RETTENS DOM (Femte Udvidede Afdeling)
11. februar 1999 (1)
»Statsstøtte - luftfart - skattemæssig foranstaltning - annullationssøgsmål -
afvisning«
I sag T-86/96,
Arbeitsgemeinschaft Deutscher Luftfahrt-Unternehmen, Bonn, en sammenslutning
bestående af følgende medlemmer:
- Aero Lloyd Flugreisen GmbH & Co. Luftverkehrs-KG, Oberursel
(Tyskland)
- Air Berlin GmbH & Co. Luftverkehrs KG, Berlin
- Condor Flugdienst GmbH, Kelsterbach (Tyskland)
- Germania Fluggesellschaft mbH, Berlin
- Hapag-Lloyd Fluggesellschaft mbH, Langenhagen (Tyskland)
- LTU Lufttransport Unternehmen GmbH & Co. KG, Düsseldorf (Tyskland)
og
Hapag-Lloyd Fluggesellschaft mbH, Langenhagen, på egne vegne,
ved advokat Gerrit Schohe, Hamburg, og med valgt adresse i Luxembourg hos
advokat Marc Baden, 34 b, rue Philippe II,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Anders Jessen og Paul
Nemitz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, bistået af
advokaterne Hans-Jürgen Rabe og Georg M. Berrisch, Hamburg og Bruxelles, og
med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens
Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning 96/369/EF af 13.
marts 1996 om skattemæssige afskrivningsfordele for tyske selskaber (EFT L 146,
s. 42),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Femte Udvidede Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J.D. Cooke, og dommerne R. García-Valdecasas, P. Lindh, J. Pirrung og M. Vilaras,
justitssekretær: fuldmægtig J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 29.
oktober 1998,
afsagt følgende
Dom
- 1.
- I 1965 indførte Forbundsrepublikken Tyskland § 82f i Einkommensteuer-Durchführungsverordnung (bekendtgørelse om gennemførelse af
indkomstbeskatningen, herefter »EStDV«) i den tyske skattelovgivning. Ved denne
bestemmelse indførtes for en bestemt periode regler om ekstraordinære
afskrivninger på anskaffelsesomkostningerne for bestemte kategorier af handels- og
fiskeriskibe og luftfartøjer.
- 2.
- Ifølge disse regler havde erhvervsdrivende, der købte et nyt luftfartøj, mulighed for
i året efter anskaffelsen og de følgende fire år at foretage ekstraordinære
afskrivninger på højst 30% af de samlede anskaffelsesomkostninger. Dette
ekstraordinære afskrivningsbeløb kunne fordeles efter eget valg over de fem første
år. Efter denne periode skulle saldoen på anskaffelsesomkostningerne afskrives
lineært. De luftfartøjer, der var omfattet af bestemmelsen, var luftfartøjer, der var
indregistreret i Tyskland og blev anvendt til erhvervsmæssig international transport
af varer eller personer eller til anden servicevirksomhed i udlandet.
- 3.
- I 1986 forlængede de tyske myndigheder gyldighedsperioden for § 82f i EStDV
indtil den 31. december 1994.
- 4.
- Den 21. april 1993 meddelte Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 93,
stk. 1, den tyske regering, at afskrivningsordningen udgjorde en eksisterende støtte,
der var uforenelig med traktatens artikel 92 (EFT C 289, s. 2). Den opfordrede den
tyske regering til at ophæve ordningen inden for den civile luftfartssektor senest
den 1. januar 1994. Denne sag blev registreret under nummer E 4/93.
- 5.
- Ved skrivelse af 8. september 1993 meddelte den tyske regering Kommissionen, at
den agtede at forlænge gyldigheden af § 82f i EStDV fra den 1. januar 1995 til den
31. december 1999. Denne forlængelse blev gennemført den 13. september 1993
ved Standortsicherungsgesetz (lov om forbedring af de skattemæssige vilkår med
henblik på at sikre, at Tyskland fortsat er et attraktivt etableringssted inden for det
indre marked for virksomheder, Bundesgesetzblatt I, s. 1569). Forlængelsen skulle
imidlertid først træde i kraft, når Kommissionens godkendelse forelå (lovens artikel
20, stk. 2).
- 6.
- Kommissionen fandt, at den tyske regerings skrivelse af 8. september 1993 udgjorde
en underretning om en ny støtteforanstaltning i henhold til traktatens artikel 93, stk.
