RETTENS DOM (Sjette Afdeling)

27. september 2012 (*)

»Konkurrence – karteller – markedet for planglas i EØS – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – fastsættelse af priser – bevis for overtrædelse – beregningen af bøderne – udelukkelse af bundne salg – begrundelsespligt – ligebehandling – formildende omstændigheder«

I sag T-82/08,

Guardian Industries Corp., Dover, Delaware (De Forenede Stater),

Guardian Europe Sàrl, Dudelange (Luxembourg),

ved advokaterne S. Völcker, F. Louis, A. Vallery, C. Eggers og H.-G. Kamann,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved F. Castillo de la Torre og R. Sauer, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2007) 5791 endelig af 28. november 2007 om en procedure efter [artikel 81 EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39 165 – Planglas), for så vidt som den angår sagsøgerne, og nedsættelse af den bøde, der er blevet pålagt sagsøgerne ved beslutningen,

har

RETTEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne N. Wahl og S. Soldevila Fragoso (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 13. februar 2012,

afsagt følgende

Dom

 Sagens faktiske omstændigheder

1        Sagsøgerne, Guardian Industries Corp. og Guardian Europe Sàrl, udgør en del af Guardian-koncernen, der beskæftiger sig med produktion af planglas og bilglas. Guardian Industries er det højest placerede selskab i koncernen og ejer indirekte 100% af Guardian Europes kapital.

2        Den 22. og 23. februar 2005 og den 15. marts 2005 foretog Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber uanmeldte kontrolbesøg i bl.a. lokaler tilhørende Guardian Flachglas GmbH, Guardian Europe og Guardian Luxguard I SA.

3        Den 2. marts 2005 indgav Asahi Glass Co. Ltd og alle dets datterselskaber, herunder Glaverbel SA/NV, der senere blev til AGC Flat Glass Europe SA/NV (herefter »Glaverbel«), en ansøgning med henblik på at opnå bødefritagelse, eller i givet fald en bødenedsættelse i medfør af Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3).

4        Den 3. januar 2006 indledte Kommissionen en procedure i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 81 EF og 82 EF] (EFT 2003 L 1, s. 1), og underrettede parterne herom den 6. marts 2006.

5        Den 10. februar 2006 tilsendte Kommissionen flere selskaber, herunder sagsøgerne, begæringer om oplysninger. Guardian Europe besvarede begæringen den 10. marts 2006.

6        Den 9. marts 2007 vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse, som den 13. og 14. marts 2007 blev tilsendt flere selskaber, herunder sagsøgerne.

7        Den 28. november 2007 vedtog Kommissionen beslutning K(2007) 5791 endelig om en procedure efter [artikel 81 EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39 165 – Planglas) (herefter »den anfægtede beslutning«), hvoraf et sammendrag er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 24. maj 2008 (EUT C 127, s. 9), og som blev meddelt sagsøgerne den 3. december 2007.

8        Den anfægtede beslutning blev ligeledes tilsendt Asahi Glass, Glaverbel, Pilkington Deutschland AG, Pilkington Group Ltd, Pilkington Holding GmbH (herefter samlet »Pilkington«), Compagnie de Saint-Gobain SA og Saint-Gobain Glass France SA (herefter samlet »Saint-Gobain«).

9        Kommissionen anførte i den anfægtede beslutning, at de selskaber, som beslutningen var rettet til, har deltaget i en sammenhængende og vedvarende overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF, som strakte sig over Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes (EØS) område i form af prisforhøjelser, mindstepriser, prismålsætninger, prisstop og andre kommercielle betingelser for salg til uafhængige kunder af fire kategorier af planglasprodukter til brug i bygninger, dvs. float glas, lav-E-glas, laminerede glas og uforarbejdet spejl, samt udveksling af fortrolige forretningsoplysninger.

10      Sagsøgerne blev gjort ansvarlige for overtrædelsen for perioden fra den 20. april 2004 til den 22. februar 2005 og pålagt en bøde til solidarisk hæftelse på 148 mio. EUR.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

11      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. februar 2008 har sagsøgerne anlagt dette søgsmål.

12      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Sjette Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64 stillet parterne en række skriftlige spørgsmål. Parterne har besvaret disse spørgsmål inden for den fastsatte frist.

13      Den 8. februar 2012 fremsendte sagsøgerne en oversigt over metoden til beregning af den bøde, der er pålagt dem, til Retten. Den 10. februar 2012 fremsatte Kommissionen bemærkninger vedrørende det pågældende dokument, hvilke bemærkninger blev videresendt til sagsøgerne samme dag.

14      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 13. februar 2012.

15      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede beslutnings artikel 1 annulleres delvist.

–        Den pålagte bøde nedsættes.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

16      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

17      Sagsøgerne har til støtte for deres påstand om delvis annullation af den anfægtede beslutning fremsat et enkelt anbringende vedrørende faktiske fejl med hensyn til den periode, hvori de deltog i kartellet, og kartellets geografiske dimension. Sagsøgerne har til støtte for deres påstand om nedsættelse af bøden fremsat tre anbringender vedrørende for det første nødvendigheden af at nedsætte deres bøde som følge af den delvise annullation af den anfægtede beslutning, for det andet vedrørende tilsidesættelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling og begrundelsespligten med hensyn til bødens beregning, og for det tredje vedrørende et urigtigt skøn, henset til den meget begrænsede og passive rolle, som de har spillet i overtrædelsen, og tilsidesættelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling.

18      Under retsmødet bestred parterne ligeledes, at en række dokumenter kunne antages til realitetsbehandling.

 Formaliteten vedrørende en række dokumenter og henvisninger til dokumenter

 Formaliteten vedrørende Kommissionens skrivelse af 10. februar 2012

19      Under retsmødet bestred parterne, at Kommissionens skrivelse af 10. februar 2012 kunne antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at denne indeholdt tal, som aldrig var blevet meddelt dem på noget tidligere tidspunkt.

20      Kommissionen anser denne skrivelse, som supplerer dens besvarelse af 23. januar 2012 af de spørgsmål, som Retten havde fremsendt til den, for at kunne antages til realitetsbehandling.

21      Det skal bemærkes, at denne skrivelse blev indleveret til Retten uden for Kommissionens frist, men at den dog blev meddelt sagsøgerne den 10. februar 2012. Denne skrivelse indeholder bemærkninger til et dokument, som blev fremlagt af sagsøgerne den 8. februar 2012, og et supplement til Kommissionens svar på et skriftligt spørgsmål, der var stillet af Retten til besvarelse inden retsmødet, om den af sagsøgerne foreslåede metode for beregningen af bøden i tilfælde af udelukkelse af bundne salg. Kommissionen præciserede således deri for det første, at tallene i tabel nr. 1 i klagepunktsmeddelelsen ikke alene angik de interne salg, men også salg af visse kategorier af glas, som i sidste ende ikke blev taget i betragtning i den anfægtede beslutning, og for det andet forholdet mellem kartelmedlemmernes samlede salg og deres interne salg.

22      Henset til indholdet af denne skrivelse og den omstændighed, at skrivelsen blev videresendt til sagsøgerne, som derfor kunne fremsætte deres bemærkninger til denne skrivelse under retsmødet, kan det pågældende dokument antages til realitetsbehandling, og sagsøgernes formalitetsindsigelse må forkastes.

 Formaliteten vedrørende henvisningerne til dokumenter, som ikke blev fremlagt for Retten

23      Under retsmødet bestred Kommissionen, at visse af sagsøgernes henvisninger i deres mundtlige indlæg til dokumenter, som ikke blev fremlagt for Retten, kunne antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at disse dokumenter ikke indgår i Rettens sagsakter. Kommissionen præciserede, at det bl.a. gjaldt sagsøgernes svar på klagepunktsmeddelelsen.

24      Artikel 44, stk. 1, i procesreglementet om de elementer, som skal være indeholdt i stævningen for Retten, fastsætter, at stævningen skal indeholde »i påkommende tilfælde en angivelse af de beviser, der påberåbes«. Ifølge procesreglementets artikel 46, stk. 1, skal svarskriftet indeholde en angivelse af de beviser, der påberåbes. Disse bestemmelser suppleres af procesreglementets artikel 48, stk. 1, hvorefter parterne i replikken og duplikken kan anføre yderligere beviser til støtte for deres anbringender.

25      Hertil kommer, at nye anbringender i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

26      Det skal dog i denne sag fastslås, at sagsøgerne hverken har ønsket at anføre yderligere beviser eller fremsætte et nyt anbringende efter afslutningen af den skriftlige forhandling, og at de alene under den mundtlige forhandling fremførte en række argumenter, der hvilede på dokumenter, som ikke var blevet fremlagt for Retten. Kommissionens formalitetsindsigelse må derfor forkastes, og det skal således fastslås, at det derimod tilkommer Retten at vurdere de argumenter, der blev fremsat af sagsøgerne under retsmødet, på grundlag af beviserne i sagsakterne.

27      Under den foreliggende sags omstændigheder skal der i øvrigt foretages en undersøgelse af den sidste formalitetsindsigelse, som sagsøgerne fremsatte under retsmødet vedrørende Kommissionens henvisninger i svarskriftet og dens svar på Rettens skriftlige spørgsmål til Pilkingtons svar på klagepunktsmeddelelsen, efter at have undersøgt alle sagsøgernes anbringender.

 Påstanden om delvis annullation af den anfægtede beslutning

28      Sagsøgerne har fremsat et enkelt anbringende til støtte for deres påstand om delvis annullation af den anfægtede beslutning vedrørende faktiske fejl med hensyn til den periode, hvori de deltog i kartellet, og kartellets geografiske dimension.

29      Sagsøgerne kritiserer Kommissionen for ikke at have fastslået, dels at selskaberne tilsluttede sig kartellet inden den 11. februar 2005, dels at kartellet strakte sig over hele EØS’ område. De beviser, som Kommissionen har fremlagt i denne forbindelse, er således tvetydige og selvmodsigende og bygger på subjektive, vage og uunderbyggede udsagn og formodninger baseret på efterfølgende begivenheder.

