Sag T-324/10

Firma Léon Van Parys NV

mod

Europa-Kommissionen

»Toldunion – indførsel af bananer fra Ecuador – efteropkrævning af importafgifter – anmodning om fritagelse for importafgifter – artikel 220, stk. 2, litra b), og artikel 239 i forordning (EØF) nr. 2913/92 – fejl begået af toldmyndighederne – åbenbar forsømmelighed fra den berettigedes side«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 19. marts 2013

1.      Den Europæiske Unions egne indtægter – efteropkrævning af import- eller eksportafgifter – betingelser for ikke at bogføre importafgifter som omhandlet i artikel 220, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2913/92

[Rådets forordning nr. 2913/92, art. 220, stk. 2, litra b)]

2.      Den Europæiske Unions egne indtægter – efteropkrævning af import- eller eksportafgifter – betingelser for ikke at bogføre importafgifter som omhandlet i artikel 220, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2913/92 – fejl, de kompetente myndigheder selv har begået – krav om en aktiv adfærd

[Rådets forordning nr. 2913/92, art. 220, stk. 2, litra b)]

3.      Den Europæiske Unions egne indtægter – efteropkrævning af import- eller eksportafgifter – betingelser for ikke at bogføre importafgifter som omhandlet i artikel 220, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2913/92

[Rådets forordning nr. 2913/92, art. 4, stk. 3, art. 13 og 14, og art. 220, stk. 2, litra b)]

4.      Den Europæiske Unions egne indtægter – efteropkrævning af import- eller eksportafgifter – forelæggelse for Kommissionen af en anmodning om godtgørelse – meddelelse af ansøgerens indvendinger – aktindsigt – rækkevidde

(Rådets forordning nr. 2913/92)

5.      Den Europæiske Unions egne indtægter – godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter – omstændigheder, hvor den berettigede ikke har gjort sig skyldig i »urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed« – begrebet åbenbar forsømmelighed – snæver fortolkning – erhvervelse af importlicenser via en mellemmand uden at kontrollere deres indehavere – ikke omfattet

(Rådets forordning nr. 2913/92, art. 239, Kommissionens forordning nr. 2454/93, art. 905)

6.      Den Europæiske Unions egne indtægter – godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter – billighedsklausul indført ved artikel 239 i EF-toldkodeksen og artikel 905 i dens gennemførelsesforordning – Kommissionens skøn – nærmere regler for udøvelsen

(Rådets forordning nr. 2913/92, art. 239)

7.      Den Europæiske Unions egne indtægter – godtgørelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter – omstændigheder, hvor den berettigede ikke har gjort sig skyldig i »urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed« – bevisbyrde

(Rådets forordning nr. 2913/92, art. 239, stk. 1)

1.      I henhold til artikel 220, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks skal tre betingelser være opfyldt, for at myndighederne i henhold til denne bestemmelse kan undlade at foretage efteropkrævning. Når disse tre betingelser er opfyldt, har debitor krav på, at der ikke sker efteropkrævning.

Det er for det første en betingelse, at afgifterne ikke er opkrævet som følge af en fejl, som de kompetente myndigheder selv har begået. Endvidere skal den fejl, som myndighederne har begået, være af en sådan karakter, at en debitor i god tro ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget den, på trods af dennes erhvervserfaring og den agtpågivenhed, som denne har udvist. Endelig skal debitor have overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter i forbindelse med toldangivelsen.

De nævnte betingelser skal vurderes i lyset af formålet med toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), som er at beskytte afgiftsskyldnerens berettigede forventning med hensyn til, at samtlige forhold, som ligger til grund for afgørelsen om at foretage eller undlade efteropkrævning af told, er korrekte.

(jf. præmis 34-36)

2.      Det er kun myndighedernes aktive adfærd, der giver ret til, at der undlades efteropkrævning af import- eller eksportafgifter i henhold til artikel 220, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks.

(jf. præmis 53)

3.      Det fremgår af artikel 4, nr. 3), i forordning nr. 2913/92 om indførelsen af en EF-toldkodeks, at der ved »toldmyndigheder« forstås myndigheder, der bl.a. har beføjelse til at håndhæve toldforskrifterne. Heraf følger, at der hermed sigtes til medlemsstaternes ligesom tredjelandenes administrative myndigheder, der skal sikre overvågning af og kontrol med toldforskrifterne, som disse opgaver er defineret i artikel 4, nr. 13) og 14) i forordning nr. 2913/92. I denne forbindelse kan Kommissionen ikke anses for at være en toldmyndighed i nævnte forordnings forstand. De eventuelle fejl, som Kommissionen måtte have begået inden for disse rammer, kan således ikke give ret til den mekanisme, hvorefter der ikke foretages efteropkrævning af import- eller eksportafgifter, i denne forordnings artikel 220, stk. 2, litra b).