3, og registrerede denne under nr. N 640/93.
- 7.
- Den 8. december 1993 besluttede Kommissionen at indlede proceduren i henhold
til traktatens artikel 93, stk. 2, i de to sager E 4/93 og N 640/93. Ved en meddelelse
offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 19. januar 1994 opfordrede
den de øvrige medlemsstater og interesserede parter til at fremsætte deres
bemærkninger om de pågældende foranstaltninger (EFT C 16, s. 3).
- 8.
- Den 29. november 1995 vedtog Kommissionen beslutning K(95) 3319 endelig udg.
om skattemæssige afskrivningsfordele for tyske selskaber (herefter »beslutning K
3319«). Denne beslutning forbød nærmere bestemt Tyskland at forlænge
gyldighedsperioden for § 82f i EStDV fra den 1. januar 1995 til den 31. december
1999.
- 9.
- Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 28. februar 1996 og
registreret under sagsnr. T-25/96 anlagde sagsøgerne sag med påstand om
annullation af beslutning K 3319.
- 10.
- Den 13. marts 1996 vedtog Kommissionen beslutning 96/369/EF om skattemæssige
afskrivningsfordele for tyske selskaber (EFT L 146, s. 42, herefter »den omtvistede
beslutning«).
- 11.
- Det anføres i sidste betragtning til denne beslutning, at beslutning K 3319 »[bør]
trækkes tilbage, idet den tyske version af den pågældende beslutning, som
indholdsmæssigt er identisk med nærværende beslutning, indeholdt mange
skrivefejl«.
- 12.
- Beslutningens dispositive del har følgende ordlyd:
»Artikel 1
Forlængelsen fra den 1. januar 1995 til den 31. december 1999 af § 82f-ordningen
i den tyske skattelovgivning (Einkommensteuerdurchführungsverordnung),
hvorved der indføres en ekstraordinær afskrivningsordning til fordel for luftfartøjer,
udgør en statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet efter EF-traktatens
artikel 92 og EØS-aftalens artikel 61.
Artikel 2
Tyskland skal ophæve den i artikel 1 nævnte støtteforanstaltning med virkning fra
den 1. januar 1995.
...
Artikel 4
Proceduren angående den fortsatte beståen frem til den 31. december 1994 af de
bestemmelser i den tyske skattelov, som er nævnt i artikel 1, afsluttes.
Artikel 5
Kommissionens beslutning [K 3319] tilbagekaldes.
Artikel 6
Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.«
- 13.
- Ved kendelse af 14. marts 1997 i sag T-25/96, Arbeitsgemeinschaft Deutscher
Luftfahrt-Unternehmen og Hapag-Lloyd mod Kommissionen (Sml. II, s. 363)
udtalte Retten, at genstanden for sagen om prøvelse af beslutning K 3319 var
bortfaldet som følge af vedtagelsen af den omtvistede beslutning, og at det derfor
ikke længere var fornødent at træffe afgørelse i sagen.
Retsforhandlinger og parternes påstande
- 14.
- Ved stævning indgivet til Rettens Justitskontor den 31. maj 1996 har sagsøgerne
anlagt nærværende sag.
- 15.
- Ved særskilt dokument indleveret den 16. september 1996 har Kommissionen
nedlagt påstand om afvisning i medfør af procesreglementets artikel 114.
Sagsøgerne har fremsat deres bemærkninger til denne påstand den 15. november
1996.
- 16.
- Ved kendelse af 8. juli 1997 har Retten udskudt afgørelsen af denne påstand til
afgørelse i forbindelse med sagens realitet.
- 17.
- Ved særskilt dokument indleveret den 10. december 1997 fremsatte sagsøgerne en
begæring om foreløbige forholdsregler. Ved kendelse afsagt af formanden for
Rettens Fjerde Udvidede Afdeling den 2. april 1998 i sag T-86/96 R,
Arbeitsgemeinschaft Deutscher Luftfahrt-Unternehmen og Hapag-Lloyd mod
Kommissionen (Sml. II, s. 641) blev denne begæring ikke taget til følge.
- 18.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Udvidede
Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående
bevisoptagelse. Retten har dog ved skrivelse af 1. oktober 1998 anmodet parterne
om at fremlægge bestemte dokumenter og at besvare en række spørgsmål.
Sagsøgerne og Kommissionen har efterkommet denne anmodning inden for de
fastsatte frister.
- 19.
