FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. Mengozzi
fremsat den 11. juni 2015 (1)
Sag C-408/14
Aliny Wojciechowski
mod
Office national des pensions (ONP)
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal du travail de Bruxelles (Belgien))
»Pensioneret EU-tjenestemand – pensionsrettigheder – princippet om én erhvervsmæssig karriere – sammenlægning af pensionsrettigheder – princippet om loyalt samarbejde – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«
1. Anmodningen om en præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af princippet om loyalt samarbejde mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne og artikel 34, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Denne anmodning er blevet fremsat i en tvist mellem Aliny Wojciechowski, tidligere EU-tjenestemand, og det belgiske Office national des pensions (ONP) (herefter »ONP«) vedrørende dette organs afslag på at indrømme den pågældende en alderspension.
I – Retsforskrifter
A – EU-retten
2. Artikel 11, stk. 2, i bilag VIII, med overskriften »Pensionsordning«, til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, fastsat i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (2), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1080/2010 af 24. november 2010 (3), (herefter »vedtægten«), bestemmer:
»Tjenestemanden, der indtræder i Unionens tjeneste efter:
[...]
at have udøvet lønnet virksomhed eller selvstændig erhvervsvirksomhed
kan mellem tidspunktet for sin fastansættelse og det tidspunkt, hvor han opnår ret til alderspension som defineret i vedtægtens artikel 77, foranledige, at der til Unionen indbetales en indtil den faktiske overførsel ajourført kapital, der repræsenterer de pensionsrettigheder, som han har erhvervet på grundlag af de ovenfor nævnte aktiviteter.
[...]«
B – Belgisk ret
3. Kongelig anordning nr. 50 af 24. oktober 1967 om alders- og efterladtepension til arbejdstagere (4), i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen (herefter »kongelig anordning nr. 50«), bestemmer i artikel 10a (5), stk. 1 og 4:
»Når en lønmodtager kan gøre krav på en alderspension i henhold til nærværende anordning og på en alderspension eller en tilsvarende ydelse i henhold til en eller flere andre ordninger, og når saldoen af brøker, der for hver af disse pensioner er udtryk for omfanget heraf, overstiger enheden, reduceres beskæftigelsesperioden, der tages i betragtning ved beregningen af alderspensionen, med lige så mange år, det er nødvendigt for at reducere den nævnte saldo til enheden.
[...]
Ved anvendelsen af nærværende artikel forstås ved en »anden ordning« enhver anden belgisk ordning vedrørende alderspension og pension til efterladte, bortset fra ordningen for selvstændige erhvervsdrivende, og enhver sammenlignelig ordning i en anden stat eller en ordning for personalet ved en institution, der henhører under international offentlig ret.«
4. I henhold til artikel 3 i kongelig anordning af 14. oktober 1983 om gennemførelse af artikel 10a i kongelig anordning nr. 50 af 24. oktober 1967 om alders- og efterladtepension til arbejdstagere (6) (herefter »kongelig anordning af 14. oktober 1983«) kan der højst fratrækkes 15 år i henhold til ovennævnte artikel 10a, og antallet af år kan heller ikke overstige det afrundede resultat til en højere enhed, der opnås ved at dividere forskellen mellem det konverterede beløb (7) og det faste beløb (8), med et beløb svarende til 10% af det faste beløb.
5. Nedsættelsen af erhvervskarrieren berører fortrinsvis de år, der giver anledning til den mindst fordelagtige pension (9).
II – De faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
6. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Aliny Wojciechowski, der er belgisk statsborger, arbejdede som lønmodtager i Belgien fra 1965 til 1977 og derefter som tjenestemand ved Europa-Kommissionen i perioden fra den 17. oktober 1977 til den 30. november 2011.
7. I maj 2012 behandlede ONP af egen drift Aliny Wojciechowskis ret til en alderspension som lønmodtager, idet hun nåede den lovbestemte pensionsalder i Belgien på 65 år den 26. april 2013.
8. I det første oplysningsskema udfyldt den 21. maj 2012 oplyste Aliny Wojciechowski om sin erhvervskarriere i Belgien som lønmodtager i perioden 1965 til 1977, og hun oplyste, at hun havde modtaget pension fra Kommissionen siden den 1. december 2011. Hun præciserede ligeledes, at hun var ophørt med at arbejde fra denne dato.
9. Ved skrivelse af 12. juni 2012 spurgte ONP Kommissionen, om Aliny Wojciechowski opfyldte betingelserne for at modtage en alderspension under Den Europæiske Unions ordning. Ved skrivelse af 17. august 2012 oplyste Kommissionen ONP om, at den i overensstemmelse med sin administrative praksis havde sendt sit svar til Aliny Wojciechowski.
10. Ved skrivelse af 24. august sendte Aliny Wojciechowski den dokumentation, hun havde modtaget fra Kommissionen, til ONP, og det fremgår af denne dokumentation, at hun siden den 1. december 2011 har modtaget pension fra Kommissionen beregnet på grundlag af de bidrag, hun har betalt til Unionens pensionsordning i perioden den 17. oktober 1977 til den 30. november 2011. Hun meddelte ikke ONP, hvor stor denne pension var. Ved samme skrivelse bekræftede Aliny Wojciechowski endvidere over for ONP, at hun ikke havde benyttet sig af muligheden i artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten for til Unionen at få overført de pensionsrettigheder, hun havde optjent som lønmodtager.
11. Ved afgørelse af 11. september 2012 meddelte ONP med henvisning til artikel 10a i kongelig anordning nr. 50 Aliny Wojciechowski følgende:
»De har ud over Deres erhvervskarriere haft en karriere under en anden ordning (den offentlige sektor/international organisation). De kan imidlertid ikke ved en sammenlægning af pensionsordningerne overstige varigheden af én erhvervsmæssig karriere, hvilket betyder, at Deres samlede beskæftigelsesperiode ikke kan overstige 45 år. [...] Deres beskæftigelsesperiode nedsættes derfor med 10 år. [...]«
12. Det fremgår af denne afgørelse, at ONP fandt, at Aliny Wojciechowski havde tilbagelagt 13/45 af sin beskæftigelsesperiode som arbejdstager og 45/45 af sin beskæftigelsesperiode under en anden ordning. I henhold til de gældende beregningsregler udledte ONP, at Aliny Wojciechowski på grundlag af sin karriere som arbejdstager i Belgien havde ret til en pension på 83,05 EUR svarende til en beskæftigelsesperiode som arbejdstager på 3/45 (10).
