Language of document : ECLI:EU:T:2008:586

Sag T-462/04

HEG Ltd og Graphite India Ltd

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles handelspolitik – antidumpingtold – udligningstold – import af visse grafitelektrodesystemer med oprindelse i Indien – ret til forsvar – ligebehandling – konstatering af skade – årsagsforbindelse«

Sammendrag af dom

1.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – undersøgelse – indledning af undersøgelse om import af visse varer

(Aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, »antidumpingkodeksen« af 1994, art. 9, stk. 2; Rådets forordning nr. 384/96, art. 5, stk. 6, og art. 9, stk. 5)

2.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til forsvar – rækkevidde

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 5, stk. 10)

3.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping eller subsidier fra tredjelande – fastsættelse af antidumpingtold og udligningstold – udvidelse af Fællesskabet, der ligger senere end undersøgelsesperioden

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 6, stk. 1, og art. 11 samt forordning nr. 2026/97, art. 11, stk. 1, og art. 18)

4.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod tredjelandes praksis med subsidier – subsidier – begreb

[Rådets forordning nr. 2026/97, art. 2, stk. 1, litra a), nr. ii), og art. 5 samt bilag I-III]

5.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping eller subsidier fra tredjelande – skade – institutionernes skønsbeføjelser

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, og forordning nr. 2026/97, art. 8)

6.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping eller subsidier fra tredjelande – skade – godtgørelse af årsagsforbindelse

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 2, 3 og 7, og forordning nr. 2026/97, art. 8, stk. 2, 3 og 7)

7.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping eller subsidier fra tredjelande – skade – årsagsforbindelse

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 2, 3 og 7, og forordning nr. 2026/97, art. 8, stk. 2, 3 og 7)

1.      Selv hvis det forudsættes, at Kommissionen kun indleder en antidumpingprocedure mod visse former for import af et bestemt produkt, selv om der foreligger indicier til berettigelse af, at anden import af det samme produkt ligeledes undersøges, kan en sådan forskellig behandling ikke udgøre en tilsidesættelse af hverken artikel 9, stk. 5, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96, af artikel 9, stk. 2, i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (»antidumpingkodeksen af 1994«) eller af det almindelige princip om ligebehandling.

Dels henhører en sådan angivelig forskelsbehandling af import, der har været genstand for antidumpingtold, og import, der ikke har været genstand for en undersøgelse, således ikke under anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 5, i forordning nr. 384/96, som indeholder et forbud mod forskelsbehandling af import, der har været genstand for antidumpingtold for import af den samme vare, eller artikel 9, stk. 2, i antidumpingkodeksen af 1994, der forbyder forskelsbehandling i forbindelse med opkrævning af antidumpingtold, der er pålagt en vare, afhængigt af, hvor den berørte import hidrører fra. Dels finder det almindelige ligebehandlingsprincip heller ikke anvendelse på den foreliggende sag, da dette princip må ses i sammenhæng med overholdelsen af legalitetsprincippet, hvorefter ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre.

(jf. præmis 36, 38-40 og 42)

2.      I henhold til princippet om retten til forsvar skal de virksomheder, der er omfattet af en undersøgelsesprocedure forud for vedtagelsen af en antidumpingforordning, have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsætte deres bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændigheder samt vedrørende de beviser, hvorpå Kommissionen støtter sin påstand om, at der foreligger dumping og en deraf følgende skade.

En virksomhed, der er berørt af en sådan procedure, kan ikke påberåbe sig en tilsidesættelse af dens ret til forsvar som en konsekvens af, at dele af bevismaterialet i den fortrolige version af klagen om indledning af den pågældende procedure ikke er gengivet i den ikke-fortrolige version, som var blevet meddelt virksomheden, såfremt – idet den ikke først gjorde Kommissionen, dernæst Rådet tilstrækkeligt opmærksom herpå – den ikke har sørget for, at disse institutioner er i stand til at bedømme de problemer, der vil kunne opstå for den.

