at give initiativtagerne til et europæisk borgerinitiativ meddelelse om grundene til afslaget på at registrere deres forslag til initiativ som fastsat i artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 211/2011 udgør det specifikke udtryk – for så vidt angår det europæiske borgerinitiativ – for pligten til at begrunde retsakter som fastsat i artikel 296 TEUF (dom af 12.9.2017, Anagnostakis mod Kommissionen, C-589/15 P, EU:C:2017:663, præmis 28).

29      Det fremgår af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til den sidstnævnte bestemmelse, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den pågældende retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal bedømmes i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en afgørelses begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 63; jf. ligeledes dom af 1.7.2008, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., C-341/06 P og C-342/06 P, EU:C:2008:375, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).

30      Selv om det således er korrekt, at institutionerne ikke er forpligtet til i begrundelsen for afgørelser, de har vedtaget i henhold til forordningen, at tage stilling til alle forhold og argumenter, som er fremlagt for den, herunder forhold, som klart er af underordnet betydning for den krævede vurdering, forholder det sig ikke desto mindre således, at Kommissionen skal redegøre for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende for afgørelsen (jf. i denne retning dom af 10.7.2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 169, og af 6.9.2012, Storck mod KHIM, C-96/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:537, præmis 21).

31      Det er på baggrund af disse principper, at det skal undersøges, om Kommissionen har givet en tilstrækkelig begrundelse i den anfægtede afgørelse.

32      Som anført i præmis 6 ovenfor fastslog Kommissionen i den anfægtede afgørelse i den foreliggende sag, at en retsakt vedrørende genstanden for forslaget til europæisk borgerinitiativ kun kunne vedtages på grundlag af artikel 215 TEUF (femte betragtning), og at Kommissionen ikke havde beføjelse til at fremsætte et forslag til retsakt på dette grundlag (sjette betragtning). Kommissionen forklarede, at forslaget til europæisk borgerforslag derfor åbenbart faldt uden for dens beføjelser som omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning nr. 211/2011, sammenholdt med den nævnte forordnings artikel 2, nr. 1) (syvende betragtning).

33      Det fremgår således af begrundelsen i den anfægtede afgørelse, at Kommissionen baserede sit afslag på en grund, der i det væsentlige vedrører den omstændighed, at den ikke havde beføjelse til at fremsætte et forslag til retsakt, der kunne opfylde emnet for forslaget til europæisk borgerinitiativ, idet det eneste anvendelige retsgrundlag ifølge Kommissionen var artikel 215 TEUF.

34      Det må imidlertid konstateres, at den anfægtede afgørelse, således som sagsøgerne har gjort gældende, ikke præciserer grundene til, at Kommissionen fandt, at kun en retsakt vedtaget på grundlag af artikel 215 TEUF kunne opfylde formålet med forslaget til europæisk borgerinitiativ. Selv om det indirekte fremgår af ordlyden af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen anså de øvrige bestemmelser, som sagsøgerne havde påberåbt sig i deres forslag til europæisk borgerinitiativ, bl.a. artikel 207 TEUF, for ikke at kunne udgøre et passende retsgrundlag for den foranstaltning, der er omhandlet i forslaget til europæisk borgerinitiativ, har Kommissionen heller ikke uddybet sit ræsonnement i denne henseende.

35      Spørgsmålet om, hvorvidt en sådan begrundelse i den anfægtede afgørelse er tilstrækkelig, skal således vurderes ud fra følgende betragtninger:

36      For det første var den anfægtede afgørelse støttet på Kommissionens åbenbare manglende beføjelse til at fremsætte et forslag til retsakt, der kunne opfylde emnet for og formålet med forslaget til europæisk borgerinitiativ. Denne åbenbare mangel på beføjelse skyldtes, at Kommissionen var af den opfattelse, at den foreslåede foranstaltning udelukkende henhørte under FUSP.

37      Derfor var Kommissionens vurdering af emnet for og formålet med forslaget til europæisk borgerinitiativ i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 23 ovenfor, og følgelig vurderingen af retsgrundlaget, af væsentlig betydning for den anfægtede afgørelses opbygning som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i den i præmis 30 ovenfor anførte retspraksis. Som følge heraf skulle Kommissionen, i modsætning til det af denne institution anførte, i den anfægtede afgørelse have givet en forklaring på sin analyse af det korrekte retsgrundlag.

