DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
10. september 2015 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – pensioneret EU-tjenestemand, der inden sin tiltrædelse af stillingen har haft lønnet beskæftigelse i den medlemsstat, i hvilken denne gør tjeneste – pensionsrettigheder i henhold til den nationale pensionsordning for arbejdstagere – én erhvervsmæssig karriere – afslag på udbetaling af alderspension som arbejdstager – princippet om loyalt samarbejde«
I sag C-408/14,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Tribunal du travail de Bruxelles (Belgien) ved afgørelse af 19. august 2014, indgået til Domstolen den 28. august 2014, i sagen:
Aliny Wojciechowski
mod
Office national des pensions (ONP),
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Ilešič, og dommerne A. Ó Caoimh, C. Toader, E. Jarašiūnas (refererende dommer) og C.G. Fernlund,
generaladvokat: P. Mengozzi
justitssekretær: fuldmægtig V. Tourrès,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. maj 2015,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Aliny Wojciechowski ved avocats V. Vannes og S. Rodrigues
– den belgiske regering ved J.-C. Halleux og C. Pochet, som befuldmægtigede, bistået af avocat M. Leclercq
– Europa-Kommissionen ved D. Martin, som befuldmægtiget,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. juni 2015,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af princippet om loyalt samarbejde og artikel 34, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
2 Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Aliny Wojciechowski og Office national des pensions (herefter »ONP«) vedrørende denne myndigheds afslag på at tildele hende alderspension som arbejdstager.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Under overskriften »Pensionsordning« i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, indført ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (EFT L 56, s. 1), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1080/2010 af 24. november 2010 (EUT L 311, s. 1, herefter »vedtægten«), bestemmes det i artikel 11, stk. 2:
»Tjenestemanden, der indtræder i Unionens tjeneste efter
[...]
– at have udøvet lønnet virksomhed eller selvstændig erhvervsvirksomhed
kan mellem tidspunktet for sin fastansættelse og det tidspunkt, hvor han opnår ret til alderspension som defineret i vedtægtens artikel 77, foranledige, at der til Unionen indbetales en indtil den faktiske overførsel ajourført kapital, der repræsenterer de pensionsrettigheder, som han har erhvervet på grundlag af de ovenfor nævnte aktiviteter.
[...]«
Belgisk ret
4 Arrêté royal n° 50, du 24 octobre 1967, relatif à la pension de retraite et de survie des travailleurs salariés (kongelig anordning nr. 50 af 24.10.1967 om alders- og efterladtepension til arbejdstagere) (Moniteur belge af 27.10.1967, s. 11246) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »kongelig anordning nr. 50«), indeholder en artikel 10a, som fastsætter det såkaldte princip om »én erhvervsmæssig karriere«. Denne artikel indsattes ved arrêté royal n° 205, du 29 août 1983, modifiant la législation relative aux pensions du secteur social (kongelig anordning nr. 205 af 29.8.1983 om ændring af lovgivningen om pensioner i den sociale sektor) (Moniteur belge af 6.9.1983, s. 11094).
5 Nævnte artikel 10a bestemmer i dennes stk. 1, 2 og 4:
»Når en arbejdstager kan gøre krav på en alderspension i henhold til nærværende anordning og på en alderspension eller en tilsvarende ydelse i henhold til en eller flere andre ordninger, og når summen af brøker, der for hver af disse pensioner er udtryk for omfanget heraf, overstiger enheden, reduceres beskæftigelsesperioden, der tages i betragtning ved beregningen af alderspensionen med lige så mange år, det er nødvendigt for at reducere den nævnte sum til enheden. [...]
Den i det foregående stykke omhandlede brøkdel er udtryk for forholdet mellem periodernes varighed, den procentsats eller et hvilket som helst andet kriterium, med undtagelse af beløbet, der tages i betragtning med henblik på fastsættelsen af den tilkendte pension, og den længste varighed, procentsats eller et hvilket som helst kriterium, på grundlag af hvilket en fuld pension kan tilkendes.
[...]
Ved anvendelsen af nærværende artikel forstås ved en »anden ordning« enhver anden belgisk ordning vedrørende alderspension og pension til efterladte, bortset fra ordningen for selvstændige erhvervsdrivende, og enhver sammenlignelig ordning i en anden stat eller en ordning for personalet ved en institution, der henhører under international offentlig ret.«
6 Artikel 3 i arrêté royal du 14 octobre 1983, portant exécution de l’article 10 bis de l’arrêté royal n° 50 (kongelig anordning af 14.10.1983 om gennemførelse af artikel 10a i kongelig anordning nr. 50) (Moniteur belge af 27.10.1983, s. 13650) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »kongelig anordning af 14. oktober 1983«), bestemmer:
»Hver af de i stk. 1 til artikel 10a omhandlede brøker […] multipliceres med nævneren i den brøk, der tages hensyn til ved beregningen af pensionen for en arbejdstager. Når denne beregnes på grundlag af brøker, der har forskellige nævnere, forlænges disse først til den højeste af disse nævnere og adderes efterfølgende.
