DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
27. februar 2024 (*)
»Appel – intellektuel ejendomsret – EF-design – patentsamarbejdstraktaten (PCT) – aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder – pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret – artikel 4 – forordning (EF) nr. 6/2002 – artikel 41 – ansøgning om registrering af et design – ret til prioritet – påberåbelse af prioritet på grundlag af en international ansøgning indgivet i henhold til PCT – frist – fortolkning i overensstemmelse med pariserkonventionens artikel 4 – grænser«
I sag C-382/21 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 23. juni 2021,
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved D. Gája, D. Hanf, E. Markakis og V. Ruzek, som befuldmægtigede,
appellant,
støttet af:
Europa-Kommissionen ved P. Němečková, J. Samnadda og G. von Rintelen, som befuldmægtigede,
intervenient i appelsagen,
den anden part i appelsagen:
The KaiKai Company Jaeger Wichmann GbR, München (Tyskland), ved Rechtsanwältin J. Hellmann-Cordner, bistået af Patentanwälte T. Lachmann og F. Steinbach,
sagsøger i første instans,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling),
sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, L. Bay Larsen, afdelingsformændene K. Jürimäe, C. Lycourgos, E. Regan og N. Piçarra samt dommerne M. Ilešič, P.G. Xuereb, L.S. Rossi (refererende dommer), I. Jarukaitis, A. Kumin, N. Jääskinen, N. Wahl, I. Ziemele og J. Passer,
generaladvokat: T. Ćapeta
justitssekretær: fuldmægtig M. Krausenböck,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. marts 2023,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 13. juli 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 14. april 2021, The KaiKai Company Jaeger Wichmann mod EUIPO (Gymnastik- eller sportsapparater) (T-579/19, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2021:186), hvorved Retten annullerede afgørelsen truffet den 13. juni 2019 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 573/2019-3).
Retsforskrifter
Folkeretten
Pariserkonventionen
2 Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret blev undertegnet i Paris den 20. marts 1883 og senest revideret i Stockholm den 14. juli 1967 samt ændret den 28. september 1979 (United Nation Treaty Series, bind 828, nr. 11851, s. 305, herefter »pariserkonventionen«). Alle Den Europæiske Unions medlemsstater er parter i denne konvention.
3 Den nævnte konventions artikel 1, stk. 1 og 2, fastsætter:
»1) De lande, over for hvilke denne konvention finder anvendelse, danner en union til beskyttelse af den industrielle ejendomsret.
2) Beskyttelsen af den industrielle ejendomsret har til genstand patenter, brugsmønstre og modeller, varemærker, servicemærker, firmanavne, oprindelsesbetegnelser og undertrykkelse af illoyal konkurrence.«
4 Samme konventions artikel 4 bestemmer:
»A.
1) Den, som i [et af landene i unionen til beskyttelse af den industrielle ejendomsret] på foreskreven måde har indgivet andragende om patent, registrering af et brugsmønster, et industrielt mønster eller [en] model eller et varemærke, eller den, til hvem hans ret er overgået, skal, inden for de nedenfor fastsatte frister, nyde fortrinsret med hensyn til indlevering af tilsvarende andragende i de andre lande.
2) Som fortrinsretsbegrundende skal anerkendes ethvert andragende, der i henhold enten til den nationale lovgivning i [et af landene i unionen til beskyttelse af den industrielle ejendomsret] eller til bilaterale eller multilaterale aftaler mellem [landene i unionen til beskyttelse af den industrielle ejendomsret] er ligestillet med et forskriftsmæssigt nationalt andragende.
[...]
C.
1) De ovennævnte fortrinsretsfrister skal udgøre tolv måneder for patenter og brugsmønstre og seks måneder for [industrielle] mønstre og modeller samt for varemærker.
2) Disse frister begynder at løbe fra den dag, da det første andragende blev indgivet. Indgivelsesdagen medregnes ikke i fristen.
[...]
4) Som første andragende, fra hvis indgivelsesdag fortrinsretsfristen skal beregnes, skal et senere andragende kunne anses, når det angår det samme som et tidligere første andragende, [jf]. ovenfor stk. (2), indgivet i samme [land i unionen til beskyttelse af den industrielle ejendomsret], forudsat at dette tidligere andragende, den dag det senere andragende indgives, er tilbagetaget, bortfaldet eller afslået uden at have været fremlagt til almindeligt eftersyn, og uden at der fortsat består nogen rettighed og forudsat at det ikke har tjent som grundlag for krav og fortrinsret. Det tidligere andragende vil i så fald ikke længere kunne tjene som grundlag for krav om fortrinsret.
[...]
E.
1) Når [et] industrielt mønster eller [en] model er anmeldt til beskyttelse i et land med krav om fortrinsret, der grunder sig på en ansøgning om beskyttelse for et brugsmønster, skal fortrinsretsfristen kun være den, der er fastsat for industrielle mønstre og modeller.
2) Desuden er det tilladt i et land at anmelde et brugsmønster under påberåbelse af en fortrinsret, der støttes på en indgivet ansøgning om patent, og omvendt.
[...]«
5 Pariserkonventionens artikel 19 er affattet således:
»[Landene i unionen til beskyttelse af den industrielle ejendomsret] er enige om at forbeholde sig ret til indbyrdes at indgå særskilte overenskomster til beskyttelse af den industrielle ejendomsret, dog kun for så vidt disse overenskomster ikke strider mod denne konventions bestemmelser.«
6 Denne konventions artikel 25, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Ethvert land, som er deltager i denne konvention, forpligter sig til i overensstemmelse med sin forfatning at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre denne konventions anvendelse.«
TRIPS-aftalen
7 Aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (herefter »TRIPS-aftalen«) er indeholdt i bilag 1 C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som blev undertegnet i Marrakesh den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT 1994, L 336, s. 1). Medlemmerne af WTO, herunder alle Unionens medlemsstater og Unionen selv, er parter i TRIPS-aftalen.
8 Denne aftales artikel 2, der fremgår af aftalens del 1, fastsætter følgende i stk. 1:
»For så vidt angår del II, III og IV i denne aftale, skal medlemmerne efterkomme artikel 1 til 12 samt artikel 19 i [pariserkonventionen].«
9 Den nævnte aftales artikel 25, der henhører under aftalens del II, forpligter i stk. 1 WTO-medlemmerne til at fastsætte beskyttelse af uafhængigt frembragte industrielle mønstre, der er nye eller originale.
10 Samme aftales artikel 62, som udgør aftalens del IV, vedrører bl.a. erhvervelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.
PCT
11 Patentsamarbejdstraktaten blev undertegnet i Washington den 19. juni 1970 og senest ændret den 3. oktober 2001 (United Nations Treaty Series, bind 1160, nr. 18336, s. 231, herefter »PCT«). Alle Den Europæiske Unions medlemsstater er parter i PCT.
