Sag anlagt den 3. marts 2010 - Tyskland mod Kommissionen

(Sag T-104/10)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Forbundsrepublikken Tyskland (ved J. Möller og Rechtsanwalt C. von Donat)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning K(2009)10561 af 18. december 2009 om nedsættelse af det ved Kommissionens beslutning K(95)2529 af 27. november 1995 og senest ved beslutning K(1999)3557 af 15. november 1999 tildelte bidrag fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) til RESIDER-II-Programmet i Saarland (1994-1999), Forbundsrepublikken Tyskland, annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har ved den anfægtede beslutning nedsat det samlede bidrag, som EFRU har tildelt fællesskabsinitiativet RESIDER II SAARLAND (1994-1999) i Forbundsrepublikken Tyskland.

Til støtte for søgsmålet gør sagsøgeren fem anbringender gældende.

For det første har sagsøgeren anført, at der ikke er noget retsgrundlag for den fastsatte beregning og ekstrapolering af finansielle korrektioner for perioden 1994-1999.

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 24, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 4253/88 ¹, da betingelserne for nedsættelse ikke forelå. Sagsøgeren har hertil nærmere bestemt anført, at Kommissionen har anlagt en urigtig fortolkning af begrebet "uregelmæssighed". Hertil kommer, at Kommissionen ikke har fastslået, at de nationale myndigheder, der varetager administrationen af strukturfondene, har tilsidesat deres forpligtelser i henhold til artikel 23 i forordning nr. 4253/88. Der kan ikke være tale om systematiske uregelmæssigheder, da der mangler en tilstrækkelig angivelse af det kritiserede administrations- og kontrolsystem. Kommissionens påpegning af, at der er begået systematiske uregelmæssigheder i forbindelse med administrationen og kontrollen af fondene, bygger ifølge sagsøgeren på urigtige konstateringer vedrørende de faktiske omstændigheder. Sagsøgeren har også anført, at væsentlige dele af sagens faktiske omstændigheder ikke er korrekt fastlagt, og at Kommissionen har tillagt dem en forkert betydning.

For det tredje har sagsøgeren subsidiært anført, at de nedsættelser, der er foretaget i den anfægtede beslutning, er uforholdsmæssige. I denne forbindelse anføres, at Kommissionen ikke har udøvet sin skønsbeføjelse i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 4253/88. Den anvendte fastsatte beregning er endvidere mere vidtgående end, hvad der er påkrævet af hensyn til den (potentielle) risiko for, at fællesskabsbudgettet påføres tab. Ifølge sagsøgeren var de anvendte korrektursatser desuden blevet kumuleret, uden at resultatet i hvert enkelt tilfælde var efterprøvet i medfør af proportionalitetsprincippet. Sagsøgeren er også af den opfattelse, at den foretagne ekstrapolering af fejl er uforholdsmæssig, da konkrete fejl ikke kan overføres på en uensartet helhed.

For det fjerde har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede beslutning er utilstrækkeligt begrundet. Sagsøgeren har herved anført, at det af den anfægtede beslutning ikke fremgår, hvorledes og på hvilken baggrund størrelsen af den faste nedsættelse er beregnet. Kommissionen kan endvidere ikke anes for i tilstrækkeligt omfang at have taget hensyn til de tyske myndigheders vurdering. Derudover har Kommissionen ikke taget hensyn til de konstaterede mangler ved den eksterne revisorers kontrol, da den fastlagde ansvaret.

Endelig har sagsøgeren for det femte anført, at sagsøgte har tilsidesat partnerskabsprincippet, idet den hovedsageligt lagde "data vedrørende udgifternes støtteberettigelse" til grund, der imidlertid først blev oprettet i den indeværende støtteperiode. I den anfægtede beslutning har Kommissionen endvidere anført, at der forekommer systematiske fejl og mangler ved administrationen og kontrollen til trods for, at den under støtteperioden bekræftede, at denne ordning fungerede.

____________

¹ - Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19.12.1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1).