Det antal år, der skal fratrækkes den erhvervsmæssige karriere, er lig den positive difference, rundet ned til nærmeste hele tal, mellem summen af de under anvendelse af det foregående stykke opnåede produkter og den nævner eller den største af de nævnere, på grundlag af hvilken pensionen for en arbejdstager er beregnet.
Der kan højst fratrækkes 15 år, og antallet af år kan heller ikke overstige det afrundede resultat til et højere tal, der opnås ved at dividere forskellen mellem det konverterede beløb og det faste beløb, med et beløb svarende til 10[%] af det faste beløb. [...]
Nedsættelsen af erhvervskarrieren berører fortrinsvis de år, der giver anledning til den mindst fordelagtige pension.«
7 Artikel 1 i kongelig anordning af 14. oktober 1983 præciserer:
»Ved anvendelsen af denne anordning forstås ved:
[...]
b) konverteret beløb: resultatet af multiplikationen af den pension, der er opnået under en anden ordning, med den reciprokke værdi af den brøk, der er omhandlet i artikel 10a, stk. 2, i kongelig forordning nr. 50 [...]
c) fast beløb: 75 [%] af den nyvurderede faste løn, der tages i betragtning for en arbejdstager i et år forud for den 1. januar 1955.«
8 Artikel 2, stk. 3, i kongelig forordning af 14. oktober 1983 bestemmer følgende:
»Ved fuld pension i en anden ordning skal forstås den pension, der uden at tage hensyn til godtgørelser, tillæg eller ydelser af anden art end pensionen når op på det maksimale beløb, der kan tildeles i den kategori, som den pensionsberettigede tilhører.«
9 Det fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at når det pensionsbeløb, der modtages i henhold til den anden ordning, er ukendt, antages dette i henhold til administrativ praksis for at være en fuld pension, indtil der foreligger beviser for noget andet, at svare til 2,5 gange det faste beløb på 6 506,98 EUR ved indeks 138,01.
De faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
10 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Aliny Wojciechowski, der er belgisk statsborger, arbejdede som lønmodtager i Belgien fra 1965 til 1977 og derefter som tjenestemand ved Europa-Kommissionen i perioden fra den 17. oktober 1977 til den 30. november 2011.
11 I maj 2012 behandlede ONP af egen drift Aliny Wojciechowskis ret til alderspension som lønmodtager, idet hun nåede den lovbestemte pensionsalder i Belgien på 65 år den 26. april 2013.
12 I det første oplysningsskema, udfyldt den 21. maj 2012, oplyste Aliny Wojciechowski om sin erhvervskarriere i Belgien som lønmodtager i perioden 1965 til 1977, og hun oplyste, at hun havde modtaget pension fra Kommissionen siden den 1. december 2011. Hun præciserede ligeledes, at hun var ophørt med at arbejde fra denne dato.
13 Ved skrivelse af 12. juni 2012 adspurgte ONP Kommissionen, om Aliny Wojciechowski opfyldte betingelserne for at modtage alderspension under Den Europæiske Unions ordning. Ved skrivelse af 17. august 2012 oplyste Kommissionen ONP om, at den i overensstemmelse med sin administrative praksis havde sendt sit svar til Aliny Wojciechowski.
14 Ved skrivelse af 24. august sendte Aliny Wojciechowski den dokumentation, hun havde modtaget fra Kommissionen, til ONP, hvoraf det fremgik, at hun siden den 1. december 2011 havde modtaget pension fra Kommissionen beregnet på grundlag af de bidrag, hun betalte til Unionens pensionsordning i perioden fra den 17. oktober 1977 til den 30. november 2011. Hun meddelte ikke ONP, hvor stor denne pension var. Ved samme skrivelse bekræftede Aliny Wojciechowski endvidere over for ONP, at hun ikke havde benyttet sig af muligheden i artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten for til Unionen at få overført de pensionsrettigheder, hun havde optjent som lønmodtager.
