CURIA - Documents

Home > Search form > List of results > Documents

Start printing

Language of document : ECLI:EU:T:1997:192

RETTENS KENDELSE (Anden Udvidede Afdeling)

10. december 1997 (1)

»Retspleje - forening - artikel 23 i protokollen vedrørende EKSF-statutten for Domstolen - den sagsøgte institution - akter vedrørende sagen - fremlæggelse - fortrolighed«

I sagerne T-134/94,

NMH Stahlwerke GmbH, Sulzbach-Rosenberg (Tyskland), ved advokaterne Paul B. Schäuble, Siegfried Jackermeier og Reinhard E. Ingerl, München, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Ernest Arendt, 8-10, rue Mathias Hardt,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, først ved Julian Currall og Norbert Lorenz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, samt Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, derefter ved generaldirektør for Juridisk Tjeneste Jean-Louis Dewost og Julian Currall, som befuldmægtigede, bistået af advokat Heinz-Joachim Freund, Frankfurt am Main, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsøgt,

T-136/94,

Eurofer ASBL, Luxembourg, ved advokat Norbert Koch, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Eurofer ASBL, GISL, 17-25, avenue de la Liberté,

sagsøger,

mod

sagsøgt,

T-137/94,

ARBED SA, Luxembourg, ved advokat Alexandre Vandencasteele, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Paul Ehmann, 19, avenue de la Liberté,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, først ved Julian Currall, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, derefter ved Julian Currall og Guy Charrier, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, og endelig ved generaldirektør for Juridisk Tjeneste Jean-Louis Dewost og Julian Currall, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsøgt,

T-138/94,

Cockerill-Sambre SA, Bruxelles, ved advokat Alexandre Vandencasteele, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Ernest Arendt, 8-10, rue Mathias Hardt,

sagsøger,

mod

sagsøgt,

T-141/94,

Thyssen Stahl AG, Duisburg (Tyskland), ved advokaterne Joachim Sedemund og Frank Montag, Köln, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-rue,

sagsøger,

mod

sagsøgt,

T-145/94,

Unimétal - Société française des aciers longs SA, Rombas (Frankrig), ved advokat Antoine Winckler, Paris, og advokat Caroline Levi, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokatfirmaet Elvinger & Hoss, 2, place Winston Churchill,

sagsøger,

mod

sagsøgt,

T-147/94,

Krupp Hoesch Stahl AG, Dortmund (Tyskland), ved advokaterne Otfried Lieberknecht, Karlheinz Moosecker, Gerhard Wiedemann og Martin Klusmann, Düsseldorf, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Alex Bonn, 62, avenue Guillaume,

sagsøger,

mod

sagsøgt,

T-148/94,

Preussag Stahl AG, Salzgitter (Tyskland), ved advokaterne Horst Satzky, Bernhard M. Maassen, Martin Heidenhain og Constantin Frick, Bremen, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat René Faltz, 6, rue Heine,

sagsøger,

mod

sagsøgt,

T-151/94,

British Steel plc, London, ved solicitors Philip G.H. Collins og John E. Pheasant, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Marc Loesch, 11, rue Goethe,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, først ved Julian Currall, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, derefter ved generaldirektør for Juridisk Tjeneste Jean-Louis Dewost og Julian Currall, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsøgt,

T-156/94,

Siderúrgica Aristrain Madrid SL, Madrid, ved advokaterne Antonio Creus Carreras og Xavier Ruiz Calzado, Barcelona,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, først ved Julian Currall og Francisco Enrique González Díaz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, samt Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, derefter ved generaldirektør for Juridisk Tjeneste Jean-Louis Dewost og Julian Currall, som befuldmægtigede, bistået af advokat Ricardo García Vicente, Madrid, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsøgt,

og T-157/94,

Empresa Nacional Siderúrgica SA (Ensidesa), Avila (Spanien), ved advokaterne Santiago Martinez Lage og Jaime Perez-Bustamante Köster, Madrid, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-rue,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, først ved Julian Currall og Francisco Enrique González Díaz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, samt Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, derefter ved generaldirektør for Juridisk Tjeneste Jean-Louis Dewost og Julian Currall, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsøgt,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Anden Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, A. Kalogeropoulos, og dommerne C.P. Briët, C.W. Bellamy, A. Potocki og J. Pirrung,

justitssekretær: H. Jung,

afsagt følgende

Kendelse

1.

Ved kendelse afsagt den 19. juni 1996 i nærværende sager (Sml. II, s. 537, herefter »kendelse af 19. juni 1996«) udsatte Retten (Anden Udvidede Afdeling) afgørelsen vedrørende sagsøgernes begæring om aktindsigt i de dokumenter, som sagsøgte har oversendt til Retten (herefter »dokumenter oversendt til Retten«) i medfør af artikel 23 i EKSF-statutten for Domstolen, og som sagsøgte har betegnet sominterne dokumenter, ligesom Retten udsatte afgørelsen vedrørende sagsøgernes begæring om fremlæggelse af dokumenter, der ikke indgår i det pågældende sagsmateriale, idet Retten pålagde sagsøgte at fremkomme med en detaljeret og konkret redegørelse for grundene til, at sagsøgerne efter sagsøgtes opfattelse ikke må blive gjort bekendt med bestemte dokumenter, som sagsøgte har betegnet som »interne« , og som indgår i det nævnte sagsmateriale.

2.

Sagsøgte svarede Retten ved skrivelser dateret den 11. september 1996 (i sag T-151/94, herefter »British Steel-sagen«), den 12. september 1996 (i sagerne T-137/94, herefter »ARBED-sagen«, T-138/94, herefter »Cockerill-Sambre-sagen«, T-145/94, herefter »Unimétal-sagen«, T-156/94, herefter »Aristrain-sagen« og T-157/94, herefter »Ensidesa-sagen) og den 13. september 1996 (i sagerne T-134/94, herefter »NMH-sagen«, T-136/94, herefter »Eurofer-sagen«, T-141/94, herefter »Thyssen-sagen«, T-147/94, herefter »Krupp Hoesch-sagen« og T-148/94, herefter »Preussag-sagen«).

3.

I de nævnte skrivelser foreslog Kommissionen, »under hensyn til den store betydning, den tillægger det foreliggende spørgsmål«, at sagerne i medfør af procesreglementets artikel 14 henvises til Rettens plenum. Sagsøgerne besvarede en opfordring til at fremkomme med deres bemærkninger ved skrivelser af 1. og 24. oktober 1996. Sagsøgerne i sagerne NMH, ARBED, Cockerill-Sambre, Preussag, British Steel og Ensidesa har udtalt sig imod en sådan henvisning. De har i det væsentlige henvist til, at en henvisning på sagens nuværende trin ikke længere er velbegrundet, og at sagsøgtes anmodning ikke har andet formål end at sætte spørgsmålstegn ved kendelsen af 19. juni 1996.

4.

I øvrigt bemærkes, at Retten (Tredje Udvidede Afdeling) ved justitssekretærens skrivelse af 30. marts 1995 har opfordret parterne til skriftligt at fremkomme med deres bemærkninger til spørgsmålet om forening af nærværende sager alene med henblik på den mundtlige forhandling. Under hensyn til de problemer, der kan opstå som følge af forening af en række sager med fire forskellige processprog, er sagsøgerne ligeledes blevet anmodet om at bekræfte deres indforståelse med, at følgende processuelle regler finder anvendelse i tilfælde af forening:

»- sagsøgerne kan på Justitskontoret konsultere de originale sagsakter i alle sagerne, dvs. de udvekslede processkrifter med bilag, men Retten sørger ikke for kopi til sagsøgerne af disse bilag, og Retten lader ikke udarbejde nogen oversættelse af disse processkrifter eller bilag til de andre processprog

- retsmøderapporterne udleveres til hver sagsøger i pågældendes sag på vedkommendes processprog, og, for så vidt angår samtlige øvrige sager, på de sprog på hvilke de pågældende retsmøderapporter er til rådighed, nemlig på fransk og på processproget i den pågældende sag«.

5.

