RETTENS DOM (Fjerde Udvidede Afdeling)

25. januar 2017(*)

»Dumping – import af visse typer folie af aluminium med oprindelse i Armenien, Brasilien og Kina – endelig antidumpingtold – status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår – artikel 2, stk. 7, litra b) og c), andet led, i forordning (EF) nr. 384/96 – kumulativ vurdering af den import, som er genstand for antidumpingundersøgelser – artikel 3, stk. 4, litra a) og b), i forordning nr. 384/96 – tilbud om tilsagn – artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 384/96«

I sag T-512/09 RENV,

Rusal Armenal ZAO, Erevan (Armenien), ved advokaterne B. Evtimov, E. Borovikov og solicitor D. O’Keeffe,

sagsøger,

mod

Rådet for Den Europæiske Union først ved S. Boelaert og J.-P. Hix, som befuldmægtigede, derefter ved M. Hix, bistået af solicitor M.B. O’Connor og advokat S. Gubel,

sagsøgt,

støttet af:

Europa-Parlamentet ved D. Warin og A. Auersperger Matić, som befuldmægtigede,

og af

Europa-Kommissionen ved J.-F. Brakeland, M. França og A. Demeneix, som befuldmægtigede,

intervenienter,

angående en påstand i henhold til artikel 263 TEUF om annullation af Rådets forordning (EF) nr. 925/2009 af 24. september 2009 om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige antidumpingtold på importen af visse typer folie af aluminium med oprindelse i Armenien, Brasilien og Folkerepublikken Kina (EUT 2009, L 262, s. 1),

har

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Prek (refererende dommer), og dommerne I. Labucka, J. Schwarcz, V. Tomljenović og V. Kreuschitz,

justitssekretær: fuldmægtig C. Heeren,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 1. juni 2016,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Sagsøgeren, Rusal Armenal ZAO, er et selskab stiftet i Armenien i 2000, der fremstiller og eksporterer aluminiumsprodukter. Republikken Armenien tiltrådte aftalen om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO) (EFT 1994, L 336, s. 3) den 5. februar 2003.

2        Som følge af en klage indgivet af Eurométaux den 28. maj 2008 indledte Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber en antidumpingprocedure vedrørende importen af visse typer folie af aluminium med oprindelse i Armenien, Brasilien og Folkerepublikken Kina (herefter »Kina«). Meddelelsen om indledningen af proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 12. juli 2008 (EUT 2008, C 177, s. 13).

3        Ved skrivelser af 25. juli og 1. september 2008 anfægtede sagsøgeren bl.a. klassifikationen af Armenien som et land uden markedsøkonomi i henhold til artikel 2, stk. 7, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996, L 56, s. 1) (herefter »grundforordningen«), som var gældende på det pågældende tidspunkt. Endvidere hævdede sagsøgeren, at analysen vedrørende underbud af priser/underbud af referencepriser udviste mangler angående selskabets varer, og fremlagde yderligere oplysninger herom i en skrivelse af 7. oktober 2008.

4        Sagsøgeren anmodede desuden om at blive tildelt status som virksomhed, der opererer under markedsvilkår, eller i mangel heraf at blive behandlet individuelt (herefter »anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling«). Hvad dette angår meddelte Kommissionen ved skrivelse af 19. december 2008 sagsøgeren, på grundlag af hvilke betragtninger den havde konkluderet, at de kriterier vedrørende regnskaber og produktionsomkostninger, som angives i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet og tredje led, ikke var opfyldt. Ved skrivelse af 5. januar 2009 gentog sagsøgeren sine klagepunkter om anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 7, på Armenien og anfægtede Kommissionens vurderinger vedrørende de kriterier, som sidstnævnte ikke anså for opfyldt. Ved skrivelse af 13. marts 2009 fremlagde sagsøgeren yderligere oplysninger for Kommissionen i forbindelse med sin anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling.

5        Den 7. april 2009 vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 287/2009 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse typer folie af aluminium med oprindelse i Armenien, Brasilien og [Kina] (EUT 2009, L 94, s. 17, herefter »den midlertidige forordning«). Ved skrivelse af 8. april 2009 underrettede Kommissionen i medfør af grundforordningens artikel 14, stk. 2, og artikel 20, stk. 1, sagsøgeren om den midlertidige forordning og om de betragtninger, der vedrørte beregningen af dumpingmargenen og skadetærsklen for så vidt angår sagsøgeren.

6        Ved beregningen af normalværdien for eksporterende producenter, som ikke blev tildelt status som virksomhed, der opererer under markedsøkonomiske vilkår, blev Tyrkiet anvendt som referenceland. En tyrkisk producent af den samme vare besvarede Kommissionens spørgeskema (10., 12. og 52. betragtning til den midlertidige forordning).

7        Ifølge 13. betragtning til den midlertidige forordning omfattede undersøgelsen af dumping og skade perioden fra den 1. juli 2007 til den 30. juni 2008 (herefter »undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra den 1. januar 2005 til den 30. juni 2008 (herefter »den betragtede periode«).

8        Ifølge 19. betragtning til den midlertidige forordning består den pågældende vare af folie af aluminium henhørende under KN-kode ex 7607 11 19 af en tykkelse på mindst 0,008 mm og højst 0,018 mm, uden underlag, kun valset, i ruller af en bredde på ikke over 650 mm og af en vægt på over 10 kg, med oprindelse i Armenien, Brasilien og Kina. Hvad angår den samme vare fremgår det af 20. betragtning til den midlertidige forordning, at den aluminiumsfolie, EU-erhvervsgrenen fremstiller og sælger i Unionen, den aluminiumsfolie, der fremstilles og sælges på hjemmemarkederne i Armenien, Brasilien og Kina, den aluminiumsfolie, som importeres til Unionen fra disse lande, og den aluminiumsfolie, der fremstilles og sælges i Tyrkiet, har de samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og de samme grundlæggende endelige anvendelsesformål.

9        For så vidt angår tildeling af status som virksomhed, der opererer under markedsvilkår, drog Kommissionen den konklusion, at Armenien ikke kunne anses for at være en markedsøkonomi, eftersom der henvises til Armenien i fodnoten til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a). Endvidere anførte Kommissionen, at sagsøgeren ikke opfyldte de kriterier vedrørende regnskaber og produktionsomkostninger, der angives i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet og tredje led. Hvad dette angår anførte Kommissionen for det første, at sagsøgerens regnskaber for regnskabsåret 2006 indeholdt en negativ udtalelse fra revisorerne, og at virksomheden ikke havde fremlagt behørigt reviderede regnskaber for regnskabsåret 2007, og for det andet, at den pris, sagsøgeren havde betalt til den armenske stat for købet af aktierne i den virksomhed, som havde drevet det tidligere produktionssted, havde udgjort ca. en tredjedel af den nominelle værdi, og at sagsøgeren i øvrigt havde opnået ret til at benytte fast ejendom gratis (24., 25. og 27.-31. betragtning til den midlertidige forordning).

10      Hvad beregningen af antidumpingmargenen angår anførte Kommissionen i bilaget til dens skrivelse af 8. april 2009 (jf. præmis 5 ovenfor), at sagsøgeren opfyldte betingelserne for at opnå individuel behandling. Endvidere havde sammenligningen af de vejede gennemsnitlige normalværdier for hver til Unionen eksporteret type af den pågældende vare, som hidrørte fra den tyrkiske producent, der havde besvaret spørgeskemaet herom, med sagsøgerens dertil svarende vejede gennemsnitlige eksportpriser, resulteret i en dumpingmargen på 37%. Der henvises til disse punkter i 42., 74. og 77. betragtning til den midlertidige forordning.

11      Kommissionen fandt ligeledes, at det var muligt at foretage en kumulativ vurdering af følgevirkningerne af den pågældende import, idet de betingelser for en sådan vurdering, der er fastsat i grundforordningens artikel 3, stk. 4, var opfyldt (91.-94. betragtning til den midlertidige forordning).

12      Desuden viste analysen vedrørende forbruget i Unionen, de importerede mængder fra de berørte lande, priserne herfor og erhvervsgrenens situation i Unionen ifølge Kommissionen, at Unionen havde lidt væsentlig skade som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 5 (88.-90. og 95.-118. betragtning til den midlertidige forordning). Endvidere drog Kommissionen efter en analyse af dumpingimportens virkninger og af virkningerne af andre faktorer den konklusion, at skaden måtte tilskrives en stigning i dumpingimporten fra de af undersøgelsen omfattede tredjelande (119.-138. betragtning til den midlertidige forordning).

13      Da Kommissionen ikke havde konstateret tvingende grunde til ikke at indføre midlertidige foranstaltninger, fastsatte den en midlertidig antidumpingtold med henblik på fjernelse af skaden på grundlag af en ikke-skadevoldende pris, som EU-erhvervsgrenen burde opnå. Den midlertidige antidumpingtold blev således fastsat til 20% for de af sagsøgeren fremstillede varer (164.-170. betragtning til den midlertidige forordning).

14      Ved skrivelse af 15. juli 2009 fremsendte Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 20, stk. 2-4, en endelig underretningsskrivelse angående de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for forslaget om pålæggelse af den endelige antidumpingtold. Kommissionen opfordrede sagsøgeren til at fremsende eventuelle bemærkninger til den endelige underretningsskrivelse inden den 30. juli 2009.

15      Ved skrivelse af 22. juli 2009 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger til den endelige underretningsskrivelse, tilbød et tilsagn som omhandlet i grundforordningens artikel 8, stk. 1, og anmodede desuden om et møde med henblik på en gennemgang af tilsagnet. Ved skrivelse af 27. juli 2009 tilsendte Kommissionen sagsøgeren en tilsagnsformular og foreslog, at der blev afholdt et møde den 29. juli 2009, idet den erindrede om, at fristen for endelig afgivelse af tilsagnet udløb den 30. juli. Ved skrivelse af 30. juli 2009 afgav sagsøgeren sit tilsagn over for Kommissionen.

16      Ved skrivelse af 7. august 2009 redegjorde Kommissionen over for sagsøgeren for, hvorfor den ikke fandt, at det tilsagn, sagsøgeren havde tilbudt, kunne godtages. Kommissionen opfordrede sagsøgeren til at fremsætte sine bemærkninger hertil over for den senest den 12. august 2009, hvilket sagsøgeren gjorde den 10. august 2009.

17      Den 24. september 2009 vedtog Rådet for Den Europæiske Union forordning (EF) nr. 925/2009 om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige antidumpingtold på importen af visse typer folie af aluminium med oprindelse i Armenien, Brasilien og [Kina] (EUT 2009, L 262, s. 1, herefter »den anfægtede forordning«). Endvidere godtog Kommissionen ved afgørelse 2009/736/EF af 5. oktober 2009 om godtagelse af et tilsagn, der er afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af visse typer folie af aluminium med oprindelse i bl.a. Brasilien (EUT 2009, L 262, s. 50), de tilsagn, Companhia Brasileira de Aluminio (CBA), en brasiliansk eksporterende producent, havde tilbudt.

18      Med hensyn til sagsøgerens anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling bekræftede Rådet i 18.-26. og 32. betragtning til den anfægtede forordning vurderingerne i den midlertidige forordning vedrørende Armeniens status, de kriterier, som Kommissionen fandt, at sagsøgeren ikke opfyldte, og indrømmelsen af en individuel behandling af sagsøgeren (jf. præmis 9 og 10 ovenfor). På denne baggrund blev dumpingmargenen for sagsøgeren fastsat til 33,4% (den anfægtede forordnings punkt 4.4). Endvidere bekræftede Rådet i 55. og 56. betragtning til den anfægtede forordning vurderingerne i den midlertidige forordning vedrørende den kumulative vurdering af virkningerne af den pågældende import (jf. præmis 11 ovenfor). Endelig bekræftede Rådet i 44.-48. og 59.-109. betragtning til den anfægtede forordning ligeledes de vurderinger i den midlertidige forordning, der sammenfattes i præmis 12 og 13 ovenfor, og fastsatte tærsklen for den skade, importen af sagsøgerens varer havde forårsaget, til 13,4%.

