RETTENS DOM (Anden Afdeling)
28. april 1998 (1)
»Erstatningsansvar uden for kontraktforhold som følge af en lovlig handling -
forordning nr. 2340/90 - handelsembargo mod Irak - indgreb svarende til
ekspropriation - erstatningsansvar som følge af en retsstridig handling - tab«
I sag T-184/95,
Dorsch Consult Ingenieurgesellschaft mbH, München (Tyskland), ved professor
Karl M. Meessen, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Patrick Kinsch,
100, boulevard de la Petrusse,
mod
Rådet for Den Europæiske Union oprindelig ved juridisk konsulent Yves Cretien,
derefter ved Stephan Marquardt og Antonio Tanca, Rådets Juridiske Tjeneste, som
befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektør
Alessandro Morbilli, Den Europæiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske
Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,
og
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved ledende juridiske konsulenter
Peter Gilsdorf og Allan Rosas samt juridisk konsulent Jörn Sack, som
befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la
Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
hvori der er nedlagt påstand om erstatning for det tab, som sagsøgeren angiveligt
har lidt som følge af udstedelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 2340/90 af 8.
august 1990 om forhindring af Fællesskabets samhandel for så vidt angår Irak og
Kuwait (EFT L 213, s. 1),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, C.W. Bellamy, og dommerne A. Kalogeropoulos
og V. Tiili,
justitssekretær: H. Jung,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 19. juni
1997,
afsagt følgende
Dom
Faktiske omstændigheder
- 1.
- Sagsøgeren, Dorsch Consult Ingenieurgesellschaft mbH (herefter »Dorsch
Consult«) er et selskab med begrænset ansvar i henhold til tysk ret. Det har
hjemsted i München (Tyskland), og det driver hovedsagelig rådgivende
ingeniørvirksomhed i forskellige lande.
- 2.
- Den 30. januar 1975 indgik sagsøgeren en kontrakt med Republikken Iraks Ministry
of Works and Housing (herefter »det irakiske ministerium«), i henhold til hvilken
selskabet forpligtede sig til at levere ydelser i forbindelse med planlægningen af og
tilsynet med anlægget af Iraq Express Way No 1. Denne kontrakt, som blev indgået
for et minimum af 6 år blev siden forlænget flere gange med henblik på
gennemførelsen og tilsynet med de nævnte arbejder. Kontraktens artikel X
foreskrev blandt andet, at de kontraherende parter, i tilfælde af
uoverensstemmelser vedrørende fortolkningen eller den manglende gennemførelse
af kontraktens bestemmelser skulle søge at opnå en acceptabel løsning i
mindelighed (artikel X, stk. 1). For det tilfælde, at disse uoverensstemmelser måtte
bestå, skulle tvisten forelægges for Planning Board, hvis beslutning ville være
endelig og bindende. Imidlertid skulle ingen beslutning truffet i medfør af
kontrakten være til hinder for, at parterne indbragte tvisten for de kompetente
irakiske domstole (artikel X, stk. 2).
- 3.
- Det fremgår af sagens akter, at udestående fordringer, som sagsøgerne fortsat
havde på de irakiske myndigheder i starten af 1990 som følge af ydelser udført i
henhold til kontrakten, blev anerkendt i to skrivelser af henholdsvis 5. og 6. februar
1990 fra den irakiske minister til den irakiske bank Rafidian Bank. Ved skrivelserne
blev der givet ordre til at overføre de skyldige beløb til sagsøgerens bankkonto.
- 4.
- Den 2. august 1990 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution nr. 660
(1990), hvori rådet konstaterede, at Iraks invasion af Kuwait udgjorde et brud på
den internationale fred og sikkerhed, og hvori det krævede, at de irakiske styrker
øjeblikkeligt og betingelsesløst blev trukket tilbage fra Kuwaits territorium.
- 5.
- Den 6. august 1990 vedtog Sikkerhedsrådet resolution nr. 661 (1990), hvori rådet
- idet det erklærede sig »bevidst om, hvilke forpligtelser, der påhviler det i medfør
af De Forende Nationers pagt med hensyn til bevarelsen af den internationale fred
og sikkerhed«, og idet det konstaterede, at Republikken Irak (herefter »Irak«) ikke
havde overholdt resolution nr. 660 (1990) - besluttede at iværksætte en
handelsembargo mod Irak og Kuwait.
- 6.
- Den 8. august 1990 udstedte Rådet under henvisning til »den alvorlige situation,
der [var opstået] som følge af Iraks invasion af Kuwait« og til Sikkerhedsrådets
resolution nr. 661 (1990), efter forslag fra Kommissionen, forordning (EØF) nr.
2340/90 af 8. august 1990 om forhindring af Fællesskabets samhandel for så vidt
angår Irak og Kuwait (EFT L 213, s. 1).
- 7.
- Artikel 1 i forordning nr. 2340/90 forbyder fra den 7. august 1990 indførsel til
Fællesskabets område af enhver vare, der har oprindelse i eller hidrører fra Irak
eller Kuwait samt udførsel til nævnte lande af enhver vare, der har oprindelse i
eller hidrører fra Fællesskabet. Forordningens artikel 2 forbyder, fra den 7. august
1990, a) at udføre nogen form for virksomhed eller handelstransaktion, herunder
enhver handling vedrørende allerede indgåede eller delvist gennemførte
transaktioner, der har til formål eller medfører, at eksporten af varer, som har
oprindelse i eller hidrører fra Irak og Kuwait, fremmes, b) at sælge eller levere
nogen vare, uanset hvor denne har oprindelse, eller hvorfra den hidrører, til nogen
fysisk eller juridisk person i Irak eller Kuwait eller til nogen anden fysisk eller
juridisk person med henblik på handelsvirksomhed på eller udøvet fra Iraks eller
Kuwaits områder, og c) at udføre nogen form for virksomhed, der har til formål
eller medfører, at nævnte salg eller leverancer fremmes.
- 8.
- Det fremgår af sagens akter, at »Republikken Iraks øverste revolutionsråd« under
henvisning til »visse regeringers vilkårlige beslutninger« med tilbagevirkende
gyldighed fra den 6. august 1990 vedtog lov nr. 57 om beskyttelse af irakisk
ejendom, interesser og rettigheder inden for såvel som uden for Irak (herefter »lov
nr. 57«). Ved lovens artikel 7 blev al ejendom og alle fordringer samt indtægter
heraf, som på det pågældende tidspunkt tilkom regeringer, virksomheder, selskaber
og banker i stater, som havde truffet disse »vilkårlige beslutninger«, indefrosset.
- 9.
- Da de irakiske myndigheder ikke havde betalt sagsøgerens fordringer, som
anerkendt i ovennævnte breve af henholdsvis 5. og 6. februar 1990 fra den irakiske
minister (jf. ovenfor i præmis 3), rettede sagsøgeren ved skrivelser af 4. august 1995
henvendelse til Rådet og Kommissionen med krav om, at disse skulle erstatte de
tab, sagsøgeren hævdede at have lidt som følge af, at de nævnte fordringer ikke
kunne inddrives på grund af anvendelsen af lov nr. 57, for så vidt som loven var
vedtaget som modforanstaltning til Fællesskabets udstedelse af forordning nr.
2340/90. I skrivelserne gjorde sagsøgeren gældende, at fællesskabslovgiver var
forpligtet til at erstatte de tab, som erhvervsdrivende, der var berørt af indførelsen
af embargoen mod Irak, havde lidt, og at den omstændighed, at man havde undladt
at erstatte tabene, betød, at Fællesskabet ifaldt erstatningsansvar i medfør af EF-traktatens artikel 215, stk. 2. Sagsøgeren tilføjede, at selskabet for en sikkerheds
skyld havde anmeldt sine fordringer mod Irak over for De Forenede Nationers
Kommission for Erstatningskrav mod Irak.
- 10.
- Ved skrivelse af 20. september 1995 afviste Rådet at imødekomme sagsøgerens
erstatningskrav.
- 11.
- Herefter har sagsøgeren ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 6.
oktober 1995 anlagt denne sag.
- 12.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Afdeling)
besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse.
Parterne er dog i form af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse
blevet opfordret til før retsmødet skriftligt at besvare en række spørgsmål.
- 13.
- I det offentlige retsmøde den 19. juni 1997 har parterne afgivet mundtlige indlæg
og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten.
Parternes påstande
- 14.
- Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
- Fællesskabet tilpligtes at betale sagsøgeren 2 279 859,69 DEM med tillæg
af rente 8% p.a., fra den 9. august 1990, mod samtidig at indtræde i
sagsøgerens resttilgodehavende af samme størrelse mod Irak.
- De sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- Det fastslås, at dommen er eksigibel.
- Subsidiært fastslås det, at dommen er foreløbigt eksigibel, mod at der stilles
bankgaranti.
- 15.
- Rådet har nedlagt følgende påstande:
- Sagen afvises.
- Subsidiært frifindes de sagsøgte.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 16.
- Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- De sagsøgte frifindes.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Formaliteten
Parternes søgsmålsgrunde og argumenter
- 17.
- Rådet har, uden dog formelt at have fremsat en formalitetsindsigelse i medfør af
procesreglementets artikel 114, stk. 1, gjort gældende, at søgsmålet skal afvises, idet
Fællesskabet ikke kan være erstatningsansvarligt for det tab, som sagsøgeren påstår
at have lidt (Domstolens dom af 26.11.1975, sag 99/74, Grands Moulins des Antilles
mod Kommissionen, Sml. s. 1531).
- 18.
