DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
7. september 2006 (*)
»Traktatbrud – socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – direktiv 93/104/EF – tilrettelæggelse af arbejdstiden – artikel 17, stk. 1 – undtagelse – artikel 3 og 5 – ret til daglige og ugentlige minimumshvileperioder«
I sag C-484/04,
angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 23. november 2004,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved G. Rozet og N. Yerrell, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, først ved M. Bethell, og derefter ved E. O’Neill, som befuldmægtigede, bistået af barrister K. Smith,
sagsøgt,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne S. von Bahr, A. Borg Barthet, U. Lõhmus og A. Ó Caoimh (refererende dommer),
generaladvokat: J. Kokott
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 26. januar 2006,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 9. marts 2006,
afsagt følgende
Dom
1 I stævningen har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Storbritannien og Nordirland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 17, stk. 1, og artikel 249 EF i Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EFT L 307, s. 18), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/34/EF af 22. juni 2000 (EFT L 195, s. 41, herefter »direktiv 93/104«), idet det har anvendt undtagelsen i direktivets artikel 17, stk. 1, på arbejdstagere med en arbejdstid, som delvis ikke måles eller fastsættes på forhånd, eller som arbejdstagerne selv kan fastsætte, og ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af retten for arbejdstagere til daglige og ugentlige hvileperioder.
Retsforskrifter
Fællesskabsbestemmelser
2 Ifølge artikel 1, stk. 1, i direktiv 93/104 indeholder direktivet minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.
3 Direktivets artikel 3 og 5, som er indeholdt i afsnit II, indeholder bestemmelser om arbejdstageres daglige og ugentlige minimumshvileperioder. Ifølge disse bestemmelser er medlemsstaterne forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en minimumshvileperiode på 11 sammenhængende timer inden for hver 24-timersperiode (artikel 3) og en sammenhængende minimumshvileperiode på 24 timer inden for hver 7-dagesperiode tillige med den daglige hvileperiode på 11 timer, som er omhandlet i artikel 3 (artikel 5, stk. 1).
4 Artikel 17, stk. 1, i direktiv 93/104 bestemmer:
»Under overholdelse af de generelle principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed kan medlemsstaterne fravige artikel 3, 4, 5, 6, 8 og 16, når arbejdstidens længde som følge af særlige træk ved det udførte arbejde ikke måles og/eller fastsættes på forhånd, eller når arbejdstagerne selv kan fastsætte den […]«
5 Ifølge direktivets artikel 18, stk. 1, litra a), skulle medlemsstaterne sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet senest den 23. november 1996.
6 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelsen af arbejdstiden (EFT L 299, s. 9) trådte med virkning fra den 2. august 2004 i stedet for direktiv 93/104. Det af Kommissionen påtalte traktatbrud vedrører dog det sidstnævnte direktiv, som var i kraft på tidspunktet for udløbet af den frist, der var fastsat i den begrundede udtalelse.
De nationale bestemmelser
7 Ifølge regulation 10 i bekendtgørelsen om arbejdstid fra 1998 (Working Time Regulations 1998), i den affattelse heraf, der gjaldt i 1999 (herefter »WTR«), som gennemfører artikel 3 i direktiv 93/104, har voksne arbejdstagere inden for hver 24-timersperiode ret til en minimumshvileperiode på 11 sammenhængende timer.
8 Ifølge regulation 11 i WTR, som gennemfører direktivets artikel 5, har voksne arbejdstagere, under forbehold af bestemmelserne i artikel 11, stk. 2, for hver 7-dagesperiode ret til en sammenhængende minimumshvileperiode på 24 timer.
9 Regulation 20, stk. 2, i WTR bestemmer:
»Såfremt en del af en arbejdstagers arbejdstid måles eller fastsættes på forhånd eller ikke kan fastsættes af arbejdstageren selv, men de særlige omstændigheder ved arbejdet er af en sådan art, at arbejdstageren, uden at dette kræves af arbejdsgiveren, også kan udføre arbejde, hvis varighed ikke måles eller fastsættes på forhånd eller hvis varighed kan fastsættes af arbejdstageren selv, finder regulation 4(1) og (2) og regulation 6(1), (2) og (7), kun anvendelse på den del af hans arbejde, som måles eller fastsættes på forhånd eller ikke kan fastsættes af arbejdstageren selv.«
10 For at lette arbejdsgivernes og arbejdstagernes forståelse af WTR har Department of Trade and Industry (handels- og industriministeriet) udsendt en vejledning, der indeholder en række retningslinjer vedrørende de enkelte bestemmelser i bekendtgørelsen (herefter »retningslinjerne«).