19      Om det af sagsøgeren tilbudte tilsagn anførte Rådet i 114. betragtning til den anfægtede forordning, at det ikke kunne godtages af grunde, der hovedsagelig vedrørte risikoen for krydskompensation som følge af strukturen i den koncern, sagsøgeren tilhørte, og den deraf følgende karakter af de forretningsmæssige forbindelser mellem sagsøgeren og dennes kunder. Ifølge 115. betragtning til den anfægtede forordning afviste Rådet ligeledes tilsagnet på grund af de konstateringer vedrørende sagsøgerens regnskaber, der fremsættes i 21. og 22. betragtning til forordningen.

20      På denne baggrund pålagde Rådet i henhold til den anfægtede forordnings artikel 1, stk. 2, importen af sagsøgerens varer en endelig antidumpingtold på 13,4%.

 Forhandlinger for Domstolen og Retten

21      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. december 2009 nedlagde sagsøgeren påstand om annullation af den anfægtede forordning.

22      Efter at have indgivet begæring herom blev Kommissionen meddelt tilladelse til at intervenere til støtte for Rådets påstande.

23      Sagsøgeren nedlagde følgende påstande:

–        Den anfægtede forordning annulleres, for så vidt som den omhandler sagsøgeren.

–        Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

24      Rådet og Kommissionen nedlagde følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

25      Til støtte for søgsmålet påberåbte sagsøgeren sig fem anbringender, der for det første vedrørte en ulovlighedsindsigelse imod grundforordningens artikel 2, stk. 7, som ifølge sagsøgeren bl.a. er i strid med artikel 2.7 i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (GATT) (EFT 1994, L 336, s. 103, herefter »antidumpingaftalen«), der findes i bilag I A til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, for det andet tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), for det tredje tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 4, og manglende begrundelse, for det fjerde tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og et åbenbart urigtigt skøn og for det femte tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik.

26      Ved Den Europæiske Unions Rets dom af 5. november 2013, Rusal Armenal mod rådet (T-512/09, EU:T:2013:571), gav Retten sagsøgeren medhold i det første anbringende og annullerede følgelig den anfægtede forordning, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

27      Ved stævning indgivet til Domstolens Justitskontor den 16. januar 2014 iværksatte Kommissionen appel med påstand om, at Domstolen ophævede dom af 5. november 2013, Rusal Armenal mod Rådet (T-512/09, EU:T:2013:571).

28      Efter at have indgivet begæring herom blev Europa-Parlamentet meddelt tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

29      Til støtte for appellen påberåbte Kommissionen sig tre anbringender, hvorved den gjorde gældende, for det første at Retten havde truffet afgørelse ultra petita, for det andet at Retten havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at grundforordningens artikel 2, stk. 7, tilsigter at opfylde de særlige forpligtelser, som er indgået inden for rammerne af WTO, og for det tredje at det almindelige princip om institutionel ligevægt var blevet tilsidesat.

30      Ved dom af 16. juli 2015, Kommissionen mod Rusal Armenal (C-21/14 P, herefter »appeldommen«, EU:C:2015:494), gav Domstolen sagsøgeren medhold i det andet anbringende og ophævede dom af 5. november 2013, Rusal Armenal mod Rådet (T-512/09, EU:T:2013:571).

31      Indledningsvis bemærkede Domstolen, at bestemmelserne i en international aftale, som Unionen er part i, alene kan påberåbes til støtte for et søgsmål anlagt med påstand om annullation af en afledt EU-retsakt eller til støtte for en indsigelse om, at en sådan retsakt er ulovlig, såfremt denne aftales art og opbygning for det første ikke er til hinder herfor, og disse bestemmelser for det andet indholdsmæssigt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, og at det således kun er, når disse to betingelser er opfyldt samtidigt, at sådanne bestemmelser vil kunne påberåbes for Unionens retsinstanser med henblik på at tjene som kriterium for vurderingen af lovligheden af en EU-retsakt. Domstolen bemærkede ligeledes, at WTO-aftalerne efter deres art og opbygning principielt ikke udgør regler, på grundlag af hvilke lovligheden af EU-institutionernes retsakter kan prøves (appeldommen, præmis 37 og 38).

32      Domstolen bemærkede dog, at den i to undtagelsessituationer, som udsprang af EU-lovgivers ønske om selv at begrænse sit råderum i anvendelsen af WTO-reglerne, havde anerkendt, at det i givet fald tilkommer Unionens retsinstanser at prøve lovligheden af en EU-retsakt og de retsakter, der er vedtaget med henblik på dens anvendelse, i forhold til WTO-aftalerne, nemlig for det første når Unionen har villet gennemføre en inden for rammerne af disse aftaler påtaget særlig forpligtelse, og for det andet når den omhandlede EU-retsakt udtrykkeligt henviser til præcise bestemmelser i disse aftaler (appeldommen, præmis 40 og 41).

33      Endvidere pegede Domstolen på, at der ved grundforordningens artikel 2, stk. 7, var blevet indført en særordning, der opstiller detaljerede regler hvad angår beregningen af den normale værdi i forhold til indførsler fra WTO-lande uden markedsøkonomi, herunder Armenien, og at den nævnte bestemmelse udgør et udtryk for EU-lovgivers vilje til på dette område at vedtage en fremgangsmåde, som er særegen for Unionens retsorden (appeldommen, præmis 47 og 48). Eftersom antidumpingaftalen ikke indeholder særlige regler vedrørende import fra WTO-lande uden markedsøkonomi, kan der ikke fastslås nogen overensstemmelse mellem på den ene side de regler, der er opført i grundforordningens artikel 2, stk. 7, og som omhandler indførsler fra WTO-medlemslande uden markedsøkonomi, og på den anden side de regler, der er fastsat i antidumpingaftalens artikel 2. Heraf udledte Domstolen, at den nævnte bestemmelse i grundforordningen ikke kan anses for en foranstaltning, der har til formål at sikre gennemførelsen i Unionens retsorden af en inden for rammerne af WTO påtaget særlig forpligtelse (appeldommen, præmis 49-53).

34      I henhold til artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ophævede Domstolen dom af 5. november 2013, Rusal Armenal mod Rådet (T-512/09, EU:T:2013:571), og traf endelig afgørelse om appellantens første anbringende, idet den forkastede det (appeldommen, præmis 57-60). Den hjemviste sagen til Retten med henblik på, at denne traf afgørelse om det andet til det femte anbringende.

35      Efter hjemvisningen blev sagen henvist til Rettens Fjerde Udvidede Afdeling.

36      Parterne har ikke gjort brug af den adgang til at indgive skriftlige bemærkninger, der er fastsat i artikel 217, stk. 1, i Rettens procesreglement.

37      Efter forslag fra den refererende dommer har Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.

38      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 1. juni 2016. Ved denne lejlighed blev parterne opfordret til at indgive deres bemærkninger vedrørende appeldommens eventuelle virkninger for det andet til det femte anbringende, hvilket blev indført i protokollatet for retsmødet.

 Retlige bemærkninger

39      Efter appeldommen mangler fire anbringender at blive behandlet; de vedrører henholdsvis tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c) (det andet anbringende), tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 4, og manglende begrundelse (det tredje anbringende), tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og et åbenbart urigtigt skøn (det fjerde anbringende) samt tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik (det femte anbringende).

 Det andet anbringende om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c)

40      Inden for rammerne af det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at institutionernes vurdering af selskabets anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling er behæftet med åbenbare fejl. Dette anbringende består af to led. Ved det første led har sagsøgeren bestridt, at der er grundlag for konstateringen af, at grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet led, ikke er opfyldt. Ved anbringendets andet led har sagsøgeren bestridt, at der er grundlag for konstateringen af, at grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), tredje led, ikke er opfyldt.

41      Rådet har, støttet af Kommissionen, påstået dette anbringende forkastet.

42      Ifølge grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet og tredje led, skal »[e]t krav i henhold til litra b) […] fremsættes skriftligt og indeholde tilstrækkelige beviser for, at producenten driver virksomhed under markedsøkonomiske vilkår, dvs. at […] virksomhederne skal benytte ét klart sæt grundlæggende regnskabsforskrifter, som revideres uafhængigt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder og anvendes til alle formål [(andet led)], [og at] virksomhedernes produktionsomkostninger og økonomiske situation [ikke må] gøres til genstand for væsentlige fordrejninger, der er overført fra det tidligere ikke-markedsøkonomiske system, navnlig for så vidt angår nedskrivning af aktiver, andre afskrivninger, kompensations- eller byttehandel og betaling via gældskompensation [(tredje led)]«.

43      Det bemærkes, at eftersom, for det første, de betingelser, der opregnes i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), er kumulative (dom af 18.3.2009, Shanghai Excell M&E Enterprise og Shanghai Adeptech Precision mod Rådet, T-299/05, EU:T:2009:72, præmis 76), og, for det andet, sagsøgeren ved begge led i anbringendet har bestridt, at der er grundlag for konstateringerne vedrørende grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet led, er det tilstrækkeligt, at et af de nævnte led forkastes for at forkaste anbringendet som helhed.

44      Under omstændighederne i den foreliggende sag skal der indledningsvis foretages en prøvelse af anbringendets første led.

45      Det bemærkes, at Rådet i 21. og 22. betragtning til den anfægtede forordning fandt, at det af sagsøgeren fremlagte materiale ikke opfyldte de betingelser, der opregnes i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), og bekræftede vurderingen i den midlertidige forordning.

46      22. betragtning til den anfægtede forordning har følgende ordlyd: »[…] Virksomheden er forpligtet til at have et klart sæt regnskaber i tråd med de internationale regnskabsstandarder. De mangler, som revisorerne bemærkede for regnskabsårene 2006 og 2007, viste klart, at virksomhedens regnskaber ikke var udarbejdet i tråd med IAS [(internationale standarder for regnskabsføring)], og virksomheden kunne således ikke bevise, at det andet kriterium for markedsøkonomisk behandling var opfyldt. Kriterierne for markedsøkonomisk behandling vedrører nemlig de internationale standarder, og medlemskabet af Verdenshandelsorganisationen ændrer ikke ved dette forhold. Desuden er medlemskabet af Verdenshandelsorganisationen ikke i sig selv en garanti for, at der hersker markedsøkonomiske forhold i en virksomheds økonomiske aktiviteter.«

47      I 27. betragtning til den midlertidige forordning havde Kommissionen påpeget, at sagsøgerens regnskaber for 2006 indeholdt en negativ udtalelse fra revisorerne, og at virksomheden havde fremlagt ikke-reviderede regnskaber for 2007.

48      I 28. og 29. betragtning til samme forordning havde Kommissionen afvist sagsøgerens argumentation om, for det første at regnskaberne opfyldte kravene til revisionsprocessen for så vidt angår 2006, for det andet at sagsøgeren havde levet op til forpligtelsen til at fremlægge regnskaber for 2007, der var revideret i henhold til internationale standarder for regnskabsføring, og for det tredje at det var irrelevant, at revisorerne havde afgivet negativ udtalelse, eftersom regnskaberne var blevet revideret i henhold til IAS-standarderne. Kommissionen bemærkede dels, at regnskaberne for 2007 ikke var blevet fremlagt for den på trods af dens anmodninger herom. Dels bemærkede den, at grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), som omhandler tildeling af status som virksomhed, der opererer under markedsvilkår (herefter »markedsøkonomisk status«), udgør en undtagelsesbestemmelse, der skal fortolkes indskrænkende, og udledte heraf, at regnskaberne ikke blot skal revideres i henhold til internationale standarder, men også udarbejdes i henhold til disse.

