PERSONALERETTENS DOM
(Tredje Afdeling)
24. februar 2010
Sag F‑89/08
P
mod
Europa-Parlamentet
»Personalesag — midlertidigt ansatte — Europa-Parlamentet — afskedigelse — tab af tillid«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved sagsøgeren har nedlagt påstand om, for det første, annullation af Parlamentets afgørelse af 15. april 2008 om at afskedige hende, for det andet om, at hun genindsættes i tjenesten med tilbagevirkende kraft, for det tredje om, at hendes løn udbetales fra den 15. juli 2008, for det fjerde om erstatning for den ikke-økonomiske skade og den skade på karrieren, som hun hævder at have lidt som følge af afgørelsen om afskedigelse, samt for det femte om, at Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Udfald: Europa-Parlamentet frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — midlertidigt ansatte, der er omfattet af artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte — midlertidigt ansatte, der gør tjeneste hos en politisk gruppe i Parlamentet
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra c)]
2. Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — midlertidigt ansatte, der er omfattet af artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte — midlertidigt ansatte, der gør tjeneste hos en politisk gruppe i Parlamentet
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra c)]
3. Tjenestemænd — midlertidigt ansatte — afgørelse om afskedigelse — begrundelsespligt — rækkevidde
[Tjenestemandsvedtægten, art. 25, andet afsnit, og artikel 90, stk. 2; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra c)]
4. Annullationssøgsmål — anbringender — magtfordrejning — begreb
5. Tjenestemænd — administrationens omsorgspligt — rækkevidde — grænser
[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2, litra c)]
6. Tjenestemænd — søgsmål — genstand — påbud til administrationen — afvisning
(Art. 233 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 91)
1. Retten til forsvar under en hvilken som helst procedure, der indledes over for en person, og som kan føre frem til en retsakt, der indeholder et klagepunkt imod denne, udgør et grundlæggende fællesskabsretligt princip, der skal overholdes, selv i tilfælde, hvor der ikke foreligger regler for den pågældende procedure. Den berørte person skal i medfør af dette princip gives lejlighed til, inden der træffes en afgørelse, som vedrører ham, at udtale sig om, hvorvidt de faktiske forhold og andre omstændigheder, som ligger til grund for denne afgørelse, faktisk foreligger.
Et anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar kan imidlertid ikke med føje påberåbes, når der er tale om en afgørelse om at bringe en tjenestemands midlertidige tjeneste hos en politisk gruppe i Parlamentet til ophør. Eftersom arbejdsopgaverne hos en politisk gruppe har en særlig karakter, og idet det i et sådant politisk miljø er nødvendigt at bevare et gensidigt tillidsforhold mellem gruppen og de tjenestemænd, som udfører midlertidig tjeneste i gruppen, består der ikke i et sådan tilfælde en pligt til at høre den berørte part, inden der træffes afgørelse om at bringe den pågældendes ansættelse til ophør.
Denne undtagelse finder anvendelse i alle de tilfælde, hvor det er nødvendigt at opretholde et »tillidsforhold«, dvs. i forhold til alle de midlertidigt ansatte, der ansættes i henhold til artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte — eftersom den gensidige tillid er et væsentligt element i de kontrakter for midlertidigt ansatte, der er omfattet af denne bestemmelse — og hvis ansættelseskontrakter bringes til ophør, fordi tillidsforholdet ikke længere består. Det er således ikke nødvendigt at høre den berørte person, inden der træffes afgørelse om at bringe en ansættelseskontrakt, der er indgået i medfør af artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, til ophør på grund af, at der ikke længere består et tillidsforhold.
(jf. præmis 29-33)
Henvisning til:
Domstolen: 15. juli 1970, sag 44/69, Buchler mod Kommissionen, Sml. s. 733, præmis 9; 10. juli 1986, sag 234/84, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2263, præmis 27; 3. oktober 2000, sag C-458/98 P, Industrie des poudres sphériques mod Rådet, Sml. I, s. 8147, præmis 99; 5. oktober 2000, sag C‑288/96, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 8237, præmis 99; 29. april 2004, sag C‑111/02 P, Parlamentet mod Reynolds, Sml. I, s. 5475, præmis 50-60; 9. november 2006, sag C‑344/05 P, Kommissionen mod De Bry, Sml. I, s. 10915, præmis 37
Retten: 28. januar 1992, sag T‑45/90, Speybrouck mod Parlamentet, Sml. II, s. 33, præmis 94; 17. oktober 2006, sag T‑406/04, Bonnet mod Domstolen, Sml. Pers. I‑A‑2, s. 213, og II‑A‑2, s. 1097, præmis 79
2. I henhold til artikel 4 i Parlamentets præsidiums afgørelse af 3. maj 2004 om delegation af de beføjelser, der tillægges ansættelsesmyndigheden og den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter, som ændret ved præsidiets afgørelse af 26. oktober 2004, er det Parlamentets generalsekretær, der for så vidt angår løsgængere fungerer som ansættelsesmyndighed i forhold til de midlertidigt ansatte, der er omhandlet i artikel 2, litr c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, og som ansættes med henblik på at varetage arbejdsopgaver for en sådan løsgænger. Det er derfor Parlamentets generalsekretær, der er kompetent til at træffe afgørelse om at afskedige en midlertidigt ansat, der varetager arbejdsopgaver for en løsgænger. De politiske grupper kan imidlertid frit vælge de medarbejdere, som de ønsker skal gøre midlertidig tjeneste hos gruppen, ligesom de kan beslutte at bringe en sådan ansættelse til ophør.