11 Ifølge visse bestemmelser i retningslinjernes section 5 og 6 skal »arbejdsgiverne sørge for, at arbejdstagerne kan få deres hvileperioder, men er ikke forpligtet til at påse, at de faktisk tager dem«.
Administrativ procedure
12 Den 21. marts 2002 tilsendte Kommissionen i medfør af artikel 226 EF Det Forenede Kongerige en åbningsskrivelse, hvori den gjorde gældende, at denne medlemsstat ikke havde gennemført artikel 3, 5, 8 og artikel 17, stk. 1, i direktiv 93/104 korrekt. Myndighederne i Det Forenede Kongerige besvarede denne ved skrivelse af 31. maj 2002.
13 Da Kommissionen ikke var tilfreds med svaret, tilsendte den Det Forenede Kongerige en begrundet udtalelse den 2. maj 2003, hvori den opfordrede denne medlemsstat til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at opfylde sine forpligtelser som følge af direktiv 93/104 inden to måneder efter modtagelsen af den begrundede udtalelse.
14 Ved skrivelse af 30. juni 2003 besvarede myndighederne i Det Forenede Kongerige den begrundede udtalelse, hvori de anførte, at ændringen vedrørende beregningen af natarbejde i overensstemmelse med artikel 8 i direktiv 93/104 var blevet offentliggjort, men fastholdt, at de nationale gennemførelsesbestemmelser, herunder retningslinjerne, vedrørende direktivets artikel 17, stk. 1, samt artikel 3 og 5 var i overensstemmelse med direktivet.
15 Kommissionen besluttede under disse forhold at anlægge denne sag.
Søgsmålet
Første anbringende om undtagelsen i artikel 17, stk. 1, i direktiv 93/104
16 Kommissionens første anbringende er, at regulation 20(2) i WTR overskrider rammerne for undtagelsesbestemmelsen i artikel 17, stk. 1, i direktiv 93/104. Denne undtagelse gælder kun for arbejdstagere, hvis arbejdstid som helhed ikke måles eller fastsættes på forhånd eller kan fastsættes af arbejdstagerne selv. Kommissionen fastslår dog herved, at det bestemmes i WTR, at i tilfælde, hvor en arbejdstagers arbejdstid kun delvis måles, fastsættes på forhånd eller fastsættes af arbejdstageren selv, gælder bestemmelserne om den ugentlige arbejdstid og om natarbejde kun for den del af arbejdet, som kan måles, fastsættes på forhånd eller ikke fastsættes af arbejdstageren selv.
17 I svarskriftet har Det Forenede Kongerige frafaldet sin indsigelse over for dette klagepunkt og forpligtet sig til at ophæve den omtvistede bestemmelse i WTR. Under den mundtlige forhandling har det angivet, at ordningen om ændring af regulation 20(2) i WTR vil træde i kraft den 6. april 2006.
18 I replikken har Kommissionen gjort gældende, at Det Forenede Kongerige endnu ikke har vedtaget de nødvendige nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 17, stk. 1, i direktiv 93/104, hvorfor sagens genstand er uændret.
19 Herom bemærkes, at ifølge Domstolens faste praksis skal spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et traktatbrud, vurderes på baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse, og at ændringer af forholdene i tiden derefter ikke kan tages i betragtning af Domstolen (jf. bl.a. dom af 18.11.2004, sag C-420/02, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 11175, præmis 23, og af 14.7.2005, sag C-433/03, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 6985, præmis 32).