15 Ved afgørelse af 11. september 2012 meddelte ONP med henvisning til artikel 10a i kongelig anordning nr. 50 Aliny Wojciechowski, at:
»De har ud over Deres erhvervskarriere haft en karriere under en anden ordning (den offentlige sektor/international organisation). De kan imidlertid ikke ved en sammenlægning af pensionsordningerne overstige varigheden af én erhvervsmæssig karriere, hvilket betyder, at Deres samlede beskæftigelsesperiode ikke kan overstige 45 år.
[...] Deres beskæftigelsesperiode nedsættes derfor med 10 år. [...]«
16 Det fremgår af denne afgørelse og af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at ONP fandt, at Aliny Wojciechowski havde tilbagelagt 13/45 af sin beskæftigelsesperiode som arbejdstager og 45/45 af sin beskæftigelsesperiode under en anden ordning. I henhold til de gældende beregningsregler udledte ONP oprindeligt heraf, at Aliny Wojciechowski på grundlag af sin karriere som arbejdstager i Belgien havde ret til en pension på 83,05 EUR, svarende til en beskæftigelsesperiode som arbejdstager på 3/45, for så vidt som anvendelsen af lempelsen i artikel 3, stk. 3, i kongelig anordning af 14. oktober 1983, selv om den erhvervsmæssige aktivitet ganske vist i princippet var overskredet med 13 år, gjorde det muligt at begrænse denne overskridelse til 10 år.
17 I e-mail af 13. november 2012 præciserede ONP over for Aliny Wojciechowski, at ONP, da den ikke var bekendt med størrelsen af den pension, der blev udbetalt af Kommissionen, skønnede, at den brøkdel, der repræsenterede størrelsen af den pension, der skulle tages i betragtning ved anvendelsen af artikel 10a, efter 35 års beskæftigelse i Kommissionen var 70/70 eller 45/45 i betragtning af, at en EU-tjenestemand, der blev ansat inden den 1. maj 2004, optjener en pension på 2% om året af den senest udbetalte løn under ansættelsen, og at der højst kan udbetales 70% af den senest udbetalte grundløn. ONP havde således udledt, at den erhvervsmæssige aktivitet var overskredet med 13 år.
18 Hvad angår den nedsættelse af pensionen, der finder anvendelse som følge af denne overskridelse, oplyste ONP i samme e-mail, at denne beregning – når det pensionsbeløb, der modtages fra den anden ordning, som i den foreliggende sag er ukendt – foretages på grundlag af det konverterede beløb under den anden ordning, der, indtil der foreligger beviser for noget andet, antages at »svare til 2,5 gange det faste beløb på 6 506,98 [EUR] ved indeks 138,01«. Ifølge ONP fulgte det heraf, at ingen beskæftigelsesår som lønmodtager kunne medregnes, i modsætning til det, der var anført i afgørelsen af 11. september 2012. Det fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at ONP i denne afgørelse på grund af en forkert registrering af nævnte konverterede beløb nemlig fejlagtigt havde skønnet, at nedsættelsen af beskæftigelsesperioden kunne begrænses til 10 år i henhold til artikel 3, stk. 3, i kongelig anordning af 14. oktober 1983. ONP meddelte ikke Aliny Wojciechowski nogen ny afgørelse, men ophørte blot med at udbetale pension til hende fra juli 2013.
19 Ved stævning af 11. december 2012 anlagde Aliny Wojciechowski søgsmål ved Tribunal du travail de Bruxelles (Belgien) med påstand om annullation af afgørelsen af 11. september 2012 og om, at ONP blev pålagt at betale hende en alderspension på 13/45, svarende til ca. 367,07 EUR om måneden efter Aliny Wojciechowskis skøn. Aliny Wojciechowski har til støtte for sin påstand bl.a. gjort gældende, at det, såfremt Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT L 149, s. 2), som ændret og ajourført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT L 28, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«), eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166, s. 1) finder anvendelse på hendes situation, følger af Domstolens retspraksis, at ONP ved beregningen af hendes belgiske pension ikke kan gøre nævnte princip om én erhvervsmæssig karriere gældende. Aliny Wojciechowski er endvidere af den opfattelse, at ONP har begået en fejl, idet hendes ansættelse ved institutionerne varede 34 år og 11 måneder, dvs. 35 år og ikke 45 år. Aliny Wojciechowski har i denne forbindelse også spurgt om, hvilket retsgrundlag ONP har lagt til grund for den teoretiske fastsættelse af hendes europæiske pension.
