RETTENS DOM (Første Afdeling)
12. juli 2019 (*)
»Statsstøtte – støtteordning ulovligt gennemført af Frankrig fra 1994 til 2008 – investeringstilskud tildelt af STIF-IDF – afgørelse, hvorved støtteordningen erklæres forenelig med det indre marked – fordel – kompensation for omkostningerne til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste – artikel 107, stk. 1, TEUF – begrundelsespligt«
I sag T-738/17,
Syndicat Transport Île de France (STIF-IDF), Paris (Frankrig), ved advokaterne B. Le Bret og C. Rydzynski,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved L. Armati, C. Georgieva-Kecsmar og T. Maxian Rusche, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om delvis annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2017/1470 af 2. februar 2017 om Frankrigs støtteordninger SA.26763 2014/C (ex 2012/NN) til fordel for busselskaber i regionen Île-de-France (EUT 2017, L 209, s. 24),
har
RETTEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne V. Valančius og U. Öberg (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Sagsøgeren, Syndicat Transport Île de France (faglig organisation for transportvirksomheder i Île-de-France, STIF-IDF, Frankrig), er en offentlig forvaltningsretlig enhed, som blev oprettet ved ordonnance no 59-151, du 7 janvier 1959, relative à l’organisation des transports de voyageurs dans la région parisienne (bekendtgørelse nr. 59-151 af 7.1.1959 om tilrettelæggelse af personbefordring i Paris-regionen, JORF af 10.1.1959, s. 696), med senere ændringer.
2 Som den myndighed, der planlægger den offentlige personbefordring i Région Île-de-France (regionen Île-de-France, Frankrig), tilrettelægger, koordinerer og finansierer sagsøgeren den offentlige personbefordring, som varetages af régie autonome des transports parisiens (den uafhængige offentlige transportvirksomhed i Paris, »RATP«), Société nationale des chemins de fer français (det franske nationale jernbaneselskab, »SNCF«), og private selskaber, som er samlet i organisation professionnelle des transports d’Île-de-France (Optile) (brancheorganisation for transportvirksomheder i Île-de-France).
3 Ved afgørelse nr. 2006/1161 af 13. december 2006 indførte sagsøgeren to successive kontrakttyper med henblik på en ny kontraktmæssig tilrettelæggelse af al kollektiv rutebefordring ad vej inden for Île-de-France. Type 1-kontrakter blev indgået for en maksimal varighed af fire år fra 2007 til 2010 eller 2011, og type 2-kontrakter (herefter »CT 2-kontrakterne«) for den resterende periode indtil den 31. december 2016.
4 CT 2-kontrakterne blev forhandlet bilateralt mellem sagsøgeren og de private virksomheder, der drev kollektiv rutebefordring i Île-de-France (herefter »de endelige støttemodtagere«). Sagsøgeren kunne indgå flere CT 2-kontrakter med den samme virksomhed. Hver CT 2-kontrakt foreskrev i sin artikel 53-3 sagsøgerens udbetaling af det finansielle bidrag til den medunderskrivende virksomhed som kompensation for opfyldelsen af de forpligtelser til offentlig tjeneste, som sidstnævnte var underlagt i medfør af CT 2-kontraktens artikel 5-2.
5 C2-delen af de finansielle bidrag, som sagsøgeren udbetalte til de endelige støttemodtagere i medfør af CT 2-kontrakterne, skulle dække alle de investeringsudgifter, der påhvilede de sidstnævnte til gennemførelse af en investeringsplan, som sagsøgeren havde forhåndsgodkendt.
6 Den 17. oktober 2008 modtog Europa-Kommissionen en klage vedrørende den angiveligt ulovlige statsstøtteordning, der udgjordes af støtteforanstaltninger, som regionen havde iværksat til fordel for visse bustransportvirksomheder mellem 1994 og 2008 på sit geografiske område, og som derefter, fra 2008, var iværksat af sagsøgeren på det samme område, bl.a. i form af C2-bidrag tildelt inden for rammerne af CT 2-kontrakterne.
7 Ved skrivelse af 11. marts 2014 meddelte Kommissionen Den Franske Republik, at den havde besluttet at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF. Ved offentliggørelse af denne afgørelse i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2014, C 141, s. 38) opfordrede Kommissionen de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til de pågældende støtteforanstaltninger.