49      Sagsøgerens argumentation imod denne analyse kan inddeles i to klagepunkter. Det første, principale, klagepunkt drejer sig om, at der blev begået en retlig fejl ved fortolkningen af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet led, på grund af anvendelsen af et fejlagtigt retligt kriterium. Ved det andet, subsidiære, klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet foretog et åbenbart urigtigt skøn ved anvendelsen af det kriterium, det lagde vægt på.

 Klagepunktet om anvendelse af et fejlagtigt retligt kriterium

50      Ifølge sagsøgeren skal grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), fortolkes således, at der tages hensyn til Armeniens medlemskab af WTO, og således, at bestemmelsen ikke medfører en urimelig bevisbyrde. Sagsøgeren finder, at Rådet anvendte et fejlagtigt retligt kriterium ved at anlægge en udvidende fortolkning af kravet om, at regnskaberne »revideres uafhængigt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder« i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet led. Dette ville have betydet, at sagsøgeren skulle have udarbejdet sine regnskaber i nøje overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder, at regnskaberne ikke måtte have udvist nogen mangler og forbehold, og at de skulle have været bekræftet af en revisionsrapport uden forbehold. Et sådant krav går ud over ordlyden af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet led, som kun indebærer, at regnskabsdokumenterne skal være klare, være revideret uafhængigt i overensstemmelse med internationale standarder og anvendes til alle formål.

51      Det er således fejlagtigt, når Rådet har gjort gældende, at det ville være i strid med logikken i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), at fortolke passagen »revideres uafhængigt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder« således, at der alene henvises til en revision i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder.

52      Sagsøgeren har indledningsvis bemærket, at gennemførelsen af en revision ikke alene forudsætter overholdelse af de internationale revisionsstandarder, men ligeledes en gennemgang af regnskabsdokumenterne, som er i overensstemmelse med de internationale standarder for regnskabsaflæggelse (International Financial Reporting Standards). Heraf har sagsøgeren i det væsentlige udledt, at denne ikke er forpligtet til at udarbejde sine regnskabsdokumenter i overensstemmelse med de internationale standarder for regnskabsaflæggelse, idet det er tilstrækkeligt, at der gennemføres en revision. Sagsøgeren har hvad dette angår anført, at der i den revisionsrapport, som blev udarbejdet for 2007 (herefter »revisionsrapporten for 2007«), henvises til en fremlæggelse af de finansielle resultater og pengestrømmene i virksomheden med reference til de internationale standarder for regnskabsaflæggelse. Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at revisorerne ikke kan godkende regnskaberne, hvis de har konstateret væsentlige fordrejninger. Endelig finder sagsøgeren, at det er ulogisk at behandle denne på samme måde som en virksomhed, af hvis regnskaber der ikke er foretaget en revision eller kun en revision på grundlag af ikke-anerkendte lokale standarder.

53      Sagsøgeren har tilføjet, i det væsentlige, at institutionerne under alle omstændigheder ville have kunnet justere selskabets omkostninger i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 5, hvis selskabet var blevet tildelt markedsøkonomisk status.

54      Rådet har påstået dette klagepunkt forkastet.

55      Spørgsmålet er, hvilken betydning der skal tillægges kravet i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), om, at virksomheden benytter »ét klart sæt grundlæggende regnskabsforskrifter, som revideres uafhængigt i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder og anvendes til alle formål«.

56      Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvilke forskrifter der skal danne grundlag for prøvelsen af dette klagepunkt, fremgår det af fast retspraksis, at der ved fortolkningen af en EU-bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til ordlyden, men også til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. dom af 7.6.2005, VEMW m.fl., C-17/03, EU:C:2005:362, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

57      Da det endvidere drejer sig om fortolkningen af en af de betingelser for tildeling af markedsøkonomisk status, der angives i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), skal det ligeledes tages i betragtning, at den i bestemmelsen omhandlede metode til fastsættelse af den normale værdi af en vare udgør en undtagelse fra den særlige metode, som er fastsat i dette øjemed i forordningens artikel 2, stk. 7, litra a), og som principielt finder anvendelse ved import fra lande uden markedsøkonomi. Det er fast retspraksis, at enhver undtagelse eller afvigelse fra en generel regel skal fortolkes indskrænkende (jf. dom af 10.10.2012, Gem-Year og Jinn-Well Auto-Parts (Zhejiang) mod Rådet, T-172/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:532, præmis 118 og den deri nævnte retspraksis). Da det fastlægges i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at denne bestemmelse finder anvendelse, skal betingelserne fortolkes indskrænkende.

58      Det bemærkes indledningsvis, at sagsøgeren i strid med dette princip om indskrænkende fortolkning har gjort gældende, at der ved fortolkningen af betingelserne for tildeling af markedsøkonomisk status tværtimod skal tages hensyn til, at Republikken Armenien er medlem af WTO.

59      Det fremgår ganske vist af Domstolens faste praksis, at de EU-retlige forskrifter i videst muligt omfang skal fortolkes i lyset af international ret, navnlig når disse forskrifter netop har til formål at gennemføre en international aftale indgået af Unionen (jf. dom af 15.3.2012, SCF Consorzio Fonografici, C-135/10, EU:C:2012:140, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

60      Det skal imidlertid bemærkes, at en af de grundlæggende forudsætninger for appeldommen bygger på det særlige forhold ved grundforordningens artikel 2, stk. 7, at denne bestemmelse afspejler, at EU-lovgiver har valgt at fastsætte specifikke regler for importen fra WTO-medlemslande uden markedsøkonomi, skønt antidumpingaftalen ikke indeholder specifikke regler om importen fra sådanne lande (jf. præmis 33 ovenfor).

61      Det forhold, at Domstolen har fremhævet såvel det særlige ved Unionens fremgangsmåde som manglen på en tilsvarende bestemmelse i antidumpingaftalen, betyder, at den omstændighed, at Republikken Armenien er medlem af WTO, ikke er relevant i forbindelse med fortolkningen af betingelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c).

62      Hvad for det andet angår fortolkningen af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet led, bemærkes, at samme forordnings artikel 2, stk. 7, litra b), som en undtagelse gør det muligt for en virksomhed i et land uden markedsøkonomi at få normalværdien af sin vare fastsat efter reglerne for virksomheder i lande, der har en sådan økonomi.

63      Formålet med betingelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), er at pålægge virksomheder, der anmoder om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, en række forpligtelser, der skal gøre det muligt for institutionerne at forvisse sig om, at virksomhederne opererer under markedsøkonomiske vilkår. Med dette for øje er det særlig vigtigt, at de regnskabsdokumenter, en virksomhed anvender, afspejler de faktiske omkostninger, der er forbundet med dens produktion, eftersom det er på grundlag af disse omkostninger, at den normale værdi af dens vare skal fastsættes.

64      På baggrund af dette formål kan henvisningen i andet led af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), til »ét klart sæt grundlæggende regnskabsforskrifter, som revideres uafhængigt i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder og anvendes til alle formål«, ikke forstås på anden måde, end at den tilsigter at gøre det muligt for institutionerne at forvisse sig om rigtigheden af den pågældende virksomheds regnskabsdokumenter.

65      Det er derfor fejlagtigt, når sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende, at en sådan betingelse kan opfyldes alene ved, at der gennemføres en revisionsprocedure, som er i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder, uden hensyn til de konklusioner, der under proceduren drages om, hvorvidt virksomhedens regnskaber opfylder de internationale regnskabsstandarder. Dels ville en sådan fremgangsmåde være i strid med formålet med grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet led, da den kunne føre til, at en virksomhed, hvis regnskabsdokumenter ikke var tilstrækkeligt pålidelige, blev tildelt markedsøkonomisk status. Dels ville den også være i strid med det princip om indskrænkende fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), hvortil der henvises i præmis 57 ovenfor.

66      Heraf følger, at det retlige kriterium, det påhvilede Rådet at anvende, bestod i en kontrol af, at den dokumentation, sagsøgeren havde fremlagt i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet led, gjorde det muligt at forvisse sig om rigtigheden af sagsøgerens regnskabsdokumenter. Rådet var derfor forpligtet til at tage hensyn til de konklusioner, der under de gennemførte revisioner var blevet draget om, hvorvidt regnskabsdokumenterne var i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder.

67      Ved i 22. betragtning til den anfægtede forordning at anføre, at »[d]e mangler, som revisorerne bemærkede for regnskabsårene 2006 og 2007, [klart viste], at virksomhedens regnskaber ikke var udarbejdet i tråd med IAS, og [at] virksomheden [således ikke kunne bevise], at det andet kriterium for markedsøkonomisk behandling var opfyldt«, begik Rådet følgelig ikke den af sagsøgeren påståede retlige fejl.

68      Denne konklusion anfægtes ikke af sagsøgerens henvisning til grundforordningens artikel 2, stk. 5. Når der er tale om en virksomhed, der opererer i et land med markedsøkonomi, og hvis omkostninger i forbindelse med produktionen og salget af en vare, som er genstand for en undersøgelse, ikke på rimelig måde afspejles i dens optegnelser, kan institutionerne ifølge denne bestemmelse justere eller fastsætte omkostningerne på grundlag af dem, som andre producenter eller eksportører i samme land bærer, eller, hvis oplysninger herom ikke foreligger eller ikke kan anvendes, på et andet rimeligt grundlag, herunder oplysninger fra andre repræsentative markeder.

69      I det væsentlige synes sagsøgeren at være af den opfattelse, at det ikke ville udgøre en hindring for, at denne kunne indrømmes markedsøkonomisk status, at der var fejl i selskabets dokumenter, da det i så fald ville befinde sig i en situation svarende til den, hvori en virksomhed i et land med markedsøkonomi befinder sig, hvis grundforordningens artikel 2, stk. 5, anvendes på den.

70      Denne argumentation kan ikke tiltrædes.

71      Dels er den i strid med det princip om indskrænkende fortolkning af betingelserne for at blive tildelt markedsøkonomisk status, som fastslås i den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 57 ovenfor.

72      Dels bygger grundforordningens artikel 2, stk. 5, som det væsentligste på det princip, at den pågældende virksomheds omkostninger justeres eller fastslås på grundlag af en sammenligning med de omkostninger, der bæres af andre producenter eller eksportører i det samme land. Der kan kun foretages en sammenligning inden for det samme land med en virksomhed, der tilhører en markedsøkonomi, og ikke med en virksomhed, som anmoder om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, og som pr. definition tilhører et land uden markedsøkonomi. Hvis der hersker tvivl om rigtigheden af de omkostninger, der er afholdt af en virksomhed, som anmoder om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, skal anmodningen derfor afslås, og den normale værdi af varen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), fastslås på grundlag af en sammenligning med et tredjeland med markedsøkonomi.

73      Det første klagepunkt må derfor forkastes.

 Klagepunktet om et åbenbart urigtigt skøn

74      Subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at 22. betragtning til den anfægtede forordning er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, idet Rådet overvurderede virkningerne af det forbehold, der er knyttet til revisionsrapporten vedrørende regnskaberne for 2007, som dog er positiv.

75      For det første har sagsøgeren hævdet, at henvisningen til regnskaber, som er »i tråd med« de internationale standarder, ikke er til hinder for, at der er visse forbehold, som ikke påvirker rigtigheden af størstedelen af de reviderede konti.

76      For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at denne fremlagde regnskaber for regnskabsåret 2007 den 12. og den 13. marts 2009, dvs. dagen efter at de var blevet fremlagt af de uafhængige revisorer, og tre uger før den midlertidige forordning blev vedtaget. Bortset fra et forbehold angående værdien af lagerbeholdningen pr. 31. december 2006 afgav revisorerne positiv udtalelse, hvilket viser, at regnskaberne var i overensstemmelse med internationale standarder, herunder regnskabsstandarder.