20 ONP har gjort gældende, at pensioner, der udbetales af Unionen, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for EU-lovgivningen om sammenlægning, idet forordning nr. 1408/71 og forordning nr. 883/2004 ikke finder anvendelse. Den belgiske Cour de cassation har endvidere fastslået, at princippet om én erhvervsmæssig karriere er i overensstemmelse med forfatningen, og ONP mener at have handlet i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet ved at anvende artikel 10a i kongelig anordning nr. 50 på grundlag af teoretiske oplysninger, da den ikke var i besiddelse af de oplysninger, den havde anmodet Kommissionen om.
21 Den forelæggende ret har præciseret, at princippet om én erhvervsmæssig karriere fastslår, at pensionsordningen for lønmodtagere har en residual karakter i forhold til andre ordninger. I denne henseende har den anført, at de anerkendte beskæftigelsesperioder, med undtagelse af beskæftigelsesperioder som selvstændig, ifølge dette princip lægges til arbejdstagerens beskæftigelsesperioder, og når summen af brøker, der for hver af disse pensioner er udtryk for omfanget heraf, overstiger enheden, reduceres den beskæftigelsesperiode, der tages i betragtning ved beregningen af alderspensionen som lønmodtager, med lige så mange år, som det er nødvendigt for at reducere den nævnte sum til enheden. Som Cour d’arbitrage, som efterfølgende blev til den belgiske forfatningsdomstol, fastslog i dom af 20. september 2011, idet den henviste til regeringsrapporten vedrørende kongelig anordning nr. 205 af 29. august 1983, har nævnte artikel 10a til formål at sikre, at »alle arbejdstagere med en blandet erhvervskarriere behandles på lige fod med henblik på at holde udgifterne til pensioner under kontrol«.
22 Efter at have fastslået, at den ordning, der finder anvendelse på Kommissionens vedtægtsomfattede personale, som en ordning for personalet ved en institution, der henhører under offentlig ret, var omfattet af artikel 10a i kongelig anordning nr. 50, og at Aliny Wojciechowski, henset til Domstolens retspraksis, ikke så ud til at kunne påberåbe sig artikel 45 TEUF og 48 TEUF og heller ikke forordning nr. 1408/71 eller nr. 883/2004, har Tribunal du travail de Bruxelles citeret store uddrag af forelæggelsesafgørelsen fra Cour du travail de Bruxelles i den sag, der gav anledning til dom Melchior (C-647/13, EU:C:2015:54). Selv om Tribunal du travail de Bruxelles ikke er af den opfattelse, at begrundelserne for denne afgørelse kan overføres direkte på den tvist, som den skal afgøre, da de pågældende belgiske bestemmelser er anderledes, og da løsningen i dom My (C-293/03, EU:C:2004:821) heller ikke finder direkte anvendelse på den nævnte tvist, finder den dog, at artikel 10a i kongelig anordning nr. 50 vil kunne vanskeliggøre ansættelse af belgiske tjenestemænd med en vis anciennitet ved Unionen.
23 På denne baggrund har Tribunal du travail de Bruxelles besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er princippet om loyalt samarbejde og artikel 4, stk. 3, TEU, på den ene side, og [chartrets] artikel 34, stk. 1, [...] på den anden side, til hinder for, at en medlemsstat kan nedsætte eller afslå at tilkende alderspension til en arbejdstager som følge af ydelser, der er erlagt i henhold til denne medlemsstats lovgivning, når det samlede antal beskæftigelsesår i denne medlemsstat og ved Unionens institutioner overstiger den beskæftigelsesperiode på 45 år, der er nævnt i artikel 10a i [kongelig anordning nr. 50]?«
Om Domstolens kompetence
24 Den belgiske regering har gjort gældende, at Domstolen ikke er kompetent til at tage stilling til det forelagte spørgsmål, idet hovedsagen ikke har nogen tilknytning til EU-retten. Kommissionen har under retsmødet bestridt denne påstand.
25 Under disse omstændigheder skal det undersøges, om Domstolen har kompetence til at tage stilling til den fortolkning, der er anmodet om (jf. i denne retning domme Omalet, C-245/09, EU:C:2010:808, præmis 10 og den deri nævnte retspraksis, og Impacto Azul, C-186/12, EU:C:2013:412, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).
26 I denne henseende skal det bemærkes, at Domstolen er inkompetent, når det er åbenbart, at den EU-retlige bestemmelse, som den anmodes om at fortolke, ikke kan finde anvendelse (jf. i denne retning domme Omalet, C-245/09, EU:C:2010:808, præmis 11, Impacto Azul, C-186/12, EU:C:2013:412, præmis 18, og Caixa d’Estalvis i Pensions de Barcelona, C-139/12, EU:C:2014:174, præmis 41), hvilket i princippet kan være tilfældet, hvor alle hovedsagens relevante omstændigheder udelukkende har tilknytning til én medlemsstats område (jf. bl.a. i denne retning dom Omalet, C-245/09, EU:C:2010:808, præmis 12-15 og den deri nævnte retspraksis).