I deres svar på Rettens skrivelse af 30. marts 1995 har ti af de elleve sagsøgere samt sagsøgte givet udtryk for deres principielle indforståelse med, at nærværende sager forenes alene med henblik på den mundtlige forhandling, og med de regler for konsultation af sagsakterne og udlevering af retsmøderapporter, der er beskrevet ovenfor i præmis 4.

6.

Sagsøgeren i NMH-sagen (herefter »NMH«) har derimod gjort gældende, at en forening af samtlige sager med henblik på en fælles mundtlig forhandling ikke er i virksomhedens interesse, da kun én enkelt overtrædelse, nemlig udvekslingen af fortrolige oplysninger i stålbjælkeudvalget og i Walzstahl-Vereinigung, angår virksomheden selv. NMH antager, at størstedelen af den mundtlige forhandling - der vil kunne vare adskillige dage eller ifølge sagsøgeren adskillige uger - i tilfælde af forening med henblik på denne, vil blive viet overtrædelser, som ikke vedrører sagsøgeren, og man kan ikke forvente, at sagsøgeren skal bære de advokatudgifter, der påføres virksomheden herved.

Anmodningen om, at nærværende sager henvises til Rettens plenum

7.

Det fremgår af procesreglementets artikel 14, stk. 1, sammenholdt med artikel 51, stk. 1, at den afdeling, som behandler sagen, til enhver tid af egen drift eller på begæring af en part kan foreslå Rettens plenum, at sagen henvises til dette eller til en afdeling bestående af et andet antal dommere, når sagens juridiske problemer, dens betydning eller særlige omstændigheder i øvrigt tilsiger det.

8.

Der er ikke anledning til at bringe disse bestemmelser i anvendelse på sagens nuværende trin.

9.

Retten (Anden Udvidede Afdeling) har nemlig allerede ved sin kendelse af 19. juni 1996 truffet afgørelse (jf. navnlig præmis 11-15 og 67-74) vedrørende de principspørgsmål, som i givet fald på grund af deres juridiske vanskelighed eller deres særlige betydning kunne have dannet grundlag for et forslag om henvisning til Rettens plenum, uden at sagsøgte på det trin fandt det hensigtsmæssigt at indgive en begæring i henhold til procesreglementets artikel 14 og 51. De spørgsmål, som Retten endnu skal tage stilling til, efter at sagsøgte har efterkommet punkt 3 i konklusionen i kendelsen af 19. juni 1996, angår alene anvendelse på det foreliggende tilfælde af de principper, som blev fastslået ved den nævnte kendelse, og navnlig, under hensyn til sagens konkrete omstændigheder og i lyset af parternes anbringender og argumenter, en afvejning af på den ene side hensynet til forvaltningens effektivitet og på den anden side hensynet til den retslige kontrol af administrationens retsakter, under overholdelse af retten til kontradiktion og grundsætningen om, at retsforhandlingerne skal være kontradiktoriske (jf. kendelsen af 19.6.1996, præmis 74). Der er herefter ikke grundlag for en henvisning til Rettens plenum.

Forening af nærværende sager

10.

Ifølge procesreglementets artikel 50 kan retsformanden »efter at have hørt parterne og generaladvokaten ... til enhver tid med henblik på den skriftlige eller mundtlige forhandling eller den dom, hvorved de pågældende sagers behandling afsluttes, træffe bestemmelse om forening af flere sager, der angår samme genstand og har forbindelse med hinanden. Retsformanden kan ophæve denne forening.«

11.

I det foreliggende tilfælde er det af retsplejemæssige hensyn formålstjenligt at forene nærværende sager, der har samme genstand, med henblik på den mundtlige forhandling og med henblik på de foranstaltninger til sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse, der skal tjene til at sikre dennes bedst mulige forløb, idet bemærkes, at de processuelle regler, som er beskrevet ovenfor i præmis 4 vil blive bragt i anvendelse.

12.

Der kan tages behørigt hensyn til NMH's indvendinger i givet fald gennem særlige foranstaltninger vedrørende tilrettelæggelsen af den mundtlige forhandling, som Retten senere vil træffe bestemmelse om.

Begæringerne om, at der gives sagsøgerne ret til at gøre sig bekendt med sagsøgtes interne dokumenter

Parternes argumenter

13.

Sagsøgernes argumenter til støtte for deres begæringer om indsigt i sagsøgtes interne dokumenter er sammenfattet i præmis 49-63 i kendelsen af 19. juni 1996. Her bemærkes særlig, at ni af de elleve sagsøgere i besvarelse af Rettens skrivelse af 21. juli 1995 (25.7.1995 i sag T-151/94; jf. kendelsen af 19.6.1996, præmis 8) under henvisning til listen over interne dokumenter, som Kommissionen har tilvejebragt, har anført de af de nævnte dokumenter, som i deres øjne har særlig betydning, og som de kræver at blive gjort bekendt med under henvisning ikke alene til artikel 23 i statutten for Domstolen, men også til Rettens praksis på EF-traktatens område, navnlig dommene af 29. juni 1995 (sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, og sag T-36/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1847). Disse sagsøgere har for de flestes vedkommende udtrykkeligt begrundet deres begæring om at blive gjort bekendt med de pågældende dokumenter under henvisning til dels de forskellige annullationsanbringender, de har fremført til støtte for deres søgsmål, dels til visse nye overvejelser, de har gjort sig på grundlag af gennemgangen af listen over dokumenterne i Kommissionens interne sagsmateriale, som de har fået udleveret under sagen (jf. kendelsen af 19.6.1996, præmis 63). Denne begæring angår nærmere bestemt dokumenterne vedrørende:

a) den eventuelle deltagelse af nærmere angivne tjenestemænd fra Generaldirektoratet for Industri (GD III) eller andre af Kommissionens generaldirektorater i indførelsen og styringen af visse mekanismer, der i den anfægtede beslutning, dvs. Kommissionens beslutning 94/215/EKSF af 16. februar 1994 om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65vedrørende aftaler og forskellige former for samordnet praksis mellem europæiske producenter af stålbjælker (EFT L 116, s. 1, herefter »beslutningen«), er karakteriseret som konkurrencebegrænsende aftaler eller, nærmere bestemt i »udvekslingen af fortrolige oplysninger« og i »harmoniseringen af størrelsestillæggene«, eller det kendskab, de ifølge otte af de elleve sagsøgere havde eller burde have haft hertil; disse dokumenter skal være af betydning navnlig i lyset af de anbringender eller argumenter, som otte af de elleve sagsøgere har anført vedrørende tilsidesættelse af EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, de almindelige grundsætninger om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhed og forbuddet mod at påberåbe sig egne fejl (jf. stævning i ARBED-sagen, s. 5, 12, 44-56, 60, 65 og 66; stævning i Cockerill-Sambre-sagen, s. 5, 7, 37-47, 51, 57 og 58; stævning i Thyssen-sagen, punkt 46-54 og 89-92; stævning i Unimétal-sagen, s. 43-52, 60 og 61; stævning i Preussag-sagen, punkt 367-397, 482, 484 og 485; stævning i British Steel-sagen, punkt 89-137 samt tredje, sjette, tolvte og enogtyvende anbringende; stævning i Aristrain-sagen, syvende anbringende og punkt 273; stævning i Ensidesa-sagen, punkt 68; sagsøgernes indlæg i sagerne ARBED, Cockerill-Sambre, Thyssen, Unimétal, Preussag, British Steel, Aristrain og Ensidesa i besvarelse af Rettens skrivelse af 21.7.1995; vedrørende harmoniseringen af størrelsestillæggene, se navnlig stævning i ARBED-sagen, s. 22 og 23; stævning i Cockerill-Sambre-sagen, s. 15 og 16; stævning i British Steel-sagen, ellevte anbringende)

