Language of document :

Appel iværksat den 7. februar 2022 af Jean-François Jalkh til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 1. december 2021 i sag T-230/21, Jalkh mod Parlamentet

(Sag C-82/22 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Jean-François Jalkh (ved avocat F. Wagner)

Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den Europæiske Unions Rets dom af 1. december 2021 i sag T-230/21, Jalkh mod Parlamentet, ophæves.

Europa-Parlamentets afgørelse P9_TA(2021)0092 af 25. marts 2021 om anmodning om ophævelse af appellantens immunitet [2020/2110 (IMM)] annulleres.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat tre anbringender.

Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af reglen om, at forvaltningsretlige og civilretlige procedurer skal udsættes indtil straffesagens afslutning. Appellanten har anført, at Retten anlagde et åbenbart urigtigt skøn, der indebar, at den i forbindelse med bedømmelsen ikke tog hensyn til gældende EU-retlige bestemmelser og til retspraksis i en af Unionens medlemsstater, som kunne og skulle tillægges vægt i appellantens situation med henblik på at udsætte proceduren om ophævelse af hans immunitet, henset til den klage mod X med anmodning om civilretlig partsstilling, der blev indgivet den 15. december 2020 til undersøgelsesdommeren i Bruxelles, vedrørende dokumentfalsk og brug af falske dokumenter.

Det andet anbringende vedrører en åbenbar urigtig anvendelse af EU-retten, idet Retten ikke tog hensyn til, at Europa-Parlamentet gennem JURI-udvalget tilsidesatte artikel 7 i meddelelse 0011/2019 af 19. november 2019.     

Efter appellantens opfattelse foretog Retten en åbenbar urigtig anvendelse af EU-retten og de generelle principper heri, såsom princippet om ligebehandling og princippet om god forvaltning, der har betydning for sagen, idet appellanten har anført, at den håndskrevne tilføjelse »høj opmærksomhed«, der er anført ud for den maskinskrevne høflighedsformulering i justitsministerens skrivelse af 16. juni 2020, skal anses som udtryk for den franske regerings ønske om at anvende den omhandlede retslige procedure i den politiske debat, hvilket således udgør fumus persecutionnis.

Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 9 i protokollen om immuniteter. Appellanten har anført, at Retten har anerkendt, at de omstændigheder, som han foreholdes, dvs. hans brug af budgettet for udgifter til parlamentariske assistenter, er omfattet af den i protokollens artikel 9 fastsatte immunitet, men at den kun har anvendt en generel formulering med henblik på at forkaste klagepunktet uden at angive en begrundelse.

____________