- For det første har Rådet anført, at det ikke er forordning nr. 2340/90, som har givet
anledning til det hævdede tab, men derimod lov nr. 57. I modsætning til, hvad der
er anført af sagsøgeren, har Rådet gjort gældende, at vedtagelsen af denne lov ikke
er en »umiddelbar reaktion« på udstedelsen af forordning nr. 2340/90, men
derimod, som det fremgår af forordningens præambel, en reaktion på »vilkårlige
beslutninger« truffet af »visse regeringer«. Ifølge Rådet var det Sikkerhedsrådets
resolutioner nr. 660 (1990) og 661 (1990), som reelt gav anledning til vedtagelsen
af lov nr. 57. På denne baggrund må den omstændighed, at den af Sikkerhedsrådet
indførte embargo over for Irak blev begrundet med landets retsstridige adfærd
(invasionen af Kuwait), være til hinder for at fastslå, at der foreligger en objektiv
sammenhæng mellem udstedelsen af forordning nr. 2340/90 og Iraks vedtagelse af
lov nr. 57, som modforanstaltning, og dermed for at fastslå, at der er
årsagssammenhæng mellem fællesskabsforordningen og det af sagsøgeren
påberåbte tab.
- 19.
- For det andet har Rådet rejst spørgsmål om, hvorvidt sagsøgerens krav på de
irakiske myndigheder var »tilgodehavender«, som blev indefrosset i medfør af
artikel 7 i lov nr. 57 (jf. ovenfor i præmis 8). Efter Rådets opfattelse har sagsøgeren
navnlig ikke godtgjort, at det var på grund af lov nr. 57, at Rafidian Bank havde
nægtet at efterkomme de overførselsordrer, som det irakiske ministerium havde
givet. Rådet har understreget, at de pågældende ordrer blev givet ved skrivelser af
5. og 6. februar 1990 fra det irakiske ministerium, det vil sige længe før vedtagelsen
af lov nr. 57 i september 1990.
- 20.
- For det tredje har Rådet anført, at selv for det tilfælde, at de irakiske myndigheder
skulle have nægtet at indfri deres gæld overfor sagsøgeren som følge af lov nr. 57,
er det denne lov, og kun denne, der har forvoldt det tab, som sagsøgeren påstår at
have lidt, idet der ikke har været truffet foranstaltninger hverken på nationalt plan
eller fra Fællesskabets side, som forbød overførsel af midler fra Irak til Tyskland.
Ifølge Rådet befandt sagsøgerens sig således i en anden situation end den, som gør
sig gældende for andre tyske erhvervsdrivende, som havde lidt tab som følge af de
nationale tyske foranstaltninger, som i overensstemmelse med forordning nr.
2340/90, forbød enhver handel med Irak.
- 21.
- Kommissionen har på sin side gjort gældende, at Domstolens praksis med hensyn
til erstatning uden for kontraktforhold i princippet ikke åbner mulighed for, at der
på grundlag af traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, anlægges sag mod
Fællesskabet med påstand om erstatning uden for kontraktforhold som følge af en
lovlig handling. Det er imidlertid Kommissionens opfattelse, at der bør være
hjemmel i traktaten til, at en borger kan få Fællesskabet idømt en erstatningsansvar
som følge af en lovlig handling.
- 22.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at sagen kan realitetsbehandles, og at de faktiske
og retlige omstændigheder, som Rådet har påberåbt sig og navnlig dem, som
vedrører den manglende årsagssammenhæng mellem udstedelsen af forordning nr.
2340/90 og den omstændighed, at sagsøgeren ikke har kunnet inddrive sine krav
over for de irakiske myndigheder, vedrører sagens realitet og ikke formaliteten i
sagen.
Rettens bemærkninger
- 23.
- Det bemærkes, at sagsøgeren i stævningen klart har gjort rede for såvel karakteren
som størrelsen af det påståede tab samt for grundene til, at der efter sagsøgerens
opfattelse består en årsagssammenhæng mellem tabet og udstedelsen af forordning
nr. 2340/90. Stævningen indeholder således tilstrækkelige oplysninger til at opfylde
kravene i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), og i retspraksis med hensyn
til en sags antagelse til realitetsbehandling, og Rådets argumenter med hensyn til,
om der er opstået et tab, og med hensyn til beskaffenheden af det tab, der påstås
at være lidt, samt årsagssammenhængen vedrører derfor sagens realitet, og skal
gennemgås i sammenhæng med denne. Det følger heraf, at sagen skal antages til
realitetsbehandling (Rettens dom af 16.4.1997, sag T-554/93, Saint og Murray mod
Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 563, præmis 59, og af 10.7.1997, sag T-38/96,
Guérin automobiles mod Kommissionen, Sml. II, s. 1223, præmis 42).
Realiteten
- 24.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at Fællesskabet, for så vidt som lov nr. 57 blev
vedtaget på grund af udstedelsen af forordning nr. 2340/90, hvorved der blev
indført en embargo mod Irak, er forpligtet til at erstatte den forvoldte skade som
følge af de irakiske myndigheders nægtelse af at indfri deres gæld over for
sagsøgeren. Fællesskabets erstatningsansvar for det således forvoldte tab må efter
sagsøgerens opfattelse principalt følge af princippet om Fællesskabets
erstatningsansvar for en lovlig handling, som følge af et indgreb i sagsøgerens
formuerettigheder, der må sidestilles med en ekspropriation, og subsidiært af
princippet om Fællesskabets erstatningsansvar for en retsstridig handling, idet
retsstridigheden i denne sag består i, at fællesskabslovgiver ved udstedelsen af
forordning nr. 2340/90 har undladt at træffe bestemmelse om erstatning af de
berørte virksomheders tab.
Fællesskabets erstatningsansvar for en lovlig handling
Parternes argumenter
Retsgrundlaget for Fællesskabets erstatningsansvar som følge af en lovlig handling
- 25.
- Sagsøgeren har indledningsvis gjort gældende, at det i artikel 14, stk. 3, i
Grundgesetz (den tyske forfatning) - i overensstemmelse med artikel 1 i
tillægsprotokollen til den europæiske konvention til beskyttelse af
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«) og
med folkerettens almindelige principper om forpligtelsen til at erstatte indgreb i
ejendomsretten - er fastslået, at en ekspropriation i almenvellets interesse ikke kan
gennemføres uden erstatning. Ifølge sagsøgeren finder denne regel ligeledes
anvendelse ved et »indgreb svarende til ekspropriation«, idet der ifølge tysk
retspraksis i så fald består en forpligtelse til at betale erstatning, når lovlige statslige
handlinger, uden at udgøre formelle ekspropriationsforanstaltninger, dog har den
virkning, at de gør indgreb i ejendomsrettigheder.
- 26.
- Desuden følger det efter sagsøgerens opfattelse af Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols praksis, at fordringer også falder ind under begrebet
ejendom, som er beskyttet mod indgreb svarende til ekspropriation i henhold til
artikel 1 i tillægsprotokollen til EMRK (Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols dom af 9.12.1994, Stran Greek Refineries og Stratis
Andreadis mod Grækenland). Det samme resultat hævdes at følge af retspraksis
inden for folkeretten og af medlemsstaternes retsordener.
- 27.
- På dette grundlag har sagsøgeren gjort gældende, at den omstændighed, at
selskabets tidligere bestående og ubestridte fordringer ikke kan inddrives som følge
af lov nr. 57, der blev vedtaget som en gengældelsesforanstaltning over for
indførelsen af en embargo mod Irak ved forordning nr. 2340/90, har forvoldt den
et »indtruffet og aktuelt« tab, som bør erstattes af Fællesskabet.
- 28.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabets erstatningskrav som følge af et lovligt
indgreb i dets formuerettigheder er begrundet som følge af, at dets bidrag til
omkostningerne ved Fællesskabets embargopolitik ikke bør overstige bidraget fra
andre forpligtigede, som ligeledes skal bære disse omkostninger i overensstemmelse
med princippet om ligebehandling (Domstolens dom af 5.3.1980, sag 265/78,
Ferwerda, Sml. s. 617, på s. 628).
- 29.
- Med hensyn til de sagsøgtes argumentation om, at der i denne sag er tale om en
fællesskabsforanstaltning, der bygger på et økonomisk-politisk valg, således at det
af sagsøgeren påståede tab ikke overskrider grænserne for, hvilke risici der er
forbundet med at drive virksomhed inden for det pågældende område, og heller
ikke truer virksomhedens fortsatte beståen, har sagsøgeren anført, at spørgsmålet
om, hvorvidt embargoen mod Irak udgør en foranstaltning inden for den
økonomiske politik eller sikkerhedspolitikken, som truer selskabets eksistens, er
uden betydning, eftersom der ikke er tale om fremtidige økonomiske tab, men
derimod om et indgreb i allerede bestående ejendomsrettigheder. Med hensyn til
spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren ved at levere ydelser til Irak bevidst har
accepteret risikoen for, at selskabet ikke sidenhen kunne få indfriet sine fordringer,
har det anført, at den kontrakt, som det indgik med de irakiske myndigheder i
1975, blev indgået fire år før indførelsen af Iraks nuværende regime og fem år før
krigen mellem Irak og Iran.
- 30.
- Rådet har indledningsvis gjort gældende, at betingelserne for, at Fællesskabet kan
ifalde et erstatningsansvar som følge af en lovlig handling, bør være strengere end
betingelserne for at Fællesskabet kan ifalde erstatningsansvar for en retsstridig
handling.
- 31.
- Rådet har anført, at det følger af retspraksis på området, at det for at gøre et
objektivt ansvar gældende, enten forudsættes, at en borger af hensyn til almenvellet
har båret en byrde, der sædvanligvis ikke påhviler vedkommende (Domstolens dom
af 24.6.1986, sag 267/82, Développement SA og Clemessy mod Kommissionen, Sml.
s. 1907), eller at en særlig gruppe af virksomheder, som har specialiseret sig inden
for bestemte produkter, bærer en urimelig del af byrderne ved, at Fællesskabet har
truffet særlige økonomiske foranstaltninger (Domstolens dom af 29.9.1987, sag
81/86, De Boer Buizen mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 3677).