8 Den 30. april 2014 fremsendte Den Franske Republik sine bemærkninger til Kommissionen. Alle de bemærkninger, som de interesserede parter, herunder sagsøgeren, havde indgivet, var blevet meddelt Den Franske Republik, som ikke fremsatte bemærkninger hertil.
9 Den 21. juni 2016 modtog Kommissionen en fælles note fra fire af de syv interesserede parter med præcisering af deres standpunkt efter afsigelsen af dom af 6. oktober 2015, Kommissionen mod Andersen (C-303/13 P, EU:C:2015:647). Den 9. november 2016 supplerede Île-de-France sine bemærkninger.
10 Den 2. februar 2017 afsluttede Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, TEUF og vedtog afgørelse (EU) 2017/1470 om Frankrigs støtteordninger SA.26763 2014/C (ex 2012/NN) til fordel for busselskaber i regionen Île-de-France (EUT 2017, L 209, s. 24, herefter »den anfægtede afgørelse«).
11 I den anfægtede afgørelse fandt Kommissionen bl.a., at den støtteordning, der udgjordes af de C2-bidrag, som sagsøgeren havde tildelt med henblik på at dække de endelige støttemodtageres investeringsomkostninger i forbindelse med gennemførelsen af CT 2-kontrakterne (herefter »den omtvistede støtteordning«), var forenelig med det indre marked. Til gengæld konkluderede Kommissionen, at for så vidt som den støtte, der var blevet tildelt i henhold til den omtvistede støtteordning, ikke var blevet anmeldt og skulle kvalificeres som »ny støtte«, var denne ordning gennemført ulovligt i strid med artikel 108, stk. 3, TEUF.
12 Artikel 3 og 4 i den anfægtede afgørelses dispositive del har følgende ordlyd:
»Artikel 3
Den støtteordning, som [Den Franske Republik] ulovligt har gennemført i form af C2-bidrag ydet af STIF i henhold til CT2-[kontrakterne], er forenelig med det indre marked.
Artikel 4
Denne afgørelse er rettet til Den Franske Republik.«
Retsforhandlingerne og parternes påstande
13 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 3. november 2017 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om delvis annullation af den anfægtede afgørelse.
14 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som Kommissionen kvalificerede de C2-bidrag, der var tildelt inden for rammerne af CT 2-kontrakterne, som en »støtteordning, som [var] ulovligt […] gennemført«.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
15 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Principalt afvisning.
– Subsidiært frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Om formaliteten
16 Kommissionen har, uden at fremsætte en formalitetsindsigelse i et særskilt dokument i henhold til artikel 130, stk. 1, i Rettens procesreglement, nedlagt påstand om, at søgsmålet afvises, eftersom sagsøgeren savner søgsmålskompetence og søgsmålsinteresse.
17 Sagsøgeren har bestridt Kommissionens argumenter. Sagsøgeren har gjort gældende, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, selv om organisationen ikke er adressat for den anfægtede afgørelse.
18 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Unionens retsinstanser har adgang til på baggrund af hver enkelt sags konkrete omstændigheder at vurdere, om det af retsplejehensyn er berettiget at frifinde sagsøgte hvad angår realiteten uden først at tage stilling til formaliteten (dom af 26.2.2002, Rådet mod Boehringer, C-23/00 P, EU:C:2002:118, præmis 51 og 52, og af 14.9.2015, Brouillard mod Domstolen, T-420/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:633, præmis 18).
19 Under omstændighederne i den foreliggende sag finder Retten, at det af procesøkonomiske hensyn indledningsvis skal undersøges, om der er grundlag for søgsmålet, uden først at tage stilling til formaliteten.
Om realiteten
20 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet i det væsentlige fremsat to anbringender. Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som Kommissionen i den anfægtede afgørelse med urette fandt, at den omtvistede støtteordning ikke opfyldte den fjerde af de betingelser, der er fastlagt i præmis 88-93 i dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415) (herefter »Altmark-betingelserne«), og derfor faldt ind under denne bestemmelse. Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten og er støttet på et argument om, at Kommissionen ikke gav tilstrækkeligt detaljerede oplysninger om grundene til, at den i den anfægtede afgørelse fandt, at den omtvistede støtteordning ikke opfyldte den fjerde Altmark-betingelse.
21 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en manglende eller utilstrækkelig begrundelse tilsigter at godtgøre en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og derfor kræver en bedømmelse, der som sådan adskiller sig fra vurderingen af, om den anfægtede afgørelses begrundelse var urigtig, hvoraf kontrollen henhører under vurderingen af, om der er grundlag for denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 67, og af 15.12.2005, Italien mod Kommissionen, C-66/02, EU:C:2005:768, præmis 26).