(jf. præmis 60)

4.      Princippet om overholdelse af retten til forsvar indebærer, at det ikke tilkommer Kommissionen ensidigt at afgøre, hvilke dokumenter der er nyttige for den berørte part med henblik på proceduren om at undlade efteropkrævning. De administrative sagsakter kan omfatte dokumenter, der indeholder oplysninger til støtte for at undlade efteropkrævning, og som kan anvendes af den berørte til støtte for sit krav, selv om Kommissionen ikke har brugt disse oplysninger. Den part, der ansøger om undladelse, bør således have aktindsigt i alle ikke-fortrolige dokumenter i sagsakterne, herunder de dokumenter, der ikke har været lagt til grund for Kommissionens indvendinger.

Der er imidlertid en formodning for, at et dokument, der er begæret aktindsigt i, ikke eksisterer, såfremt den berørte institution hævder dette. Der er imidlertid tale om en simpel formodning, som sagsøgeren kan afkræfte med alle midler på grundlag af relevante og samstemmende indicier.

(jf. præmis 70 og 72)

5.      Med hensyn til godtgørelse af importafgifter i henhold til artikel 905 i forordning nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks skal to kumulative betingelser være opfyldt, nemlig for det første, at der foreligger en særlig situation, og for det andet, at den berettigede ikke har begået urigtigheder eller gjort sig skyldig i åbenbar forsømmelighed. For at nægte godtgørelse af afgift er det således tilstrækkeligt, at en af disse to betingelser ikke er opfyldt.

Ved bedømmelsen af, om der foreligger en »åbenbar forsømmelighed«, skal der bl.a. tages hensyn til, hvor komplicerede de bestemmelser er, hvis manglende overholdelse har medført, at der er opstået toldskyld, samt til den erhvervsdrivendes erfaring og agtpågivenhed. Godtgørelse af eller fritagelse for importafgifter, der kun kan indrømmes under visse forudsætninger og i bestemte særlige situationer, udgør desuden en undtagelse til den normale import- og eksportordning, og bestemmelserne, hvori der er fastsat en sådan godtgørelse eller fritagelse, skal følgelig fortolkes snævert. Da navnlig fraværet af åbenbar forsømmelighed er en betingelse sine qua non for at kunne ansøge om godtgørelse af eller fritagelse for importafgifter, følger det heraf, at dette begreb skal fortolkes således, at antallet af godtgørelses- eller fritagelsestilfælde forbliver begrænset.

Det kan derfor ikke generelt accepteres, at en erhvervsdrivende, som indfører varer i EU, og som med dette formål gør brug af en mellemmand for at opnå en brug af importlicenser, skal anses for ikke at udvise forsigtighed eller agtpågivenhed, hvis han ikke gennemfører kontrolundersøgelser hos licensindehaverne. Brugen af en sådan mellemmand er således omfattet af praksis i forbindelse med udøvelsen af importvirksomheden efter importørens ønsker, og som har til formål at lette udøvelsen af denne virksomhed, da importøren finder, at mellemmanden i en given økonomisk sammenhæng er i en bedre position end importøren selv til at finde nytilkomne erhvervsdrivende, der har opnået licenser, og som ønsker at overdrage brugsretten, navnlig når importøren, som i den foreliggende sag, har behov for et stort antal importlicenser inden for en kort tidsfrist. Da der ikke foreligger andre udførlige oplysninger, som kan rejse tvivl om den erhvervsdrivende med hensyn til de benyttede importlicensers ægthed, kan kontakterne med indehaverne af importlicenserne ikke anses for nødvendige for, at de indførte varer kan overgå til fri omsætning.

(jf. præmis 77, 79, 80 og 102)

6.      Selv om Kommissionen råder over et skøn vedrørende anvendelsen af artikel 239 i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, skal den ved udøvelsen af sit skøn foretage en reel afvejning af Unionens interesse i at sikre, at toldbestemmelserne overholdes på den ene side, og den interesse, som importøren, der er i god tro, har i ikke at lide tab, der går ud over de normale erhvervsrisici, på den anden side.

(jf. præmis 81)

7.      Når toldmyndighederne konkluderer, at det ikke kan påvises, at den erhvervsdrivende har gjort sig skyldig i urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed, og Kommissionen påtænker at forkaste de nationale myndigheders stillingtagen, har denne pligt til på grundlag af relevante faktiske omstændigheder at bevise, at nævnte erhvervsdrivende udviste åbenbar forsømmelighed.

(jf. præmis 86)