13. I e-mail af 13. november 2012 præciserede ONP over for Aliny Wojciechowski, at ONP, da det ikke var bekendt med størrelsen af den pension, der blev udbetalt af Kommissionen, skønnede, at den brøkdel, der repræsenterede størrelsen af den pension, der skulle tages i betragtning ved anvendelsen af artikel 10a, efter 35 års beskæftigelse i Kommissionen var 70/70 eller 45/45 – da en tjenestemand ved Den Europæiske Union, der blev ansat inden den 1. maj 2004, optjener en pension på 2% om året af den senest udbetalte løn under ansættelsen, og at der højst kan udbetales 70% af den senest udbetalte grundløn – og at den erhvervsmæssige aktivitet således var overskredet med 13 år.
14. Hvad angår den nedsættelse af pensionen, der finder anvendelse som følge af denne overskridelse, oplyste ONP i samme e-mail, at denne beregning, når det pensionsbeløb, der modtages fra den anden ordning er ukendt, foretages på grundlag af det konverterede beløb under den anden ordning, der, indtil der foreligger beviser for noget andet, antages at »svare til 2,5 gange det faste beløb på 6 506,98 EUR ved indeks 138,01« (11). Ifølge ONP følger det heraf, at ingen beskæftigelsesår som lønmodtager kunne medregnes, i modsætning til det, der var anført i afgørelsen af 11. september 2012. ONP meddelte ikke Aliny Wojciechowski nogen ny afgørelse, men ophørte blot med at udbetale pension til hende fra juli 2013.
15. Ved stævning indgivet den 11. december 2012 anlagde Aliny Wojciechowski søgsmål ved Tribunal du travail de Bruxelles (Belgien) med påstand om annullering af afgørelsen af 11. september 2012 og om, at ONP pålægges at betale hende en alderspension på 13/45, svarende til omkring 367,07 EUR om måneden (12). Aliny Wojciechowski har til støtte for sin påstand bl.a. gjort gældende, at det, såfremt Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (13) eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (14) fandt anvendelse på hendes situation, følger af Domstolens retspraksis (15), at ONP ikke ved beregningen af hendes belgiske pension kan gøre nævnte princip om én erhvervsmæssig karriere gældende. Aliny Wojciechowski mener endvidere, at ONP har begået en fejl, da hendes ansættelse ved institutionerne varede 34 år og 11 måneder, dvs. 35 år og ikke 45 år. Hun spørger i denne forbindelse, hvilket retsgrundlag ONP har lagt til grund for den teoretiske fastsættelse af hendes europæiske pension.
16. ONP har gjort gældende, at forordning nr. 1408/71 og forordning nr. 883/2004 ikke finder anvendelse, da pensioner, der udbetales af Unionens institutioner, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for EU-lovgivningen om sammenlægning. Den belgiske Cour de cassation har endvidere fastslået, at princippet om én erhvervsmæssig karriere er i overensstemmelse med forfatningen, og ONP mener at have anvendt et forsigtighedsprincip ved at anvende artikel 10a i kongelig anordning på grundlag af teoretiske oplysninger, da den ikke er i besiddelse af de oplysninger, den havde anmodet om.
17. Den forelæggende ret har præciseret, at princippet om én erhvervsmæssig karriere fastslår, at pensionsordningen for lønmodtagere har en residual karakter i forhold til andre ordninger, og kræver, at alle anerkendte beskæftigelsesperioder med undtagelse af perioder som selvstændig lægges til arbejdstagerens beskæftigelsesperioder, og når saldoen af brøker, der for hver af disse pensioner er udtryk for omfanget heraf, overstiger enheden, reduceres den beskæftigelsesperiode, der tages i betragtning ved beregningen af alderspensionen som lønmodtager, med lige så mange år, det er nødvendigt for at reducere den nævnte saldo til enheden. Som den belgiske forfatningsdomstol fastslog i dom af 20. september 2011, har nævnte artikel 10a til formål at sikre, at alle arbejdstagere med en blandet erhvervskarriere behandles på lige fod, samtidig med at målet om at holde udgifterne til pensioner under kontrol forfølges.
18. Efter at have fastslået, at den ordning, der finder anvendelse på Kommissionens vedtægtsomfattede personale, som en ordning for personalet ved en institution, der henhører under international offentlig ret, er omfattet af artikel 10a i kongelig anordning nr. 50, og at Aliny Wojciechowski ikke i lyset af Domstolens retspraksis ser ud til at kunne påberåbe sig artikel 45 og 48 TEUF og heller ikke forordning nr. 1408/71 eller forordning nr. 883/2004, har Tribunal du travail de Bruxelles citeret store uddrag af forelæggelsesafgørelsen fra cour du travail de Bruxelles i den sag, der gav anledning til dom Melchior (C-647/13, EU:C:2015:54). Selv om Tribunal du travail de Bruxelles ikke mener, at begrundelserne for denne afgørelse kan overføres direkte på den foreliggende tvist, da de pågældende belgiske bestemmelser er anderledes, og da løsningen i dom My (C-293/03, EU:C:2004:821) heller ikke finder direkte anvendelse på den tvist, den skal afgøre, mener den dog, at artikel 10a i kongelig anordning nr. 50 vil kunne vanskeliggøre ansættelse af belgiske tjenestemænd med en vis anciennitet ved Unionen.