- Parterne har i retsmødet den 29. oktober 1998 afgivet deres mundtlige indlæg og
besvaret de af Retten stillede spørgsmål.
- 20.
- Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
- Sagen antages til realitetsbehandling
- Den omtvistede beslutning annulleres, for så vidt den omhandler
forlængelsen af gyldighedsperioden for § 82f i EStDV fra den 1. januar 1995
til den 31. december 1999.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 21.
- Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- Afvisning.
- Subsidiært frifindelse.
- Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Formaliteten
Parternes argumenter
- 22.
- Kommissionen har nedlagt påstand om afvisning med den begrundelse, at
sagsøgerne ikke er individuelt berørt af den omtvistede beslutning i den forstand,
hvori udtrykket anvendes i traktatens artikel 173, stk. 4.
- 23.
- Retten har i dom af 5. juni 1996 i sag T-398/94, Kahn Scheepvaart mod
Kommissionen (Sml. II, s. 477, præmis 39) udtalt, at § 82f i EStDV udgjorde en
generel beskatningsregel. Den omtvistede beslutning vedrører imidlertid netop
denne bestemmelse. Som følge heraf udgør den en generel foranstaltning, der ikke
i sig selv kan berøre andre personer individuelt end dens adressat, Tyskland.
- 24.
- Sagsøgerne kan endvidere ikke være ramt af beslutningen på grund af visse
egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der
adskiller dem fra alle andre (Domstolens dom af 15.6.1963, sag 25/62, Plaumann
mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, på s. 414; org. ref. Rec. s. 197, på s.
223.
- 25.
- Ifølge sagsøgerne må der sondres mellem Arbeitsgemeinschaft Deutscher Luftfahrt-Unternehmen's (herefter »ADL«) og Hapag-Lloyd Fluggesellschaft mbH's
(herefter »HFL«) søgsmålskompetence.
- 26.
- For så vidt angår ADL er den omstændighed, at den omtvistede beslutning udgør
en generel foranstaltning, uden betydning. Et søgsmål, der anlægges af en
sammenslutning vedrørende statsstøtte, kan antages til realitetsbehandling alene
betinget af, at sammenslutningens forhold er påvirket af den anfægtede beslutning,
idet den er Kommissionens forhandlingspartner (Domstolens domme af 2.2.1988,
forenede sager 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, Sml.
s. 219, og af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s.
1125).
- 27.
- ADL's egenskab af forhandlingspartner kan bekræftes af følgende forhold:
- Sammenslutningens opgave er at repræsentere og at varetage alle private,
tyske flyselskabers interesser
- Dens egenskab af interesseret part i den forstand, hvori udtrykket anvendes
i traktatens artikel 93, stk. 2, i henhold til hvilken bestemmelse
Kommissionen var forpligtet til at give ADL adgang til at deltage i den
procedure, der er foreskrevet ved bestemmelsen (Domstolens domme af
19.5.1993, sag C-198/91, Cook mod Kommissionen, Sml. I, s. 2487, og af
15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3202).
- Det forhold, at ADL udtrykkeligt havde fået fuldmagt fra sine medlemmer
til at varetage deres interesser i forbindelse med den nævnte procedure, og
at ADL har været ansvarlig over for dem for resultatet af forhandlingerne
med Kommissionen.
- ADL's aktive deltagelse i den nævnte procedure ved indgivelse af skriftlige
bemærkninger den 18. februar 1994 og den 19. marts 1994, indgivelse af en
sagkyndig rapport udarbejdet i marts 1994 af selskabet Price Waterhouse,
sammenslutningens deltagelse i et møde den 30. marts 1995 om den
foreløbige sagkyndige rapport i februar 1995 udarbejdet af selskabet Jet
Finance og opretholdelsen af uformel kontakt med Generaldirektoratet for
Transport og det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig fortransportområdet.
- ADL's egenskab af forhandlingspartner med en særlig rolle i forhold til den
tyske regering og navnlig Transportministeriet. ADL har således deltaget i
flere møder, hvor sammenslutningen under overværelse af repræsentanter
for de forskellige kompetente forbundsministerier har interveneret til fordel
for en forlængelse af § 82f i EStDV.
- 28.