38      Det er imidlertid åbenlyst, at den begrundelse, som Kommissionen gav i den anfægtede afgørelse, og som i det væsentlige begrænser sig til at henvise til artikel 215 TEUF som det eneste mulige retsgrundlag for en retsakt, der gør det muligt at opfylde emnet for forslaget til europæisk borgerinitiativ, ikke gør det muligt at forstå begrundelsen for valget af dette retsgrundlag. Henvisningen i sjette betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter Kommissionen savnede beføjelse til at vedtage en »afgørelse om hel eller delvis afbrydelse eller nedsættelse af de økonomiske og finansielle forbindelser med det pågældende tredjeland«, som gengiver ordlyden af artikel 215, stk. 1, TEUF, underbygger på ingen måde denne vurdering. Det skal bemærkes, at Kommissionen ikke forklarede, hvorfor den fandt, at den foranstaltning, der var omhandlet i forslaget til europæisk borgerinitiativ, nødvendigvis og udelukkende skulle kategoriseres som omhandlende en retsakt, der foreskriver afbrydelse eller indskrænkning af de handelsmæssige forbindelser med et eller flere tredjelande som omhandlet i artikel 215, stk. 1, TEUF.

39      For det andet udgør indholdet af forslaget til europæisk borgerinitiativ et relevant element i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 29 ovenfor, med henblik på at vurdere, om begrundelsen for den anfægtede afgørelse er tilstrækkelig (jf. i denne retning dom af 12.9.2017, Anagnostakis mod Kommissionen, C-589/15 P, EU:C:2017:663, præmis 29 og 36-39).

40      I den foreliggende sag har sagsøgerne i forslaget til europæisk borgerinitiativ udtrykkeligt og ved flere forekomster henvist til den fælles handelspolitik og til bestemmelser, der vedrører dette område.

41      For det første har sagsøgerne i den del af forslaget til europæisk borgerinitiativ, der vedrører dets formål, anført, at Kommissionen skal sikre »sammenhæng i Unionens politik og respekt for de grundlæggende rettigheder og international ret på alle områder af EU-retten, herunder den fælles handelspolitik« (præmis 3 ovenfor), og, i afsnittet om emnet for det nævnte forslag, at der skal træffes en foranstaltning med henblik på at »regulere handelstransaktioner« med områderne under besættelse (præmis 2 ovenfor).

42      For det andet har sagsøgerne i afsnittet »[r]elevante bestemmelser i traktaterne og i international ret« i forslaget til europæisk borgerinitiativ citeret talrige bestemmelser vedrørende den fælles handelspolitik (præmis 4 ovenfor). Sagsøgerne har særligt fremhævet artikel 207, stk. 1 og 2, TEUF, hvoraf det bl.a. fremgår, at de foranstaltninger, der fastlægger rammerne for gennemførelsen af Unionens handelspolitik, vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet ved forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure, og artikel 3 TEUF, hvoraf det fremgår, at den fælles handelspolitik er et område, der henhører under Unionens enekompetence. De har i øvrigt henvist til to forordninger, der er vedtaget på området for den fælles handelspolitik, og som regulerer udvekslingen af visse typer produkter fra tredjelande, som bl.a. opstiller betingelser for en tilladelsesordning, og til to domme afsagt af Domstolen vedrørende anvendelsen af EU-retsakter, der henhører under dette område.

43      Det fremgik således af oplysningerne i forslaget til europæisk borgerinitiativ, at sagsøgerne ønskede, at Kommissionen skulle fremsætte et forslag til en retsakt vedrørende den fælles handelspolitik på grundlag af artikel 207 TEUF.

44      Kommissionen har med rette anført, at den ikke i den anfægtede afgørelse var forpligtet til at nævne den manglende relevans af hver enkelt af de anførte retsregler og kilder, som sagsøgerne havde nævnt i forslaget til europæisk borgerinitiativ.