19. På denne baggrund har Tribunal du travail de Bruxelles besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er princippet om loyalt samarbejde og artikel 4, stk. 3, TEU, på den ene side, og artikel 34, stk. 1, i [chartret], på den anden side, til hinder for, at en medlemsstat kan nedsætte eller afslå at tilkende alderspension til en arbejdstager som følge af ydelser, der er erlagt i henhold til denne medlemsstats lovgivning, når det samlede antal beskæftigelsesår i denne medlemsstat og ved Unionens institutioner overstiger den beskæftigelsesperiode på 45 år, der er nævnt i artikel 10a i [kongelig anordning nr. 50]?«
III – Retsforhandlinger ved Domstolen
20. Den belgiske regering og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg i den foreliggende sag i henhold til artikel 23, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Aliny Wojciechowski gav afkald på at indgive skriftlige indlæg, hvorefter hun anmodede om, at der blev afholdt et retsmøde. Denne anmodning blev taget til følge i henhold til artikel 76, stk. 3, i Domstolens procesreglement.
21. Ved kendelse af 13. marts 2015 tog Domstolen Aliny Wojciechowskis anmodning om retshjælp til følge.
22. Aliny Wojciechowski, den belgiske regering og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg under retsmødet den 7. maj 2015.
IV – Det præjudicielle spørgsmål
A – Om Domstolens kompetence og det præjudicielle spørgsmåls formalitet
1. Om Domstolens kompetence
a) Den belgiske regerings argumenter
23. Den belgiske regering har principalt anfægtet Domstolens kompetence til at påkende det præjudicielle spørgsmål, da hovedsagen ikke har nogen tilknytning til EU-retten. Dels er Aliny Wojciechowskis situation et rent internt anliggende, som ikke er omfattet af hverken bestemmelserne i den primære ret om arbejdskraftens frie bevægelighed, eller forordning 1408/71 eller forordning nr. 883/2004. Dels vedrører tvisten i hovedsagen ikke en nedsættelse af eller et afslag på at tilkende den alderspension, som Aliny Wojciechowski kan gøre krav på som følge af det beskæftigelsesforløb, hun har tilbagelagt i Unionen, og heller ikke ONP’s afvisning af at tage de år, der er tilbagelagt ved en institution, i betragtning ved fastlæggelsen af alderspensionen i henhold til den belgiske ordning, idet denne beskæftigelsesperiode helt klart er blevet taget i betragtning. Princippet om loyalt samarbejde, der er knæsat i artikel 4, stk. 3, TEU, hvormed der indføres en gensidig forpligtelse mellem Unionen og dens medlemsstater, finder ikke anvendelse i den foreliggende sag, som hverken kan sammenlignes med den sag, der gav anledning til dom Kommissionen mod Belgien (137/80, EU:C:1981:237), eller med den sag, der gav anledning til dom My (C-293/03, EU:C:2004:821).
24. Endelig finder chartrets artikel 34 ifølge den belgiske regering heller ikke anvendelse i den foreliggende sag, dels fordi denne bestemmelse er udtryk for et enkelt princip og ikke en ret i henhold til chartrets artikel 51, stk. 1, dels fordi artikel 10a i kongelig anordning nr. 50 ikke kan betragtes som en bestemmelse til gennemførelse af EU-retten.
b) Analyse
25. Ifølge fast retspraksis er en tjenestemand ved Den Europæiske Union arbejdstager i henhold til artikel 45, stk. 1, TEUF, hvis denne har benyttet sig af sin ret til fri bevægelighed (16). Domstolen har i denne forbindelse præciseret, at en beskæftigelsesperiode i en international offentlig tjeneste, såsom Den Europæiske Union, ikke kan ligestilles med en periode, der er tilbagelagt i en offentlig tjeneste i en anden medlemsstat, og således ikke alene kan godtgøre, at der består en tilknytning til en af de i denne bestemmelse i traktaten omhandlede situationer (17).
26. I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen og af sagens akter, at Aliny Wojciechowski, som er belgisk statsborger, altid har boet og arbejdet i Belgien (18), først som lønmodtager i den private sektor og derefter i Kommissionen. Hun har aldrig i løbet af sit arbejdsliv været vandrende arbejdstager. Hendes situation er således et rent internt forhold, som ikke er omfattet af artikel 45, stk. 1, TEUF (19).
27. Som den forelæggende ret og den belgiske regering med rette har bemærket, er Aliny Wojciechowskis situation i den periode, hvor hun var ansat i Kommissionen, heller ikke omfattet af forordning nr. 1408/71 eller forordning nr. 883/2004. Domstolen har i denne forbindelse præciseret, at »tjenestemænd ved [EU] ikke [kan] anses for arbejdstagere i forordning nr. 1408/71’s forstand. De er nemlig ikke omfattet af nogen national lovgivning vedrørende social sikring, således som det kræves efter artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/7, hvori defineres den personkreds, som denne forordning finder anvendelse på (20)«.
28. Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at en tjenestemands situation ikke er omfattet af anvendelsesområdet for EU-retten, udelukkende fordi der består eller har bestået et ansættelsesforhold med Unionen (21).
29. Den omstændighed alene, at Aliny Wojciechowski er pensioneret tjenestemand, gør det således ikke muligt automatisk at konkludere, at der findes et tilknytningsforhold til EU-retten. Det er i denne forbindelse vigtigt at understrege, at det, selv om hun i denne egenskab er omfattet af vedtægtens anvendelsesområde, dvs. af en retsakt, »der er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat« (22), som er bindende for medlemsstaterne »i det omfang disses medvirken er nødvendig for at gennemføre dem (23)«, er ubestridt, at ingen bestemmelse i vedtægten direkte vedrører de faktiske omstændigheder, der er tale om i hovedsagen.
30. Det kan navnlig ikke udledes af nogen af vedtægtens bestemmelser, at medlemsstaterne forbydes at tage hensyn til den pension, som en tidligere EU-tjenestemand modtager fra EU, ved anvendelsen af en regel i national ret, der resulterer i et loft over de pensionsrettigheder, som den pågældende tjenestemand vil kunne gøre krav på i henhold til nævnte medlemsstats lovgivning. Det fremgår tværtimod af fast retspraksis, at EU-retten ikke griber ind i medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, og at det, selv om medlemsstaterne ved udøvelsen af denne kompetence skal overholde EU-retten (24), står fast, at det i mangel af en harmonisering på EU-plan tilkommer hver medlemsstat i lovgivningen at fastsætte dels vilkårene for retten eller forpligtelsen til at blive tilsluttet en social sikringsordning, dels de betingelser, som en person skal opfylde for at være berettiget til ydelser (25).