27 Med spørgsmålet har den forelæggende ret bl.a. spurgt Domstolen, hvorvidt princippet om loyalt samarbejde i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der kan medføre nedsættelse af eller afslag på at tilkende alderspensionen til en arbejdstager som følge af ydelser, der er erlagt i henhold til denne medlemsstats lovgivning, med den begrundelse, at denne arbejdstager efterfølgende ligeledes har udøvet en erhvervsmæssig beskæftigelse ved en EU-institution. I denne forbindelse er den forelæggende ret navnlig i tvivl om, hvorvidt det er muligt at anvende Domstolens retspraksis i dom My (C-293/03, EU:C:2004:821) i den sag, der er blevet indbragt for den i hovedsagen.
28 Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 33 og 34 i forslaget til afgørelse, kan tvisten i hovedsagen følgelig ikke anses for ikke at have nogen tilknytning til EU-retten, hvilket gør det muligt at fastslå Domstolens kompetence til at besvare det forelagte spørgsmål. Det fremgår således af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret nemlig bl.a. er i tvivl om, hvorvidt en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede kan vanskeliggøre EU-institutionernes ansættelse af arbejdstagere med en vis anciennitet. Derfor drejer denne præjudicielle forelæggelse sig i det væsentlige om artikel 4, stk. 3, TEU, sammenholdt med vedtægten, og har følgelig tilknytning til EU-retten.
29 Den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede situation ifølge den belgiske regering bl.a. ikke kan sammenlignes med de situationer, der blev behandlet i de sager, der gav anledning til domme My (C-293/03, EU:C:2004:821) og Melchior (C-647/13, EU:C:2015:54), og at de principper, som Domstolen fastslog i de nævnte domme, følgelig ikke finder anvendelse på de i hovedsagen omhandlede faktiske omstændigheder, fremgår i øvrigt af den materielle gennemgang af det forelagte spørgsmål og er følgelig uden betydning for Domstolens kompetence til at besvare det.
30 Det følger af det ovenstående, at Domstolen er kompetent til at besvare det forelagte spørgsmål.
Om det præjudicielle spørgsmål
Formaliteten
31 Den belgiske regering har gjort gældende, at det forelagte spørgsmål er af rent hypotetisk karakter og følgelig ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den forelæggende ret støtter sin afgørelse om at indbringe spørgsmålet for Domstolen på den ikke-verificerede omstændighed, at artikel 10a i kongelig anordning nr. 50 »vil kunne vanskeliggøre ansættelse af belgiske tjenestemænd med en vis anciennitet ved De europæiske Fælleskaber«.
32 Ifølge Domstolens faste retspraksis er der en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om en anmodning fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (jf. bl.a. domme Commune de Mesquer, C-188/07, EU:C:2008:359, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis, og Verder LabTec, C-657/13, EU:C:2015:331, præmis 29).
33 Det bemærkes, at ingen af disse omstændigheder foreligger i nærværende sag. Navnlig kan den formodning, som den forelæggende ret har givet udtryk for – og som den belgiske regering har fremført som argument – ikke anses for at give det forelagte spørgsmål en hypotetisk karakter, eftersom spørgsmålet faktisk udgør grunden til den præjudicielle forelæggelse heraf. Da Tribunal du travail de Bruxelles netop er i tvivl om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede lovgivning kan have den hindrende virkning, der er anført i denne doms præmis 31, som omhandlet i Domstolens retspraksis, har den anmodet Domstolen om at tage stilling til det i samme doms præmis 23 anførte præjudicielle spørgsmål. Det nævnte spørgsmål kan følgelig antages til behandling.
Om realiteten
34 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt artikel 4, stk. 3, TEU, på den ene side, og chartrets artikel 34, stk. 1, på den anden side, skal fortolkes således, at de er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, der kan medføre nedsættelse af eller afslag på at tilkende alderspensionen til en arbejdstager, der er statsborger i medlemsstaten, som følge af ydelser, der er erlagt i henhold til samme medlemsstats lovgivning, når det samlede antal beskæftigelsesår, som denne arbejdstager har tilbagelagt som lønmodtager i den nævnte medlemsstat og som EU-tjenestemand med tjenestested i samme medlemsstat under anvendelse af de fremgangsmåder for beregning, der var fastsat i denne lovgivning, overstiger den beskæftigelsesperiode på 45 år, der er omhandlet i den nævnte lovgivning.
