Sag C-343/07
Bavaria NV og Bavaria Italia Srl
mod
Bayerischer Brauerbund eV
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte d’appello di Torino)
»Anmodning om præjudiciel afgørelse – bedømmelse af gyldigheden – antagelse til realitetsbehandling – forordning (EØF) nr. 2081/92 og (EF) nr. 1347/2001 – gyldighed – artsbetegnelse – sameksistens mellem et varemærke og en beskyttet geografisk betegnelse«
Sammendrag af dom
1. Ulovlighedsindsigelse – accessorisk karakter – anfægtelse for en national domstol af lovligheden af en forordning om registrering af visse geografiske betegnelser
(Art. 230 EF og 241 EF; Rådets forordning nr. 1347/2001)
2. Landbrug – ensartede lovgivninger – beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler – forordning nr. 2081/92
(Art. 32 EF, 33 EF, 37 EF og bilag I EF; Rådets forordning nr. 2081/92)
3. Landbrug – ensartede lovgivninger – beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler – forordning nr. 2081/92
(Rådets forordning nr. 2081/92, art. 7 og 17)
4. Landbrug – ensartede lovgivninger – beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler – forordning nr. 2081/92
(Rådets forordning nr. 2081/92)
5. Landbrug – ensartede lovgivninger – beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler – forordning nr. 2081/92
(Rådets forordning nr. 2081/92, art. 17)
6. Landbrug – ensartede lovgivninger – beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler – forordning nr. 2081/92
(Rådets forordning nr. 2081/92, art. 3, stk. 1)
7. Landbrug – ensartede lovgivninger – beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler – forordning nr. 2081/92
(Rådets forordning nr. 2081/92, art. 14, stk. 2 og 3)
1. Det er et almindeligt fællesskabsretligt princip, at den, der har fremsat et krav – under en sag anlagt efter national ret i anledning af en afvisning af kravet – kan påberåbe sig, at en fællesskabsretsakt, som danner grundlag for den nationale afgørelse, der er truffet over for ham, er ulovlig. Spørgsmålet om gyldigheden af fællesskabsretsakten kan derefter forelægges for Domstolen under en præjudiciel sag.
Imidlertid er dette almindelige princip, som skal sikre, at enhver har eller har haft mulighed for at anfægte en fællesskabsretsakt, som danner grundlag for en afgørelse, der er truffet over for ham, på ingen måde til hinder for, at en forordning bliver endelig for en borger, med hensyn til hvilken den må betragtes som en individuel beslutning, når borgeren utvivlsomt kunne have anlagt sag med påstand om annullation af den i henhold til artikel 230 EF, hvilket forhindrer denne borger i for den nationale ret at påberåbe sig, at forordningen er ugyldig.
Dette er ikke tilfældet for selskaberne Bavaria og Bavaria Italia, der er indehavere af flere varemærker og figurbestanddele, der indeholder ordet »Bavaria«, som ikke uden nogen tvivl kan anses for at være »umiddelbart og individuelt berørt« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 230, stk. 4, EF, af forordning nr. 1347/2001 om supplering af bilaget til forordning nr. 1107/96 om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i forordning nr. 2081/92. Formålet med den nævnte forordning nr. 1347/2001 er at tildele produktet »Bayerisches Bier« den beskyttelse for beskyttede geografiske betegnelser (BGB), der er fastsat i forordning nr. 2081/92, og sikre, at den fortsatte brug af det eksisterende varemærke Bavaria tillades uanset registreringen af BGB »Bayerisches Bier«, forudsat at de betingelser, der er fastsat i artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 2081/92, overholdes. En eventuel indvirkning af forordning nr. 1347/2001 på selskaberne Bavarias og Bavaria Italias retsstilling kan derfor ikke anses for helt automatisk at følge af denne forordning.
Selskaberne Bavaria og Bavaria Italia har derfor ret til i forbindelse med en sag, der er anlagt efter national ret, at påberåbe sig, at forordning nr. 1347/2001 er ugyldig, selv om de ikke har anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af denne ved fællesskabsretsinstanserne inden for fristen i artikel 230 EF.
