RETTENS DOM (Niende Afdeling)
6. december 2018 (*)
»EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-figurmærket V – de ældre internationale figurmærker V – dokumentation for et ældre varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang – regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning (EF) nr. 2868/95 [nu artikel 7, stk. 2, litra a), nr. ii), i delegeret forordning (EU) 2018/625]«
I sag T-848/16,
Deichmann SE, Essen (Tyskland), ved advokat C. Onken,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved A. Söder og D. Hanf, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten
Vans, Inc., Cypress, Californien (De Forenede Stater), ved advokat M. Hirsch,
angående et søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 20. september 2016 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2129/2015-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Deichmann og Vans,
har
RETTEN (Niende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, S. Gervasoni (refererende dommer), og dommerne K. Kowalik-Bańczyk og C. Mac Eochaidh,
justitssekretær: fuldmægtig R. Ukelyte,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 1. december 2016,
under henvisning til intervenientens svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 2. februar 2017,
under henvisning til svarskriftet fra EUIPO, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 9. februar 2017,
under henvisning til afgørelsen af 12. maj 2017, hvorved sagerne T-848/16 og T-817/16 blev forenet med henblik på den mundtlige forhandling,
og efter retsmødet den 16. maj 2018,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Den 17. oktober 2011 indgav intervenienten, Vans Inc., en ansøgning om registrering af et EU-varemærke til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1)).
2 Det varemærke, der blev ansøgt registreret, var følgende figurtegn:
3 De varer, som varemærkeansøgningen vedrørte, henhører under klasse 18 og 25 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.
4 Den 21. februar 2012 rejste sagsøgeren, Deichmann SE, indsigelse i henhold til artikel 41 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 46 i forordning 2017/1001) mod registreringen af det ansøgte varemærke.
5 Indsigelsen var støttet på følgende ældre varemærker:
– international registrering nr. 937 479, hvor Den Europæiske Union er designeret, af 10. august 2007 for varer i klasse 18, 25 og 28, og som ser således ud:
– international registrering nr. 937 526, hvor Den Europæiske Union er designeret, af 10. august 2007 for varer i klasse 18, 25 og 28, og som ser således ud:
– international registrering nr. 937 528, hvor Den Europæiske Union er designeret, af 13. august 2007 for varer i klasse 18, 25 og 28, og som ser således ud:
6 Den registreringshindring, der blev påberåbt til støtte for indsigelsen, var den, der er anført i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001].
7 Den 28. september 2015 forkastede indsigelsesafdelingen ved EUIPO indsigelsen, idet den fandt dels, at der ikke var risiko for forveksling for så vidt angik varemærke nr. 937 479 og nr. 937 526, dels, at beskyttelsen af varemærke nr. 937 528 ikke var blevet dokumenteret på retlig tilstrækkelig måde.
8 Den 21. oktober 2015 indgav sagsøgeren en klage over indsigelsesafdelingens afgørelse, idet selskabet fandt, at der forelå en risiko for forveksling som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.
9 Ved afgørelse af 20. september 2016 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Fjerde Appelkammer ved EUIPO sagsøgerens klage uden at undersøge, om den risiko for forveksling, som sidstnævnte havde gjort gældende, forelå.
10 Appelkammeret stadfæstede for det første indsigelsesafdelingens afgørelse for så vidt angik fraværet af dokumentation for beskyttelsen af international registrering nr. 937 528, hvor Den Europæiske Union er designeret (den anfægtede afgørelses punkt 11).
11 For det andet fandt appelkammeret, idet det støttede sig på regel 19, stk. 1 og 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EU-varemærker (EFT 1995, L 303, s. 1) (nu artikel 7, stk. 1-4, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5.3.2018 om supplerende regler til forordning 2017/1001 og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 (EUT 2018, L 104, s. 1)), at klagen ikke havde grundlag for så vidt angik beskyttelsen af international registrering nr. 937 479 og nr. 937 526.
12 Appelkammeret anførte, at det tilkom det ex officio at undersøge dokumentationen for den beskyttelse af ældre rettigheder, der kræves i henhold til regel 19 i forordning nr. 2868/95, uden at det var nødvendigt, at parterne anmodede derom (den anfægtede afgørelses punkt 12). Det fandt, at kravene i regel 19 i forordning nr. 2868/95 ikke udgjorde betingelser for antagelse af indsigelsen til realitetsbehandling, men betingelser, der henhører under den materielle prøvelse af indsigelsen, og at EUIPO herefter ikke var forpligtet til over for indsigeren at gøre opmærksom på urigtigheder i dokumenter og til konkret at opfordre denne til at fremlægge bestemt anden dokumentation (den anfægtede afgørelses punkt 13).