31. Det kan ganske vist hævdes, at den belgiske lovgivning berører muligheden for at overføre pensionsrettigheder omhandlet i artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, for så vidt som de pensionsrettigheder, der er opnået i henhold til den belgiske ordning forud for en persons indtræden i Unionens tjeneste, kan fortabes, hvis denne mulighed ikke udnyttes, således at denne mulighed reelt bliver en forpligtelse, i strid med denne bestemmelses klare ordlyd. I hovedsagen har Aliny Wojciechowski imidlertid klaget over, at hun ikke har fået tilkendt nogen belgisk alderspension for de perioder, for hvilke hun har bidraget til denne ordning, og ikke over en hindring for funktionen af den overførselsmekanisme, der findes i ovennævnte bestemmelse i vedtægten, som kun tillader en konvertering af den kapital, der repræsenterer pensionsrettigheder erhvervet inden for den nationale ordning til pensionsgivende tjenesteår i henhold til EU-ordningen, som Aliny Wojciechowski i øvrigt udtrykkeligt har givet afkald på.
32. Når det er sagt, skal det understreges, at den forelæggende ret med den første del af spørgsmålet har stillet et spørgsmål om anvendelsen af Domstolens retspraksis på den situation, der gør sig gældende for sagsøgeren i hovedsagen, en retspraksis, der blev indledt med domme Kommissionen mod Belgien (137/80, EU:C:1981:237) og My (C-293/03, EU:C:2004:821), og som for nylig blev stadfæstet med dom Melchior (C-647/13, EU:C:2015:54), hvorefter den pligt til loyalt samarbejde og loyal bistand, der påhviler medlemsstaterne over for Unionen, og som kommer til udtryk i den pligt til at lette Unionen gennemførelsen af dens opgaver, der er knæsat i artikel 10 EF (nu artikel 4, stk. 3, TEU), er til hinder for en national lovgivning, der kan afholde personer fra at udøve en erhvervsaktivitet ved en EU-institution, hvilket vanskeliggør institutionens ansættelse af nationale tjenestemænd (26).
33. Ifølge den forelæggende ret vil den lovgivning, der er tale om i hovedsagen, og ONP’s anvendelse heraf på Aliny Wojciechowskis sag kunne tilsidesætte pligten til loyalt samarbejde og loyal bistand, sådan som den fortolkes og anvendes af Domstolen i denne retspraksis.
34. Under disse omstændigheder kan Domstolens kompetence til at besvare denne del af det præjudicielle spørgsmål efter min opfattelse ikke bestrides. En sådan kompetence tillades endvidere implicit i dom Melchior (C-647/13, EU:C:2015:54), i hvilken Domstolen besvarede et tilsvarende spørgsmål fra cour du travail de Bruxelles om anvendelsen af belgisk lovgivning om arbejdsløshedsunderstøttelse i en tvist mellem ONP og en tidligere kontraktansat ved Unionen, hvis situation ligesom Aliny Wojciechowskis ikke havde anden tilknytning til EU-retten (27).
35. Den belgiske regerings argument om, at tvisten i hovedsagen adskiller sig fra de tvister, der har givet anledning til domme Kommissionen mod Belgien (137/80, EU:C:1981:237) og My (C-293/03, EU:C:2004:821), således at de principper, som Domstolen har udledt i disse domme, ikke kan overføres på Aliny Wojciechowskis situation, vedrører realiteten i det spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, og berører således ikke Domstolens kompetence til at besvare det.
36. Med hensyn til anden del af det præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af chartrets artikel 34, er jeg af den opfattelse, at anvendelsen af chartret, når der ikke findes nogen anden tilknytning til EU-retten, og dermed Domstolens kompetence til at besvare denne del af spørgsmålet, kun kan godtgøres, hvis Domstolens retspraksis, nævnt i punkt 32 ovenfor, fandt anvendelse på Aliny Wojciechowskis situation (28).
2. Om det præjudicielle spørgsmåls formalitet
37. Såfremt Domstolen mener, at den er kompetent, bestrider den belgiske regering det forelagte spørgsmåls formalitet, da det ifølge den er rent hypotetisk, idet den forelæggende ret har baseret indbringelsen af sagen for Domstolen på den hypotese, der ikke tager udgangspunkt i de faktiske omstændigheder, og som ikke har noget med tvisten i hovedsagen at gøre, hvorefter artikel 10a i kongelig anordning »vil kunne vanskeliggøre Den Europæiske Unions ansættelse af tjenestemænd med belgisk nationalitet, som har en vis anciennitet«.
38. Jeg skal i denne forbindelse blot bemærke, at den i punkt 32 ovenfor nævnte retspraksis i det væsentlige er baseret på konstateringen af, at der er risiko for, at EU’s gennemførelse af dets opgaver hindres som følge af anvendelsen af nationale lovgivninger, der kan afholde nogle kategorier af arbejdstagere fra at få adgang til ansættelse ved EU’s institutioner. Med den af den belgiske regering anfægtede hypotese har den forelæggende ret på ingen måde indført et element, der ikke har noget at gøre med tvisten i hovedsagen, den har blot stillet sig selv og Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt der under de omstændigheder, der gør sig gældende i hovedsagen, findes en sådan risiko, og om betingelserne for anvendelsen af ovennævnte retspraksis er til stede.