b) den interne undersøgelse, som høringskonsulenten foretog vedrørende dette emne efter den administrative høring den 11., 12., 13. og 14. januar 1993 (jf. beslutningen, 312. betragtning); disse dokumenter skal være af betydning navnlig i lyset af de anbringender eller argumenter, som er anført vedrørende tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet under den administrative undersøgelse (jf. stævning i Thyssen-sagen, punkt 21-28; stævning i Unimétal-sagen, s. 13, 14 og 15; stævning i Preussag-sagen, punkt 501-506; stævning i British Steel-sagen, femte anbringende; sagsøgerens indlæg i British Steel-sagen i besvarelse af Rettens skrivelse af 21.7.1995)

c) forholdet mellem Kommissionen og de nationale myndigheder eller de skandinaviske stålbjælkeproducenter, som kan kaste lys over årsagerne til, at de pågældende producenter i vidt omfang ikke er blevet pålagt de strenge sanktioner, der blev pålagt sagsøgerne, selv om det i beslutningen fastslås, at de har deltaget i mindst en af de påtalte overtrædelser; enkelte af sagsøgerne har i denne forbindelse henvist til erklæringer, som nogle skandinaviske virksomheder afgav over for høringskonsulenten, hvorefter deres regering og Kommissionens Generaldirektorat for Økonomiske Forbindelser med Tredjelande (GD I) havde opfordret dem til at deltage i Eurofer/Skandinavien-gruppens møder (jf. også præmis 43 i kendelsen af 19.6.1996); ud over de grunde, som allerede er angivet ovenfor vedrørende det kendskab, som Kommissionen skal have haft til den praksis, som påtalesi beslutningen, skal disse dokumenter også være af betydning navnlig i lyset af de anbringender og argumenter, som er fremført af sagsøgerne vedrørende tilsidesættelse af det almindelige ligebehandlingsprincip (jf. stævning i Aristrain-sagen, niende anbringende, punkt 369, 370 og 371; sagsøgernes indlæg i sagerne ARBED, Cockerill-Sambre, Thyssen, Unimétal og Preussag i besvarelse af Rettens skrivelse af 21.7.1995)

d) Kommissionens analyse af overtrædelsernes økonomiske virkninger; disse dokumenter skal være af betydning navnlig i lyset af de anbringender og argumenter, der er fremført vedrørende tilsidesættelse af traktatens artikel 65 på grund af manglende adækvat analyse af disse virkninger (jf. stævning i Preussag-sagen, punkt 619; stævning i British Steel-sagen, andet, syvende og syttende anbringende; stævning i Aristrain-sagen, ottende anbringende; sagsøgernes indlæg i sagerne British Steel og Aristrain i besvarelse af Rettens skrivelse af 21.7.1995)

e) omstændighederne forud for vedtagelsen af beslutningen og fastlæggelsen af det generelle niveau for de bøder, der blev pålagt sagsøgerne; disse dokumenter skal være af betydning navnlig i lyset af de anbringender og argumenter, der er fremført vedrørende en procedure- eller magtfordrejning (jf. stævning i Thyssen-sagen, punkt 145; stævning i Unimétal-sagen, s. 53 og 54; stævning i British Steel-sagen, syvogtyvende anbringende; stævning i Aristrain-sagen, punkt 49, 50 og 51, og femte anbringende, punkt 155-172; sagsøgerens indlæg i Aristrain-sagen i besvarelse af Rettens skrivelse af 21.7.1995)

f) beregningsmetoderne vedrørende de bøder, der blev pålagt forskellige virksomheder; disse dokumenter skal være af betydning navnlig i lyset af de anbringender og argumenter, der er fremført vedrørende tilsidesættelse af traktatens artikel 65, stk. 5, af begrundelsespligten og af principperne om ligebehandling og proportionalitet (jf. stævning i NMH-sagen, s. 45, 46 og 47; stævning i Thyssen-sagen, punkt 140; stævning i Unimétal-sagen, s. 56, 58, 59 og 60; stævning i Preussag-sagen, punkt 614-619; stævning i British Steel-sagen, sekstende og syvogtyvende anbringende; stævning i Aristrain-sagen, syvende, ottende, niende og tiende anbringende; stævning i Ensidesa-sagen, s. 53-59; sagsøgernes indlæg i sagerne Thyssen, Unimétal, Krupp Hoesch, Preussag, British Steel, Ensidesa og Aristrain i besvarelse af Rettens skrivelse af 21.7.1995)

g) situationen med hensyn til Kommissionens endelige vedtagelse af beslutningen i dens forskellige sproglige versioner og den eventuelle tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, der er sket i denne forbindelse, og som en nærmere gennemgang af listen over Kommissionens interne sagsmateriale ifølge sagsøgerne giver visse indicier for (jf. sagsøgernes indlæg i sagerne ARBED, Cockerill-Sambre, Thyssen, Unimétal, KruppHoesch, Preussag og British Steel i besvarelse af Rettens skrivelse af 21.7.1995).

14.

I sine indlæg indgivet som svar på punkt 3 i konklusionen i kendelsen af 19. juni 1996 har sagsøgte nærmere redegjort for sin oprindelige stillingtagen (jf. nævnte kendelses præmis 47 og 48) og i denne forbindelse gjort gældende, at næsten samtlige dokumenter blandt dem, der udgør sagsakterne oversendt til Retten, og som er betegnet »interne« (herefter »interne dokumenter«), er af en sådan karakter, at det ville udgøre en risiko for kommissærkollegiets og dets tjenestegrenes funktion at gøre sagsøgerne bekendt med dem, hvilket derfor må afslås.

15.

Vedrørende grundene til, at sagsøgte er af den opfattelse, at sagsøgerne ikke kan gøres bekendt med dokumenterne, har sagsøgte indledningsvis understreget, at artikel 23 i statutten for Domstolen angår Kommissionens forpligtelser over for Fællesskabets retsinstanser og ikke det herfra forskellige spørgsmål om, hvilke dokumenter der skal gøres tilgængelige for parterne. I denne henseende er der efter sagsøgtes opfattelse ikke grundlag for at fravige den løsning, som er fastslået i retspraksis på EF-traktatens område, og som ifølge sagsøgte principielt må være gældende også på EKSF-traktatens område. Der kan således ikke gives sagsøgere i retssager indsigt i Kommissionens interne dokumenter, medmindre Retten som særligt bevismiddel træffer bestemmelse om at gøre sagsøgerne bekendt med dem på grundlag af relevante indicier herfor, som det påhviler sagsøgerne at fremkomme med, uden at Kommissionen skal godtgøre den fortrolige karakter af hvert enkelt dokument.

16.

Sagsøgte har nærmere fremført tre typer af hensyn til støtte for sit principielle standpunkt.

17.

I første række har sagsøgte henvist til interessen i god forvaltning og fællesskabsinstitutionernes gode interne funktion.

18.

Dels har sagsøgte understreget, at det er nedfældet i traktaterne, at kommissærkollegiets arbejde og voteringer er kollegiale. Fortrolighed er netop en væsentlig betingelse for grundsætningen om kollegialt ansvar.

19.

Dels har sagsøgte understreget behovet for forvaltningsmæssig effektivitet. Enhver administrativ afgørelse bør kunne hvile på interne, forberedende dokumenter, der frit udarbejdes af tjenestemænd, og på fri meningsudveksling mellem medlemmerne af Kommissionen og deres tjenestegrene, mellem tjenestegrene og inden for den enkelte tjenestegren. Tjenestemændenes mulighed for hensigtsmæssig rådgivning af den institution, de skal tjene (jf. artikel 11 og artikel 21, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber), kræver fuldstændig udtryksfrihed inden for institutionen, en frihed, som ifølge sagsøgte kun kan eksistere, hvis de dokumenter, hvori tjenestemændenes opfattelser gengives, ikke bringes tiltredjemands kundskab efterfølgende. Sagsøgte har herudover krævet, at der gives fuldstændig beskyttelse dels med hensyn til interne dokumenter, der vedrører Den Juridiske Tjeneste, på grundlag af det, sagsøgte betegner som »legal professional privilege« (jf. Domstolens dom af 18.5.1982, sag 155/79, AM & S Europe mod Kommissionen, Sml. s. 1575, præmis 18 ff.), dels med hensyn til interne dokumenter, der vedrører høringskonsulenten, på grund af hans uafhængige stilling.

20.