13 Appelkammeret var af den opfattelse, at for så vidt angik en international registrering, hvis beskyttelse udstrækker sig til Den Europæiske Union, skal dokumentationen for det ældre varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang i henhold til regel 19, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 (nu artikel 7, stk. 2, i forordning 2018/625) indgives ved hjælp af officielle dokumenter fra den kompetente myndighed, der har foretaget registreringen af varemærket, og fremlægges på behandlingssproget eller være ledsaget af en oversættelse i overensstemmelse med regel 19, stk. 3, i forordning nr. 2868/95 (den anfægtede afgørelses punkt 14).
14 Appelkammeret fandt, at i overensstemmelse med artikel 152 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 190 i forordning 2017/1001) var en international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, kun blevet bekendtgjort af EUIPO på en sådan måde, at visse bibliografiske oplysninger, en kopi af varemærket og numrene på klasserne var blevet bekendtgjort (den anfægtede afgørelses punkt 16).
15 Appelkammeret anførte, at sagsøgeren i henhold til regel 19, stk. 2 og 3, i forordning nr. 2868/95 skulle indgive en udskrift fra det internationale kontors register, herunder en oversættelse til behandlingssproget, for at dokumentere beskyttelsen af de internationale registreringer, hvor Den Europæiske Union er designeret (den anfægtede afgørelses punkt 17). Appelkammeret fandt, at sagsøgeren ved at indgive en udskrift fra databasen TMview, der ikke forvaltes af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO), men af EUIPO, og en oversættelse til behandlingssproget af listen over varer ikke havde dokumenteret sine ældre rettigheders eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang (den anfægtede afgørelses punkt 18).
16 Appelkammeret tilføjede, at allerede indsigelsesafdelingen skulle have forkastet indsigelsen, idet denne ikke var begrundet, eftersom den passende dokumentation for international registrering nr. 937 479 og nr. 937 526 ikke var blevet indgivet inden for den fastsatte frist (den anfægtede afgørelses punkt 19).
Retsforhandlinger og parternes påstande
17 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
18 EUIPO har nedlagt påstand om, at den anfægtede afgørelse annulleres.
19 Intervenienten har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
20 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført tre anbringender.
21 Inden for rammerne af det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at appelkammeret har tilsidesat bestemmelserne i artikel 151, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 189, stk. 2, i forordning 2017/1001) og bestemmelserne i regel 19, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2868/95 [nu artikel 7, stk. 2, litra a), i forordning 2018/625], idet det fandt, at sagsøgeren skulle dokumentere beskyttelsen af de ældre internationale registreringer nr. 937 479 og nr. 937 526, hvor Den Europæiske Union er designeret.
22 Inden for rammerne af det andet anbringende har sagsøgeren anført, at appelkammeret har tilsidesat bestemmelserne i regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 2868/95 [nu artikel 7, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning 2018/625] og i den nævnte forordnings regel 19, stk. 3, samt bestemmelserne i samme forordnings regel 20 (nu artikel 8, stk. 1-4 og 7-9, i forordning 2018/625), idet det fandt, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret beskyttelsen af sine ældre varemærker nr. 937 479 og nr. 937 526, og af denne grund forkastede indsigelsen som ugrundet.
23 Inden for rammerne af det tredje anbringende har sagsøgeren subsidiært gjort gældende, at appelkammeret, selv hvis det antages, at udskrifterne fra databasen TMview ikke opfylder kravene i regel 19, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2868/95, har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet, princippet om god forvaltningsskik, ligebehandlingsprincippet og princippet om, at retsakter ikke må have tilbagevirkende gyldighed, navnlig henset til EUIPO’s tidligere afgørelsespraksis og indholdet af EUIPO’s retningslinjer for undersøgelser.
Det første anbringende
24 Sagsøgeren har gjort gældende, at appelkammeret har tilsidesat bestemmelserne i artikel 151, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 og bestemmelserne i regel 19, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2868/95, idet det fandt, at sagsøgeren skulle dokumentere beskyttelsen af de ældre internationale registreringer nr. 937 479 og nr. 937 526, hvor Den Europæiske Union er designeret.
