Forenede sager T-29/14 og T-31/14
Telefónica Gestión Integral de Edificios y Servicios, SL, tidligere Taetel, SL,
og
Banco Santander, SA, tidligere Banco Popular Español, SA,
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 21. februar 2024
»Statsstøtte – støtte ydet af de spanske myndigheder til visse økonomiske interessegrupper (ØIG) og deres investorer – skatteordning for visse finansielle leasingkontrakter med henblik på køb af søgående skibe (spansk skatteleasingordning) – afgørelse, hvorved støtten erklæres delvist uforenelig med det indre marked og anordnes delvist tilbagesøgt – delvist bortfald af sagens genstand – delvist ufornødent at træffe afgørelse – ny støtte – tilbagesøgning – kontraktvilkår, der beskytter modtagerne mod tilbagesøgning af statsstøtte, der er ulovlig og uforenelig med det indre marked – kompetencefordelingen mellem Kommissionen og de nationale myndigheder«
1. Annullationssøgsmål – søgsmål til prøvelse af en kommissionsafgørelse vedrørende statsstøtte – søgsmålsinteresse – delvis annullation af den anfægtede afgørelse i forbindelse med et andet søgsmål anlagt til prøvelse af denne afgørelse – søgsmål med påstand om annullation af annullerede dele af den anfægtede afgørelse – søgsmål, der delvist er blevet uden genstand – ufornødent at træffe afgørelse
(Art. 263 TEUF)
(jf. præmis 22-34 og 41-49)
2. Annullationssøgsmål – søgsmål til prøvelse af en kommissionsafgørelse vedrørende statsstøtte – søgsmålsinteresse – delvis annullation af den anfægtede afgørelse i forbindelse med et andet søgsmål anlagt til prøvelse af denne afgørelse – søgsmål med påstand om annullation af ikke annullerede dele af den anfægtede afgørelse – fortsat bestående søgsmålsinteresse
(Art. 263 TEUF)
(jf. præmis 50, 51 og 53-61)
3. Statsstøtte – begreb – skattemæssige foranstaltninger til fordel for visse økonomiske interessegrupper og deres investorer – skatteordning for visse finansielle leasingaftaler vedrørende erhvervelse af skibe – skatteordning bestående af flere faktisk og retligt forbundne foranstaltninger – særskilt vurdering af disse foranstaltninger – ikke tilladt
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 67-71)
4. Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – genoprettelse af den oprindelige situation – rækkevidde – kontraktvilkår om overførsel af byrden ved tilbagesøgning af en ulovlig støtte fra modtagerne af denne støtte til andre personer – Kommissionens forbud mod denne overførsel af inddrivelsesbyrden og anordning af tilbagesøgning af den ulovlige støtte fra modtagerne – tilsidesættelse af kompetencefordelingen mellem Kommissionen og medlemsstaterne – tilsidesættelse af friheden til at oprette og drive egen virksomhed og ejendomsretten – foreligger ikke
(Art. 107 TEUF og 108 TEUF)
(jf. præmis 85-105, 110, 111 og 114-123)
Resumé
Med denne dom frifandt Retten Europa-Kommissionen i de annullationssøgsmål, som henholdsvis Telefónica Gestión Integral de Edificios y Servicios, SL, og Banco Santander, SA, havde anlagt til prøvelse af den afgørelse, hvorved Kommissionen havde kvalificeret flere skatteforanstaltninger, der udgjorde »den spanske leasingbeskatningsordning« (herefter »SLB-ordningen«) og fandt anvendelse på visse finansielle leasingaftaler vedrørende erhvervelse af skibe (1). I denne forbindelse behandlede Retten det mulige bortfald af sagens genstand efter den delvise annullation af den anfægtede afgørelse ved Domstolens dom i sagen Spanien m.fl. mod Kommissionen (forenede sager C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P) (2). Retten tog ligeledes stilling til det nye spørgsmål om, hvorvidt Kommissionen havde overskredet sine beføjelser på statsstøtteområdet, idet den i den anfægtede afgørelse forkastede vilkårene om kompensation i kontrakter indgået mellem private parter, der beskyttede modtagerne mod tilbagesøgning af en statsstøtte, der var ulovlig og uforenelig med det indre marked (3).