77      For det tredje har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at revisorerne i revisionsrapporten for 2007 ikke kunne afgive udtalelse uden forbehold, eftersom regnskaberne for regnskabsåret 2007 skulle baseres på afslutningen for regnskabsåret 2006, for hvilket der var afgivet negativ udtalelse. Sagsøgeren har hævdet, at en udtalelse med forbehold, der følger efter en negativ udtalelse, repræsenterer en anerkendelse af, at der er gjort reelle fremskridt i regnskabsaflæggelsen, og indebærer, at regnskaberne for størstedelens vedkommende ikke er berørt af forbeholdet og er i overensstemmelse med internationale standarder. Sagsøgeren har hvad dette angår bemærket, at der kun kan afgives udtalelse med forbehold, hvis forbeholdet ikke er så væsentligt, at det strider imod princippet om en positiv udtalelse og ikke vedrører et stort antal punkter i regnskaberne. Det var derfor åbenbart fejlagtigt, at Rådet fandt, at forbeholdet vedrørende ansættelsen af lagerbeholdningernes værdi havde betydning for omkostningerne i undersøgelsesperioden, og at denne betydning desuden var tilstrækkeligt stor til, at regnskaberne måtte anses for ikke at være i overensstemmelse med internationale standarder.

78      For det fjerde har sagsøgeren foreholdt institutionerne, at de ikke tog hensyn til, at sagsøgerens fabrik havde været lukket i næsten tre år i perioden 2004-2006 med henblik på udskiftning eller modernisering af dens udstyr, hvilket påvirkede sagsøgerens regnskab for regnskabsåret 2006. Sagsøgeren har hævdet, at denne bestræbte sig for, og siden opnåede, at beregne og korrigere de konstaterede fejl for dette regnskabsår, hvilket er årsagen til, at aflæggelsen af revisionsrapporten for 2007 blev forsinket. Sagsøgeren har gjort gældende, at det ville være urimeligt at forlange, at denne berigtigede samtlige fejl vedrørende regnskabsåret 2006. I replikken har sagsøgeren anført, at manglerne i værdiansættelsen og beholdningsopgørelsen allerede var rettet i revisionsrapporten for 2007, og at det ikke var sandsynligt, at forbeholdene blev gentaget i revisionsrapporten for 2008.

79      Det bemærkes indledningsvis, at dette klagepunkt drejer sig om anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet led, på omstændighederne i den foreliggende sag, og at der hvad angår udstrækningen af den prøvelse, der skal foretages, må tages hensyn til, at institutionerne råder over vide skønsmæssige beføjelser med hensyn til handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge (jf. dom af 18.3.2009, Shanghai Excell M&E Enterprise og Shanghai Adeptech Precision mod Rådet, T-299/05, EU:T:2009:72, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

80      Det følger heraf, at Unionens retsinstansers prøvelse af institutionernes skøn må begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig vurdering af de nævnte faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (jf. dom af 18.3.2009, Shanghai Excell M&E Enterprise og Shanghai Adeptech Precision mod Rådet, T-299/05, EU:T:2009:72, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

81      Det skal dog bemærkes, at selv om Kommissionen på de områder, som giver anledning til komplekse økonomiske vurderinger, har et skøn i økonomisk henseende, indebærer dette ikke, at Unionens retsinstanser skal afholde sig fra at kontrollere institutionernes fortolkning af oplysninger af økonomisk art. Navnlig skal Unionens retsinstanser ikke blot tage stilling til den materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, og til oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner (dom af 29.1.2014, Hubei Xinyegang Steel mod Rådet, T-528/09, EU:T:2014:35, præmis 53).

82      Endelig skal det fremhæves, at bevisbyrden påhviler de producerende eksportører, som ønsker at blive undergivet markedsøkonomisk behandling. Grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), bestemmer, at kravet »[…] skal […] indeholde tilstrækkelige beviser […]«. Det påhviler således ikke EU-institutionerne at bevise, at den producerende eksportør ikke opfylder betingelserne for at opnå denne status. Derimod tilkommer det unionsinstitutionerne at vurdere, om de af den producerende eksportør angivne forhold udgør tilstrækkelige beviser for, at betingelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), er opfyldt, og det tilkommer Unionens retsinstanser at efterprøve, om denne vurdering er behæftet med en åbenbar fejl (jf. dom af 18.3.2009, Shanghai Excell M&E Enterprise og Shanghai Adeptech Precision mod Rådet, T-299/05, EU:T:2009:72, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).

83      På baggrund af det ovenstående indebærer dette klagepunkt, at det skal efterprøves, om det var uden at foretage et åbenbart urigtigt skøn, at Rådet i det væsentlige fastslog, at de af revisorerne konstaterede mangler betød, at det ikke var muligt at forvisse sig om, at sagsøgerens regnskaber var rigtige.

84      For det første bemærkes, at undersøgelsesperioden begyndte den 1. juli 2007 og sluttede den 30. juni 2008, og at sagsøgeren kun var i stand til at fremlægge en revisionsrapport for en del af denne periode, nemlig 2007.

85      For det andet fremgår det af sagens akter, at revisionsrapporten for 2007 indeholdt et forbehold, der var begrundet i følgende betragtning: »Selskabet pegede på, at der var en række forskelle mellem kontiene vedrørende den fysiske lagerbeholdning og regnskabsregistreringerne pr. 31. december 2006, men har endnu ikke været i stand til at løse disse forskelle på tilfredsstillende måde. Det har ikke været muligt for os at kontrollere de pågældende lagermængder ved hjælp af andre revisionsprocedurer. Vi har derfor ikke kunnet afgøre, om der bør foretages justeringer i lageropgørelsen pr. 31. december 2006 og i salgsomkostningerne og nettotabene for de regnskabsår, der slutter den 31. december 2006 og 2007.« Dette gav anledning til fremsættelsen af følgende forbehold i revisorernes positive udtalelse: »Bortset fra de virkninger, det ville have haft for de aktuelle og de tilsvarende tal, hvis der var blevet foretaget sådanne justeringer, som kunne have været anset for nødvendige, hvis der havde kunnet tilvejebringes tilstrækkelige og passende revisionsbeviser som beskrevet i grundlaget for en udtalelse med forhold, giver regnskaberne efter vor opfattelse, for så vidt angår alle væsentlige aspekter, et rimeligt korrekt billede såvel af selskabets økonomiske situation pr. 31. december 2007 som dets finansielle resultater og pengestrømme i det regnskabsår, der sluttede denne dato, i overensstemmelse med internationale standarder for regnskabsaflæggelse.«

86      Forbeholdet vedrørte således tre punkter: lageropgørelsen pr. 31. december 2006 samt salgsomkostningerne og nettotabene for 2006 og 2007.

87      For det tredje er det ganske vist korrekt, når sagsøgeren bemærker, at det fremgår af afsnit (m) i revisionsrapporten, at der i regnskabsåret 2007 blev udfoldet bestræbelser for at korrigere de fejl, som var blevet konstateret i revisionsrapporten for 2006. Afsnit (m) i revisionsrapporten kan imidlertid ikke læses uafhængigt af det af revisorerne udtrykte forbehold. Heraf følger, at selv om sagsøgeren foretog en revurdering af visse fejlagtige data i 2006 (bl.a. værdien af udstyret og lageret), er det fortsat usikkert, om disse korrektioner er pålidelige.

88      Herom bemærkes, at sagsøgeren i sine skriftlige indlæg selv har medgivet, at den revurdering, sagsøgeren foretog, var ufuldstændig, eftersom sagsøgeren har anført i replikken, at »[d]et [derfor ville] have udgjort en urimelig byrde for [selskabets] ledelse, hvis den under antidumpingproceduren skulle have korrigeret hver eneste af de skrivefejl, revisorerne havde konstateret i det regnskabsår, der sluttede den 31. december 2006«.

89      For det fjerde fremgår det af det ovenstående, at det materiale, der blev fremlagt af sagsøgeren, som i henhold til den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 82 ovenfor, bærer bevisbyrden for, at betingelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), er opfyldt, ikke gjorde det muligt for institutionerne at forvisse sig om rigtigheden af sagsøgerens regnskaber for så vidt angår tre punkter: lageropgørelsen pr. 31. december 2006 samt salgsomkostningerne og nettotabene for 2006 og 2007.

90      Dels kan det ikke med rimelighed benægtes, at disse punkter vedrører udgifter for sagsøgeren, der kan have betydning for fastsættelsen af den normale værdi af dennes vare.

91      Dels følger det nødvendigvis heraf, at sagsøgerens regnskabsdokumenter ikke gjorde det muligt for institutionerne at fastsætte den normale værdi i henhold til den metode, der er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b).

92      Rådet foretog derfor ikke et åbenbart urigtigt skøn, da det fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at betingelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet led, var opfyldt.

93      På baggrund af det ovenstående må det andet klagepunkt forkastes og dermed anbringendets første led som helhed. Af de grunde, der angives i præmis 43 ovenfor, er denne konklusion tilstrækkelig til at forkaste nærværende anbringende, uden at det er nødvendigt at behandle dets andet led.

 Det tredje anbringende om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 4, og om manglende begrundelse

94      Ved dette anbringende har sagsøgeren foreholdt Rådet, at det tilsidesatte grundforordningens artikel 3, stk. 4, ved at foretage en kumulativ vurdering af importen fra Armenien og importen fra Brasilien og Kina.

95      Rådet har, støttet af Kommissionen, påstået dette anbringende forkastet.

96      Det bestemmes i grundforordningens artikel 3, stk. 4, at »[e]r indførslen af en vare fra mere end ét land samtidig omfattet af antidumpingundersøgelser, kan følgevirkningerne af en sådan indførsel kun vurderes kumulativt, hvis det fastslås, at: a) den dumpingmargen, der er fastlagt for indførslen fra hvert af de pågældende lande, er højere end den minimumsværdi, der er anført i artikel 9, stk. 3, og den indførte mængde fra hvert land ikke er ubetydelig, og b) det vil være hensigtsmæssigt at foretage en kumulativ vurdering af virkningerne af indførslen på baggrund af vilkårene for konkurrencen mellem de indførte varer og vilkårene for konkurrencen mellem de indførte varer og den i Fællesskabet fremstillede vare«.

97      I 55.-57. betragtning til den anfægtede forordning forkastede Rådet sagsøgerens argumentation om, at der ikke burde foretages en kumulativ vurdering af importen fra Armenien og importen fra Brasilien og Kina, med følgende ordlyd:

»(55)      Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner påstod den armenske eksporterende producent, at importen fra Armenien ikke skulle kumuleres med henblik på skadesanalysen på grund af de lave importmængder, lave markedsandele og stabile importtendenser samt den påståede væsentlige kvalitetsforskel mellem varer fra Armenien og varer fra Brasilien og Kina.

(56)      Denne påstand kunne ikke accepteres, da det blev konstateret, at alle betingelser for kumulering, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 4, var opfyldt:

–      Jf. de foreløbige konklusioner og som bekræftet ovenfor i betragtning 38 til 39 lå dumpingmargenen for Armenien over den minimumsgrænse, der er fastsat i grundforordningens artikel 9, stk. 3.

–      Importmængden fra Armenien var ikke ubetydelig, jf. grundforordningens artikel 5, stk. 7, idet dens markedsandele udgjorde 5,26%, jf. betragtning 96 (tabel 4) i forordningen om midlertidig told. Det blev desuden konstateret, at importen fra Armenien steg betydeligt fra 2006 til udgangen af [undersøgelsesperioden] til trods for, at der på ny importeredes varer fra Kina, og at importen fra Brasilien i denne periode kunne betragtes som betydelig.

–      Hvad angår konkurrencevilkårene mellem de importerede varer fra de pågældende lande, og især hvad angår påstandene om væsentlige kvalitetsforskelle mellem de importerede varer, jf. betragtning 52, blev det konstateret, at de importerede varer fra Armenien havde de samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og anvendtes til de samme grundlæggende anvendelsesformål, uanset deres specifikke kvalitet. Det skal også bemærkes, at denne eksporterende producent gav udtryk for sin hensigt om at omlægge produktionen til omformningsfolie af endnu højere kvalitet, hvilket antyder, at påstanden om de andre varers angivelige dårlige kvalitet kunne være overdrevet.