20 Hvad angår rækkevidden af undtagelsesbestemmelsen i artikel 17, stk. 1, i direktiv 93/104 fremgår det af selve bestemmelsens ordlyd, som Kommissionen med rette har hævdet, at den kun finder anvendelse på arbejdstagere, hvis arbejdstid som helhed på grund af det udførte arbejdes karakter ikke måles eller fastsættes på forhånd eller kan fastsættes af arbejdstagerne selv.
21 Det er i denne sag ubestridt, at Det Forenede Kongerige ikke ved udløbet af den frist, som er fastsat i den begrundede udtalelse, havde vedtaget de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne bestemmelse, hvorfor der må gives Kommissionen medhold i det første klagepunkt.
Det andet klagepunkt om retningslinjerne og hvileperioderne i henhold til artikel 3 og 5 i direktiv 93/104
Formaliteten
22 Det Forenede Kongerige har gjort gældende, at Kommissionens andet klagepunkt må afvises fra realitetsbehandling. For det første begrænsede Kommissionen nemlig sin kritik i den begrundede udtalelse til retningslinjerne, hvorimod stævningen ikke indeholder en sådan begrænsning, da denne generelt vedrører undladelsen af at træffe egnede foranstaltninger til at sikre en fuldstændig og effektiv gennemførelse af direktiv 93/104, hvorfor stævningen går videre end den begrundede udtalelse.
23 For det andet anfører Det Forenede Kongerige, at det er et utilstrækkeligt argument at henvise til, at der foreligger en tilsidesættelse af den generelle forpligtelse, som påhviler medlemsstaterne ifølge artikel 249, stk. 3, EF, når det burde være gjort gældende, at det i sagen omhandlede direktiv er ukorrekt gennemført. Det påhviler Kommissionen klart og punkt for punkt at angive hvert af de områder, hvor de foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet, er utilstrækkelige til at sikre en korrekt gennemførelse af det pågældende direktiv.
24 Herom bemærkes, at ifølge Domstolens faste praksis har den administrative procedure til formål at give den berørte medlemsstat lejlighed til dels at opfylde sine fællesskabsretlige forpligtelser, dels at tage virkningsfuldt til genmæle over for Kommissionens klagepunkter (jf. bl.a. dom af 10.5.2001, sag C-152/98, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 3463, præmis 23, og af 10.11.2005, sag C-29/04, Kommissionen mod Østrig, Sml. I, s. 9705, præmis 25).
25 Heraf følger for det første, at genstanden for et søgsmål, som anlægges i henhold til artikel 226 EF, fastlægges ved den administrative procedure, som er omhandlet i denne bestemmelse, og at den begrundede udtalelse og søgsmålet følgelig skal være baseret på de samme klagepunkter (jf. bl.a. dommen i sagen Kommissionen mod Østrig, præmis 26). Dette krav kan imidlertid ikke indebære, at der under alle omstændigheder skal være fuldstændigt sammenfald mellem klagepunkterne i åbningsskrivelsen, konklusionen i den begrundede udtalelse og de i stævningen nedlagte påstande, når sagsgenstanden, som denne er fastlagt i den begrundede udtalelse, ikke er blevet udvidet eller ændret (jf. dom af 7.7.2005, sag C-147/03, Kommissionen mod Østrig, Sml. I, s. 5969, præmis 24).
26 For det andet skal den begrundede udtalelse indeholde en sammenhængende og detaljeret fremstilling af de grunde, som har bibragt Kommissionen den opfattelse, at den pågældende medlemsstat har tilsidesat en forpligtelse, der påhviler den i henhold til fællesskabsretten (jf. bl.a. dom af 15.1.2002, sag C-439/99, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 305, præmis 12, og af 10.11.2005, Kommissionen mod Østrig, præmis 27).
27 I denne sag fremgår det klart såvel af den begrundede udtalelse som af Kommissionens stævning, at Kommissionens andet klagepunkt vedrører opretholdelsen af den udtrykkelige angivelse, som er indeholdt i retningslinjerne, til arbejdsgiverne om, at de ikke er forpligtet til at påse, at arbejdstagerne faktisk tager deres hvileperioder. Dette er baggrunden for Kommissionens opfattelse om, at Det Forenede Kongerige ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af formålet med direktiv 93/104.