B – Realiteten
1. Om den første del af det præjudicielle spørgsmål: princippet om loyalt samarbejde
39. Med den første del af sit præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om princippet om loyalt samarbejde er til hinder for, at en medlemsstat nedsætter eller afslår at tilkende alderspension til en arbejdstager som følge af ydelser, der er erlagt i henhold til denne medlemsstats lovgivning, når det samlede antal beskæftigelsesår i denne medlemsstat og ved Unionens institutioner overstiger én erhvervsmæssig karriere som omhandlet i den nationale lovgivning.
a) De for Domstolen afgivne indlæg
40. Den belgiske regering har gjort gældende, at den del af den forelæggende rets spørgsmål, der vedrører fortolkningen af artikel 4, stk. 3, TEU, bør besvares benægtende. Ifølge den belgiske regering finder princippet om loyalt samarbejde, sådan som det fortolkes af Domstolen i de i punkt 32 ovenfor nævnte domme, ikke anvendelse på tvisten i hovedsagen, som ikke vedrører de nationale myndigheders afslag på at tage hensyn til de beskæftigelsesår, som en arbejdstager har tilbagelagt ved EU, ved fastsættelsen af dennes alderspension i henhold til den belgiske ordning. Der er blevet taget hensyn til disse beskæftigelsesår i Aliny Wojciechowskis tilfælde. Med artikel 4, stk. 3, TEU indføres der dog en gensidig forpligtelse til loyalt samarbejde mellem Unionen og medlemsstaterne.
41. Den belgiske regering har endvidere gjort gældende, at, selv hvis det antages, at princippet om loyalt samarbejde finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, kan reglen om én erhvervsmæssig karriere omhandlet i den belgiske lovgivning ikke tilsidesætte dette princip. Den belgiske regering har i denne forbindelse bemærket, at dette princip ikke kan bevirke, at personer, der har været lønmodtagere, inden de tilbagelagde en hel erhvervsmæssig karriere som tjenestemænd ved EU, stilles gunstigere end andre arbejdstagere, særlig dem, der har haft en blandet erhvervsmæssig karriere. Reglen om én erhvervsmæssig karriere er baseret på en legitim begrundelse, nemlig begrænsning af udgifterne til pensioner, og på et princip om ligebehandling af arbejdstagere, der har tilbagelagt en blandet beskæftigelsesperiode. Ifølge Domstolens faste retspraksis berører EU-retten ikke medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, og da der ikke findes nogen harmonisering på EU-plan, tilkommer det dem at fastsætte betingelserne for retten eller forpligtelsen til at være tilknyttet en social sikringsordning og de betingelser, der giver ret til ydelser.
42. Kommissionen har bemærket, at de belgiske myndigheder ikke, såfremt forordning nr. 883/2004 havde fundet anvendelse på tvisten i hovedsagen, ville kunne have gjort reglen om én erhvervsmæssig karriere gældende over for Aliny Wojciechowski, for det ville have medført en overtrædelse af princippet om sammenlægning af forskellige forsikringsperioder og ville have været i strid med ånden i antikumulationsreglerne i denne forordning (29). Ifølge Kommissionen gør denne løsning sig imidlertid gældende som følge af den forpligtelse til loyalt samarbejde, der påhviler Kongeriget Belgien i medfør af artikel 4, stk. 3, TEU. Kommissionen har i denne forbindelse dels anført, at reglen om én erhvervsmæssig karriere kan udgøre en hindring og dermed afholde en arbejdstager fra at tilbagelægge en erhvervsmæssig karriere ved en EU-institution, fordi denne ved at acceptere en stilling ved en EU-institution fratages en beskyttelse mod antikumulationsreglen i den belgiske lovgivning, en regel, som ikke ville kunne gøres gældende over for arbejdstageren, hvis denne havde benyttet sig af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Kommissionen har endvidere understreget, at det følger af retspraksis, at målet med ansættelse af et kvalificeret personale ved EU-institutionerne, som medlemsstaterne i henhold til princippet om loyalt samarbejde støtter Unionen i, giver anledning til et grundlæggende princip i Domstolens retspraksis, nemlig princippet om, at retten til social sikring for en arbejdstager, som har besat en stilling i en medlemsstat, ikke kan påvirkes af, at vedkommende har arbejdet ved EU-institutionerne. Ifølge Kommissionen gør forskellene mellem hovedsagen og den sag, der gav anledning til dom My (C-293/03, EU:C:2004:821), det ikke muligt at nå frem til en anden konklusion end den, Domstolen nåede frem til i denne dom. Anvendelsen af artikel 10a i kongelig anordning nr. 50 på den foreliggende sag ville endvidere resultere i, at Aliny Wojciechowski har betalt bidrag til sociale sikringsordninger, der ikke kommer hende til gode, inden for den belgiske pensionsordning.
43. Kommissionen præciserede senere under retsmødet sin holdning og anførte, at en EU-tjenestemands situation skal sidestilles med en vandrende arbejdstagers situation, selv når denne ikke har benyttet sig af sin ret til fri bevægelighed. Domstolen nåede således frem til den i punkt 32 ovenfor nævnte retspraksis for at omgå de eventuelle hindringer for anvendelsen af de principper, der kan udledes af traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed, på EU-tjenestemænd.
44. Aliny Wojciechowski har bl.a. baseret sig på dom Melchior (C-647/13, EU:C:2015:54) og på forslag til afgørelse fra generaladvokat Cruz Villalón i sag Časta (C-166/12, EU:C:2013:443) og har under retsmødet bemærket, at artikel 4, stk. 3, TEU, sammenholdt med vedtægten, knæsætter et princip, hvorefter kontinuiteten i de sociale ydelser, som en tjenestemand har optjent under en national social sikringsordning, skal garanteres.
b) Analyse
45. Indledningsvis må den belgiske regerings argument om den gensidige karakter af princippet om loyalt samarbejde forkastes. Hvis jeg har forstået dette argument korrekt, mener den belgiske regering, at en medlemsstat ikke i lyset af en sådan gensidighed kan kritiseres både for ikke at have taget hensyn til en arbejdstagers beskæftigelsesperiode ved en EU-institution ved fastlæggelsen af dennes sociale rettigheder i henhold til den nationale ordning som i de sager, der gav anledning til domme My (C-293/03, EU:C:2004:821) og Melchior (C-647/13, EU:C:2015:54), og for at have taget hensyn hertil som i hovedsagen.
