Sag T-410/06

Foshan City Nanhai Golden Step Industrial Co., Ltd

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Dumping – import af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam – fastsættelse af den beregnede normale værdi – eksportpris – ret til forsvar – skade – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – dumpingmargen – fastsættelse af normalværdien – anvendelse af den beregnede værdi – institutionernes skønsbeføjelser hvad angår beregningsmetoden

[Rådets forordning nr. 384/96, art. 2, stk. 6, litra c)]

2.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – fastsættelse af antidumpingtold – beregningsmetode

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 9, stk. 4)

3.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – antidumpingprocedure – ret til forsvar – Kommissionens endelige underretningsskrivelse til virksomhederne

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 20, stk. 2 og 4)

4.      Fællesskabsret – principper – ret til forsvar – indrømmelse heraf under administrative procedurer – antidumping – institutionernes forpligtelse til at sikre underretning af de berørte virksomheder – supplerende endelig underretningsskrivelse

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 20, stk. 5)

5.      Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – skade – relevant periode

(Rådets forordning nr. 384/96, art. 3, stk. 2)

1.      Artikel 2, stk. 6, litra c), i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 tildeler fællesskabsinstitutionerne vide skønsbeføjelser til at vælge den metode, hvorefter de vil beregne salgsomkostningerne, de administrative udgifter og andre almindelige udgifter samt en fortjenstmargen som led i fastsættelsen af den beregnede normale værdi.

Under disse omstændigheder vedrører Fællesskabets retsinstansers prøvelse overholdelsen af formforskrifterne, af, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbar urigtig vurdering af de nævnte faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning.

Endvidere bestemmer nævnte artikel 2, stk. 6, litra c), at denne metode skal være rimelig. Fællesskabets retsinstanser kan således udelukkende fastslå, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn vedrørende den valgte metode, hvis denne er urimelig. Det forhold, at der foreligger andre rimelige metoder, der kan følges i denne henseende, påvirker dermed ikke lovligheden af den faktisk valgte metode, idet Fællesskabets retsinstanser ikke kan erstatte institutionernes skøn i denne henseende med deres eget.

Institutionerne kan således inden for disse rammer antage, at det er mere rimeligt at anvende oplysninger om fortjenester opnået på det nationale produktionsmarked af virksomheder af sammenlignelig størrelse med producenten omfattet af undersøgelsen, der hverken havde specielt høje salgsomkostninger eller almindelige udgifter, som ligeledes havde fået tildelt status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår, ved nylige undersøgelser af andre varer end de omhandlede varer, og som institutionerne havde troværdige oplysninger om, end at støtte sig på oplysninger om fortjenester opnået ved salg af de pågældende varer på helt andre markeder.

Det ses nemlig af antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 6, litra c), at institutionerne, når de anvender denne bestemmelse til at beregne en rimelig fortjenstmargen, ikke er forpligtede til at anvende oplysninger om den samme generelle gruppe af varer, men skal påse, at den fastsatte fortjenstmargen efter en rimelig metode ikke overstiger fortjenstmarginen opnået ved salget af varer inden for samme generelle gruppe. Denne bestemmelse bør endvidere ikke fortolkes således, at institutionerne er afskåret fra at fastsætte en fortjenstmargen, såfremt de ikke er i besiddelse af et troværdigt beregningsgrundlag vedrørende den opnåede fortjenstmargen ved salg af varer inden for samme generelle gruppe.

(jf. præmis 64-67, 71 og 74)

2.      I henhold til antidumpinggrundforordningens artikel 9, stk. 4, sidste punktum, »[må a]ntidumpingtolden […] ikke være højere end den fastsatte dumpingmargen, og den bør være lavere end denne margen, hvis en sådan lavere told vil være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, der er påført den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet«. Denne regel medfører, at en producent, hvis produkter er blevet pålagt antidumpingtold, ikke kan anfægte denne under henvisning til, at undersøgelsen har ført til en overvurderet skade i tilfælde, hvor toldsatsen er fastsat til dumpingmarginens niveau, når sidstnævnte er lavere end såvel den fejlagtigt ansatte skadesmargen som den faktiske skadesmargen.