I den foreliggende sag havde Kommissionen modtaget flere klager over anvendelsen af SLB-ordningen på visse finansielle leasingaftaler, for så vidt som denne ordning gav rederier mulighed for at købe skibe bygget af spanske skibsværfter med en rabat på 20-30%. Kommissionen fandt, at formålet med SLB-ordningen var at skabe skattefordele for økonomiske interessegrupper (herefter »ØIG’er«) og investorerne heri, som efterfølgende overførte en del af disse fordele til de rederier, der havde købt et nyt skib.
I den anfægtede afgørelse, der blev vedtaget i juli 2013, fastslog Kommissionen, at tre af de fem skatteforanstaltninger, som SLB-ordningen bestod af, udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF i form af en selektiv skattefordel, der var delvist uforenelig med det indre marked. Eftersom den omhandlede støtte havde været gennemført siden den 1. januar 2002 i strid med anmeldelsespligten (4), pålagde Kommissionen de nationale myndigheder at tilbagesøge støtten fra investorerne, dvs. ØIG’ernes medlemmer (herefter »påbuddet om tilbagebetaling«).
Der blev anlagt flere søgsmål med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse. De søgsmål, der var anlagt af Telefónica Gestión Integral de Edificios y Servicios og Banco Santander, blev udsat for at afvente den endelige afgørelse i de sager, der var anlagt af Kongeriget Spanien, Lico Leasing, SA, og Pequeños y Medianos Astilleros Sociedad de Reconversión, SA (herefter »PYMAR«). I sin dom i sagen Spanien m.fl. mod Kommissionen (5) annullerede Retten således den anfægtede afgørelse. Efter appel iværksat af Kommissionen til prøvelse af Rettens dom ophævede Domstolen denne ved dommen i sagen Kommissionen mod Spanien m.fl. (sag C-128/16 P) (6) og hjemviste sagerne til Retten.
Ved dommen i den hjemviste sag, Spanien m.fl. mod Kommissionen (7), frifandt Retten Kommissionen i søgsmålene anlagt af Kongeriget Spanien, Lico Leasing og PYMAR. I den nævnte dom forkastede Retten anbringendet fremsat til anfægtelse af SLB-ordningens selektivitet, idet den i det væsentlige fastslog, at eksistensen af skatteforvaltningens vide skønsbeføjelse til at godkende indledende afskrivning var tilstrækkelig til at fastslå, at SLB-ordningen som helhed var selektiv. Retten forkastede navnlig også anbringenderne om tilsidesættelse af de gældende principper for tilbagesøgning af støtte, nemlig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet. Med hensyn til sidstnævnte fastslog Retten navnlig, at Kommissionen ikke havde begået nogen retlig fejl, da den pålagde tilbagesøgning af hele den pågældende støtte fra ØIG’ernes investorer, selv om en del af den opnåede skattefordel var blevet overført til tredjeparter, nemlig rederierne.
Der blev iværksat særskilte appeller til prøvelse af den pågældende dom ved Domstolen, som ved dommen i sagen Spanien m.fl. mod Kommissionen (forenede sager C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P) (8) tiltrådte Kongeriget Spaniens anbringende om, at den appellerede dom ikke var begrundet med hensyn til tilbagesøgningen af den omhandlede støtte, og i øvrigt forkastede appellerne. Efter at den således havde ophævet den appellerede dom delvist, og idet den fandt, at den selv kunne træffe endelig afgørelse om den del af søgsmålet, der fortsat skulle træffes afgørelse om, fastslog Domstolen efter sin undersøgelse, at den anfægtede afgørelse skulle annulleres, for så vidt som den identificerede ØIG’erne og deres investorer som de eneste begunstigede af den omhandlede støtte og anordnede, at hele den omhandlede støtte skulle tilbagesøges udelukkende fra ØIG’ernes investorer.
Rettens bemærkninger
Retten behandlede indledningsvis spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgernes søgsmål var blevet uden genstand, efter at den anfægtede afgørelse delvist var blevet annulleret ved Domstolens dom i sagen Spanien m.fl. mod Kommissionen (forenede sager C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P), og bemærkede, at sagens genstand skal bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse, hvilket forudsætter, at søgsmålet med sit resultat kan tilføre den part, som har anlagt det, en fordel.