I anden række har sagsøgte henvist til interessen i en effektiv bekæmpelse af karteller.

21.

For det første sikrer interne dokumenters fortrolighed åbenhed og tillid i forbindelse med kontakterne mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder.

22.

Dernæst sikrer fortroligheden beskyttelsen af Kommissionens kilder til oplysninger (jf. Domstolens dom af 7.11.1985, sag 145/83, Adams mod Kommissionen, Sml. s. 3539, og Rettens dom af 1.4.1993, sag T-65/89, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Sml. II, s. 389, præmis 30 ff.).

23.

Fortroligheden tjener også til afskrækkelse. Sagsøgte har gjort gældende, at virksomhederne hverken skal vide, hvad der udløser en undersøgelse, eller hvordan den gennemføres, eller skal kunne rekonstruere dens forløb, ligesom de heller ikke skal have kendskab til de metoder, der bringes i anvendelse ved fastsættelsen af bøder, idet de i modsat fald kunne give sig til at foretage en »cost/benefit«-beregning (jf. forslag til afgørelse fremsat af den udpegede generaladvokat, dommer Vesterdorf, til Rettens dom af 24.10.1991, sag T-1/89, Rhône-Poulenc mod Kommissionen, den såkaldte »polypropylen-dom«, Sml. II, s. 867, 869 og 1027).

24.

Sagsøgte har endelig gjort gældende, at sagsøgte selv og virksomhederne (deres advokater, funktionærer og ledere) frit og i fortrolighed skal kunne drøfte en udenretlig løsning af spørgsmål, der potentielt eller aktuelt er tvistige (samtaler »uden præjudice«).

25.

I tredje række har sagsøgte henvist til karakteren af og genstanden for domstolskontrollen af forvaltningsakter. Fællesskabets retsinstanser skal ifølge sagsøgte udøve kontrol alene i forhold til den endelige forvaltningsakt og ikke i forhold til udkast til og dokumenter, der forbereder denne. Alt hvad der tjener til forberedelse af en beslutning skal således i princippet anses for ikke at have betydning for domstolskontrollen (jf. Rettens dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, præmis 47). Navnlig kan man ikke ligestille en tjenestemands opfattelse med forvaltningens retsakt. Med hensyn til aktindsigt er det eneste spørgsmål herefter, om den endelige beslutning kunne være blevet anderledes, hvis virksomheden havde været i stand til at opnå kendskab til dokumenter, som den ikke havde fået indsigt i.

26.

Sagsøgte har endelig gjort gældende, at »alle akter vedrørende den sag«, der er forelagt Retten, som anført i artikel 23 i statutten for Domstolen, er en funktion af påstandene i stævningen, som ifølge statuttens artikel 22 definerer søgsmålets genstand. Artikel 23 har nemlig til formål at gøre det muligt for Retten at være fuldt ud informeret om de stridspunkter, der er rejst af parterne, og ikke at åbne mulighed for en ubegrænset udvidelse af søgsmålets genstand. Der må derfor foretages en analyse af betydningen af de dokumenter, der udgør Kommissionens sagsakt, for løsningen af de spørgsmål, der er rejst for Fællesskabets retsinstanser, førend der gives parterne indsigt heri. I henseende til bevisbyrden påhviler det parterne at vise, på grundlag af tungtvejende indicier, at et internt dokument er af betydning for løsningen af et spørgsmål, der er forelagt Retten.

27.

I det foreliggende tilfælde var Kommissionen kun forpligtet til at oversende Retten de dokumenter, som svarer til de indsigelser, sagsøgerne faktisk havde gjort gældende, hvilket i det væsentlige vil sige de dokumenter, der angår tilstedeværelsen af de faktiske omstændigheder, som i beslutningen er anset for at udgøre overtrædelser af traktatens artikel 65. Indholdet af de interne dokumenter, der her er tale om, svarer ikke til de emner, der er rejst spørgsmål om i sagerne.

28.

Sagsøgte har i et bilag A til sit indlæg vedlagt en liste, hvori er opregnet de interne dokumenter, som indlægget nærmere angår. Det drejer sig blandt dokumenterne oversendt til Retten om dokumenterne med numrene 3784a-3980, 4158-4189, 4190, 4200-4243, 4298-4306, 4315-4349, 4352-4374, 4381-4384, 4402, 4472a-4509, 4512, 4524-4527, 4530-4539, 4544-4678, 4688-4790, 4816a-4820, 4855-4859, 4868, 4870a-4870c, 4894-4922j, 4931, 4937 og 4938, 5003, 5007, 5052, 5317, 5380, 5516, 5528, 5590, 5609, 5622, 5659, 5714, 5724, 5763-5766, 5778, 5817, 5915, 6029-6031, 7032, 7056, 7071, 7153-7162, 7172-7173, 7458-7460, 7468 og 7469, 7474 til 7487, 7998, 8007, 8207-8211, 8421 og 8422, 9329, 9646a-9646d, 9648-9759, 9769-9827, 9830-10143, 10215-10355, 10357-10469, 10472-10485 og 10487-10563.

29.

Ligeledes har sagsøgte i et bilag B til sit indlæg vedlagt en liste, hvori er opregnet de dokumenter, som, selv om sagsøgte ikke betegner dem som »interne«, alligevel efter sagsøgtes opfattelse bør nyde en beskyttelse svarende til den, der gives sagsøgtes interne dokumenter. Det drejer sig blandt dokumenterne oversendt til Retten om dokumenterne med numrene 4307-4314, 4510, 4515, 4528 og 4529, 5044, 5684a-5729 og 5751-5762.

Rettens bemærkninger

30.

Ved artikel 23 i statutten for Domstolen pålægges det en sagsøgt institution til Fællesskabets retsinstanser at oversende »alle akter vedrørende den sag, som forelægges den ...«, og ikke kun de akter, som institutionen selv anser for at være af betydning i lyset af de faktiske og retlige tvistepunkter, der er rejst af parterne.

31.

I det foreliggende tilfælde har sagsøgte altså været pligtig til Retten at oversende - således som sagsøgte i øvrigt har gjort - samtlige dokumenter udarbejdet under den administrative procedure, der gik forud for vedtagelsen af beslutningen.

32.

Som Kommissionen har understreget, er udstrækningen af sagsøgernes ret til indsigt i de dokumenter, der således er oversendt til Retten, et herfra forskelligt spørgsmål, således som det fremgår af kendelsen af 19. juni 1996. Artikel 23 i statutten for Domstolen har nemlig til formål at gøre det muligt for Fællesskabets retsinstanser at udøve deres kontrol med hensyn til den anfægtede beslutnings lovlighed, under overholdelse af kontradiktionsprincippet, men ikke at sikre en ubetinget og ubegrænset adgang for alle parterne til indsigt i den administrative sagsakt.

33.

Ligeledes må der sondres mellem på den ene side alle akter vedrørende en sag, oversendt til Retten i medfør af artikel 23 i statutten for Domstolen, og på den anden side den sagsakt, der oprettes i henhold til artikel 5, stk. 1, i instruksen for justitssekretæren ved Retten i Første Instans af 3. marts 1994 (EFT L 78, s. 32), som er tilgængelig for parterne på de i instruksens artikel 5, stk. 3, anførte betingelser, og som indeholder de dokumenter, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af sagen. De dokumenter, der oversendes til Retten i medfør af artikel 23 i statutten for Domstolen, og som ikke indgår i sagsakten i instruksens artikel 5, stk. 1's forstand, holdes helt ude af sagen, og Retten tager ikke hensyn til dem ved afgørelsen af denne.

34.

Med henblik på afgørelsen af, om der er anledning til på sagens nuværende trin at lade de dokumenter, som Kommissionen betegner som interne, og som er oversendt til Retten i medfør af artikel 23 i statutten for Domstolen, indgå i sagsakten, må der i det foreliggende tilfælde sondres mellem tre kategorier af dokumenter, nemlig:

- dokumenter vedrørende forløbet, mellem januar 1991 og februar 1994, af den administrative procedure og udarbejdelsen af beslutningen, herunder dokumenter udvekslet i denne sammenhæng mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder

- dokumenter vedrørende kontakterne mellem GD III og jern- og stålindustrien i den periode, der i beslutningen er lagt til grund med henblik på fastsættelsen af bødernes størrelse, dvs. fra juli 1988 til slutningen af 1990

- dokumenter vedrørende kontakterne mellem Kommissionen og de skandinaviske nationale myndigheder.

