Language of document :

Sag anlagt den 7. januar 2014 – Aluminios Cortizo og Cortizo Cartera mod Kommissionen

(Sag T-1/14)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøgere: Aluminios Cortizo, SAU (Extramundi, Spanien) og Cortizo Cartera, SL (Extramundi, Spanien) (ved advokat A. Beiras Cal)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Retsakten annulleres i sin helhed.

Subsidiært annulleres påbuddet om tilbagebetaling af støtten.

Subsidiært kvantificeres støtten i overensstemmelse med investorens reelle nettofordel.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den afgørelse, der anfægtes i denne sag, er den samme som i sag T-515/13, Spanien mod Kommissionen (EUT C 336, s. 29)

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført seks anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 107 TEUF, idet statsstøtten til investoren ikke er selektiv eller har fordrejende virkninger.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF, idet der helt er udeladt en begrundelse for at udelukke rederen og/eller skibsværftet som hovedmodtager af støtten.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, sammenholdt med princippet om bortfald af fordelen, idet det kræves, at investoren tilbagebetaler støtte, der er overført til en tredjepart.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning som følge af Kommissionens skrivelser og passivitet, der skabte en berettiget forventning om, at »SEAF« var lovlig.

Femte anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, idet pålæggelsen af en pligt til at tilbagebetale støtte, der ikke er modtaget/overført af investoren, udgør en konfiskation uden noget retligt grundlag.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, idet de foranstaltninger, der er erklæret uforenelige, er blevet godkendt i andre afgørelser.