25 Sagsøgeren har gjort gældende, at internationale registreringer, hvor Den Europæiske Union er designeret, har de samme virkninger som EU-varemærker i henhold til artikel 151, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, og at disse to kategorier følgelig skal behandles ensartet. Da det i tilfælde af en indsigelse, der er støttet på et EU-varemærke, ikke er nødvendigt at indgive dokumentation for beskyttelsen af det ældre varemærke i henhold til regel 19, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2868/95, må det samme gælde for så vidt angår internationale registreringer, hvor Den Europæiske Union er designeret. Dette gælder så meget desto mere, som bestemmelserne i forordning nr. 207/2009 har forrang for bestemmelserne i gennemførelsesforordning nr. 2868/95.
26 Sagsøgeren har i øvrigt anført, at indgivelsen af dokumentation for ældre rettigheder er unødvendig for så vidt angår de internationale registreringer, hvor Den Europæiske Union er designeret, hvilket adskiller dem fra nationale varemærker og internationale varemærker, der designerer blot visse medlemsstater i Unionen. EUIPO har nemlig oplysninger, der kan underbygge eksistensen, gyldigheden og beskyttelsesomfanget af de internationale registreringer, hvor Den Europæiske Union er designeret, idet disse oplysninger bl.a. er bekendtgjort i EUIPO’s egen database CTM-Online (nu eSearch plus) i medfør af artikel 152 i forordning nr. 207/2009. Indgivelsen af supplerende dokumenter med henblik på at begrunde indsigelsen er således overflødig, bortset fra i givet fald med hensyn til oversættelsen af listen over varer og tjenesteydelser til behandlingssproget, hvilken liste er blevet fremlagt i det foreliggende tilfælde.
27 EUIPO er af den opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt det var nødvendigt at dokumentere eksistensen, gyldigheden og beskyttelsesomfanget af en international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, ikke skal behandles i det foreliggende tilfælde, da det andet anbringende, som sagsøgeren har fremført, er underbygget.
28 Intervenienten har bestridt sagsøgerens argumentation.
29 Indledningsvis skal der mindes om de relevante bestemmelser i forordning nr. 207/2009, der finder anvendelse på de internationale registreringer, hvor Den Europæiske Union er designeret, og om bestemmelserne i forordning nr. 2868/95.
30 Artikel 145 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 182 i forordning 2017/1001), der står i afdeling 1 i afsnit XIII med overskriften »International registrering af varemærker«, har følgende ordlyd:
»Medmindre andet er fastsat i dette afsnit, finder denne forordning med de[n]s tilhørende gennemførelsesforordninger anvendelse på alle ansøgninger om international registrering, der indgives i henhold til protokollen til Madridarrangementet om den internationale registrering af varemærker, der blev vedtaget i Madrid den 27. juni 1989 (herefter benævnt henholdsvis »internationale ansøgninger« og »Madridprotokollen«), og som er baseret på en ansøgning om et EF-varemærke eller på et EF-varemærke samt på registreringer af varemærker, hvor Det Europæiske Fællesskab er designeret i det internationale register, der føres af Det Internationale Bureau under Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (i det følgende benævnt henholdsvis: »international registrering« og »Det Internationale Bureau«)«.
31 Artikel 151 i forordning nr. 207/2009 har følgende ordlyd:
»1. Enhver international registrering, hvor Det Europæiske Fællesskab er designeret, skal fra registreringsdatoen, jf. artikel 3, stk. 4, i Madridprotokollen, eller fra den dato, hvor Det Europæiske Fællesskab efterfølgende blev designeret, jf. artikel 3ter, stk. 2, i Madridprotokollen, have den samme virkning som en EF-varemærkeansøgning.
2. Hvis der ikke er meddelt afslag, jf. artikel 5, stk. 1 og 2, i Madridprotokollen, eller dersom et afslag er blevet tilbagekaldt, har den internationale registrering af et varemærke, hvor Det Europæiske Fællesskab er designeret, samme virkning – regnet fra den under stk. 1 nævnte dato – som registreringen af et EF-varemærke.
3. Med henblik på anvendelsen af artikel 9, stk. 3, gælder, at en bekendtgørelse af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 152, stk. 1, i forbindelse med en international registrering, hvor Det Europæiske Fællesskab er designeret, træder i stedet for en bekendtgørelse af en EF-varemærkeansøgning, og at en bekendtgørelse af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 152, stk. 2, træder i stedet for en bekendtgørelse af registreringen af et EF-varemærke.«
32 I henhold til ordlyden af regel 20, stk. 1, i forordning nr. 2868/95 (nu artikel 8, stk. 1 og 7, i forordning 2018/625) afvises indsigelsen som grundløs, hvis den indsigende part ikke inden udløbet af den i samme forordnings regel 19, stk. 1, fastsatte frist har godtgjort sit ældre varemærkes eller sin ældre rettigheds eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang og sin ret til at gøre indsigelse.