(57)      De armenske eksporterende producenters påstande i denne henseende blev derfor afvist.«

98      Endvidere har 52. betragtning til den anfægtede forordning, som vedrører forkastelsen af en brasiliansk eksporterende producents argumenter, men hvortil der henvises i tredje led i 56. betragtning, følgende ordlyd: »Hvad angår den første påstand, altså forskellen i kvalitetsstandarder, viste undersøgelsen, at markedet for aluminiumsfolie til trods for kvalitetsforskelle hovedsagelig er prisorienteret, og at kvalitetsforskellene kun spillede en mindre rolle i valget af leverandører. Disse konklusioner blev bekræftet af de interesserede samarbejdsvillige importører og brugere. Den brasilianske eksporterende producents ubegrundede påstand om, at markedet for aluminiumsfolie skulle være opdelt i flere segmenter afhængigt af kvalitetsforskelle i varen, kunne ikke bekræftes i nærværende undersøgelse, hvorfor påstanden måtte afvises.«

99      Retten finder, at sagsøgerens argumentation i forbindelse med dette anbringende kan inddeles i to led, alt efter om det, der anfægtes, er vurderingen i relation til betingelserne i enten grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a), hvorefter omfanget af den kumulerede import ikke må være ubetydeligt, eller grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra b), der vedrører undersøgelsen af konkurrencevilkårene. Inden for rammerne af dette andet led vil der bl.a. blive foretaget en prøvelse af sagsøgerens indsigelse om, at den anfægtede forordning er utilstrækkeligt begrundet for så vidt angår anvendelsen af nævnte artikel 3, stk. 4, litra b).

 Det første led vedrørende betingelsen om, at omfanget af den kumulerede import ikke er ubetydeligt

100    Sagsøgeren har i det væsentlige fremsat fem klagepunkter vedrørende Rådets vurdering i relation til, at omfanget af den kumulerede import ikke må være ubetydeligt.

101    Det første klagepunkt drejer sig om fortolkningen af betingelsen om, at omfanget af importen fra hvert enkelt af de i grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a), angivne lande ikke er ubetydeligt. Sagsøgeren har foreholdt Rådet, at det fejlagtigt tog kriteriet om en markedsandel på 1% i grundforordningens artikel 5, stk. 7, i betragtning, da det vurderede, om importen var ubetydelig som omhandlet i samme forordnings artikel 3, stk. 4, litra a). Sagsøgeren har dels peget på, at der ikke henvises til grundforordningens artikel 5, stk. 7, i forordningens artikel 3, stk. 4. Dels har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at det lave importniveau ikke har samme virkning i de to bestemmelser. Mens det fører til indstilling af proceduren i grundforordningens artikel 5, stk. 7, gælder dette ikke nødvendigvis, når det er forordningens artikel 3, stk. 4, litra a), der finder anvendelse. Endvidere har sagsøgeren bemærket, at Rådet ikke kan påberåbe sig nogen skønsmargen ved fortolkningen af grundforordningen.

102    Det bemærkes indledningsvis, at Rådet i forbindelse med karakteriseringen af importen fra sagsøgeren som »ikke ubetydelig« i andet led i 56. betragtning til den anfægtede forordning ikke foretog en specifik vurdering af omfanget af denne import, men baserede sig på en fortolkning af grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a), sammenholdt med samme forordnings artikel 5, stk. 7.

103    Det fremgår af retspraksis, at grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a), er blevet fortolket således, at bestemmelsen ved en kumulativ vurdering kun giver mulighed for at tage hensyn til indførsler fra et bestemt land, såfremt disse hidrører fra en producerende eksportør, som er konstateret at have udøvet dumping (dom af 28.10.2004, Shanghai Teraoka Electronic mod Rådet, T-35/01, EU:T:2004:317, præmis 161). Heraf følger, at formålet med denne bestemmelse er at undgå, at der ved en kumulativ vurdering af virkningerne af importen ikke medtages et land, for hvilket importen fra den omhandlede eksporterende producent ikke giver anledning til dumping, enten fordi dumpingmargenen er lavere end minimumsgrænsen, eller fordi importmængderne er ubetydelige.

104    Den angivelse i grundforordningens artikel 5, stk. 7, hvorefter »[der ikke skal] indledes en procedure mod lande, hvis indførsler udgør en markedsandel på under 1%, medmindre disse lande tilsammen tegner sig for 3% eller derover af forbruget i Fællesskabet«, har netop til formål at tydeliggøre, under hvilke omstændigheder den pågældende imports andel af forbruget i Unionen er for begrænset til, at den kan anses for at give anledning til dumping.

105    Der er således et komplementaritetsforhold mellem de to bestemmelser, og Rådet begik derfor ikke den af sagsøgeren påståede retlige fejl, da det ved fortolkningen af betingelsen i grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a), om, at importen ikke må være ubetydelig, tog hensyn til den grænse på 1%, der angives i grundforordningens artikel 5, stk. 7.

106    Det første klagepunkt må følgelig forkastes.

107    Det andet klagepunkt bygger på en sammenligning med Rådets karakterisering af importen fra Rusland. Det foreholdes Rådet, at det fandt, at importen fra Armenien havde en betydelig indvirkning på markedet, mens importen fra Rusland ansås for begrænset og for ikke at have negativ indvirkning på erhvervsgrenens situation i Unionen, skønt den havde et større omfang.

108    Det bemærkes, at sagsøgeren ikke har foretaget en retlig kvalifikation af dette klagepunkt.

109    For det tilfælde at klagepunktet har til formål at vise, at det var fejlagtigt, at institutionerne fandt, at importen fra sagsøgeren ikke var ubetydelig som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a), må det forkastes umiddelbart, eftersom det blev fastslået i præmis 103-105 ovenfor, at fortolkningen af udtrykket »ikke ubetydelig« i relation til anvendelsen af grundforordningens artikel 5, stk. 7, ikke var fejlagtig.

110    For det tilfælde at klagepunktet i det væsentlige skal forstås som en påstand om, at ligebehandlingsprincippet blev tilsidesat til skade for sagsøgeren, kan det heller ikke tiltrædes. Uden at det på nogen måde er fornødent at prøve, om importen fra Rusland og Armenien befandt sig i sammenlignelige situationer, er det tilstrækkeligt at bemærke, at overholdelsen af ligebehandlingsprincippet skal finde sted i samklang med overholdelsen af legalitetsprincippet, hvilket indebærer, at ingen kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre (jf. dom af 14.4.2011, Visa Europe og Visa International Service mod Kommissionen, T-461/07, EU:T:2011:181, præmis 219 og den deri nævnte retspraksis). Selv hvis det var fejlagtigt, at Rådet karakteriserede importen fra Rusland som begrænset, ville en sådan fejl således ikke have nogen betydning for, om det var korrekt at karakterisere importen fra Armenien som »ikke ubetydelig«.

111    Det andet klagepunkt må følgelig ligeledes forkastes.

112    Det tredje, det fjerde og det femte klagepunkt drejer sig om valget af den periode, der blev lagt til grund ved vurderingen af, om importen fra sagsøgeren var ubetydelig eller ej.

113    Ved det tredje klagepunkt foreholdes det Rådet at have bestemt omfanget af importen fra sagsøgeren alene på grundlag af undersøgelsesperioden (juli 2007 til juni 2008) i stedet for på grundlag af den betragtede periode (januar 2005 til juni 2008). Det er i det væsentlige blevet gjort gældende, at undersøgelsesperioden alene ikke er repræsentativ for så vidt angår sagsøgeren, eftersom der ved dette tidsrum ikke tages hensyn til virkningerne af den fuldstændige indstilling af sagsøgerens virksomhed i perioden 2004-2006. Den afspejler følgelig ikke den manglende import fra Armenien indtil udgangen af 2006 og giver i det væsentlige et fordrejet billede af importen. Hvis eksportmængden i den betragtede periode var blevet lagt til grund, ville det have været tilstrækkeligt til at vise, at importen fra sagsøgeren var ubetydelig. Sagsøgeren har tilføjet, at det for at bestemme skaden som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er tilstrækkeligt alene at tage importen i undersøgelsesperioden i betragtning. Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, i det væsentlige, at Rådets analyse er selvmodsigende, eftersom Rådet, samtidig med at det ved beregningen af den gennemsnitlige import undlod at tage hensyn til virkningerne af lukningen af sagsøgerens fabrik, henviste til en stigning i importen som følge af den periode, hvori fabrikken var lukket.

114    Der sondres i tredje betragtning til den anfægtede forordning mellem på den ene side undersøgelsesperioden vedrørende dumping og skaden (fra den 1. juli 2007 til den 30. juni 2008) og på den anden side den betragtede periode, der vedrører undersøgelsen af tendenser, som var relevante for skadesvurderingen (fra den 1. januar 2005 til den 30. juni 2008).

115    I andet led i 56. betragtning til den anfægtede forordning tog Rådet importmængden fra Armenien i undersøgelsesperioden i betragtning (den svarede til 5,26%) og fandt, at den ikke havde været ubetydelig. Rådet konstaterede ligeledes, at importen fra Armenien var steget betydeligt fra 2006 til udgangen af undersøgelsesperioden til trods for, at der på ny var blevet importeret varer fra Kina, og at importen fra Brasilien i denne periode havde været betydelig.

116    Rådet baserede således sin konklusion om, at importen ikke havde været ubetydelig, dels på omfanget af importen fra sagsøgeren i undersøgelsesperioden, dels på udviklingen i importen på et længere tidsgrundlag, nemlig den betragtede periode.

117    Eftersom det af præmis 104 og 105 ovenfor fremgår, at konstateringen i andet led i 56. betragtning til den anfægtede forordning af, at der var tale om en markedsandel på 5,26%, i sig selv er tilstrækkelig til at vise, at importen fra sagsøgeren ikke var ubetydelig, finder Retten, at det er tilstrækkeligt at efterprøve, at Kommissionen ikke foretog et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå den nævnte markedsandel alene på grundlag af data fra undersøgelsesperioden fra den 1. juli 2007 til den 30. juni 2008.

118    I henhold til grundforordningens artikel 6, stk. 1, »[iværksætter Kommissionen] [e]fter indledningen af proceduren […] i samarbejde med medlemsstaterne en undersøgelse på fællesskabsplan. En sådan undersøgelse omfatter både dumping og den deraf følgende skade, og disse spørgsmål undersøges samtidig. For at sikre, at undersøgelsesresultaterne er repræsentative, vælges der en undersøgelsesperiode, som for så vidt angår dumping normalt skal omfatte en periode på mindst seks måneder umiddelbart forud for indledningen af proceduren«.

119    Det fremgår af retspraksis, at undersøgelsen skal foretages på grundlag af oplysninger, der er så aktuelle som muligt, for at kunne fastsætte antidumpingtold, som er egnet til at beskytte unionsindustrien mod dumping (dom af 3.10.2000, Industrie des poudres sphériques mod Rådet, C-458/98 P, EU:C:2000:531, præmis 92, og af 28.1.2016, CM Eurologistik og GLS, C-283/14 og C-284/14, EU:C:2016:57, præmis 66).

120    Det fremgår ligeledes af retspraksis, at Rådet kan fastlægge omfanget af den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt, på grundlag af en længere periode end den, dumpingundersøgelsen omfatter (jf. i denne retning dom af 7.5.1991, Nakajima mod Rådet, C-69/89, EU:C:1991:186, præmis 87), ved at undersøge tendenser, som er relevante for skadesvurderingen i den betragtede periode.

121    Sagsøgeren finder, at spørgsmålet om, hvorvidt importen fra denne ikke var ubetydelig, skulle have været vurderet på grundlag af denne længere periode.

122    Herom er det tilstrækkeligt at bemærke, at det er med rette, at Rådet har repliceret, at dette ville have givet et fordrejet billede af det faktiske omfang af eksporten til Unionen, idet der i så fald ville være blevet medtaget en periode, hvori sagsøgerens fabrik havde været lukket, og som ikke kan anses for at afspejle sagsøgerens faktiske produktion og eksport.