46. Det er ganske vist ubestridt, at princippet om loyalt samarbejde i artikel 4, stk. 3, TEU, som det endvidere udtrykkeligt fremgår af første afsnit i denne bestemmelse (30), indebærer en forpligtelse til gensidig bistand mellem Unionen og dens medlemsstater. Det følger heraf, at en tilsidesættelse af dette princip kan ske, når en sådan gensidighed ikke er sikret, navnlig når der påhviler medlemsstaterne en ensidig samarbejdsforpligtelse, eller når indholdet af denne forpligtelse er defineret således, at den gør indgreb i de kompetencer, der er forbeholdt medlemsstaterne.
47. Dette er imidlertid ikke tilfældet i hovedsagen.
48. Jeg skal i denne forbindelse bemærke, dels at den i punkt 32 ovenfor nævnte retspraksis i princippet vedrører enhver national lovgivning eller praksis, som, idet den ikke sikrer kontinuiteten i de sociale rettigheder for arbejdstagere, der har tilbagelagt en del af deres karriere ved en EU-institution, afholder disse fra at søge ansættelse ved en EU-institution og dermed vanskeliggør EU’s ansættelse af personale. Da en sådan national lovgivning eller praksis udelukkende vurderes på grundlag af dens virkninger, følger det heraf, at denne retspraksis omfatter såvel en medlemsstats myndigheders afslag på at tage hensyn til de perioder, som en arbejdstager har tilbagelagt som tjenestemand ved en EU-institution med henblik på erhvervelse af en ret i henhold til denne medlemsstats sociale sikringsordning, og, som i Aliny Wojciechowskis tilfælde, hensyntagen til de samme perioder med henblik på at nedsætte eller endog ophæve de rettigheder, som arbejdstageren har optjent inden for denne ordning (31). Denne konklusion følger af det forhold, der ligger til grund for den i punkt 32 ovenfor nævnte retspraksis og kan ikke anses for at tilsidesætte det loyale samarbejdes gensidige karakter.
49. Selv om det, som den belgiske regering har bemærket, er korrekt, at EU-retten ikke begrænser medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, og at det i mangel af en harmonisering på EU-plan tilkommer hver medlemsstat i lovgivningen at fastsætte de betingelser, som en person skal opfylde for at være berettiget til ydelser, står det imidlertid fast, at medlemsstaterne ved udøvelsen af denne kompetence skal overholde EU-retten (32), herunder de principper, som Domstolen i den i punkt 32 ovenfor nævnte retspraksis har udledt vedrørende princippet om loyalt samarbejde sammenholdt med vedtægten.
50. Jeg er heller ikke overbevist af Kommissionens påstand om, at der skal sikres parallelitet mellem de løsninger, der kan udledes dels af anvendelsen af traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed og bestemmelserne i forordning nr. 883/2004 dels af Domstolens retspraksis om anvendelsen af princippet om loyalt samarbejde nævnt i punkt 32 ovenfor (33).
51. For det første udelukkede Domstolen i dom My (C-293/03, EU:C:2004:821, præmis 42), som den belgiske regering med rette understregede under retsmødet, udtrykkeligt, at en beskæftigelsesperiode i en international offentlig tjeneste, såsom Den Europæiske Union, kunne sidestilles med en periode, der er tilbagelagt i en offentlig tjeneste i en anden medlemsstat med henblik på anvendelsen af artikel 45 TEUF, og den sondrede dermed klart mellem en vandrende arbejdstagers situation og situationen for en tjenestemand, der ikke har benyttet sig af sin ret til fri bevægelighed.
52. For det andet fremgår det som anført i punkt 27 ovenfor af fast retspraksis, at EU-tjenestemænds situation ikke er omfattet af de forordninger, der er vedtaget på grundlag af artikel 48 TEUF, og som har til formål at harmonisere medlemsstaternes lovgivninger inden for social sikring, selv når nævnte tjenestemænd har benyttet sig af deres ret til fri bevægelighed.
53. For det tredje vedrører bestemmelserne i artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, som Domstolen præciserede i domme Kommissionen mod Luxembourg (315/85, EU:C:1987:569, præmis 21) og Časta (C-166/12, EU:C:2013:792, præmis 30), hverken en harmonisering eller en koordinering af de forskellige nationale politikker på pensionsområdet.
54. For det fjerde har den i punkt 32 ovenfor nævnte retspraksis, hvormed indføres princippet om, at en medlemsstat, der vedtager en lovgivning, som kan afholde arbejdstagere fra at udøve erhvervsaktivitet ved en EU-institution, tilsidesætter sin forpligtelse til loyalt samarbejde, sammenholdt med bestemmelserne i tjenestemandsvedtægten, til formål at fjerne de hindringer, som sådanne nationale lovgivninger kan medføre for Unionens ansættelse af personale i henhold til det i vedtægtens artikel 27, første afsnit, opstillede mål (34). Henset til dens procentsats kan der ved anvendelsen af denne retspraksis ikke ses bort fra en bedømmelse med henblik på at fastslå, om den lovgivning, der er tale om, rent konkret kan »vanskeliggøre« en sådan ansættelse (35).
55. Da dette nu er slået fast, skal det kontrolleres, om den lovgivning, der er tale om i hovedsagen, vil kunne afholde en arbejdstager fra at udøve en erhvervsmæssig aktivitet ved en EU-institution som omhandlet i den i punkt 32 ovenfor anførte retspraksis.
56. Jeg skal i denne forbindelse understrege, at Domstolen allerede har fundet en national lovgivning, der kunne vanskeliggøre en EU-institutions ansættelse af arbejdstagere med en vis anciennitet, i strid med princippet om loyalt samarbejde, sammenholdt med til vedtægtens bestemmelser (36), og det samme gælder en national lovgivning, der vil kunne gøre det vanskeligere for en af disse institutioner at ansætte midlertidigt personale (37).
57. I de hovedsager, der gav anledning til disse afgørelser, blev beskæftigelsesperioder i EU-institutionernes tjeneste ikke taget i betragtning ved erhvervelsen af ret til ydelser omfattet af den berørte medlemsstats sociale sikringsordning, som den pågældende ville have haft ret til, hvis denne i disse perioder havde været tilknyttet nævnte ordning. I den præjudicielle procedure, der er tale om her, er der til gengæld blevet taget hensyn til sagsøgeren i hovedsagens beskæftigelsesperiode ved EU ved beregningen af dennes belgiske alderspension. Denne omstændighed alene kan dog ikke berettige en anden løsning, da en sådan hensyntagen medfører det samme resultat, idet de pensionsrettigheder, som Aliny Wojciechowski kunne have påberåbt sig i henhold til den belgiske ordning, hvis hun ikke havde arbejdet for en EU-institution, nedsættes eller endog bortfalder.