33 Regel 19 i forordning nr. 2868/95 bestemmer:
»1. Kontoret giver den indsigende part mulighed for – inden for en af kontoret fastsat frist, som skal være på mindst to måneder fra den dato, hvor indsigelsesproceduren anses for påbegyndt, jf. regel 18, stk. 1 – at forelægge oplysninger, beviser og argumenter til støtte for sin indsigelse eller til at supplere de oplysninger, beviser eller argumenter, der allerede er indgivet, jf. regel 15, stk. 3.
2. Den indsigende part skal inden for den i stk. 1 fastsatte frist også indgive dokumentation for sit ældre varemærkes eller sin ældre rettigheds eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang samt beviser for sin ret til at gøre indsigelse. Den indsigende part skal navnlig forelægge følgende beviser:
a) hvis indsigelsen støttes på et varemærke, som ikke er et EF-varemærke, bevis for ansøgning om eller registrering af varemærket ved at indgive:
i) […]
ii) hvis varemærket er registreret, en kopi af det pågældende registreringsbevis og i påkommende tilfælde af det seneste fornyelsesbevis, hvoraf det fremgår, at beskyttelsestiden for varemærket rækker ud over den i stk. 1 nævnte frist, med angivelse af eventuelle forlængelser heraf, eller tilsvarende dokumenter fra den administration, ved hvilken varemærket er registreret
[…].
3. Oplysningerne og beviserne i [stk.] 1 og 2 skal være på behandlingssproget eller ledsages af en oversættelse. Oversættelsen indgives inden for den frist, der er fastsat til at indgive originalen af det pågældende dokument.«
34 Det følger af bestemmelserne i regel 19, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2868/95, som finder anvendelse på internationale registreringer, hvor Den Europæiske Union er designeret i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 145 i forordning nr. 207/2009, at indsigeren skal indgive bevis for ansøgning om eller registreringen af det ældre varemærke, når indsigelsen er støttet på et andet varemærke end et EU-varemærke. Nødvendigheden af at indgive et sådant bevis vedrører således også de internationale registreringer, hvor Den Europæiske Union er designeret, hvilke registreringer ikke udgør EU-varemærker.
35 Den omstændighed, at det i artikel 151, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 bestemmes, at den internationale registrering af et varemærke, hvor Den Europæiske Union er designeret, regnet fra den under denne artikels stk. 1 nævnte dato, har den samme virkning som registreringen af et varemærke som EU-varemærke, er uden betydning for nødvendigheden af, at indsigeren indgiver dokumentation for den ældre internationale registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, i henhold til bestemmelserne i regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 2868/95. Kravet om dokumentation for det ældre varemærke, der er fastsat ved regel 19 i forordning nr. 2868/95, er nemlig en bestemmelse, der vedrører muligheden for indehaveren af et ældre varemærke, herunder en international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, for at modsætte sig registreringen af et EU-varemærke, og ikke en bestemmelse vedrørende virkningerne af EU-varemærket, som er defineret i artikel 9-14 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 9-17 i forordning 2017/1001), der står i afdeling 2 med overskriften »EU-varemærkets retsvirkninger« i afsnit II i forordning nr. 207/2009.
36 Regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 2868/95 er således ikke, for så vidt som den fastsætter, at indsigeren skal forelægge beviserne for beskyttelsen af en international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, i strid med bestemmelserne i artikel 151, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, som for deres vedkommende ikke vedrører reglerne for proceduren for indsigelse mod registreringen af et EU-varemærke.
37 Sagsøgeren kan ikke for at forsøge at godtgøre, at appelkammeret har tilsidesat bestemmelserne i artikel 151, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 og bestemmelserne i regel 19, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2868/95, med føje gøre gældende, at indgivelsen af dokumentationen for de ældre varemærker ikke er nødvendig for så vidt angår de internationale registreringer, hvor Den Europæiske Union er designeret, fordi EUIPO, henset til den bekendtgørelse i databasen CTM-Online (nu eSearch plus) af oplysninger om den internationale registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, som er fastsat i artikel 152 i forordning nr. 207/2009, rådede over oplysninger, der kan underbygge eksistensen, gyldigheden og beskyttelsesomfanget af de internationale registreringer, hvor Den Europæiske Union er designeret.
