Sag T-182/10

Associazione italiana delle società concessionarie per la costruzione e l’esercizio di autostrade e trafori stradali (Aiscat)

mod

Europa-Kommissionen

»Statsstøtte – direkte koncession af anlæg og efterfølgende drift af en motorvejsstrækning – beslutning om henlæggelse af klagen – annullationssøgsmål – retsakt, der kan gøres til genstand for søgsmål – søgsmålskompetence – umiddelbart berørt – formaliteten – begrebet støtte – statsmidler«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 15. januar 2013

1.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – retsakter, der kan anfægtes af ophavsmanden til en klage om statsstøtte – skrivelse fra Kommissionen, hvorved klageren oplyses om, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at undersøge sagen – beslutning som omhandlet i artikel 4 i forordning nr. 659/1999 – anfægtelig retsakt

(Art. 108, stk. 2 og 3, TEUF og art. 263 TEUF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 4, 13 og 20, stk. 2)

2.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – Kommissionens beslutning om, at en statslig foranstaltning ikke skal kvalificeres som statsstøtte, uden indledning af den formelle undersøgelsesprocedure – interesserede parters søgsmålskompetence i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF – formaliteten – betingelser – sondring mellem søgsmål, der har til formål at beskytte processuelle rettigheder, og søgsmål, der anfægter berettigelsen af Kommissionens beslutning

(Art. 108, stk. 2 og 3, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF)

3.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – beslutning vedrørende statsstøtte – sag anlagt af en sammenslutning, som varetager medlemmernes fælles interesser – formaliteten – betingelser

(Art. 108, stk. 2 og 3, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF)

4.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – beslutning vedrørende statsstøtte – sag anlagt af en sammenslutning, som varetager medlemmernes fælles interesser – formaliteten – krav om en specifik bemyndigelse, udfærdiget af medlemsvirksomhederne – foreligger ikke

(Art. 108, stk. 2 og 3, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF)

5.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – beslutning vedrørende statsstøtte – virksomhed, der konkurrerer med den støttemodtagende virksomhed – søgsmålsret – betingelser – sag anlagt af en faglig sammenslutning, som handler i medlemmernes fælles interesse – spørgsmålet om, hvorvidt sammenslutningens medlemmer er individuelt berørt – domstolskontrol – rækkevidde

(Art. 108, stk. 2 og 3, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF)

6.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – beslutning vedrørende statsstøtte – virksomhed, der konkurrerer med den støttemodtagende virksomhed – søgsmålsret – betingelser – sag anlagt af en faglig sammenslutning, som handler i medlemmernes fælles interesse – godtgørelse af den væsentlige påvirkning af disses stilling på markedet – vurdering

(Art. 108, stk. 2 og 3, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF)

7.      Statsstøtte – begreb – støtte hidrørende fra statsmidler – finansiering af anlægget af en motorvejsstrækning ved en forhøjelse af vejafgifterne på andre motorvejsstrækninger – beløb, der direkte og udelukkende føres igennem private selskaber, som benytter de pågældende strækninger – ikke omfattet

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

1.      På statsstøtteområdet medfører undersøgelse af en klage nødvendigvis iværksættelse af den indledende undersøgelsesprocedure, som Kommissionen er forpligtet til at afslutte ved en beslutning i henhold til artikel 4 i forordning nr. 659/1999. Hvis Kommissionen efter undersøgelsen af en klage anfører, at det ikke på grundlag af undersøgelsen kan antages, at der foreligger en statsstøtte, afslår den forudsætningsvis at iværksætte den formelle undersøgelsesprocedure, som det ikke er muligt at kvalificere som blot en foreløbig foranstaltning. Når klageren først har fremsat supplerende bemærkninger efter en første skrivelse fra Kommissionen, hvorved den i overensstemmelse med artikel 20, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 659/1999 oplyser klageren om, at den finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at undersøge sagen, er Kommissionen således i overensstemmelse med forordningens artikel 13, stk. 1, forpligtet til at afslutte den indledende undersøgelsesfase ved en beslutning i henhold til forordningens artikel 4, stk. 2, 3 eller 4, nemlig en beslutning om, at der ikke foreligger støtte, om ikke at rejse indsigelser eller om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. Ved afgørelsen af, om en retsakt fra Kommissionen udgør en sådan beslutning, skal der udelukkende tages hensyn til denne retsakts indhold og ikke, om den eventuelt opfylder visse formkrav, idet Kommissionen ellers kunne unddrage sig Unionens retsinstansers kontrol ved blot at tilsidesætte sådanne formkrav.

