Sag T-120/04

Peróxidos Orgánicos, SA

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Konkurrence – aftaler – organiske peroxider – bøder – artikel 81 EF – forordning (EØF) nr. 2988/74 – forældelse – overtrædelsens varighed – fordeling af bevisbyrden – ligebehandling«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens beføjelser

(Rådets forordning nr. 2988/74, art. 1, stk. 1)

2.      Konkurrence – administrativ procedure – forældelse af adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner – begyndelsestidspunkt

[Rådets forordning nr. 2988/74, art. 1, stk. 1, litra b), og artikel 2, stk. 1-3]

3.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, hvorved en overtrædelse fastslås

(Art. 81, stk. 1, EF)

4.      Konkurrence – aftaler – en virksomheds deltagelse i et initiativ i strid med konkurrencereglerne

5.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, hvorved en overtrædelse fastslås

(Kommissionens meddelelse 96/C 207/04)

6.      Konkurrence – bøder – vurdering ud fra virksomhedens individuelle adfærd

(Art. 81, stk. 1, EF)

1.      En beslutning, hvorved en overtrædelse konstateres, er ikke en sanktion i henhold til artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2988/74 om forældelse af adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner inden for området for konkurrenceret og af adgangen til tvangsfuldbyrdelse af disse sanktioner, og den er derfor ikke omfattet af den heri omhandlede forældelse. Derfor kan forældelse af Kommissionens beføjelse til at pålægge bøder ikke påvirke dens forudsatte beføjelse til at konstatere overtrædelsen. Imidlertid forudsætter udøvelsen af denne forudsatte beføjelse til at vedtage en beslutning, hvorved en overtrædelse konstateres efter forældelsesfristens udløb, at Kommissionen godtgør, at der foreligger en berettiget interesse i at skride til en sådan konstatering.

(jf. præmis 18)

2.      For så vidt angår forældelse i henhold til artikel 1, stk. 1, litra b), og artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 2988/74 om forældelse af adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner inden for området for konkurrenceret og af adgangen til tvangsfuldbyrdelse af disse sanktioner gælder det, at der ved vedvarende eller gentagne overtrædelser skal være forløbet fem år fra den dag, overtrædelsen er ophørt, før Kommissionens beføjelse til at pålægge bøder er forældet. I medfør af nævnte forordnings artikel 2, stk. 1, kan forældelsen afbrydes ved ethvert skridt, der af Kommissionen foretages med henblik på at undersøge overtrædelsen, navnlig ved skriftlige begæringer om oplysninger, idet denne afbrydelse får virkning fra den dag, det pågældende skridt bliver meddelt adressaten og i henhold til nævnte forordnings artikel 2, stk. 3, har den virkning, at forældelsesfristen begynder at løbe på ny fra denne dato.

I denne henseende har afbrydelse af forældelsen i henhold til artikel 2, stk. 1, andet punktum, i forordning nr. 2988/74 som følge af en meddelelse af en begæring om oplysninger til virksomheder, der deltager i en delordning under et kartel, ligeledes i medfør af samme forordnings artikel 2, stk. 2, virkning for en anden virksomhed, som deltager i samme delordning, selv om denne virksomhed ikke var adressat for nævnte begæring.

(jf. præmis 46 og 47)

3.      Det påhviler den part eller myndighed, der gør en tilsidesættelse af konkurrencereglerne gældende, at føre bevis herfor ved på tilstrækkelig måde at føre bevis for de faktiske omstændigheder, der udgør en sådan overtrædelse, og det påhviler den virksomhed, der påberåber sig retten til at bestride, at der foreligger en overtrædelse, at føre bevis for, at betingelserne for at gøre en sådan indsigelse gældende er opfyldt, således at myndigheden herefter må anvende andre beviser.

For så vidt angår overtrædelsens varighed udgør denne en integreret del af overtrædelsesbegrebet i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, som det først og fremmest påhviler Kommissionen at føre bevis for. I denne henseende er det i henhold til retspraksis et krav, at i mangel af beviser, der gør det muligt at foretage en direkte fastlæggelse af en overtrædelses varighed, skal Kommissionen i det mindste støtte sig på beviser, der vedrører faktiske omstændigheder, som tidsmæssigt ligger indbyrdes så nær, at det med rimelighed kan medgives, at denne overtrædelse er forløbet uafbrudt mellem to specifikke datoer.

