Language of document :

Appel iværksat den 3. marts 2011 af Luigi Marcuccio til prøvelse af Personalerettens dom af 14. december 2010 i sag F-1/10, Marcuccio mod Kommissionen

(Sag T-126/11 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Luigi Marcuccio (Tricase, Italien) (ved advokat G. Cipressa)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Under alle omstændigheder ophæves den appellerede dom, for så vidt som førsteinstansen, a) fastslog, at flere af de påstande (herefter "påstandene i sagen"), som han havde nedlagt for førsteinstansen i denne sag (herefter "dommen i første instans"), ikke kunne antages til realitetsbehandling, b) forkastede andre påstande i sagen med henvisning til, at de var snævert forbundet med dem, der ikke kunne antages til realitetsbehandling, c), pålagde ham at bære sine egne sagsomkostninger i første instans (herefter "sagens omkostninger").

Det fastslås, at alle påstandene i sagen fuldt ud og uden undtagelser kunne antages til realitetsbehandling.

Principalt: Der gives appellanten, fuldt ud og uden undtagelser, medhold i de påstande i sagen, som førsteinstansen afviste fra realitetsbehandling eller forkastede, på en sådan måde at påstandene i sagen, idet de skal anses for her at være gengivet med enhver retsvirkning, tiltrædes af Retten på grundlag af det i den appellerede dom anførte uden begrænsning sammenholdt med den dom, der vil blive afsagt af Retten.

Indstævnte tilpligtes at betale appellanten de omkostninger og salærer, som appellanten har afholdt i relation til denne sag indtil nu.

Subsidiært: Sagen hjemvises til Personaleretten med henblik på, at den i en anden sammensætning træffer fornyet afgørelse med hensyn til de påstande i sagen, som førsteinstansen retsstridigt ikke antog til realitetsbehandling, og dem, som den retsstridigt forkastede.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen er iværksat til prøvelse af Personalerettens dom af 14. december 2010. Ved denne dom afviste Personaleretten delvist et søgsmål, der var anlagt med påstand om annullation af den afgørelse, hvorved appellanten havde fået afslag på godtgørelse af diverse lægelige udgifter med den sædvanlige takst, og af den afgørelse, hvorved han fik afslag på yderligere godtgørelse, dvs. på 100%, af samme udgifter. Desuden pålægges Kommissionen at betale sagsøgeren et bestemt beløb for de lægelige udgifter, som skyldes.

Til støtte for appellen har appellanten fremsat følgende tre anbringender:

1.    Første anbringende angår retsstridigheden af Personalerettens udtalelser i den appellerede dom vedrørende "sagens genstand" og "den af Kommissionen fremsatte afvisningspåstand".

2.    Andet anbringende vedrører den fejlagtige, urigtige og ulogiske fortolkning og anvendelse af artikel 90 og 91 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union samt den ulogiske udlægning af retspraksis på området.

3.    Tredje anbringende vedrører et totalt fravær af begrundelse, herunder manglende oplysning af sagen, samt fordrejning og forvanskning af sagens faktiske omstændigheder og af de nedlagte påstande.

____________