28 Søgsmålets genstand, som var klart afgrænset, er ikke blevet ændret under sagens gang, hvorfor Det Forenede Kongeriges første afvisningspåstand må forkastes.
29 Vedrørende Det Forenede Kongeriges argument om, at det var utilstrækkeligt at henvise til artikel 249, stk. 3, EF som begrundelse for, at direktiv 93/104 var ufuldstændig gennemført, bemærkes, at Kommissionens andet klagepunkt ikke vedrører en ukorrekt gennemførelse som sådan af direktivets artikel 3 og 5, men den omstændighed, at der findes nationale foranstaltninger i form af retningslinjer, som kan tilskynde til en praksis, der ikke er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser om arbejdstagernes daglige og ugentlige hvileperioder, hvilket klagepunkt klart fremgår af den begrundede udtalelses og stævningens ordlyd.
30 Det fremgår endvidere i denne sag såvel af den administrative procedure som af sagen ved Domstolen, at Det Forenede Kongerige havde mulighed for at fremføre sine argumenter over for Kommissionens klagepunkter på dette punkt, da disse var tilstrækkeligt detaljeret angivet til, at Det Forenede Kongerige kunne tage stilling dertil. Den omstændighed, at Kommissionen har valgt at basere sit andet klagepunkt udelukkende på artikel 249, stk. 3, EF og ikke på artikel 3 og 5 i direktiv 93/104, som er de bestemmelser i direktivet, sagen indirekte vedrører, men hvis formelle gennemførelse ved WTR ikke som sådan er genstand for Kommissionens søgsmål, kan under disse omstændigheder ikke medføre en afvisning af Kommissionens andet klagepunkt.
31 Det Forenede Kongeriges anden afvisningspåstand må derfor forkastes og Kommissionens andet klagepunkt følgelig fremmes til realitetsbehandling.
Vedrørende realiteten
32 Kommissionen har gjort gældende, at retningslinjerne tilskynder til og stadfæster en praksis, som er i strid med forpligtelserne ifølge direktiv 93/104. Arbejdsgiverne informeres nemlig om, at de ikke er forpligtet til at påse, at arbejdstagerne ansøger om og faktisk overholder de hvileperioder, som de har ret til, men at arbejdsgiverne blot skal sørge for, at de arbejdstagere, som ønsker at tage deres hvileperioder, ikke forhindres deri. Efter Kommissionens opfattelse indebærer denne udtrykkelige information til arbejdsgiverne, som er indeholdt i retningslinjerne, at de afholder sig fra at påse, at arbejdstagerne tager de daglige og ugentlige minimumshvileperioder, som er fastsat i direktivet.
33 Det Forenede Kongerige har gjort gældende, at retningslinjerne absolut ikke tilskynder til tilsidesættelse af de nationale gennemførelsesbestemmelser, men fastslår arbejdsgivernes forpligtelse til at sørge for, at arbejdstagerne kan tage de hvileperioder, som de er berettiget til, hvorfor retningslinjerne respekterer de klare begrænsninger for arbejdsgivernes ansvar på dette punkt. Arbejdsgivernes handlemåde må ikke indebære, at arbejdstagerne forhindres i at tage den hvileperiode, som de har ret til, f.eks. ved at pålægge dem arbejdsforpligtelser, som er uforenelige med hvileperioden.
34 Det Forenede Kongerige har endvidere anført, at der ikke er holdepunkt i nogen af sprogversionerne af direktiv 93/104 for den fortolkning, at direktivet ikke blot indeholder et krav om, at arbejdsgiverne skal give arbejdstagerne mulighed for at få deres hvileperioder, men at arbejdstagerne også er forpligtet til at tage dem, og at en sådan fortolkning er uigennemførlig og ubestemt i betragtning af uvisheden om omfanget af de foranstaltninger, som arbejdsgiverne er forpligtet til at træffe, og de betingelser, hvorunder det kan antages, at der er holdt en passende hvileperiode.
