Sag T-525/13

H&M Hennes & Mauritz BV & Co. KG

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-design – ugyldighedssag – registreret EF-design, der gengiver håndtasker – tidligere design – ugyldighedsgrund – individuel karakter – artikel 6 i forordning (EF) nr. 6/2002 – begrundelsespligt«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 10. september 2015

1.      EF-design – procedureregler – begrundelse for afgørelserne – artikel 62, første punktum i forordning nr. 6/2002 – samme rækkevidde som artikel 296 TEUF– appelkammerets anvendelse af en stiltiende begrundelse – lovlig – betingelser

(Art. 296 TEUF; Rådets forordning nr. 6/2002, art. 62)

2.      EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – design, der ikke giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – informeret bruger – begreb

[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1, og art. 25, stk. 1, litra b)]

3.      EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – design, der ikke giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – gengivelse af håndtasker

[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1, og art. 25, stk. 1, litra b)]

4.      EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – design, der ikke giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – bedømmelseskriterier – designerens frihed

[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 2, og art. 25, stk. 1, litra b)]

5.      EF-design – ugyldighedsgrunde – manglende individuel karakter – design, der ikke giver den informerede bruger et anderledes helhedsindtryk end det, det tidligere design giver – vurdering af helhedsindtrykket under hensyntagen til måden, hvorpå produktet anvendes

[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 6, stk. 1, og art. 25, stk. 1, litra b)]

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 15 og 16)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 22, 24 og 25)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 23, 26, 27, 30 og 40)

4.      Artikel 6 i forordning nr. 6/2002 om EF-Design vedrørende vurderingen af den individuelle karakter fastsætter nemlig i dennes stk. 1 kriteriet for det helhedsindtryk, som et omtvistet design giver, og det oplyses i stk. 2, at der skal tages hensyn til den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af designet. Det fremgår af disse bestemmelser, navnlig af artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, at vurderingen af et EF-designs individuelle karakter i det væsentlige foretages ved en undersøgelse i fire etaper. Denne undersøgelse består i at afgøre for det første, hvilken produktgruppe designet skal indgå i eller finde anvendelse på, for det andet, hvem der er den informerede bruger af de nævnte produkter afhængigt af deres formål, og i forhold til denne informerede bruger graden af kendskab til den tidligere kunstform og opmærksomhedsniveauet ved den om muligt direkte sammenligning af designene, for det tredje, designerens grad af frihed ved udviklingen af designet og, for det fjerde, resultatet af sammenligningen af de omhandlede design under hensyntagen til den berørte sektor, designerens grad af frihed og de helhedsindtryk, som det anfægtede design og ethvert andet tidligere offentliggjort design giver den informerede bruger.

Faktoren vedrørende designerens grad af frihed kan »styrke« (eller modsætningsvis nuancere) konklusionen om det helhedsindtryk, som et design giver. Vurderingen af designerens grad af frihed udgør ikke en abstrakt etape, der går forud for sammenligningen af det helhedsindtryk, som hvert af de omhandlede design giver.

For så vidt angår designerens grad af frihed fremgår det af retspraksis, at den bl.a. defineres ud fra de bindinger, som er knyttet til de kendetegn, som produktets eller en del af produktets tekniske funktion pålægger, eller ud fra de ved lov fastsatte krav til produktet. Disse bindinger fører til en standardisering af visse kendetegn, der derefter bliver fælles for design, der finder anvendelse på de omhandlede produkter.

Jo større frihed designeren derfor har ved udviklingen af et design, i desto mindre grad er små forskelle mellem de omtvistede design tilstrækkelige til at give et andet helhedsindtryk hos den informerede bruger. Omvendt forholder det sig således, at jo mere bundet designerens frihed er ved udviklingen af et design, desto mere vil små forskelle mellem de omtvistede design kunne være tilstrækkelige til at give et andet helhedsindtryk hos den informerede bruger. En høj grad af frihed hos designeren ved udviklingen af et design styrker således konklusionen om, at de design, der ikke udviser væsentlige forskelle, giver det samme helhedsindtryk hos den informerede bruger.

(jf. præmis 28, 29, 32 og 33)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 39)