(jf. præmis 94)

3.      De virksomheder, der er omfattet af en undersøgelse forud for vedtagelsen af en antidumpingforordning, skal have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsætte deres bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændigheder samt beviser, hvorpå Kommissionen støtter sin vurdering af, at der foreligger dumping og en deraf følgende skade.

I den forbindelse medfører den ufuldstændige karakter af de endelige oplysninger, som parterne er anmodet om i henhold til artikel 20, stk. 2, i antidumpingforordning nr. 384/96, alene, at forordningen om indførelse af en endelig antidumpingtold bliver ulovlig, såfremt de berørte parter på grund af denne undladelse ikke har været i stand at forsvare deres interesser effektivt. Dette gælder også, når undladelsen vedrører faktiske forhold eller betragtninger, der er anderledes end de ved de midlertidige foranstaltninger anvendte, som i henhold til nævnte bestemmelse skal ydes særlig opmærksomhed i de endelige oplysninger. Det gælder navnlig, når undladelsen vedrører faktiske forhold eller betragtninger, som er anderledes end dem, der ligger til grund for Kommissionens eller Rådets beslutning efter meddelelsen af den endelige underretningsskrivelse, således som det følger af nævnte grundforordnings artikel 20, stk. 4, sidste punktum.

Den omstændighed, at Kommissionen ændrede sin analyse efter de berørte parters kommentarer til den endelige underretningsskrivelse, udgør dog ikke i sig selv en tilsidesættelse af retten til forsvar. Som det fremgår af grundforordningens artikel 20, stk. 4, sidste punktum, foregriber den endelige underretningsskrivelse nemlig ikke senere afgørelser, som Kommissionen eller Rådet måtte træffe. Denne bestemmelse forpligter blot Kommissionen til, når det er muligt, at meddele de faktiske omstændigheder og betragtninger, som er forskellige fra dem, der blev lagt til grund for dens oprindelige tilgang indeholdt i den endelige underretningsskrivelse. For at afgøre, om Kommissionen har overholdt de berørte parters ret til forsvar, som følger af grundforordningens artikel 20, stk. 4, sidste punktum, skal det følgelig desuden efterprøves, om Kommissionen har meddelt dem de faktiske omstændigheder og betragtninger, der blev lagt til grund i den nye analyse af skaden og af de nødvendige former for foranstaltninger for at fjerne den, for så vidt som disse er anderledes end de i den endelige underretningsskrivelse fastholdte.

(jf. præmis 111, 112, 117 og 118)

4.      Kommissionen har ved at tildele sagsøgeren en frist på mindre end ti dage til at kommentere den supplerende endelige underretningsskrivelse tilsidesat artikel 20, stk. 5, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96. Denne omstændighed kan imidlertid ikke i sig selv medføre en annullation af den anfægtede forordning. Det må nemlig også vurderes, om indrømmelsen af en kortere frist end den, som er fastsat i lovgivningen, konkret kan have påvirket deres ret til forsvar under den omhandlede procedure.

(jf. præmis 124)

5.      Indførelsen af antidumpingtold udgør ikke en sanktion mod en tidligere adfærd, men en foranstaltning til forsvar og beskyttelse mod illoyal konkurrence som følge af dumpingpraksis. For at kunne fastsætte antidumpingtold, som er egnet til at beskytte EF-erhvervsgrenen mod dumpingpraksis, er det derfor nødvendigt at foretage undersøgelsen på grundlag af oplysninger, der er så aktuelle som muligt.

Når fællesskabsinstitutionerne fastslår, at importen af en vare, der hidtil havde været underlagt kvantitative restriktioner, stiger, efter at disse restriktioner er ophørt, kan de således tage hensyn til denne stigning med henblik på deres vurdering af den skade, EF-erhvervsgrenen påføres.

(jf. præmis 133 og 134)