 Det første led om en urigtig vurdering af varigheden af sagsøgernes deltagelse i overtrædelsen

30      Kommissionen har gjort sagsøgerne ansvarlige for overtrædelsen for perioden fra den 20. april 2004 til den 22. februar 2005 ved at basere sig på forskellige beviser, nemlig dokumenter, der blev beslaglagt i forbindelse med kontrolundersøgelserne, delvist bekræftet af mundtlige erklæringer og dokumenter, som Glaverbel har fremlagt inden for rammerne af en anmodning om bødenedsættelse, og flere virksomheders svar på klagepunktsmeddelelsen. Kommissionen har således antaget, at sagsøgerne begyndte at deltage i den hemmelige adfærd fra mødet den 20. april 2004, som blev afholdt i Tyskland mellem deres repræsentant og Pilkingtons repræsentant, hvor sidstnævnte havde underrettet deres repræsentant om de hemmelige bestemmelser, der var blevet fastsat med Saint-Gobain og Glaverbel. For at nå til denne konklusion støttede Kommissionen sig navnlig på to håndskrevne sider, der blev beslaglagt i lokaler tilhørende Pilkington i forbindelse med de uanmeldte kontrolbesøg (155.-188. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen vurderede, at sagsøgerne fortsatte med at deltage i den hemmelige adfærd, da de den 15. juni 2004 blev ringet op af Pilkington og underrettet om aftalen vedrørende det italienske marked, som de godkendte (189.-196. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen antog i øvrigt, at sagsøgerne sammen med Glaverbel, Pilkington og Saint-Gobain (herefter »de tre andre kartelmedlemmer«) deltog i et møde i Luxembourg den 2. december 2004, hvorunder der blev truffet beslutninger om prisforhøjelser, mindstepriser og andre kommercielle betingelser for salg af planglasprodukter i flere lande i Europa, idet den baserer sig på håndskrevne notater, der var blevet beslaglagt i lokaler tilhørende Pilkington i forbindelse med de uanmeldte kontrolbesøg, og på uddrag af kalendere (197.-264. betragtning til den anfægtede beslutning). Endelig fandt Kommissionen, at sagsøgerne og de tre andre kartelmedlemmer mødtes den 11. februar 2005 i Paris (Frankrig) med henblik på at aftale prisstigninger og andre kommercielle betingelser for salg af planglasprodukter i flere af Det Europæiske Fællesskabs lande og udveksle fortrolige forretningsoplysninger (265.-296. betragtning til den anfægtede beslutning).

31      Sagsøgerne mener, at de ikke deltog i kartellet før den 11. februar 2005. De bestrider således, at møderne den 20. april og den 2. december 2004 samt telefonopkaldet den 15. juni 2004 kunne udgøre holdepunkter for at antage, at de deltog i kartellet. Sagsøgerne har anført, at disse kontakter kunne have udgjort en »testfase« for de tre andre kartelmedlemmer, før man forsøgte at invitere dem til et decideret kartelmøde. Sagsøgerne indrømmer imidlertid, at de deltog i mødet den 11. februar 2005.

32      Hertil bemærkes først, at i medfør af bestemmelserne i artikel 2 i forordning nr. 1/2003 og retspraksis påhviler bevisbyrden for en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF den myndighed, der gør overtrædelsen gældende, idet den skal føre det retligt fornødne bevis for, at de omstændigheder, som udgør overtrædelsen, faktisk foreligger (Domstolens dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 58, og af 8.7.1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125, præmis 86). Såfremt der hos Retten foreligger en tvivl, skal dette endvidere komme den virksomhed til gode, der er adressat for den beslutning, hvorved en overtrædelse fastslås (jf. i denne retning Domstolens dom af 14.2.1978, sag 27/76, United Brands og United Brands Continentaal mod Kommissionen, Sml. s. 207, præmis 265), og i henhold til princippet om uskyldsformodning kan Retten derfor ikke konkludere, at Kommissionen har ført fornødent bevis for den pågældende overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål, navnlig i en sag, hvori der er nedlagt påstand om annullation af en beslutning, hvorved der pålægges en bøde (Rettens dom af 8.7.2004, forenede sager T-67/00, T-68/00, T-71/00 og T-78/00, JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2501, præmis 177). Det er derfor nødvendigt, at Kommissionen fremlægger præcise og samstemmende beviser, der kan støtte den faste overbevisning, at overtrædelsen er blevet begået. Hvert enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser skal imidlertid ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hver enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som institutionen har påberåbt sig, bedømt i deres helhed opfylder dette krav (dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, præmis 179 og 180).

33      Som Domstolen allerede har bemærket, er det hyppigt forekommende, at aktiviteter vedrørende en konkurrencebegrænsende praksis og konkurrencebegrænsende aftale gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt, og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Det følger heraf, at selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem erhvervsdrivende, er disse normalt brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne (Domstolens dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 55-57, og af 25.1.2007, forenede sager C-403/04 P og C-405/04 P, Sumitomo Metal Industries og Nippon Steel mod Kommissionen, Sml. I, s. 729).

34      Når Kommissionens argumentation hviler på den forudsætning, at der ikke kan være nogen anden forklaring på de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har bevist, end at der foreligger en samordning mellem virksomhederne, er det tilstrækkeligt, at sagsøgerne godtgør, at der foreligger omstændigheder, der kan sætte de af Kommissionen konstaterede forhold i et andet lys, og dermed give en anden forklaring på disse end den, der lægges til grund i Kommissionens beslutning (Domstolens dom af 28.3.1984, forenede sager 29/83 og 30/83, Compagnie royale asturienne des mines og Rheinzink mod Kommissionen, Sml. s. 1679, præmis 16, og Rettens dom af 20.4.1999, forenede sager T-305/94 – T-307/94, T-313/94 – T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 931, præmis 725).

35      Kommissionen har imidlertid med rette fremhævet, at denne retspraksis ikke kan anvendes, når dens konstateringer bygger på dokumentbeviser (Rettens dom i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 34, præmis 725-727, i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 32, præmis 186 og 187, og af 12.9.2007, sag T-36/05, Coats Holdings og Coats mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 72).

36      Sagsøgernes argumenter om, at de ikke deltog i kartellet inden den 11. februar 2005, skal vurderes på baggrund af disse principper.

–       Mødet den 20. april 2004

37      Sagsøgerne har først og fremmest rejst tvivl om mødet af 20. april 2004’s konkurrencebegrænsende formål og bevisværdien af notater taget af B., der var medarbejder hos Pilkington, og som deltog i det nævnte møde. Sagsøgerne har således for det første anført, at mødet den 20. april 2004 mellem F., der var medarbejder hos Guardian Europe, og B. i modsætning til de hemmelige møder, der blev holdt mellem de tre andre kartelmedlemmer den 9. januar, den 2. marts, den 15. juni 2004 og den 11. februar 2005, ikke havde et konkurrencebegrænsende formål. De har anført, at dette møde fandt sted i en offentlig restaurant, at det vedrørte emner af fælles interesse, og at F. anmodede om tilbagebetaling af fakturaen for middagen. Hvad for det andet angår B.’s notater vedrørende denne middag, som Kommissionen støttede sig til i den anfægtede beslutning, har sagsøgerne anført, at de ikke er samtidige med middagen og ikke udgør et referat fra mødet, da de indeholder personlige overvejelser. Deres indhold skal i øvrigt fortolkes med forsigtighed, eftersom de blev udarbejdet på engelsk af en uerfaren person, der ikke er engelsktalende, som kunne have begået fejl ved gentagelsen af udtalelserne under middagen.

38      Først skal B.’s notater vedrørende mødet den 20. april 2004 undersøges, og dernæst skal mødets konkurrencebegrænsende formål undersøges.

39      For så vidt angår B.’s notater har sagsøgerne for det første bestridt, at notaterne er samtidige med dette møde, for så vidt som F. ikke erindrer at have set B. tage notater under middagen. I denne forbindelse bemærkes, at de nævnte notaters overskrift »referat af mødet« og datoen »20/04/2004«, udgør et indicium, der synes at bekræfte Kommissionens vurdering af, at notaterne udgør et referat af de drøftelser, som fandt sted mellem F. og B. den 20. april 2004, og er samtidige med det nævnte møde (157. betragtning til den anfægtede beslutning). Detaljeringsgraden og ordlyden af disse notater bekræfter også denne vurdering og strider mod sagsøgernes antagelse af, at de blev udarbejdet af B. efter mødet under angivelse af personlige overvejelser. Det forekommer således lidet sandsynligt, at B. har været i stand til at erindre sig de oplysninger, der blev udvekslet under mødet, så præcist. Det fastslås derfor, at sagsøgernes påstand om, at F. ikke erindrer at have set B. tage notater under middagen – uanset om påstanden måtte være begrundet – ikke i sig selv er tilstrækkelig til at rejse tvivl om Kommissionens vurdering, hvorefter disse notater er samtidige med mødet den 20. april 2004.

40      Sagsøgerne har for det andet bestridt de nævnte notaters bevisværdi med den begrundelse, at de indeholder B.’s personlige overvejelser, og at de blev udarbejdet af en uerfaren person, der ikke er engelsktalende. Sagsøgerne har imidlertid ikke fremlagt nogen beviser til støtte for disse påstande. De erkender i øvrigt selv, at disse notater er klare og velordnede, hvilket udgør kendetegnene ved et mødereferat. I øvrigt indeholder disse notater, af B. benævnt »referat af mødet«, ikke – i modsætning til det af sagsøgerne påståede – B.’s personlige overvejelser, men viser, at der er sket en udveksling af oplysninger mellem B. og F. De af B. givne oplysninger fremgår således af en første del, f.eks. for Det Forenede Kongerige, Irland og Tysklands vedkommende, med overskriften »Den aftalte prisforhøjelse«, mens de oplysninger, der blev givet af F., er anført bagefter og for Det Forenede Kongerige, Irland og Tysklands vedkommende fremgår under rubrikken »Oplysninger«. Notaterne indeholder også de tiltag, der skal iværksættes som følge af denne udveksling af oplysninger, f.eks. for Tyskland: »Guardian bekræfter glasprisen for S.«, og for Italien: »Vi skal evaluere antallet af dage på forhandlernes lagre.« Det må derfor fastslås, at sagsøgernes argumenter blot er formodninger, som ikke er tilstrækkelige til at rejse tvivl om de nævnte notaters bevisværdi.

41      Det fremgår i øvrigt af B.’s notater, at der blev udvekslet fortrolige oplysninger under dette møde. B. underrettede således F. om de kommende prisstigninger i Det Forenede Kongerige, Irland og Tyskland, der blev aftalt mellem de tre andre kartelmedlemmer, og F. gav til gengæld oplysninger om sagsøgernes stilling på de nævnte markeder (159.-167. betragtning til den anfægtede beslutning).

42      Det fremgår også af disse notater, at B. underrettede F. om drøftelserne mellem de tre andre kartelmedlemmer om priser og de eventuelle prisstigninger på det italienske marked, hvor der endnu ikke var indført en prisstigning, og at F. oplyste, at han i tilfælde af en prisstigning på det italienske marked var indforstået med enten at standse salget på det pågældende marked i to måneder, således at de tre andre kartelmedlemmer faktisk kunne foretage den pågældende prisstigning, eller at forhøje sine priser samtidigt med sidstnævnte tre måneder senere, og dermed give det produktionscenter, som forsynede det italienske marked, mulighed for at anvende den nævnte forhøjelse.