38 Selv hvis det blev lagt til grund, at EUIPO råder over oplysninger vedrørende beskyttelsen af de internationale registreringer, hvor Den Europæiske Union er designeret, følger det nemlig klart af regel 19, stk. 2, i forordning nr. 2868/95, der, således som det blevet anført ovenfor, ikke er i strid med bestemmelserne i artikel 151, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, at det tilkommer indsigeren selv at indgive dokumentationen for beskyttelsen af dennes ældre rettighed.
39 Det følger heraf, at appelkammeret ikke har tilsidesat bestemmelserne i artikel 151, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 og bestemmelserne i regel 19, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2868/95, idet det fandt, at sagsøgeren skulle dokumentere beskyttelsen af de ældre internationale registreringer nr. 937 479 og nr. 937 526, hvor Den Europæiske Union er designeret.
40 Det første anbringende må herefter forkastes.
Det andet anbringende
41 Sagsøgeren har gjort gældende, at appelkammeret har tilsidesat regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), og stk. 3, i forordning nr. 2868/95 samt samme forordnings regel 20, idet det fandt, at sagsøgeren ikke havde indgivet dokumentationen for beskyttelsen af de ældre varemærker nr. 937 479 og nr. 937 526.
42 Sagsøgeren har gjort gældende, at indgivelsen af en udskrift fra databasen TMview udgør et bevismiddel, der er i overensstemmelse med kravene i regel 19, stk. 2, i forordning nr. 2868/95. Sagsøgeren har anført, at oplysningerne i databasen TMview hidrører fra deltagende varemærkekontorer, herunder WIPO, og at udskrifterne fra denne database indeholder alle de relevante oplysninger til at godtgøre beskyttelsen af en ældre international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret. Sagsøgeren har tilføjet, at gyldigheden af udskrifter fra databasen TMview er anerkendt i EUIPO’s faste afgørelsespraksis, som er nævnt i EUIPO’s retningslinjer for undersøgelser.
43 Sagsøgeren har anført, at selskabet i det foreliggende tilfælde har indgivet udskrifter fra databasen TMview og en oversættelse til behandlingssproget af listen over varer og tjenesteydelser i overensstemmelse med regel 19, stk. 3, i forordning nr. 2868/95, og at det følgelig var fejlagtigt, at appelkammeret fandt, at det ikke havde indgivet dokumentationen for beskyttelsen af dets ældre internationale varemærker nr. 937 479 og nr. 937 526.
44 EUIPO er af den opfattelse, at anbringendet har grundlag.
45 Intervenienten finder, at anbringendet bør forkastes, eftersom databasen TMview forvaltes af EUIPO og ikke af WIPO, som er den eneste myndighed, der er kompetent på området for registrering af internationale varemærker. Indgivelsen af udskrifterne fra denne database som dokumentation for et ældre internationalt varemærke er således i strid med bestemmelserne i regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 2868/95.
46 Ifølge intervenienten er EUIPO’s retningslinjer for undersøgelser, der tillader, at udskrifter fra databasen TMview anvendes som dokumentation for eksistensen og gyldigheden af ældre rettigheder, ikke anvendelige i det foreliggende tilfælde. For det første er EUIPO’s retningslinjer for undersøgelser blevet udarbejdet mere end to år efter udløbet af den frist, inden for hvilken sagsøgeren var forpligtet til at begrunde sine ældre rettigheder. For det andet er disse retningslinjer ikke bindende, og de er ikke i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95. Disse forordninger har forrang for EUIPO’s retningslinjer for undersøgelser, og de skal anvendes af appelkammeret, som befinder sig i en situation med bundet kompetence, når det træffer afgørelser vedrørende registreringen af et tegn som EU-varemærke.
47 Først skal sagsøgerens argument om, at EUIPO’s retningslinjer for undersøgelser tillader indgivelsen af udskrifter fra databasen TMview, efterprøves.
48 Sagsøgeren har nemlig til støtte for det andet anbringende gjort gældende, at EUIPO’s retningslinjer for undersøgelser for så vidt angår regel 19, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 præciserer, at indsigeren for at dokumentere gyldigheden af ældre registreringer af varemærker, der ikke er EU-varemærker, for så vidt angår ældre registreringer, hvor Unionen er designeret, kan fremlægge udskrifter fra databasen TMview.
49 I den affattelse, der er dateret den 23. marts 2016, og som er fremlagt som bilag til stævningen, er det anført i disse retningslinjers punkt 4.2.3.2 i del C »Indsigelse«, afsnit 1 »Procedurespørgsmål«, at EUIPO for så vidt angår internationale registreringer accepterer bl.a. udskrifter fra databasen TMview, for så vidt som de indeholder relevante oplysninger.