Hvad angår de løsgængere, der er parlamentsmedlemmer, og som ikke har været i stand til at danne en politisk gruppe, er det en administrativ ansat, »koordinatoren for løsgængerne«, der har ansvaret for at opretholde kontakten mellem løsgængerne samt mellem løsgængerne og de andre politiske grupper eller Parlamentets administrative tjenester. Denne koordinator administrerer endvidere de fælles ressourcer, som står til rådighed for løsgængerne, og skal således sikre, at ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte finder anvendelse i forhold til de midlertidigt ansatte, der gør tjeneste hos sådanne løsgængere.
De omhandlede midlertidigt ansatte gør hovedsageligt tjeneste hos et enkelt parlamentsmedlem, der er deres direkte administrative overordnede, og som bl.a. underskriver deres anvisninger om tjenesterejser. Selv om en midlertidigt ansat i praksis udfører arbejdsopgaver for andre løsgængere end den pågældendes direkte administrative overordnede for at sikre den daglige administration inden for »gruppen« af løsgængere, er det i forhold til den direkte administrative overordnede, at der skal bestå et tillidsforhold. Hvis tillidsforholdet brydes mellem den direkte administrative overordnede og den ansatte, fremsender koordinatoren for løsgængerne således en indstilling om afskedigelse til Parlamentets generalsekretær, som på grundlag af denne indstilling træffer afgørelse om afskedigelse. Såfremt afgørelsen er begrundet i, at den direkte administrative overordnede har mistet tilliden til den ansatte, kan denne afgørelse ikke annulleres alene fordi det manglende tillidsforhold kun gør sig gældende i forhold til en løsgænger.
(jf. præmis 39-43, 45 og 46)
Henvisning til:
Domstolen: Parlamentet mod Reynolds, præmis 50
3. Der findes ikke er nogen tvingende grunde til at undtage midlertidigt ansatte fra beskyttelsen mod uberettigede afskedigelser, navnlig når de er ansat på en tidsubegrænset kontrakt, eller når de er ansat på en tidsbegrænset ansættelseskontrakt og afskediges, før denne udløber. For at tilsikre arbejdstagerne en tilstrækkelig beskyttelse i denne henseende er det imidlertid afgørende dels at give de berørte grundlag for at vurdere, om deres legitime interesser er blevet respekteret eller krænket, for at kunne bedømme, om det har noget formål at anfægte opsigelsen for Fællesskabets retsinstanser, dels at give disse instanser mulighed for at udøve deres retlige kontrol, hvilket er ensbetydende med at anerkende, at myndigheden er forpligtet til at begrunde opsigelsen.
Såfremt en afgørelse om afskedigelse træffes som følge af, at der ikke længere består et tillidsforhold, kan den berørte ikke påberåbe sig nogen processuelle garantier, såsom retten til at blive hørt under den administrative procedure. Begrundelsespligten og administrationens overholdelse heraf udgør derfor den eneste sikkerhed for, at den pågældende i det mindste efter, at der er truffet en afgørelse, som går ham imod, kan gøre brug af de retsmidler, som vedkommende har til rådighed med henblik på at anfægte afgørelsens lovlighed.
Den omstændighed, at der ikke længere består et tillidsforhold til en person, dvs. afbrydelsen af en personlig relation, skyldes ikke nødvendigvis objektive forhold. Den blotte konstatering af, at der ikke længere består et tillidsforhold, er således tilstrækkelig til at begrunde en afgørelse om afskedigelse. Såfremt en afgørelse om afskedigelse alene er baseret på en sådan konstatering, kan der derfor kun stilles mindre strenge krav til, at de faktiske omstændigheder, der viser eller godtgør, at der ikke længere består et tillidsforhold, tydeligt fremgår af afgørelsens begrundelse.