43      Sagsøgerne har ikke desto mindre gjort gældende, at de af B. givne oplysninger under dette møde ikke var følsomme, da Pilkington enten havde kendskab til dem, eller de var forsætligt urigtige. De af F. til B. givne oplysningers følsomme karakter fremgår imidlertid af selve deres indhold. Disse oplysninger vedrørte således sagsøgernes forretningsstrategier, der normalt ikke bør kendes af konkurrenterne. Dette er særligt tilfældet for så vidt angår oplysningerne om driften af fabrikken i Goole (Det Forenede Kongerige), antallet af F.’s kunder i Det Forenede Kongerige og Irland og hans interesse for små kunder, der tiltrækkes af »48 timers-tjenesten«. Det samme gælder oplysningerne om de priser, der anvendtes i forhold til bestemte kunder, F.’s indtryk vedrørende interessen for at tilpasse prisstigningen i Tyskland til kundernes størrelse eller den adfærd, der skulle udvises i tilfælde af en prisstigning i Italien. Den omstændighed, at B. har indført disse oplysninger i sine notater, modsiger i øvrigt sagsøgernes påstand om, at oplysningerne var kendte af konkurrenterne.

44      Endelig har den omstændighed – hvis den antages godtgjort – at nogle af de oplysninger, der blev fremsendt af F., var uklare, f.eks. den omstændighed, at antallet af klientkonti var på 130 og ikke på 150, eller at fabrikken i Goole arbejdede på »lav kapacitet« og ikke på »lavest mulig kapacitet«, ikke påvirket vurderingen af deres oplysningsværdi. Desuden udgør henvisningen til »markedet på 135 000 tons« for Det Forenede Kongerige i modsætning til, hvad F. synes at have gjort gældende i sin beediget erklæring af 10. maj 2007, ikke en urigtig oplysning, men en af de betingelser, der blev fastsat af kartelmedlemmerne, for at gennemføre en prisstigning, dvs. et skøn over den mængde af planglas, som sagsøgerne skulle sælge i Det Forenede Kongerige i 2004 (161. betragtning til den anfægtede beslutning).

45      Det følger af det ovenstående, at Kommissionen med rette kunne fastslå, at der under dette møde mellem F. og B. havde fundet en udveksling af følsomme oplysninger sted vedrørende Det Forenede Kongerige, Irland og Tyskland samt sagsøgernes strategi i tilfælde af prisstigninger i Italien. Som Kommissionen har anført, udgør denne udveksling af oplysninger i det mindste en samordnet praksis. Det bemærkes således, at enhver direkte eller indirekte kontakt mellem erhvervsdrivende, der er egnet til over for en konkurrent at afsløre den adfærd, som den pågældende erhvervsdrivende har bestemt sig for eller overvejer at udvise på dette marked, når en sådan kontakt har til formål eller til følge, at der opstår konkurrencevilkår, som ikke svarer til det pågældende markeds normale vilkår, udgør en samordnet praksis, som er ulovlig i henhold til artikel 81, stk. 1, EF (Domstolens dom i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 32, præmis 117, og dom af 8.7.1999, sag C-199/92 P, Hüls mod Kommissionen, Sml. I, s. 4287 præmis 160, samt Rettens dom af 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, »Cement-dommen«, Sml. II, s. 491, præmis 1852). Denne form for koordinering mellem virksomheder træder bevidst i stedet for et praktisk samarbejde mellem dem, som kan bringe konkurrencen i fare (jf. i denne retning Rettens dom af 8.7.2008, sag T-53/03, BPB mod Kommissionen, Sml. II, s. 1333, præmis 179, og af 2.2.2012, sag T-83/08, Denki Kagaku Kogyo og Denka Chemicals mod Kommissionen, præmis 67). For at godtgøre en samordnet praksis er det derfor ikke nødvendigt, at det påvises, at den pågældende konkurrent formelt har forpligtet sig over for en eller flere andre til at indtage en adfærd, eller at konkurrenterne i fællesskab fastlægger deres fremtidige adfærd på markedet. Det er tilstrækkeligt, at konkurrenten ved hjælp af sine hensigtserklæringer fjerner eller væsentligt reducerer den usikkerhed, der er med hensyn til virksomhedens fremtidige adfærd på markedet (Cement-dommen, præmis 1852, samt dommen i sagen BPB mod Kommissionen, præmis 182, og i sagen Denki Kagaku Kogyo og Denka Chemicals mod Kommissionen, præmis 67).

46      De argumenter, hvorved det nævnte mødes konkurrencebegrænsende formål bestrides, må følgelig forkastes som grundløse. Henset til de spørgsmål, som blev behandlet under mødet den 20. april 2004, og som er anført i præmis 41 og 42 ovenfor, kan den omstændighed, at mødet fandt sted under en middag på en offentligt tilgængelig restaurant, og at F. anmodede om tilbagebetaling af fakturaen for middagen, følgelig ikke, som Kommissionen har gjort gældende, være tilstrækkelig til at rejse tvivl om det nævnte mødes konkurrencebegrænsende formål.

47      Sagsøgerne har endvidere anført, at Kommissionen ikke har formået at godtgøre, at de tilsluttede sig kartellet under mødet den 20. april 2004. Kommissionen har således ikke bevist, således som det kræves ifølge retspraksis, at B. meddelte F. enkeltheder vedrørende de tidligere møder mellem de tre andre kartelmedlemmer, eller at F. tilkendegav, at han havde til hensigt med sin egen adfærd at bidrage med hvad som helst til kartellet. B. opfordrede i øvrigt ikke F. om at deltage i det næste kartelmøde i juni 2004, men kun i mødet i februar 2005. Kommissionen har heller ikke påvist, at B. tilbød at stille sig til rådighed som kontaktperson for bestemte konkurrenter, der ikke var medlemmer af Den Europæiske Gruppe af Planglasfabrikanter (herefter »GEPVP«), som er en forening oprettet i 1978, som skal repræsentere planglasfabrikanter i Europa, og som er sammensat af de tre andre kartelmedlemmer og fra den 1. juli 2004 af sagsøgerne. Glaverbels påstande i denne henseende er således ikke understøttet af skriftlige beviser. Endelig kan Kommissionen ikke basere sin konklusion om, at middagen den 20. april 2004 var af en konkurrencebegrænsende art, på F.’s deltagelse i de efterfølgende møder i december 2004 og februar 2005 eller i GEPVP’s møder.

48      Når det drejer sig om aftaler og samordnet praksis med et konkurrencebegrænsende formål, skal Kommissionen ifølge retspraksis med henblik på at godtgøre en virksomheds deltagelse i disse føre bevis for, at virksomheden har haft til hensigt ved sin egen adfærd at bidrage til de fælles mål, deltagerne som helhed har fulgt, og at den har haft kendskab til de konkrete handlinger, som de øvrige virksomheder har planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed har kunnet forudse dem og været indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 32, præmis 87).

49      I det foreliggende tilfælde fremgår det af B.’s notater om mødet den 20. april 2004, dels at sagsøgerne, henset til de oplysninger, der blev givet F. under mødet, fik kendskab til den af de tre andre kartelmedlemmer planlagte konkurrencebegrænsende adfærd, dels at sagsøgerne, henset til de oplysninger, der til gengæld blev meddelt B., har haft til hensigt på deres egne vegne og ved deres egen adfærd at bidrage til kartellets fælles mål. Selv om sagsøgerne således – som de selv har gjort gældende – var en aggressiv konkurrent på markedet, gjorde de af F. afgivne oplysninger i forbindelse med dette møde det muligt for de tre andre kartelmedlemmer at kende deres stilling på markederne i Det Forenede Kongerige, Irland og Tyskland, hvor de påregnede at anvende de aftaler om prisstigninger, som blev indgået på tidligere møder, og udvide aftalerne til det italienske marked med sagsøgernes forsikring om, at de ville samarbejde. Under disse omstændigheder er den omstændighed, at det ikke i B.’s notater nævnes, at han har meddelt F. oplysninger om aftalerne om prisstigninger vedrørende Benelux-landene eller om forventningerne til prisstigningerne i andre lande, bl.a. Frankrig og Polen, som blev vedtaget på mødet den 2. marts 2004, uden betydning med henblik på at godtgøre sagsøgernes deltagelse i kartellet.

50      I modsætning til det af sagsøgerne påståede og i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 45 og 48, må det følgelig fastslås, at Kommissionen har påvist sagsøgernes deltagelse i kartellet fra mødet den 20. april 2004.

51      Sagsøgernes argument om, at det ikke fremgår af de notater, som blev udarbejdet af B., at denne havde underrettet F. om eksistensen og indholdet af kartelmøderne, og navnlig om det seneste møde den 2. marts 2004, har ingen indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne tilsluttede sig kartellet under mødet den 20. april 2004. Som det således blev fastslået i præmis 41 ovenfor, fremgår det bl.a. af B.’s notater, at denne informerede F. om eksistensen af prisaftaler vedrørende Det Forenede Kongerige, Irland og Tyskland samt fristerne for deres gennemførelse, »2 uger senere« for Det Forenede Kongerige og Irland og »den 1. maj – 15. maj – 1. juni større kunder« for Tyskland. Det fremgår således af den anfægtede beslutning, at Pilkington bebudede en prisstigning i Det Forenede Kongerige og i Irland den 29. april 2004, hvilket blev fulgt af Saint-Gobains og Glaverbels meldinger den 11. og den 18. maj 2004 (159. betragtning til den anfægtede beslutning, fodnote 193). Med hensyn til Tyskland blev den første melding om prisforhøjelse foretaget af Saint-Gobain den 25. maj 2004, hvilket blev fulgt af Pilkingtons og Glaverbels meldinger i begyndelsen af juni 2004 (163. betragtning til den anfægtede beslutning, fodnote 201). I modsætning til det af sagsøgerne påståede havde selskaberne således et tilstrækkeligt nøje kendskab til den af de tre andre kartelmedlemmer planlagte adfærd med henblik på at nå deres konkurrencebegrænsende mål. På trods af disse omstændigheder tøvede F. ikke med at give oplysninger, som bidrog til kartellets mål, såsom oplysningen om en eventuel prisforhøjelse i Italien.

52      Hvad angår sagsøgernes argument om, at det ikke fremgår af de notater, som blev udarbejdet af B., at denne havde opfordret F. til at deltage i det næste kartelmøde, må det forkastes som værende uden relevans. Kommissionen har således med andre beviser påvist sagsøgernes direkte eller indirekte deltagelse i alle de efterfølgende kartelmøder fra denne dato (jf. præmis 63 og 69-71 ovenfor). Under mødet den 15.juni 2004 mellem de tre andre kartelmedlemmer ringede B. til F., som var på ferie, for at bekræfte en oplysning, som sidstnævnte havde givet ham under mødet den 20. april 2004 om Italien (196. betragtning til den anfægtede beslutning). For så vidt angår mødet den 2. december 2004 blev det holdt af F. selv og fandt sted i Luxembourg dagen før GEPVP’s møde, som kun de fire repræsentanter for kartelmedlemmerne deltog i (199. og 201.-204. betragtning til den anfægtede beslutning). Som de erkender, deltog sagsøgerne endelig i mødet den 11. februar 2005, der var indkaldt af B.