(jf. præmis 38, 39, 41-44 og 46)
2. Hvad angår argumentet om, at artikel 32 EF og 37 EF ikke er rette hjemmel for vedtagelsen af forordning nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler, idet øl ikke er en del af de »landbrugsvarer«, der er omfattet af traktatens bilag I, skal det bemærkes, at en retsakt, der medvirker til at gennemføre et eller flere mål i artikel 33 EF, skal vedtages med hjemmel i traktatens artikel 37 EF, selv om denne retsakt, der i det væsentlige finder anvendelse på produkter omfattet af traktatens bilag I, accessorisk også omfatter visse produkter, der ikke er nævnt heri. Den nævnte forordning har dels som væsentligste formål, som det er anført i dens anden betragtning, at gennemføre målene i artikel 33 EF, og er dels i det væsentlige rettet mod de varer, der fremgår af traktatens bilag I. Selv om øl ikke udtrykkeligt er nævnt i dette bilag, gælder det desuden ikke desto mindre, at de fleste af ingredienserne i øl er det, og at den omstændighed, at øl omfattes af anvendelsesområdet for forordning nr. 2081/92, opfylder sidstnævntes formål og navnlig gennemførelsen af målene i artikel 33 EF.
(jf. præmis 50 og 51)
3. Selv om det i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler udtrykkeligt er fastsat, at artikel 7 i denne forordning ikke finder anvendelse under den forenklede fremgangsmåde for registrering, og derfor i denne forbindelse udelukker indsigelsesretten for retmæssigt berørte tredjemænd, som foreskrevet ved sidstnævnte bestemmelses stk. 3, er det også en forudsætning for registrering efter denne fremgangsmåde, at betegnelserne er i overensstemmelse med forordningens materielle regler.
Under alle omstændigheder indebærer den fortolkning, der må anlægges af artikel 17 i forordning nr. 2081/92, ingenlunde, at de berørte tredjemænd, som finder deres berettigede interesser tilsidesat ved registreringen af en betegnelse, ikke kan fremsætte deres synspunkter og indsigelser for den medlemsstat, der har anmodet om denne registrering, bl.a. i overensstemmelse med de principper om domstolsbeskyttelse, som følger af det ved denne forordning indførte system. Det vil således være muligt for disse berørte tredjemænd – ligeledes i forbindelse med den forenklede procedure i forordningens artikel 17 – at gøre deres indsigelse vedrørende den omhandlede ansøgning om registrering gældende. Det tilkommer de nationale domstole at træffe afgørelse vedrørende lovligheden af en ansøgning om registrering af en betegnelse i henhold til nævnte artikel 17 på samme betingelser vedrørende prøvelsen, som gælder for enhver anden endelig beslutning, der er truffet af samme nationale myndighed, og som kan være til skade for de rettigheder, der tilkommer tredjemænd efter fællesskabsretten, og de nationale domstole skal derfor realitetsbehandle en sag, der anlægges herom, selv om de nationale procesregler ikke foreskriver dette i sådant tilfælde.
(jf. præmis 54-57)
4. Der findes en kompetencefordeling mellem den pågældende medlemsstat og Kommissionen efter det system, der er oprettet ved forordning nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler.
Efter dette system skal Kommissionen, før den registrerer en betegnelse i den ønskede kategori, dels navnlig kontrollere, at den varespecifikation, som er bilagt ansøgningen, er i overensstemmelse med artikel 4 i forordning nr. 2081/92, dvs. at den indeholder de krævede elementer, og at disse elementer ikke fremgår at være behæftet med åbenbare fejl, dels på grundlag af elementerne i varespecifikationen kontrollere, at betegnelsen opfylder betingelserne i artikel 2, stk. 2, litra a) eller b), i nævnte forordning. Dette gælder også, når de af Kommissionen påtænkte foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 15 i denne forordning ikke stemmer overens med udtalelsen fra den komité, der er oprettet ved nævnte artikel, eller en sådan udtalelse ikke er afgivet, og beslutningen om registrering er truffet af Rådet efter forslag fra Kommissionen.
(jf. præmis 64, 67 og 68)
5. I modsætning til artikel 5 i forordning nr. 2081/91 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler, der udtrykkeligt foreskriver, at registreringsansøgningen efter den normale procedure skal være vedlagt varespecifikationen, pålægger samme forordnings artikel 17 alene medlemsstaterne at underrette Kommissionen om, hvilke ved lov beskyttede betegnelser eller, i de medlemsstater, hvor der ikke findes nogen beskyttelsesordning, hvilke hævdvundne betegnelser de ønsker at registrere i henhold til forordningen. Under disse omstændigheder kan den nævnte artikel 17 ikke fortolkes således, at den pålægger medlemsstaterne at fremlægge den endelige version af varespecifikationen og de øvrige relevante dokumenter inden seksmånedersfristen, således at enhver ændring af den oprindeligt fremlagte varespecifikation medfører, at den normale procedure skal anvendes.