123    Ved at fastslå, at importen fra sagsøgeren ikke havde været ubetydelig, på grundlag af data, der alene vedrørte undersøgelsesperioden og ikke den betragtede periode, foretog Rådet følgelig ikke et åbenbart urigtigt skøn.

124    Denne konklusion anfægtes ikke af sagsøgerens argumentation i replikken om, at institutionerne i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2, er forpligtet til at foretage en objektiv undersøgelse. Idet det er ufornødent at tage stilling til, om dette argument kan antages til realitetsbehandling, hvilket Rådet har bestridt, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det forhold, at der ikke blev medtaget en periode, som ikke afspejlede sagsøgerens normale virksomhed, er i overensstemmelse med, at der skal indsamles oplysninger, der er så aktuelle som muligt, og dermed med det princip om en objektiv undersøgelse, hvortil der henvises i grundforordningens artikel 3, stk. 2.

125    Det tredje klagepunkt må følgelig forkastes.

126    Inden for rammerne af sit fjerde klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at importen fra denne blev undersøgt på grundlag af en periode på 18 måneder, mens importen fra de øvrige eksportlande blev undersøgt på grundlag af en periode på 42 måneder, hvilket udgør en forskelsbehandling af sagsøgeren.

127    Det må imidlertid fastslås, at der ikke er faktisk grundlag for dette klagepunkt. Det fremgår af andet led i 93. betragtning til den midlertidige forordning, hvortil der henvises i 58. betragtning til den anfægtede forordning, at importmængderne fra Armenien, Brasilien og Kina blev fastslået på det samme tidsgrundlag, nemlig undersøgelsesperioden.

128    Ved sit femte klagepunkt har sagsøgeren foreholdt Rådet, at det ikke tog importmængderne i perioden efter undersøgelsesperioden i betragtning. Sagsøgeren har bemærket, at dennes salg i Unionen i 2008 begyndte at udvise en markant nedadrettet tendens, der fortsatte efter slutningen af undersøgelsesperioden. Sagsøgeren har gjort gældende, at medtagelse af importmængderne i perioden efter undersøgelsesperioden tilgodeser hensynet til, at der lægges så aktuelle data som muligt til grund, og at det ikke kan have været årsagen til nedgangen, at den administrative procedure var blevet indledt, idet denne begyndte to måneder tidligere.

129    Således som Retten tidligere har haft anledning til at bemærke, er formålet med at fastsætte en undersøgelsesperiode og forbuddet mod at tage hensyn til efterfølgende forhold at garantere, at undersøgelsesresultaterne er repræsentative og pålidelige, idet de forhold, der ligger til grund for konstateringen af, om der foreligger dumping og skade, ikke påvirkes af de pågældende producenters adfærd efter indledningen af en antidumpingprocedure, således at den endelige told, der pålægges efter afslutningen af proceduren, er egnet til effektivt at afhjælpe dumpingimportens skadelige virkninger (jf. dom af 17.12.2008, HEG og Graphite India mod Rådet, T-462/04, EU:T:2008:586, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

130    Desuden indebærer anvendelsen af udtrykket »normalt« i grundforordningens artikel 6, stk. 1, at der kan være undtagelser til forbuddet mod at tage hensyn til oplysninger, som vedrører en senere periode end undersøgelsesperioden. For så vidt angår gunstige omstændigheder for de af undersøgelsen omfattede virksomheder er det blevet fastslået, at det ikke kan påhvile unionsinstitutionerne at inddrage forhold vedrørende en periode, der ligger senere end undersøgelsesperioden, medmindre det fremgår af de pågældende forhold, at der er sket en ny udvikling, som gør det åbenbart, at den påtænkte indførelse af antidumpingtold ikke er hensigtsmæssig. Hvis derimod forhold vedrørende en periode, der ligger senere end undersøgelsesperioden, på grund af den omstændighed, at de afspejler de pågældende virksomheders aktuelle adfærd, berettiger en indførelse eller forhøjelse af en antidumpingtold, må det på grundlag af det ovenstående fastslås, at institutionerne er berettiget – og endog forpligtet – til at tage hensyn hertil (jf. dom af 17.12.2008, HEG og Graphite India mod Rådet, T-462/04, EU:T:2008:586, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

131    I sine bemærkninger til fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner fremhævede sagsøgeren et diagram med importstatistik fra Den Europæiske Unions statistiske kontor (Eurostat), hvoraf det fremgår, at importen fra sagsøgeren faldt i marts og april 2008, hvorefter den var stabil indtil slutningen af den undersøgte periode, dvs. indtil januar 2009.

132    Det fremgår ganske vist af dette dokument, at faldet i importen hovedsagelig fandt sted i april og maj 2008, hvilket ikke alene var før, Kommissionen indledte antidumpingproceduren (den 12.7.2008), men også før EU-erhvervsgrenen selv indgav en klage (den 28.5.2008), hvilket kunne indebære, at faldet ikke skyldtes indledningen af antidumpingproceduren.

133    Det skal imidlertid bemærkes, at det af den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 130 ovenfor, fremgår, at der for så vidt angår gunstige omstændigheder for de af undersøgelsen omfattede virksomheder kun kan inddrages forhold vedrørende en periode, der ligger senere end undersøgelsesperioden, hvis de gør det åbenbart, at den påtænkte indførelse af antidumpingtold ikke er hensigtsmæssig.

134    Det skal bemærkes, at det er meget relativt, at faldet i importen fandt sted, før proceduren blev indledt, da faldet i realiteten var praktisk taget samtidigt med klagen fra EU-erhvervsgrenen, hvorfor det ikke kan udelukkes, at der er en årsagsforbindelse mellem de to tildragelser. Endvidere har den omstændighed, at der var indledt en procedure, kunnet påvirke sagsøgerens adfærd ved at tilskynde denne til opretholde et forholdsvis lavt importniveau, indtil antidumpingproceduren blev afsluttet. Den begrundelse, der bygger på sagsøgerens mulige adfærd som følge af indledningen af en antidumpingundersøgelse, er derfor ikke åbenbart irrelevant.

135    Rådet begik følgelig ikke en fejl, da det implicit afviste at tage importen i perioden efter undersøgelsesperioden i betragtning.

136    Det femte klagepunkt og anbringendets første led i det hele må derfor forkastes.

 Det andet led vedrørende undersøgelsen af konkurrencevilkårene

137    Argumentationen i dette led af anbringendet kan inddeles i tre klagepunkter, alt efter om sagsøgerens kritik vedrører for det første begrundelsen for den anfægtede forordning for så vidt angår anvendelsen af grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra b), for det andet anvendelsen af irrelevante kriterier og for det tredje et åbenbart urigtigt skøn ved anvendelsen af den nævnte bestemmelse på omstændighederne i det foreliggende tilfælde.

138    Med hensyn til det første klagepunkt har sagsøgeren kritiseret begrundelsen for den anfægtede forordning på grund af afvisningen af de beviser, sagsøgeren havde fremført for at påvise, at den dårlige kvalitet af selskabets vare betød, at sagsøgeren havde anderledes konkurrencevilkår end på den ene side importører fra Brasilien og Kina og på den anden side producenter i Unionen. Sagsøgeren har hvad dette angår bemærket, at Rådet begrænsede sig til at fremhæve, at sagsøgeren havde til hensigt at omlægge produktionen til omformningsfolie af endnu højere kvalitet.

139    Det fremgår af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at de kompetente retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret (jf. dom af 11.7.2013, Hangzhou Duralamp Electronics mod Rådet, T-459/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:369, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis).

140    Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Det er tilstrækkeligt, at Kommissionen redegør for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på forordningens opbygning (jf. dom af 11.7.2013, Hangzhou Duralamp Electronics mod Rådet, T-459/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:369, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

141    Navnlig er institutionerne ikke forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de interesserede har fremført for den; den behøver kun at redegøre for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på beslutningens opbygning (jf. dom af 16.12.2015, VTZ m.fl. mod Rådet, T-108/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:980, præmis 157 og den deri nævnte retspraksis).

142    Det bemærkes for det første, at det i 52. betragtning til den anfægtede forordning, sammenholdt med tredje led i 56. betragtning, klart og utvetydigt angives, hvilke betragtninger Rådet lagde til grund hvad overholdelsen af betingelsen i grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra b), angår. De nævnte betragtninger drejer sig i det væsentlige om tre punkter: for det første betydningen af prisdimensionen for konkurrencen på markedet for aluminiumsfolie og den omstændighed, at kvalitetsforskellene spiller en mindre rolle (52. betragtning), endvidere konstateringen af, at sagsøgerens varer havde de samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og de samme grundlæggende anvendelsesformål, uanset deres specifikke kvalitet (56. betragtning, tredje led), og endelig det forhold, at sagsøgeren havde givet udtryk for, at denne havde til hensigt at omlægge produktionen til omformningsfolie af endnu højere kvalitet, hvilket kunne tyde på, at påstanden om de fremstillede varers angiveligt dårlige kvalitet kunne være overdrevet (56. betragtning, tredje led). Dette aspekt af begrundelsen for forordningen er følgelig i overensstemmelse med de krav, hvortil der henvises i præmis 139 ovenfor.

143    Følgelig må, for det andet, i henhold til den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 140 og 141 ovenfor, ovennævnte begrundelser i 52. betragtning og i tredje led i 56. betragtning til den anfægtede forordning vedrørende overholdelsen af betingelsen i grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra b), anses for tilstrækkelige til at opfylde kravene i artikel 296 TEUF for så vidt angår dette aspekt af Rådets betragtninger, idet Rådet ikke var forpligtet til at tage udtrykkeligt stilling til alle de forskellige beviselementer, sagsøgeren havde fremført under den administrative procedure.

144    Det første klagepunkt må følgelig forkastes.

145    Inden for rammerne af et andet klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede forordning er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, der består i, at sagsøgerens argumentation vedrørende konkurrencevilkårene blev forkastet af en irrelevant grund. Konstateringen i tredje led i 56. betragtning til den anfægtede forordning – hvorefter varer fra Armenien havde de samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og de samme grundlæggende anvendelsesformål, uanset deres specifikke kvalitet – er kun relevant for bestemmelsen af de samme varer og de pågældende varer i henhold til grundforordningens artikel 1, stk. 4, og ikke for vurderingen af vilkårene for konkurrencen i henhold til samme forordnings artikel 3, stk. 4, litra b).

146    Det skal bemærkes, at Rådet i 56. betragtning til den anfægtede forordning fandt, »at de importerede varer fra Armenien havde de samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og anvendtes til de samme grundlæggende anvendelsesformål, uanset deres specifikke kvalitet«. Efter sagsøgerens opfattelse er disse kriterier relevante i forbindelse med grundforordningens artikel 1, stk. 4, vedrørende bestemmelsen af den samme vare, men ikke i forbindelse med forordningens artikel 3, stk. 4, litra b).

147    Sagsøgeren har således ved dette klagepunkt foreholdt Rådet, at det anvendte irrelevante kriterier ved vurderingen af konkurrencevilkårene i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra b). Spørgsmålet er følgelig, om Rådet eventuelt begik en retlig fejl, og ikke – således som sagsøgeren synes at have hævdet – om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn.

148    Det bemærkes i præmis 103 ovenfor, at grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra a), er blevet fortolket således af Retten, at den indebærer, at der ved en kumulativ vurdering af virkningerne af importen ikke kan medtages et land, for hvilket importen fra den omhandlede eksporterende producent ikke giver anledning til dumping, enten fordi dumpingmargenen er lavere end minimumsgrænsen, eller fordi importmængderne er ubetydelige.