12 PCT’s artikel 1, stk. 2, fastsætter:
»Ingen bestemmelse i denne traktat skal kunne fortolkes som en indskrænkning af de rettigheder, der i henhold til [p]ariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret tilkommer enhver, der er statsborger eller har bopæl i de stater, der omfattes af denne konvention.«
13 Denne traktats artikel 2 bestemmer:
»Ved anvendelsen af denne traktat og gennemførelsesforskrifterne gælder nedennævnte definitioner, medmindre andet udtrykkeligt er bestemt:
i) Ved »ansøgning« forstås en ansøgning om beskyttelse af en opfindelse; betegnelsen »ansøgning« fortolkes som betegnelse for ansøgninger om patenter på opfindelser, opfindercertifikater, brugsmønstercertifikater, brugsmønstre, tillægspatenter eller tillægscertifikater, tillæg til opfindercertifikater og tillæg til brugsmønstercertifikater.
ii) Betegnelsen »patent« fortolkes [s]om betegnelse for patenter på opfindelser, opfindercertifikater, brugsmønstercertifikater, brugsmønstre, tillægspatenter eller tillægscertifikater, tillæg til opfindercertifikater og tillæg til brugsmønstercertifikater.
[...]
vii) Ved »international ansøgning« forstås en ansøgning indleveret under anvendelse af bestemmelserne i denne traktat.
[...]«
EU-retten
14 Artikel 25 i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (EFT 2002, L 3, s. 1) bestemmer i stk. 1:
»Et EF-design kan kun erklæres ugyldigt,
[...]
g) hvis designet udgør en uretmæssig brug af et af de elementer, der er anført i artikel 6c i [p]ariserkonventionen [...], eller en uretmæssig brug af andre kendetegn, emblemer og våbenskjold end dem, der er omfattet af artikel 6c, og som er af særlig offentlig interesse i en medlemsstat.«
15 Denne forordnings artikel 41, stk. 1 og 2, bestemmer:
»1. Den, der forskriftsmæssigt har indgivet ansøgning om en designrettighed eller en brugsmodel i eller for en af de stater, der har tiltrådt [p]ariserkonventionen, eller overenskomsten om oprettelse af [WTO], eller den, til hvem retten er overgået, tillægges i forhold til en indgiven ansøgning om registrering af et EF-design for samme design eller brugsmodel prioritet inden for en frist på seks måneder regnet fra datoen for indgivelsen af den første ansøgning.
2. Enhver ansøgning, der ifølge national lovgivning i den stat, i hvilken ansøgningen er indgivet, eller ifølge bilaterale eller multilaterale overenskomster svarer til en forskriftsmæssig national ansøgning, anses for prioritetsbegrundende.«
Sagens baggrund
16 Sagens baggrund, som Retten har redegjort for i den appellerede doms præmis 12-22, kan med henblik på den foreliggende sag sammenfattes som følger.
17 Den 24. oktober 2018 indgav The KaiKai Company Jaeger Wichmann GbR (herefter »KaiKai«) til EUIPO en samlet ansøgning om registrering af 12 EF-design (herefter »den omhandlede registreringsansøgning«), idet selskabet for alle disse design påberåbte sig en prioritet, der var støttet på den internationale ansøgning PCT/EP2017/077469 indgivet den 26. oktober 2017 i henhold til PCT til Den Europæiske Patentmyndighed (herefter »den internationale ansøgning af 26. oktober 2017 indgivet i henhold til PCT«).
18 Ved skrivelse af 31. oktober 2018 oplyste undersøgeren ved EUIPO KaiKai om, at den omhandlede registreringsansøgning var blevet imødekommet i sin helhed, men at den påberåbte ret til prioritet var blevet nægtet for samtlige de omhandlede design, eftersom datoen for indgivelsen af den internationale ansøgning af 26. oktober 2017 indgivet i henhold til PCT lå mere end seks måneder forud for datoen for indgivelsen af den samlede ansøgning.
19 Da KaiKai fastholdt sin påberåbelse af prioritet og anmodede om en afgørelse, der kunne påklages, gav undersøgeren ved afgørelse af 16. januar 2019 afslag på retten til prioritet for samtlige de omhandlede EF-design (herefter »undersøgerens afgørelse«).
20 Til støtte for denne afgørelse anførte undersøgeren, at selv om en international ansøgning indgivet i henhold til PCT principielt kunne danne grundlag for en ret til prioritet i henhold til artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, henset til, at den brede definition af begrebet »patent«, der fremgår af PCT’s artikel 2, også omfattede de brugsmodeller, der var omhandlet i denne artikel 41, stk. 1, var påberåbelsen af en sådan ret til prioritet ligeledes underlagt en frist på seks måneder, som ikke var blevet overholdt i den foreliggende sag.
21 Den 14. marts 2019 indgav KaiKai en klage til EUIPO over undersøgerens afgørelse.
22 Ved afgørelse af 13. juni 2019 (herefter »den omtvistede afgørelse«) afslog Tredje Appelkammer ved EUIPO klagen. Appelkammeret fandt i det væsentlige, at undersøgeren havde foretaget en korrekt anvendelse af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, der loyalt afspejlede pariserkonventionens bestemmelser.
23 Appelkammeret fastslog følgelig, at KaiKai kun kunne påberåbe sig en ret til prioritet på grundlag af den internationale ansøgning af 26. oktober 2017 indgivet i henhold til PCT inden for en frist på seks måneder regnet fra datoen for indgivelsen af denne, dvs. indtil den 26. april 2018.
Sagsbehandlingen for Retten og den appellerede dom
24 Ved stævning indleveret til Retten den 20. august 2019 anlagde KaiKai sag til prøvelse af den omtvistede afgørelse og nedlagde herved følgende påstande:
– I henhold til den første, den tredje og den fjerde påstand annulleres denne afgørelse, og EUIPO tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med sagen for appelkammeret og for Retten.
– I henhold til den anden påstand annulleres undersøgerens afgørelse, og den påberåbte ret til prioritet anerkendes.
– Subsidiært, i henhold til den femte påstand, afholdes mundtlig forhandling.
25 Til støtte for søgsmålet fremsatte KaiKai to anbringender, hvoraf det første vedrørte EUIPO’s appelkammers tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, og det andet vedrørte dets fejlagtige fortolkning og anvendelse af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002.
26 Ved den appellerede dom afviste Retten først – i denne doms præmis 25-33 – KaiKais anden og femte påstand og undersøgte dernæst, om det andet anbringende var begrundet.
27 I første omgang forkastede Retten i denne doms præmis 41-50 dette anbringendes første led om en retlig fejl ved fortolkningen af begrebet »brugsmodel« som omhandlet i artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002.