- ADL har anført, at de faglige sammenslutninger endvidere spiller en særlig rolle
i forbindelse med proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2. De er bedre
end deres medlemmer i stand til at forelægge branchens sag og interesser for
Kommissionen (generaladvokat Sir Gordon Slynn's forslag til afgørelse i sagen Van
der Kooy m.fl. mod Kommissionen, a.st., s. 246). Når Kommissionen som afslutning
på denne procedure vedtager en bebyrdende beslutning, må disse
sammenslutningers særlige rolle, følgelig komme til konkret udtryk i en mulighed
for at anlægge en sag mod den nævnte beslutning.
- 29.
- Det fremgår af disse omstændigheder, at ADL's forhold er påvirket af den
omtvistede beslutning, idet den er Kommissionens forhandlingspartner. Heraf
følger, at dens søgsmål kan tages til realitetsbehandling.
- 30.
- Da der er tale om et fælles søgsmål, er det ifølge fast retspraksis ikke nødvendigt
at undersøge, om HLF har søgsmålskompetence (jf. dommen i sagen CIRFS m.fl.
mod Kommissionen, a.st., præmis 31).
- 31.
- Såfremt Retten måtte finde, at ADL's søgsmål må afvises, har sagsøgerne
subsidiært gjort gældende, at HLF er umiddelbart og individuelt berørt af den
omtvistede beslutning.
- 32.
- HLF er umiddelbart berørt. For det første indgår selskabet blandt de virksomheder,
der kan benytte den ordning, der er fastsat i § 82f i EStDV, hvis forlængelse er
forbudt ved den omtvistede beslutning (Domstolens dom af 17.9.1980, sag 730/79,
Philip Morris mod Kommissionen, Sml. 2671, præmis 5). For det andet råder
Tyskland ikke over noget skøn ved gennemførelsen af beslutningen (generaladvokat
VerLoren van Themaat's forslag til afgørelse i sag 11/82, Piraiki-Patraiki mod
Kommissionen, Domstolens dom af 17.1.1985, Sml. s. 207, på s. 216 og 217).
- 33.
- HLF er individuelt berørt. Selv om den omtvistede beslutning er en generel
foranstaltning, er HLF i en position, der af fire grunde adskiller selskabet fra alle
andre (jf. Domstolens dom i sagen Plaumann mod Kommissionen, a.st., s. 223, og
af 18.5.1994, sag C-309/89, Cordoniu mod Rådet, Sml. I, s. 1853, præmis 19).
- 34.
- For det første finder § 82f i EStDV umiddelbart anvendelse på HLF, uden at det
er nødvendigt at træffe nogen foranstaltninger på nationalt plan. Muligheden for
at benytte den ekstraordinære afskrivningsordning, der er fastsat ved denne
bestemmelse, udgør således en umiddelbar, ubetinget og individuel fordel for HLF.
Imidlertid er virkningen af den omtvistede beslutning, at denne fordel fratages
selskabet fra 1. januar 1995. Beslutningen udgør således for selskabet en individuel
foranstaltning. Som omfattet af den ordning, der er forbudt ved den omtvistede
beslutning, har HLF derfor ret til at anlægge søgsmål, selv om beslutningen er
rettet til Tyskland (Domstolens dom i sagen Philip Morris mod Kommissionen, a.st.,
præmis 5, og af 9.3.1994, sag C-188/92, TWD Textilwerke Deggendorf, Sml. I, s.
833, præmis 14).
- 35.
- For det andet er HLF som interesseret part i henhold til traktatens artikel 93, stk.
2, tillagt sådanne processuelle garantier, at selskabet har ret til at deltage i den
procedure, der er fastsat i den nævnte bestemmelse, og til at fremsætte sine
bemærkninger over for Kommissionen (Domstolens dom af 14.11.1984, sag 323/82,
Intermills mod Kommissionen, Sml. s. 3809, præmis 16, dommen i sagen Cook mod
Kommissionen, a.st., præmis 24, og i sagen Matra mod Kommissionen, a.st., præmis
18). Alene denne omstændighed giver den mulighed for at anlægge et søgsmål til
prøvelse af dels, om dets processuelle garantier er blevet iagttaget, dels om den
omtvistede beslutning er i strid med fællesskabsretten (Domstolens dom af
28.1.1986, sag 169/84, Cofaz m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 391, præmis 23, og
kendelse afsagt af Rettens præsidents den 15.12.1992, sag T-96/92 R, CCE de la
Société Générale des Grandes Sources m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2579,
præmis 33, og af 2.4.1993, sag T-12/93 R, CCE de Vittel og CE Pierval mod
Kommissionen, Sml. II, s. 449, præmis 22). Det er således uden betydning, om HLF
har deltaget i proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2 (Rettens domme
af 27.4.1995, sag T-96/92, CCE de la Société Générale des Grandes Sources m.fl.
mod Kommissionen, Sml. II, s. 1213, præmis 36, og sag T-12/93, CCE de Vittel
m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1247, præmis 47, og af 11.7.1996, forenede
sager T-528/93, T-542/93, T-543/93 og T-546/93, Métropole Télévision m.fl. mod
Kommissionen, Sml. II, s. 649, præmis 62).