I forbindelse med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF medfører en annullation af den anfægtede retsakt under sagens behandling således, at sagen bliver uden genstand for så vidt angår påstanden om annullation af denne afgørelse. Ved annullationen af denne retsakt opnår sagsøgeren nemlig det eneste resultat, som denne kan opnå under sagen, og der er følgelig ikke længere nogen tvist, som Den Europæiske Unions retsinstanser skal løse. Det samme gør sig gældende, når en delvis annullation af den anfægtede retsakt har givet sagsøgeren det resultat, som en del af dennes stævning tog sigte på, hvorfor det er ufornødent at træffe afgørelse om denne del.
I den foreliggende sag fastslog Retten, at sagsøgernes søgsmål var blevet uden genstand, for så vidt som de tog sigte på at anfægte identificeringen af ØIG’erne og deres investorer som de eneste modtagere og de pågældende investorer som de eneste virksomheder, der var omfattet af påbuddet om tilbagesøgning, samt den anfægtede afgørelses begrundelse i denne henseende og den metode til beregning af det beløb, som skulle tilbagebetales af ØIG-investorerne, der var beskrevet i den anfægtede afgørelse.
Ved Domstolens dom i sagen Spanien m.fl. mod Kommissionen (forenede sager C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P) var den anfægtede afgørelse nemlig for det første allerede blevet annulleret for så vidt som den identificerede ØIG’erne og deres investorer som de eneste modtagere under SBL-ordningen og anordnede tilbagesøgning af hele støtten fra disse investorer. Desuden havde sagsøgerne ikke godtgjort, at deres argumentation, hvorved udelukkelsen af skibsværfterne som modtagere under SLB-ordningen og virksomheder omfattet af påbuddet om tilbagesøgning, blev anfægtet, såfremt den var korrekt, kunne tilføre dem en fordel, der gik ud over den fordel, de drog af Domstolens dom.
For det andet var den metode til beregning af det beløb, der skulle tilbagebetales af investorerne, som var beskrevet i denne afgørelse, blevet forældet som følge af denne dom, eftersom metoden hvilede på den antagelse, at hele fordelen alene skulle tilbagesøges fra ØIG-investorerne, som havde vist sig at være urigtig.
Der var dog stadig anledning til at træffe afgørelse om sagsøgernes påstande, for så vidt som de vedrørte annullation af de dele af den anfægtede afgørelse, der ikke var blevet annulleret af Domstolen i dommen i sagen Spanien mod Kommissionen (forenede sager C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P). Denne afgørelse var nemlig fortsat gyldig, for så vidt som den erklærede den støtte, som i det mindste ØIG’erne og deres investorer modtog, for ulovlig og uforenelig med det indre marked, og pålagde Kongeriget Spanien at tilbagesøge den nævnte støtte, eller en del heraf, hos sidstnævnte. Den omstændighed, at den metode til beregning af de beløb, der skulle tilbagebetales, som var beskrevet i den anfægtede afgørelse, skulle ændres i lyset af den nævnte dom, ændrede desuden på ingen måde den omstændighed, at denne forpligtelse til tilbagesøgning som sådan fortsat bestod.
I denne forbindelse forkastede Retten for det første anbringendet om urigtig kvalificering af skatteforanstaltningerne i SLB-ordningen som ny støtte ud fra en individuel betragtning.
Sagsøgernes argumenter med henblik på at anfægte kvalificeringen af disse skatteforanstaltninger som ny støtte, deres selektive karakter og eksistensen af en fordel var således baseret på den urigtige antagelse, at de nævnte foranstaltninger skulle vurderes hver for sig med henblik på artikel 107 TEUF og ikke under hensyntagen SLB-ordningen som helhed.
