Sag T-406/15
Fereydoun Mahmoudian
mod
Rådet for Den Europæiske Union
Rettens dom (Første Afdeling) af 2. juli 2019
»Ansvar uden for kontraktforhold – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran – indefrysning af midler – restriktion med hensyn til indrejse på medlemsstaternes område – erstatning for den angiveligt lidte skade som følge af opførelsen og opretholdelsen af sagsøgerens navn på lister over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger – økonomisk skade – ikke-økonomisk skade«
1. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – Unionens retsinstansers kompetence – erstatningssøgsmål anlagt med henblik på at opnå erstatning for den skade, som den fejlagtige opførelse af sagsøgeren på en liste over personer, der er genstand for restriktive foranstaltninger, angiveligt har medført – ikke omfattet – erstatningssøgsmål anlagt med henblik på at opnå erstatning for den skade, som iværksættelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren angiveligt har medført – omfattet
(Art. 24, stk. 1, TEU og art. 40 TEU; art. 215 TEUF, 268 TEUF, 275 TEUF og art. 291, stk. 2, TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2010/644/FUSP; Rådets forordning nr. 668/2010 og nr. 961/2010)
(jf. præmis 43, 44 og 48)
2. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – Rådets beføjelse til, på området for restriktive foranstaltninger på grundlag af artikel 215 TEUF, at anvende proceduren i artikel 291, stk. 2, TEUF
(Art. 215 TEUF og art. 291, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 45)
3. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – kumulative betingelser – den ene betingelse ikke opfyldt – erstatningssøgsmålet forkastet i det hele
(Art. 340, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 49 og 52)
4. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – begreb
(Art. 340, stk. 2, TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2010/644/FUSP; Rådets forordning nr. 668/2010 og nr. 961/2010)
(jf. præmis 61-63)
5. Annullationssøgsmål – anbringender – magtfordrejning – begreb
(jf. præmis 71)
6. Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – begrænsning af ejendomsretten og af retten til fri erhvervsudøvelse – lovlighed – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke – anvendelse af denne retspraksis på friheden til at oprette og drive egen virksomhed
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 16 og 17; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2010/644/FUSP; Rådets forordning nr. 668/2010 og nr. 961/2010)
(jf. præmis 78-80)
7. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – ansvar på grund af opførelsen af sagsøgerens navn på lister over personer og enheder, som er omfattet af restriktive foranstaltninger – bevisbyrde
(Art. 268 TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2010/644/FUSP; Rådets forordning nr. 668/2010 og nr. 961/2013)
(jf. præmis 86-88)
8. Retslig procedure – bevis – dokumentation – bevisværdi – Unionens retsinstansers bedømmelse – kriterier
(jf. præmis 136-139)
9. Ansvar uden for kontraktforhold – skade – erstatningsberettiget skade – ikke-økonomisk skade forårsaget af offentliggørelse i EU-Tidende af restriktive foranstaltninger til skade for den af disse foranstaltninger omfattede persons omdømme – omfattet
(Art. 340, stk. 2, TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2010/644/FUSP; Rådets forordning nr. 668/2010 og nr. 961/2010)
(jf. præmis 178-180)
10. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – faktisk og reelt tab – bevisbyrde
(Art. 340, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 182)
11. Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – reel og bestemt skade forvoldt af en ulovlig retsakt – ikke-økonomisk skade som følge af vedtagelsen og opretholdelsen af restriktive foranstaltninger – annullation af en anfægtet retsakt, som ikke sikrer rimelig genoprettelse af en ikke-økonomisk skade – opretholdelse af opførelsen på listerne efter en dom om annullation afsagt af Retten – grovheden af det af Retten fastslåede retsstridige forhold – mangel på beviser – nødvendigt, at den, der har vedtaget foranstaltningerne, undersøger, om de er begrundede
(Art. 340, stk. 2, TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2010/644/FUSP; Rådets forordning nr. 668/2010 og nr. 961/2010)
(jf. præmis 183, 187-195 og 219)
1. Ansvar uden for kontraktforhold – skade – erstatningsberettiget skade – ikke-økonomisk skade, der består i krænkelse af sagsøgerens sociale liv og familieliv forårsaget af de omtvistede retsakter – skade som følge af forringelse af sagsøgerens familiemæssige og sociale position – skade, som er forskellig fra skade som følge af krænkelse af sagsøgerens ære og omdømme– omfattet
(Art. 340, stk. 2, TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2010/644/FUSP; Rådets forordning nr. 668/2010 og nr. 961/2010)
(jf. præmis 215-218)
Resumé
Ved domme af 2. juli 2019 i sagen Fulmen mod Rådet (sag T-405/15) og i sagen Mahmoudian mod Rådet (sag T-406/15) tog Retten det af selskabet Fulmen anlagte søgsmål med påstand om erstatning for den lidte ikke-økonomiske skade som følge af Rådets vedtagelse af fire retsakter om restriktive foranstaltninger over for Iran (1) (sag T-405/15) såvel som det af Fereydoun Mahmoudian anlagte søgsmål med påstand om erstatning for den lidte ikke-økonomiske skade som følge af vedtagelsen af de samme retsakter (sag T-406/15) til følge. Ved de nævnte retsakter (herefter »de omtvistede retsakter«) var disse to sagsøgeres navne blevet opført og opretholdt på listerne over personer og enheder, som er omfattet af de nævnte restriktive foranstaltninger. Retten fastslog, at annullationen af de omtvistede retsakter ved en tidligere dom ikke var tilstrækkelig til at genoprette den ikke-økonomiske eller ideelle skade, som sagsøgerne havde lidt som følge af den krænkelse af deres omdømme, som de havde forårsaget. Retten fastslog, at det i de foreliggende sager havde været særlig begrundet at undersøge, om de over for sagsøgerne opretholdte restriktive foranstaltninger var begrundede, efter afsigelsen af den dom, hvorved Retten havde annulleret de omtvistede retsakter, henset til grovheden af det fastslåede retsstridige forhold, nemlig mangel på beviser.