- 36.
- For det tredje har HLF under alle omstændigheder deltaget i proceduren i henhold
til traktatens artikel 93, stk. 2, i overensstemmelse med de kriterier, der er opstillet
i dommen i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen (a.st., præmis 24 og 25). Sammen
med ADL har selskabet to gange fremsat skriftlige bemærkninger over for
Kommissionen, har indgivet en sagkyndig rapport udarbejdet af selskabet Price
Waterhouse og har opretholdt en tæt kontakt med Kommissionens tjenestegrene
(jf. ovenfor, præmis 27).
- 37.
- I denne forbindelse kan det ikke komme HLF til skade, at selskabet ikke var
initiativtager til den klage, der gav anledning til, at proceduren blev indledt
(dommen i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen, a.st., præmis 24 og 26). Selskabet
er som omfattet af den afskrivningsordning, der er fastsat i § 82f i EStDV,
interveneret i sagen til fordel for en forlængelse af gyldighedsperioden for denne
bestemmelse - og ikke imod en sådan. Ligeledes kan det ikke kræves, at selskabet
skal bevise, at dets stilling på markedet i væsentligt omfang er påvirket af den
omtvistede beslutning (dommen i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen, a.st.,
præmis 25). Dette kriterium er alene relevant, når det skal vurderes, hvorvidt et
søgsmål anlagt af en konkurrent til det selskab, der modtager den omtvistede støtte,
kan antages til realitetsbehandling (generaladvokat VerLoren van Themaat's forslag
til afgørelse i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen, a.st., s. 406).
- 38.
- For det fjerde afhænger HLF's retslige beskyttelse helt og aldeles af, at
nærværende søgsmål kan tages til realitetsbehandling. Såvel § 82f i EStDV som den
omtvistede beslutning gælder umiddelbart over for selskabet. Da det ikke er
nødvendigt at foretage nogen foranstaltninger på nationalt plan, kan HLF ikke
anlægge søgsmål ved en tysk ret og således opnå en vurdering af gyldigheden af
den omtvistede beslutning ved forelæggelse af et præjudicielt spørgsmål for
Domstolen i medfør af traktatens artikel 177 (Rettens dom af 22.10.1996, sag T-330/94, Salt Union mod Kommissionen, Sml. II, s. 1475, præmis 39, og af 7.11.1996,
sag T-298/94, Roquette Frères mod Rådet, Sml. II, s. 1531, præmis 45).
Rettens bemærkninger
- 39.
- Det skal først undersøges, hvorvidt HLF har søgsmålskompetence, og derefter
hvorvidt ADL har søgsmålskompetence.
Søgsmålskompetence for HLF
- 40.
- I henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, kan enhver juridisk eller fysisk person
anlægge sag til prøvelse af beslutninger, der retter sig til ham, samt over
beslutninger, som skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning
rettet til en anden person, berører ham umiddelbart og individuelt.
- 41.
- Spørgsmål om, hvorvidt HLF's søgsmål kan antages til realitetsbehandling,
afhænger således af, om den omtvistede beslutning, der er rettet til Tyskland,
berører selskabet umiddelbart og individuelt.
- 42.
- Det fremgår af fast retspraksis, at andre personer end en beslutnings adressater
kun vil kunne påstå, at de berøres individuelt som omhandlet i traktatens artikel
173, stk. 4, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er
særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle
andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten
(Domstolens dom i sagen Plaumann mod Kommissionen, a.st., s. 223, Rettens
kendelse af 9.8.1995, sag T-585/93, Greenpeace m.fl. mod Kommissionen, Sml. II,
s. 2205, præmis 48, stadfæstet ved Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-321/95 P,
Greenpeace Council m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1651, præmis 27 og 28, og
Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in
Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis 51, og dommen
i sagen Kahn Scheepvaart mod Kommissionen, a.st., præmis 37).
- 43.
