RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

10. juli 2014

Sag F-48/13

CW

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – tjenestemænd – bedømmelsesrapport – bedømmelser og kommentarer i bedømmelsesrapporten – åbenbart urigtige skøn – magtfordrejning – foreligger ikke«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder CW har nedlagt påstand om annullation af bedømmelsesrapporten for 2011, i dens endelige udgave ændret ved Europa-Parlamentets ansættelsesmyndigheds afgørelser af 18. juli 2012 og 29. januar 2013 (herefter »bedømmelsesrapporten for 2011«).

Udfald:      Europa-Parlamentet frifindes. CW bærer sine egne omkostninger og betaler Parlamentets omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – bedømmernes skønsbeføjelse – bedømmelser og kommentarer i bedømmelsesrapporten – åbenbart urigtigt skøn – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

2.      Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb – bedømmelsesrapport, som indeholder negative, men ikke krænkende, kommentarer vedrørende tjenestemanden – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a, stk. 3)

1.      I henhold til bestemmelserne i vejledningen for gruppelederen, vedtaget af Parlamentets generaldirektorat for tolkning og konferencer (Directorate-General for Interpretation and Conferences), skal alle væsentlige hændelser og særlige problemer under arbejdet meddeles til generaldirektøren, direktørerne og kontorcheferne. Denne forpligtelse til at underrette administrationen om de opståede problemer er fastsat med henblik på, at denne kan vedtage foranstaltninger med henblik på at undgå, at disse væsentlige hændelser og væsentlige problemer opstår i fremtiden.

Henset til ordlyden af og formålet med denne interne regel har ansættelsesmyndigheden ikke anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved i bedømmelsesrapporten at antage dels, at det problem, der opstod for det hold, som sagsøgeren var ansvarlig for, i forbindelse med en opgave, udgjorde en væsentlig hændelse eller et særligt problem som omhandlet i nævnte interne regel, dels, at denne hændelse som sådan burde have været anført i »Team Leader Report«, uanset den omstændighed, at det kunne løses på stedet, eller at det kunne kvalificeres som et teknisk problem. I øvrigt har ansættelsesmyndigheden heller ikke anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at antage, at uanset den omstændighed, at sagsøgeren i sin egenskab af holdleder mundtligt informerede sin kontorchef om de arbejdsforhold, som ikke var i overensstemmelse med de gældende EU-tekniske normer, var hun ikke fritaget for sin forpligtelse til at anføre den pågældende hændelse i den »Team Leader Report«, der skulle forelægges generaldirektøren.

Desuden gælder, at selv om det kan være berettiget for en gruppeleder at anmode om at få kendskab til interne regler, kunne ansættelsesmyndigheden uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn, henset til konteksten for og indholdet af brevudvekslingen mellem sagsøgeren og kontorchefen, antage, at sagsøgeren havde bidraget til en negativ atmosfære i kontoret.

Henset til det skøn, som ansættelsesmyndigheden har ved organiseringen af tjenestegrenene, tilkommer det endvidere ikke en tjenestemand eller anden ansat, eller i øvrigt Unionens retsinstanser, at fastsætte den kommunikationsmetode, der skal foretrækkes mellem en kontorchef og de ansatte i kontoret. Under alle omstændigheder er en tjenestemand eller anden ansat forpligtet til at finde tid til at mødes med sin overordnede, når denne indkalder vedkommende til et møde. Under disse omstændigheder, og henset til, at den negative kommentar i bedømmelsesrapporten begrænser sig til et ønske om, at sagsøgeren forbedrer sin kommunikation og lydhørhed over for instrukser, kan det på ingen måde fastslås, at nævnte kommentar er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

(jf. præmis 81-83, 104, 123 og 125)

2.      For så vidt som spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren angiveligt har været udsat for psykisk chikane, ikke er genstand for et søgsmål, kan Unionens retsinstanser ikke censurere en negativ kommentar i en bedømmelsesrapport på grundlag af beskyldninger om, at sagsøgeren har været udsat for psykisk chikane. Følgelig kan nævnte retsinstanser i et sådant søgsmål begrænse sig til at undersøge, om den omtvistede bedømmelsesrapport er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår den negative kommentar.

For så vidt som sagsøgeren har baseret sig på, at hun angivelig har været udsat for chikane i det år, hvor hendes bedømmelsesrapport blev udfærdiget, med henblik på at godtgøre magtfordrejning, gælder dels, at spørgsmålet om chikane ikke er genstand for søgsmålet, dels, at de negative kommentarer, set isoleret i forhold til nævnte rapports kontekst, ved deres indhold under alle omstændigheder ikke overskrider grænsen for en krænkende eller sårende kritik af den pågældendes person.

(jf. præmis 121 og 129)

Henvisning til:

Personaleretten: dom N mod Parlamentet, F-26/09, EU:F:2010:17, præmis 86