35 Det skal bemærkes, at EU-retten ikke griber ind i medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, og at det i mangel af en harmonisering på unionsplan tilkommer hver medlemsstat i lovgivningen at fastsætte betingelserne for tildeling af ydelser på området for social sikring. Det forholder sig ikke desto mindre således, at medlemsstaterne ved udøvelsen af denne kompetence skal overholde EU-retten (dom Melchior, C-647/13, EU:C:2015:54, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis), der omfatter de principper, som Domstolen har udviklet i sin retspraksis vedrørende fortolkningen af princippet om loyalt samarbejde, sammenholdt med vedtægten.
36 I denne henseende har Domstolen allerede bemærket, at vedtægten blev vedtaget ved en rådsforordning, nemlig forordning nr. 259/68, der i henhold til artikel 288, stk. 2, TEUF er almengyldig, bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, og at det følger heraf, at vedtægten ikke alene har en intern betydning for EU-administrationen, men at disse retsakter endvidere skaber forpligtelser for medlemsstaterne i det omfang, disses medvirken er nødvendig for at gennemføre dem (jf. i denne retning domme Kommissionen mod Belgien, 137/80, EU:C:1981:237, præmis 7 og 8, samt Kommissionen mod Belgien, 186/85, EU:C:1987:208, præmis 21).
37 Endvidere har Domstolen allerede i dom My (C-293/03, EU:C:2004:821) fastslået, at princippet om loyalt samarbejde i henhold til artikel 10 EF – der også kommer til udtryk i artikel 4, stk. 3, TEU – sammenholdt med vedtægten, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der ved tildelingen af førtidspension i henhold til den nationale ordning ikke kan tages hensyn til de år, hvor en unionsborger har været ansat i en EU-institutions tjeneste. I kendelse Ricci og Pisaneschi (C-286/09 og C-287/09, EU:C:2010:420) præciserede Domstolen, at det samme var gældende for så vidt angår tildeling af almindelig alderspension.
38 Domstolen begrundede, i præmis 45-47 i dom My (C-293/03, EU:C:2004:821) samt i præmis 29-32 i kendelse Ricci og Pisaneschi (C-286/09 og C-287/09, EU:C:2010:420), dette derved, at de lovgivninger, som det drejede sig om i de sager, der gav anledning til dommen og kendelsen, kunne gøre det vanskeligere for EU-institutioner eller EU-organer at ansætte nationale tjenestemænd med en vis anciennitet.
39 Ifølge Domstolen kunne en sådan lovgivning nemlig afholde personer fra at udøve en erhvervsaktivitet ved en EU-institution eller et EU-organ, for så vidt som en arbejdstager, der tidligere havde været tilknyttet en national pensionsordning, ved at acceptere en ansættelse ved en af disse institutioner eller organer risikerede at miste muligheden for at modtage en ydelse ved alderdom efter denne ordning, som han ville have været berettiget til, hvis han ikke havde accepteret denne ansættelse.
40 Domstolen fandt, at sådanne konsekvenser er uacceptable under hensyn til den pligt til loyalt samarbejde og loyal bistand, der påhviler medlemsstaterne over for Unionen, og som kommer til udtryk i den pligt, der er knæsat i artikel 10 EF, til at lette Unionen gennemførelsen af dens opgaver (jf. dom My, C-293/03, EU:C:2004:821, præmis 48, samt kendelse Ricci og Pisaneschi, C-286/09 og C-287/09, EU:C:2010:420, præmis 33).
41 I præmis 29 i dom Melchior (C-647/13, EU:C:2015:54) konstaterede Domstolen på tilsvarende vis, at artikel 10 EF, sammenholdt med ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber, som fastsat ved forordning nr. 259/68, som ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 (EUT L 124, s. 1) – der ligesom vedtægten skaber forpligtelser for medlemsstaterne, i det omfang disses medvirken er nødvendig for at gennemføre dem (dom Melchior, C-647/13, EU:C:2015:54, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis) – er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som fortolkes således, at der med henblik på adgangen til udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse ikke tages hensyn til arbejdsperioder tilbagelagt som kontraktansat i en EU-institution beliggende i denne medlemsstat og ikke sker sidestilling af dage, hvor der er udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse i medfør af de nævnte vilkår, med arbejdsdage, når dage, hvor der er udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning, kan sidestilles på denne måde.