Det almindelige princip, hvorefter Kommissionen skal bevise alle de omstændigheder, som overtrædelsen udgøres af, herunder dens varighed, og som kan have indvirkning på Kommissionens endelige konklusioner for så vidt angår overtrædelsens grovhed, påvirkes ikke af den omstændighed, at den omhandlede virksomhed har gjort et anbringende om forældelse gældende, for hvilket bevisbyrden påhviler virksomheden. Bortset fra, at dette anbringende ikke vedrører overtrædelsens fastlæggelse, er det åbenbart, at det, når et sådant anbringende gøres gældende, er en nødvendig forudsætning, at såvel overtrædelsens varighed som datoen for dens ophør fastlægges. Disse omstændigheder kan ikke i sig selv medføre, at bevisbyrden i denne henseende vendes til skade for den omhandlede virksomhed. For det første udgør en overtrædelses varighed, som forudsætter, at datoen for overtrædelsens ophør er kendt, en integreret del af overtrædelsen, for hvilken bevisbyrden påhviler Kommissionen uanset den omstændighed, at disse forhold ligeledes udgør en del af anbringendet vedrørende forældelse. Denne konklusion berettiges endvidere af den omstændighed, at den manglende forældelse af Kommissionens forfølgelsesbeføjelse i henhold til forordning nr. 2988/74 om forældelse af adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner inden for området for konkurrenceret og af adgangen til tvangsfuldbyrdelse af disse sanktioner udgør et objektivt lovligt kriterium, som følger af retssikkerhedsprincippet, der er bekræftet i anden betragtning til nævnte forordning, og derfor er en gyldighedsbetingelse for enhver beslutning om sanktioner. Det påhviler Kommissionen at iagttage dette princip, selv om virksomheden ikke gør et anbringende herom gældende i denne henseende.

Denne fordeling af bevisbyrden kan variere, for så vidt som de faktiske omstændigheder, som en part gør gældende, kan forpligte den anden part til at fremkomme med en forklaring eller en begrundelse, i mangel af hvilken det kan antages, at beviset er blevet ført.

(jf. præmis 50-53)

4.      Den omstændighed, at en virksomhed ikke offentligt tager afstand fra et initiativ i strid med konkurrencereglerne, hvori den omhandlede virksomhed har deltaget, eller at myndighederne ikke gøres opmærksom herpå af virksomheden, udgør en tilskyndelse til at fortsætte overtrædelsen og en hindring for, at den bliver opdaget, hvilken medvirken udgør en form for passiv deltagelse i overtrædelsen.

(jf. præmis 68)

5.      Selv om en vis vagtsomhed for så vidt angår frivillige erklæringer fra hoveddeltagerne i et ulovligt kartel generelt bør udvises, henset til muligheden for, at disse deltagere har en tendens til at mindske betydningen af deres egne bidrag til overtrædelsen og forstørre betydningen af de øvriges, står det dog tilbage, at et anbringende, hvorefter sådanne erklæringer ikke er troværdige som følge af, at de er afgivet med henblik på at blive omfattet af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, og at erklæringernes ophavsmænd derfor har en vis interesse i at afgive erklæringer til skade for kartellets øvrige deltagere, ikke er i overensstemmelse med systematikken i den ved samarbejdsmeddelelsen fastlagte procedure. Den omstændighed, at der fremsættes anmodning om at være omfattet af denne meddelelses anvendelsesområde med henblik på at opnå en bødenedsættelse, medfører ikke nødvendigvis en tilskyndelse til at fremlægge forvanskede beviser vedrørende de øvrige deltagere i det påtalte kartel. Endvidere kan ethvert forsøg på at vildlede Kommissionen skabe tvivl angående oprigtigheden og samarbejdsviljen hos den virksomhed, der har fremsat anmodningen, og dermed bringe muligheden for denne for at drage fuld nytte af samarbejdsmeddelelsen i fare.

(jf. præmis 70)

6.      Overholdelse af ligebehandlingsprincippet må ses i sammenhæng med overholdelsen af legalitetsprincippet, der medfører, at ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre. En eventuel retsstridig foranstaltning, der er iværksat i forhold til en anden virksomhed, der ikke er part i denne sag, kan ikke medføre, at fællesskabsretsinstansen fastslår, at dette udgør forskelsbehandling og dermed en retsstridig foranstaltning i forhold til den omhandlede virksomhed i den sag, der foreligger til behandling. En sådan fremgangsmåde ville svare til at indføre et princip om »ligebehandling i tilfælde af retsstridighed« og ville f.eks. føre til, at der pålagdes Kommissionen en forpligtelse til at bortse fra de beviser, den råder over til pålæggelse af en sanktion mod den virksomhed, der har begået en strafbar handling, alene af den grund, at en virksomhed, der muligvis befinder sig i en lignende situation, med urette har undgået en sådan sanktion. I øvrigt gælder det, at når en virksomhed har handlet i strid med artikel 81, stk. 1, EF, kan den ikke undgå enhver sanktion med den begrundelse, at andre erhvervsdrivende ikke er blevet pålagt nogen bøde, såfremt disse erhvervsdrivende ikke er inddraget i sagen for fællesskabsretsinstansen.

(jf. præmis 77)