- 32.
- Ifølge Rådet er ingen af disse betingelser imidlertid opfyldt i den foreliggende sag.
For så vidt angår sagsøgerens påstand om, at det ikke kan accepteres, at selskabet
i højere grad end andre erhvervsdrivende skulle bære omkostningerne ved
embargopolitikken mod Irak, alene fordi dets fordringer endnu ikke var indfriet på
tidspunktet for gennemførelsen af denne politik, har Rådet indvendt, at det ikke
kan være Fællesskabets opgave at yde virksomhederne erstatning for de »uheld«,
de måtte blive udsat for, og som følge af transaktioner, som indebærer økonomiske
risici.
- 33.
- Kommissionen har gjort gældende, at det i tysk ret anvendte udtryk en »særlig
opofrelse« (»Sonderopfer«), som sagsøgeren baserer sit erstatningskrav på,
forudsætter, at den pågældende har lidt et særligt tab. Dette udtryk kan ikke
umiddelbart kan overføres til fællesskabsretten. Derudover er det ifølge
Kommissionen tvivlsomt, om sagsøgeren kan betragtes som hørende til en
tilstrækkeligt afgrænset gruppe af virksomheder, som er blevet pålagt en »særlig
opofrelse«, i dennes forstand.
- 34.
- Kommissionen har understreget, at sagsøgerens henvisninger til tysk retspraksis
vedrører indgreb i fast ejendom eller i forretningsvirksomhed som følge af
vedtagelse af statslige foranstaltninger inden for byggeområdet eller med hensyn til
jordfordeling og således ikke er sammenlignelige med nærværende sag. Ligeledes
angår den af sagsøgeren nævnte retspraksis fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol vedrørende beskyttelsen af ejendomsretten (jf. ovenfor
i præmis 29) i realiteten direkte konfiskation af rettigheder gennem udøvelse af
offentlig myndighed og ikke, som det er tilfældet i denne sag, indirekte
konsekvenser af lovlige retsakter, som er udstedt af Fællesskabet.
- 35.
- Derudover følger det af retspraksis på området, at Fællesskabet kun kan være
erstatningsansvarligt som følge af en lovlig handling, såfremt det påberåbte tab ikke
var forudsigeligt eller ikke kunne være undgået af en opmærksom
erhvervsdrivende. Imidlertid er det ifølge Kommissionen åbenbart, at Iraks
manglende evne til og/eller nægtelse af at betale var forudsigelig i det foreliggende
tilfælde, når den overordnede sammenhæng og landets særlige situation tages i
betragtning. Efter Kommissionens opfattelse har virksomheder som sagsøgeren,
som ikke har kunnet opnå garantier fra offentlige organer eller fra
forsikringsselskaber med henblik på at få dækning for risikoen ved samhandel med
lande, der betragtes som »højrisikolande«, bevidst accepteret de større risici, som
følger heraf.
- 36.
- Endelig har sagsøgeren ifølge Kommissionen intet fremført om forhold, som på
væsentlig måde kan påvirke den af sagsøgeren drevne virksomhed og true
sagsøgerens forsatte beståen som virksomhed (jf. generaladvokat Lenz' forslag til
afgørelse i de forenede sager 279/84, 280/84, 285/84 og 286/84, dom af 11.3.1987,
Sml. s. 1069, på s. 1084 og 1114).
Årsagssammenhæng
- 37.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at det påberåbte tab skyldes udstedelsen af
forordning nr. 2340/90 om indførelsen af embargoen mod Irak, idet de irakiske
myndigheders beslutning om at nægte at indfri sagsøgerens fordringer blev truffet
i medfør af lov nr. 57, som blev vedtaget som en modforanstaltning over for
udstedelsen af nævnte forordning. I modsætning til, hvad der er anført af Rådet,
udgør Iraks vedtagelse af lov nr. 57 ikke en »fjern« konsekvens i den forstand,
hvori udtrykket anvendes i retspraksis (Domstolens dom af 4.10.1979, forenede
sager 64/76, 113/76, 167/78, 239/78, 27/79, 28/79 og 45/79, Dumortier Frères mod
Rådet, Sml. s. 3091), men derimod en typisk og forudsigelig følge af en retsakt om
indførelse af en embargo.
- 38.
- I denne forbindelse har sagsøgeren gjort gældende, at både Kommissionen og
Rådet reelt har taget højde for omkostningerne og andre konsekvenser af en
eventuel udsættelse fra Iraks side med af betalingen af forfaldne fordringer, som
virksomheder i Fællesskabet havde mod Irak. Til støtte herfor har sagsøgeren
foreslået den tidligere formand for Kommissionen, J. Delors, og den tidligere
formand for Rådet, De Michelis, som vidner og har anmodet Retten om at træffe
bestemmelse om, at samtlige forarbejder til forordning nr. 2340/90 fremlægges
(Rettens dom af 19.10.1995, sag T-194/94, Carvel og Guardian Newspapers mod
Rådet, Sml. II, s. 2765).
- 39.
- Ifølge sagsøgeren modsiges de sagsøgtes argument om, at det hævdede tab ikke
skyldes udstedelsen af forordning nr. 2340/90, men alene den omstændighed, at Irak
- allerede før udstedelsen af den nævnte forordning og endda før invasionen af
Kuwait den 2. august 1990 - ikke var i stand til at betale sin gæld, af den
omstændighed, at de irakiske myndigheder allerede i april og i maj 1990 havde
betalt et beløb på ca. 200 000 DEM for leverede ydelser. Ligeledes kan de irakiske
myndigheders forsinkelse med hensyn til at afregne forskellige fakturaer i valuta,
ifølge sagsøgeren alene forklares med, at de irakiske myndigheder havde
administrative vanskeligheder, og ikke at Irak, som påstået af sagsøgte, skulle have
været ude af stand til at betale.
- 40.
- Sagsøgeren har bestridt Rådets argument om, at den manglende mulighed for at
inddrive fordringerne ikke skyldtes forordning nr. 2340/90, men havde en mere
fjerntliggende årsag, dvs. Iraks efter folkeretten retsstridige invasion af Kuwait. Den
omstændighed, at Fællesskabets embargo mod Irak blev begrundet med Iraks
forudgående retsstridige handlinger, kan således ikke udelukke Fællesskabets
forpligtelse til at erstatte tredjemands tab som følge af et indgreb svarende til
ekspropriation. Den i denne sag påberåbte direkte sammenhæng berøres heller
ikke af, at tabet har en retsstridig årsag, dvs. lov nr. 57, der blev vedtaget som
modforholdsregel over for en forudgående lovlig handling, dvs. udstedelsen af
forordning nr. 2340/90 (Domstolens dom af 7.11.1985, sag 145/83, Adams mod
Kommissionen, Sml. s. 3539).
- 41.
- For så vidt angår Rådets argument om, at det oprindelig skulle være de af FN's
Sikkerhedsråd vedtagne resolutioner, som var årsag til tabet, har sagsøgeren
indvendt, at resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd ikke har direkte virkning i
medlemsstaternes nationale retsordener.
- 42.
- Med hensyn til det af de sagsøgte rejste spørgsmål om, hvorvidt for det førstesagsøgerens fordringer reelt udgør et »tilgodehavende« i lov nr. 57's forstand, og
for det andet om loven stadig er gældende, har sagsøgeren anført, at det eneste,
der har betydning, er den omstændighed, at de irakiske myndigheder fortsat nægter
at betale deres gæld.
- 43.
- Endelig gør sagsøgeren gældende, at i modsætning til, hvad der er anført af Rådet,
er den omstændighed, at forordning nr. 2340/90 alene vedrører udførsel og
indførsel af varer og ikke tjenesteydelser, uden betydning for vurderingen af, om
der består en årsagssammenhæng, idet det var udstedelsen af denne forordning, der
var årsag til, at de irakiske myndigheder nægtede at betale deres gæld.
- 44.
- Rådet har gjort gældende, at selv om de fordringer, som sagsøgeren har mod Irak,
måtte anses for at være blevet uinddrivelige, og selskabet på denne baggrund skulle
have lidt et tab, ville der ikke være nogen sammenhæng eller i hvert fald ikke en
»tilstrækkelig umiddelbar« sammenhæng mellem dette tab og udstedelsen af
forordning nr. 2340/90.
- 45.
- Efter Rådets opfattelse skyldtes Iraks nægtelse af at betale sagsøgerens fordringer
ikke vedtagelsen af lov nr. 57 som en modforholdsregel over for forordning nr.
2340/90, men derimod de finansielle vanskeligheder, Irak havde på grund af landets
aggressionspolitik over for nabostaterne. Dertil kommer, at eftersom de irakiske
myndigheder endnu ikke, da lov nr. 57 blev vedtaget, havde foretaget overførslen
af midlerne til sagsøgerens bankkonto, var intet »formuegode« eller
»tilgodehavende« for sagsøgeren blevet indefrosset i disse lovbestemmelsers
egentlige forstand.
- 46.
- Rådet har anført, at det, for det tilfælde, at Retten skulle finde, at det af
sagsøgeren påberåbte tab skyldes anvendelsen af lov nr. 57, er Rådets opfattelse,
at vedtagelsen af denne lov, i modsætning til, hvad der er anført af sagsøgeren, ikke
skyldes forordning nr. 2340/90, men derimod Sikkerhedsrådets resolutioner nr. 660
(1990) og 661 (1991), hvorved der blev indført en embargo mod Irak, som
Fællesskabet var retligt forpligtet til at følge. Ifølge Rådet må det heraf udledes,
at vedtagelsen af lov nr. 57 ikke kan betragtes som en »tilstrækkelig umiddelbar«
konsekvens af udstedelsen af forordning nr. 2340/90 i den forstand, hvori udtrykket
er benyttet i retspraksis på dette område.