1. Dokumenter vedrørende forløbet, mellem januar 1991 og februar 1994, af den administrative procedure og udarbejdelsen af beslutningen

35.

Med hensyn til dokumenter vedrørende forløbet af den administrative procedure og udarbejdelsen af beslutningen bemærkes for det første, at det for så vidt angår anvendelsen af EF-traktatens konkurrenceregler følger af Domstolens og Rettens faste praksis, at sådanne interne dokumenter ikke bringes til sagsøgeres kundskab, medmindre sagens ganske særlige omstændigheder kræver det på grundlag af vægtige indicier, som det påhviler de pågældende sagsøgere at tilvejebringe (jf. Domstolens kendelse af 18.6.1986, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 1899, præmis 11, og Rettens dom af 27.10.1994, sag T-35/92, Deere mod Kommissionen, Sml. II, s. 957, præmis 31).

36.

Som Kommissionen med rette har gjort gældende, er denne begrænsning af adgangen til interne dokumenter begrundet i hensynet til den pågældende institutions funktionsdygtighed med hensyn til forfølgningen af overtrædelser af traktatens konkurrenceregler. Uanset forskellene mellem EKSF-traktaten og EF-traktaten, har dette hensyn lige så stor betydning for så vidt angår førstnævnte som sidstnævnte (jf. Domstolens kendelse af 6.11.1954, sag 2/54, Italien mod Den Høje Myndighed, ikke trykt i Samling af Afgørelser). Hensynet gælder også dokumenter udvekslet mellem Kommissionen og de nationale myndigheder under den pågældende administrative procedure.

37.

For det andet har artikel 23 i statutten for Domstolen, således som Retten allerede har bemærket, ikke til formål at tillade sagsøgere frit at udforske den pågældende institutions sagsakter, men alene at være til hjælp for Fællesskabets retsinstanser ved gennemførelsen af kontrollen med den anfægtede retsakts lovlighed, derved at den samlede administrative sagsakt stilles til deres rådighed (jf. ovenfor, præmis 32).

38.

For det tredje bemærkes, at Fællesskabets retsinstansers kontrol udøves alene i forhold til den endelige forvaltningsakt, nemlig i det foreliggende tilfælde beslutningen, men ikke i forhold til udkast hertil eller forberedende dokumenter (jf. dommen i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, a.st., præmis 47).

39.

Endelig skal Retten bemærke, at Retten i stedet for at tillade, at sagsøgerne gøres bekendt med Kommissionens interne dokumenter, efter omstændighederne kan træffe bestemmelse om sådan bevisoptagelse og/eller sådanne foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse efter procesreglementets artikel 64 og 65, som Retten finder velbegrundede.

40.

Ved afvejningen, i lyset af ovenstående hensyn, af de forskellige interesser, der kommer i betragtning (jf. kendelsen af 19.6.1996, præmis 74), finder Retten, at de interne dokumenter vedrørende forløbet af den administrative procedure og udarbejdelsen af beslutningen, som er oversendt til Retten i medfør af artikel 23 i statutten for Domstolen, i princippet kun, undtagelsesvis, skal indgå i sagens akter og således bringes til sagsøgernes kundskab, i det omfang de umiddelbart forekommer at indeholde relevante bevisdata, der er egnede til at bestyrke indicier,som sagsøgerne allerede har fremført på overbevisende måde, eller, for det tilfælde at de er nødvendige, for i givet fald at gøre det muligt for Retten af egen drift at påse, at Kommissionen ikke har tilsidesat de forpligtelser, traktaten pålægger den.

41.

Retten finder i øvrigt, at der ikke i det foreliggende tilfælde er anledning til at henvise de spørgsmål, som iværksættelsen af ovennævnte principper rejser, til et andet forum, således som sagsøgeren i Aristrain-sagen har foreslået i sine indlæg indgivet den 26. juni 1995. Det er nemlig den afdeling, hvortil sagen er henvist, det påhviler at træffe afgørelse vedrørende processuelle stridsspørgsmål, rejst af parterne (jf. procesreglementets artikel 114), og herunder vedrørende spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med udveksling mellem parter af hemmelige eller fortrolige dokumenter (jf. tilsvarende procesreglementets artikel 116, stk. 2, vedrørende intervention). Under alle omstændigheder foregriber Retten på ingen måde afgørelsen af sagens realitet, når den gør sig bekendt med de dokumenter, der er blevet oversendt til den i medfør af artikel 23 i statutten for Domstolen, og udelukker dem fra sagsakten, uden at tage stilling til parternes anbringender og argumenter.

42.

Ligeledes er der ikke anledning til at imødekomme begæringer fremsat af nogle sagsøgere (jf. indlæg indgivet i sagerne Thyssen og Krupp Hoesch den 15.9.1995 og i Preussag-sagen den 31.5.1995) under henvisning navnlig til artikel 5, stk. 3, første afsnit, i instruksen for justitssekretæren, a.st., om, at i hvert fald deres advokater skal have tilladelse til at gøre sig bekendt med samtlige sagsakter oversendt til Retten.

43.

Også en sådan adgang ville nemlig krænke de pågældende interne dokumenters fortrolige karakter. Artikel 5, stk. 3, i instruksen for justitssekretæren finder ikke anvendelse, for så vidt de nævnte dokumenter udelukkes fra sagsakten i henhold til den sagsøgte institutions ret til at anmode Fællesskabets retsinstanser om fortrolig behandling af nærmere bestemte oplysninger vedrørende institutionen, der findes i papirer eller dokumenter, som institutionen har oversendt til Retten i medfør af artikel 23 i statutten for Domstolen.

44.

Retten har gjort sig bekendt med sagsøgtes interne dokumenter og med de dokumenter, som, selv om sagsøgte ikke betegner dem »interne«, alligevel efter sagsøgtes opfattelse bør nyde en beskyttelse svarende til den, der gives sagsøgtes interne dokumenter (jf. ovenfor, præmis 29), i lyset af ovennævnte principper og overvejelser, idet Retten i særlig grad har lagt vægt dels på de anbringender angående annullation og de synspunkter vedrørende faktiske omstændigheder, der er gjort gældende til støtte for søgsmålet, på sagsøgernes supplerende bemærkninger, dels på de omstændigheder, som Kommissionen særligt har påberåbt sig som grundlag for at modsætte sig, at Kommissionens interne dokumenter udleveres til sagsøgerne.

45.

Efter en samlet afvejning af de forskellige interesser finder Retten på sagens nuværende trin, at ingen af de interne dokumenter vedrørende forløbet af den administrative procedure og udarbejdelse af beslutningen opfylder kriteriet anført ovenfor i præmis 40.

2. Dokumenter vedrørende kontakterne mellem GD III og jern- og stålindustrien i den periode, der i beslutningen er lagt til grund med henblik på fastsættelsen af bødernes størrelse

46.

Til forskel fra de interne dokumenter vedrørende forløbet af den administrative procedure og udarbejdelse af beslutningen berører visse dokumenter oversendt til Retten i medfør af artikel 23 i statutten for Domstolen, nemlig dokumenterne i den administrative sagsakt med numrene 9729, 9737, 9738-9759, 9760, 9763, 9764, 9765, 9769 og 9770, kontakterne mellem visse tjenestemænd i GD III og repræsentanter for jern- og stålindustrien i den periode, der i beslutningen er lagt til grund med henblik på fastsættelsen af bødernes størrelse (mellem juli 1988 og slutningen af 1990), dvs. før indledningen af den administrative procedure. Disse dokumenter angår direkte nogle synspunkter vedrørende sagernes faktum, som sagsøgerne har fremført, nemlig dels, at GD III har haft kendskab til de pågældende overtrædelser og/eller har tolereret dem [jf. ovenfor, præmis 13, litra a)], dels, at Kommissionen ikke har gennemført den interne undersøgelse, som beslutningens 312. betragtning henviser til [jf. ovenfor, præmis 13, litra b)], med al fornøden omhu.