42 Domstolen begrundede ligeledes dette med henvisning til den hindrende virkning, som den omhandlede lovgivning kunne have på EU-institutionernes ansættelse af arbejdstagere, der er bosat i den medlemsstat, hvori den pågældende institution er beliggende, som kontraktansatte (jf. dom Melchior, C-647/13, EU:C:2015:54, præmis 27 og 28).
43 Imidlertid kan en lovgivning i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, i henhold til hvilken den alderspension, som måtte tilkomme en arbejdstager som følge af de bidrag, som denne har ydet som lønmodtager i medlemsstaten, nedsættes eller afslås på grund af den karriere, som denne efterfølgende har haft ved en EU-institution, ligeledes vanskeliggøre ikke alene disse institutioners ansættelse af nationale tjenestemænd med en vis anciennitet, men også opretholdelsen i tjenesten af erfarne tjenestemænd ved disse institutioner.
44 En sådan lovgivning kan nemlig afholde en arbejdstager, der har opnået en vis anciennitet i henhold til denne medlemsstats pensionsordning for lønmodtagere, fra at acceptere en ansættelse i en EU-institution beliggende i denne medlemsstat, eller få ham til førtidigt at opgive det hverv, han har varetaget, idet han, som følge af denne lovgivning ved at arbejde i en sådan institution eller ved her at gennemføre en lang karriere, risikerer at miste muligheden for at få tildelt de pensionsrettigheder, som han har erhvervet på grundlag af de aktiviteter som lønmodtager, han har udøvet i denne medlemsstat inden sin indtræden i Unionens tjeneste.
45 Sådanne konsekvenser er uacceptable under hensyn til den pligt til loyalt samarbejde og loyal bistand, der påhviler medlemsstaterne over for Unionen, og som kommer til udtryk i den pligt, der er knæsat i artikel 4, stk. 3, TEU, til at lette Unionen gennemførelsen af dens opgaver.
46 Som den belgiske regering har anført, er det ganske vist korrekt, at beskæftigelsesperioder tilbagelagt ved EU-institutioner eller -organer i de sager, der gav anledning til domme My (C-293/03, EU:C:2004:821) og Melchior (C-647/13, EU:C:2015:54) samt kendelse Ricci og Pisaneschi (C-286/09 og C-287/09 EU:C:2010:420), ikke blev taget i betragtning ved erhvervelsen af ret til ydelser omfattet af den berørte medlemsstats sociale sikringsordning, som de pågældende ville have haft krav på, hvis de i disse perioder havde været tilknyttet denne ordning, mens den beskæftigelsesperiode, som Aliny Wojciechowski i hovedsagen har tilbagelagt ved Kommissionen, er blevet taget i betragtning ved beregningen af hendes alderspension som lønmodtager i henhold til den belgiske ordning.
47 Dette kan imidlertid ikke rejse tvivl om de bemærkninger, der er fremsat i nærværende doms præmis 43-45, eftersom denne medregning fører til det samme resultat – nedsættelse eller endog bortfald af de rettigheder, som Aliny Wojciechowski kunne have gjort krav på i henhold til den belgiske ordning for lønmodtagere, hvis hun ikke efterfølgende havde tiltrådt en EU-institutions tjeneste – og følgelig for sit vedkommende ligeledes har en afskrækkende virkning.
48 Det skal imidlertid bemærkes, at det af de for Domstolen fremlagte sagsakter fremgår, at Aliny Wojciechowskis fortabelse af alle de pensionsrettigheder, som hun kunne have gjort krav på, hvis hun var forblevet tilknyttet den belgiske ordning for arbejdstagere i hele sin karriere, ikke er en følge af selve anvendelsen af princippet om én erhvervsmæssig karriere, der er fastsat i artikel 10a i kongelig anordning nr. 50, men af den metode, som den kompetente belgiske myndighed anvendte til at beregne den brøkdel, der er udtryk for størrelsen af Aliny Wojciechowskis alderspension, som Unionen skal udbetale, der sidestiller en karriere på 35 år ved EU-institutionerne med en karriere på 45 år inden for den belgiske ordning for arbejdstagere.
49 Det fremgår af de nævnte sagsakter, at disse pensionsrettigheder således slet ikke ville være bortfaldet, hvis den nævnte myndighed havde anset de 35 tjenesteår tilbagelagt ved Kommissionen for at svare til 35/45 af en karriere som lønmodtager i Belgien, og hvis denne myndighed følgelig havde konkluderet, at Aliny Wojciechowskis samlede karriere bestod af 48/45, der således i forhold til beregningen af den pension, som hun havde optjent som lønmodtager i Belgien, ville føre til en nedsættelse svarende til et fradrag af højst tre år, der giver anledning til den mindst fordelagtige pension – ligesom den nedsættelse, der ville være blevet foretaget i forhold til enhver anden belgisk arbejdstager, der samlet havde tilbagelagt en karriere på 48 år under den belgiske ordning for arbejdstagere.