- 47.
- Desuden foreligger den påberåbte årsagssammenhæng ifølge Rådet ikke, eftersom
lov nr. 57 i lyset af de daværende faktiske forhold ikke kan betragtes som en
»reaktion« fra Iraks side mod de embargoforanstaltninger, som blev truffet af FN's
Sikkerhedsråd og gennemført af Fællesskabet ved forordning nr. 2340/90.
Foranstaltningerne mod Irak blev derimod truffet som følge af landets tidligere
overtrædelser af Folkeretten.
- 48.
- Endelig har Rådet anført, at eftersom formålet med forordning nr. 2340/90 var at
forbyde indførsel og udførsel af varer og ikke at forbyde erhvervsdrivende i
Fællesskabet at modtage betaling af fordringer, som de allerede havde over for de
irakiske myndigheder, er der ingen tilstrækkelig umiddelbar årsagssammenhæng
mellem udstedelsen af forordningen og det påberåbte tab.
- 49.
- Kommissionen har gjort gældende, at det af sagsøgeren påberåbte tab alene følger
af lov nr. 57 og ikke af udstedelsen af forordning nr. 2340/90, idet forordningen kun
blev benyttet som påskud for, at Irak kunne afbryde betalingen af sin gæld, som
reelt skyldtes landets vanskeligheder og dårlige økonomiske situation som følge af
dets krigsførelse i området og dets oprustningspolitik.
- 50.
- Desuden følger det efter Kommissionens opfattelse af artikel 5 og 7 i lov nr. 57, at
Irak ikke definitivt har afvist at betale sagsøgerens fordringer, hvilket forklarer,
hvorfor sagsøgeren har foreslået de sagsøgte at overdrage sine fordringer til dem
som modydelse for erstatning. Dette er yderligere grund til, at der ikke er direkte
sammenhæng mellem tabet og forordning nr. 2340/90. Under alle omstændigheder,
og selv hvis en indirekte årsagssammenhæng skulle være tilstrækkelig til, at
Fællesskabet kunne ifalde et erstatningsansvar uden for kontraktforhold, ville en
sådan sammenhæng dog være uden relevans i et tilfælde som i denne sag, hvor
sammenhængen hævdes at bestå mellem en lovlig adfærd (Rådets udstedelse af
forordning nr. 2340/90), som siden gav anledning til en retsstridig handling fra
tredjeparts side (Iraks vedtagelse af lov nr. 57).
- 51.
- Kommissionen har tilføjet, at Irak ved skrivelse af 28. februar 1991 til formanden
for FN's Sikkerhedsråd formelt har anerkendt lovligheden af Sikkerhedsrådets
resolution nr. 660(1990) og af de øvrige resolutioner, som førte til vedtagelsen af
lov nr. 57. Loven blev definitivt ophævet den 3. marts 1991, således at sagsøgeren
fra denne dato kunne anmode de irakiske myndigheder om at betale beløbene.
- 52.
- Med hensyn til begæringen om indkaldelse af den tidligere formand for
Kommissionen og af den tidligere formand for Rådet som vidner, har
Kommissionen anført, at en sådan indkaldelse ville være uden betydning, eftersom
de beviser, som det påhviler sagsøgeren at føre, ikke kan føres i form af
vidneforklaringer fra disse personer.
Tabet
- 53.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet har lidt et »indtruffet og aktuelt« tab
i den forstand, hvori udtrykket anvendes i retspraksis vedrørende Fællesskabets
erstatningsansvar uden for kontraktforhold, som følge af, at dets fordringer mod
Irak, efter udstedelsen af forordning nr. 2340/90 ikke har kunnet inddrives. Den
omstændighed, at sagsøgeren har foreslået de sagsøgte at indtræde i fordringerne
som modydelse for en erstatning, svækker ifølge sagsøgeren på ingen måde
anbringendet om, at der foreligger et tab, men har alene til formål at forhindre, at
sagsøgeren opnår et ugrundet berigelse. For det tilfælde, at de sagsøgte skulle
ønske at anfægte såvel det forhold, at sagsøgerens fordringer mod Irak består, som
det forhold, at det ikke er muligt at få dem indfriet, har sagsøgeren som bevis
tilbudt at fremlægge erklæringer fra virksomhedens projektansvarlige, Hartvig von
Bredow, og dens repræsentant i Bagdad på det pågældende tidspunkt, Wolfgang
Johner. Sagsøgeren har præciseret, at når selskabet ikke har givet en forklaring på,
hvorfor de irakiske myndigheder har nægtet at betale dets fordringer, skyldes det,
at man ikke har modtaget nogen forklaring herpå, hvortil kommer, at fællesskabets
embargo mod tjenesteydelser i Irak (Rådets forordning (EØF) Nr. 3155/90 af 29.
oktober 1990 om udvidelse og ændring af forordning (EØF) nr. 2340/90) forbød
enhver overdragelse af beføjelser til retlige repræsentanter i Irak.
- 54.
- Sagsøgeren har opgjort sit tab til 2 279 859,69 DEM, hvilket svarer til de
fordringer, som det irakiske ministerium anerkendte i skrivelserne af 5. og 6.
februar 1990, der indeholdt en betalingsordre, men som endnu ikke er modtaget
af sagsøgeren.
- 55.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at erstatningsopgørelsen, i overensstemmelse med
Den europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, skal føre til en retfærdig
afvejning mellem på den ene side Fællesskabets almindelige interesse og på den
anden side de ufravigelige krav til beskyttelse af individets grundlæggende
rettigheder. Det er sagsøgerens opfattelse, at dette dog ikke udelukker, at en
erstatning kan dække det fulde beløb af de fordringer, som er blevet uinddrivelige
som følge af en statslig foranstaltning, herunder samtlige påløbne renter fra
tidspunktet for fordringernes opståen (dommen i sagen Stran Greek Refineries og
Stratis Andreadis mod Grækenland, a.st.). Efter tysk ret vil der således være
grundlag for at kræve erstatning af det samlede økonomiske tab, som er forårsaget
af et »indgreb svarende til ekspropriation«. Det samme gælder efter Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis. Fællesskabet må på denne
baggrund, mod at overtage de fordringer, sagsøgeren har mod Irak, tilpligtes at
betale sagsøgeren en erstatning svarende til fordringernes samlede beløb med tillæg
af påløbne renter. Dette udelukker imidlertid ikke, at erstatningsbeløbet kan
nedsættes som følge af særlige konkrete omstændigheder.
- 56.
- Rådet har gjort gældende, at de af Irak trufne foranstaltninger, og navnlig lov nr.
57, alene har forsinket betalingen af sagsøgerens fordringer, således at sagsøgeren
retligt set ikke har lidt et »indtruffet og aktuelt« tab i den forstand, hvori udtrykket
anvendes i retspraksis på området, og at dette i øvrigt fremgår af den
omstændighed, at sagsøgeren har tilbudt at overdrage sine fordringer til
fællesskabsinstitutionerne mod at opnå erstatning for det påståede tab.
- 57.
- Desuden fremgår det af sagsøgerens skrivelse af 4. august 1994 til Rådet, at
sagsøgeren har anmeldt sine fordringer over for de kompetente administrative
myndigheder i Tyskland med henblik på at kunne gøre dem gældende over for den
»Claims Commission«, der er oprettet af De Forenede Nationer med henblik på
at løse spørgsmålene om de økonomiske tab, de erhvervsdrivende har lidt som
følge af embargoen mod Irak. Efter Rådets opfattelse fremgår det heraf, at
spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren har lidt et tab, i sidste instans beror på, om
FN ophæver embargoen mod Irak.
- 58.
- Kommissionen har gjort gældende, at det nøjagtige tab indtil nu ikke er opgjort,
eftersom sagsøgerens fordringer retligt set fortsat består. Kommissionen har
endvidere afvist sagsøgerens forslag om at overdrage fordringerne mod udbetaling
af erstatning fra Fællesskabet.
Rettens bemærkninger
- 59.
- Det bemærkes indledningsvis, for det første, at et erstatningsansvar for
Fællesskabet uden for kontraktforhold som følge af en retsstridig eller lovlig
handling under alle omstændigheder forudsætter, at det godtgøres, at det påståede
tab foreligger, og at der er årsagssammenhæng mellem tabet og handlingen
(Domstolens dom af 29.9.1982, sag 26/81, Oleifici Mediterranei mod EØF, Sml. s.
3057, præmis 16, og Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941,
præmis 80, af 11.7.1996, sag T-175/94, International Procurement Services mod
Kommissionen, Sml. II, s. 729, præmis 44, af 16.10.1996, sag T-336/94, Efisol mod
Kommissionen, Sml. II, s. 1343, præmis 30, og af 11.7.1997, sag T-267/94, Oleifici
Italiani mod Kommissionen, Sml. II, s. 1239, præmis 20, og af 29.1.1998, sag T-113/96, Dubois et fils mod Rådet og Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af
Afgørelser, præmis 54). For det andet bemærkes, at det når der som i denne sag
er tale om at gøre et erstatningsansvar gældende over for Fællesskabet som følge
af en lovlig handling, følger af retspraksis på området, at for det tilfælde, at et
sådant princip gælder i fællesskabsretten, forudsætter et sådant erstatningsansvar
under alle omstændigheder, at der foreligger et »usædvanligt« eller »særligt« tab
(Domstolens dom af 13.6.1972, forenede sager 9/71 og 11/71, Compagnie
d'approvisionnement et grands moulins de Paris mod Kommissionen, Sml. 1972, s.