35 Hvad angår det formål, som forfølges med direktiv 93/104, bemærkes, at det fremgår af EF-traktatens artikel 118 A (EF-traktatens artikel 117 til 120 er blevet erstattet af artikel 136 EF til 143 EF), som udgør retsgrundlaget for direktivet, af direktivets første, fjerde, syvende og ottende betragtning, af fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende sociale rettigheder, som blev vedtaget på Det Europæiske Råds samling den 9. december 1989 i Strasbourg, og som er nævnt i artikel 136 EF og hvis punkt 8 og punkt 19, første afsnit, der henvises til i direktivets fjerde betragtning, samt af selve ordlyden af direktivets artikel 1, stk. 1, at dette har til formål at fastsætte minimumsforskrifter med henblik på at forbedre arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår ved indbyrdes tilnærmelse af de nationale bestemmelser bl.a. om arbejdstidens længde (jf. bl.a. dom af 26.6.2001, sag C-173/99, BECTU, Sml. I, s. 4881, præmis 37, og af 1.12.2005, sag C-14/04, Dellas m.fl., Sml. I, s. 10253, præmis 40).
36 Ifølge de samme bestemmelser har denne harmonisering på fællesskabsplan af arbejdstidens tilrettelæggelse til formål at garantere en bedre beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ved at sikre dem bl.a. daglige og ugentlige minimumshvileperioder og passende pauser, og ved at fastsætte et loft på 48 timer for den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, som er en maksimumsgrænse, der udtrykkeligt omfatter overarbejde (jf. BECTU-dommen, præmis 38, og dommen i sagen Dellas m.fl., præmis 41).
37 Ifølge artikel 3 og 5 i direktiv 93/104 er medlemsstaterne forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en minimumshvileperiode på 11 sammenhængende timer inden for hver 24-timersperiode, og at de for hver 7-dagesperiode får en sammenhængende minimumshvileperiode på 24 timer, hvortil lægges de 11 timers daglig hviletid, som er omhandlet i artikel 3. Disse bestemmelser pålægger medlemsstaterne forpligtelser til at nå klare og præcise resultater hvad angår opnåelsen af sådanne hvileperioder.
38 Endvidere udgør direktivets forskellige forskrifter om minimumshvileperioder under hensyn såvel til dets formål som opbygning regler af en særlig betydning inden for Fællesskabets sociallovgivning, der gælder som et mindstekrav for enhver arbejdstager af hensyn til beskyttelsen af hans sikkerhed og sundhed (jf. dommen i sagen BECTU, præmis 43 og 47, dom af 5.10.2004, forenede sager C-397/01 – C-403/01, Pfeiffer m.fl., Sml. I, s. 8835, præmis 100, og dommen i sagen Dellas m.fl., præmis 49).
39 Det fremgår derfor såvel af selve ordlyden af artikel 3 og 5 i direktiv 93/104 som af direktivets ottende betragtning, hvorefter det skal sikres, at arbejdstagerne får visse minimumshvileperioder, samt af de formål, der forfølges med direktivet, og som er nævnt i denne doms præmis 35-38, og af den ved direktivet indførte ordning, at det skal sikres, at arbejdstagerne faktisk får de daglige og ugentlige hvileperioder, som er fastsat i direktivet.
40 Det er nødvendigt effektivt at sikre arbejdstagerne deres fulde rettigheder ifølge direktiv 93/104, hvilket i sagens natur indebærer, at medlemsstaterne er forpligtet til at sikre overholdelsen af hver af de mindstekrav, som er fastsat i direktivet, herunder retten til faktiske hvilepauser (dommen i sagen Dellas m.fl., præmis 53). Denne fortolkning er den eneste, der er i overensstemmelse med direktivets formål, som er at garantere en effektiv beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ved at sikre, at de faktisk får de minimumshvileperioder, som de har ret til (jf. dom af 9.9.2003, sag C-151/02, Jaeger, Sml. I, s. 8389, præmis 70).
41 Som Domstolen tidligere har fastslået, er det nødvendigt henset til hovedformålet med direktiv 93/104, som er effektivt at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, at det sikres, at alle arbejdstagere bl.a. får passende hvileperioder, der ikke blot skal være effektive i den forstand, at de pågældende får mulighed for på ny at komme til kræfter oven på den træthed, som deres arbejde afstedkommer, men som også skal være forebyggende, således at de i videst muligt omfang formindsker den risiko for forringelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, som uafbrudte arbejdsperioder uden den nødvendige hvile er forbundet med (Jaeger-dommen, præmis 92).