50 Imidlertid skal spørgsmålet, om det anbringende, som sagsøgeren har anført, har grundlag, undersøges i forhold til de enkelte relevante bestemmelser i forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95 og ikke i forhold til EUIPO’s retningslinjer for undersøgelser.
51 De afgørelser, som appelkamrene skal træffe i henhold til forordning nr. 207/2009 vedrørende registrering af et tegn som EU-varemærke, træffes nemlig under udøvelse af en bunden kompetence og ikke på grundlag af en skønsmæssig beføjelse, hvorfor lovligheden af appelkamrenes afgørelser udelukkende skal bedømmes på grundlag af denne forordning, sådan som den er blevet fortolket af Unionens retsinstanser (jf. i denne retning dom af 15.9.2005, BioID mod KHIM, C-37/03 P, EU:C:2005:547, præmis 47, af 12.1.2006, Deutsche SiSi-Werke mod KHIM, C-173/04 P, EU:C:2006:20, præmis 48, og af 19.1.2012, KHIM mod Nike International, C-53/11 P, EU:C:2012:27, præmis 57).
52 EUIPO’s retningslinjer for undersøgelser udgør ikke retsakter, der er bindende ved fortolkningen af EU-retlige bestemmelser (dom af 19.12.2012, Leno Merken, C-149/11, EU:C:2012:816, præmis 48). EUIPO’s retningslinjer for undersøgelsers forudsigelser kan hverken i sig selv have forrang for bestemmelserne i forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95 eller indvirke på den af Unionens retsinstanser foretagne fortolkning af disse. De skal tværtimod fortolkes i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 207/2009 og nr. 2868/95 (dom af 27.6.2012, Interkobo mod KHIM – XXXLutz Marken (my baby), T-523/10, EU:T:2012:326, præmis 29).
53 Det følger heraf, at EUIPO’s retningslinjer for undersøgelsers forudsigelser, som sagsøgeren har påberåbt sig, ikke kan have forrang for bestemmelserne i regel 19, stk. 2 og 3, i forordning nr. 2868/95 vedrørende indsigerens dokumentation for beskyttelse af ældre varemærker eller indvirke på Rettens fortolkning af disse bestemmelser.
54 Den argumentation, hvormed sagsøgeren har påberåbt sig indholdet af EUIPO’s retningslinjer for undersøgelser for at bevise tilsidesættelsen af bestemmelser i forordning nr. 2868/95, skal således forkastes som uvirksom.
55 For det andet tillader bestemmelserne i regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 2868/95 indsigeren at forelægge ikke blot kopien af det pågældende registreringsbevis og i påkommende tilfælde af det seneste fornyelsesbevis, men også tilsvarende dokumenter fra den administration, ved hvilken varemærket er registreret.
56 Det er blevet fastslået, at indgivelsen af et dokument hidrørende fra den kompetente administration, der indeholder de samme oplysninger som dem, der fremgår af et registreringsbevis, opfylder bestemmelserne i regel 19, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2868/95 (dom af 5.2.2016, Kicktipp mod KHIM – Italiana Calzature (kicktipp), T-135/14, EU:T:2016:69, præmis 63).
57 Det skal desuden fremhæves, at disse bestemmelser ikke udelukker muligheden for at fremlægge dokumenter fra en database, såsom et kompetent nationalt kontors database (jf. i denne retning dom af 24.10.2014, Grau Ferrer mod KHIM – Rubio Ferrer (Bugui va), T-543/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:911, præmis 25 og 26).
58 Idet regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 2868/95 præciserer, at de omhandlede dokumenter »[hidrører] fra den administration, ved hvilken varemærket er registreret«, udelukker den muligheden for at forelægge udskrifter fra en database, der giver adgang til dokumenter, der ikke hidrører fra den administration, ved hvilken varemærket er blevet registreret. Udskrifter fra EUIPO’s database CTM-Online udgør således ikke dokumentation for beskyttelsen af en international registrering, hvor Den Europæiske Union er registreret, da EUIPO, som ikke er en myndighed, der har kompetence til at registrere internationale varemærker, ikke er den administration, ved hvilken varemærkeansøgningen er blevet registreret (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Aldi Einkauf mod KHIM – Alifoods (Alifoods), T-240/13, EU:T:2014:994, præmis 27 og 28).
59 Selv om bestemmelserne i regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 2868/95 fastsætter, at dokumenterne »[hidrører] fra« den kompetente myndighed, er de ikke til hinder for, at adgangen til de dokumenter, der hidrører fra den kompetente myndighed, sker via et IT-system, der forvaltes af EUIPO, men som den kompetente myndighed deltager i, idet den sender og ajourfører de relevante informationer.