149    Der må anlægges det samme synspunkt ved fortolkningen af grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra b). Henvisningen til hensigtsmæssigheden af en kumulativ vurdering af »virkningerne af indførslen på baggrund af vilkårene for konkurrencen mellem de indførte varer« må derfor fortolkes således, at den har til formål at undgå kumulering af virkningerne af importen af produkter, som ikke konkurrerer tilstrækkeligt med hinanden til at påføre EU-erhvervsgrenen den samme skade. På samme måde må henvisningen til hensigtsmæssigheden af en kumulativ vurdering af »vilkårene for konkurrencen mellem de indførte varer og den i Fællesskabet fremstillede vare« fortolkes således, at den har til formål at undgå, at import, som ikke konkurrerer tilstrækkeligt med EU-erhvervsgrenens vare og følgelig ikke kan være årsag til, at denne påføres en skade, indgår i en kumulativ vurdering sammen med anden import.

150    Rådet begik derfor ikke en fejl, da det anvendte kriterier svarende til dem, som er relevante for bestemmelsen af den samme vare som omhandlet i grundforordningens artikel 1, stk. 4, eftersom disse i det væsentlige har til formål at sikre, at der er tilstrækkelig konkurrence mellem den pågældende vare og den samme vare.

151    I grundforordningens artikel 1, stk. 4, defineres den samme vare således som »en vare, som er identisk med, dvs. i enhver henseende magen til den pågældende vare, eller, hvis en sådan vare ikke findes, en anden vare, der – om end den ikke i enhver henseende er magen til – har egenskaber, som ligger tæt op ad den pågældende vares egenskaber«. Ifølge fast retspraksis skal definitionen af den pågældende vare som led i en antidumpingundersøgelse være til hjælp ved udarbejdelsen af listen over de varer, som i givet fald skal pålægges en antidumpingtold. Med henblik herpå kan institutionerne tage hensyn til flere faktorer såsom varernes fysiske, tekniske og kemiske kendetegn samt deres anvendelse, substituerbarhed, forbrugernes opfattelse af dem, forhandlingskanalerne, fremstillingsprocessen, produktionsomkostningerne og kvaliteten (dom af 10.10.2012, Gem-Year og Jinn-Well Auto-Parts (Zhejiang) mod Rådet, T-172/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:532, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

152    Det følger af det ovenstående, at Rådet ved at tage hensyn til, »at de importerede varer fra Armenien havde de samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og anvendtes til de samme grundlæggende anvendelsesformål, uanset deres specifikke kvalitet«, ikke begik den af sagsøgeren påståede retlige fejl.

153    Det andet klagepunkt må følgelig forkastes.

154    Inden for rammerne af et tredje klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ved vurderingen af konkurrencevilkårene ikke tog tilstrækkeligt hensyn til den dårlige kvalitet af sagsøgerens varer og til de beviselementer, sagsøgeren havde fremført med henblik på at påvise denne dårlige kvalitet.

155    Ved prøvelsen af dette klagepunkt skal der i henhold til den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 79 ovenfor, tages hensyn til, at institutionerne råder over vide skønsmæssige beføjelser med hensyn til handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge.

156    Det påhvilede derfor sagsøgeren at påvise, at den dårlige kvalitet af importen fra denne gav selskabet konkurrencevilkår, der var så forskellige fra vilkårene for anden import og for den pågældende vare, at det var åbenbart fejlagtigt af Rådet at anvende grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra b).

157    Således som det allerede blev bemærket i præmis 142 ovenfor, lagde Rådet i det væsentlige tre punkter til grund for sin konklusion om, at betingelsen i grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra b), var opfyldt: for det første den overvejende betydning af prisdimensionen i konkurrencen på markedet for aluminiumsfolie og den omstændighed, at kvalitetsforskellene spiller en mindre rolle, konstateringen af, at sagsøgerens varer havde de samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og havde de samme grundlæggende anvendelser, uanset deres specifikke kvalitet, og det forhold, at sagsøgeren havde givet udtryk for, at denne havde til hensigt at omlægge produktionen til omformningsfolie af endnu højere kvalitet.

158    For det første bemærkes, at de beviselementer, sagsøgeren har fremført, ikke anfægter den helhed af omstændigheder, Rådet tog i betragtning. De afkræfter således ikke, at sagsøgeren havde til hensigt at forbedre kvaliteten af sine varer, hvilket denne desuden ikke har bestridt i sine skriftlige indlæg.

159    Hvad dette angår kan det nævnes, at Retten ved bestemmelsen af den samme vare i relation til muligheden for at skifte fra fremstilling af varer af én kvalitet til fremstilling af varer af en anden kvalitet tidligere har haft anledning til at tage ikke blot efterspørgselssubstitution, men også udbudssubstitution i betragtning (dom af 10.10.2012, Gem-Year og Jinn-Well Auto-Parts (Zhejiang) mod Rådet, T-172/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:532, præmis 75). Af de grunde, der angives i præmis 149-151 ovenfor, er et ræsonnement, der anlægges i forbindelse med analysen af den pågældende vare i henhold til grundforordningens artikel 1, stk. 4, også relevant for bestemmelsen af konkurrencevilkårene som omhandlet i samme forordnings artikel 3, stk. 4, litra b).

160    Heraf følger nødvendigvis, at muligheden – som sagsøgeren ikke har bestridt – for at skifte til fremstilling af højere kvalitet i betydelig grad mindsker rækkevidden af sagsøgerens argumentation om, at den angiveligt ringe kvalitet af dennes varer påvirkede på konkurrencevilkårene.

161    For det andet bemærkes ligeledes, at det under alle omstændigheder var med rette, at Rådet understregede den ringe bevisværdi af de af sagsøgeren fremførte beviselementer.

162    Ifølge fast retspraksis er det princip, der gælder i EU-retten, princippet om fri bevisbedømmelse, og det eneste relevante kriterium for bedømmelsen af de fremlagte beviser er deres troværdighed. For at vurdere bevisværdien af et beviselement skal der følgelig først foretages en efterprøvelse af sandsynligheden af dets indhold. Derpå skal der navnlig tages hensyn til dets oprindelse, omstændighederne ved dets udarbejdelse og dets adressat med henblik på at besvare, om det efter sit indhold forekommer fornuftigt og troværdigt (jf. i denne retning og analogt dom af 29.6.2012, GDF Suez mod Kommissionen, T-370/09, EU:T:2012:333, præmis 161 og den deri nævnte retspraksis).

163    Hvad for det første angår skrivelserne fra selskaberne Timos, DLR, RONCORNI, SPHERE France, FRIO COMSET og Cogepack bemærkes indledningsvis, at de blev udfærdiget efter anmodning fra sagsøgeren, efter at proceduren var blevet indledt, endvidere at affattelsen af skrivelserne udviser en høj grad af lighed, for ikke at sige sammenfald, og endelig at de alle indeholder en anmodning om, at den antidumpingprocedure, der er indledt over for sagsøgeren, indstilles. På denne baggrund kan skrivelserne ikke anses for at have til formål at give en objektiv vurdering af kvaliteten af sagsøgerens varer. Der kan derfor kun tillægges det afsnit i skrivelserne, som vedrører den angiveligt dårlige kvalitet af sagsøgerens varer, begrænset bevisværdi.

164    Hvad for det andet angår skrivelsen fra selskabet Achenbach fremgår det, at den ligeledes er blevet udfærdiget efter anmodning fra sagsøgeren, efter at proceduren var blevet indledt. Det angives i skrivelsen, at idriftsættelsen af de nye maskiner, selskabet havde leveret til sagsøgeren, var stødt på visse vanskeligheder, som havde betydning for omkostningerne ved fremstillingen af aluminiumsfolie. En sådan skrivelse har derfor ikke nogen egentlig bevisværdi med hensyn til at påvise, at sagsøgerens produktion angiveligt var af dårlig kvalitet.

165    Således er, for det tredje, det eneste beviselement, der rent faktisk vidner om, at et parti af sagsøgerens varer var af dårlig kvalitet, klageskrivelsen fra selskabet Lenzing, som dermed indstillede sin indkøb hos sagsøgeren. Imidlertid vedrører klagen et forholdsvis begrænset beløb (3 176 EUR), der ikke med rimelighed kan betragtes som repræsentativt for hele eller et større udsnit af sagsøgerens produktion.

166    På baggrund af det ovenstående i det hele må det fastslås, at sagsøgeren ikke har kunnet påvise, at anvendelsen af grundforordningens artikel 3, stk. 4, litra b), på importen fra sagsøgeren var åbenbart fejlagtig.

167    Det tredje klagepunkt må derfor forkastes og som følge heraf det tredje anbringende som helhed.

 Det fjerde anbringende, hvorefter afslaget på sagsøgerens tilbud om et tilsagn var behæftet med en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og åbenbart urigtige skøn

168    Sagsøgeren finder, at dennes tilbud om et tilsagn blev afvist i strid med ligebehandlingsprincippet og på grundlag af et åbenbart fejlagtigt ræsonnement.

169    Rådet har, støttet af Kommissionen, påstået dette anbringende forkastet.

170    Det hedder således i grundforordningens artikel 8, stk. 1: »Såfremt der er truffet en foreløbig positiv afgørelse om, at der finder dumping sted og forvoldes skade som følge heraf, kan Kommissionen godtage tilfredsstillende frivillige tilsagn fra en eksportør om at ændre sine priser eller om at indstille udførslen til dumpingpriser, hvis det, efter at der har fundet en særlig høring af det rådgivende udvalg sted, findes godtgjort, at dumpingimportens skadelige virkninger dermed bringes til ophør.«

171    Grundforordningens artikel 8, stk. 3, har følgende ordlyd: »Afgivne tilsagn skal ikke nødvendigvis godtages, hvis det ikke er muligt at gennemføre dem i praksis, f.eks. hvis antallet af nuværende eller potentielle eksportører er for stort, eller af andre grunde, herunder af generel politisk karakter. De årsager, der ligger til grund for det påtænkte forslag om at afvise et tilsagn, kan oplyses over for den pågældende eksportør, og han kan indrømmes lejlighed til at fremsætte bemærkninger hertil. Begrundelserne for afvisningen skal fremgå af den endelige afgørelse.«

172    113.-115. betragtning til den anfægtede forordning er affattet på følgende måde:

»(113)      I løbet af undersøgelsen afgav den eneste samarbejdsvillige eksporterende producent i Armenien og den eneste samarbejdsvillige eksporterende producent i Brasilien pristilsagn, jf. grundforordningens artikel 8, stk. 1.

(114)      Begge tilbud blev undersøgt. Den brasilianske eksportørs tilbud fjerner dumpingens skadelige virkninger og begrænser i tilstrækkelig grad risikoen for omgåelse. For så vidt angår den armenske eksportørs tilbud, er der på grund af virksomhedskoncernens komplekse struktur og dens komplekse salgskanaler en høj risiko for krydskompensation med salg af samme vare til de samme kunder, men fra forskellige oprindelseslande, samt salg af forskellige varer til de samme kunder fra forskellige salgsvirksomheder i samme koncern. Den armenske eksportør afgav et væsentligt ændret tilbud om tilsagn efter den frist, der er fastsat i grundforordningens artikel 8, stk. 2. Det skal bemærkes, at – ud over at det ændrede tilbud blev afgivet efter fristens udløb – kan det ikke accepteres af følgende grund: Selv om virksomheden tilbød kun at sælge direkte til den første uafhængige kunde i EU, dvs. uden at inddrage sine to forretningsmæssigt forbundne virksomheder i salgskanalen, viste undersøgelsen, at virksomheden solgte andre varer til de samme kunder i EU. Endvidere kundgjorde virksomheden, at den planlagde at fremstille og sælge en ny varetype, nemlig omformningsfolie, til EU. Eftersom den mulighed foreligger, at den nye varetype kunne blive solgt til de samme kunder i EU, kan end ikke det ændrede tilbud begrænse risikoen for krydskompensation i tilstrækkeligt omfang.

