Language of document :

Sag anlagt den 25. november 2022 – Mazepin mod Rådet

(Sag T-742/22)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Dmitry Arkadievich Mazepin (Moskva, Rusland) (ved advokaterne D. Rovetta, M. Campa, M. Moretto, V. Villante, T. Marembert og A. Bass)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1530 af 14. september 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, annulleres 1 ;

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/1529 af 14. september 2022 om gennemførelse af forordning (EU) Nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, annulleres 1 ;

afgørelsen om at fastholde sagsøgeren på listen over personer og enheder, som er omfattet af restriktive foranstaltninger i henhold til Rådets afgørelse 2014/145/FUSP 1 , som ændret ved Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1530, og Rådets forordning (EU) Nr. 269/2014, som gennemført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 2022/1529 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, annulleres;

i det følgende samlet benævnt »de anfægtede retsakter«, for så vidt som de anfægtede retsakter medtager sagsøgeren på listen over de personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført syv anbringender.

Første anbringende vedrørende tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og et åbenbart urigtigt skøn anlagt af Rådet ved dennes vurdering af sagsøgerens administrative anmodning af 31. maj 2022 om fjernelse fra listen.

Andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af begrundelsespligten, artikel 296 TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i chartret om grundlæggende rettigheder; tilsidesættelse af retten til en effektiv retsbeskyttelse og af artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder.

Tredje anbringende vedrørende et åbenbart urigtigt skøn, at bevisbyrden ikke er blevet løftet, tilsidesættelse af de kriterier for opførelse på listen, som er fastsat i artikel 1, stk. 1, litra a), og artikel 2, stk. 1, litra a), i Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014 og artikel 3, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EU) Nr. 269/2014 af 17. marts 2014, der begge vedrører restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

Fjerde anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet ved de kriterier for opførelse på listen, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, litra g), og artikel 2, stk. 1, litra g), i Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014 og artikel 3, stk. 1, litra g), i Rådets forordning (EU) Nr. 269/2014 af 17. marts 2014.

Femte anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet ved de kriterier for opførelse på listen, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, litra g), og artikel 2, stk. 1, litra g), i Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014 og artikel 3, stk. 1, litra g), i Rådets forordning (EU) Nr. 269/2014 af 17. marts 2014.

Sjette anbringende vedrørende et åbenbart urigtigt skøn, at bevisbyrden ikke er blevet løftet og tilsidesættelse af de kriterier for opførelse på listen, der er fastsat i artikel 1, stk. 1, litra g), og artikel 2, stk. 1, litra g), i Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014 og artikel 3, stk. 1, litra d) og g), i Rådets forordning (EU) Nr. 269/2014 af 17. marts 2014, der begge vedrører restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

Syvende anbringende vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og sagsøgerens grundlæggende rettigheder, tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende ret til ejendom og til frihed til at drive egen virksomhed og tilsidesættelse af artikel 16 og 17 i chartret om grundlæggende rettigheder.

____________

1     EUT 2022, L 239, s. 149.

1     EUT 2022, L 239, s. 1.

1     EUT 2014, L 78, s. 16.