53      Hvad angår sagsøgernes argumenter om, at hverken F.’s reaktion på B.’s forslag eller den omstændighed, at F. lovede at bidrage til de videre drøftelser, fremgår af de notater, som blev udarbejdet af B., må de også forkastes som værende uden relevans. Som det således fremgår af præmis 49 ovenfor, fik sagsøgerne, henset til den udveksling af oplysninger, der fandt sted mellem B. og F. under mødet den 20. april 2004, kendskab til den af de tre andre kartelmedlemmer planlagte konkurrencebegrænsende adfærd og har haft til hensigt ved deres egen adfærd at bidrage til kartellets fælles mål, hvilket ifølge den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 48, er tilstrækkelig til at godtgøre sagsøgernes deltagelse i kartellet.

54      For så vidt angår B.’s formidlerrolle fremgår denne af referatet af mødet den 20. april 2004 og bekræftes af Glaverbels erklæringer af 8. marts og 23. december 2005, idet den første erklæring blev afgivet forud for, at Kommissionen opdagede B.’s notater (80. og 160. betragtning til den anfægtede beslutning). Den omstændighed, at Glaverbels erklæringer blev afgivet inden for rammerne af en anmodning om bødenedsættelse, kan ikke forhindre Kommissionen i at anvende dem (jf. i denne retning dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 32, præmis 192). Selv om disse erklæringer, som sagsøgerne har anført, ikke er i direkte modstrid med Glaverbels interesser, har sidstnævnte ikke nogen interesse i at give Kommissionen urigtige oplysninger om de andre kartelmedlemmer. Ethvert forsøg på at vildlede Kommissionen inden for rammerne af en anmodning om bødenedsættelse kan således skabe tvivl angående oprigtigheden og samarbejdsviljen hos den ansøger, der har fremsat anmodningen, og dermed bringe muligheden for denne for at drage fuld nytte af samarbejdsmeddelelsen i fare (Rettens dom af 16.11.2006, sag T-120/04, Peróxidos Orgánicos mod Kommissionen, Sml. II, s. 4441, præmis 70). Sagsøgernes argumenter vedrørende bevisværdien af Glaverbels erklæringer i forhold til B.’s formidlerrolle må derfor forkastes.

55      Hvad angår sagsøgernes argument om, at den omstændighed, at Kommissionen har påberåbt sig selskabernes deltagelse i efterfølgende møder i kartellet i december 2004 og februar 2005 eller i GEPVP for at fastslå den konkurrencestridige karakter af mødet den 20. april 2004, er i strid med uskyldsformodningen, skal det bemærkes, at retspraksis ikke forhindrer Kommissionen i at henvise til faktiske omstændigheder efter en konkurrencebegrænsende adfærd med henblik på at bekræfte indholdet af et objektivt bevis, såsom de notater, som blev udarbejdet af B. under det nævnte møde. Den af sagsøgerne påberåbte retspraksis forhindrer derimod anvendelsen af beviser vedrørende en tidligere periode, hvor den pågældende adfærd var lovlig, for at fastslå den konkurrencestridige karakter af en efterfølgende adfærd, hvilket ikke er tilfældet i denne sag (Rettens domme af 29.6.1995, sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, præmis 73, og sag T-36/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1847, præmis 83). Dette argument bør derfor forkastes som åbenbart ugrundet.

56      Sagsøgerne har endelig bestridt Kommissionens påstand om, at B. mødtes med F. for at oplyse ham om trepartsaftalerne vedrørende prisforhøjelserne i Det Forenede Kongerige, Irland og Tyskland, eller for at fastslå, hvorledes de ville forholde sig i tilfælde af en prisforhøjelse i Italien, samt bestridt selve eksistensen af prisaftaler vedrørende Tyskland. Sagsøgerne har endvidere præciseret, at den omstændighed, at man underrettes om, at der blev afholdt kartelmøder, i overensstemmelse med retspraksis ikke i sig selv kan sidestilles med en overtrædelse.

57      Som det er nævnt ovenfor i præmis 45, deltog F. i det foreliggende tilfælde i en udveksling af følsomme oplysninger med B. om Det Forenede Kongerige, Irland, Tyskland og Italien under mødet den 20. april 2004. Langt fra at distancere sig fra den konkurrencebegrænsende adfærd, som vedkommende blev underrettet om, gav F. oplysninger om sagsøgernes forretningsstrategier i Det Forenede Kongerige, Irland og Tyskland, og gav oplysning om den adfærd, som de ville udvise i tilfælde af en prisforhøjelse i Italien (jf. præmis 41-44 ovenfor), og reducerede derfor usikkerheden med hensyn til deres fremtidige adfærd på markedet væsentligt (jf. præmis 45 ovenfor). Sagsøgernes argumenter om, at det ikke fremgår af B.’s notater, at F. havde givet tilsagn vedrørende disse selskabers fremtidige prispolitik i Det Forenede Kongerige, eller at han gav udtryk for nogen form for støtte til en prisforhøjelse, er derfor uden relevans. I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, kan den omstændighed, at man underrettes om, at der blev afholdt kartelmøder, endvidere udgøre en overtrædelse, hvis der til gengæld gives oplysninger med henblik på at bidrage til kartellets fælles mål (jf. præmis 48 og 49 ovenfor). Endelig viser de efterfølgende faktiske omstændigheder, at sagsøgerne som følge af dette møde fulgte de tre andre kartelmedlemmers adfærd. Det fremgår således af et internt dokument fra sagsøgerne, der blev beslaglagt under kontrolbesøgene, at disse selskaber som følge af de tre andre kartelmedlemmers prisforhøjelse i Det Forenede Kongerige og Irland også foretog en prisforhøjelse (159. betragtning til den anfægtede beslutning).

58      Hvad angår argumentet om, at Kommissionen ikke har godtgjort, at der fandtes en aftale under kartelmødet den 2. marts 2004 med hensyn til prisforhøjelsen for Tyskland, må det forkastes som værende uden enhver betydning. Det fremgår således af B.’s notater, at denne underrettede F. om eksistensen og indholdet af den nævnte aftale, idet tidspunktet for de tre andre kartelmedlemmers indgåelse af den ikke er relevant, og at F. derfor fik kendskab til, at den fandtes. I øvrigt gav F. til gengæld B. oplysninger om det dobbelte prissystem, som blev anvendt på S., en af sagsøgerne og Pilkingtons fælles kunder, og skulle underrette B. om den salgspris, der faktisk blev anvendt på denne kunde. F. foreslog tilmed et interval for prisforhøjelser. Efterfølgende faktiske omstændigheder bekræfter i øvrigt, at den nævnte aftale fandtes. Som det således blev fastslået i præmis 51 ovenfor, blev denne aftale gennemført af de tre andre kartelmedlemmer på datoer, der ligger tæt på dem, der blev meddelt F. af B. under mødet den 20. april 2004, og som er anført i B.’s notater, den 25. maj 2004 af Saint-Gobain, den 4. juni 2004 af Pilkington og den 7. juni 2004 af Glaverbel, mens de fastsatte datoer var henholdsvis den 1. maj, 15. maj og 1. juni 2004. I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, er denne afvigelse ubetydelig og kan ikke rejse tvivl om eksistensen af den nævnte aftale eller den udveksling af oplysninger, der fandt sted mellem F. og B. i denne forbindelse under mødet den 20. april 2004.

59      Henset til alle ovenstående bemærkninger må det fastslås, at Kommissionen i 171. og 188. betragtning til den anfægtede beslutning med rette konkluderede, for det første, at B. mødtes med F. den 20. april 2004 for at underrette F. om eksistensen af aftaler mellem de tre andre kartelmedlemmer med hensyn til prisforhøjelserne for Det Forenede Kongerige, Irland og Tyskland, for det andet, at F. til gengæld gav B. følsomme oplysninger om sagsøgernes forretningsstrategier på disse markeder. I Italiens tilfælde anførte F. i øvrigt, at såfremt en prisforhøjelse fandt sted, ville sagsøgerne ikke modsætte sig dette. Heraf følger, at det er med rette, at Kommissionen fandt, at mødet den 20. april 2004 var af konkurrencebegrænsende art, og at sagsøgerne tilsluttede sig kartellet fra dette møde (330. betragtning til den anfægtede beslutning).

–       Telefonsamtale den 15. juni 2004

60      Kommissionen vurderede, at sagsøgerne fortsatte med at deltage i den hemmelige adfærd, da de den 15. juni 2004 modtog et telefonopkald fra Pilkington og blev underrettet om aftalen vedrørende det italienske marked, som de godkendte (189.-196. betragtning til den anfægtede beslutning).

61      Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ikke har ført noget bevis for indholdet af telefonsamtalen mellem B. og F., der fandt sted under mødet den 15. juni 2004, og at Kommissionen alene lagde de erklæringer til grund, som blev afgivet af Glaverbel inden for rammerne af selskabets anmodning om bødenedsættelse, for fastslåelsen af, at F. under denne samtale anførte, at han ikke ville modsætte sig prisaftalen om Italien. F. begrænsede sig i virkeligheden til at tilkendegive, at sagsøgerne – eftersom selskaberne ikke var en betydelig deltager på det italienske marked – ikke var i stand til at påvirke prisniveauet på dette marked, og gentog således de udtalelser, som blev afgivet under middagen den 20. april 2004. Det er i øvrigt sagsøgernes opfattelse, at en kortvarig telefonsamtale ikke kan svare til en deltagelse i kartelmødet, der ifølge Glaverbel varede fem timer.

62      Det skal først bemærkes, at i henhold til den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 54, svækker den omstændighed, at Glaverbels erklæringer blev afgivet inden for rammerne en anmodning om bødenedsættelse, ikke i sig selv deres bevisværdi.

63      Sagsøgerne erkender, at B. ringede til F., og at de talte om Italien. Glaverbel præciserede, at B. underrettede F. om de prisaftaler, som blev indgået under mødet, og at det var tydeligt for alle deltagerne i dette møde, at sagsøgerne, henset til F.’s udtalelser, ikke havde til hensigt at modsætte sig de nævnte aftaler (189. betragtning til den anfægtede beslutning). Som Kommissionen har gjort gældende, er disse erklæringer forenelige med F.’s erklæringer om, at han over for B. gentog det, som han havde sagt til på mødet den 20. april 2004, nemlig at selskabet ikke var en betydelig deltager på det italienske marked, at denne situation ikke ville ændre sig i nær fremtid, og at selskabet ikke var i stand til øve indflydelse på dette marked. F. bekræftede derfor over for B., at sagsøgerne ikke ville forstyrre aftalerne vedrørende prisforhøjelsen på det italienske marked. I øvrigt bekræfter Saint-Gobains erklæring, som sagsøgerne ikke har bestridt, at der er en forbindelse mellem dem og de aftaler, som blev indgået under mødet den 15. juni 2004, for så vidt som Saint-Gobain var af den opfattelse, at F. havde deltaget i det nævnte møde (190. og 196. betragtning til den anfægtede beslutning).