Hvad navnlig angår de midlertidigt ansatte, der gør tjeneste hos Parlamentets løsgængere, forholder det sig ikke desto mindre således, at en afgørelse om afskedigelse, der er baseret på, at der ikke længere består et tillidsforhold, nødvendigvis skal indeholde en begrundelse, der tilvejebringer tilstrækkelige oplysninger om den person, i forhold til hvem tillidsforholdet ikke længere består. Den omhandlede ansatte kan således sikre sig, at afgørelsen vedrører den direkte administrative overordnede, dvs. den løsgænger, i forhold til hvem der skal bestå et tillidsforhold.
Det påhviler ikke en midlertidigt ansat, der er genstand for en afgørelse, som ikke er tilstrækkeligt begrundet, selv at indhente oplysninger om afgørelsens begrundelse. Hvis en afgørelse ikke er tilstrækkeligt begrundet, kan administrationen således ikke påberåbe sig den omstændighed, at afgørelsens begrundelse var tilgængelig i den pågældende ansattes personlige aktmappe, med henblik på at opnå, at retsinstansen under retssagen forkaster det anbringende, som vedrører den utilstrækkelige begrundelse. Såfremt det fremgår af selve ordlyden af den klage, som den ansatte har indgivet i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, at den pågældende har fået kendskab til en afgørelses begrundelse ved at konsultere sin personlige aktmappe, vil det imidlertid være for vidtgående at annullere denne afgørelse som følge af den — ganske vist kritisable — omstændighed, at institutionen ikke udtrykkeligt i afgørelsen har angivet begrundelsen for at afvise klagen.
(jf. præmis 69-74, 77 og 81-83)
Henvisning til:
Retten: 8. december 2005, sag T‑237/00, Reynolds mod Parlamentet, Sml. Pers. I‑A, s. 385, og II, s. 1731, præmis 95; 8. september 2009, sag T‑404/06 P, ETF mod Landgren, Sml. II, s. 2841
Personaleretten: 26. oktober 2006, sag F‑1/05, Landgren mod ETF, Sml. Pers. I‑A‑1, s. 123, og II‑A‑1, s. 459, præmis 73 og 74
4. En retsakt er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den udelukkende eller i det mindste overvejende er truffet for at forfølge andre formål end dem, der er angivet, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved traktaten.
(jf. præmis 87)
Henvisning til:
Domstolen: 21. juni 1958, sag 8/57, Groupement des hauts fourneaux et aciéries belges mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 105, org.ref.: Rec. s. 223, på s. 256; 10. marts 2005, sag C‑342/03, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 1975, præmis 64; 7. september 2006, sag C‑310/04, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 7285, præmis 69
5. Begrebet administrationens omsorgspligt afspejler den balance mellem de gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt i forholdet mellem den offentlige myndighed og tjenestemændene. Denne balance indebærer bl.a., at myndigheden ved afgørelsen af en tjenestemands situation skal tage alle de forhold i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og hermed skal tage hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands interesse. Den gensidige tillid udgør imidlertid et væsentligt element i de kontrakter for midlertidigt ansatte, der er omhandlet i artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte. De eventuelle begrænsninger af administrationens handlinger, som følger af omsorgspligten, er således ikke, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, til hinder for, at der træffes afgørelse om afskedigelse på grund af, at der ikke længere består et tillidsforhold.
(jf. præmis 112 og 113)
Henvisning til:
Domstolen: 28. maj 1980, forenede sager 33/79 og 75/79, Kuhner mod Kommissionen, Sml. s. 1677, præmis 22; 29. juni 1994, sag C‑298/93 P, Klinke mod Domstolen, Sml. I, s. 3009, præmis 38
Retten: Speybrouck mod Parlamentet, præmis 94; Bonnet mod Domstolen, præmis 47
6. Inden for rammerne af et søgsmål, der er anlagt i henhold til vedtægtens artikel 91, tilkommer det ikke Unionens retsinstanser at give Unionens institutioner pålæg. Det er nemlig for det første åbenbart, at Unionens retsinstanser ikke er kompetente til at give de nævnte institutioner pålæg, og for det andet, at den berørte institution i forbindelse med annullation af en retsakt har pligt til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af dommen.
(jf. præmis 120)
Henvisning til:
Retten: 27. juni 2002, forenede sager T‑373/00, T‑27/01, T‑56/01 og T‑69/01, Tralli mod ECB, Sml. Pers. I‑A, s. 97, og II, s. 453, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis