Language of document :

Sag anlagt den 24. oktober 2011 - Elsid m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-557/11)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Elsid SA (Titu, Rumænien), ESD-SIC BV (Delfzijl, Nederlandene), ESK-SIC GmbH (Frechen, Tyskland) og Navarro SIC, SA (Madrid, Spanien) (ved advokat B. Evtimov)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Annullation af Kommissionens afgørelse K(2011) 5934 endelig af 24. august 2011 vedrørende afslag på en anmodning om indledning af en udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende import af siliciumcarbid med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne med henvisning til ukorrekt anvendelse af grundforordningens  artikel 11, stk. 2 anført to anbringender.

Første anbringende om:

tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet som omhandlet i artikel 5, stk. 4, TEU. Parallelt hermed eller subsidiært, at Kommissionen har anlagt et åbenbart fejlagtigt skøn, idet den har stillet højere beviskrav end nødvendigt for at efterkomme en anmodning om indledning af en udløbsundersøgelse.

Andet anbringende om:

tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Parallelt hermed eller subsidiært, at Kommissionen har anlagt åbenbare fejlskøn, idet den fastslog, at kinesisk eksport til USA ikke kunne sammenlignes med EU-industriens produkter i EU, og idet den urigtigt konkluderede, at den lavere kinesiske eksportpris til USA i forhold til EU-industriens priser i Den Europæiske Union derfor sandsynligvis ikke ville medføre fornyet dumping og skade.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30.11.2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51).