47.

Under disse særlige omstændigheder må det konstateres, at dokumenterne ikke alene angår forløbet af den administrative procedure og udarbejdelsen af beslutningen, men direkte berører et faktisk aspekt af sagen, nemlig, som det hævdes, Kommissionens egen adfærd i forhold til de pågældende overtrædelser i en periode, der ligger forud for den administrative procedure, hvortil sagsøgte i øvrigt har taget stilling i beslutningens 312. betragtning. Kommissionen har i øvrigt allerede fremlagt dokumenterne nr. 9738-9740 samt et yderligere internt notat vedrørende samme emne som bilag til sit svarskrift i otte af de elleve sager.

48.

Disse dokumenter forekommer umiddelbart at være af betydning i forhold til de omtvistede faktiske forhold, med hensyn til hvilke Retten skal træffe afgørelse, og de skal således indgå i sagens akter.

3. Dokumenter vedrørende kontakterne mellem Kommissionen og de skandinaviske nationale myndigheder

49.

Sagsøgerne har hævdet, at Kommissionens GD I havde opmuntret og/eller tolereret Eurofer/Skandinavien-aftalerne, der er omtalt navnlig i beslutningens 284.-296. betragtning [jf. ovenfor, præmis 13, litra c)], og der er derfor grund til at bemærke, at de dokumenter, der berører kontakterne mellem Kommissionen og visse nationale skandinaviske myndigheder, og som findes i ringbindene 14, 16, 18 og 23i sagsakten oversendt til Retten, ikke har betydning i forhold til synspunkter som de anførte.

50.

Med hensyn særligt til ringbind 14 er det rigtigt, at det indeholder nogle virksomhedsdokumenter beslaglagt af de norske myndigheder, som ikke i egentlig forstand er interne dokumenter, men det må konstateres, at de nævnte norske myndigheder ikke har bemyndiget Kommissionen til at gøre brug af dokumenterne i forbindelse med meddelelsen af klagepunkter og i forbindelse med beslutningen, og at Kommissionen har rettet sig efter deres afslag. Herefter og under hensyn til de supplerende synspunkter, som Kommissionen har gjort gældende (jf. ovenfor, præmis 21), er der ikke anledning til at lade dokumenterne indgå i sagens akter.

51.

Retten finder imidlertid, at dokumenterne nr. 9730 og 9773-9787 direkte berører visse kontakter mellem GD I og de skandinaviske myndigheder i en periode, der ligger forud for indledningen af den administrative procedure. Disse dokumenter er af GD I blevet overgivet til Generaldirektoratet for Konkurrence (GD IV) i forbindelse med den interne undersøgelse, Kommissionen foretog efter partshøringen. De angår således ikke blot forløbet af den administrative procedure og udarbejdelsen af beslutningen, men angår direkte et faktisk aspekt af sagen, nemlig Kommissionens påståede adfærd i forhold til Eurofer/Skandinavien-aftalerne, i en periode, der ligger forud for den administrative procedure.

52.

Uanset Kommissionens opfattelse anført s. 23 i indlægget af 12. september 1996, hvorefter disse dokumenter ikke er aflastende, finder Retten, at dokumenterne umiddelbart forekommer at have betydning i forhold til de faktiske tvistepunkter, Retten skal tage stilling til. De nævnte dokumenter skal derfor indgå i sagens akter.

Sagsøgernes begæringer om bevisoptagelse og foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse

Sammenfatning af sagsøgernes begæringer

53.

En række sagsøgere har kritiseret Kommissionen for i strid med den forpligtelse, der påhviler den i henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen, at have undladt at oversende samtlige dokumenter vedrørende de foreliggende sager til Retten, og nogle af dem har specifikt anmodet om fremlæggelse af dokumenter, der ikke findes i den til Retten oversendte sagsakt, nærmere bestemt rapporter og interne notater udarbejdet af tjenestemænd i GD III vedrørende deres kontakter med producenterne af stålbjælker og vedrørende Kommissionens politik inden for denne sektor i den periode, der er omfattet af beslutningen, ligesom de har begæret fremlæggelse af referatet af Kommissionens møde den 16. februar 1994 og dokumenterne vedrørende stadfæstelsen af beslutningen i de forskellige autentiske sproglige versioner (jf. kendelsen af 19.6.1996, præmis 64, 65 og 66; jf. også sagsøgernes indlæg i sagerne Unimétal, Krupp Hoesch, Preussag og Thyssen ibesvarelse af Retten skrivelse af 21.7.1995). Retten udsatte afgørelsen vedrørende disse begæringer (jf. punkt 4 i konklusionen i kendelsen af 19.6.1996).

54.

Herudover har en række sagsøgere i stævningen nedlagt påstand om, at Retten skal træffe beslutning om nærmere bestemt bevisoptagelse.

55.

Således har sagsøgeren i Unimétal-sagen anmodet om, at »Retten i henhold til artikel 65 til 67 i sit procesreglement træffer bestemmelse om at indhente en sagkyndig erklæring med henblik på at fastlægge, hvilken nøjagtig rolle GD III spillede i den periode, som Kommissionen har lagt til grund ved beregningen af bøden, dvs. mellem den 1. juli 1988 og den 31. december 1990, og om fornødent om afhøring af ethvert vidne, der har været impliceret i de omtvistede begivenheder«.

56.

Sagsøgeren i Aristrain-sagen (herefter »Aristrain«) har begæret, at Kommissionen i medfør af artikel 44, stk. 1, og artikel 65 i Rettens procesreglement anmodes om til Retten at oversende:

- samtlige interne dokumenter, der har tjent som grundlag for beregning af den bøde, der er blevet pålagt sagsøgeren, i det omfang disse endnu ikke er oversendt i medfør af artikel 23 i statutten for Domstolen

- samtlige dokumenter vedrørende de kontakter, der har været med henblik på British Steel's erhvervelse af Aristrain, hvadenten disse dokumenter befinder sig hos arbejdsgruppen vedrørende fusioner eller i GD III eller GD IV

- samtlige dokumenter, Kommissionen råder over, som indeholder en analyse af betydningen af artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union for Kommissionens interne procedurer

- sagsakten for den høringskonsulent, der varetager denne sag, i det omfang Kommissionen endnu ikke har gjort dette i medfør af artikel 23 i statutten for Domstolen

- dokumenterne vedrørende undersøgelsen af kartellet med hensyn til flade produkter (»coils«), hvilke dokumenter kan støtte påstanden om magtfordrejning

- dokumenterne vedrørende harmoniseringen af størrelsestillæggene, i det omfang Kommissionen endnu ikke har gjort dette i medfør af artikel 23 i statutten for Domstolen

- samtlige dokumenter vedrørende omstruktureringen af profilprodukterne

- det interne dokument vedrørende reformatio in pejus

- samtlige interne dokumenter vedrørende den økonomiske struktur på markedet for stålbjælker i Fællesskabet, herunder studierne foretaget af arbejdsgruppen vedrørende fusioner.

57.

Aristrain har herudover anmodet Retten om at træffe beslutning om som vidner at indkalde de tjenestemænd ved Kommissionen, der direkte eller indirekte har arbejdet med den sag, der har givet anledning til den anfægtede beslutning. Ligeledes har virksomheden anmodet om, at tjenestemændene i GD IV's arbejdsgruppe vedrørende fusioner afhøres om den forudgående meddelelse, som British Steel skal have givet Kommissionen med henblik på erhvervelsen af Aristrain.

58.

Endelig har Aristrain, for det tilfælde, at Retten senere under sagen anmodes om at udmelde en sagkyndig, anmodet om, at denne får til opgave at gennemføre et økonomisk studie af markedet, af den mulige eksistens af de af Kommissionen påtalte aftaler, af det hævdede kartels virkninger på konkurrencen og af Aristrain's deltagelse i denne praksis.