28 I denne henseende fastslog Retten i den appellerede doms præmis 44, at KaiKais argumentation var tvetydig og ikke gav selskabet nogen fordel. I dommens præmis 45-47 bemærkede Retten, at de »internationale patentansøgninger«, der indgives i henhold til PCT, under alle omstændigheder omfattede brugsmodeller, idet denne traktat ikke sondrer mellem de forskellige rettigheder, hvorved de forskellige kontraherende stater yder beskyttelse af opfindelsen. Retten fastslog således i den nævnte doms præmis 49 og 50, at selv om ordlyden af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 ikke udtrykkeligt omfattede påberåbelsen af en ret til prioritet på grundlag af et patent, havde appelkammeret ved EUIPO uden at begå retlige fejl fortolket denne bestemmelse udvidende i lyset af PCT’s opbygning med henblik på at behandle påberåbelsen af retten til prioritet på grundlag af den internationale ansøgning af 26. oktober 2017 indgivet i henhold til PCT som værende omfattet af den nævnte bestemmelse i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt en ret til prioritet kunne være støttet på en sådan ansøgning.
29 I anden omgang tiltrådte Retten i den appellerede doms præmis 51-87 det andet anbringendes andet led om den manglende hensyntagen til pariserkonventionens artikel 4 C, stk. 1, ved fastlæggelsen af den frist, inden for hvilken en sådan ret til prioritet kan påberåbes.
30 Med henblik herpå fastslog Retten indledningsvis i denne doms præmis 56-66, at eftersom artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 ikke regulerede spørgsmålet om fristen for at påberåbe sig prioritet på grundlag af en »international patentansøgning« i forbindelse med en senere ansøgning om design, og eftersom denne bestemmelse havde til formål at bringe denne forordning i overensstemmelse med Unionens forpligtelser i henhold til pariserkonventionen, skulle konventionens artikel 4 finde anvendelse for at afhjælpe lakunen i den nævnte forordning. Dernæst bemærkede Retten i nævnte doms præmis 72 og 77-85, at selv om denne konvention heller ikke indeholdt udtrykkelige regler vedrørende den prioritetsfrist, der fandt anvendelse i et sådant tilfælde, fremgik det ikke desto mindre af den iboende logik i prioritetsordningen og af forarbejderne til den nævnte konvention, at det som hovedregel var arten af den tidligere rettighed, der var afgørende for varigheden af en sådan prioritetsfrist. Endelig konkluderede Retten i samme doms præmis 86, at appelkammeret ved EUIPO havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at den frist, der fandt anvendelse på KaiKais påberåbelse af prioritet for den internationale ansøgning af 26. oktober 2017 indgivet i henhold til PCT, var på seks måneder.
31 Retten tog følgelig – uden at undersøge det første anbringende – i den appellerede doms præmis 88 søgsmålet til følge, for så vidt som der var nedlagt påstand om annullation af den omtvistede afgørelse, og den annullerede følgelig denne afgørelse.
Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
32 EUIPO har ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 23. juni 2021 iværksat denne appel til prøvelse af den appellerede dom.
33 Ved processkrift indleveret samme dag anmodede EUIPO i henhold til artikel 170a, stk. 1, i Domstolens procesreglement om, at appellen blev admitteret i overensstemmelse med artikel 58a, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
34 Ved kendelse af 10. december 2021, EUIPO mod The KaiKai Company Jaeger Wichmann (C-382/21 P, EU:C:2021:1050), admitterede Domstolen appellen.
35 Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 8. april 2022 blev Europa-Kommissionen givet adgang til at intervenere i sagen til støtte for EUIPO’s påstande.
36 EUIPO har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves i sin helhed.
– EUIPO frifindes i det hele i søgsmålet i første instans til prøvelse af den omtvistede afgørelse.
– KaiKai tilpligtes at betale de omkostninger, som EUIPO har afholdt i den foreliggende sag og i sagen i første instans.
37 KaiKai har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes som ugrundet.
– EUIPO tilpligtes at betale de omkostninger, som KaiKai har afholdt i den foreliggende appelsag, i sagen i første instans og i klagesagen for EUIPO’s appelkammer.
38 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves i sin helhed.
– EUIPO frifindes i det hele i søgsmålet i første instans.
– KaiKai tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med appelsagen.
Om appellen
Parternes argumentation
39 Til støtte for appellen har EUIPO fremsat et enkelt anbringende om tilsidesættelse af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002. Dette enkelte anbringende består af tre led.
40 Med det første led har EUIPO kritiseret Retten for, at den i den appellerede doms præmis 56, 57 og 64-66 med urette fastslog, at den omstændighed, at denne bestemmelse ikke fastsætter, at en tidligere patentansøgning kan tjene som prioritetsgrundlag for en ansøgning om et senere EF-design og således ikke fastsætter den frist, inden for hvilken en sådan prioritet kan påberåbes, udgør en lovgivningsmæssig lakune.
41 En sådan fortolkning er nemlig åbenbart i strid med den utvetydige ordlyd af den nævnte bestemmelse, som udtrykkeligt fastsætter såvel arten af de eneste industrielle ejendomsrettigheder, som en påberåbelse af prioritet kan støttes på – nemlig et tidligere design eller en tidligere brugsmodel, og dermed udelukkelse af et patent – som varigheden af den frist, inden for hvilken der kan påberåbes en sådan prioritet, nemlig seks måneder regnet fra datoen for indgivelsen af den tidligere ansøgning.
42 Med det enkelte anbringendes andet led har EUIPO gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 75-86 – ved at anerkende eksistensen af en frist for påberåbe sig prioritet på 12 måneder – ikke blot fortolkede artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 i overensstemmelse med pariserkonventionens artikel 4, men undlod at anvende denne artikel 41, stk. 1, og erstattede den med denne artikel 4. Herved tillagde Retten sidstnævnte bestemmelse direkte virkning i Unionens retsorden.
43 For det første ville anerkendelsen af, at pariserkonventionens artikel 4 har direkte virkning, være i strid med den retspraksis, der følger af dom af 25. oktober 2007, Develey mod KHIM (C-238/06 P, EU:C:2007:635, præmis 37-44), hvorefter hverken pariserkonventionens bestemmelser eller TRIPS-aftalens bestemmelser, hvorigennem Unionen er bundet af denne konvention, har direkte virkning. Desuden følger den manglende direkte virkning af pariserkonventionen ligeledes af denne konventions artikel 25, således som det analogt fremgår af dom af 15. marts 2012, SCF (C-135/10, EU:C:2012:140, præmis 47 og 48). For det andet og under alle omstændigheder kan den regel, som Retten opstillede i den appellerede dom, ikke udledes af ordlyden af denne konventions artikel 4, således at de krav om klarhed, præcision og ubetingethed, der er opstillet i retspraksis om folkerettens direkte anvendelse i EU-retten, og som bl.a. følger af dom af 3. juni 2008, Intertanko m.fl. (C-308/06, EU:C:2008:312, præmis 45), ikke er opfyldt.