101, org. ref.: Rec. s. 391, præmis 45 og 46, og af 6.12.1984, sag 59/83, Biovilac mod
EØF, Sml. s. 4057, præmis 28, samt dommen i sagen Développement SA og
Clemessy mod Kommissionen, a.st., præmis 16 og 17, og dommen i sagen De Boer
Buizen mod Rådet og Kommissionen, a.st., præmis 16 og 17). Der skal herefter
tages stilling til, om der som hævdet foreligger et tab, således at der er tale om et
»faktisk og reelt tab«, om dette tab direkte følger af Rådets udstedelse af
forordning nr. 2340/90, og om det påståede tab er af en sådan karakter, at det fører
til, at Fællesskabet ifalder erstatningsansvar for en lovlig handling, i den forstand,
hvori begrebet er benyttet i den citerede praksis.
Spørgsmålet om, hvorvidt der som hævdet foreligger et tab
- 60.
- Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren har lidt et »faktisk og reelt
tab«, i den forstand, som følger af retspraksis på området (Domstolens dom af
27.1.1992, forenede sager 256/80, 257/80, 265/80, 267/80, og 5/81, Birra Wührer m.fl.
mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 85, præmis 9, og sag 51/81, De Franceschi
mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 117, præmis 9, og Rettens domme af
16.1.1996, sag T-108/94, Candiotte mod Rådet, Sml. II, s. 87, præmis 54, af
12.12.1996, sag T-99/95, Stott mod Kommissionen, Sml. II, s. 2227, præmis 72, og
af 11.7.1997, Oleifici Italiani mod Kommissionen, a.st., præmis 74), dvs. om de
fordringer, sagsøgeren har mod Irak er blevet uerholdelige, skal Retten
indledningsvis bemærke, at det efter fast praksis påhviler sagsøgeren over for
Fællesskabets retsinstanser at føre bevis for, at det tab, der hævdes at være lidt,
faktisk er indtrådt (Rettens dom af 9.1.1996, sag T-575/93 Koelmann mod
Kommissionen, Sml. II, s. 1, præmis 97).
- 61.
- Imidlertid må det i denne sag konstateres, at selv om det i forholdet mellem
parterne ikke er bestridt, at sagsøgerens fordringer endnu ikke er blevet betalt, kan
det af sagsøgeren fremlagte bevismateriale ikke danne grundlag for at anse det for
tilstrækkeligt godtgjort, at sagsøgeren, som følge af udstedelsen af forordning nr.2340/90, er blevet stillet overfor et endeligt afslag fra de irakiske myndigheder på
at indfri fordringerne. Således har sagsøgeren ikke fremlagt beviser, som godtgør,
at selskabet faktisk har kontaktet eller i det mindste forsøgt at kontakte enten de
pågældende irakiske myndigheder eller Rafidian Bank med henblik på at få klarhed
over, hvorfor betalingsordrerne for sagsøgerens fordringer, som blev givet ved
skrivelser af henholdsvis 5. og 6. februar 1990 fra den irakiske minister til Rafidian
Bank, endnu ikke er blevet udført.
- 62.
- I denne forbindelse har Retten, som en foranstaltning med henblik på sagens
tilrettelæggelse, anmodet sagsøgeren om at fremlægge eventuel korrespondance
med de irakiske myndigheder vedrørende betalingen af sagsøgerens fordringer. I
sine skriftlige svar på Rettens spørgsmål har sagsøgeren erkendt, at selskabet ikke
har ført en korrespondance med de irakiske myndigheder, idet det har
understreget, at det ikke var i dets interesse »ved fornyet korrespondance at rejse
tvivl om den bindende karakter af de betalingsordrer, det irakiske Ministry of
Housing and Reconstruction gav til Rafidian Bank den 5. og 6. februar«, og at det
»i øvrigt ville have været uantageligt og dermed i strid med selskabets interesser,
hvis det ved skriftlige henvendelser havde forsøgt at fremskynde den interne
gennemførelse af ministeriets ordrer«. Den omstændighed, at sagsøgeren ikke har
fundet det nødvendigt eller belejligt at forsøge »at fremskynde den interne,
administrative gennemførelse af det irakiske ministeriums ordrer« kan imidlertid
ikke i sig selv være tilstrækkelig til at støtte sagsøgerens anbringende om, at de
irakiske myndigheder definitivt skulle have nægtet at betale sagsøgerens fordringer.
På denne baggrund kan det ikke udelukkes, at den manglende betaling af
fordringerne skyldes en ren forsinkelse af administrativ karakter eller en midlertidig
betalingsnægtelse, eller at den skyldes, at Irak midlertidigt eller permanent har
været ude af stand til at betale.
- 63.
- Det kan ikke føre til andet resultat, at det af en skrivelse af 10. oktober 1990 fra
den irakiske minister til sagsøgeren - som sidstnævnte har fremlagt under
retsmødet den 19. juni 1997 - hævdes at fremgå, at den irakiske minister »på
diplomatisk vis« har ladet forstå, at sagsøgerens fordringer ikke ville blive betalt,
så længe Fællesskabets embargo mod Irak var gældende. I skrivelsen, som blev
sendt til sagsøgeren »i forbindelse med erklæringen om foreningen af
Forbundsrepublikken Tyskland og Den Tyske Demokratiske Republik«, henvises
der således ikke til kontraktforholdet mellem sagsøgeren og de irakiske
myndigheder i henhold til kontrakten fra 1975 og heller ikke til, hvad der skal ske
med sagsøgerens fordringer. Skrivelsen indeholder kun erklæringer af almindelig
karakter om, på hvilken måde tyske virksomheder kan bidrage til »udviklingen af
et frugtbart bilateralt samarbejde« mellem Tyskland og Irak, og om de skader,
embargoen og »de trusler, der hviler på Irak« har forvoldt på disse forbindelser.
- 64.
- Selv om sagsøgeren i sine skriftlige svar på Rettens ovennævnte spørgsmål har
henvist til nogle fortrolige rapporter udarbejdet af underdirektøren for filialen i
Irak, hvoraf det hævdes at fremgå, at de irakiske myndigheder fortsat nægter at
betale fordringerne på grund af opretholdelsen af Fællesskabets embargo, skal det
desuden bemærkes, at sagsøgeren ikke har forelagt kopier af disse rapporter for
Retten.
- 65.
- Selv hvis det, som sagsøgeren har gjort gældende i stævningen, skulle forholde sig
således, at årsagen til, at Irak nægtede at betale sagsøgerens fordringer, var
vedtagelsen af lov nr. 57, hvorved samtlige formuegoder tilhørende virksomheder
i stater, hvis regeringer havde truffet »vilkårlige beslutninger« overfor Irak,
herunder forordning nr. 2340/90, blev indefrosset, blev denne lov, som det
fremhæves af de sagsøgte i deres processkrifter, dog endeligt ophævet den 3. marts
1991. Det følger heraf, at der fra denne dato i princippet ikke kan antages at være
retlige hindringer for de irakiske myndigheders betaling af sagsøgerens fordringer.
Retten har, som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, anmodet
sagsøgeren om at præcisere, om selskabet, efter ophævelsen af lov nr. 57, har taget
de nødvendige skridt til at indkræve sine fordringer, og om at angive grundene til,
at fordringerne ikke er blevet betalt på trods af lovens ophævelse. I sit skriftlige
svar har sagsøgeren, ligesom i øvrigt for første gang i replikken, anført, at lov nr.
57 ikke kunne betragtes som årsagen til betalingsnægtelsen fra Iraks side, men
snarere som et indicium herpå, idet Irak som debitor ikke havde behov for nogen
hjemmel til at undlade at opfylde sine kontraktlige forpligtelser. Selv hvis det måtte
antages, at Iraks nægtelse af at betale sagsøgerens fordringer ikke var begrundet
i vedtagelsen af lov nr. 57, hvilket under alle omstændigheder ville være i modstrid
med, hvad sagsøgeren har fremført i stævningen, er der ikke desto mindre tale om
en udokumenteret påstand, eftersom den, således som det netop er blevet påvist,
fortsat ikke kan godtgøre, at betalingsnægtelsen har været endelig, og ikke kan
udgøre en forklaring på betalingsnægtelsen på trods af ophævelsen af lov nr. 57.
- 66.
- Desuden skal Retten bemærke, at således som det fremgår af sagens akter har
sagsøgeren end ikke forsøgt at bringe de retsmidler, der er fastlagt i den kontrakt,
som selskabet indgik med det irakiske ministerium den 30. januar 1975, i
anvendelse med henblik på at opnå de irakiske myndigheders endelige stillingtagen
til den manglende betaling af fordringerne. Således følger det af artikel X i denne
kontrakt (jf. ovenfor i præmis 2), at parterne i tilfælde af uoverensstemmelser
angående fortolkningen af dens bestemmelser eller af den manglende opfyldelse
af forpligtelserne i henhold til denne, skal søge at opnå en for begge parter
acceptabel løsning i mindelighed og, hvis dette ikke kunne lade sig gøre, forelægge
tvisten for Planning Board, uden at dette dog afskærer nogen af parterne fra deres
ret til ligeledes at indbringe tvisten for de kompetente irakiske domstole
(kontraktens artikel X, stk. 1 og 2). Som sagsøgeren har forklaret under retsmødet
den 19. juni 1997, forhindrede den embargo vedrørende tjenesteydelser i Irak og
i Kuwait, som Fællesskabet indførte ved forordning nr. 3155/90, sagsøgeren i at
benytte sig af irakiske advokater eller retlige repræsentanter. Selv om det således
ikke kan udelukkes, at det på grund af forholdene i Irak efter Golfkrigens
afslutning var vanskeligt for udenlandske virksomheder at benytte sig af irakiske
advokater med henblik på at løse tvister med de irakiske myndigheder, må det dog,
i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, lægges til grund, at en sådan
vanskelighed ikke følger af forordning nr. 3155/90, eftersom der ved denne
forordning alene blev indført et forbud mod i Fællesskabet eller fra dets område,
at præstere tjenesteydelser til fysiske personer i Irak eller til juridiske personer med
hjemsted i Irak med det formål eller den virkning at fremme Iraks økonomi, og
ikke et forbud mod at præstere tjenesteydelser i Irak over for tredjemænd fra
fysiske personers side eller fra juridiske personer med hjemsted i Irak
(forordningens artikel 1).