Disse skatteforanstaltninger var nemlig knyttet sammen i retlig henseende, i det væsentlige fordi indledende afskrivning krævede en godkendelse fra skatteforvaltningen, og i faktisk henseende, fordi den administrative tilladelse til indledende afskrivning udelukkende blev givet i forbindelse med kontrakter vedrørende leasing af skibe, der kunne omfattes af tonnageskatteordningen. Det var således på grund af denne tilknytning, at Retten i dommen i sagen Spanien m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-515/13 RENV og T-719/13 RENV) fastslog, at eftersom en af de foranstaltninger, som gjorde det muligt at være begunstiget af SLB-ordningen som helhed, var selektiv, nemlig godkendelsen af indledende afskrivning, havde Kommissionen i den anfægtede afgørelse med rette fundet, at ordningen som helhed var selektiv. I dommen i sagen Spanien m.fl. mod Kommissionen (forenede sager C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P) bekræftede Domstolen denne konklusion samt, implicit, at det var nødvendigt at vurdere SLB-ordningen som helhed som statsstøtte.
For det andet forkastede Retten det anbringende, hvorefter Kommissionen havde overskredet sine beføjelser på statsstøtteområdet, idet den forbød vilkårene om kompensation i kontrakter indgået mellem private parter, der beskyttede modtagerne mod tilbagesøgning af en ulovlig og uforenelig statsstøtte.
I denne forbindelse fastslog Retten, at den præcisering, der var foretaget i den anfægtede afgørelses artikel 4, stk. 1, hvorefter Kongeriget Spanien skulle tilbagesøge støtten hos støttemodtagerne, »uden at de pågældende [...] har mulighed for at overføre inddrivelsesbyrden til andre personer«, var formuleret bredt og ikke udtrykkeligt var begrænset til vilkårene om kompensation. Disse vilkår tog desuden ikke specifikt sigte på den situation, hvor en statsstøtte, der var ulovlig og uforenelig med det indre marked, skulle tilbagesøges, men mere generelt på konsekvenserne af den mulighed, at de kompetente myndigheder ikke godkendte de skattemæssige fordele i SLB-ordningen, eller at der, efter at de var blevet godkendt, blev rejst tvivl om deres gyldighed.
I visse betragtninger til den anfægtede afgørelse identificerede Kommissionen imidlertid mere konkret de specifikke aspekter i vilkårene om kompensation, som ifølge Kommissionen havde vist sig at være problematiske i forbindelse med tilbagesøgningen af støtte, der var ulovlig og uforenelig med det indre marked. Kommissionen præciserede således, at formålet med tilbagesøgningen, der tager sigte på at genoprette den tidligere situation, og navnlig at fjerne den konkurrencefordrejning, der er forårsaget af den konkurrencefordel, som er opnået ved den ulovlige støtte, der er uforenelig med det indre marked, ville blive permanent forpurret, hvis private parter gennem kontraktvilkår kunne ændre virkningerne af de tilbagesøgningsafgørelser, som Kommissionen vedtog. Heraf fulgte, at præciseringen i artikel 4, stk. 1, i den anfægtede afgørelses konklusion skulle forstås således, at den kun tog sigte på vilkårene om kompensation, for så vidt som de kunne fortolkes som en beskyttelse af modtagerne af en ulovlig støtte, der var i strid med det indre marked, mod en tilbagesøgning af denne støtte.
Kommissionen havde i øvrigt ikke bestemt, at vilkårene om kompensation var ugyldige, idet en sådan kompetence i givet fald tilkommer de nationale retsinstanser. Kommissionens præcisering i den anfægtede afgørelse tog nemlig kun sigte på at afklare Kongeriget Spaniens forpligtelse til at tilbagesøge støtten fra modtagerne af denne, for at situationen fra tiden før ydelsen af den pågældende støtte blev genoprettet.
Heraf fulgte, at Kommissionen ikke havde overskredet de beføjelser, som den er tillagt på statsstøtteområdet (9). Selv om det var korrekt, at tilbagebetalingen skulle ske i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret (10), forholdt det sig nemlig ikke desto mindre således, at disse skal give mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse. Der var derfor intet til hinder for, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse præciserede, at Kongeriget Spanien skulle sikre, at de begunstigede tilbagebetalte de støttebeløb, som de virkelig havde modtaget, uden at kunne overføre inddrivelsesbyrden vedrørende disse beløb til en anden aftalepart. Dette var så meget desto mere tilfældet, fordi disse vilkår om kompensation var fastsat i rammekontrakter, der var indgået mellem forskellige deltagere i SLB-ordningen, og skatteforvaltningen tog hensyn til disse kontrakter med henblik på at godkende indledende afskrivning.