22 Det følger heraf, at det andet anbringende, som tilsigter, at det fastslås, at Kommissionen tilsidesatte begrundelsespligten, skal undersøges inden det første anbringende, der vedrører den anfægtede afgørelses materielle lovlighed.
Tilsidesættelse af begrundelsespligten
23 Med det andet anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse ikke gav tilstrækkeligt detaljerede oplysninger om grundene til, at den fandt, at den omtvistede støtteordning ikke opfyldte den fjerde Altmark-betingelse.
24 Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at Kommissionens analyse af den fjerde Altmark-betingelse ikke hænger sammen med dens konstatering som led i undersøgelsen af den tredje Altmark-betingelse af, at der ikke forelå overkompensation. Det er sagsøgerens opfattelse, at en sådan manglende overkompensation nødvendigvis indebærer, at C2-bidragene repræsenterer de laveste omkostninger for samfundet, og at den fjerde Altmark-betingelse er opfyldt.
25 Sagsøgeren er endvidere af den opfattelse, at Kommissionen ikke forklarede, hvorledes den stikprøve af virksomheder, der var udvalgt til den komparative analyse af omkostningerne, ikke var repræsentativ for veldrevne virksomheder som omhandlet i den retspraksis, der følger af dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415). I 220. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen, at på trods af de beviser, den var forelagt, »er der intet bevis for, at det eksempel, som STIF [tog] udgangspunkt i, [var] repræsentativt for veldrevne virksomheder«.
26 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter. Den har anført, at de fire Altmark-betingelser er indbyrdes forskellige. Det er endvidere Kommissionens opfattelse, at den anfægtede afgørelse, og navnlig analysen af den fjerde Altmark-betingelse, er tilstrækkeligt begrundet.
27 Det skal bemærkes, at det fremgår af artikel 296, stk. 2, TEUF, at retsakter skal begrundes. Det fremgår endvidere af artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at retten til god forvaltning omfatter en pligt for forvaltningen til at begrunde sine afgørelser.
28 Endvidere forudsætter kvalificeringen som »statsstøtte«, at samtlige betingelser i artikel 107, stk. 1, TEUF er opfyldt. Med henblik på kvalificeringen som statsstøtte forudsætter denne bestemmelse bl.a., at en virksomhed er blevet tildelt en fordel (jf. i denne retning dom af 22.10.2015, EasyPay og Finance Engineering, C-185/14, EU:C:2015:716, præmis 35 og 36 og den deri nævnte retspraksis).
29 I denne forbindelse følger det af fast retspraksis, at en statslig foranstaltning, der må betragtes som en kompensation, som er et vederlag for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, således at disse virksomheder reelt ikke har en økonomisk fordel, og denne foranstaltning således ikke har den virkning at sætte disse virksomheder i en konkurrencemæssigt fordelagtig position i forhold til de virksomheder, der konkurrerer med dem, ikke falder ind under artikel 107, stk. 1, TEUF (jf. dom af 22.10.2015, EasyPay og Finance Engineering, C-185/14, EU:C:2015:716, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).
30 For at en sådan kompensation i det enkelte tilfælde kan falde uden for begrebet statsstøtte, skal Altmark-betingelserne imidlertid være opfyldt.
31 For det første skal den begunstigede virksomhed faktisk være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse forpligtelser skal være klart defineret. For det andet skal de kriterier, der er grundlaget for beregningen af kompensationen, være blevet fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde. For det tredje må kompensationen ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvist at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste. For det fjerde skal størrelsen af den nødvendige kompensation fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne.
32 Det følger heraf, at en statslig foranstaltning, der ikke opfylder en eller flere af de betingelser, der er opregnet i præmis 31 ovenfor, skal betragtes som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF (jf. i denne retning dom af 24.7.2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, C-280/00, EU:C:2003:415, præmis 94).