(jf. præmis 45-47 og 49)

3.      Det er sammensætningen af Fællesskabet på tidspunktet for vedtagelsen af de respektive forordninger, der skal tages hensyn til, når midlertidig eller endelig antidumping- og udligningstold fastsættes. Den pågældende told udgør således ikke en sanktion mod en tidligere adfærd, men en foranstaltning til forsvar og beskyttelse mod illoyal konkurrence som følge af dumpingpraksis og subsidier. Hertil kommer, at konstateringen af, om der foreligger en skade, i henhold til artikel 3, stk. 2, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 og artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 2026/97 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, skal baseres på positivt bevismateriale og indebærer en objektiv undersøgelse dels af omfanget af dumpingimporten eller subsidierne og deres indvirkning på prisen på lignende varer på Fællesskabets marked, dels af denne imports virkninger for den pågældende EF-erhvervsgren. Heraf følger, at når en udvidelse af Fællesskabet er sket efter undersøgelsesperioden, og de oplysninger, Kommissionen fik i løbet af denne periode, ikke blev indhentet under hensyntagen til udvidelsen og således kun vedrørte et Fællesskab bestående af det oprindelige antal medlemsstater, påhviler det Kommissionen i forbindelse med vedtagelsen af de midlertidige forordninger, og i givet fald Rådet i forbindelse med vedtagelsen af de endelige forordninger, at efterprøve, om disse oplysninger tillige var relevante med hensyn til et udvidet Fællesskab.

Hverken forbuddet i artikel 6, stk. 1, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 og artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 2026/97 mod at tage normalt hensyn til oplysninger, der ligger efter undersøgelsesperioden, eller muligheden for en fornyet undersøgelse af foranstaltningerne, kan under nogen omstændigheder undtage institutionerne fra en sådan forpligtelse. Denne periode og dette forbud med undtagelser har således dels til formål at garantere, at undersøgelsesresultaterne er repræsentative og pålidelige, idet de forhold, der ligger til grund for konstateringen af, om der foreligger dumping eller støtte og skade, ikke påvirkes af de pågældende producenters adfærd efter indledningen af en antidumpingprocedure, således at den endelige told, der pålægges efter afslutningen af proceduren, er egnet til effektivt at afhjælpe dumpingimportens skadelige virkninger. Dels kan alene det forhold, at der er mulighed for en sådan fornyet undersøgelse, der afhænger af Kommissionens skøn og finder sted efter vedtagelsen af forordningerne, på ingen måde udgøre en tilstrækkelig hensyntagen til virkningerne af udvidelsen.

(jf. præmis 63-67 og 71)

4.      Med hensyn til den særligt klare ordlyd af artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 2026/97 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, som ikke anser fritagelse af en eksportvare for afgifter eller skatter, som påhviler samme vare, når den er bestemt til indenlandsk forbrug, eller tilbagebetaling af sådanne afgifter eller skatter med beløb, som ikke overstiger dem, der er pålignet varerne, forudsat at en sådan fritagelse indrømmes i henhold til forordningens bilag I-III, for at være omfattet af subsidiebegrebet, er disse bilag ikke blot retningslinjer for afgørelsen af, om der foreligger garantier mod muligheden for en for stor godtgørelse, men indeholder regler, som nødvendigvis skal overholdes, for at en godtgørelse eller fritagelse fra tolden ikke kvalificeres som subsidier. Desuden følger det af opbygningen af denne artikel, at fravigelsen med hensyn til fritagelser eller godtgørelser af told er en undtagelse fra princippet om, at en opgivelse eller undladelse af at opkræve statsindtægter, som normalt opkræves, udgør subsidier. Bestemmelsen skal derfor fortolkes strengt.

Følgelig, i mangel af overholdelse af bestemmelserne i bilag I-III til forordning nr. 2026/97, består den udligningsberettigede fordel af hele den afgift eller skat, der normalt er skyldig. At subsidier kun udgøres af de overskydende opkrævninger, forudsætter nemlig, at toldgodtgørelses- eller -fritagelsesordningen er forenelig med artikel 2, stk. 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 2026/97, og følgelig med bilag I-III hertil, da eksportørerne kun har ret til at få godtgjort afgift eller skat af råmaterialer anvendt i eksporterede varer, hvis de overholder de pågældende bestemmelser.