- I den foreliggende sag kan det konstateres, at den omtvistede beslutning ved at
forbyde forlængelsen af gyldighedsperioden for § 82f i EStDV fra den 1. januar
1995 til den 31. december 1999 påvirker alle fysiske og juridiske personer, som
erhverver et nyt luftfartøj indregistreret i Tyskland til erhvervsmæssig international
transport af varer eller personer eller anden servicevirksomhed i udlandet. Disse
personer er især flyselskaberne, de erhvervsdrivende, som køber nye luftfartøjer
med henblik på at udbyde dem til leasing, samt de virksomheder, der tilbyder
individuelle ydelser inden for luftfart.
- 44.
- Parterne har i retsmødet gjort gældende, at den ekstraordinære afskrivning, der er
foreskrevet i § 82f i EStDV, kan anvendes af enhver person, der erhverver en andel
i en investeringsfond, hvis formue omfatter et eller flere luftfartøjer. Disse personer
er ligeledes påvirket af den omtvistede beslutning.
- 45.
- Da den omtvistede beslutning forbyder forlængelsen af gyldighedsperioden for
generelle beskatningsregler, fremstår den anfægtede beslutning, selv om den er
rettet til en medlemsstat, således i forhold til de personer, som de pågældende
regler eventuelt kan komme til gode, som en generel foranstaltning, der finder
anvendelse på objektivt afgrænsede situationer og har retsvirkninger for en gruppe
personer, der er bestemt generelt og abstrakt.
- 46.
- Som følge heraf kan HLF ikke gøre gældende, at den fordel, som den omtvistede
beslutning fratager selskabet, er individuel. Ved at forbyde forlængelsen af
gyldighedsperioden for § 82f i EStDV berører den omtvistede beslutning alene
HLF i selskabets objektive egenskab af potentiel bruger af den omtvistede
afskrivningsordning og i samme omfang som enhver anden erhvervsdrivende, der
- aktuelt eller potentielt - befinder sig i en tilsvarende situation (Domstolens dom
af 14.7.1983, sag 231/82, Spijker mod Kommissionen, Sml. s. 2559, præmis 9, i
sagen Piraiki-Patraiki mod Kommissionen, a.st., præmis 14, og i sagen Van der
Kooy m.fl. mod Kommissionen, a.st., præmis 15).
- 47.
- Det forhold, at HLF er interesseret part i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2,
kan ikke give selskabet søgsmålkompetence til prøvelse af den omtvistede
beslutning.
- 48.
- I forbindelse med proceduren i henhold til artikel 93 må der således sondres
mellem på den ene side den indledende fase af undersøgelsen af
støtteforanstaltninger i medfør af traktatens artikel 93, stk. 3 - der alene har til
formål at gøre det muligt for Kommissionen at danne sig en første opfattelse af, om
den pågældende støtte er delvis eller fuldt ud forenelig med fællesmarkedet - og
på den anden side undersøgelsesfasen i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2,
(Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og
Brink's France, Sml. I, s. 1719, præmis 38). Denne undersøgelsesfase sikrer, at de
berørte erhvervskredse høres, og gør det muligt for Kommissionen at opnå fuld
oplysning om alle sagens momenter (Domstolens dom af 12.7.1973, sag 70/72,
Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 813, præmis 19, af 20.3.1984, sag 84/82,
Tyskland mod Kommissionen, Sml. s. 1451, præmis 13, og i sagen Kommissionen
mod Sytraval og Brink's France, a.st, præmis 38, og Rettens dom af 15.9.1998,
forenede sager T-126/96 og T-127/96, BFM og EFIM mod Kommissionen, endnu
ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 45). Dette er årsagen til, at traktatens
artikel 93, stk. 2, fastsætter en forpligtelse for Kommissionen til at opfordre de
interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger (dommen i sagen
Tyskland mod Kommissionen, a.st., præmis 13, i sagen Cook mod Kommissionen,
præmis 22, og i sagen Matra mod Kommissionen, a.st., præmis 16, og Rettens dom
af 16.9.1998, Waterleiding Maatschappij mod Kommissionen, sag T-188/95, endnu
ikke trykt af Samling af Afgørelser, præmis 52).
- 49.