60 Det fremgår af sagsakterne, og navnlig af de forklaringer, som EUIPO har anført i de skriftlige indlæg og i retsmødet, at databasen TMview er et IT-værktøj, der forvaltes af EUIPO, som andre varemærkekontorer, bl.a. WIPO, yder bidrag til. Dette værktøj samler varemærkeansøgninger og ‑registreringer fra de deltagende varemærkekontorer og tillader adgang dertil. Oplysningerne indleveres af varemærkekontorerne, der er indehavere af indholdet, og som har ansvaret for deres daglige ajourføring. Databasen TMview gør det muligt at konsultere oplysningerne vedrørende de varemærker, der er registreret af de varemærkekontorer, som deltager i denne database, således som de fremgår af deres respektive varemærkeregistre. En udskrift fra databasen TMview svarer til øjebliksbilledet i den kompetente myndigheds register på tidspunktet for brugerens konsultation af denne database.
61 Henset til databasen TMviews kendetegn, som der er blevet redegjort for i præmis 60 ovenfor, udgør en udskrift fra denne database for så vidt angår internationale registreringer, hvor Unionen er designeret, et dokument, der svarer til en kopi af registreringsbeviset og i påkommende tilfælde af det seneste fornyelsesbevis hidrørende fra WIPO som omhandlet i bestemmelserne i regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 2868/95, på den betingelse, at den udskrift, som indsigeren har indgivet, indeholder alle de relevante oplysninger. Eftersom denne betingelse er opfyldt, er en udskrift fra databasen TMview, således som sagsøgeren og EUIPO med rette har gjort gældende, sammenlignelig med en udskrift af WIPO’s database Romarin eller med en kopi af registreringsbeviset ved denne organisation.
62 Den omstændighed, som intervenienten har påberåbt sig, at databasen TMview forvaltes af EUIPO, stiller ikke spørgsmålstegn ved denne konklusion, eftersom WIPO, som er den kompetente myndighed for registrering af internationale varemærker, deltager i denne databases funktion, idet WIPO bidrager med og dagligt ajourfører oplysningerne vedrørende de internationale varemærker.
63 Endelig har intervenienten ikke grundlag for at anføre, at dom af 26. november 2014, Alifoods (T-240/13, EU:T:2014:994), er til hinder for anvendelsen af databasen TMview for at bevise beskyttelsen af et ældre internationalt varemærke.
64 I dom af 26. november 2014, Alifoods (T-240/13, EU:T:2014:994), fastslog Retten, at eftersom EUIPO ikke er kompetent i forbindelse med forvaltningen af internationale registreringer og ikke er den administration, ved hvilken varemærket er blevet registreret som omhandlet i regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 2868/95, udgjorde det dokument, som sagsøgeren havde indgivet, dvs. en udskrift fra databasen CTM-Online ved EUIPO, ikke et bevis for det internationale varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang som omhandlet i denne bestemmelse.
65 Retten har for fuldstændighedens skyld præciseret, at denne vurdering blev bekræftet af en formålsfortolkning af den relevante lovgivning. I henhold til artikel 152 i forordning nr. 207/2009 omhandler EUIPO’s bekendtgørelse af en international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, nemlig kun visse oplysninger, herunder en kopi af varemærket og numrene på de klasser af de omfattede varer og tjenesteydelser, men ikke listen over disse varer eller disse tjenesteydelser. Den nævnte liste er ikke oversat af EUIPO og er derfor alene tilgængelig på de tre sprog, som WIPO har anvendt til bekendtgørelsen af den internationale registrering, dvs. engelsk, spansk og fransk. Det følger heraf, at såfremt en sådan information, som EUIPO har offentliggjort, blev betragtet som værende tilstrækkelig som dokumentation for det pågældende varemærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang, ville der på det retlige plan følge en usikkerhed og ulighed deraf (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Alifoods, T-240/13, EU:T:2014:994, præmis 29-31).
66 Det af Retten anførte i dom af 26. november 2014, Alifoods (T-240/13, EU:T:2014:994), vedrørende udskrifter fra databasen CTM-Online kan imidlertid ikke overføres på databasen TMview.
67 Funktionen af databasen TMview sikres nemlig ved deltagelsen af varemærkekontorer som WIPO, der dagligt sikrer ajourføringen af oplysningerne, således at disse oplysninger troværdigt afspejler deres varemærkeregistre.