(jf. præmis 76)
6. I forbindelse med anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler ved vurderingen af, om en betegnelse er blevet en artsbetegnelse, skal der tages hensyn til de eksisterende produktionssteder for det pågældende produkt såvel inden for som uden for den medlemsstat, hvori den omhandlede betegnelse er registreret, forbruget af dette produkt og den måde, betegnelsen opfattes på af forbrugerne inden og uden for den pågældende medlemsstat, de særlige lovgivningsbestemmelser, der måtte findes vedrørende produktet, og den måde, betegnelsen anvendes på i fællesskabsretten.
Formålet med registreringen af en beskyttet geografisk betegnelse (BGB) i overensstemmelse med den nævnte forordning er bl.a. at undgå retsstridig brug af en betegnelse, som foretages af tredjemænd, der ønsker at udnytte dennes omdømme, og i øvrigt at undgå, at det bortfalder på grund af dens popularisering ved almindelig brug uden for enten dens geografiske oprindelse, eller tab af en bestemt kvalitet, omdømme eller andre egenskaber, der tilskrives nævnte oprindelse, og som berettiger registreringen.
Når der er tale om en beskyttet geografisk betegnelse, bliver en betegnelse således alene en artsbetegnelse, hvis den direkte sammenhæng mellem varens geografiske oprindelse på den ene side og varens nærmere kvalitet, omdømme eller andre egenskaber på den anden side, der tilskrives nævnte oprindelse, er bortfaldet, idet betegnelsen således kun beskriver en art eller en type af varer.
(jf. præmis 101, 106 og 107)
7. Forordning nr. 1347/2001 om supplering af bilaget til forordning nr. 1107/96 om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i forordning nr. 2081/92 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for gyldigheden og muligheden for brug – svarende til en af situationerne i artikel 13 i forordning nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler – af tredjemands allerede eksisterende varemærker, som indeholder ordet »Bavaria«, registreret i god tro inden datoen for indgivelsen af ansøgningen om registrering af »Bayerisches Bier« som beskyttet geografisk betegnelse (BGB), på betingelse af, at disse varemærker ikke er erklæret ugyldige, eller er erklæret fortabt af de grunde, der er anført i artikel 3, stk. 1, litra c) og g), og artikel 12, stk. 2, litra b), i første direktiv 89/104 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker.
Stk. 2 og 3 i artikel 14 i forordning nr. 2081/92 har nemlig hvert forskelligt formål og forskellige funktioner, og de er underlagt forskellige betingelser. Den omstændighed, at betegnelsen »Bayerisches Bier« i artikel 1 i forordning nr. 1347/2001 er registreret som beskyttet geografisk betegnelse, og at det i forordningens tredje betragtning konstateres, at nævnte beskyttede geografiske betegnelse og varemærket Bavaria ikke befinder sig i den situation, der er omfattet af artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 2081/92, kan således ikke have betydning for undersøgelsen af betingelserne for en sameksistens mellem nævnte varemærke og de beskyttede geografiske betegnelser, som stilles i forordningens artikel 14, stk. 2. Navnlig udelukker den manglende risiko for forveksling i kundekredsens bevidsthed, som omhandlet i artikel 14, stk. 3, mellem den omhandlede betegnelse og det allerede eksisterende varemærke, ikke, at brugen af sidstnævnte kan henhøre under tilfælde som i artikel 13, stk. 1, i nævnte forordning, eller at nævnte varemærke kan erklæres ugyldigt, eller rettighederne dertil er fortabt af de grunde, der er anført i henholdsvis artikel 3, stk. 1, litra c) og g), og artikel 12, stk. 2, litra b), i første direktiv 89/104. Desuden udelukker denne mangel på risiko for forveksling ikke efterprøvelsen af, om det omhandlede varemærke var registreret i god tro inden datoen for indgivelsen af ansøgningen om registrering af den beskyttede oprindelsesbetegnelse eller den beskyttede geografiske betegnelse. Undersøgelsen af de nævnte betingelser i artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 2081/92 tilkommer udelukkende den nationale retsinstans på baggrund af faktiske og retlige omstændigheder, nationalt, fællesskabsretligt og internationalt, og i givet fald ved en præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 234 EF.
(jf. præmis 121-125 og domskonkl. 2)