33 I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, i den anfægtede afgørelse gav tilstrækkeligt detaljerede oplysninger om grundene til, at den fandt, at den omtvistede støtteordning ikke opfyldte den fjerde Altmark-betingelse. Nærmere bestemt anførte Kommissionen i 220. betragtning til den anfægtede afgørelse, at selv om den komparative analyse af omkostningerne, som sagsøgeren foretog inden indgåelsen af CT 2-kontrakterne, var støttet på nøjagtige taloplysninger for hver enkelt kontrakt og afspejlede et indgående kendskab til markedet for personbefordring, tilsigtede denne analyse at præcisere de variabler, der var relevante i forbindelse med forhandlingen af driftsomkostninger, og ikke at sikre, at de omkostninger, der blev dækket af C2-bidraget, svarede til de omkostninger, som en veldrevet og tilstrækkeligt udstyret gennemsnitsvirksomhed ville have, jf. den retspraksis, der følger af dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415).
34 I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, fremgår Kommissionens ræsonnement klart af de grunde, der underbygger dens konklusion om, at den omtvistede støtteordning ikke opfyldte den fjerde Altmark-betingelse.
35 Endvidere skal sagsøgerens argument om, at Kommissionen ikke forklarede, hvorledes den stikprøve af virksomheder, der var udvalgt til den komparative analyse af omkostningerne, ikke var repræsentativ for veldrevne virksomheder som omhandlet i den retspraksis, der følger af dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415), forkastes, eftersom Kommissionen i det væsentlige i 220. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at ingen oplysninger i sagsakterne gav den mulighed for at konkludere, at denne stikprøve opfyldte et sådant kriterium, og eftersom sagsøgeren ikke har fremlagt præciseringer vedrørende de oplysninger, som den fremlagde under den administrative procedure.
36 Sagsøgeren anførte nemlig blot i sine bemærkninger som svar på Kommissionens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende den omtvistede støtteordning, at den komparative analyse af omkostningerne var blevet foretaget i forhold til »provinsvirksomheder, hvis kontrakt er blevet tildelt efter udbud«, efter at disse virksomheder var blevet kvalificeret som »veldrevne og tilstrækkeligt udstyrede gennemsnitsvirksomheder«, uden at sagsøgeren har foretaget nogen præcisering, der kan føre til denne konklusion.
37 På denne baggrund kan Kommissionen ikke foreholdes, at den kun foretog en kortfattet analyse af spørgsmålet, om den stikprøve af virksomheder, som sagsøgeren havde valgt til den komparative analyse af omkostningerne, var repræsentativ for veldrevne virksomheder som omhandlet i den retspraksis, der følger af dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415).
38 Hvad angår sagsøgerens argumenter om den angivelige manglende sammenhæng i Kommissionens ræsonnement i den anfægtede afgørelse skal det bemærkes, at den tredje og den fjerde Altmark-betingelse ganske vist er snævert forbundne, for så vidt som de begge kræver en fastlæggelse af omkostninger, indtægter og fortjeneste i forbindelse med opfyldelsen af en forpligtelse til offentlig tjeneste (jf. i denne retning dom af 12.2.2008, BUPA m.fl. mod Kommissionen, T-289/03, EU:T:2008:29, præmis 246).
39 Det forhold, at der foreligger en snæver forbindelse, udelukker imidlertid ikke, at de fire Altmark-betingelser er indbyrdes forskellige og skal være kumulativt opfyldt, for at kompensationen ikke kan kvalificeres som statsstøtte (jf. i denne retning dom af 15.12.2016, Abertis Telecom Terrestre og Telecom Castilla-La Mancha mod Kommissionen, T-37/15 og T-38/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:743, præmis 76).
40 Det skal i det foreliggende tilfælde under alle omstændigheder fastslås, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse ikke analyserede den omtvistede støtteordning i forhold til den fjerde Altmark-betingelse. I 218. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen blot, at eftersom det var fastslået, at C2-bidragene var i overensstemmelse med den første Altmark-betingelse, skulle den blot vurdere, om de var i overensstemmelse med den anden, den tredje og den fjerde Altmark-betingelse, og at den, idet disse betingelser er kumulative, blot skulle godtgøre, at den fjerde betingelse ikke var opfyldt, for at fastslå, at de nævnte bidrag indebar en økonomisk fordel, inden den som følge heraf nåede til konklusionen i 221. betragtning til den anfægtede afgørelse.
41 Henset til disse omstændigheder skal det fastslås, at sagsøgerens argumenter om Kommissionens angiveligt selvmodsigende vurdering hvad for det første angår den tredje Altmark-betingelse og hvad for det andet angår den fjerde Altmark-betingelse er støttet på en urigtig udlægning af den anfægtede afgørelse og derfor ikke kan tiltrædes.