50 I denne forbindelse bør det fremhæves, at det alene er den omstændighed, at de erhvervsaktive år, der er tilbagelagt i en EU-institution, gives en tidsværdi, der er identisk med den, der tildeles de erhvervsaktive år, der er tilbagelagt under den belgiske ordning for arbejdstagere, som gør det muligt at udelukke risikoen for den afskrækkende virkning, der er anført i denne doms præmis 43-45. Kun ved en sådan identisk opgørelse af de tilbagelagte beskæftigelsesperioder som arbejdstager på den ene side og som EU-tjenestemand på den anden side er det nemlig muligt at neutralisere den nævnte afskrækkende virkning, der uden en sådan identisk opgørelse – således som det blev fastslået i de nævnte præmisser – kan følge af, at personer, der har udøvet virksomhed som arbejdstager i Belgien, accepterer en ansættelse i en EU-institutions tjeneste.
51 Endelig kan den belgiske regering med henblik på at begrunde Aliny Wojciechowskis fortabelse af alle de pensionsrettigheder, som hun havde erhvervet i henhold til den belgiske ordning for arbejdstagere, ikke påberåbe sig den omstændighed, at hun ikke under anvendelse af artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten valgte at overføre den kapital, der repræsenterer de pensionsrettigheder, som hun havde optjent som lønmodtager før sin indtræden i Unionens tjeneste, til Unionens ordning.
52 Som det fremgår af bestemmelsens ordlyd, fastsætter denne nemlig blot en mulighed, som hver enkelt tjenestemand frit kan gøre brug af eller ikke. Følgelig kan den omstændighed, at der afstås fra at udøve denne ret, ikke føre til en fortabelse af de rettigheder, som tjenestemanden har optjent på grundlag af bidragene til den nationale sociale sikringsordning, som vedkommende var omfattet af inden dennes indtræden i Unionens tjeneste, medmindre denne mulighed blev gjort til en forpligtelse, hvilket ville være i strid med bestemmelsens klare ordlyd og derfor ikke kan tillades.
53 På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger og uden at det er fornødent at tage stilling til det forelagte spørgsmål med hensyn til chartrets artikel 34, stk. 1, skal dette spørgsmål besvares med, at artikel 4, stk. 3, TEU, sammenholdt med vedtægten, skal fortolkes således, at de er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, der kan medføre nedsættelse af eller afslag på at tilkende alderspension til en arbejdstager, der er statsborger i denne medlemsstat, som følge af ydelser, der er erlagt i henhold til samme medlemsstats lovgivning, når det samlede antal beskæftigelsesår, som denne arbejdstager har tilbagelagt som lønmodtager i den nævnte medlemsstat og som EU-tjenestemand med tjenestested i samme medlemsstat, overstiger den beskæftigelsesperiode på 45 år, som er omhandlet i den nævnte lovgivning, for så vidt som en sådan nedsættelse, på grund af fremgangsmåden for beregning af den brøkdel, der er udtryk for størrelsen af den pension, som Unionen skal udbetale, er større end den nedsættelse, der ville være blevet foretaget, såfremt hele den nævnte arbejdstagers karriere var blevet tilbagelagt som lønmodtager i den pågældende medlemsstat.
Sagens omkostninger
54 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Artikel 4, stk. 3, TEU, sammenholdt med vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, indført ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1080/2010 af 24. november 2010, skal fortolkes således, at de er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, der kan medføre nedsættelse af eller afslag på at tilkende alderspension til en arbejdstager, der er statsborger i denne medlemsstat, som følge af ydelser, der er erlagt i henhold til samme medlemsstats lovgivning, når det samlede antal beskæftigelsesår, som denne arbejdstager har tilbagelagt som lønmodtager i den nævnte medlemsstat og som tjenestemand i Den Europæiske Union med tjenestested i samme medlemsstat, overstiger den beskæftigelsesperiode på 45 år, som er omhandlet i den nævnte lovgivning, for så vidt som en sådan nedsættelse, på grund af fremgangsmåden for beregning af den brøkdel, der er udtryk for størrelsen af den pension, som Unionen skal udbetale, er større end den nedsættelse, der ville være blevet foretaget, såfremt hele den nævnte arbejdstagers karriere var blevet tilbagelagt som lønmodtager i den pågældende medlemsstat.
Underskrifter