44 Kommissionen har i samme retning tilføjet, at de begrænsninger, der er fastsat i Domstolens praksis vedrørende forpligtelsen til at fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten, som bl.a. følger af dom af 24. januar 2012, Dominguez (C-282/10, EU:C:2012:33, præmis 25), ligeledes finder anvendelse på Retten, når den fortolker artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 i lyset af pariserkonventionen. Eftersom Rettens fortolkning er i strid med denne bestemmelses klare ordlyd, har Retten således i realiteten anvendt denne konvention direkte, selv om den ikke kan have direkte virkning, heller ikke gennem TRIPS-aftalen.
45 Kommissionen er navnlig af den opfattelse, at den praksis fra Domstolen, der bl.a. følger af dom af 23. november 1999, Portugal mod Rådet (C-149/96, EU:C:1999:574, præmis 49), og af 16. juli 2015, Kommissionen mod Rusal Armenal (C-21/14 P, EU:C:2015:494, præmis 40 og 41), som undtagelsesvis anerkender, at visse bestemmelser i overenskomsten om oprettelse af WTO og de aftaler, der er indeholdt i bilag 1-4 hertil (herefter »WTO-aftalerne«), finder direkte anvendelse, ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde. Da artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til en præcis bestemmelse i pariserkonventionen, gør denne bestemmelse det nemlig ikke muligt at udlede EU-lovgivers hensigt om at give denne konventions artikel 4 direkte virkning. Dette kan ligeledes udledes af en sammenligning mellem den nævnte bestemmelse og denne forordnings artikel 25, stk. 1, litra g), som derimod ved at foretage en konkret og udtrykkelig henvisning til den nævnte konventions artikel 6b viser en sådan hensigt.
46 Med det enkelte anbringendes tredje led har EUIPO kritiseret Retten for, at den afhjalp den angivelige retlige lakune, som artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 var behæftet med, ved at anlægge en urigtig fortolkning af PCT’s artikel 2 og pariserkonventionens artikel 4.
47 EUIPO har nærmere bestemt gjort gældende, at Retten ved i den appellerede doms præmis 15, 18, 20, 22, 39, 40, 44-50, 56, 64, 66, 70, 72, 74, 79, 83, 84 og 86 at nævne udtrykket »international patentansøgning« underkendte begrebet »international ansøgning« som omhandlet i PCT’s artikel 2, i), ii) og vii), og at det i henhold til pariserkonventionens artikel 4 E, stk. 1, og artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 kun er den tidligere indgivelse af en »international ansøgning« om »brugsmodel« som omhandlet i den nævnte bestemmelse, der kan give anledning til en ret til prioritet for en senere ansøgning om et »EF-design«.
48 EUIPO har i denne forbindelse fremhævet, at både undersøgerens afgørelse og den omtvistede afgørelse i det foreliggende tilfælde korrekt kvalificerede den internationale ansøgning af 26. oktober 2017 indgivet i henhold til PCT som en »international ansøgning« om »brugsmodel« og ikke som en »international patentansøgning«, således som Retten fejlagtigt antog. EUIPO har i denne sammenhæng anført, at for så vidt som ordlyden af en »international ansøgning« som omhandlet i denne artikel 2, vii), ikke udtrykkeligt udelukker beskyttelsen af »brugsmønsteret« som omhandlet i samme artikels i), vil den beskyttelse, der gøres krav på ved en sådan ansøgning, i lighed med den, der er indgivet af KaiKai, automatisk udstrækkes til en brugsmodel. Det var kun takket være den omstændighed, at den internationale ansøgning af 26. oktober 2017 indgivet i henhold til PCT i henhold til denne regel blev kvalificeret som en »international ansøgning« om »brugsmodel«, at denne principielt kunne danne grundlag for en ret til prioritet med henblik på at indgive en ansøgning om registrering af et EF-design.
49 EUIPO har gjort gældende, at det bl.a. følger af pariserkonventionens artikel 4 C, stk. 2 og 4, at det som hovedregel kun er en senere ansøgning, der angår »det samme« som en ældre ansøgning, der kan opnå retten til prioritet. Ifølge denne regel giver enhver form for industriel ejendomsret således kun en ret til prioritet for den samme type industriel ejendomsret inden for de frister, der er fastsat i denne konventions artikel 4 C, stk. 1. Det er kun som en undtagelse, at den nævnte konventions artikel 4 E, stk. 1, bestemmer, at en ansøgning, hvis genstand er et brugsmønster, kan danne grundlag for en ret til prioritet for en senere ansøgning, der ikke også vedrører en brugsmønster, men et industrielt mønster eller en model, dog på betingelse af, at dette »heterogene par af genstande« omfatter den samme gengivelse af produktet og kun inden for en frist på seks måneder. Den undtagelse, der er fastsat i denne artikel 4 E, stk. 1, vedrører følgelig hovedreglen om »det samme«, der er fastsat i nævnte artikel 4 C, stk. 2 og 4, og ikke, således som Retten fejlagtigt fastslog i den appellerede doms præmis 77-85, en angivelig hovedregel, hvorefter arten af den ældre rettighed er afgørende for den frist for retten til prioritet, der er knyttet hertil.
50 Det følger således af hovedreglen om »det samme« i pariserkonventionens artikel 4 C, stk. 2 og 4, sammenholdt med undtagelsen fra denne regel i denne konventions artikel 4 E, stk. 1, at kun to former for industriel ejendomsret, nemlig et tidligere industrielt mønster eller en model og et tidligere brugsmønster, i medfør af denne konvention gyldigt kan danne grundlag for en ret til prioritet for et senere registreret industrielt mønster eller en model. Følgelig gør et tidligere patent det ikke muligt at godtgøre en ret til prioritet for et senere registreret EF-design. Rettens konklusion om, at den frist, der finder anvendelse på påberåbelsen af prioritet på grundlag af en patentansøgning for en senere designansøgning, er 12 måneder, savner således retligt grundlag i samme konvention.
51 Til støtte for EUIPO’s argumentation har Kommissionen gjort gældende, at de kontraherende parter i pariserkonventionen, således som det bl.a. fremgår af de fortolkende dokumenter til denne konvention, der er udarbejdet af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) – der, selv om de ikke er retligt bindende, ikke desto mindre kan påberåbes for Unionens retsinstanser med henblik på fortolkningen af denne konvention – bevidst har besluttet ikke at lade patenter være omfattet af undtagelsen i konventionens artikel 4 E, med den begrundelse, at der ikke er nogen mulighed for overlapning mellem patenter og design. Denne institution har gjort gældende, at artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 er i fuld overensstemmelse med denne tilgang, for så vidt som den anerkender en vis gennemtrængelighed mellem på den ene side brugsmodeller og på den anden side design, der følger af den omstændighed – således som Domstolen anerkendte i dom af 8. marts 2018, DOCERAM (C-395/16, EU:C:2018:172, præmis 24-29) – at de begge kan beskytte et bestemt produkts tekniske funktion.