Fulmen er et iransk selskab, der bl.a. driver virksomhed inden for sektoren for elektrisk udstyr. Fereydoun Mahmoudian er det nævnte selskabs hovedaktionær og bestyrelsesformand. Tvisten mellem de to sagsøgere og Rådet indgår i en række af sager vedrørende restriktive foranstaltninger vedtaget inden for rammerne af bekæmpelsen af nuklear spredning i Iran. De omtvistede retsakter var blevet annulleret ved Rettens dom af 21. marts 2012, Fulmen og Mahmoudian mod Rådet (2), for så vidt som de vedrørte sagsøgerne. Ved dom af 28. november 2013, Rådet mod Fulmen og Mahmoudian (3), havde Domstolen forkastet den af Rådet iværksatte appel af Rettens dom af 21. marts 2012, idet den fastslog, at Rådet ikke havde ført bevis for, at sagsøgerne var aktive på Qom-/Fordoo-anlægget (Iran), hvilket udgjorde begrundelsen for deres opførelse på de omtvistede lister. Ved gennemførelsesforordning nr. 1361/2013 (4) havde Rådet draget konsekvenserne af dommen af 28. november 2013 og havde slettet sagsøgernes navne fra listerne over personer og enheder, der var omfattet af restriktive foranstaltninger.
Retten fastslog i de foreliggende sager, at Rådet havde begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder, idet det ikke havde overholdt sin forpligtelse til at underbygge de restriktive foranstaltninger, som var vedtaget i henhold til artikel 215 TEUF og anfægtet af de personer, de var rettet mod.
Med henblik på at fastslå, at annullationen af de omtvistede retsakter ikke var tilstrækkelig til at genoprette den ikke-økonomiske eller ideelle skade, som sagsøgerne havde lidt som følge af den forvoldte krænkelse af deres omdømme, bemærkede Retten endvidere, at opførelsen af sagsøgernes navne, som Rådet når som helst ville have kunnet trække tilbage, blev opretholdt i næsten tre og et halvt år på trods af sagsøgernes protester vedrørende navnlig manglen på beviser for den beskyldning, der var rettet mod dem. I denne henseende fastslog Retten, at det i et retsfællesskab – i lyset af grovheden af den retsstridige adfærd, som Retten havde fastslået – påhviler den berørte institution, endog sideløbende med iværksættelsen af en appel, at efterprøve de af Retten kritiserede vurderinger.
Retten fastslog desuden, at henset til, at de amerikanske foranstaltninger over for selskabet Fulmen var selvstændige i forhold til de omtvistede retsakter, kunne Unionen ikke anses for ansvarlig for en eventuel ikke-økonomisk skade, som de måtte have forvoldt sagsøgeren. Henset til de amerikanske foranstaltningers selvstændighed var det ligeledes med urette, at Rådet mente, at der ved den beløbsmæssige ansættelse af den af sagsøgeren lidte ikke-økonomiske skade skulle tages hensyn til, at selskabet efter annullationen af de omtvistede retsakter fortsat var omfattet af de amerikanske foranstaltninger.
Endelig fandt Retten for så vidt angår den ikke-økonomiske skade, som i det væsentlige var en følge af stress og følelsen af angst, ydmygelse og skyld, særlig over for sagsøgerens nærmeste, at denne skade adskilte sig fra den skade, som var en følge af krænkelsen af Fereydoun Mahmoudians ære og omdømme. Den hævdede ikke-økonomiske skade, der vedrørte en krænkelse af sagsøgerens sociale liv og familieliv forårsaget af de omtvistede retsakter, var således en følge af, at han, som fysisk person, havde set sin familiemæssige og sociale position forringes på grund af, at han ikke var i stand til at opretholde sin tidligere livsstil som følge af indefrysningen af hans finansielle og økonomiske aktiver. Retten konkluderede, at vedtagelsen af de omtvistede retsakter og opretholdelsen af opførelsen af hans navn på de omtvistede lister havde forvoldt sagsøgeren en erstatningsberettiget ikke-økonomisk skade.