(115)      Kommissionen accepterede ved afgørelse 2009/736 […] tilbuddet om tilsagn fra [CBA]. Rådet erkender, at tilsagnet fjerner dumpingens skadelige virkninger og i tilstrækkelig grad begrænser risikoen for omgåelse. Tilbuddet fra Rusal Armenal afvises af de grunde, der anføres i betragtning 114, samt på grund af problemerne med virksomhedens regnskaber, jf. betragtning 21 og 22.«

173    Inden for rammerne af dette anbringende har sagsøgeren bestridt lovligheden af de fire grunde, der efter sagsøgerens opfattelse var til, at dennes tilbud om et tilsagn blev afvist, nemlig at tilbuddet angiveligt var blevet fremsat efter fristens udløb, at det ansås for »væsentligt ændret«, at det ville have medført »risiko for krydskompensation« at godtage det, og at sagsøgerens regnskaber udviste mangler.

174    Det fremgår imidlertid af 114. og 115. betragtning til den anfægtede forordning, at der heri kun angives to af de af sagsøgeren anførte grunde til, at tilbuddet om et tilsagn blev afvist, nemlig dels at den ændrede udgave af tilbuddet ikke indebar en tilstrækkelig begrænsning af den høje risiko for »krydskompensation med salg af samme vare til de samme kunder, men fra forskellige oprindelseslande, samt salg af forskellige varer til de samme kunder fra forskellige salgsvirksomheder i samme koncern« (114. betragtning), dels, at sagsøgerens regnskaber udviste mangler (115. betragtning). Det fremgår ikke af 114. betragtning til den anfægtede forordning, at de to andre punkter, som sagsøgeren har angivet, udgjorde grunde til, at Rådet afviste tilbuddet.

175    Med hensyn til lovligheden af den grund, der vedrører mangler ved sagsøgerens regnskaber, og som angives i 115. betragtning til den anfægtede forordning, bemærkes, at sagsøgeren modtog en nærmere forklaring på den i en skrivelse af 7. august 2009, hvori det i det væsentlige blev angivet, at det for at føre tilsyn med, at tilsagnet blev overholdt, ville være nødvendigt at kunne kontrollere sagsøgerens regnskaber, og at de mangler, der var blevet konstateret i sagsøgerens regnskabsføring i forbindelse med behandlingen af dennes anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, rejste tvivl om, hvorvidt en sådan kontrol ville være mulig.

176    Således som Retten har haft anledning til at bemærke, fremgår det af grundforordningens artikel 8, stk. 3, at EU-institutionerne kan tage alle mulige former for faktiske omstændigheder i betragtning ved bedømmelsen af et tilbud om tilsagn (dom af 10.3.2009, Interpipe Niko Tube og Interpipe NTRP mod Rådet, T-249/06, EU:T:2009:62, præmis 224). Endvidere er der ikke nogen bestemmelse i grundforordningen, der pålægger EU-institutionerne en forpligtelse til at godtage tilbud om tilsagn vedrørende priser, der fremsættes af erhvervsdrivende, som er genstand for en indledende undersøgelse med henblik på indførelse af antidumpingtold. Det følger derimod af nævnte forordning, at institutionerne kvalificerer sådanne tilsagn som antagelige inden for rammerne af deres skønsbeføjelse (jf. dom af 10.3.2009, Interpipe Niko Tube og Interpipe NTRP mod Rådet, T-249/06, EU:T:2009:62, præmis 225 og den deri nævnte retspraksis).

177    Heraf følger som en logisk konsekvens, at Retten kun kan foretage en begrænset prøvelse af, om et afslag på et tilbud om tilsagn er korrekt. Det kan i denne forbindelse bemærkes, at det vide skøn, institutionerne råder over, ikke kun er en følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, som handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger indebærer. Det er ligeledes en følge af, at lovgiver har valgt at overlade institutionerne en beslutningsfrihed med hensyn til, om det er hensigtsmæssigt at godtage et tilbud om tilsagn eller ej.

178    For det første bemærkes, at nødvendigheden af at sikre fyldestgørende kontrol med tilsagnene er et hensyn, som institutionerne med føje kunne tage i betragtning, da de behandlede sagsøgerens tilbud om et tilsagn.

179    Det må derfor prøves, for det andet, om den anfægtede forordning er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, i den udstrækning det lægges til grund i den, at de konstaterede mangler i sagsøgerens regnskaber rejser tvivl om, hvorvidt der ville kunne føres tilsyn med, at sagsøgerens tilsagn overholdes.

180    Således som det allerede blev bemærket i præmis 89 ovenfor, fremgår det af 22. betragtning til den anfægtede forordning, hvortil der henvises i 115. betragtning til samme forordning, at institutionerne kun var i besiddelse af revisionsrapporterne for 2006 og 2007, hvori det blev fremhævet, at der var mangler på tre punkter: lageropgørelsen pr. 31. december 2006 samt salgsomkostningerne og nettotabene for 2006 og 2007.

181    Dels bemærkes, at sådanne mangler, ud over deres virkninger for beregningen af den normale værdi af sagsøgerens varer, er egnede til at skabe rimelig tvivl om pålideligheden af sagsøgerens regnskaber.

182    Denne konklusion anfægtes ikke af det af sagsøgeren nævnte forhold, at denne blev indrømmet individuel behandling, eftersom grundforordningens artikel 9, stk. 5, ikke indeholder nogen betingelse vedrørende den pågældende virksomheds regnskaber. Et sådant forhold er derfor irrelevant.

183    Dels er det med rette, at Rådet i sine skriftlige indlæg har gjort gældende, at risikoen for krydskompensation, som sagsøgerens tilsagn skulle afhjælpe, gjorde det så meget mere nødvendigt, at Kommissionen førte tilsyn med sagsøgerens regnskabsregistreringer og registreringer vedrørende køb, produktion og lager. Hvis sagsøgerens tilbud om et tilsagn var blevet godtaget, ville det nemlig have påhvilet Kommissionen at forvisse sig om, at sagsøgeren ikke, direkte eller gennem et selskab i den koncern, sagsøgeren tilhører, solgte en anden vare til en af sine kunder i Unionen til en nedsat pris, hvilket ville have ophævet eller begrænset virkningen af den forhøjelse af prisen for sagsøgerens vare, dennes tilsagn ville have indebåret. Om det er muligt at gennemføre en sådan kontrol, afhænger af pålideligheden af sagsøgerens registreringer.

184    På baggrund af det ovenstående forekommer 115. betragtning til den anfægtede forordning ikke at være behæftet med et åbenbart urigtigt skøn. Eftersom institutionernes afvisning af at godtage sagsøgerens tilbud om et tilsagn begrundes i fornødent omfang i denne betragtning, er det ikke nødvendigt at prøve den kritik, der er fremført af 114. betragtning til samme forordning.

185    Det fjerde anbringende må derfor forkastes.

 Det femte anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik

186    Inden for rammerne af det femte anbringende har sagsøgeren henvist til en artikel bragt i Sunday Times i Det Forenede Kongerige den 12. oktober 2008, hvori der blev henvist dels til sociale kontakter mellem sagsøgerens ejer, D., og et tidligere medlem af Kommissionen med ansvar for Generaldirektoratet for Handel, dels til en antidumpingundersøgelse vedrørende sagsøgeren. Sagsøgeren finder i det væsentlige, at artiklen – og andre efterfølgende artikler – indeholder påstande om favorisering, som blev gentaget i et spørgsmål i Parlamentet. Sagsøgeren har ligeledes bemærket, at generaldirektøren for Generaldirektoratet for Handel anførte i en skrivelse af 16. oktober 2008, som blev offentliggjort den 19. oktober 2008, at der sandsynligvis ville blive opkrævet told, hvis det blev fastslået, at der forelå dumping i sagsøgerens tilfælde, og at sagsøgeren »på ingen måde ville få en gunstig behandling«, men ville kunne blive pålagt at skulle betale told af sin eksport.

187    I det væsentlige har sagsøgeren foreholdt Kommissionen, at den offentligt støttede sig på den procedure, der var indledt vedrørende sagsøgeren, med henblik på at forsvare sig mod de beskyldninger om favorisering, der var blevet fremsat imod den. Ligeledes finder sagsøgeren det sandsynligt, at Kommissionens personale opfattede skrivelsen af 16. oktober 2008 som en tilskyndelse til at gennemføre undersøgelsen på en sådan måde, at den førte til et for sagsøgeren ugunstigt resultat, for at vise Kommissionens uafhængighed. Dette udgør en tilsidesættelse af princippet om »god forvaltningsskik«, som kan føre til, at den anfægtede forordning annulleres.

188    Rådet har, støttet af Kommissionen, påstået dette anbringende forkastet.

189    Det fremgår af fast retspraksis, at Kommissionen og Rådet skal overholde EU’s grundlæggende rettigheder under en administrativ procedure vedrørende beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Unionen, heriblandt retten til god forvaltning, som er knæsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (jf. dom af 12.12.2014, Crown Equipment (Suzhou) og Crown Gabelstapler mod Rådet, T-643/11, EU:T:2014:1076, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis). Ifølge retspraksis vedrørende princippet om god forvaltningsskik må der, hvor EU-institutionerne har et skøn, lægges endnu større vægt på overholdelsen af de garantier, som EU-retten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling. Disse garantier omfatter bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag (dom af 21.11.1991, Technische Universität München, C-269/90, EU:C:1991:438, præmis 14, og af 10.10.2012, Ningbo Yonghong Fasteners mod Rådet, T-150/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:529, præmis 77).

190    Hvad det foreliggende tilfælde angår bemærkes, at Kommissionen kun henviste til alment kendte forhold uden at fravige sin pligt til upartiskhed.

191    For det første bemærkes vedrørende sagsøgerens påstand om, at de oplysninger, som blev bragt i artiklen i Sunday Times, hidrørte fra Kommissionen, dels, at det var offentlig kendt, at der var indledt en undersøgelse vedrørende importen af visse typer folie af aluminium med oprindelse i Armenien, eftersom artiklen blev bragt på et senere tidspunkt end det, hvorpå meddelelsen om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, nemlig den 12. juli 2008. Dels er det med hensyn til den omstændighed, at D. er ejer af den af undersøgelsen omfattede virksomhed, tilstrækkeligt at nævne, at denne oplysning let kunne udledes af almindelig kendt materiale. Det er rimeligt at lægge til grund, at såvel oplysningen om, at sagsøgeren er den eneste fabrikant af aluminium i Armenien, som oplysningen om, at D. er dens ejer, er alment tilgængelige.

192    Hvad for det andet angår indholdet af skrivelsen af 16. oktober 2008 bemærkes, at den kun henviste til principperne i grundforordningen, hvorefter dumpingimport, der påfører EU-erhvervsgrenen skade, kan pålægges antidumpingtold.

193    Det kan derfor ikke fastslås, at der foreligger nogen tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik.

194    På baggrund af det ovenstående må det femte anbringende forkastes, og Rådet dermed frifindes i det hele.

 Sagens omkostninger

195    I henhold til procesreglements artikel 219 træffer Retten i afgørelser, som denne har truffet efter ophævelse og hjemvisning, afgørelse om sagsomkostningerne dels for så vidt angår sagens behandling for Retten, dels for så vidt angår appelsagens behandling ved Domstolen. Da Domstolen i appeldommen udsatte afgørelsen om sagens omkostninger, påhviler det i den foreliggende sag Retten ligeledes at træffe afgørelse om omkostningerne i appelsagen.

196    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og at betale Rådets omkostninger i overensstemmelse med dettes påstand herom.

197    I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer de institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Parlamentet og Kommissionen skal derfor bære deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling):

1)      Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)      Rusal Armenal ZAO bærer sine egne omkostninger og betaler Rådets omkostninger i sagerne for Retten og Domstolen.

3)      Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen bærer deres egne omkostninger.

Prek Labucka Schwarcz

Tomljenović       Kreuschitz

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 25. januar 2017.

Underskrifter

* Processprog: engelsk.