52 KaiKai har heroverfor for det første anført, at artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 blot gengiver særreglen i pariserkonventionens artikel 4 E, stk. 1, som kun finder anvendelse på påberåbelse af prioritet på grundlag af et brugsmønster og ikke har til formål eller til følge at fastsætte den frist, der finder anvendelse på påberåbelse af prioritet på grundlag af en international patentansøgning. Eftersom denne konventions artikel 25 ikke tillader EU-lovgiver at begrænse de prioritetsrettigheder, der er tillagt ansøgeren, udgør manglen på en bestemmelse, der gør det muligt at påberåbe sig prioritet på grundlag af en tidligere patentansøgning, en lakune i denne forordning.
53 KaiKai har dernæst gjort gældende, at Retten ved at afhjælpe denne lakune med henvisning til pariserkonventionen ikke anvendte denne konvention direkte, idet den følgelig undlod at anvende forordningens artikel 41, stk. 1, men foretog en fortolkning af denne bestemmelse i lyset af den nævnte konvention i overensstemmelse med Domstolens faste praksis, der bl.a. erindres om i dom af 15. marts 2012, SCF (C-135/10, EU:C:2012:140, præmis 51). Eksistensen af den nævnte lakune udelukker således enhver modstrid med den praksis fra Domstolen, der er nævnt i denne doms præmis 43, som udelukker, at konventionen har direkte virkning.
54 KaiKai har endelig gjort gældende, at en international ansøgning indgivet i henhold til PCT både udgør en patentansøgning og en ansøgning om en brugsmodel, idet disse to ansøgninger således er identiske med hensyn til deres genstand, da de begge beskriver en teknisk opfindelse. Det følger heraf, at både prioriteten for en ansøgning om en brugsmodel og prioriteten for en patentansøgning kan påberåbes ved indgivelsen af en ansøgning om et EF-design. Den omstændighed, at pariserkonventionen fastsætter forskellige prioritetsfrister i disse to tilfælde, afhænger således ikke af forskellen mellem de beskyttede industrielle ejendomsrettigheders genstande, men af forskellen mellem de registreringsprocedurer, der finder anvendelse på dem.
55 Ifølge KaiKai ville udelukkelsen af patenter som grundlag for prioriteten for EF-design i øvrigt føre til en forskelsbehandling af ansøgerne på grundlag af deres nationalitet. Mens det i visse medlemsstater er muligt at omdanne et nationalt patent til en national brugsmodel og derefter anvende det som grundlag for prioriteten for et design, er ansøgere i andre medlemsstater, såsom Kongeriget Belgien, Republikken Cypern og Kongeriget Nederlandene, der ikke giver mulighed for en national brugsmodel, nemlig frataget denne mulighed.
Domstolens bemærkninger
56 Med de tre led i det enkelte appelanbringende, der skal behandles samlet, har EUIPO i det væsentlige kritiseret Retten for, at den foretog en direkte anvendelse af pariserkonventionens artikel 4, idet den udelukkede anvendelsen af den klare og udtømmende bestemmelse i artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 og erstattede den med en fejlagtig fortolkning af denne artikel 4.
Pariserkonventionens virkninger i Unionens retsorden
57 Som det fremgår af artikel 216, stk. 2, TEUF og af Domstolens faste praksis, er de internationale aftaler, som Unionen indgår, bindende for Unionen og udgør en integrerende del af Unionens retsorden fra deres ikrafttræden (jf. i denne retning dom af 30.4.1974, Haegeman, 181/73, EU:C:1974:41, præmis 5, og af 1.8.2022, Sea Watch, C-14/21 og C-15/21, EU:C:2022:604, præmis 94).
58 Unionen kan i øvrigt erstatte medlemsstaterne i deres internationale forpligtelser, når medlemsstaterne gennem en af EU’s oprettelsestraktater har overdraget Unionen deres kompetencer vedrørende disse forpligtelser. Dette er tilfældet, når Unionen er blevet enekompetent på et område, der er reguleret af bestemmelserne i en international aftale, som er indgået af alle dens medlemsstater (jf. i denne retning dom af 12.12.1972, International Fruit Company m.fl., 21/72-24/72, EU:C:1972:115, præmis 10-18, og udtalelse 2/15 (frihandelsaftale med Singapore) af 16.5.2017, EU:C:2017:376, præmis 248).
59 Når dette er sagt, er det med henblik på behandlingen af den foreliggende appel ikke nødvendigt at undersøge, om og i givet fald i hvilket omfang Unionen er blevet enekompetent på de områder, der er reguleret af pariserkonventionen, som er indgået af samtlige medlemsstater, men ikke af Unionen. Som Domstolen allerede har fastslået, er de regler, der er fastsat i visse artikler i denne konvention, herunder dennes artikel 4, nemlig inkorporeret i TRIPS-aftalen, som Unionen har indgået (jf. i denne retning dom af 16.11.2004, Anheuser-Busch, C-245/02, EU:C:2004:717, præmis 91).
60 Nærmere bestemt fastsætter denne aftales artikel 2, stk. 1, at WTO-medlemmerne, herunder Unionen, skal efterkomme artikel 1-12 og 19 i pariserkonventionen for så vidt angår del II-IV i den nævnte aftale, der omfatter aftalens artikel 9-62.
61 Hvad navnlig angår beskyttelsen af industrielle design som omhandlet i TRIPS-aftalens artikel 25 og erhvervelsen af denne beskyttelse som omhandlet i denne aftales artikel 62 skal de regler, der er fastsat i de nævnte artikler i pariserkonventionen, herunder dennes artikel 4, følgelig anses for at udgøre en integrerende del af TRIPS-aftalen.
62 Under disse omstændigheder skal de regler, der er fastsat i pariserkonventionens artikel 4, anses for at have de samme virkninger som dem, der følger af TRIPS-aftalen (jf. i denne retning dom af 16.11.2004, Anheuser-Busch, C-245/02, EU:C:2004:717, præmis 96).
63 I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at bestemmelserne i TRIPS-aftalen efter arten og opbygningen af denne aftale ikke har direkte virkning. Disse bestemmelser hører således principielt ikke til de regler, på baggrund af hvilke Domstolen prøver lovligheden af EU-institutionernes retsakter, og efter deres karakter skaber de heller ingen rettigheder for borgerne, som disse i medfør af EU-retten kan påberåbe sig direkte for domstolene (jf. i denne retning dom af 14.12.2000, Dior m.fl., C-300/98 og C-392/98, EU:C:2000:688, præmis 43-45, af 16.11.2004, Anheuser-Busch, C-245/02, EU:C:2004:717, præmis 54, og af 28.9.2023, Changmao Biochemical Engineering mod Kommissionen, C-123/21 P, EU:C:2023:708, præmis 70 og 71).
64 Pariserkonventionens artikel 4 henhører desuden heller ikke under de to ekstraordinære situationer, hvori Domstolen har anerkendt, at borgerne kan påberåbe sig bestemmelserne i WTO-aftalerne direkte for Unionens retsinstanser, nemlig dels den situation, hvor den omhandlede EU-retsakt udtrykkeligt henviser til præcise bestemmelser i disse aftaler, dels den situation, hvor Unionen har villet gennemføre en inden for rammerne af de nævnte aftaler påtaget særlig forpligtelse (jf. i denne retning dom af 22.6.1989, Fediol mod Kommissionen, 70/87, EU:C:1989:254, præmis 19-22, af 7.5.1991, Nakajima mod Rådet, C-69/89, EU:C:1991:186, præmis 29-31, og af 28.9.2023, Changmao Biochemical Engineering mod Kommissionen, C-123/21 P, EU:C:2023:708, præmis 74 og 75).
65 For det første indeholder artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 nemlig ingen udtrykkelig henvisning til pariserkonventionens artikel 4.
66 For det andet bemærkes, at Domstolen i det væsentlige har fastslået, at det for at det kan anses for godtgjort, at EU-lovgiver har ønsket at gennemføre en særlig forpligtelse, som er påtaget inden for rammerne af WTO-aftalerne, i EU-retten, ikke er tilstrækkeligt, at det blot generelt af betragtningerne til den omhandlede EU-retsakt kan udledes, at denne retsakt skal vedtages under hensyntagen til Unionens internationale forpligtelser. Det er derimod nødvendigt, at det ud af den specifikke, anfægtede EU-retlige bestemmelse kan udledes, at denne tilsigter at gennemføre en særlig forpligtelse, der følger af WTO-aftalerne, i Unionens retsorden (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, Kommissionen mod Rusal Armenal, C-21/14 P, EU:C:2015:494, præmis 45, 46 og 48, og af 28.9.2023, Changmao Biochemical Engineering mod Kommissionen, C-123/21 P, EU:C:2023:708, præmis 76, 78 og 79).
67 Et sådant ønske fra EU-lovgivers side kan ikke udledes af artikel 41 i forordning nr. 6/2002 alene på grundlag af en overensstemmelse mellem ordlyden af denne artikel 41 på den ene side og ordlyden af pariserkonventionens artikel 4 på den anden side. Denne forordning er nemlig udtryk for EU-lovgivers ønske om for en af de industrielle ejendomsrettigheder, der er omfattet af denne konvention, at vedtage en fremgangsmåde, som er særegen for Unionens retsorden, ved at indføre en særlig ordning for enhedsbeskyttelse og udelelig beskyttelse af EF-design på Unionens område, hvoraf den ret til prioritet, der er fastsat i den nævnte artikel 41, udgør en integrerende del.
68 Det følger heraf, at de regler, der er fastsat i pariserkonventionens artikel 4, ikke har direkte virkning og derfor ikke kan skabe rettigheder for borgerne, som disse i medfør af EU-retten kan påberåbe sig direkte (jf. i denne retning dom af 25.10.2007, Develey mod KHIM, C-238/06 P, EU:C:2007:635, præmis 39 og 43).
69 Følgelig er retten til prioritet for at indgive en ansøgning om et EF-design reguleret ved artikel 41 i forordning nr. 6/2002, uden at de erhvervsdrivende direkte kan påberåbe sig pariserkonventionens artikel 4.
70 Når dette er sagt, skal den afledte EU-ret, eftersom TRIPS-aftalen er bindende for Unionen og dermed har forrang i forhold til den afledte EU-ret, i videst muligt omfang fortolkes i overensstemmelse med denne aftales bestemmelser (jf. analogt dom af 10.9.1996, Kommissionen mod Tyskland, C-61/94, EU:C:1996:313, præmis 52, og af 1.8.2022, Sea Watch, C-14/21 og C-15/21, EU:C:2022:604, præmis 92 og 94 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at forordning nr. 6/2002 i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med TRIPS-aftalen og følgelig med de regler, der er fastsat i de artikler i pariserkonventionen, herunder navnlig denne konventions artikel 4, som er inkorporeret i denne aftale (jf. analogt dom af 15.11.2012, Bericap Záródástechnikai, C-180/11, EU:C:2012:717, præmis 70 og 82, og af 11.11.2020, EUIPO mod John Mills, C-809/18 P, EU:C:2020:902, præmis 64 og 65).
71 Ved fortolkningen af artikel 41 i forordning nr. 6/2002 i overensstemmelse med pariserkonventionens artikel 4 skal der ligeledes tages hensyn til de bestemmelser i PCT, i henhold til hvilke den tidligere ansøgning, som KaiKai har støttet sig på for at påberåbe sig en ret til prioritet, blev indgivet. Eftersom alle Unionens medlemsstater er parter i PCT, kan der nemlig tages hensyn til bestemmelserne i denne traktat ved fortolkningen af bestemmelser i den afledte EU-ret, der falder ind under traktatens anvendelsesområde (jf. i denne retning dom af 1.8.2022, Sea Watch, C-14/21 og C-15/21, EU:C:2022:604, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis). I denne sammenhæng skal det ligeledes bemærkes, at PCT i henhold til artikel 1, stk. 2, deri ikke berører de rettigheder, der er fastsat i pariserkonventionen.
72 Det er på baggrund af disse betragtninger, at det skal undersøges, om Retten, således som EUIPO i det væsentlige har gjort gældende, forkastede anvendelsen af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 til fordel for en direkte anvendelse af pariserkonventionens artikel 4.
Den klare og udtømmende karakter af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002
73 For det første fandt Retten i den appellerede doms præmis 56-66 på grundlag af en fortolkning af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, der var i overensstemmelse med dens egen fortolkning af pariserkonventionens artikel 4, at denne artikel 41, stk. 1, indeholdt en lakune, for så vidt som den ikke fastsatte den frist, inden for hvilken den ret til prioritet, der var støttet på den internationale ansøgning af 26. oktober 2017 indgivet i henhold til PCT, som Retten kvalificerede som en »international patentansøgning«, kunne gøres gældende, og at denne lakune skulle afhjælpes ved anvendelse af denne artikel 4. For det andet fandt Retten i den appellerede doms præmis 70-86 på grundlag af sin fortolkning af den nævnte artikel 4 i det væsentlige, at denne frist var på tolv måneder, således at appelkammeret ved EUIPO med urette havde fundet, at den nævnte frist var den frist på seks måneder, der er fastsat i den nævnte artikel 41, stk. 1.
74 Uafhængigt af, om Rettens fortolkning af pariserkonventionens artikel 4 er velbegrundet, må det fastslås, at Retten begik en retlig fejl, idet den åbenbart overskred grænserne for en overensstemmende fortolkning af artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 og reelt foretog en direkte anvendelse af denne artikel 4, således som fortolket af denne retsinstans, til skade for den klare ordlyd af denne artikel 41, stk. 1, og i strid med denne sidstnævnte bestemmelses udtømmende karakter.
75 Artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 fastsætter nemlig, at »[d]en, der forskriftsmæssigt har indgivet ansøgning om en designrettighed eller en brugsmodel i eller for en af de stater, der har tiltrådt [p]ariserkonventionen, eller overenskomsten om oprettelse af [WTO], [...] i forhold til en indgiven ansøgning om registrering af et EF-design [...] [tillægges] prioritet inden for en frist på seks måneder regnet fra datoen for indgivelsen af den første ansøgning«.
76 Det fremgår således utvetydigt af den klare ordlyd af denne artikel 41, stk. 1, at det i henhold til denne bestemmelse kun er to kategorier af tidligere ansøgninger – nemlig for det første en ansøgning om registrering af et design og for det andet en ansøgning om registrering af en brugsmodel – der kan danne grundlag for en ret til prioritet til fordel for en ansøgning om registrering af et senere EF-design, og da kun inden for en frist på seks måneder fra datoen for indgivelsen af den tidligere omhandlede ansøgning.
77 Det følger ligeledes heraf, at nævnte artikel 41, stk. 1, er udtømmende, og at den omstændighed, at denne bestemmelse ikke fastsætter den frist, inden for hvilken der kan påberåbes en prioritetsret, som er støttet på en ansøgning om registrering af et patent, ikke er en lakune i den nævnte bestemmelse, men konsekvensen af den omstændighed, at bestemmelsen ikke gør det muligt at støtte en sådan ret på denne kategori af tidligere ansøgninger.
78 Følgelig kan en international ansøgning indgivet i henhold til PCT for det første kun danne grundlag for en ret til prioritet i henhold til artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, for så vidt som den omhandlede internationale ansøgning vedrører en brugsmodel, og for det andet er fristen for at påberåbe sig denne ret på grundlag af en sådan ansøgning den frist på seks måneder, der udtrykkeligt er fastsat i denne artikel 41, stk. 1.
Rettens fortolkning af pariserkonventionen
79 Hvad angår Rettens fortolkning i den appellerede doms præmis 70-86 af pariserkonventionens artikel 4, hvorefter denne bestemmelse gør det muligt at påberåbe sig prioritet på grundlag af en tidligere »international patentansøgning« ved indgivelsen af en ansøgning om et senere industrielt mønster eller en model inden for en frist på 12 måneder, skal det bemærkes, at denne fortolkning ligeledes er behæftet med retlige fejl.
80 Indledningsvis bemærkes, at for så vidt som de regler, der er fastsat i visse artikler i pariserkonventionen, herunder dennes artikel 4, er inkorporeret i TRIPS-aftalen, som er indgået af Unionen og udgør en integrerende del af Unionens retsorden, har Domstolen kompetence til at fortolke disse regler (jf. analogt dom af 14.12.2000, Dior m.fl., C-300/98 og C-392/98, EU:C:2000:688, præmis 33-35 og den deri nævnte retspraksis, og af 2.9.2021, Republikken Moldova, C-741/19, EU:C:2021:655, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
81 I denne henseende bemærkes, at pariserkonventionens artikel 4 A, stk. 1, bestemmer, at den fortrinsberettigede er den, som i et af landene, der er part i denne konvention, på foreskreven måde har indgivet andragende om patent, registrering af et brugsmønster, et industrielt mønster eller en model eller et varemærke, og at denne fortrinsret anerkendes med henblik på at gøre det muligt for denne berettigede at indgive ansøgning i andre lande, som den nævnte konvention finder anvendelse på.
82 Det fremgår desuden af pariserkonventionens artikel 4 C, stk. 1, 2 og 4, at der principielt kun kan gives fortrinsret til en senere ansøgning, der angår »det samme« som et tidligere andragende, og at fristerne for udøvelse af denne ret fastsættes på grundlag af den pågældende type industriel ejendomsret, idet disse frister er fastsat til tolv måneder for patenter og brugsmønstre og seks måneder for industrielle mønstre og modeller.
83 Som det ligeledes fremgår af vejledningen til pariserkonventionen, som er et fortolkende dokument udarbejdet af WIPO – der, selv om det ikke har normativ rækkevidde, imidlertid bidrager til fortolkningen af denne konvention (jf. analogt dom af 7.12.2006, SGAE, C-306/05, EU:C:2006:764, præmis 41) – følger det således af en samlet læsning af pariserkonventionens artikel 4 A og 4 C, at den senere ansøgning skal have vedrørt »det samme« som den tidligere ansøgning, der danner grundlag for fortrinsretten.
84 Endelig bemærkes, at selv om pariserkonventionens artikel 4 E anerkender, at den samme genstand undertiden kan være omfattet af mere end én form for beskyttelse, således at en fortrinsret kan påberåbes med hensyn til en anden form for beskyttelse end den, der tidligere er ansøgt om, opregner denne bestemmelse imidlertid udtømmende de tilfælde, hvor dette kan ske. Den nævnte bestemmelse fastsætter nærmere bestemt i stk. 1, at en ansøgning om et brugsmønster kan give anledning til en fortrinsret for en ansøgning om et industrielt mønster eller en model inden for den frist, der er fastsat for mønsteret eller modellen, dvs. seks måneder, og i stk. 2, at en patentansøgning kan give anledning til en fortrinsret for en ansøgning om et brugsmønster, og omvendt.
85 Under disse omstændigheder gør pariserkonventionens artikel 4 det ikke muligt at påberåbe sig prioritet på grundlag af en tidligere patentansøgning ved indgivelsen af en ansøgning om et senere mønster eller model, og den fastsætter derfor så meget desto mindre regler om den frist, som ansøgeren har i denne henseende. Det er således kun en international ansøgning indgivet i henhold til PCT vedrørende et brugsmønster, der kan give anledning til en fortrinsret for en ansøgning om et mønster eller model i henhold til pariserkonventionens artikel 4, og dette inden for den frist på seks måneder, der er fastsat i artikel 4 E, stk. 1.
86 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det enkelte appelanbringende tages til følge, og følgelig skal den appellerede dom ophæves, for så vidt som den gav medhold i det andet anbringendes andet led i søgsmålet i første instans, og den omtvistede afgørelse deri blev annulleret.
Søgsmålet for Retten
87 I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.
88 I den foreliggende sag finder Domstolen, henset til den omstændighed, at det af KaiKai anlagte annullationssøgsmål i sag T-579/19 er baseret på anbringender, der har været genstand for en kontradiktorisk forhandling ved Retten, og hvis undersøgelse ikke nødvendiggør supplerende foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller oplysning af sagen, at dette søgsmål er modent til påkendelse, og at der skal træffes endelig afgørelse herom inden for rammerne af den tvist, der fortsat verserer for Domstolen (jf. analogt dom af 8.9.2020, Kommissionen og Rådet mod Carreras Sequeros m.fl., C-119/19 P og C-126/19 P, EU:C:2020:676, præmis 130, og af 4.3.2021, Kommissionen mod Fútbol Club Barcelona, C-362/19 P, EU:C:2021:169, præmis 108).