- 67.
- Endelig er den omstændighed, at sagsøgeren har foreslået de sagsøgte at overdrage
dem fordringerne på Irak mod en betaling af det tilsvarende beløb, i mangel af
beviser for det modsatte til hinder for at antage, at disse fordringer rent faktisk og
definitivt ikke kan inddrives.
- 68.
- Det følger af det anførte, at sagsøgeren ikke har været i stand til i fornødent
omfang at godtgøre, at selskabet har lidt et faktisk og reelt tab i den forstand, hvori
begrebet er benyttet i den citerede retspraksis (jf. ovenfor i præmis 60).
- 69.
- Selv hvis det måtte antages, at det af sagsøgeren påberåbte tab kunne betragtes
som »faktisk og reelt«, forudsætter Fællesskabets erstatningsansvar som følge af
en lovlig handling, at der foreligger en direkte årsagssammenhæng mellem
forordning nr. 2340/90 og tabet. På grund af de særlige omstændigheder i sagen
finder Retten grundlag for at tage stilling til denne situation og for at efterprøve,
om der i denne sag foreligger en sådan årsagssammenhæng.
Årsagssammenhængen
- 70.
- Det følger af sagsøgerens argumentation, at det tab, som selskabet påstår at have
lidt ved, at dets fordringer ikke har kunnet inddrives som følge af Iraks vedtagelse
af lov nr. 57 - som en forudsigelig og direkte modforanstaltning over for
udstedelsen af forordning nr. 2340/90, hvorved Irak blev pålagt en handelsembargo
- må tilregnes Fællesskabet. Der skal derfor indledningsvis tages stilling til, om
sagsøgerens fordringer mod Irak ikke kan inddrives som følge af vedtagelsen af lov
nr. 57, og i bekræftende fald, om vedtagelsen af denne lov og de irakiske
myndigheders efterfølgende nægtelse af at betale disse fordringer er en direkte
følge af udstedelsen af forordning nr. 2340/90 (jf. dommen i sagen International
Procurement Services mod Kommissionen, a.st., præmis 55).
- 71.
- I denne forbindelse bemærkes for det første, at det følger af præamblen til lov nr.
57, at loven blev vedtaget, fordi »visse regeringer« havde truffet »vilkårlige
beslutninger« mod Irak. Det må imidlertid lægges til grund, at lov nr. 57 hverken
henviser til Det Europæiske Fællesskab eller til forordning nr. 2340/90. Selv hvis
det måtte antages, at lov nr. 57 indirekte sigtede mod samtlige medlemsstaters
regeringer, er det uomtvisteligt, at det ikke er disse regeringer, men derimod
Fællesskabet, som har udstedt forordning nr. 2340/90, som forhindrer samhandel
mellem Fællesskabet og Irak.
- 72.
- Selv hvis det måtte antages, at Rådets udstedelse af forordning nr. 2340/90 skulle
fortolkes som en »vilkårlig beslutning« truffet af »visse regeringer« i lov nr. 57´s
forstand, finder Retten, at sagsøgeren, som har bevisbyrden (Domstolens dom af
21.1.1976, sag 40/75, Produits Bertrand, Sml. s. 1, og Rettens dom af 24.9.1996, sag
T-485/93, Dreyfus mod Kommissionen, Sml. II, s. 1101, præmis 29), ikke i
fornødent omfang har godtgjort, at vedtagelsen af loven, som en
gengældelsesforanstaltning, under et normalt begivenhedsforløb udgjorde en
objektivt forudsigelig følge af udstedelsen af forordningen. Selv hvis der måtte
foreligge en sådan direkte årsagssammenhæng mellem det påståede tab og
vedtagelsen af lov nr. 57, fremgår det af sagens akter, at loven, som trådte i kraft
den 6. august 1990, blev ophævet endeligt den 3. marts 1991. Det følger heraf, at
loven, i det mindste ikke fra denne dato, kan betragtes som årsagen til Iraks
nægtelse af at indfri sagsøgerens fordringer.
- 73.
- Selv hvis lov nr. 57 kunne betragtes som en forudsigelig konsekvens af udstedelsen
af forordning nr. 2340/90, og/eller det, på trods af ophævelsen af loven, fortsat er
som gengældelsesforanstaltning over for Fællesskabets embargo, at de irakiske
myndigheder nægter at indfri sagsøgerens fordringer, finder Retten, at det
påberåbte tab reelt ikke kan tilskrives forordning nr. 2340/90, men snarere, som det
i øvrigt er fremført af Rådet, Sikkerhedsrådets resolution nr. 661 (1990), hvorved
embargoen mod Irak blev indført.
- 74.
- I denne forbindelse skal Retten bemærke, at det ifølge FN-pagtens artikel 25 alene
er »organisationens medlem[sstater]«, som er forpligtet til at acceptere og anvende
resolutioner fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd. Selv om det således er
korrekt, at FN's medlemsstater i denne egenskab var forpligtet til at træffe enhver
foranstaltning, som var nødvendig for at iværksætte handelsembargoen mod Irak
som vedtaget i resolution nr. 661 (1990), må det ikke desto mindre lægges til grund,
at de af FN´s medlemsstater, som også var medlemmer af Fællesskabet, for at
opfylde denne forpligtelse, alene kunne handle inden for rammerne af traktaten,
eftersom enhver foranstaltning indenfor den fælles handelspolitik, såsom indførelse
af en handelsembargo, hører ind under Fællesskabets enekompetence i medfør af
traktatens artikel 113. Det var på grundlag af disse betragtninger, at man udstedte
forordning nr. 2340/90. I forordningens præambel hedder det: »Fællesskabet og
dets medlemsstater har besluttet at anvende et fællesskabsinstrument for at sikre
en ensartet gennemførelse i Fællesskabet af de foranstaltninger vedrørende
samhandelen med Irak og Kuwait, som FN's Sikkerhedsråd har truffet beslutning
om«. Retten finder på denne baggrund, at det påberåbte tab, i den situation, der
her tages stilling til, ikke kan tilskrives udstedelsen af forordning nr. 2340/90, men
derimod Sikkerhedsrådets resolution nr. 661 (1990), hvorved embargoen mod Irak
blev indført.
- 75.
- På grund af de særlige omstændigheder i sagen finder Retten, at der ligeledes er
grundlag for at tage stilling til, om tabet, såfremt betingelserne havde været opfyldt
for, at der kunne antages at foreligge et tab og en direkte årsagssammenhæng,
kunne betragtes som »særligt« og »usædvanligt« i den forstand, hvori udtrykkene
anvendes i den ovenfor (præmis 59) citerede retspraksis vedrørende Fællesskabets
erstatningsansvar som følge af en lovlig handling.
Det lidte tabs karakter
- 76.
- Retten skal henvise til, at Domstolen i dommen i sagen Compagnie
d'approvisionnement et grands moulins de Paris mod Kommissionen, a.st., afviste
et krav om erstatning for et »usædvanligt og særligt« tab, som sagsøgerne baseredepå Fællesskabets erstatningsansvar som følge af en lovlig handling, og som var
opstået ved et ved »brud på ligheden overfor offentlige byrder«. Domstolen
udtalte, at et eventuelt erstatningsansvar som følge af en lovlig generel retsakt ikke
kunne antages at foreligge i et tilfælde som dette, eftersom de af Kommissionen
trufne foranstaltninger kun havde til formål, i almindelig økonomisk interesse, at
udligne de konsekvenser, som bl.a. for samtlige franske importører, fulgte af den
nationale beslutning om at gennemføre en devaluering af franc'en (dommens
præmis 45 og 46).
- 77.
- Domstolen har ligeledes i dommen i sagen Biovilac mod EØF, a.st., udtalt, at
betingelsen om, at Fællesskabets erstatningsansvar på grundlag af en retsstridig
generel retsakt kun ifaldes, når den påberåbte skade ligger ud over de økonomiske
risici, der er forbundet med virksomhed inden for det pågældende område, »så
meget desto mere [må] antages at gælde for det tilfælde, [at] ansvar uden culpa
anerkendtes i fællesskabsretten« (dommens præmis 28). I den sag, hvori dommen
blev afsagt, havde sagsøgeren støttet sit krav om erstatning som følge af en lovlig
handling på det efter tysk ret gældende princip om en »særlig opofrelse«
(Sonderopfer) og det efter fransk ret gældende princip om »brud på ligheden
overfor offentlige byrder« (rupture de l'égalité devant les charges publiques). Disse
principper har sagsøgeren i nærværende sag også påberåbt sig.
- 78.
- I dommen i sagen Développement SA og Clemessy mod Kommissionen, a.st.,
afviste Domstolen ligeledes et erstatningskrav, som støttedes på princippet om
objektivt ansvar, idet den udtalte, at dette princip, således som det var beskrevet
af sagsøgerne, forudsatte, »at en privatperson af hensyn til almenvellet har båret
en byrde, der sædvanligvis ikke påhviler vedkommende«, hvilket dog ikke var
tilfældet under de foreliggende omstændigheder (dommens præmis 33).