64      Kommissionen har ganske vist ikke fremlagt noget skriftligt bevis for mødet eller telefonsamtalen den 15. juni 2004. Ikke desto mindre kan Kommissionen i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 33, i de tilfælde, hvor beviserne er brudstykkeagtige eller spredte, rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger, hvilket den i det foreliggende tilfælde har gjort i den anfægtede beslutning (196. betragtning til den anfægtede beslutning). Sagsøgerne kunne heller ikke give en anden sammenhængende forklaring på årsagen til dette opkald eller indholdet af telefonsamtalen mellem B. og F. om Italien, som de ikke bestrider eksistensen af. Henset endelig til indholdet af mødet den 20. april 2004, som bl.a. vedrørte Italien, og de omstændigheder, hvorunder denne telefonsamtale fandt sted, er den omstændighed, at samtalen var kortvarig, uden relevans med henblik på at udelukke samtalens konkurrencestridige karakter.

65      Det er således med rette, at Kommissionen fandt, dels at B. ringede til F. den 15. juni 2004 for at underrette ham om de aftaler, der blev indgået under det møde, som havde fundet sted samme dag mellem de tre andre kartelmedlemmers repræsentanter, og at F. havde meddelt ham sin holdning i den henseende, dels at den nævnte meddelelse derfor var af konkurrencebegrænsende art.

–       Mødet den 2. december 2004

66      Kommissionen fastslog endelig på grundlag af håndskrevne notater, der blev beslaglagt i lokaler tilhørende Pilkington i forbindelse med de uanmeldte kontrolbesøg, og uddrag af kalendere, at sagsøgerne sammen med de tre andre kartelmedlemmer havde deltaget i et møde i Luxembourg den 2. december 2004, hvorunder der blev truffet beslutninger om prisforhøjelser, mindstepriser og andre kommercielle betingelser for salg af planglasprodukter i flere lande i Europa (197.-264. betragtning til den anfægtede beslutning).

67      Sagsøgerne bestrider, at dette møde kan anses for at have haft et konkurrencebegrænsende formål. Sagsøgerne har således for det første anført, at det drejede sig om en middag, som var blevet meddelt et større antal personer, afholdt på en offentligt tilgængelig restaurant, og at F. anmodede om tilbagebetaling af fakturaen for middagen. Sagsøgerne finder for det andet, at Kommissionen ikke har godtgjort, at dette møde gav anledning til aftaler om fremtidige prisforhøjelser mellem kartelmedlemmerne, som krævede, at sagsøgerne deltog. Selskaberne har således anført, at F.’s udtalelser under dette møde ikke kan betragtes som udtryk for deres samtykke til at tilslutte sig kartellet i EØS, og at Kommissionens konklusioner vedrørende disse notater strider mod Glaverbels erklæringer. Ifølge sidstnævnte blev der ikke diskuteret prisforhøjelser under middagen, sagsøgerne havde aldrig deltaget i et flerpartskartelmøde før den 11. februar 2005, og de drøftelser, som fandt sted under middagen, var begrænset til en udveksling af informationer. Sagsøgerne har for det tredje anført, at den »prisforhøjelsesordning«, der er nævnt i B.’s notater, og bemærkningerne i denne forbindelse enten er udtryk for B.’s egne idéer eller mest sandsynligt en bilateral drøftelse mellem B. og H., medarbejder hos Saint-Gobain, som blev præsenteret og delvist accepteret under mødet i februar 2005.

68      Det skal først præciseres, at B.’s notater er af to typer. Den første type blev taget på papir med hotel N.’s og Pilkingtons brevhoved og har overskriften »GEPVP-møde i Luxembourg«, og den anden type blev taget på papir med Pilkingtons brevhoved og har overskriften »referat af mødet 2/12/04«. Det fremgår af Pilkingtons erklæringer, som sagsøgerne ikke har bestridt, at de første notater blev udarbejdet af B. den 3. december 2004 til personligt brug og udgør overvejelser omkring mødet den 2. december 2004, mens de andre notater blev taget under mødet den 2. december 2004.

69      Det fremgår af overskriften til de andre notater »Referat«, disses dato »2/12/2004« og deres indhold, at de er et referat af det møde, som fandt sted på det pågældende tidspunkt. Notaterne afspejler således drøftelserne mellem deltagerne vedrørende priserne på planglas i forskellige EØS-lande, de af F. afgivne oplysninger og under afsnittet »Generelle aftaler«, de indgåede aftaler. Denne vurdering bekræftes af Pilkingtons første erklæringer om, at disse sider består af notater, som blev udarbejdet på tidspunktet for et møde, som blev afholdt i Luxembourg på det pågældende tidspunkt.

70      Disse notater tillader endvidere at fastslå, at de spørgsmål, som blev behandlet under dette møde, og derfor selve mødet var af klart konkurrencebegrænsende karakter. Notaterne vidner således om, at kartelmedlemmerne blev enige om at forhøje priserne i forskellige EØS-lande, og at F. afgav visse følsomme oplysninger. Glaverbel bekræftede også det nævnte mødes konkurrencebegrænsende karakter i sin erklæring af 8. marts 2005, hvorefter »ud over sædvanlige drøftelser om priser kunden S.’ situation også var genstand for langvarige drøftelser«.

71      Det må følgelig fastslås, at B.’s notater og Pilkingtons og Glaverbels overensstemmende erklæringer vedrørende de drøftelser, som fandt sted under middagen, gør det muligt dels at fastslå den konkurrencebegrænsende karakter af mødet den 2. december 2004, dels at neutralisere Glaverbels oprindelige erklæringer, som sagsøgerne har påberåbt sig, hvorefter der ikke var tale om nogen prisforhøjelser under middagen. Som angivet i præmis 45 ovenfor kan sagsøgernes argumenter om, at mødet blev afholdt under en middag, og F. anmodede om tilbagebetaling af fakturaen for denne middag, under disse omstændigheder ikke være tilstrækkelig til at rejse tvivl om det nævnte mødes konkurrencebegrænsende karakter.

72      Sagsøgerne har bestridt, at der blev indgået prisaftaler under mødet, og har anført – hvilket Pilkington i øvrigt anførte i dennes besvarelse af klagepunktsmeddelelsen – at det drejede sig om en udveksling af oplysninger og ikke en aftale. Det fremgår imidlertid af B.’s notater, at kartelmedlemmerne ud over denne informationsudveksling også indgik prisaftaler under dette møde. Der blev således fastsat mindstepriser for Italiens vedkommende; for Det Forenede Kongeriges vedkommende blev der fastsat en målpris og en tidsplan og procedure for en prisforhøjelse; for de baltiske staters vedkommende blev der, anført af sagsøgerne, besluttet en prisforhøjelse; for Polens vedkommende blev der, anført af sagsøgerne, besluttet en prisforhøjelse i marts 2005; for Frankrigs vedkommende blev der besluttet en forhøjelse på 10%, som blev meddelt af sagsøgerne; for Benelux-landenes vedkommende blev der besluttet en prisforhøjelse i marts 2005; endelig blev der for Tysklands vedkommende besluttet en prisforhøjelse anført af Pilkington. Den sidste side af B.’s notater med overskriften »Generelle aftaler« sammenfatter desuden delvist de prisaftaler, som blev indgået og nævnt i disse notater, og vedrører delvist andre aftaler.

73      Den omstændighed, som sagsøgerne har påpeget, at det ikke fremgår af de notater, som blev udarbejdet af B., at F. har givet oplysninger, ud fra hvilke sagsøgernes deltagelse i de aftaler, som blev indgået under middagen, kan udledes, er i øvrigt uden relevans. Ifølge fast retspraksis er det tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at den pågældende virksomhed har deltaget i møder, hvorunder der blev indgået konkurrencestridige aftaler, uden klart at have taget afstand herfra, for at føre bevis for, at denne virksomhed deltog i kartellet. Når deltagelsen i sådanne møder er blevet bevist, påhviler det virksomheden at fremføre indicier af en sådan beskaffenhed, at den kan påvise, at dens deltagelse i de nævnte møder ikke var sket for at begrænse konkurrencen, og herved påvise, at den over for konkurrenterne havde oplyst, at den deltog i møderne med et andet formål end deres (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 32, præmis 96, og dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 33, præmis 81). Således som Domstolen forklarede i præmis 82 i dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 33, er begrundelsen for dette princip, at en virksomhed, der har deltaget i det nævnte møde uden offentligt at tage afstand fra det, der blev drøftet, har givet de andre deltagere det indtryk, at den tilsluttede sig mødets resultat og ville rette sig efter det.

74      Denne retspraksis om stiltiende accept bygger på den forudsætning, at den pågældende virksomhed har deltaget i møder, hvorunder der blev indgået konkurrencestridige aftaler eller aftaler af klart konkurrencestridig karakter (dommen i sagen Coats Holdings og Coats mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 35, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis), hvilket – som det allerede er blevet anført i præmis 71 ovenfor – er tilfældet i den foreliggende sag.

75      I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne ikke fremlagt nogen beviser, der gør det muligt at fastslå, at F. tog afstand fra de indgåede aftaler, selv om han deltog i mødet på sagsøgernes vegne. I overensstemmelse med den retspraksis, der nævnes i de ovenstående præmisser, er F.’s deltagelse i mødet som repræsentant for sagsøgerne derfor i sig selv tilstrækkelig til at fastslå, at F. på deres vegne gav en stiltiende accept, når henses til de aftaler, der blev indgået under dette møde.

76      I modsætning til, hvad sagsøgerne har hævdet, fremgår det derfor af de notater, som blev udarbejdet af B. under mødet den 2. december 2004, at kartelmedlemmerne ikke alene udvekslede følsomme oplysninger under dette møde, men at de også indgik aftaler om prisforhøjelser for forskellige typer planglas for forskellige EØS-lande, og at F. på sagsøgernes vegne tilkendegav sin stiltiende accept i forhold til disse aftaler.

77      Sagsøgerne har imidlertid anført, at den »prisforhøjelsesordning«, der er nævnt i B.’s notater, ikke viser indgåelsen af en samlet aftale vedrørende de fremtidige prisforhøjelser. Det skal bemærkes, at »prisforhøjelsesordningen« fremgår af B.’s notater, der blev udarbejdet efter middagen, på papir med hotel N.’s brevhoved. Som angivet i præmis 68 ovenfor, blev disse notater udarbejdet til personligt brug. »Prisforhøjelsesordningen« udgør i denne sammenhæng blot det afsnit, under hvilket der fremgår en oversigt med en sammenfatning af de forskellige prisaftaler for det kommende år, som er nævnt ovenfor i præmis 72, og bemærkningerne i denne forbindelse kan ikke betragtes som hverken B.’s fortolkning af den betydning, som sagsøgerne kunne få i kartellet, eller som et sammendrag af en bilateral drøftelse mellem B. og H. efter middagen. Dette argument om »prisforhøjelsesordningen« er derfor ikke tilstrækkeligt til at rejse tvivl om den omstændighed, at der blev indgået aftaler om prisforhøjelser under det nævnte møde.

78      Sagsøgerne har også har anført, at de sætninger, hvorved der gives udtryk for, at »[d]e generelle bemærkninger vedrørende Guardians adfærd blev støttet af de andre«, og at »[p]riserne på alle markederne er truede«, og som kommer før »prisforhøjelsesordningen«, gentager bemærkninger fra B., H., medarbejder hos Saint-Gobain, og/eller D., medarbejder hos Glaverbel, hvilket viser, at de ikke fraveg deres aggressive strategi. Denne påstand kan ikke svække den førnævnte konklusion. Disse sætninger, der skal ses i sammenhæng med et sammendrag, som B. udarbejdede i personligt øjemed, af de spørgsmål, der blev behandlet under mødet dagen før (jf. præmis 68 og 77 ovenfor), afspejler ikke sagsøgernes afstandtagen i forhold til aftalerne. Dels er den sætning, hvorved der gives udtryk for, at »[p]riserne på alle markederne er truede«, en konstatering om den situation, der forelå på tidspunktet for mødet den 2. december 2004 (jf. f.eks. referat af mødet, hvoraf det vedrørende Det Forenede Kongerige fremgår, at »priserne i Det Forenede Kongerige betragtes som lave«, vedrørende Frankrig fremgår, at »[p]riserne [stort set er] de laveste i Europa for øjeblikket«, vedrørende Tyskland fremgår, at »[p]riserne [straks skal] stabiliseres til de nuværende niveauer«, vedrørende Spanien fremgår, at priserne har været »i frit fald i to måneder«, og vedrørende den første af de indgåede generelle aftaler fremgår, at der blev fastsat et »[p]risstop i hele Europa i løbet af de kommende måneder«). Dels er det anført, at »[d]e generelle bemærkninger vedrørende Guardians adfærd blev støttet af de andre«, hvilket er en kritik af sagsøgernes adfærd inden det nævnte møde, der indtil denne dato ikke var som forventet [jf. bl.a. referatet af mødet, hvoraf det vedrørende de baltiske stater fremgår, at »[s]elv om det blev aftalt at forhøje priserne (Gl + P har gjort det), har G ikke gjort det, og priserne er i øvrigt nu på det samme niveau (Ø [= gennemsnittet] 260)«].

79      Henset til alle ovenstående bemærkninger kan det i modsætning til det af sagsøgerne påståede (jf. præmis 31 ovenfor) konkluderes, at den kontakt, der har fundet sted mellem dem og de tre andre kartelmedlemmer, ikke udgør en del af en »testfase«, men en reel deltagelse i kartellet. Det er nemlig blevet fastslået, at sagsøgerne, repræsenteret af F., tilsluttede sig kartellet under mødet den 20. april 2004, at de modtog et telefonopkald den 15. juni 2004, at de holdt en middag den 2. december 2004, og at drøftelserne under disse tre begivenheder havde et konkurrencebegrænsende formål. Sagsøgerne har i øvrigt erkendt, at de havde deltaget i mødet den 11. februar 2005, der også havde et konkurrencebegrænsende formål. Da møderne den 20. april og den 2. december 2004 og sagsøgernes deltagelse i disse møder blev fastslået ved de notater, der blev udarbejdet af B. under de nævnte møder, hvilke notater sagsøgerne ikke effektivt har bestridt bevisværdien af (jf. præmis 39, 40, 69 og 70 ovenfor), kan de forklaringer, som de har fremlagt i den henseende, ikke rejse tvivl om deres deltagelse i kartellet fra den 20. april 2004.

80      Det er således med rette, at Kommissionen i den anfægtede beslutning fandt, at sagsøgerne deltog i kartellet fra den 20. april 2004.

81      Derfor skal dette anbringendes første led forkastes.

 Det andet led om en urigtig vurdering af aftalernes geografiske dimension

82      Kommissionen fandt, at overtrædelsen strakte sig over hele EØS-området, idet de overtrædende selskaber solgte de pågældende produkter i hvert fald i EØS, og at deres samlede salgsandel i EØS repræsenterede mindst 80%, at de forsynede deres EØS-kunder fra deres produktionsanlæg og lagerbeholdninger inden for hele dette område, og at kartellets formål var på europæisk plan. Kommissionen har i den forbindelse understreget, at selv om drøftelserne var forskellige alt efter det pågældende EØS-land, havde alle drøftelserne det samme konkurrencebegrænsende formål (368.-371. betragtning til den anfægtede beslutning).

83      Sagsøgerne har bestridt Kommissionens konklusion ved at påstå, dels at de lande, som blev nævnt under møderne den 20. april, 15. juni og 2. december 2004, ikke kan tages i betragtning med henblik på at fastslå kartellets geografiske udstrækning, da disse møder ikke havde et konkurrencebegrænsende formål, dels at de prisaftaler, som blev indgået under mødet den 11. februar 2005, kun vedrørte Tyskland, Spanien, Østrig, Portugal og Benelux-landene, og at de aftaler, der satte et loft for nedsættelser og rabatter, kun vedrørte Tyskland, Østrig og Schweiz.

84      Hertil bemærkes imidlertid, at det fremgår af præmis 59, 65 og 79 ovenfor, at møderne den 20. april og 2. december 2004 samt telefonopkaldet den 15. juni 2004 havde et konkurrencebegrænsende formål. De lande, som blev nævnt under disse møder, og dem, der er berørt af mødet den 11. februar 2005, skal derfor tages i betragtning med henblik på at fastslå kartellets geografiske dimension.

85      Sagsøgerne har gjort gældende, at de af Kommissionen fremførte beviser for at fastslå selskabernes deltagelse i aftaler, der omfattede hele EØS-området, er utilstrækkelige.

86      I det foreliggende tilfælde har Kommissionen baseret sin påstand om, at kartelaftalerne strakte sig over EØS-området, på tre omstændigheder. Det drejer sig for det første om referater af forskellige kartelmøder samt omstændigheder i forbindelse med telefonsamtalen den 15. juni 2004. Det fremgår af disse dokumenter, at de forskellige aftaler vedrørte mange europæiske lande, nemlig Belgien, Tyskland, Estland, Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Polen, Portugal, Det Forenede Kongerige og Schweiz. Det er nærmere bestemt anført i referatet af mødet den 2. december 2004, at deltagerne havde besluttet at fastfryse priserne i hele Europa (370. betragtning til den anfægtede beslutning).

87      For det andet har Kommissionen taget hensyn til hver enkelt karteldeltagers organisering af produktionen og distributionen af planglas. Produktionen og distributionen blev således organiseret over hele EØS-området, således at produktionen for en fabrik i et land blev distribueret i flere nabolande (55. og 369. betragtning til den anfægtede beslutning). Denne omstændighed er blevet bekræftet af sagsøgerne selv, idet F. har anført, at hver fabrik havde sit marked, der typisk blev fastlagt inden for en radius af 300-400 km. Den geografiske organisering af hvert kartelmedlems netværk af fabrikker gjorde det derfor muligt for dem at dække efterspørgslen af planglas i hele EØS-området.

88      Kommissionen har for det tredje taget hensyn til oprindelsen af kartelmødernes deltagere, som var salgsrepræsentanter på europæisk plan for kartelmedlemmerne og deres mest betydningsfulde repræsentanter i GEPVP’s udvalg »Marketing and Communication« (Marcomm), hvilket sagsøgerne ikke har bestridt (369. og 370. betragtning til den anfægtede beslutning).

89      Kommissionens konklusion om kartellets geografiske dimension bekræftes af andre forhold. Det drejer sig for det første om Glaverbels erklæringer, hvorefter dels Saint-Gobain, Pilkington og selskabet selv deltog i bilaterale og multilaterale møder med henblik på at begrænse konkurrencen på det europæiske marked for planglas, der ifølge Saint-Gobain var kendetegnet ved et støt prisfald. Dels blev sagsøgerne informeret om de gældende aftaler, som blev indgået af de tre andre kartelmedlemmer i marts 2004, og deltog i møderne fra denne dato (80. og 81. betragtning til den anfægtede beslutning). I modsætning til det af sagsøgerne påståede vedrører Glaverbels erklæringer i den henseende derfor ikke kun et trepartskartel, som sagsøgerne ikke var omfattet af. Det drejer sig for det andet om en klage, som GEPVP, hvilken forening kartelmedlemmerne er omfattet af, indgav til Kommissionen, vedrørende et statsstøtteprojekt, hvori det anføres, at »markedet for planglas er et paneuropæisk marked, som har en betydelig andel af den mellemstatslige handel« (54. betragtning til den anfægtede beslutning). Det drejer sig for det tredje om mødereferatet og de notater, der blev udarbejdet af B. dagen efter mødet den 2. december 2004, samt referatet af mødet den 11. februar 2005, der vidner om, at karteldeltagerne drøftede europæiske lande, der ikke er nævnt ovenfor i præmis 86, bl.a. Bulgarien, Cypern, Rumænien og de skandinaviske lande.

90      Sagsøgerne kan ikke påberåbe sig den retspraksis, ifølge hvilken det er de berørte virksomheder, som fastlægger markedets geografiske dimension, som enten kan være mere vidtrækkende eller mere begrænset end det relevante geografiske marked, for så vidt som denne retspraksis vedrører spørgsmålet om kravet om at definere det geografisk relevante marked med henblik på at anvende artikel 81 EF – et spørgsmål, som ikke er relevant i det foreliggende tilfælde. Ifølge denne retspraksis skal Kommissionen nemlig kun foretage en afgrænsning af markedet i en beslutning vedtaget i henhold til artikel 81 EF, når det uden en sådan afgrænsning ikke er muligt at afgøre, om aftalen kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater og har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet (Rettens dom af 6.7.2000, sag T-62/98, Volkswagen mod Kommissionen, Sml. II, s. 2707, præmis 230, af 8.7.2004, sag T-44/00, Mannesmannröhren-Werke mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, præmis 132, og af 25.10.2005, sag T-38/02, Groupe Danone mod Kommission, Sml. II, s. 4407, præmis 99). Hvis selve formålet med en aftale er at begrænse konkurrencen, er det principielt ikke nødvendigt at definere de relevante geografiske markeder præcist, da den aktuelle eller potentielle konkurrence på de berørte områder nødvendigvis er blevet begrænset, uanset om disse områder udgør »markeder« i streng forstand (dommen i sagen Mannesmannröhren-Werke mod Kommissionen, præmis 132; jf. endvidere i denne retning Rettens dom af 14.5.1998, sag T-348/94, Enso Española mod Kommissionen, Sml. II, s. 1875, præmis 232, og af 18.7.2005, sag T-241/01, Scandinavian Airlines System mod Kommissionen, Sml. II, s. 2917, præmis 99). For at fastlægge overtrædelsens geografiske rækkevidde, som der vil blive taget hensyn til med henblik på vurderingen af overtrædelsens grovhed, er det tilstrækkeligt, at Kommissionen vurderer, hvorvidt det eller de relevante markeders geografiske område er mere eller mindre omfattende, uden at den er forpligtet til præcist at definere de relevante markeder (dommen i sagen Scandinavian Airlines System mod Kommissionen, præmis 99).