89 Dette søgsmål er støttet på fem anbringender, der er gengivet i denne doms præmis 25. Som det følger af denne doms præmis 27, forkastede Retten det andet anbringendes første led, uden at KaiKai inden for rammerne af en kontraappel har bestridt rigtigheden af denne del af den appellerede dom. Domstolens delvise ophævelse af denne dom rejser derfor ikke tvivl om denne dom, for så vidt som Retten forkastede dette led. Under disse omstændigheder har den appellerede dom retskraft, for så vidt som Retten forkastede det andet anbringendes første led i søgsmålet i første instans.
90 Det samme gælder af disse grunde de præmisser i den appellerede dom, der er nævnt i denne doms præmis 26, hvorved Retten afviste den anden og den femte påstand i søgsmålet.
91 Henset til ovenstående betragtninger skal der alene foretages en undersøgelse af det første anbringende og det andet anbringendes andet led, som KaiKai har påberåbt sig til støtte for sit annullationssøgsmål, og alene for så vidt som dette anbringende og dette led vedrører annullationen af den omtvistede afgørelse og det forhold, at EUIPO blev tilpligtet at betale omkostningerne i forbindelse med sagen for appelkammeret og for Retten.
Parternes argumentation
92 Med det første anbringende i annullationssøgsmålet har KaiKai kritiseret appelkammeret ved EUIPO for, at det har tilsidesat væsentlige formforskrifter.
93 Med det andet anbringendes andet led i dette søgsmål har KaiKai gjort gældende, at appelkammeret ved EUIPO i mangel af en klar regel i forordning nr. 6/2002 for så vidt angår fristen for at påberåbe sig den prioritet, der følger af en international patentansøgning indgivet i henhold til PCT, burde have anvendt pariserkonventionens artikel 4 C, stk. 1, med henblik på fastsættelsen af denne frist.
94 KaiKai har i denne henseende indledningsvis anført, at det følger af denne konventions artikel 4 E, stk. 1, at eftersom det materielle indhold af en patentansøgning og en ansøgning om et brugsmønster for det første i det væsentlige er identisk, således at den ældste af disse to ansøgninger kan påberåbes til støtte for en ret til prioritet ved indgivelsen af den anden ansøgning, og indholdet af en ansøgning om et brugsmønster for det andet er tilstrækkeligt til, at denne kan påberåbes som prioritetsgrundlag for en senere ansøgning om et industrielt mønster eller model, er indholdet af en patentansøgning nødvendigvis tilstrækkeligt til, at denne kan give anledning til en ret til prioritet for en senere ansøgning om et industrielt mønster eller model. KaiKai er endvidere af den opfattelse, at den nævnte konvention er baseret på princippet om, at fristen for at påberåbe sig prioritet afhænger af arten af den industrielle ejendomsret, der er genstand for den tidligere ansøgning, uanset arten af den rettighed, der er genstand for den senere ansøgning. KaiKai har endvidere anført, at samme konventions artikel 4 C, stk. 1, fastsætter en frist på 12 måneder for at påberåbe sig en ret til prioritet, der er støttet på en tidligere patentansøgning. Endelig har KaiKai heraf udledt, at for så vidt som en international ansøgning indgivet i henhold til PCT skal anses for en at være en »patentansøgning« som omhandlet i sidstnævnte bestemmelse, er den prioritetsfrist, der finder anvendelse på denne ansøgning, 12 måneder.
95 EUIPO har bestridt denne argumentation.
Domstolens bemærkninger
96 Hvad angår det første anbringende i annullationssøgsmålet bemærkes, at det følger af artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som i medfør af denne statuts artikel 53, stk. 1, finder anvendelse på Retten, og af artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement, at stævningen bl.a. skal indeholde søgsmålets genstand, de anbringender og argumenter, der gøres gældende, samt en kortfattet fremstilling af anbringenderne. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten kan træffe afgørelse i sagen. For at sikre retssikkerheden og en god retspleje er det bl.a. nødvendigt, for at et søgsmål ved Retten kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som det støttes på, i det mindste summarisk, men på en sammenhængende og forståelig måde, fremgår af selve stævningens tekst (jf. i denne retning dom af 29.3.2012, Kommissionen mod Estland, C-505/09 P, EU:C:2012:179, præmis 34, og af 3.3. 2022, WV mod EU-Udenrigstjenesten, C-162/20 P, EU:C:2022:153, præmis 67 og 68).
97 I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at de retlige omstændigheder, som den hævdede tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, der er påberåbt i det første anbringende, er støttet på, på ingen måde fremgår af ordlyden af stævningen i første instans, idet KaiKai har begrænset sig til at påberåbe sig en sådan tilsidesættelse uden at fremføre det mindste argument til støtte for dette anbringende. Det følger heraf, at det første argument skal afvises.
98 Hvad angår det andet anbringendes andet led er det tilstrækkeligt at bemærke, at dette led af de grunde, der er anført i denne doms præmis 57-85, skal forkastes som ugrundet. Hverken artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 eller pariserkonventionens artikel 4, som desuden ikke har direkte virkning i Unionens retsorden, gør det nemlig muligt at påberåbe sig prioritet for en international ansøgning indgivet i henhold til PCT i forbindelse med indgivelsen af en ansøgning om et senere design inden for en frist på 12 måneder, uanset om denne internationale ansøgning vedrører en brugsmodel eller et patent. I overensstemmelse med disse bestemmelser er fristen for at påberåbe sig en ret til prioritet på grundlag af den nævnte internationale ansøgning i det første af disse tilfælde således fastsat til seks måneder, mens det i det andet tilfælde på forhånd er udelukket, at der foreligger en sådan ret.
99 Da det første anbringende og det andet anbringendes andet led i annullationssøgsmålet er blevet forkastet, skal EUIPO frifindes.
Sagsomkostninger
100 I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge, eller såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen.
101 I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
102 Da KaiKai i det foreliggende tilfælde har tabt både den foreliggende appelsag og sagen i første instans, bør KaiKai i overensstemmelse med EUIPO’s og Kommissionens påstande herom pålægges ud over at bære sine egne omkostninger at betale de omkostninger, som EUIPO har afholdt i forbindelse med disse to sager.
103 I henhold til artikel 140, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger.
104 Kommissionen, der er intervenient i appelsagen, bærer følgelig sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):
1) Den Europæiske Unions Rets dom af 14. april 2021, The KaiKai Company Jaeger Wichmann mod EUIPO (Gymnastik- eller sportsapparater) (T-579/19, EU:T:2021:186), ophæves, for så vidt som andet led i det andet anbringende i søgsmålet i første instans blev taget til følge, og afgørelsen truffet den 13. juni 2019 af Tredje Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 573/2019-3) blev annulleret.
2) EUIPO frifindes i det af The KaiKai Company Jaeger Wichmann GbR anlagte søgsmål i sag T-579/19.
3) The KaiKai Company Jaeger Wichmann GbR bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som EUIPO har afholdt i forbindelse med denne appelsag og sagen i første instans.
4) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.
Underskrifter