42 En medlemsstat, som i sine nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 93/104 har fastsat, at arbejdstagerne har ret til sådanne hvileperioder, men som i de retningslinjer, der er udsendt til arbejdsgivere og arbejdstagere vedrørende gennemførelsen af bestemmelserne herom, angiver, at arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at påse, at arbejdstagerne faktisk får deres hvileperioder, sikrer hverken overholdelsen af mindstekravene i direktivets artikel 3 og 5 eller opfyldelsen af direktivets hovedformål.
43 Som generaladvokaten med rette har anført i punkt 67 i forslaget til afgørelse, og som Kommissionen i øvrigt har erkendt under den mundtlige forhandling, bør direktivets forpligtelser ikke være så vidtgående, at de som hovedregel indebærer et krav til arbejdsgiveren om, at han tvinger sine arbejdstagere til at tage de hvileperioder, de har ret til. Arbejdsgiverens ansvar med hensyn til overholdelse af de i direktivet fastsatte hvileperioder kan ikke være ubegrænset.
44 Når henses til, at retningslinjerne i denne sag begrænser de forpligtelser, der påhviler arbejdsgiverne hvad angår arbejdstagernes ret til faktisk at nyde godt af minimumshvileperioderne i henhold til artikel 3 og 5 i direktiv 193/04, og til, at det heri bl.a. antydes, at arbejdsgiverne ganske vist ikke kan forhindre, at arbejdstagerne tager hvileperioderne, men at der ikke påhviler dem nogen som helst forpligtelse til at sørge for, at arbejdstagerne faktisk får mulighed for at udnytte deres ret hertil, vil retningslinjerne klart kunne bevirke, at de rettigheder, som er fastsat i direktivets artikel 3 og 5, gøres indholdsløse, hvorfor de ikke er i overensstemmelse med direktivets formål, hvorefter minimumshvileperioder er påkrævet til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed (jf. i denne retning BECTU-dommen, præmis 49).
45 Hvad angår Det Forenede Kongeriges argument om, at det fremgår af selve ordlyden af direktiv 93/104, at der er en klar forskel mellem direktivets artikel 3, 4, 5 og 7, som vedrører bestemte arbejdstageres rettigheder, og som er valgfri, og samme direktivs artikel 6 og 8, som klart fastsætter en forpligtelse til at nå et præcist resultat hvad angår begrænsningen af arbejdstiden, bemærkes alene, at denne fortolkning hverken bekræftes af de forskellige sprogversioner af direktivet eller af Domstolens praksis vedrørende direktivet, dets formål og karakteren af den heri fastsatte ret til hvileperioder.
46 Hvad angår artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/104, som bestemmer – under anvendelsen af samme formulering som i direktivets artikel 3 og 5 – at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere »får« en årligt betalt ferie af mindst fire ugers varighed, har Domstolen også fastslået i BECTU-dommens præmis 44, at en arbejdstager har ret til en reel hviletid af hensyn til den effektive beskyttelse af hans sikkerhed og sundhed.
47 På grundlag af det anførte må det konkluderes, at Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 17, stk. 1, samt artikel 3 og 5 i direktiv 93/104, idet det har anvendt undtagelsen i denne bestemmelse på arbejdstagere med en arbejdstid, som delvis ikke måles eller fastsættes på forhånd, eller som arbejdstagerne selv kan fastsætte, og ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af arbejdstagernes ret til daglige og ugentlige hvileperioder.
Sagens omkostninger
48 Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Det Forenede Kongerige tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Det Forenede Kongerige har tabt sagen, bør det pålægges at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):
1) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 17, stk. 1, i Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/34/EF af 22. juni 2000, idet det har anvendt undtagelsen i direktivets artikel 17, stk. 1, samt artikel 3 og 5 på arbejdstagere med en arbejdstid, som delvis ikke måles eller fastsættes på forhånd, eller som arbejdstagerne selv kan fastsætte, og ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af arbejdstagernes ret til daglige og ugentlige hvileperioder.
2) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland betaler sagens omkostninger.
Underskrifter