59.

Sagsøgeren i Ensidesa-sagen (herefter »Ensidesa«) har anmodet Retten om at »pålægge Kommissionen at fremkomme med oplysninger vedrørende:

- det omsætningstal, der er blevet benyttet til at fastsætte størrelsen af den bøde, der er pålagt virksomheden, og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt tallet følger af omregningen til ecu på grundlag af middelkursen i 1990 af den sektoromsætning, som virksomheden havde meddelt

- den metode, som Kommissionen har benyttet til at fastsætte koefficienten for den bøde, der er pålagt virksomheden, og navnlig den indflydelse hver enkelt af overtrædelserne og varigheden af disse har haft på koefficienten«.

60.

Sagsøgeren i Preussag-sagen (herefter »Preussag«) har anmodet om, at der som bevis for rigtigheden af sagsøgerens argumentation indhentes vidneudsagn fra følgende personer:

- Jürgen Kolb om de begivenheder, der udspandt sig i CDE

- Jörg Kröll og Hans Mette om de begivenheder, der udspandt sig i stålbjælkeudvalget

- Hans Mette vedrørende de begivenheder, der fandt sted i forbindelse med Eurofer/Skandinavien-møderne og vedrørende samtalerne med udenlandske producenter

- de herrer Kutscher, Ortún, Drees, Evans og Vanderseypen vedrørende den omstændighed, at Kommissionen havde kendskab til informationsudvekslingen og til virksomhedernes adfærd på markedet, og vedrørende samarbejdet mellem Kommissionen, sammenslutningerne og virksomhederne, navnlig i forbindelse med møderne mellem Kommissionen og jern- og stålindustrien.

61.

Da Kommissionen i sit svarskrift har gjort gældende, at denne bevisbegæring må afvises, idet den ikke med tilstrækkelig bestemthed angiver de faktiske omstændigheder, de forskellige vidner skal have haft kendskab til, hvilket er i strid med artikel 68, stk. 1, i Rettens procesreglement, hvorefter afhøring af vidner skal ske vedrørende »bestemte faktiske omstændigheder«, har Preussag i sin replik tilbudt konkret at føre bevis for en række af sine synspunkter gennem afhøring af en række vidner, navnlig Jörg Kröll og Hans Mette, der begge er medarbejdere hos sagsøgeren.

Rettens bemærkninger

62.

Med hensyn til kritikken mod sagsøgte for ikke at have overholdt sine forpligtelser i henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen (jf. ovenfor, præmis 53) skal det understreges, at sagen for Retten angår en beslutning truffet af Kommissionen vedrørende en procedure om anvendelse af traktatens artikel 65 på aftaler og samordnet praksis, der implicerer europæiske producenter af stålbjælker.

63.

Retten finder, at alene denne procedures dokumenter » vedrøre[r] ... den sag, som forelægges« den som anført i artikel 23 i statutten for Domstolen. For så vidt angår dokumenter, der, selv om de i højere grad angår andre aspekter af Kommissionens handlinger, også synes at være nødvendige for den domstolskontrol, som Retten skal udøve i henhold til traktatens artikel 33 og 36, kan Retten kræve dem fremlagt efter reglerne i procesreglementets artikel 64 og 65 om bevisoptagelse og foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.

64.

Det er således med urette, at en række sagsøgere hævder, at sagsøgte for at overholde sine forpligtelser efter artikel 23 i statutten for Domstolen af egen drift til Retten skulle have oversendt hele GD III's administrative sagsakt vedrørende de kontakter, det skal have haft med producenterne af stålbjælker i den periode, beslutningen angår.

65.

Imidlertid er forholdet det, at spørgsmålet om GD III's eventuelle involvering i indførelsen og styringen af visse mekanismer, der i beslutningen anses for konkurrencebegrænsende aftaler eller praksis, eller i hvert fald spørgsmålet om det kendskab, som GD III (eller andre generaldirektorater) efter sagsøgernes opfattelse havde eller burde have haft, synes at have udgjort et vigtigt element ved bedømmelsen i de foreliggende sager, således som sagsøgte har erkendt det i beslutningens 312. betragtning.

66.

Parterne har også viet dette spørgsmål meget betydelig opmærksomhed i deres skriftlige indlæg i hovedparten af de foreliggende sager. De har nærmere diskuteret betydningen af beviser, som sagsøgerne har fremlagt vedrørende kontakter, der skal have eksisteret mellem Kommissionen og producenterne af stålbjælker efter den 30. juni 1988 i forbindelse med »konsulterende møder« (»consultative meetings«), »lukkede møder« (»restricted meetings«) og »stålfrokoster« (»steel lunches«) (jf. f.eks. Kommissionens detaljerede analyse i svarskrifterne af »speaking notes«).

67.

Retten finder det herefter nødvendigt at søge dette spørgsmål opklaret, uden at det er nødvendigt på sagens nuværende trin at udtale sig om rigtigheden af de fremsatte anbringender og argumenter.

68.

Det bemærkes i denne forbindelse, at sagsøgerne under høringen den 11., 12., 13. og 14. januar 1993 gjorde gældende, at der havde været kontakter mellem producenterne af stålbjælker og GD III i den periode, der var anført i meddelelsen af klagepunkter, og at der i GD III's arkiver fandtes beviser, der var ukendte for GD IV, for, at Kommissionen i det mindste havde kendskab til udvekslingen af oplysninger og til den påtalte praksis, der skulle stabilisere priserne og produktionen. Høringskonsulenten anerkendte betydningen af dette punkt for de sigtede virksomheders forsvar og opfordrede dem til at overgive sig samtlige beviser til støtte for deres opfattelse, ligesom han meddelte, at han ville foretage en intern undersøgelse.

69.

Ifølge sagsøgte, som benægter enhver involvering og ethvert kendskab af denne art, har ingen af de dokumenter, som sagsøgerne har tilvejebragt på høringskonsulentens opfordring eller under denne sag bestyrket sagsøgernes påstande i denne henseende. I øvrigt mener sagsøgte at have foretaget en tilbundsgående undersøgelse, der ikke har frembragt beviser til støtte for påstandene. Sagsøgte har blandt andet som bilag til en række svarskrifter vedlagt en redegørelse, dateret den 19. februar 1993, fra direktøren for direktorat E »Indre Marked og Industri III«, Ortún, GD III, til vicegeneraldirektør for GD III, Schaub, hvori de nævnte påstande afvises.

70.

Det må imidlertid konstateres, at bl.a. dokumenter fremlagt af sagsøgerne i sagerne ARBED, Cockerill-Sambre, Unimétal, Preussag og British Steel rejser en vis tvivl om arten og det nøjagtige omfang af oplysninger, som GD III modtog under forløbet af Generaldirektoratets kontakter med repræsentanter for jern- og stålindustrien, navnlig inden for rammerne af Kommissionens beslutning 2448/88/EKSF af 19. juli 1988 om indførelse af en overvågningsordning for visse produkter for virksomhederne i jern- og stålindustrien (EFT L 212, s. 1).

71.

Således er der i referatet fra det »lukkede møde« den 21. marts 1989, udarbejdet af Eurofer, anført følgende i afsnittet »Results of the surveillance system«:

»Mr. von Hülsen gave information on the introduction of a statistical information system concerning monthly bookings and deliveries inside Eurofer. The result of the first inquiry for the months of January and February was given, showing an overall good situation [...]« (jf. stævning i British Steel-sagen, bilagsmappe 3, dokument 24.)

(»von Hülsen [generaldirektør for Eurofer] gav oplysninger om indførelsen af et statistisk informationssystem vedrørende de månedlige ordrer og leverancer inden for Eurofer. Resultatet af den første undersøgelse vedrørende månederne januar og februar blev meddelt og viste en generelt set god situation [...]«)

72.

Tilsvarende indeholder referatet af det »konsulterende møde« den 28. april 1989, hvorunder de foreløbige programmer for tredje semester 1989 blev diskuteret, følgende passage:

»Finally, it was mentioned that in the near future, enlarged statistics on the basis of a rapid declaration of monthly bookings and deliveries established by Eurofer will help to make forecasts for Category IV more realistic.« (jf. stævning i British Steel-sagen, bilagsmappe 3, dokument 31.)