42 Det skal derfor konkluderes, at Kommissionen ikke tilsidesatte sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296 TEUF.
43 Det andet anbringende skal forkastes.
Vurderingen af den omtvistede støtteordning, henset til den fjerde Altmark-betingelse
44 Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse begik flere retlige fejl og foretog flere urigtige vurderinger som led i sin undersøgelse af den omtvistede støtteordning, henset til den fjerde Altmark-betingelse.
45 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
46 Det skal bemærkes, at det følger af den fjerde Altmark-betingelse, at når udvælgelsen af den virksomhed, der skal overdrages en forpligtelse til offentlig tjeneste, i et konkret tilfælde ikke gennemføres inden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, som giver mulighed for at udvælge den ansøger, der kan levere de pågældende ydelser til de laveste omkostninger for samfundet, skal størrelsen af den nødvendige kompensation for det fjerde fastlægges på grundlag af en komparativ analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne (dom af 24.7.2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, C-280/00, EU:C:2003:415, præmis 93).
47 I det foreliggende tilfælde fandt Kommissionen, at den fjerde Altmark-betingelse ikke var opfyldt. Kommissionen fandt nærmere bestemt i den anfægtede afgørelse, at de C2-bidrag, der var blevet udbetalt i medfør af den omtvistede støtteordning, ikke var blevet beregnet på grundlag af en komparativ analyse af de omkostninger, som en veldrevet virksomhed som omhandlet i dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415), ville have haft i forbindelse med leveringen af tilsvarende tjenester.
48 Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at i modsætning til, hvad Kommissionen konkluderede i den anfægtede afgørelse, var den stikprøve af virksomheder, som sagsøgeren anvendte til sin komparative analyse af omkostningerne, repræsentativ for veldrevne virksomheder som omhandlet i dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415). Ifølge sagsøgeren omfattede denne stikprøve ud over de transportvirksomheder, med hvilke den havde indgået type 1-kontrakter, virksomheder, som udførte offentlig transport, og som var pålagt sammenlignelige opgaver med offentlig tjeneste uden for Île-de-Frances geografiske område, som var tildelt som led i et åbent udbud, der var gennemsigtigt og ikke indebar forskelsbehandling.
49 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen burde have fundet, at dens komparative analyse af omkostningerne gjorde det muligt at sikre, at de endelige støttemodtageres investeringsomkostninger svarede til omkostningerne for en veldrevet og tilstrækkeligt udstyret gennemsnitsvirksomhed som omhandlet i dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415).
50 For det tredje er det sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen undlod at tage hensyn til de værktøjer og metoder, som sagsøgeren havde anvendt, inden den fastsatte C2-bidragenes størrelse, for at efterprøve, om dette beløb oversteg de omkostninger, som en veldrevet og tilstrækkeligt udstyret gennemsnitsvirksomhed ville have som omhandlet i dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415).
51 For det fjerde har sagsøgeren anført, at Kommissionen ikke tillagde de efterfølgende kontroller, som sagsøgeren foretog hos de endelige støttemodtagere, tilstrækkelig betydning. Sagsøgeren har i denne henseende præciseret, at CT 2-kontrakterne fastsatte en vedvarende kontrolordning af de endelige støttemodtageres omkostninger, der gav mulighed for at efterprøve forekomsten, udvalget og overensstemmelsen af de køretøjer, hvis indkøb blev finansieret af de C2-bidrag, som blev udbetalt i medfør af CT 2-kontrakterne.
52 For det femte har sagsøgeren foreholdt Kommissionen, at den ikke tog hensyn til en markedsundersøgelse, som blev fremlagt under den administrative procedure (bilag A.7 til stævningen), hvoraf fremgår, at de endelige støttemodtageres gennemsnitlige kilometeromkostning var sammenlignelig med den gennemsnitlige kilometeromkostning for virksomheder, der udøvede deres aktiviteter uden for Île-de-Frances geografiske område.
53 Kommissionen har anført, at den tog behørigt hensyn til den komparative analyse af omkostningerne, som sagsøgeren foretog inden indgåelsen af CT 2-kontrakterne. Kommissionen har imidlertid anført, at ingen oplysninger i sagens akter gjorde det muligt for den at konkludere, at den stikprøve, som sagsøgeren havde lagt til grund, var repræsentativ for veldrevne og tilstrækkeligt udstyrede gennemsnitsvirksomheder som omhandlet i dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415). Det er endvidere Kommissionens opfattelse, at de gennemsnitlige resultatværdier, der blev anvendt som led i denne analyse, ikke gav mulighed for at sondre mellem de omkostninger, der var forbundet med anvendelse af udstyr, og omkostningerne forbundet med investeringer i dette udstyr.