- En fysisk eller juridisk person kan kun anses for individuelt berørt i sin egenskab
af interesseret part, når der er tale om en beslutning fra Kommissionen, hvorved
den nægter at indlede undersøgelsesfasen i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2
(dommen i sagen Cook mod Kommissionen, a.st., præmis 23-26, dommen i sagen
Matra mod Kommissionen, præmis 17-20, dommen i sagen Kommissionen mod
Sytraval og Brink's France, a.st., præmis 40, 41, 47 og 48, og Rettens dom af
15.9.1998, sag T-11/95, BP Chemicals mod Kommissionen, endnu ikke trykt i
Samling af Afgørelser, præmis 88 og 89). I dette tilfælde kan den, der er
indrømmet processuelle garantier, kun opnå, at de respekteres, hvis vedkommendehar adgang til at indbringe beslutningen for Fællesskabets retsinstanser (dommen
i sag Cook mod Kommissionen, a.st., præmis 23, dommen i sagen Matra mod
Kommissionen, præmis 17, dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink's
France, præmis 40, og dommen i sagen BP Chemicals mod Kommissionen, præmis
89). Såfremt Kommissionen som i den foreliggende sag derimod har vedtaget sin
beslutning efter undersøgelsesfasen, er de interesserede tredjemænds processuelle
garantier faktisk respekteret, således at de ikke længere alene på grundlag af denne
egenskab kan anses for individuelt berørt af den nævnte beslutning.
- 50.
- For så vidt angår HFL's deltagelse i proceduren i henhold til traktatens artikel 93,
stk. 2, er denne ene omstændighed ikke tilstrækkelig til at individualisere selskabet
på lignende måde som adressaten for den omtvistede beslutning.
- 51.
- Det fremgår af retspraksis, at deltagelse i den nævnte procedure på
statsstøtteområdet i givet fald kun udgør en af de omstændigheder, der medfører
at en fysisk eller juridisk person kan anses for individuelt berørt af den beslutning,
vedkommende begærer annulleret (jf. navnlig dommen i sagen Cofaz m.fl. mod
Kommissionen, a.st., præmis 25, og Rettens kendelse af 18.2.1998, Comité
d'entreprise de la société française de production m.fl. mod Kommissionen, sag T-189/97, Sml. II, s. 335, præmis 44).
- 52.
- Endelig kan Retten ikke, blot fordi der muligvis ikke, som hævdet af HFL er
adgang til at anlægge sag i henhold til national ret i Tyskland, overskride grænserne
for sin kompetence i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4 (Domstolens kendelse
af 23.11.1995, sag C-10/95 P, Asocarne mod Rådet, Sml. I, s. 4149, præmis 26, og
af 24.4.1996, CNPAAP mod Rådet, sag C-87/95 P, Sml. I, s. 2003, præmis 38, og
dommen i sagen Kahn Scheepvaart mod Kommissionen, a.st., præmis 50).
- 53.
- Det følger af disse betragtninger, at HLF ikke har godtgjort at have egenskaber,
der er særlige for dem, eller at der foreligger faktiske forhold ud over selskabets
deltagelse i proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, som adskiller det
i forhold til andre potentielle brugere af afskrivningsordningen, der er indført ved
§ 82f i EStDV.
- 54.
- Under disse omstændigheder, og idet det bemærkes, at det er ufornødent at
undersøge, om selskabet er umiddelbart berørt af den omtvistede beslutning, må
sagen afvises for så vidt angår HLF.
Søgsmålskompetence for ADL
- 55.
- Ifølge fast retspraksis gælder det, at en forening, der er oprettet for at varetage en
gruppe borgeres kollektive interesser, ikke kan anses for at være individuelt berørt
i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, af en retsakt, der påvirker denne gruppes
interesser generelt (jf. bl.a. kendelsen i sagen Greenpeace m.fl. mod Kommissionen,
a.st., præmis 59, stadfæstet ved Domstolens dom i sagen Greenpeace Council m.fl.
mod Kommissionen, a.st., og Domstolens kendelse af 18.12.1997, sag C-409/96,
Sveriges Betodlares og Henrikson mod Kommissionen, Sml. I, s. 7531, præmis 45).
- 56.
- Ifølge samme retspraksis kan en sådan forening ikke kan anlægge et
annullationssøgsmål, når medlemmerne ikke kan gøre det individuelt, medmindre
særlige forhold gør sig gældende, herunder den rolle, foreningen måtte have spillet
under den procedure, der har ført til udstedelsen af den pågældende retsakt
(kendelsen i sagen Sveriges Betodlares og Henrikson mod Kommissionen, a.st.,
præmis 45).
- 57.