Kommissionens forpligtelse til at træffe en beslutning efter den indledende undersøgelsesfase eller den retlige kvalifikation af dens reaktion på en klage er ikke underlagt en betingelse om kvaliteten af de oplysninger, som klageren har fremsendt, nemlig deres relevans eller detaljerede karakter. Den ringe kvalitet af de fremsendte oplysninger til støtte for en klage kan derfor ikke fritage Kommissionen for dens forpligtelse til at iværksætte den indledende undersøgelsesfase eller afslutte denne undersøgelse ved en beslutning i henhold til artikel 4 i forordning nr. 659/1999. En sådan fortolkning pålægger den ikke en uforholdsmæssig forpligtelse i tilfælde, hvor de oplysninger, som klageren har fremsendt, er vage eller vedrører et meget bredt område.

Heraf følger, at i et tilfælde, hvor Kommissionen klart har taget stilling, idet de af klageren påtalte forhold efter Kommissionens opfattelse ikke udgjorde statsstøtte, må denne beslutning kvalificeres som en beslutning vedtaget i henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 659/1999, hvoraf fremgår, at »[k]onstaterer Kommissionen efter en foreløbig undersøgelse, at en anmeldt foranstaltning ikke udgør støtte, fastslår den dette ved beslutning«. En sådan beslutning er en retsakt, der kan gøres til genstand for søgsmål.

(jf. præmis 27-31 og 33)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 40-43)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 48)

4.      Det kræves ikke, at en sammenslutning, hvis vedtægtsmæssige opgaver omfatter at fremme sine medlemmers interesser, derudover har en bemyndigelse eller specifik fuldmagt, udfærdiget af de medlemmer, hvis interesser sammenslutningen varetager, for at blive anset for at have søgsmålskompetence ved Unionens retsinstanser. For så vidt som indgivelse af søgsmål ved Unionens retsinstanser er omfattet af en sådan sammenslutnings vedtægtsmæssige opgaver, kan den omstændighed, at visse medlemmer efterfølgende kan tage afstand fra indgivelsen af et særligt søgsmål, heller ikke ophæve dennes søgsmålsinteresse.

(jf. præmis 53 og 54)

5.      Inden for rammerne af et annullationssøgsmål anlagt af en sammenslutning, som handler i medlemmernes fælles interesse til prøvelse af en beslutning på området for statsstøtte, tilkommer det ikke Unionens retsinstanser under sagens formalitetsspørgsmål med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt sammenslutningens medlemmer er individuelt berørt, at tage endelig stilling til spørgsmål vedrørende den konkurrence, der måtte være mellem medlemmer af denne sammenslutning og den støttemodtagende virksomhed. I den forbindelse påhviler det alene sammenslutningen at oplyse grundene til, at den formodede støtte krænker et eller flere af sine medlemmers retmæssige interesser ved at påvirke virksomhedernes stilling på det omhandlede marked.

(jf. præmis 60)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 61, 64-66, 69, 78 og 79)

7.      Kun fordele, der ydes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler, anses for at være støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Denne bestemmelse omfatter alle økonomiske midler, som den offentlige sektor faktisk kan anvende til at støtte virksomheder, uden at det har nogen betydning, om disse midler til stadighed udgør en del af statens formue. Selv om de beløb, som er anvendt til den pågældende foranstaltning, ikke permanent er i offentlige myndigheders besiddelse, er den omstændighed, at de til stadighed er under offentlig kontrol og dermed står til rådighed for de kompetente nationale myndigheder, tilstrækkelig til at kvalificere dem som statsmidler.

I et tilfælde, hvor de pågældende beløb føres direkte og udelukkende igennem private selskaber, uden at nogen som helst offentlig instans – selv kortvarigt – opnår besiddelse eller kontrol herover, er der ikke tale om statsmidler. Dette er tilfældet, når beløbene svarende til provenuet af vejafgiftsforhøjelsen i forbindelse med anlægget af en motorvejsstrækning ved en forhøjelse af vejafgifterne på andre strækninger betales direkte til koncessionshaveren for den pågældende motorvejsstrækning af andre koncessionshavere i deres egenskab af private selskaber.

(jf. præmis 103-105)