45      Henset til de udtrykkelige og gentagne henvisninger til den fælles handelspolitik i forslaget til europæisk borgerinitiativ, og navnlig til artikel 207 TEUF, påhvilede det imidlertid Kommissionen i det foreliggende tilfælde at redegøre for grundene til, at den implicit konkluderede, at den foranstaltning, der var omhandlet i forslaget til europæisk borgerinitiativ, henset til dets emne og formål, ikke var omfattet af dette område og derfor ikke kunne vedtages på grundlag af artikel 207 TEUF. Den anfægtede afgørelse indeholder imidlertid ikke en sådan begrundelse i denne henseende.

46      I det omfang den anfægtede afgørelse i det væsentlige er støttet på den betragtning, at forslaget til europæisk borgerinitiativ helt åbenbart ikke var omfattet af Kommissionens beføjelser, er vurderingen, hvorefter det nævnte forslag ikke kunne knyttes til den fælles handelspolitik, desuden af væsentlig betydning for den anfægtede afgørelses opbygning. Til forskel fra FUSP er den fælles handelspolitik nemlig et område, hvor Kommissionen har beføjelse til at fremsætte et forslag til en EU-retsakt på grundlag af artikel 207 TEUF.

47      For det tredje skal spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for den anfægtede afgørelse er tilstrækkelig eller ej, ligeledes vurderes i forhold til formålene med artikel 11, stk. 4, TEU, artikel 24, stk. 1, TEUF og forordning nr. 211/2011, der består i at fremme borgernes deltagelse i det demokratiske liv og gøre Unionen mere tilgængelig. Som anført i præmis 25-27 ovenfor skal Kommissionen på grund af disse formål klart angive grundene til at afslå at registrere et forslag til borgerinitiativ.

48      Såfremt der ikke er givet en fuldstændig begrundelse, vil muligheden for eventuelt at indgive af et nyt forslag til europæisk borgerinitiativ, der tager hensyn til Kommissionens betænkeligheder i forhold til antageligheden af forslaget, blive alvorligt undergravet på lige fod med opfyldelsen af de formål, der er anført i anden betragtning til forordning nr. 211/2011, der består i at fremme borgernes deltagelse i det demokratiske liv og gøre Unionen mere tilgængelig (dom af 3.2.2017, Minority SafePack – one million signatures for diversity in Europe mod Kommissionen, T-646/13, EU:T:2017:59, præmis 29). Det er kun ved at redegøre tilstrækkeligt for de grunde, der førte til at antage, at den foranstaltning, der var omhandlet i forslaget til europæisk borgerinitiativ, udelukkende henhørte under FUSP og ikke var knyttet til den fælles handelspolitik, at Kommissionen ville have overholdt formålet om at fremme borgernes deltagelse i det demokratiske liv i overensstemmelse med artikel 11, stk. 4, TEU og artikel 24, stk. 1, TEUF samt formålene med forordning nr. 211/2011.

49      Henset til ovenstående betragtninger, og uden at det er nødvendigt at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen i den anfægtede afgørelse ligeledes burde have præciseret, hvilket stykke i artikel 215 TEUF der fandt anvendelse på den foranstaltning, der var omhandlet i forslaget til europæisk borgerinitiativ, skal det konkluderes, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger, der gør det muligt for sagsøgerne at få kendskab til grundlaget for afslaget på at registrere forslaget til europæisk borgerinitiativ og muligt for Retten at udøve sin prøvelsesret med hensyn til lovligheden af dette afslag. Følgelig opfylder denne afgørelse ikke begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF og artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 211/2011.

50      Det følger heraf, at det andet anbringende skal tiltrædes, og at den anfægtede afgørelse skal annulleres, uden at det er fornødent at undersøge de øvrige anbringender, som sagsøgerne har påberåbt sig.

 Sagsomkostninger

51      Ifølge artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, pålægges det den at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgernes påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tiende Udvidede Afdeling):

1)      Kommissionens afgørelse (EU) 2019/1567 af 4. september 2019 om forslaget til borgerinitiativ »Sikring af, at den fælles handelspolitik er i overensstemmelse med EU-traktaterne og overholder international ret« annulleres.

2)      Europa-Kommissionen betaler sagsomkostningerne.

Papasavvas

Kornezov

Buttigieg

Kowalik-Bańczyk

 

      Hesse

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. maj 2021.

Underskrifter


*      Processprog: fransk.


1 –      Listen over de øvrige sagsøgere er kun vedlagt den version, der meddeles parterne.