68 De oplysninger, der er indeholdt i databasen TMview, er i øvrigt ikke begrænsede til alene angivelser af den internationale registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, hvis bekendtgørelse er fastsat ved bestemmelserne i artikel 152 i forordning nr. 207/2009. Denne database, som der kan tages udskrifter af, omfatter alle de relevante oplysninger til at dokumentere beskyttelsen af det ældre varemærke som omhandlet i regel 19 i forordning nr. 2868/95, herunder listen over de omfattede varer og tjenesteydelser.
69 I det tilfælde, hvor listen over varer eller tjenesteydelser som den, der fremgår af udskriften fra databasen TMview, ikke er til rådighed på behandlingssproget for indsigelsen, skal indsigeren fremlægge den nævnte liste ledsaget af en oversættelse til behandlingssproget i henhold til bestemmelserne i regel 19, stk. 3, i forordning nr. 2868/95. Hvis denne betingelse er opfyldt, skaber muligheden for at føre beviset for den ældre internationale registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, ved at fremlægge udskrifter fra databasen TMview ikke usikkerhed eller ulighed på det retlige plan.
70 Det følger af det ovenstående, at indgivelsen af en udskrift fra databasen TMview, forudsat at denne udskrift omfatter alle de relevante oplysninger, navnlig listen over de omfattede varer eller tjenesteydelser, for så vidt angår de internationale registreringer, hvor Den Europæiske Union er designeret, udgør et dokument, som svarer til et registreringsbevis, der hidrører fra WIPO som omhandlet i regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 2868/95.
71 For det tredje fremgår det af sagsakterne, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde har indgivet udskrifterne fra databasen TMview vedrørende de ældre internationale registreringer nr. 937 479 og nr. 937 526, hvor Den Europæiske Union er designeret, inden for den frist, der er fastsat ved regel 19, stk. 1, i forordning nr. 2868/95. Det er ikke blevet anfægtet, hvilket intervenienten i øvrigt har bekræftet i retsmødet, at disse udskrifter omfatter alle de relevante oplysninger vedrørende de ældre varemærkers eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang, navnlig listen over de varer, der er omfattet af disse varemærker. Denne liste over varer var i overensstemmelse med regel 19, stk. 3, i forordning nr. 2868/95 vedlagt en oversættelse til behandlingssproget for indsigelsen, dvs. tysk, som blev indgivet inden for den frist, der er fastsat for indgivelsen af det originale dokument.
72 Sagsøgeren har således i overensstemmelse med kravene i regel 20, stk. 1, i forordning nr. 2868/95, og som EUIPO i øvrigt har anerkendt, dokumenteret eksistensen, gyldigheden og beskyttelsesomfanget af sine ældre internationale varemærker nr. 937 479 og nr. 937 526 inden udløbet af den frist, der er fastsat ved regel 19, stk. 1, i forordning nr. 2868/95.
73 Under disse omstændigheder har sagsøgeren grundlag for at gøre gældende, at appelkammeret tilsidesatte bestemmelserne i regel 19, stk. 2, litra a), nr. ii), og stk. 3, i forordning nr. 2868/95 og bestemmelserne i samme forordnings regel 20, idet det fandt, at sagsøgeren ikke før udløbet af den frist, der er fastsat ved den nævnte forordnings regel 19, stk. 1, havde dokumenteret beskyttelsen af sine ældre varemærker nr. 937 479 og nr. 937 526, og ved af denne grund at forkaste indsigelsen som ugrundet.
74 Det andet anbringende, som sagsøgeren har fremført, skal derfor tiltrædes.
75 Da det andet anbringende har grundlag, skal den anfægtede afgørelse annulleres, uden at det er nødvendigt at undersøge det tredje, subsidiære anbringende om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet, princippet om god forvaltningsskik, ligebehandlingsprincippet og princippet om, at retsakter ikke må have tilbagevirkende gyldighed.
Sagsomkostninger
76 Ifølge artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
77 Da EUIPO har tabt sagen, for så vidt som den anfægtede afgørelse er blevet annulleret, bør det pålægges EUIPO at bære sine egne omkostninger og at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.
78 Intervenienten, der ikke har fået medhold i sine påstande, bærer sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Niende Afdeling):
1) Afgørelsen, der blev truffet den 20. september 2016 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 2129/2015-4), annulleres.
2) EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Deichmann SE afholdte omkostninger.
3) Vans, Inc. bærer sine egne omkostninger.
Gervasoni | Kowalik-Bańczyk | Mac Eochaidh |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. december 2018.
Underskrifter