- 79.
- Endelig udtalte Domstolen i dommen i sagen De Boer Buizen mod Rådet og
Kommissionen, a.st. - efter at have fastslået, at en af fællesskabsinstitutionerne
indført ordning for gennemførelsen af et arrangement mellem Fællesskabet og
Amerikas Forenede Stater om handelen med stålrør ikke udgjorde en
forskelsbehandling mellem på den ene side fællesskabets producenter af disse
produkter og på den anden side forhandlerne, og at betingelserne for at pålægge
Fællesskabet et erstatningsansvar på grund af en retsstridig handling derfor ikke var
opfyldt - at den omstændighed, at der ikke var tale om en forskelsbehandling
mellem producenter og forhandlere i Fællesskabet af de nævnte produkter, dog
ikke udelukkede »et vist ansvar« for institutionerne, såfremt det måtte vise sig, at
visse virksomhederne »som helhed måtte bære en urimelig del af byrderne« som
følge af gennemførelsen af arrangementet. Domstolen udtalte, at det i et sådant
tilfælde »påhviler ... fællesskabsinstitutionerne at afhjælpe denne
forskelsbehandling« (præmis 16 og 17).
- 80.
- Det følger af den nævnte retspraksis fra Domstolen, at for det tilfælde, at
princippet om Fællesskabets erstatningsansvar som følge af en lovlig handling må
antages at være anerkendt i fællesskabsretten, kan et sådant erstatningsansvar kun
pålægges, hvis det påberåbte tab, som forudsættes at være »indtruffet og aktuelt«,
rammer en særlig kategori af erhvervsdrivende uforholdsmæssigt hårdt i forhold til
andre erhvervsdrivende (usædvanligt tab) og overskrider grænserne for, hvilke
risici, der knytter sig til økonomisk virksomhed inden for det pågældende område
(særligt tab), uden at den retsakt, som ligger til grund for den påberåbte skade, er
begrundet i en almindelig økonomisk interesse (dommene i sagerne De Boer
Buizen mod Rådet og Kommissionen, Compagnie d'approvisionnement et grands
moulins de Paris mod Kommissionen og Biovilac mod EØF, a.st).
- 81.
- For så vidt angår den omstændighed, at det påberåbte tab er af usædvanlig
karakter, i den forstand, at en særlig gruppe erhvervsdrivende rammes
uforholdsmæssigt hårdt i forhold til de øvrige erhvervsdrivende, skal Retten for det
første bemærke, at vedtagelsen af lov nr. 57 - hvormed ifølge sagsøgeren må
sidestilles enhver gengældelsesforanstaltning fra de irakiske myndigheder med
samme virkning - havde til formål i Irak at indefryse de »formuegoder«, som
tilhørte virksomheder, som havde hjemsted i Fællesskabet, samt »indtægter« fra
disse formuegoder. Det følger heraf, at det ikke alene var sagsøgerens fordringer,
som blev berørt, men også fordringer tilhørende enhver anden virksomhed i
Fællesskabet, som på det tidspunkt, hvor embargoen mod Irak blev indført ved
forordning nr. 2340/90, endnu ikke var betalt. Som sagsøgeren har fremhævet under
retsmødet, beløb de fordringer, som virksomheder i Fællesskabets havde mod Irak,
og som efter indførelsen af Fællesskabets embargo mod landet ikke kunne
inddrives, men skulle dækkes gennem statslige garantier, sig til 18 mia. USD.
- 82.
- Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke anses for at høre til en gruppe
af erhvervsdrivende, hvis formueinteresser blev berørt på en måde, som adskilte
dem fra enhver anden erhvervsdrivende, hvis fordringer ikke kunne inddrives som
følge af indførelsen af Fællesskabets embargo. Sagsøgeren kan således ikke påstå,
at selskabet har lidt et særligt tab eller er blevet pålagt en særlig opofrelse. Det
skal tilføjes, at den omstændighed, at sagsøgerens fordringer - som forklaret af
sagsøgeren i de skriftlige svar på Rettens spørgsmål og under retsmødet - ikke har
kunnet dækkes af statslige garantier, eftersom de udsprang af gennemførelsen af
en kontrakt, som var indgået før man i Tyskland gennemførte et garantisystem mod
de handelsrisici, som virksomhederne påtog sig i lande som Irak, er ikke af en
sådan karakter, at den kan adskille sagsøgeren fra virksomheder, som faktisk har
opnået sådanne garantier. Sagsøgeren har således ikke været i stand til at godtgøre,
at selskabet skulle være den eneste virksomhed eller høre til en snævert afgrænset
gruppe af erhvervsdrivende, som ikke har kunnet opnå den dækning, som ydes i
medfør af denne forsikringstype.
- 83.
- For det andet finder Retten, for så vidt angår det påberåbte tabs karakter af at
være særligt tab i den forstand, at det overskrider de økonomiske risici, der er
forbundet med økonomisk virksomhed i den omhandlede sektor, at disse grænser
ikke er overskredet i denne sag. Således er det ubestridt, at Irak, på grund sin
involvering i krigshandlinger med Iran, længe før invasionen af Kuwait den 2.
august 1990, blev betragtet som et højrisikoland, hvilket også er blevet anført af de
sagsøgte, uden at dette er blevet modsagt af sagsøgeren. Under disse
omstændigheder udgjorde de økonomiske og handelsmæssige risici, som fulgte af
Iraks eventuelle deltagelse i nye krigshandlinger med nabolande, og af den
omstændighed, at Irak af udenrigspolitiske grunde afbrød betalingen af sine
gældsposter, forudsigelige risici, som er forbundet med enhver virksomhed, der
består i levering af tjenesteydelser til Irak. Den omstændighed, at Irak, som anført
af sagsøgeren, formåede at betale sine fordringer, dog med betydelig forsinkelse,
kunne ikke betyde, at de nævnte risici var forsvundet.
- 84.
- Denne konklusion støttes i øvrigt af, at det af en skrivelse af 28. november 1995 fra
det tyske forbundsfinansministerium til Kommissionen fremgår, at det
garantisystem, der blev indført i Tyskland mellem 1980 og 1990, med det formål at
indestå for fordringer i forbindelse med den tyske eksport til Irak, ved flere
lejligheder blev udskudt, netop med henvisning til forværringen af den politiske
situation i Irak.
- 85.
- Det følger heraf, at de risici, som sagsøgerens levering af tjenesteydelser i Irak
indebar, hørte til de risici, som er forbundet med at drive virksomhed i den
pågældende sektor.
- 86.
- Endelig er der under alle omstændigheder grund til at bemærke, for det første, at
selv hvis det antages, at forordning nr. 2340/90, som det hævdes af sagsøgeren, var
årsag til det påberåbte tab, var forordningen, som det netop er påvist (jf. ovenfor
i præmis 74), en gennemførelse i Fællesskabet af den forpligtelse, der påhvilede
medlemsstaterne som medlemmer af FN, til ved en fællesskabsretsakt at
iværksætte resolution nr. 661 (1990) fra FN's Sikkerhedsråd, hvorved der blev
indført en handelsembargo mod Irak. For det andet er der grund til at understrege,
at handelsembargoen, som det navnlig fremgår af resolution nr. 661 (1990), blev
besluttet i sammenhæng med »en bevarelse af freden og af den internationale
sikkerhed« og på grundlag af »den almindelige ret til berettiget individuelt eller
kollektivt selvforsvar i henhold til artikel 51 i [De Forenede Nationers] pagt overfor
Iraks væbnede angreb mod Kuwait«.
- 87.
- Domstolen har imidlertid i dom af 30. juli 1996 (sag C-84/95, Bosphorus, Sml. I, s.
3953) udtalt, at selvom det er korrekt, at en regulering, som søger at opretholde
den internationale fred og sikkerhed gennem indførelse af en handelsembargo mod
et tredjeland, ifølge sin natur har virkninger, der berører den frie erhvervsudøvelse,
og derved skader parter, der på ingen måde er ansvarlige for den situation, der har
ført til vedtagelsen af sanktionerne, må det ikke desto mindre lægges til grund, at
disse regler har så vægtige formål, at det kan berettige selv betydelige negative
følger for visse erhvervsdrivende.
- 88.
- Som følge heraf, og under hensyntagen til en målsætning af så grundlæggende
almen interesse for det internationale samfund som den, der bestod i at få Iraks
invasion og besættelse af Kuwait bragt til ophør og opretholdelsen af den
internationale fred og sikkerhed i området, kan det af sagsøgeren påberåbte tab,
selv om det måtte betegnes som betydeligt i den forstand, som følger af Bosphorus-dommen, a.st., ikke i den foreliggende sag føre til, at Fællesskabet ifalder
erstatningsansvar (jf. også dommen i sagen Compagnie d'approvisionnement et
grands moulins de Paris mod Kommissionen. a.st., præmis 46, og generaladvokat
Mayras' forslag til afgørelse i sagen, org. ref.: Rec. s. 417, på s. 425 og 426).
- 89.
- Det følger af ovenstående, at det af sagsøgeren fremsatte erstatningskrav, som
støttes på princippet om Fællesskabets erstatningsansvar som følge af en lovlig
handling, savner retligt grundlag, og at de sagsøgte skal frifindes.
Den subsidiære påstand om erstatning for et påstået tab som følge af en retsstridig
handling
Parternes argumenter
Spørgsmålet om, hvorvidt forordning nr. 2340/90 er retsstridig
- 90.