58. Udsigten til fortabelse af sådanne rettigheder kan dog i princippet afholde en arbejdstager, der har opnået en vis anciennitet i henhold til den belgiske pensionsordning, fra at acceptere en stilling ved en EU-institution, eller tilskynde denne til at forlade sin stilling ved en EU-institution, inden denne har fuldført et helt karriereforløb ved denne institution. Den lovgivning, der er tale om i hovedsagen, tilsidesætter således princippet om loyalt samarbejde, sammenholdt med tjenestemandsvedtægten, ligesom de bestemmelser, der er tale om i de sager, der gav anledning til dom My (C-293/03, EU:C:2004:821) og kendelse Ricci og Pisaneschi (C-286/09 og C-287/09, EU:C:2010:420).
59. Det skal imidlertid bemærkes, at det ikke er selve anvendelsen af reglen om én erhvervsmæssig karriere, der er fastsat i artikel 10a i kongelig anordning nr. 50, som har medført fortabelse af alle de pensionsrettigheder, som Aliny Wojciechowski kunne have gjort krav på, hvis hun var forblevet tilknyttet den belgiske ordning for arbejdstagere i hele sin karriere, men snarere den måde, hvorpå ONP har beregnet den brøkdel, der er udtryk for størrelsen af hendes pension fra EU, idet 35 år ved en EU-institution sidestilles med en hel karriere (45/45) under den belgiske ordning. Sagsøgeren i hovedsagens pensionsrettigheder i henhold til den belgiske ordning, ville således slet ikke være blevet berørt, hvis ONP havde anset de 35 år, hun havde tilbagelagt i Kommissionens tjeneste, for at svare til 35/45, og hvis ONP således havde konkluderet, at hendes samlede karriere bestod af 48/45, således at den erhvervsmæssige karriere kun var overskredet med tre år. Det følger heraf, at det ikke er reglen om én erhvervsmæssig karriere, der tilsidesætter princippet om loyalt samarbejde, sammenholdt med tjenestemandsvedtægten, men den metode, som de belgiske myndigheder har anvendt til beregning af forholdet mellem den belgiske pension og EU-pensionen.
60. Under retsmødet lagde den belgiske regering særlig vægt på den mulighed, som en tjenestemand, der indtræder i EU’s tjeneste, har i henhold til artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten for, mellem tidspunktet for sin fastansættelse og det tidspunkt, hvor denne opnår ret til alderspension som defineret i vedtægtens artikel 77, at foranledige, at der til Unionen indbetales en indtil den faktiske overførsel ajourført kapital, der repræsenterer de pensionsrettigheder, som han har optjent på grundlag af sin tidligere erhvervsmæssige aktivitet. Ifølge den belgiske regering er det den omstændighed, at Aliny Wojciechowski ikke har benyttet sig af denne mulighed, der har medført, at hun mistede sine pensionsrettigheder i henhold til den belgiske ordning.
61. Det er i denne forbindelse, som den belgiske regering ligeledes har understreget, korrekt, at Domstolen i dom Kommissionen mod Belgien (137/80, EU:C:1981:237) præciserede, at ovennævnte bestemmelse i bilag VIII til vedtægten ved til fordel for tjenestemændene at indføre en ordning for overførsel af pensionsrettigheder »har til formål at lette nationalt, offentligt eller privat ansattes overgang til fællesskabsadministrationen og således sikre Fællesskaberne de bedste muligheder for at ansætte kvalificeret personale, der allerede har en passende faglig erfaring« (38). Denne mulighed gør det dog kun muligt at konvertere bidragsperioder til en national ordning til pensionsgivende tjenesteår under Unionens pensionsordning. Det følger heraf, at en sådan overførsel, når der er tale om en tjenestemand, der som sagsøgeren i hovedsagen har bidraget i en årrække til den nationale pensionsordning, inden hun tilbagelagde en hel erhvervsmæssig karriere ved en EU-institution, ganske vist indebærer den fordel, at tjenestemanden hurtigere kan nå sin maksimale alderspension fra Unionen, men fratager denne muligheden for ud over denne pension at opnå en pension fra den nationale ordning på grundlag af de bidrag, denne har betalt til nævnte ordning. Mens muligheden for en sådan overførsel gør det muligt at lette overgangen fra en national beskæftigelse til ansættelse ved Unionen, fjerner den dog ikke de ulemper, der for en sådan tjenestemand følger af anvendelsen af den lovgivning, der er tale om i hovedsagen. Som Kommissionen med rette bemærkede under retsmødet indeholder artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten i øvrigt blot en mulighed for tjenestemanden, og en manglende udnyttelse af denne mulighed kan ikke medføre fortabelse af de rettigheder, som tjenestemanden har optjent via bidragene til den nationale sociale sikringsordning.
62. Henset til alle ovenstående betragtninger mener jeg, at det af Tribunal du travail de Bruxelles stillede præjudicielle spørgsmål, for så vidt som det vedrører artikel 4, stk. 3, TEU, bør besvares således, at denne bestemmelse, sammenholdt med vedtægten, er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, som den, der er tale om i hovedsagen, og som bestemmer, at en alderspension, som en arbejdstager har ret til på grundlag af bidrag betalt i henhold til lovgivningen i denne medlemsstat, nedsættes, eller endog bortfalder, når det samlede antal erhvervsaktive år, som arbejdstageren har tilbagelagt i nævnte medlemsstat og som EU-tjenestemand ansat i samme medlemsstat, overstiger én erhvervsmæssig karriere, for så vidt som en sådan nedsættelse på grund af metoden til beregning af den brøkdel, der angiver størrelsen af den pension, der udbetales af Unionen, er større end den nedsættelse, der ville være blevet anvendt, hvis den pågældende arbejdstager havde tilbagelagt hele sin karriere som lønmodtager i nævnte medlemsstat.