91      Henset hertil må det bemærkes, at samtlige de indicier, som Kommissionen har fremlagt, som enten ikke er blevet bestridt af sagsøgerne, eller som bekræftes af andre beviser, gør det muligt at fastslå, at det område, som var geografisk berørt af kartellet, strakte sig over hele EØS’ område. Det er således med rette, at Kommissionen fandt, at overtrædelsens rækkevidde strakte sig over hele EØS’ område.

92      Andet led af nærværende anbringende og følgelig hele dette anbringende må derfor forkastes.

93      Det følger af det ovenstående, at stævningens annullationspåstand skal forkastes.

 Påstanden om nedsættelse af bøden

94      Sagsøgerne har til støtte for deres påstand om nedsættelse af bøden fremsat tre anbringender. I forbindelse med det første anbringende har sagsøgerne anmodet Retten om at nedsætte deres bøde som følge af den delvise annullation af den anfægtede beslutning. Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og begrundelsespligten med hensyn til bødens beregning, og det tredje anbringende vedrører et urigtigt skøn, henset til den meget begrænsede og passive rolle, som de har spillet i overtrædelsen, og tilsidesættelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling.

 Anbringendet om, at det er nødvendigt at nedsætte bøden som følge af den delvise annullation af den anfægtede beslutning

95      Sagsøgerne har gjort gældende, at deres bøde bør nedsættes for at afspejle den delvise annullation af den anfægtede beslutning. Sagsøgerne er således af den opfattelse, at bøden alene bør beregnes på grundlag af salget i 2004 i forbindelse med de EØS-lande, for hvilke overtrædelsen ikke er bestridt – et beløb på 241,6 mio. EUR. De er desuden af den opfattelse, at bøden bør tage hensyn til den særligt korte varighed af deres deltagelse i kartellet, begrænset til et enkelt møde og højst 12 dage.

96      Det følger af præmis 79 og 91 ovenfor, at det er med rette, at Kommissionen i den anfægtede beslutning fandt dels, at sagsøgerne deltog i kartellet mellem den 20. april 2004 og den 22. februar 2005, dels at overtrædelsen strakte sig over hele EØS-området.

97      Der er følgelig ingen anledning til at nedsætte bøden, henset til kartellets varighed eller geografiske dimension, og dette anbringende må derfor forkastes.

 Anbringendet om en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og begrundelsespligten med hensyn til bødens beregning

98      Det er sagsøgernes opfattelse, at Kommissionen har tilsidesat dels princippet om forbud mod forskelsbehandling ved i de tre andre kartelmedlemmers bøde at udelukke bundne salg, dvs. interne salg i koncernerne, dels dens begrundelsespligt vedrørende disse beregninger.

99      Sagsøgerne har således understreget, at det i mangel af en begrundelse for beregningen af de tre andre kartelmedlemmers bøde, og henset til, at de anvendte oplysninger er fortrolige, er umuligt for dem at fastlægge arten og værdien af de bundne salg, der er udelukket for hver karteldeltager. Sagsøgerne har gjort gældende, at det således tilkommer Retten at kompensere for udelukkelsen af de nævnte salg ved at nedsætte den bøde, som selskaberne er blevet pålagt, i forhold til udelukkelserne for markedet for planglas. En sådan løsning ville være forenelig med retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006 C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne for beregningen af bøder«), for så vidt som denne fortolkning ville føre til, at det er muligt at afspejle virksomhedens relative vægt på det relevante marked korrekt, og er allerede blevet anlagt af Retten.

100    Sagsøgerne har præciseret, at Kommissionen udelukkede 1 mia. EUR i bundne salg på grundlag af en samlet markedsvolumen på 2,7 mia. EUR. Dette tal fremkommer ved at trække det samlede salg af planglas, som blev lagt til grund i den anfægtede beslutning, nemlig 1,7 mia. EUR (41. betragtning til den anfægtede beslutning), fra det samlede beløb, som blev lagt til grund i klagepunktsmeddelelsens, nemlig 2,7 mia. EUR (41. betragtning til den anfægtede beslutning), og udgør 37% af den samlede markedsvolumen for et marked med en værdi på 2,7 mia. EUR.

101    Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.

102    Ifølge fast retspraksis afhænger begrundelsespligten af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Begrundelsen skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, på en måde, der gør det muligt dels for EU’s retsinstanser at udøve deres prøvelsesret, og dels for de berørte parter at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning med henblik på at forsvare deres rettigheder og på at kontrollere, om beslutningen er korrekt.

103    Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63, og af 29.9.2011, sag C-521/09 P, Elf Aquitaine mod Kommissionen, Sml. I, s. 8947, præmis 150).

104    Kommissionen fandt i det foreliggende tilfælde, at de konkurrencebegrænsende aftaler vedrørte salg af planglas til uafhængige kunder (377. betragtning til den anfægtede beslutning), og den anvendte derfor disse salg med henblik på beregningen af bødernes grundbeløb (41. betragtning, oversigt 1, og 470. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen udelukkede derfor salget af planglas, der var bestemt til at blive forarbejdet af en afdeling af virksomheden eller et selskab i den samme koncern, fra bødens beregning. Idet eksistensen af en konkurrencebegrænsende adfærd kun blev fastslået for salg til uafhængige kunder, kan Kommissionen ikke kritiseres for at have udelukket de vertikalt integrerede kartelmedlemmers interne salg fra bødens beregning. Det kan heller ikke bebrejdes Kommissionen, at den ikke har begrundet udelukkelsen af de nævnte salg ved bødens beregning.

105    Som Kommissionen i øvrigt har gjort gældende, er det ikke blevet godtgjort, at de vertikalt integrerede kartelmedlemmer, som forsynede de pågældende produkter til den samme virksomheds afdelinger eller til selskaber, der tilhører samme koncern, opnåede en indirekte fordel ved den tilladte prisforhøjelse, eller at prisforhøjelsen på det forudgående marked udmøntede sig i en konkurrencefordel på det efterfølgende marked for forarbejdet planglas.

106    Hvad endelig angår argumentet om, at Kommissionen har tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling ved at udelukke interne salg ved bødens beregning, skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at ligebehandlingsprincippet eller princippet om forbud mod forskelsbehandling indebærer, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (jf. Rettens dom af 14.5.1998, sag T-311/94, BPB de Eendracht mod Kommissionen, Sml. II, s. 1129, præmis 309 og den deri nævnte retspraksis). For så vidt som Kommissionen i det foreliggende tilfælde fandt, at de konkurrencebegrænsende aftaler kun omfattede de priser på planglas, som blev faktureret til de uafhængige kunder, førte udelukkelsen af interne salg ved bødens beregning for så vidt angår de vertikalt integrerede kartelmedlemmer kun Kommissionen til at behandle objektivt forskellige situationer forskelligt. Det kan derfor ikke foreholdes Kommissionen, at den har tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling.

107    Dette anbringende må følgelig forkastes i sin helhed.

 Anbringendet vedrørende et urigtigt skøn, henset til den meget begrænsede og passive rolle, som sagsøgerne har spillet i overtrædelsen, og tilsidesættelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling

108    Det er sagsøgernes opfattelse, at Kommissionen ikke har taget hensyn til den meget begrænsede og passive rolle, som selskaberne har spillet i overtrædelsen, i forhold til de tre andre kartelmedlemmer, der deltog deri i mere end 20 år. Sagsøgernes deltagelse er begrænset til et enkelt møde, der ikke var af hemmelig art, og de aftaler, der blev indgået på mødet, vedrørte kun bestemte lande og blev aldrig gennemført. B.’s notater om mødet den 11. februar 2005 gør det heller ikke muligt at fastslå, at F. gav sit samtykke til at deltage i eller lede en prisforhøjelse. Under disse omstændigheder burde Kommissionen have taget hensyn til sagsøgernes passive rolle i kartellet med henblik på fastsættelsen af bøden.

109    Det følger af fast retspraksis, at der, når en overtrædelse er blevet begået af flere virksomheder, i forbindelse med fastsættelsen af bødernes beløb skal foretages en undersøgelse af, hvor intensiv den enkelte virksomheds deltagelse har været (Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, præmis 623, og dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 33, præmis 92, samt Rettens dom af 13.9.2010, sag T-40/06, Trioplast Industrier mod Kommissionen, Sml. II, s. 4893, præmis 105), hvilket navnlig indebærer, at det skal fastslås, hvilke roller de hver især har spillet i overtrædelsen i den tid, de deltog i deri (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 32, præmis 150, og Rettens dom af 17.12.1991, sag T-6/89, Enichem Anic mod Kommissionen, Sml. II, s. 1623, præmis 264).

110    Ifølge punkt 29, tredje led, i retningslinjerne for beregningen af bøder udgør en virksomheds passive rolle ved gennemførelsen af overtrædelsen således en formildende omstændighed. Det præciseres i dette punkt, at denne omstændighed kun finder anvendelse, »hvis den pågældende virksomhed fremlægger bevis for, at dens deltagelse i overtrædelsen er stærkt begrænset, og at den i den periode, hvor den har været deltager i de ulovlige aftaler, i praksis har undladt at anvende dem ved at udøve en konkurrencemæssig adfærd på markedet«. I øvrigt skal – ifølge det nævnte punkt 29 – »selve den omstændighed, at en virksomhed har deltaget i overtrædelsen i en kortere periode end de øvrige virksomheder, [ikke betragtes] som en formildende omstændighed, fordi dette allerede er taget i betragtning ved fastsættelsen af bødens grundbeløb«.