54 Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at de metodologiske værktøjer, som sagsøgeren anvendte inden fastsættelsen af C2-bidragenes størrelse med henblik på gennemførelsen af forhandlingen af CT 2-kontrakterne, samt de forskellige efterfølgende kontroller, som sagsøgeren udførte for at efterprøve de investeringer, som de endelige støttemodtagere havde foretaget, ikke er relevante, eller i det mindste tilstrækkelige, til ud fra den fjerde Altmark-betingelse at afgøre, om kompensationen er blevet fastsat på grundlag af de omkostninger, som en veldrevet og tilstrækkeligt udstyret virksomhed ville have ved at opfylde forpligtelserne til offentlig tjeneste.
55 De metodologiske værktøjer, som sagsøgeren anvendte, tilsigtede nemlig alene at sikre en god forhandling af CT 2-kontrakterne og at kontrollere de omkostninger, som de endelige støttemodtagere rent faktisk havde haft. Sagsøgeren har i sine indlæg nærmere bestemt præciseret, at de metodologiske værktøjer, som blev anvendt inden fastsættelsen af den del af C2-bidragene, der var blevet udbetalt, gjorde det muligt at foretage denne analyse af omkostningerne for hvert subventioneret net under de forhandlinger, der var indledt som led i CT 2-kontrakterne. Sagsøgeren har imidlertid ikke godtgjort, at de samme værktøjer gav organisationen mulighed for at sikre sig, at den kompensation, der var blevet udbetalt til de nævnte støttemodtagere, var i overensstemmelse med de krav, der er fastsat ved den fjerde Altmark-betingelse. Hvad angår den efterfølgende kontrolordning, som sagsøgeren havde iværksat for at sikre sig produktiviteten og kvaliteten af den tjeneste, som de endelige støttemodtagere leverede, skal det fastslås, at denne ikke er relevant med henblik på at efterprøve, om den del af C2-bidragene, der var blevet udbetalt inden denne kontrol, var fastsat på grundlag af de omkostninger, som en veldrevet og tilstrækkeligt udstyret virksomhed ville have ved at opfylde forpligtelserne til offentlig tjeneste.
56 For det andet skal det fastslås, at sagsøgeren ikke har fremlagt andre tilstrækkeligt præcise beviser med henblik på at godtgøre, at organisationen havde foretaget de nødvendige kontroller for at sikre sig, at de referencevirksomheder, som den havde anvendt som led i sin komparative analyse af omkostningerne, kunne anses for veldrevne og tilstrækkeligt udstyrede som omhandlet i dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415).
57 Som Kommissionen med føje har anført, er det i det væsentlige sagsøgerens opfattelse, at for så vidt som de virksomheder, som virkede uden for Île-de-Frances geografiske område, og som den havde udvalgt til sin komparative analyse af omkostningerne, var underlagt udbud i henhold til kravene i loi no 93-122, du 29 janvier 1993, relative à la prévention de la corruption et à la transparence de la vie économique et des procédures publiques (lov nr. 93-122 af 29.1.1993 om forebyggelse af korruption og om gennemsigtighed i økonomiske forhold og offentlige procedurer, JORF af 30.1.1993, s. 1588, herefter »Sapin-loven«), skal de indledningsvis anses for at være veldrevne virksomheder som omhandlet i dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415).
58 Det fremgår således af retspraksis, at bortset fra tilfælde, hvor udvælgelsen af den støttemodtagende virksomhed gennemføres inden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, kræver den fjerde Altmark-betingelse, at de parametre, der tages hensyn til for at fastlægge kompensationen, fastlægges på grundlag af en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste (jf. i denne retning dom af 24.9.2015, Viasat Broadcasting UK mod Kommissionen, T-125/12, EU:T:2015:687, præmis 82).
59 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at søgningen efter en sådan virksomhed tilsigter at optimere størrelsen af den kompensation, der betragtes som nødvendig for udførelsen af opgaven med offentlig tjeneste, og undgå, at en ineffektiv virksomheds høje omkostninger bliver taget i betragtning som reference i beregningen af størrelsen af denne kompensation.
