Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad Sofia-oblast (Bulgarien) den 15. april 2024– »LUKOIL Bulgaria« EOOD mod Komisia za zashtita na konkurentsiata

(Sag C-260/24, LUKOIL Bulgaria)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Administrativen sad Sofia-oblast

Parter i hovedsagen

Sagsøger: »LUKOIL Bulgaria« EOOD

Sagsøgt: Komisia za zashtita na konkurentsiata

Præjudicielle spørgsmål

1.    Skal artikel 102 TEUF samt princippet om retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, herunder uskyldsformodningen, fortolkes således, at de relevante markeder (de markeder, hvor tilsidesættelsen blev begået) i tilfælde af ulovligt avancepres (margin squeeze) er to vertikalt opdelte markeder, nemlig upstream-markedet og downstream-markedet, og at konkurrencemyndigheden netop for så vidt angår de pågældende to markeder ved formuleringen af den påberåbte tilsidesættelse og den endelige administrative afgørelse er forpligtet til at fastlægge de faktiske omstændigheder vedrørende størrelsen af disse markeder, disses markedsaktører og markedsandelene for disse markeders aktører, herunder de relevante markedsandele for den virksomhed, som ifølge konkurrencemyndigheden indtager en dominerende stilling?

2.    Skal artikel 102 TEUF, sammenholdt med princippet om retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, herunder uskyldsformodningen, fortolkes således, at den i forbindelse med en sag i henhold til artikel 102 TEUF ikke tillader, at produkter medtages i ét og samme nationale marked for produkter, der hverken på efterspørgsels- eller på udbudssiden er substituerbare, således som KZK har gjort det i den foreliggende sag, idet KZK har medtaget brændstofferne dieselolie og benzin A-95H i et og samme produktmarked for brændstoffer?

3.    Hvis det er tilladt at medtage brændstoffer, der ikke er substituerbare på udbuds- og efterspørgselssiden, i et enkelt nationalt produktmarked, er det da tilladt ikke at medtage det tredje primære brændstof i dette nationale marked, nemlig flaskegas bestående af propan og butan (LPG), der på det nationale marked har en markedsandel svarende til markedsandelen for benzin, i produktmarkedet for brændstoffer?

____________