63. Med hensyn til Kommissionens indsigelse vedrørende sagsøgeren i hovedsagens mulighed for over for de belgiske myndigheder at påberåbe sig den forpligtelse for medlemsstaterne, som følger af princippet om loyalt samarbejde, sammenholdt med vedtægten, til at lette EU gennemførelsen af dets opgaver ved ikke via anvendelsen af deres lovgivninger om social sikring at hæmme udøvelsen af en erhvervsmæssig aktivitet ved en af dets institutioner, skal det bemærkes, at Domstolen i domme My (C-293/03, EU:C:2004:821) og Melchior (C-647/13, EU:C:2015:54) indirekte anerkendte, at en sådan forpligtelse vil kunne skabe direkte retsvirkninger i forholdet mellem medlemsstaterne og deres retsundergivne. Jeg henviser i øvrigt til fodnoten på s. 26 i mit forslag til afgørelse Melchior (C-647/13, EU:C:2014:2301).
2. Om den anden del af det præjudicielle spørgsmål: chartrets artikel 34
64. Henset til den besvarelse af det præjudicielle spørgsmål, som jeg foreslår for så vidt angår princippet om loyalt samarbejde, er en bedømmelse af dette spørgsmål ligeledes i lyset af chartrets artikel 34, stk. 1, unødvendig.
65. Hvis Domstolen endvidere i modsætning til det, jeg har foreslået i dette forslag til afgørelse, skulle mene, at dette princip ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, vil chartret heller ikke finde anvendelse. Det følger nemlig af fast retspraksis, at de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Unionens retsorden, kan anvendes i alle situationer, der reguleres af EU-retten, men ikke uden for sådanne situationer (39). Som Domstolen præciserede i dom Åkerberg Fransson (C-617/10, EU:C:2013:105), findes der ikke situationer, som henhører under EU-retten, uden at de grundlæggende rettigheder finder anvendelse. Den omstændighed, at EU-retten finder anvendelse, indebærer, at de grundlæggende rettigheder, som er sikret ved chartret, finder anvendelse (40). Når en retlig situation derimod ikke henhører under EU-rettens anvendelsesområde, har Domstolen ikke kompetence til at træffe afgørelse herom, og de af chartrets bestemmelser, der eventuelt er blevet påberåbt, kan ikke i sig selv danne grundlag for denne kompetence (41). I den foreliggende sag er det ubestridt, at den nationale lovgivning, der er tale om i hovedsagen, ved fastsættelsen af reglerne for beregning af alderspensionsydelser for arbejdstagere, ikke gennemfører en afledt EU-retsakt. Det følger endvidere af ovenstående, at Aliny Wojciechowskis retsstilling er et rent internt spørgsmål, som ikke er direkte omfattet af en bestemmelse i tjenestemandsvedtægten (42). Det følger heraf, at det kun i det tilfælde, at Domstolen, som jeg foreslår, skulle fastslå, at artikel 4, stk. 3, TEU, sammenholdt med vedtægten, finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, at Aliny Wojciechowskis situation er omfattet af EU-retten, og at chartret således finder anvendelse.
66. Såfremt Domstolen, som Kommissionen har gjort gældende, skulle mene, at denne artikel, selv om den finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, ikke kan påberåbes af Aliny Wojciechowski, fremgår det endelig af dom Association de médiation sociale (C-176/12, EU:C:2014:2), at chartret finder anvendelse under alle omstændigheder (43). Det skal dog bemærkes, at Domstolen i denne dom i modsætning til, hvad den fastslog i dom Kücükdeveci (C-555/07, EU:C:2010:21), henset til princippet om ikke-diskriminering på grund af alder knæsat i chartrets artikel 21, stk. 1, fastslog, at chartrets artikel 27 ikke selvstændigt kunne påberåbes ved domstolene, da den først kunne få fuld virkning, når den var blevet præciseret i EU-retlige bestemmelser eller bestemmelser i national ret.
67. Hvad angår realiteten henviser jeg mutatis mutandis til betragtningerne i punkt 60-62 i mit forslag til afgørelse Melchior (C-647/13, EU:C:2014:2301). Uden at sætte spørgsmålstegn ved medlemsstaternes mulighed for, under udøvelsen af deres kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, at fastsætte lofter over ydelserne eller antikumulationsregler, mener jeg ikke, at en national lovgivning, som i situationer som den, der gør sig gældende i hovedsagen, resulterer i, at de pensionsrettigheder, som en arbejdstager har optjent på grundlag af bidrag, som denne har betalt til den nationale ordning, bortfalder alene med den begrundelse, at arbejdstageren har tilbagelagt et fuldt karriereforløb ved en EU-institution, som giver ret til en pension fra EU i en periode, som er forskellig fra den periode, i hvilken arbejdstageren har bidraget til den nationale ordning, er forenelig med principperne i chartrets artikel 34.
V – Forslag til afgørelse
68. Henset til alle ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer det af Tribunal du travail de Bruxelles stillede præjudicielle spørgsmål således:
»Artikel 4, stk. 3, TEU, sammenholdt med vedtægten for tjenestemænd, fastsat i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1080/2010 af 24. november 2010, er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, som den, der er tale om i hovedsagen, og som bestemmer, at en alderspension, som en arbejdstager har ret til på grundlag af bidrag betalt i henhold til lovgivningen i denne medlemsstat, nedsættes eller endog bortfalder, når det samlede antal erhvervsaktive år, som arbejdstageren har tilbagelagt i nævnte medlemsstat og som EU-tjenestemand ansat i samme medlemsstat, overstiger én erhvervsmæssig karriere, for så vidt som en sådan nedsættelse på grund af metoden til beregning af den brøkdel, der angiver størrelsen af den pension, der udbetales af Den Europæiske Union, er større end den nedsættelse, der ville være blevet anvendt, hvis den pågældende arbejdstager havde tilbagelagt hele sin karriere som lønmodtager i nævnte medlemsstat.«