60 Selv om sagsøgeren har præciseret, at organisationen støttede sin komparative analyse af omkostningerne på værdier og gennemsnittet for virksomheder, som, ud over blot at deltage i udbudsproceduren fastlagt i Sapin-loven, havde fået tildelt kontrakter efter denne procedure, har den i det foreliggende tilfælde ikke fremlagt præcise oplysninger om reglerne for denne procedure og har blot anført, at proceduren med sin virkning og formål lå nær proceduren for tildeling af offentlige kontrakter.
61 Sagsøgeren har nærmere bestemt anført, at den udbudsprocedure, der er foreskrevet i Sapin-loven, har haft »påviste positive virkninger på prisfald og styring af omkostningerne til [uddelegering af offentlige tjenester] i de pågældende sektorer«. Sagsøgeren har imidlertid ikke godtgjort, hvordan denne procedure, og navnlig de udvælgelseskriterier, der blev anvendt i denne sammenhæng, muliggjorde et omfang af åbning for konkurrence, der kan sammenlignes med det, der kendetegner udbudsprocedurer med henblik på tildelingen af offentlige kontrakter. Sagsøgeren har endvidere ikke foretaget nogen præcisering hvad angår det angivelige prisfald og har ikke forklaret, hvordan et sådant prisfald gav organisationen mulighed for at sikre sig, at de kontrakter, som var indgået i medfør af den procedure, der var fastsat i Sapin-loven, blev gennemført af de virksomheder, som havde fået tildelt disse kontrakter, til de lavest mulige omkostninger for samfundet.
62 Hertil kommer den omstændighed, at de oplysninger, som sagsøgeren tog hensyn til, nemlig bl.a. de gennemsnitlige kilometeromkostninger (bilag A.7 til stævningen), ikke giver mulighed for at sondre mellem investeringsomkostninger, som alene er relevante ved sammenligning med det beløb, der blev tildelt ved C2-bidraget, og de omkostninger, som påhvilede de virksomheder, der var udvalgt med henblik på gennemførelsen af den komparative analyse af omkostningerne. Sagsøgeren har i denne henseende endvidere præciseret, at de kontrakter for virksomheder, der udøver deres aktiviteter uden for Île-de-Frances geografiske område, som den analyserede, »uden tvivl« ikke omfattede alle investeringsomkostningerne, og nærmere bestemt omkostningerne til rullende materiel.
63 På denne baggrund fandt Kommissionen med føje i 220. betragtning til den anfægtede afgørelse, at sagsøgerens komparative analyse af omkostningerne primært vedrørte driftsvariabler, såsom bussernes rejsehastighed og antallet af køretimer pr. køretøj, der ganske vist var relevante med henblik på forhandlingen af driftsomkostningerne og fastlæggelsen af C1-bidraget (som ligeledes blev tildelt inden for rammerne af CT 2-kontrakterne og netop tilsigtede at kompensere for de ifaldne driftsomkostninger), men som ikke gav mulighed for at sikre, at de investeringsomkostninger, der blev dækket af C2-bidraget, svarede til de omkostninger, som en veldrevet og tilstrækkeligt udstyret gennemsnitsvirksomhed ville have, jf. dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415).
64 Det skal følgelig fastslås, at de beviser, som sagsøgeren har fremlagt, ikke kan godtgøre, at Kommissionens vurdering i den anfægtede afgørelse af den omtvistede støtteordning vedrørende den fjerde Altmark-betingelse er behæftet med en retlig fejl eller en urigtig vurdering.
65 Eftersom de betingelser, der er fastsat ved dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415), er kumulative, skulle Kommissionen blot godtgøre, at en af disse betingelser ikke var opfyldt, for at konkludere, at den omtvistede støtteordning gav de endelige støttemodtagere en økonomisk fordel og dermed udgjorde en statsstøtteordning som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.
66 Følgelig skal det første anbringende forkastes, ligesom Kommissionen må frifindes i det hele.
Sagsomkostninger
67 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
68 Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det i overensstemmelse med den af Kommissionen nedlagte påstand herom pålægges sagsøgeren at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Syndicat Transport Île de France (STIF-IDF) bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. juli 2019.
Underskrifter
Indhold
Tvistens baggrund
Retsforhandlingerne og parternes påstande
Retlige bemærkninger
Om formaliteten
Om realiteten
Tilsidesættelse af begrundelsespligten
Vurderingen af den omtvistede støtteordning, henset til den fjerde Altmark-betingelse
Sagsomkostninger