- Sagsøgeren har anført, at selskabet subsidiært kræver, at Fællesskabet pålægges et
erstatningsansvar som følge af en retsstridig handling for det tilfælde, at Retten
skulle nå frem til, at det ikke har krav på en erstatning svarende til
omsætningsværdien af sine fordringer, men derimod til, at fællesskabslovgiver
fastsætter en standardiseret erstatning for det lidte tab. Det har i den anledning
fremført, at eftersom fællesskabslovgiver ikke, i forbindelse med udstedelsen af
forordning nr. 2340/90, har fastsat en erstatningsordning for de erhvervsdrivende,
hvis fordringer mod Irak ikke ville kunne inddrives som følge af indførelsen af en
embargo mod Irak, er betingelsen om, at der skal foreligge en retsstridig handling,
for at Fællesskabet kan ifalde et erstatningsansvar, opfyldt i denne sag, da
retsstridigheden netop består i en overtrædelse af forpligtelsen til at erstatte eller
at træffe bestemmelse om erstatning på objektivt grundlag til ofrene for indgreb
i ejendomsrettigheder, hvilket er et almindeligt retsprincip. Ifølge sagsøgeren har
Rådet og Kommissionen i denne sag undladt at opfylde deres forpligtelse til at
udøve deres skønsbeføjelser på området med henblik på at fastsætte en erstatning
på 100 %, 50 % eller efter en anden procentsats, og de har således begået en fejl
ved udøvelsen af deres skøn, jf. Rettens udtalelser i dommen i sagen Carvel og
Guardian Newspapers mod Rådet, a.st.
- 91.
- Rådet har anført, at fællesskabslovgivers påståede undladelse af, i forbindelse med
udstedelsen af forordning nr. 2340/90, at indføre en erstatningsordning for de
erhvervsdrivende, som blev berørt af embargoforanstaltningerne mod Irak, reelt
rejser det samme realitetsspørgsmål som erstatningskravet som følge af et lovligt
indgreb i sagsøgerens ejendomsrettigheder, som hævdes at svare til en
ekspropriation. Begge tilfælde rejser spørgsmål om, hvorvidt den af sagsøgeren
påberåbte krænkelse af ejendomsretten udgør en overtrædelse af en højere
retsregel, som indebærer, at Fællesskabet ifalder et erstatningsansvar i medfør af
traktatens artikel 215, stk. 2. Det er Rådets opfattelse, at dette ikke er tilfældet.
- 92.
- Det er Rådets opfattelse, at det følger af den omstændighed, at forordning nr.
2340/90 er en generel retsakt af økonomisk karakter, at Fællesskabet ikke kan
ifalde erstatningsansvar, medmindre der er tale om en tilstrækkelig kvalificeret
krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private, hvilket dog ikke er
tilfældet i denne sag. Rådet har anført, at det følger af retspraksis, at udøvelsen af
ejendomsretten kan underkastes begrænsninger, forudsat at sådanne begrænsningerer i overensstemmelse med de formål, Fællesskabet forfølger, og ikke indebærer
et uforholdsmæssigt og uacceptabelt indgreb, der krænker selve ejendomsrettens
kerne (Domstolens dom af 11.7.1989, sag 265/87, Schräder HS Kraftfutter, Sml. s.
2237). Selv hvis sagsøgerens fordringer mod de irakiske myndigheder således
definitivt ikke skulle inddrives, ville det af sagsøgeren lidte tab ikke udgøre et
uforholdsmæssigt og alvorligt indgreb i ejendomsrettens kerne.
- 93.
- Desuden har Rådet anført, at Fællesskabet i tilfælde af et tab af økonomisk
karakter kun ifalder et erstatningsansvar uden for kontraktforhold, hvis, for det
første, den pågældende institution, uden at henvise til en afgørende offentlig
interesse ganske har undladt at tage hensyn til den særlige situation, som en klart
afgrænset gruppe erhvervsdrivende befandt sig i (Domstolens dom af 19.5.1992,
forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 3061), og,
for det andet, det påberåbte tab går ud over grænserne for de økonomiske risici,
som er forbundet med at drive virksomhed i den pågældende sektor. I denne sag
er sagsøgerens erhvervsmæssige interesser ifølge Rådet blevet berørt på samme
måde som fordringer tilhørende enhver anden erhvervsdrivende, som havde
fordringer mod Irak eller mod en virksomhed med hjemsted i Irak, blev berørt.
Dertil kommer, at det må lægges til grund, at Irak på daværende tidspunkt befandt
sig i en økonomisk situation, som indebar, at den manglende indfrielse af
fordringer, som udsprang af transaktioner med Irak hørte til de risici, der var
forbundet med den pågældende samhandel. Endelig bør private, for så vidt angår
de områder, der henhører under Fællesskabets økonomiske politik, inden for
rimelige grænser og uden at kunne opnå skadesløsholdelse, affinde sig med, at en
generel retsakt kan medføre visse skadelige virkninger for deres økonomiske
interesser (Domstolens dom af 25.5.1978, forenede sager 83/76, 94/76, 4/77, 15/77
og 40/77, Bayerische HNL m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 1209, præmis
6, og Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean
Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2305).
- 94.
- Kommissionen har fremhævet, at det afgørende for, om sagsøgeren kan gives
medhold i sine argumenter om den påståede retsstridighed af forordning nr.
2340/90, er, om der foreligger en ret til erstatning som hævdet i sagsøgerens
principale påstand, således at den omstændighed, at der ikke foreligger et sådant
krav, nødvendigvis må føre til, at sagsøgerens ikke kan gives medhold i sin
subsidiære erstatningspåstand.
Årsagssammenhængen og det lidte tab
- 95.
- Sagsøgeren, Rådet og Kommissionen har fremført de samme anbringender og
argumenter vedrørende det påberåbte tab og vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt
der foreligger årsagssammenhæng mellem tabet og forordning nr. 2340/90, som de
har fremført i forbindelse med den principale påstand om erstatning som følge af
en lovlig handling (jf. ovenfor i præmis 42-57 og 58-63).
Rettens bemærkninger
- 96.
- Retten skal indledningsvis bemærke, at sagsøgerens subsidiære erstatningspåstand,
som det er fremhævet af sagsøgeren i replikken og under retsmødet den 19. juni
1997, alene er fremsat for det tilfælde, at Retten måtte anerkende, at
erhvervsdrivende som sagsøgeren, hvis fordringer ikke har kunnet inddrives på
grund af indførelsen af en handelsembargo mod Irak, kun skulle have ret til en
standardiseret erstatning og ikke til en erstatning svarende til fordringernes
omsætningsværdi (jf. ovenfor i præmis 90) i overensstemmelse med den principale
påstand om erstatning som følge af en lovlig handling.
- 97.
- I forbindelse med den subsidiære påstand har sagsøgeren særligt gjort gældende,
at kravene til, at Fællesskabet kan ifalde et erstatningsansvar som følge af, at
forordning nr. 2340/90 er retsstridig, er opfyldt i denne sag, idet fællesskabslovgiver
i forbindelse med udstedelsen af forordningen har undladt at udøve sine
skønsbeføjelser med henblik på at fastsætte regler om erstatning for de tab, som
de erhvervsdrivende ville lide som følge af indførelsen af en handelsembargo mod
Irak.
- 98.
- Retten finder, at sagsøgerens subsidiære erstatningspåstand, i den gengivne
formulering, som det i øvrigt er fremført af de sagsøgte, forudsætter, at sagsøgeren
har en ret til erstatning som hævdet i forbindelse med den principale påstand om
erstatning som følge af en lovlig handling.
- 99.
- Det følger imidlertid af gennemgangen af sagsøgerens principale påstand, at der
ikke kan tillægges sagsøgeren nogen ret til erstatning, eftersom sagsøgeren navnlig
ikke har godtgjort at have lidt et faktisk og reelt tab. Under disse omstændigheder
kan den subsidiære påstand heller ikke tages til følge, og dette må gælde, uanset
hvilken betydning der eventuelt kan tillægges den af sagsøgeren påberåbte sondring
mellem en ret til erstatning svarende til fordringernes omsætningsværdi og en ret
til en standardiseret erstatning, for så vidt som de to påstande vedrører erstatning
for ét og samme tab. Herefter, og idet der ikke foreligger en ret til erstatning, kan
sagsøgeren heller ikke gøre gældende, at fællesskabslovgiver ikke har udøvet sin
skønsbeføjelse til at fastsætte regler om erstatning til virksomheder, som befinder
sig i samme situation som sagsøgeren. For så vidt angår den af sagsøgeren
påberåbte dom i sagen Carvel og Guardian Newspapers mod Rådet, a.st. (præmis
78), finder Retten, at den er uden relevans, idet der i sagen, i modsætning til, hvad
der er tilfældet i nærværende sag, var tale om en bestemmelse i den afledte
fællesskabsret, som faktisk indeholdt en opfordring til Rådet til at udøve sine
skønsbeføjelser med henblik på at afgøre, om der inden for dets
kompetenceområde skulle gives medhold eller ej i en begæring om aktindsigt.
- 100.
- Det følger heraf, at de sagsøgte også skal frifindes for sagsøgerens subsidiære
påstand om erstatning for et tab som følge af en retsstridig handling.
- 101.
- Af det anførte følger, at Rådet og Kommissionen i det hele skal frifindes.
Sagens omkostninger
- 102.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part
at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren
har tabt sagen, og de sagsøgte har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at
betale sagens omkostninger, skal der afsiges dom i overensstemmelse hermed.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling)
1) Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske
Fællesskaber frifindes.
2) Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.
Bellamy Kalogeropoulos Tiili
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. april 1998.
H. Jung
A. Kalogeropoulos
Justitssekretær
Afdelingsformand