Med hensyn til de kriterier, der fremgår af bilag II og III til den pågældende forordning, er formålet med dem at kontrollere, at den godtgørelsesordning, der findes i eksportlandet, gør det muligt at kontrollere det reelle forbrug af råmaterialer eller erstatningsmaterialer. Det første kriterium vedrører den situation, hvor der foreligger en ordning eller procedure, der gør det muligt at foretage en sådan kontrol. Det andet kriterium, som kun finder anvendelse subsidiært, såfremt en sådan procedure eller en sådan ordning ikke foreligger, eller som er mangelfuld, kræver, at eksportlandet foretager en yderligere undersøgelse på grundlag af de faktiske materialer, der forbruges, eller af de faktiske transaktioner. I den forbindelse skal Kommissionen kun fastslå, om de offentlige myndigheder i eksportlandet har indført og anvender en kontrolordning eller en kontrolprocedure. Den er på ingen måde forpligtet til at foretage en undersøgelse med henblik på kontrol af den praktiske funktion af en sådan procedure eller en sådan ordning. Derimod påhviler det eksportlandet, og ikke Fællesskabet, i mangel af en passende kontrolordning eller kontrolprocedure at foretage en fornyet undersøgelse på grundlag af de berørte faktiske råmaterialer og reelle transaktioner.

Den omstændighed, at disse bilag anvender adverbiet »normalt« for at henvise til de handlinger, som Kommissionen skal foretage ved undersøgelsen af en godtgørelsesordning, indebærer, at institutionerne eventuelt kan anvende andre kriterier, men giver dem ikke adgang til at lægge manglen på opfyldelsen af de fastsatte kriterier til grund for at fastslå, at en godtgørelsesordning for råmaterialer eller erstatningsmaterialer ikke er tilladt.

(jf. præmis 89-92, 98, 103 og 106)

5.      Spørgsmålet, om en EF-erhvervsgren har lidt skade, og om denne skade kan tilskrives dumpingimport eller subsidieret import, samt om, hvorvidt import med oprindelse i et andet land, eller generelt, om andre kendte faktorer har bidraget til den skade, EF-erhvervsgrenen har lidt, forudsætter en vurdering af komplicerede økonomiske forhold, i forbindelse med hvilken institutionerne har et vidt skøn. Fællesskabets retsinstansers prøvelse må derfor begrænses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, eller om der er begået magtfordrejning.

(jf. præmis 120)

6.      I henhold til artikel 3, stk. 2 og 3, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 og artikel 8, stk. 2 og 3, i forordning nr. 2026/97 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, afhænger fastsættelsen af skaden bl.a. af forøgelsen af importen, udviklingen af priserne på Fællesskabets marked samt udviklingen i EF-erhvervsgrenens rentabilitet. Det er således væsentligt, at de indicier, institutionerne lægger til grund, svarer til de almindelige markedsvilkår.

Rådet og Kommissionen er ved fastsættelsen af skaden forpligtet til at undersøge, om den skade, de ønsker at gøre gældende, rent faktisk skyldes dumpingimport eller støtte, og til at se bort fra enhver skade, der skyldes andre faktorer, herunder især den skade, der eventuelt må tilskrives fællesskabsproducenternes egen adfærd, eller import af den berørte vare fra tredjelande. Institutionerne har pligt til at bedømme virkningerne af andre kendte faktorer, ikke kun i forbindelse med analysen af årsagsforbindelsen mellem disse faktorer og den skade, EF-erhvervsgrenen har lidt, men også i forbindelse med konstateringen af denne sidstnævntes skade.

(jf. præmis 121, 135 og 146)

7.      I forbindelse med antidumping- eller antisubsidieprocedurer er valget af beregningsmetoden for, i hvilket omfang skaden er afhjulpet, baseret på det frie skøn, institutionerne har i forbindelse med konstateringen af den skade, EF-erhvervsgrenen har lidt, og er begrundet i de deraf følgende komplekse økonomiske skøn. Anvendelsen af en beregningsmetode, der er baseret på den fortjenstmargen, EF-erhvervsgrenen kunne have opnået, såfremt der ikke forelå illoyal praksis, frem for en beregningsmetode, der blot er baseret på prisunderbud, er ikke behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

Det er vigtigt, at den fortjenstmargen, Rådet lægger til grund ved beregningen af den indikativpris, der kan afhjælpe den omhandlede skade, begrænses til den fortjenstmargen, EF-erhvervsgrenen med rimelighed kan påregne under normale konkurrencevilkår uden dumpingimport eller subsidier.

(jf. præmis 161 og 162)