111    Det følger af fast praksis, at det som en omstændighed, der kan vise, at en virksomhed har spillet en passiv rolle i et kartel, kan tages i betragtning, at virksomheden har deltaget væsentligt mere sporadisk i møderne end kartellets almindelige medlemmer, at den, uanset hvor længe den har deltaget i overtrædelsen, er indtrådt på det marked, som har været omfattet af denne, på et sent tidspunkt, og at andre virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, udtrykkeligt har afgivet forklaringer, hvoraf der fremgår noget sådant (Rettens dom i sagen BPB de Eendracht mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 106, præmis 343, og af 9.7.2003, sag T-220/00, Cheil Jedang mod Kommissionen, Sml. II, s. 2473, præmis 168). Det forhold, at en virksomhed har været det medlem, som deltog mindst i kartellets møder, eller begrænsede sig til at få oplysninger, som blev fremsendt på eget initiativ af en konkurrent, uden at udtrykke noget forbehold eller nogen modstand, spiller i denne henseende ikke nogen rolle med henblik på at fastslå denne virksomheds passive rolle i kartellet (Cement-dommen, nævnt ovenfor i præmis 45, præmis 1849).

112    I det foreliggende tilfælde følger det af præmis 79 ovenfor, at sagsøgerne har deltaget i kartellet fra den 20. april 2004. Det skal således bemærkes, at sagsøgerne under mødet den 20. april 2004 og telefonsamtalen den 15. juni 2004 meddelte konkurrenterne deres fremtidige adfærd på markedet og fra Pilkington modtog oplysninger om de af de tre andre kartelmedlemmer planlagte aftaler om prisforhøjelser uden at fremsætte nogen indvendinger. Sagsøgerne deltog i kartellets møder den 2. december 2004 og den 11. februar 2005 uden udtrykkeligt at tage afstand fra de konkurrencebegrænsende drøftelser, der fandt sted under møderne. Det fremgår derefter også af præmis 79 ovenfor og den anfægtede beslutning, at sagsøgerne holdt mødet den 2. december 2004 (502. betragtning til den anfægtede beslutning). Det fremgår endelig af præmis 70 og 72 ovenfor og den anfægtede beslutning, at sagsøgerne under møderne den 2. december 2004 og den 11. februar 2005 accepterede at indføre prisforhøjelserne i forskellige regioner, og at de deltog i en udveksling af følsomme oplysninger (502. betragtning til den anfægtede beslutning). Deres adfærd i kartellet kan derfor ikke betegnes som passiv.

113    Den omstændighed, at sagsøgerne ikke gennemførte nogle af de aftaler, som blev indgået under møderne før den 2. december 2004 og under mødet den 11. februar 2005, er ikke tilstrækkelig til at fastslå, at selskaberne udviste en konkurrencebetonet adfærd på markedet. Den udveksling af følsomme oplysninger, som fandt sted under mødet den 2. december 2004, og telefonsamtalen den 15. juni 2004 gør det således muligt at fastslå det modsatte. Selv om sagsøgerne således i første omgang ikke overholdt visse aftaler om prisforhøjelser, navnlig vedrørende de baltiske lande, er det blevet fastslået, at sagsøgerne gennemførte andre aftaler, og at de medvirkede aktivt med de tre andre kartelmedlemmer, bl.a. ved at give dem væsentlige oplysninger med henblik på indgåelse og indførelse af prisaftaler (jf. præmis 57, 59, 63 og 65 ovenfor). Den omstændighed, at de aftaler, som blev indgået under mødet den 11. februar 2005, ikke blev gennemført, er desuden ikke begrundet i den af sagsøgerne udviste konkurrencebetonede adfærd, men mest sandsynligt i indledningen af Kommissionens kontrolundersøgelser (jf. 296. betragtning til den anfægtede beslutning).

114    Hvad i øvrigt angår beregningen af de bøder, som de tre andre kartelmedlemmer er blevet pålagt, har sagsøgerne foreholdt Kommissionen ikke at have taget hensyn til de tre andre kartelmedlemmers mange gentagelsestilfælde, og for ikke at have forhøjet deres bøde for at sikre en afskrækkende virkning, skønt enkelte af disses omsætning er betydeligt højere end sagsøgernes. Ved at behandle forskellige situationer på samme måde har Kommissionen derfor tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling.

115    Det skal indledningsvis bemærkes, at Kommissionen har en vid skønsbeføjelse i forbindelse med bødefastsættelsen (Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-283/98 P, Mo och Domsjö mod Kommissionen, Sml. I, s. 9855, præmis 47, Rettens dom af 5.12.2006, sag T-303/02, Westfalen Gassen Nederland mod Kommissionen, Sml. II, s. 4567, præmis 151, og dommen i sagen Trioplast Industrier mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 109, præmis 141).

116    Som anført i præmis 106 ovenfor, foreligger der i øvrigt tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, såfremt den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer. Det skal præciseres, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde for sagsøgernes vedkommende hverken har anvendt skærpende omstændigheder i form af gentagne overtrædelser eller en multiplikationsfaktor under henvisning til bødens afskrækkende virkning.

117    Hvad angår bødernes afskrækkende virkning skal det bemærkes, at dette udgør et af de forhold, der tages i betragtning ved beregningen af bødens størrelse. Det fremgår således af fast retspraksis (Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 105 og 106), at bøder for overtrædelse af artikel 81 EF, som de er fastlagt i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, har til formål at straffe de berørte virksomheder samt at afskrække både de berørte virksomheder og andre virksomheder fra fremtidige overtrædelser af Den Europæiske Unions konkurrenceregler. Kommissionen kan ved beregningen af en virksomheds bøde således tage hensyn til bl.a. dens størrelse og økonomiske styrke (dommen i sagen Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen, præmis 119-121). Kommissionen er dog ikke, når den fastsætter bødernes størrelse under hensyn til den pågældende overtrædelses grovhed og varighed, forpligtet til i tilfælde, hvor flere virksomheder, der er impliceret i samme overtrædelse, pålægges bøder, at sikre, at de endelige bødebeløb, som dens beregninger resulterer i for de pågældende virksomheder, afspejler alle forskelle mellem disse i henseende til deres samlede omsætning eller deres relevante omsætning (Domstolens dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 312).

118    I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid af den anfægtede beslutning, at en multiplikationsfaktor under henvisning til bødens afskrækkende virkning blev anvendt på Saint-Gobain ved beregningen af selskabets bøde på grund af »dets større tilstedeværelse inden for glassektoren« og »selskabets omsætning, [der] i absolutte tal er betydelig større end de øvriges omsætning« (519. betragtning).

119    Med hensyn til de andre virksomheder, der har deltaget i kartellet, må det konstateres, at der ikke blev anvendt nogen multiplikationsfaktor på dem. Sagsøgerne har imidlertid begrænset sig til at tilkendegive, at Glaverbels omsætning er tre gange større end sagsøgernes omsætning – uden at angive Pilkingtons omsætning. Henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 117 ovenfor, er denne omstændighed, selv hvis den blev godtgjort, ikke tilstrækkelig til, at det kan fastlås, at Kommissionen var forpligtet til at anvende en multiplikationsfaktor under henvisning til bødens afskrækkende virkning.

120    Det fremgår af det ovenstående, at Kommissionen har taget hensyn til forskellen mellem de situationer, som de virksomheder, der har deltaget i kartellet, befinder sig i, ved at fastsætte en eventuel multiplikationsfaktor, der har til formål at sikre bødernes afskrækkende virkning.

121    Hvad angår argumentet vedrørende den manglende forhøjelse af den bøde, der er blevet pålagt Saint-Gobain og Glaverbel på grund af gentagne overtrædelser, herunder navnlig den maksimale frist, hvis overskridelse medfører, at en gentagelse ikke kan tages i betragtning, må det understreges, at hverken forordning nr. 1/2003 eller retningslinjerne for beregningen af bøder fastsætter en sådan frist, og at fraværet af en sådan frist ikke tilsidesætter retssikkerhedsprincippet (Domstolens dom af 17.6.2010, sag C-413/08 P, Lafarge mod Kommissionen, Sml. I, s. 5361, præmis 66 og 67).

122    Proportionalitetsprincippet kræver dog, at den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og en tidligere tilsidesættelse af konkurrencereglerne, tages i betragtning for at vurdere virksomhedens tendens til at overtræde disse regler. Inden for rammerne af den retslige prøvelse, der foretages af Kommissionens retsakter på konkurrenceområdet, kan retsinstansen således anmodes om at efterprøve, om Kommissionen har overholdt nævnte princip, da den som følge af gentagelse forhøjede den pålagte bøde, og særligt om en sådan forhøjelse er påkrævet, bl.a. henset til den tid, der er forløbet mellem den pågældende overtrædelse og den tidligere tilsidesættelse af konkurrencereglerne (dommen i sagen Lafarge mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 121, præmis 70).

123    Som Kommissionen har gjort gældende, forløb der i det foreliggende tilfælde mere end 15 år inden begyndelsestidspunktet for den anden af disse to virksomheder begåede overtrædelse, og i modsætning til, hvad sagsøgerne har hævdet, er eksistensen af en kontinuitet mellem den første og den anden overtrædelse ikke blevet godtgjort. Denne periode giver ikke mulighed for at bekræfte en tendens hos disse virksomheder til at overtræde konkurrenceregler. Kommissionen findes herefter ikke at have tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling, da den fandt, at den periode, der er forløbet mellem de to overtrædelser, var tilstrækkelig lang til at udelukke en forhøjelse af den bøde, der er blevet pålagt Saint-Gobain og Glaverbel, på grund af gentagne overtrædelser.

124    Henset til alle ovenstående bemærkninger skal dette anbringende og derfor alle sagsøgernes påstande om nedsættelse af bøden forkastes.

 Formaliteten med hensyn til Kommissionens henvisninger til Pilkingtons svar på klagepunktsmeddelelsen

125    Under retsmødet fremsatte sagsøgerne en formalitetsindsigelse om Kommissionens henvisninger i svarskriftet og i dens svar af 23. januar 2012 på Rettens skriftlige spørgsmål til Pilkingtons svar på klagepunktsmeddelelsen med henvisning til, at selskaberne ikke har haft adgang til det nævnte dokument under den administrative procedure og derfor ikke har haft kendskab til dets indhold. Sagsøgerne har præciseret, at Kommissionen ikke kunne anvende dette svar som et bebyrdende dokument uden at tilsidesætte deres ret til forsvar.

126    Kommissionen har anført, at disse forhold ikke indeholder beviser mod sagsøgerne, og at de ikke er nødvendige for afgørelsen af tvisten.

127    Det bemærkes i denne henseende, at det fremgår af det ovenstående, at Kommissionens henvisninger til Pilkingtons svar på klagepunktsmeddelelsen i svarskriftet og i dens svar af 23. januar 2012 på Rettens skriftlige spørgsmål ikke er nødvendige for Rettens afgørelse af tvisten. Det er således ufornødent at tage stilling til den af sagsøgerne fremsatte formalitetsindsigelse.

 Sagens omkostninger

128    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Guardian Industries Corp. og Guardian Europe Sàrl betaler sagens omkostninger.

Kanninen Wahl Soldevila Fragoso

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. september 2012.

Underskrifter

*Processprog: engelsk.