(»Endelig blev det nævnt, at i nær fremtid vil detaljerede statistikker, udarbejdet af Eurofer, på grundlag af en hurtig meddelelse af månedlige ordrer og leverancer hjælpe til at gøre forudsigelserne for kategori IV mere realistiske.«)

73.

I referatet af det »lukkede møde« den 15. juni 1989 er yderligere anført:

»Regarding the forward programmes for Quarter III/1989, Mr. Traverso announced a possible review of the programmes after a final decision at the next CDE in function of the figures obtained from the system of rapid declaration of bookings and deliveries.« (jf. stævning i British Steel-sagen, bilagsmappe 3, dokument 25.)

(»Med hensyn til det foreløbige program for tredje kvartal 1989 gav Traverso meddelelse om en mulig revision af programmerne efter endelig vedtagelse på det næste CDE på grundlag af de tal, som er indkommet gennem systemet med hurtig meddelelse af ordrer og leverancer.«)

74.

På nærværende trin af undersøgelserne af sagerne er Retten ikke i stand til at afgøre, om de tilfælde af udveksling af oplysninger, der er tale om i de nævnte referater, svarer til dem, der er påtalt i beslutningen, og i hvilket omfang nærmere bestemte tjenestemænd i GD III faktisk blev gjort bekendt med udvekslingen af oplysninger, således som referaternes ordlyd synes at antyde.

75.

Det må imidlertid bemærkes, at Kommissionen i beslutningens 143.-146. betragtning beskriver et system, drevet af Eurofer under navnet »fast bookings«, hvorefter der skete månedlig udveksling af oplysninger om visse virksomhedersordrer og leverancer, hvilket system umiddelbart forekommer at svare til det, der fremgår af de nævnte referater. De dokumenter, hvorpå den nævnte beskrivelse støttes, og som er opregnet i bilag 2 til beslutningen, består bl.a. af tabeller, der viser ordrer og/eller leverancer, månedlige eller kvartalsvise, for virksomheder, der opererer på de forskellige nationale markeder (jf. f.eks. dokument nr. 3462 i Kommissionens sagsakt). I den retlige bedømmelse, der er anført i beslutningens 279.-283. betragtning, betegner Kommissionen dette informationsudvekslingssystem som værende »i strid med EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1«.

76.

Retten bemærker ligeledes, at en række referater af »konsulterende møder« mellem Kommissionen og jern- og stålindustrien, navnlig møderne den 27. oktober 1988, den 26. januar, den 27. april og den 27. juli 1989, nævner nogle oplysninger vedrørende prisudviklingen, der umiddelbart synes at være i overensstemmelse med de tilsvarende referater fra møderne i stålbjælkeudvalget den 18. oktober 1988 og den 10. januar, den 19. april, og den 11. juli 1989.

77.

Retten finder herefter ikke, at den har modtaget tilstrækkelige oplysninger hverken gennem Ortún's ovennævnte referat af 19. februar 1993 (hvori det med hensyn til møderne mellem GD III og markedseksperterne i Eurofer blot anføres, at »de samlede resultater af virksomhedernes produktion og leverancer blev meddelt til deltagerne«), eller gennem de øvrige interne dokumenter vedrørende den »tilbundsgående undersøgelse«, der blev gennemført på initiativ af høringskonsulenten, således som disse dokumenter foreligger i den sagsakt, der er blevet oversendt til Retten.

78.

Imidlertid peger visse interne dokumenter, som sagsøgte selv har fremlagt som bilag til nogle af sine svarskrifter, i retning af, at Kommissionen (GD III) er i besiddelse af egne notater og referater fra de pågældende møder, og at disse kunne være egnede til at give Retten oplysninger vedrørende visse af de faktiske tvistepunkter, som den skal afgøre (jf. det fortrolige »erindringsnotat« af 31.1.1989 fra afdeling 3 »råvarer og avancerede materialer«, direktorat E i GD III, fra det konsulterende møde den 26.1.1989, under hvilket Kutscher, der ledede mødet, fik ført til referat, at »Kommissionen, hvis den opdagede eksistensen af en hvilken som helst aftale inden for industrien om priser og mængder i strid med forskrifterne i EKSF-traktatens artikel 65, ikke ville undlade at træffe passende foranstaltninger i overensstemmelse med reglerne i den nævnte artikel«).

79.

Retten må i øvrigt konstatere, at den sagsakt, der er oversendt den, ikke synes at indeholde »alle akter vedrørende den [foreliggende] sag« som anført i artikel 23 i statutten for Domstolen. Særligt er hverken GD IV's note af 22. juli 1991 til GD III eller GD III's svarnote af 12. september 1991 til GD IV anført på listen over interne dokumenter, som sagsøgte på Rettens anmodning har udarbejdet og sendt til sagsøgerne. Ikke alene angår disse noter generelt »udveksling af statistiske oplysninger« i forbindelse med Eurofer-sammenslutningen, men de henviser udtrykkeligt til en metode kaldet »Traverso«, der er en overtrædelse, som i denanfægtede beslutning (jf. 72.-79. og 254.-259. betragtning) særskilt er påtalt over for de europæiske producenter af stålbjælker. Sådanne dokumenter angår direkte nærværende sag og skulle derfor have været indbefattet i den sagsakt, der oversendtes til Retten.

80.

Efter det anførte og i henhold til artikel 24 i statutten for Domstolen og artikel 65 i Rettens procesreglement skal der ske bevisoptagelse som nærmere anført i nærværende kendelses konklusion.

81.

Afgørelsen vedrørende sagsøgernes øvrige begæringer om bevisoptagelse udsættes.

Af disse grunde

bestemmer

RETTEN (Anden Udvidede Afdeling)

1) Sagerne T-134/94, T-136/94, T-137/94, T-138/94, T-141/94, T-145/94, T-147/94, T-148/94, T-151/94, T-156/94 og T-157/94 forenes med hensyn til bevisoptagelse og foranstaltninger med henblik på sagernes tilrettelæggelse samt for så vidt angår den mundtlige forhandling.

2) Blandt de dokumenter, som sagsøgte har betegnet som interne, vil alene dokumenterne med numrene 9729, 9730, 9737-9746, 9748-9760, 9763-9765, 9769, 9770 og 9773-9787 i sagsakten oversendt af sagsøgte til Retten ved skrivelse af 24. november 1994 blive inddraget i Rettens sagsakt og tilstillet parterne.

3) Inden fire uger fra forkyndelsen af nærværende kendelse oversender sagsøgte til Retten:

- noter, erindringsnotater eller referater udarbejdet af tjenestemænd i GD III i forbindelse med deres møder med repræsentanter for jern- og stålindustrien i den periode, hvori anvendtes overvågningssystemet indført ved Kommissionens beslutning 2448/88/EKSF af 19. juli 1988 om indførelse af en overvågningsordning for visse produkter for virksomhederne i jern- og stålindustrien, navnlig møderne den 1. september, den 27. oktober, den 3. november, den 8. december 1988, den 26. januar, den 1. februar, den 21. marts, den 28. april, den 15. juni, den 27. juli, den 1. september, den 26. oktober, den 7. november, den 15. december 1989, den 25. januar, den 7. februar, den 3. maj, den 27. juli, den 4. september og den 5. november 1990

- dokumenter, der ikke allerede er i Rettens besiddelse, som tjenestemænd i GD III har modtaget fra Eurofer eller fra dennes produktudvalg i forbindelse med de anførte møder i samme periode.

4) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Således bestemt i Luxembourg den 10. december 1997.

H. Jung

A. Kalogeropoulos

Justitssekretær

Afdelingsformand

1: Processprog: T-134/94 tysk, T-136/94 tysk, T-137/94 fransk, T-138/94 fransk, T-141/94 tysk, T-145/94 fransk, T-147/94 tysk, T-148/94 tysk, T-151/94 engelsk, T-156/94 spansk og T-157/94 spansk.