- I den foreliggende sag er det allerede fastslået, at HLF, der er medlem af ADL,
ikke er individuelt berørt af den omtvistede beslutning. Endvidere er ADL ikke
fremkommet med nogen oplysninger, der kan godtgøre, at sammenslutningens
øvrige medlemmer er i stand til at anlægge et søgsmål, der kan antages til
realitetsbehandling. Som følge heraf kan ADL ikke anses for gyldigt at træde i
stedet for en eller flere af sine medlemmer (jf. Rettens dom af 6.7.1995, forenede
sager T-447/93, T-448/93 og T-449/93, AITEC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s.
1971, præmis 62).
- 58.
- Det må derfor undersøges, om der foreligger særlige omstændigheder, der kan
berettige, at ADL skulle have søgsmålskompetence.
- 59.
- Under henvisning til dommene i sagerne Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen
og CIRFS m.fl. mod Kommissionen, a.st., har ADL gjort gældende, at
sammenslutningen har en selvstændig retlig interesse, idet dens stilling som
Kommissionens forhandlingspartner påvirkes af den omtvistede beslutning. Til
støtte for denne opfattelse har den påberåbt sig fem forhold, nemlig
sammenslutningens egenskab af repræsentant for den berørte branche, dens
egenskab af interesseret tredjemand, fuldmagten fra dens medlemmer til at
varetage deres interesser i forbindelse med proceduren i henhold til traktatens
artikel 93, stk. 2, dens aktive deltagelse i denne procedure og dens egenskab af
forhandlingspartner med en særlig rolle i forhold til den tyske regering.
- 60.
- De fire førstnævnte forhold viser alene, at ADL er interveneret for Kommissionen
for at varetage sine medlemmers kollektive interesser. De kan således ikke
godtgøre, at ADL har en selvstændig interesse i at anlægge sag til prøvelse af den
omtvistede beslutning.
- 61.
- For så vidt angår sammenslutningens egenskab af forhandlingpartner for den tyske
regering, fremgår det af de dokumenter, der er fremlagt som bilag K 14, at ADL
er blevet indbudt af Transportministeriet til at deltage i tre møder med henblik på
at udveksle oplysninger og for sammen med de andre deltagere at fastlægge en
fælles fremgangsmåde i forhold til Kommissionen. Imidlertid kan deltagelsen i
sådanne møder ikke medføre, at ADL kan anses for forhandler som omhandlet i
dommene i sagerne Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen og CIRFS m.fl. mod
Kommissionen, a.st.
- 62.
- Til forskel fra den sagsøgende sammenslutning i sagen Van der Kooy m.fl. mod
Kommissionen har ADL ikke i den foreliggende sag forhandlet eller undertegnet
nogen aftale om indførelse eller forlængelse af gyldighedsperioden for de
skatteregler, der er anfægtet af Kommissionen, og skal ikke for at gennemføre den
omtvistede beslutning optage nye forhandlinger og indgå en ny aftale vedrørende
disse regler.
- 63.
- Tilsvarende har ADL til forskel fra den sagsøgende sammenslutning i sagen CIRFS
m.fl. mod Kommissionen ikke spillet nogen rolle i omstruktureringen af
luftfartssektoren ved at forhandle indførelsen, forlængelsen og anvendelsen af et
regelsæt vedrørende statsstøtte inden for denne branche med Kommissionen.
- 64.
- Under disse omstændigheder må sagen ligeledes afvises for så vidt angår ADL.
- 65.
- Såfremt ADL's søgsmål blev antaget til realitetsbehandling under de i denne sag
foreliggende omstændigheder, hvor dens medlemmer ikke er individuelt berørt, og
ADL ikke har en selvstændig retlig interesse, ville medføre, at fysiske og juridiske
personer kunne omgå traktatens artikel 173, stk. 4, ved at anlægge et kollektivt
søgsmål (jf. dom i sagen AITEC m.fl. mod Kommissionen, a.st., præmis 60).
- 66.
- Herefter må sagen afvises i sin helhed.
Sagens omkostninger
- 67.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part
at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne
har tabt sagen, pålægges det dem i overensstemmelse med Kommissionens påstand
herom at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Udvidede Afdeling)
1) Sagen afvises.
2) Sagsøgerne betaler sagens omkostninger in solidum.
CookeGarcía-Valdecasas
Lindh
Pirrung Vilaras
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 11. februar 1999.
H. Jung
J.D. Cooke
Justitssekretær
Afdelingsformand